For­fat­ter flyg­te­de fra Liba­non – nu adva­rer han Vesten mod iden­ti­tetspo­li­tik

Gad Saad er et fæno­men.

Trods et ordi­nært pro­fes­sorjob og en nør­det aka­de­misk kar­ri­e­re som eks­pert i for­bru­ge­rad­færd har han næsten 1,4 mil­li­o­ner føl­ge­re på den digi­ta­le plat­form X, hans YouTu­be-kanal har 377.000 abon­nen­ter med over 44,6 mil­li­o­ner vis­nin­ger af hans video­er, og Saad er blandt de oftest invi­te­re­de gæster på den popu­læ­re podcast-vært Joe Rogans show, hvor poli­ti­ke­re drøm­mer om at optræ­de, for­di det har fle­re lyt­te­re end alle etab­le­re­de medi­er.

På soci­a­le medi­er er Saad bram­fri og direk­te i sin tone. Han går ikke af vej­en for et ver­balt slags­mål, hvis han får øje på ting, der ikke fal­der i hans smag. Sar­kas­me og sati­re er blandt hans fore­truk­ne gen­rer.

I sit aka­de­mi­ske liv skri­ver Saad til gen­gæld viden­ska­be­ligt god­kend­te artik­ler med fod­no­ter og lan­ge argu­men­ta­tions­ræk­ker.

Selv siger han om de to facet­ter af sin per­son­lig­hed:

“Beg­ge dele er natur­li­ge dele af min per­son­lig­hed. Jeg er meget cere­bral, en seri­øs aka­de­mi­ker, men jeg er også meget mun­ter og jovi­al, helt nede på jor­den. Jeg er ikke ban­ge for at lave sjov med mig selv, for jeg har en stærk følel­se af, hvem jeg er. Når jeg går på soci­a­le medi­er, præ­sen­te­rer jeg mig selv for ver­den, som jeg er. Hvis man kan lide det, fint, hvis ikke, hvad rager det mig?”

Han til­fø­jer:

“Jeg elsker, når jeg får bre­ve fra almin­de­li­ge men­ne­sker, last­bil­chauf­før­en, poli­ti­man­den eller sol­da­ten, der for­tæl­ler, hvor­dan jeg har ændret deres liv. Det bety­der meget mere for mig end bre­ve fra en pro­fes­sor på eli­te­u­ni­ver­si­te­ter som Stan­ford eller Har­vard. Ikke for­di jeg ikke er glad for dem, men jeg vil ger­ne nå ud til så man­ge men­ne­sker som muligt.”  

Gad Saad vok­se­de op i Liba­non i 1970’erne, hvor de reli­gi­øse spæn­din­ger tog til, og døden ofte lure­de om det næste gade­hjør­ne. I 1975 eks­plo­de­re­de vol­den i en bor­ger­krig, og fami­li­en måt­te flyg­te. Den nu 62-åri­ge Saad husker, hvor­dan han som barn holdt øje med snig­skyt­ter på tage­ne i sit kvar­ter i Bei­rut for at fin­de ud af, hvor han kun­ne lege i nogen­lun­de sik­ker­hed, og hvor han skul­le pas­se på.

Han husker også en dag i sko­len, hvor en af hans klas­se­kam­me­ra­ter for­tal­te, at han vil­le være jøde­dræ­ber, når han blev stor. De andre børn lo, men det gjor­de Gad Saad ikke. Han og hans fami­lie er nem­lig jødisk.