Frederik Vad bruger hendes eksempler på infiltreringskultur: “Man er piv-bange for at blive kaldt racist, og det er jeg også”
Foto: Pia G.hansen/BAM/Ritzau Scanpix
Det korte af det lange
Anita Johnson er direktør for Center mod æresrelaterede konflikter, også kendt som RED, og hendes ord har Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører Frederik Vad flittigt gjort brug af på det seneste.
Det er sket som led i ordførerens problematisering af, at der blandt tilsyneladende velintegrerede indvandrere findes det, som Frederik Vad beskriver som en samfundsundergravende “infiltreringskultur”.
I et længere interview til Frihedsbrevet uddyber Anita Johnson nu, hvordan hun selv ser på de problemer, som hendes ord bliver gjort til bevis for.
“Der er ingen tvivl om, at der er en kæmpe berøringsangst på det her område. Mange er piv-bange for at blive kaldt racist, og det er jeg også. Samtidig synes jeg også, at det er ganske rædselsfuldt, hvis alle velfærdsprofessionelle med anden etnisk herkomst skal mistænkeliggøres. Det skal de ikke,” siger hun til Frihedsbrevet.
Hele historien
Der er især to eksempler fra Anita Johnson, som Frederik Vad har hæftet sig ved og trukket ind i debatten om, hvad det vil sige at være fuldt ud integreret i Danmark.
Eksemplerne har han fra en udsendelse på den nu lukkede radiokanal 24syv, hvor Anita Johnson i midten af april gæstede programmet Alis Fædreland.
Begge eksempler har Frederik Vad fremhævet flere steder, flere gange, og også i et interview til Frihedsbrevet kom han ind på eksemplerne, der lyder, som følger:
“En politimand, der havde ringet til et krisecentre og gerne ville vide, om en konkret kvinde var på det center.”
“En lægefaglig person, som havde sagt til en kvinde, at noget var haram, altså at noget var religiøst forkert.”
Over for Frihedsbrevet bekræfter Anita Johnson, at eksemplerne rigtignok kommer fra hende og er hændelser, hun er stødt på i sit arbejde for Center mod æresrelaterede konflikter, der rådgiver og støtter unge, der er udsat for negativ social kontrol eller på anden vis er begrænset i at leve det liv, de ønsker at leve.
“Ikke noget, vi møder hver uge”
De her eksempler… Hvor mange af dem kender du til?
“Det er ikke noget, vi møder hver uge. Det er heller ikke noget, vi møder hver måned. Men med jævne mellemrum får vi viden om nogle tilfælde, som vi så drøfter i hele organisationen,” siger Anita Johnson og folder det samme eksempel ud, som Frederik Vad har citeret RED-direktøren for i medierne og fra talerstolen i Folketinget.
“Eksempelvis et sundhedsfagligt personale, der siger til en af vores unge piger, som har været udsat for massiv vold og kontrol: ‘Du er godt klar over, at det er haram, det du har gang i?’,” fortæller Anita Johnson og fortsætter:
“Hun kommer på et sygehus for at få lægefaglig hjælp, som så bliver omsat til, at det er haram, det hun har gang i. Sådan nogle ting er voldsomme, og det er sådan nogle ting, som vi laver klager på.”
Et andet eksempel, som direktøren for RED er stødt på i sit arbejde, handler om en socialrådgiver, som i en kommentar til en ung kvindes konflikt med sine forældre påtalte kvindens adfærd som “provokerende”.
“For eksempel en anden etnisk socialrådgiver, som fik sagt til en af vores piger: ‘Måske er det også lige lovligt provokerende, at du både tager dit tørklæde af og insisterer på, at du vil have en kæreste, når du kun er 17 år’. Altså får trukket nogle værdier ind, som ikke matcher de danske værdier,” fortæller Anita Johnson og følger op:
“Der må vi jo så sige til vedkommende, at det handler jo ikke om, hvad hun må og ikke må. I Danmark er det sådan, at vi skal kunne stole på, at det er velfærdsstatens normer og principper, der bliver brugt i det faglige arbejde.”
Lyt også til: Sofies Valg – “Vad er infiltreringskultur?”
Kan ikke genkende det
De her enkelte eksempler, du nævner, er de for dig et tegn på en såkaldt “infiltreringskultur”?
“Nej. Jeg kan ikke genkende, at det skulle være undergravende eller infiltrerende. Jeg kan ikke genkende, at det her er noget, der foregår hele tiden og er organiseret. Men jeg synes, at det er værd at rejse et lille flag og spørge, om der er noget, vi skal være bekymrede for i forhold til de eksempler, jeg har, og de eksempler, som andre har.”
“Der er jo et eller andet derude, som måske kunne være rart at få undersøgt og især for de rigtig dygtige fagpersoner med anden etnisk herkomst, som ikke skal udsættes for mistænkeliggørelse. Vi har jo selv medarbejdere med anden etnisk herkomst ansat i vores organisation, som gør det rigtig godt og er rigtig dygtige, men vi taler også om, når vi ansætter, hvad de kommer med hjemmefra.”
Det vil jeg nemlig gerne spørge dig til. For når du ansætter dine medarbejdere, og nogle af dem har minoritetsbaggrund, hvordan forsøger du så at imødekomme den bekymring, som du siger, er værd at rejse et flag for?
“Når vi ansætter, gør vi det fuldstændig åbent. Så siger vi eksempelvis: ‘Vi kan se, at du selv bærer tørklæde. Hvordan vil du have det med, at der kommer nogen her, som tager tørklædet af? Hvordan vil du tackle den situation, hvis du gerne vil have et tørklæde på?’”
“Det kan også være nogen, der selv fortæller, at de søger en stilling, fordi de har selv været udsat for nogle ting tidligere, som gør, at de synes, at de har noget at byde ind med her. Så snakker vi med dem om, hvornår ting kravler ind under huden, og hvornår ting bliver besværlige i forhold til de værdier, man bringer med ind i arbejdet.”
Vil du sige det sådan, at I prøver at teste dem for, om de er danske nok?
“Jeg synes ikke, at jeg vil kalde det at teste dem, fordi det synes jeg ikke, vi gør, men vi taler åbent om, at det kan være svært, hvis man selv er opvokset med og stadig har en værdi om, at man for eksempel ikke dyrker sex før ægteskabet. Så kan det være rigtig udfordrende at sidde overfor en 16–17-årig, der siger: ‘Jeg vil dyrke sex, det skal jeg nok selv bestemme. Jeg har min frihed, og det er rettigheder, der hører til Danmark’”.
Polariseret og skinger debat
Uanset ens kulturelle baggrund kan man jo have svært ved at lægge sine egne personlige overbevisninger fra sig, når man går på arbejde. Så hvorfor skulle det her være et særligt minoritetsetnisk problem?
“Jamen, vi er jo alle sammen både professionelle og private og for at sige det helt ærligt, så er det i de muslimske miljøer, at vi hos os oplever, at det kan være svært at lægge religionen eller de kulturelle normer væk. Når man for eksempel møder en sundhedsfaglig, der siger, at noget er haram, det giver jo ingen mening.”
Og er det så kun en enkelt sag eller hvad?
“Det ved vi ikke. Vi ved jo ikke, hvor mange sager der er, men sådan generelt i Danmark synes jeg, der foregår en kulturkamp, hvor der også kommer noget modborgerskab ind. Vi hører fra ungdomsuddannelserne, at der sker en segregering. Vi hører fra professionsskolerne, at der også sker en opdeling der. Det bekymrer mig.”
Hvad er konsekvensen af den bekymring, som du gerne vil rejse et flag for? Er det tankekontrol?
“Nej, jeg synes, at debatten bliver polariseret. Den bliver politiseret, og den er skinger. Man står ligesom i hver sin ende af debatten og råber op om, at på den ene side mistænkeliggør vi alle minoritetsdanskere og på den anden side, at det er alle der gør det her. Hverken det ene eller det andet er tilfældet. Vi bør kunne diskutere de her eksempler frit og åbent uden en berøringsangst.”
“Fordi der er ingen tvivl om, at der er en kæmpe berøringsangst på det her område. Man er piv-bange for at blive kaldt racist, og det er jeg også. Samtidig synes jeg også, at det er ganske rædselsfuldt, hvis alle velfærdsprofessionelle med anden etnisk herkomst skal mistænkeliggøres. Det skal de da ikke.”
Mistænkelig eller ej
Er det alle, der bliver mistænkeliggjort?
“Nej, men det er jo det, den ene pol i debatten siger. Jeg synes, at vi bør kunne tage en drøftelse eller en nuancering af, hvad er det at være velintegreret? Det synes jeg godt, man kan tale om.”
Hvad er det i dine øjne?
“Jeg er faktisk enig i, at der skal være en integration, i forhold til at man ikke bruger sin religion eller sin kultur i det professionelle arbejde. Det, synes jeg, ikke duer.”
Men hvad er konsekvensen af det standpunkt? Hvad er løsningen på problemet?
“Jeg synes, at det skal undersøges, hvor mange eksempler der findes, for hvis det er i det niveau, som vi oplever hos os, så kan vi godt selv takle det. Og dernæst turde at diskutere nogle af de her eksempler åbent, uden at vi polariserer os så meget, som vi gør. Jeg synes, at det er ærgerligt, at det bliver så opsplittet en diskussion”.
“Alle skal ikke mistænkeliggøres. Men man skal heller ikke kaldes racist for at hejse et flag og sige, at vi kan godt være bekymrede for, at det er svært for nogen at være i en velfærdsprofessionel rolle, og at vi i Danmark er nødt til at kunne stole på, at de, som arbejder i velfærdsstaten, også bruger de normer, principper og værdier, som gælder her.”
Men det kan vi vel også stole på, hvis eksemplerne er få, som du siger?
“Det kan vi godt, hvis eksemplerne er få, men jeg siger bare: Lad os tage en debat om det og om, hvordan vi handler på de eksempler, der er.”
Hør Frihedsbrevets interview med Frederik Vad i podcasten Sofies Valg.