Siden Kama­la Har­ris’ neder­lag har det vrim­let med lig­syn af hen­des kampag­ne. Selvransa­gel­sen i par­ti­et har budt på både sorg og skar­pe, inter­ne beskyld­nin­ger. Der fin­des en for­tæl­ling bag udfal­det, der er mere lige­til, men også en dybe­re, mere kom­pleks for­kla­ring, der gem­mer sig under vra­get. Ikke desto min­dre er kon­tu­rer­ne af de for­skel­li­ge sko­ler og gene­rel­le brud­fla­der i par­ti­et alle­re­de kom­met til syne i selvransagelsen.

De man­ge flug­ter fint med Demo­kra­ter­nes over­vej­el­ser om, hvor­dan man vin­der valg, og de kred­ser alle om moder­te­o­ri­en om et mistil­lids­vo­tum mod den sid­den­de rege­ring og sta­tus quo. Dog er én over­ord­net, her­sken­de for­kla­ring svær at kom­me udenom: Det Demo­kra­ti­ske Par­ti end­te i en hård­knu­de på grund af Joe Bidens og hans stabs beslutninger.