Hver dag går jeg for­bi Sørens Værts­hus, men jeg går sjæl­dent ind. I fre­dags gjor­de jeg en und­ta­gel­se, for på Fri­heds­bre­vet hav­de vi fer­ni­se­ring på Mag­tens Voks­mu­se­um, og så var det jo oplagt at var­me op på en bevært­ning, hvor poli­ti­ke­re, lob­byi­ster, embeds­mænd, jour­na­li­ster og andet godt­folk i en uskøn sam­men­blan­ding ger­ne mødes efter fyraf­ten for at få en lil­le en. Og hvil­ket held. For hvem stod lige dér i baren sam­men med sin tid­li­ge­re spin­dok­tor og drak baje­re? Rig­tigt gæt­tet, det gjor­de Ras­mus Pre­hn. Jeg kun­ne selv­føl­ge­lig have pas­se­ret ham diskret uden at hil­se på, for jeg ved jo godt, at Ras­mus Pre­hn nok ikke lige­frem har mig med i sine aftenbønner.