Fra Napo­leon til Star Wars: Sådan blev vær­di­kam­pen vores fore­truk­ne for­tæl­ling

Til den­ne uges Fri Tænk­ning har jeg talt med den ame­ri­kan­ske for­fat­ter Cat­he­ri­ne Nichols om et moder­ne fæno­men, nem­lig frem­kom­sten i moder­ne histo­ri­er af et skel mel­lem de gode og de onde dre­vet af vær­di­er og en vision for, hvor­dan et sam­fund bør ind­ret­tes. I den for­bin­del­se kun­ne jeg ikke lade være med at tæn­ke på, at de, der agi­te­rer for en vær­di­ba­se­ret uden­rigs­po­li­tik, måske bør huske på, at et ofte over­set for­til­fæl­de i euro­pæ­isk histo­rie på sådan en poli­tik er reli­gions­kri­ge­ne i det 16. og 17. århund­re­de, som fik euro­pæ­e­re af for­skel­lig tro til at myr­de løs på hin­an­den i deres vær­di­ers navn, men det er selv­føl­ge­lig en anden histo­rie. 

For nog­le år siden lag­de Cat­he­ri­ne Nichols mær­ke til, at hen­des nevø læste en teg­ne­se­rie base­ret på den nor­di­ske myto­lo­gi og med guden Thor i en hoved­rol­le. Hun læste med, og det slog hen­de, hvor mar­kant for­skel­len var mel­lem teg­ne­se­ri­ens Thor og så guden fra saga­er­ne.

”Han spurg­te mig, om Thor var god eller ond, og jeg tænk­te, det er helt skævt, Thor er jo en gud, og guder kate­go­ri­se­rer man ikke på den måde.” 

Teg­ne­se­ri­ens Thor var en pri­mi­tiv og for­enk­let karak­ter, en for­kæm­per for det gode mod det onde og med en såkaldt vision for en bed­re ver­den. En figur for­sy­net med en sær­lig moralsk kva­li­tet i mod­sæt­ning til Thors fjen­der, der blev frem­stil­let som umoral­ske. I den moder­ne ver­sion var Thor en figur, der kæm­pe­de for sine vær­di­er, mens den oprin­de­li­ge nor­di­ske myto­lo­gis Thor ikke føl­te sig moralsk hævet over sine fjen­der, og han hver­ken kæm­pe­de for sine vær­di­er eller hav­de blik­ket ret­tet mod en lysen­de frem­tid, hvor de onde har tabt og de gode vun­det, og alt er fryd og gam­men.

Nichols undre­de sig. Hvor­dan hang det sam­men?