“Jeg er ikke ung mere”. Sådan sag­de Tadej Poga­car på Champs Élysées efter går­da­gens mål­gang i Paris. Han sad og gav sine sid­ste inter­views i ung­dom­strøj­en, som har været hans fire år i træk. Om et par måne­der fyl­der han 25 år og er ikke læn­ge­re en del af ung­dom­s­klas­se­men­tet. “Jeg siger far­vel til min elske­de hvi­de trø­je. Det var et utro­ligt løb for mig og mit hold. Jeg er meget glad for at nå podi­et i Paris”. Poga­cars gode humør er et af hans man­ge våben som cykel­ryt­ter. Ud over sine angreb i bjer­ge­ne og på bro­stens­pavéer­ne, sin char­me­ren­de og ærli­ge facon, er hans smil en del af hans over­be­vi­sen­de udtryk som men­ne­ske. Det er sim­pelt­hen svært ikke at hol­de af ham.