Facebook-chef i modvind efter skadeligt indhold: “Vi er bare et techfirma fra Californien”
Det korte af det lange
Efter at have været umulig at få fat i stillede Facebooks danske chef endelig op til en snak med landets journalister.
Martin Ruby troppede nemlig op i Publicistklubben og tog debatten om den senere tids skandalesager.
Samtalen måtte ikke refereres, men det overhørte Frihedsbrevet.
Hele historien
“Det var da en stor skoledreng at sende,” sagde en mand i sin tredje alder, da showet var forbi.
“Det var noget teflonsnak,” sagde en anden.
Det så ellers hyggeligt ud, da Martin Ruby ankom.
Ruby, politisk chef i Norden for firmaet Meta, der hed Facebook i gamle dage, bestilte en øl i baren – “det er jo fredag” – og blev lige så langsomt fulgt op på scenen af Publicistklubbens næstformand, Tor Arnbjørn.
Her ved 17-tiden skulle Metas mand være indslag til fredagsbaren i Publicistklubben, der med over 140 år på bagen er en af verdens ældste presseforeninger, med deres egne ord et “tvangfrit mødested” for journalister og andre medietyper.
Timingen var underligt god, da en god klump af landets journalister i forvejen havde brugt hele april måned på at forklare, at Martin Ruby er en umulig mand at få fat i, selvom der ellers var nok at tale om, for eksempel den politianmeldelse fra DR og TV 2, der havde anmeldt Facebook for svindel, æreskrænkelser og injurier. Eller måske lettere endnu: Det brev, som B.T., DR og TV 2 havde sendt til Meta, hvor de kritiserede de falske annoncer og artikler på Facebook, ”der tager sig ud som indhold fra danske journalistiske medier, som udnytter kendte værter og vildleder danskerne”.
Det hele handlede om, at der på det seneste var kommet flere og flere svindelannoncer, der lignede artikler fra medier – i hvert fald hvis man nødvendigvis ikke var så medievant – men i stedet endte med at være et bitcoin-scam. Her blev værter som Divya Das, Kim Bildsøe Lassen og Anders Lund Madsen brugt til ulovlighederne, og Meta gjorde så godt som ingenting for at stoppe det her, mente medierne.
“Det eskalerer nu så voldsomt, at vi bliver nødt til at råbe jer op. For I er så svære at få i tale,” skrev de tre medier.
Ikke desto mindre stod de der så i dag, Meta, i skikkelse af Martin Ruby til Publicistklubbens fredagsbar.
Det var vist en gammel aftale.
En metadiskussion
Martin Ruby starter egentlig fornuftig ud, tager et par tårer af sin øl – den glemte han dog alt om igen – og begynder at fortælle om sin karriere. Tidligere mangeårig Venstre-mand, i sekretariatet under Fogh i 00’erne og senere særlig rådgiver for Pind.
Så gik han over til Google. “Ikke BUPL. GUGL!” joker han. Der er stille, wrong crowd, men ellers en jovial og nedknappet begyndelse.
Nu har Ruby været i Meta i seks år, og der er sket ikke så lidt på de år. I 10’erne var det en tid, hvor man elskede techgiganterne, fordi de opfandt fede ting, siger Ruby.
“Politikerne stod i kø for at komme til Californien for at se hovedkvarteret,” forklarer han, som om det ikke er sådan længere.
“Ingen talte om noget særligt negativt i forhold til den her teknologiske udvikling.”
Men så begyndte man at tale om privacy på et tidspunkt, og man blev opmærksom på, at teknologi ikke bare var sjovt og hyggeligt.
“Edward Snowden, hvis I kan huske det?”
Ruby fortæller om tre øjenåbnere.
Cambridge Analytica. Med Rubys ord en stor privacy-sag, der handlede om, at nogle engelske forskere havde fået adgang til en masse data, hvor Facebook ikke havde ordentligt styr på, hvad der skete med dataen.
“Det blev til en global omgang klø til Facebook, og det var sådan set fair nok,” siger Ruby.
Myanmar i 2018, hvor Metas platforme blev brugt til at sprede had og opfordre til folkemord. Rubys forklaring er, at Facebook ikke rigtigt havde fanget det i systemet, og at de måtte erkende, at man nok burde have folk ansat derude, nu hvor der var så mange millioner brugere.
“Det passede bare sig selv, men det kunne det jo så ikke gøre, viste det sig.”
Det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvor “hele verden lærte” at være opmærksom på falske informationer, fordi russerne lavede alle mulige mærkelige falske profiler og spredte fake news.
Alt i alt en masse ting, som Facebook ikke havde styr på, og derfor tog de fat i nakken på sig selv.
“Det var meget lærerigt, ikke så sjovt selvfølgelig, at få alle de der tæsk dengang,” siger Ruby.
“Meget var velfortjent, men noget af det er lidt hårdt.”
Han forklarer, at firmaet er et andet sted i dag, og at de har 15–16-17.000 ansat til at moderere indhold ud af små 70.000 ansatte i alt.
“Altså vi bruger jo pænt mange milliarder på at prøve at fjerne det der indhold.”
Ruby har, hvad der skal til for at stå på mål for selv de største techskandaler. Han ser fremad. Han synes, skandalerne har været lærerige. Dengang var Meta altid på bagkant – det var ikke som sådan deres skyld, men nogle folk opfører sig desværre dårligt, og systemerne var ikke gode nok, og det har Meta lært af.
Sådan er det ikke i dag.
“Jeg synes faktisk, at vi gør det generelt på et helt andet niveau end dengang.”
Uanset hvilket spørgsmål der kommer, om det er kritisk, dumt, enormt skarpt eller andet, er det “interessant”, “fair” eller “godt”. Og svaret er typisk langt og anekdotisk og skal overbevise om, at Facebook gør meget mere, end spørgeren tror.
Bare et techfirma fra Californien
Ruby kalder Facebook “verdens største opslagstavle”, hvor 3,5 millioner danskere hver dag kigger med. I omegnen af to milliarder på verdensplan.
“Det er en meget stor opslagstavle,” understreger han.
En algoritmedrevet, profitorienteret opslagstavle, kunne man måske have tilføjet.
Meta er ifølge Ruby i fuld gang med at finde tilbage til at være en techvirksomhed. Sådan en virksomhed, der for eksempel bruger milliarder på at skabe et tvivlsomt parallelunivers som Metaverse eller udvikler teknologiske solbriller i samarbejde med Ray-Ban.
“Vi er bare et techfirma fra Californien,” siger Ruby i en åbenlyst korrekt sætning, der dog er blevet udfordret af, at det pludselig gik op for techvirksomheden, at de har udviklet nogle platforme, der kan afgøre præsidentvalg og spiller en kæmpe rolle for milliarder af menneskers ve og vel og det, der er værre.
“Nu er vi pludselig eksperter på sådan noget som børns mentale sundhed, på alt muligt. Det har været en svær øvelse at prøve at opgradere sig til… Men ja, det havde nok været fedt, hvis vi havde mere på forkant,” siger Ruby.
Det gider jeg fandme ikke høre på
Så begynder der at komme spørgsmål om selvskade og børn og unges mistrivsel.
Har Meta et ansvar for selvskadende indhold, og hvad med ansvaret for at børn og unge er afhængige af at være på deres platforme?
“Det er gode spørgsmål,” siger Ruby.
“Selvskade, det er faktisk et enormt interessant emne og et enormt svært emne. Nu har jeg fulgt det relativt tæt i nogle år,” siger han og forklarer, at det også kan være en god ting, at unge mennesker deler mørke tanker med hinanden, det siger eksperterne, så længe det ikke løber løbsk.
Engang var det et stort problem, men sådan er det ikke længere.
“Problemet er i høj grad flyttet over på TikTok i dag, faktisk. Vi har haft det rigtig meget, men lige på det område tror jeg, at TikTok har noget arbejde, de skal hjem og gøre.”
Det er jo stadig hos jer?
“Ja, men det er så spørgsmålet hvor meget. Jeg siger ikke, at det er væk. Der er langt imellem snapsene hos os… “
En ældre mand rejser sig fra sofaen, mumler noget, der lyder lidt a la: “Det gider jeg fandme ikke høre på.”
Det viser sig senere, at denne mand ofte har for vane at skabe den slags optrin til Publicistklubbens arrangementer, så måske skal man ikke lægge for meget i det.
Det gør Ruby i hvert fald heller ikke, han fortsætter, hvor han slap.
Men har Meta så et ansvar for unges heftige forbrug af deres platforme, bliver der spurgt.
Ruby begynder sit lange svar et helt andet sted, nemlig ved at tale om korte videoer. Det er jo interessant, at videoerne er blevet kortere, og de her reels, man kan se på Facebook, er jo enormt populære. Det har ændret noget, og folk bruger meget tid på det, må vi forstå.
“Er det et problem? Det synes jeg ikke, det er endnu, men jeg er da enig i, at… jeg har to døtre, 12 og 15. Hvis de sidder i flere timer i træk på telefonen (…) De bruger da telefonen meget, det gør alle unge.”
Har I som platform et ansvar for, hvor meget de her mennesker bruger jeres platform, bliver der opfølgende spurgt.
Han når ikke at svare, før han bliver afbrudt af en råbende mand fra salen.
“Han har lige sagt nej?! De vil gerne have deres del af kagen, hvis vi skal oversætte svaret!”
Ruby er ikke helt enig i udlægningen.
“Nej, men jeg vil sige, at hvis vi ikke havde lavet det der videoformat, så havde vores kære kinesiske TikTok-venner siddet på det hele. Og det kan også være fint nok jo, men det skal man ikke være i tvivl om.”
Det er fair, det er fair, det er fair
Så tager TV 2 fat. De har samlet et lille hold, der er ude for at skaffe svar på, hvorfor der ikke bliver sat en stopper for de falske annoncer med deres værter som blikfang. Det er ubegribeligt, siger de, og de spørger: Hvorfor stiller I ikke op til interview? Hvorfor fjerner I ikke de falske annoncer?
Forklaringen er lang, men det er ikke helt ligetil bare at gå ind og fjerne annoncer, selvom de gør, hvad de kan, og selvom de har fået fjernet de fleste. Som i alle andre tænkelige henseender siger Ruby, at de tager problemet alvorligt, og at de ville ønske, det var nemmere fluks at få styr på det.
Mere overraskende fortæller Ruby, at han stiller op til interviews, selvom ingen journalister skulle tro det. Han har endda skaffet et robotsvar til Ekstra Bladet. Men selvom han mener, at han har stillet mere op end Novo Nordisk gennem de sidste fem år og stiller op hver dag, så må han ikke udtale sig om den her konkrete sag.
“Altså jeg er jo ikke interessant som person, jeg er jo kun interessant, fordi jeg arbejder for Meta.”
Det virker ikke, som om nogen er uenige.
Værterne fra TV 2 News giver ikke op. De vil have Ruby til at svare på, hvorfor Meta ikke bare stopper alle annoncer overhovedet, indtil problemet med falske annoncer er løst. Det kan Ruby ikke love. De kritiserer ham for ikke at have styr på sine ting og for ikke at tage ansvar.
“Ja, det er fair, det er fair, det er fair,” svarer Ruby. Han ved godt, at problemet er der, men det handler altså også om teleselskaberne, bankerne, EU-lovgivning og “en lang kæde af ting”, siger han.
Den magiske knap
Med sikre skridt går det op for tilhørerne, at det ikke er en af de dage, hvor man kommer hjem og føler sig klogere end dagen før.
Mikrofonen ender i hænderne på Kurt Strand, der begynder at fortælle, at han tilbage i 2018 var på besøg i de daværende Facebook-lokaler på Havnegade i København.
Dengang talte de om, hvordan man kunne skrue på algoritmer i forhold til problemet med selvskade. Her seks år senere har Kurt Strand stadig ikke fået et fyldestgørende svar på, hvorfor Facebook egentlig ikke gør mere ved problemet, og han undrer sig over det samme i sagen om falske annoncer: Hvorfor sætter Facebook ikke barren lidt for højt og risikerer at slette noget godt indhold? I stedet for at sætte barren for lavt og lade for meget slippe igennem? Eller: Hvorfor tager I det ikke mere alvorligt?
Svaret fra Ruby er, som i alle andre tilfælde, en længere klamamse, der har sit udspring et helt andet sted; denne gang er det salg af stoffer. Det skal man jo heller ikke tillade, og det gør de også noget ved.
Fredagsbarens gæster skal grundlæggende lære at forstå, at Facebook lever af at sælge annoncer, og derfor vil det være bad for business at have dårligt indhold på platformene, hvad enten det er falske annoncer, selvskade, hadefulde ytringer, eller hvad har vi. Det er ikke i Facebooks interesse, at det skal ligge der, så vi kan lige så godt stoppe med at tro, at de er ligeglade. De gør, hvad de kan, og mere kan man vel heller ikke forlange. Det må vi så tro på, og sådan kan diskussionen slutte, begynde igen, starte forfra og fortsætte på ny næste gang.
Og hvis man tror, at der er en magisk knap, må man tro om igen. Den findes nemlig bare ikke, siger Martin Ruby.
“Hvis vi havde den magiske knap, så havde vi trykket på den. Men det har vi ikke.”
Magisk knap eller ej, så landede der tirsdag en pressemeddelelse fra Europa-Kommissionen, der kunne fortælle, at de har indledt en undersøgelse af, hvordan Facebook og Instagram håndterer vildledende reklamer og politiske annoncer. Op mod EU-Parlamentsvalget til juni er Kommissionen nemlig bekymrede for, om Meta har forbrudt sig mod EU’s lovgivning på området, Digital Services Act (DSA).
”Hvis vi har mistanke om et brud på reglerne, så handler vi. Det gælder til alle tider, men især når der er demokratiske valg. Store digitale platforme skal leve op til deres forpligtelser om at lægge nok ressourcer i dette,” lyder det fra kommissionsformand Ursula von der Leyen.