Fri Kultur uge 43: Færre øl og mere hierarki på Forfatterskolen
Kære læser
Den nye rektor på Forfatterskolen hedder Morten Chemnitz og har haft taktstokken siden august, og indtil videre er det ikke meget, man har hørt fra ham, udover et interview med vores frenemies på Kulturmonitor.
Chemnitz skal som ny rektor forsøge at gøre op med skolens noget turbulente fortid, der kulminerede i 2018, da Jeppe Brixvold blev fyret, efter at mere end 50 forfattere havde bedt om at få undersøgt forholdene på skolen. Dengang oprettede skolen en whistleblowerordning, der kastede 43 indberetninger om krænkelser og chikanerende adfærd af sig.
Forfatterskolen startede i 1980’erne som en uformel sammenslutning af skrivelystne, der mødtes i private omgivelser med Poul Borum for bordenden. Siden blev det til en egentlig skole, der kom på finansloven og blev SU-berettiget.
Da Chemnitz selv gik der i slutningen af 00’erne, hed rektor først Hans Otto Jørgensen, der af flere blev kaldt en voldsom og hård autoritet, og senere Pablo Llambías, der forlod stillingen efter en sag om grænseoverskridende adfærd over for en kvindelig studerende.
Var du selv glad for at gå på skolen i slutningen af 00’erne?
“Ja, jeg var utroligt glad for at gå på skolen,” siger Morten Chemnitz.
Hvad vil du så lave om fra dengang?
“Der var nogle rammer for undervisningen, som ikke var tydelige nok, og grænserne mellem hvem der var ansatte, og hvem der var studerende, var mere uklare.”
Er det sådan noget med for eksempel at drikke sig fulde sammen?
“Ja.”
Så det gør man ikke mere?
“Nej, det gør man ikke, altså det handler ikke om, at en lærer ikke må drikke en øl, men at man opfører sig som et voksent menneske, der er på arbejde, ikk’?”
“Der var en mesterlære-pædagogik og et mindre fokus på, at eleverne følte sig set og hørt og blev inddraget som aktive stemmer, og mindre fokus på at sørge for, at alle kom til orde. Man går mere op i pædagogikken og trivslen.”
Du er ikke blevet valgt, bare fordi du er god til at skrive?
“Nej, altså,” siger Chemnitz og griner.
Tværtimod, måske? Nej, men forstår du, hvad jeg mener?
“Ja, altså det er jeg jo ikke. Jeg er selvfølgelig først og fremmest valgt, håber jeg, fordi de synes, jeg var den fagligt mest kvalificerede til at lede undervisningen og lægge den faglige retning herinde, for det er jo kerneopgaven. Og dernæst forhåbentligt, fordi de har stolet på, at jeg kan løfte det ansvar, der ligger i at være leder af en kunstskole her.”
“Der var mindre struktur omkring undervisningen, og derfor kunne der være større udsving i tonen, ikk’? Som elev var det svært at føle, at der var et sikkerhedsnet. Fordi der ikke var nogen adfærdspolitik eller retningslinjer eller noget. Man kunne aldrig stole på, hvor langt det kunne gå.”
“Kombineret med den alkoholkultur, der jo har været herinde i nogle perioder.”
Der blev simpelthen drukket for meget dengang?
“Ja, det er vel ikke nogen hemmelighed.”
Nej.
“Sjovt nok så kan man sige, at den mere autoritære mesterlære-agtige undervisningsform, der var herinde i gamle dage, faktisk bundede i et lighedsideal. I en ide om, at lærerne bare var på lige fod med de andre i rummet. Og det gjorde, at de ikke havde noget ansvar. Vi var allesammen bare kunstnere, der sad herinde, og vi var ligeværdige som kunstnere, og derfor var det heller ikke nødvendigvis lærernes ansvar at samle eleverne op.”
“Vi er blevet tydeligere omkring, at rummet selvfølgelig ikke er ahierarkisk. Det er vores ansvar at forvalte det hierarki, der selvfølgelig er, når nogen er ansat, og nogen er studerende, på en ansvarlig måde.”
Man er blevet mere bevidst om magten og hierarkiet?
“Ja, det er det, jeg kalder professionalisering. Vi er blevet bevidste om, at vi ikke er en kunstnersammenslutning. Vi er en uddannelsesinstitution. Og det gør selvfølgelig, at vi har et ansvar, som vi skal løfte. Og det er jo, fordi rummet ikke er fladt. Hvilket ikke betyder, at vi nødvendigvis altid har ret, men at det er os, der har ansvaret for den samtale, der foregår.”
Kan du forestille dig nogen negativ konsekvens ved den her ændring? Er der et eller andet i dig, hvor du tænker, at det faktisk er lidt ærgerligt, at I er nødt til at gå så meget op i det her?
“Jamen selvfølgelig. Det er derfor, jeg siger, at jeg forsøger på bedst mulig vis at forvalte en arv og tage de bedste ting med. Det er en rigtig svær balance, for det er hårdt at gå på kunstskole. Det er hårdt at arbejde med kunst på den her måde. Det er ikke altid rart eller behageligt at få tekstkritik, vel? Og vi skal selvfølgelig ikke være bange for de svære samtaler.”
Tidens tern
Kvindefodbolden er i medvind. Det voldsomt skæve fokus på mændene er langt fra brudt, men det er blandt andet et stort gennembrud, at man i den nyeste udgave af spillet FC24 (tidligere kendt som FIFA) kan have både kvindelige og mandlige spillere på samme hold.
Samtidig har man oplevet en stigende interesse for kvindernes slutrunder. The Independent kunne sidste år beskrive, at der var flere briter, der så med, da deres kvindelandshold slog svenskerne med 4–0, end da herrernes pokalfinale – den prestigefulde FA Cup – skulle afgøres.
Der er momentum i kvindefodbolden, lyder det i artiklen.
Men i bedste vestlige stil varer glæden ikke længe, når det går godt. Vi sejrer bare os selv og de gode fortællinger ihjel. Der er altid et eller andet galt.
Arsenals kvindehold er endt i en shitstorm, efter klubben lagde et billede op af deres trup for den næste sæson. Fri Kultur skal selvfølgelig ikke antage noget om nogen, men der er ikke umiddelbart den store etniske variation. Det lagde internettet selvfølgelig også mærke til, og bum, så var vi der igen.
Godt, men ikke godt nok.
Forklaringen er naturligvis ikke, at der er nogen, der er blevet undladt, men blot at der ikke er nogen af spillerne, der lige har den hudfarve, som internettet efterspørger – og at Arsenals holdopstilling derfor ligner kvindefodboldens svar på et manel.
Og klubben er enig i kritikken.
“Det er en prioritet for klubben at fortsætte med at drive bedre diversitet og inklusion og skabe en tilhørsfølelse for alle med forbindelser til klubben,” lyder det fra Arsenal i en pressemeddelelse.
For en god ordens skyld skal det understreges, at flere af klubbens herreholds største profiler ikke er hvide. Tværtimod. Og at kvindeholdet tidligere har haft spillere, der gør op med kritikken, men man må forstå, at det altså er bedst, hvis man altid har et par stykker i baghånden.
Fri Kultur sender en portion dybfølt medfølelse til den næste spiller på Arsenals kvindehold.
Du er sikkert også en god fodboldspiller.
Tre hurtige fra kulturen
Valter finder nu violinen frem og brokker sig over, at mange godt kan lide at tale om nepo babies, altså nepotisme-babyer, der får forlommer i for eksempel filmbranchen.
Den snak kan han ikke lide, for han er nemlig ikke kommet sovende til noget, mener han.
“Jeg forstår ikke rigtig, hvordan folk tror, at det virker. Min far er ikke instruktør eller caster,” siger Valter Skarsgård til det svenske medie Nöjesguiden.
Han fortsætter:
“Det har helt klart været nemmere for mig at komme ind i branchen, fordi folk har kendt mig,” siger han så og definerer nepo baby-begrebet ret fint uden selv at vide det.
Valter Skarsgård mener dog, at kritikken bunder i jalousi, og at han kun havde været en rigtig nepo baby, hvis han havde fået samtlige roller, han nogensinde havde gået til casting på.
Kritikken går på, at Vikkelsøe skulle have mobbet flere af eleverne, vendt øjne og sukket af dem, og at der angiveligt skulle have været et A- og B‑hold.
Men det kan Jytte Vikkelsøe ikke selv genkende, fortæller hun i et interview med Berlingske.
Vikkelsøe holder fast i, at hendes arbejde er dybt professionelt og begrunder det med, at hun har arbejdet med det her i 30 år. Det holder hun fast i, selvom en del af elevernes kritik også går på, at uddannelsen, der koster 49.900 kroner, ikke levede op til det forventede, og at præmisserne blev lavet om i utide.
Vikkelsøe selv mener, at en del af eleverne er utilfredse, fordi de ikke selv blev certificerede. Der var kun seks af de 24 elever, der endte med at blive det.
Udover at skulle have været nedladende over for elever var Jytte Vikkelsøe også selv både underviser, eksaminator og censor. Det vil hun dog lave om på fremover, siger hun.
Ved dronning Margrethes nytårstaler er det for eksempel sådan, at Statsministeriet skriver et udkast til dronningen, og derfor spurgte vi både i Kongehuset og i Statsministeriet, om de også har haft en finger med i spillet denne gang. Det kunne jo godt klinge en smule Mette Frederiksensk, da den unge prins sagde, at han ville komme til at begå fejl.
Nå, men vi spurgte i hvert fald, og det eneste svar, vi har fået, er fra Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby, der melder følgende:
”Hvordan den kongelige families taler bliver til, oplyser vi ikke, men Prins Christian har gennem længere tid selv været dybt involveret i tilblivelsen af sin egen tale.”
En sidste bemærkning
Hvis du går og er generelt bange for, at en live-koncertoplevelse snart bliver udskiftet med muligheden for at beame enhver verdensstjerne op som hologram til et hvilket som helst halbal i provinsen, er der ingen grund til panik.
Særligt ikke, hvis man tager weekendens P3 Guld med i betragtning.
Her fik publikum den tvivlsomme mulighed at opleve den genopståede gruppe Ukendt Kunstner på 200 kilometers afstand. For mens de spillede koncert i Aarhus, blev de også “live-transmitteret” i et hologram-lignende format til DR’s koncertsal.
Modtagelsen var blandet, og det så da også besynderligt ud, da Hans Philip og Jens Ole McCoy tonede frem med en spøgelsesagtig glød, der fik optrinnet til at ligne en mindekoncert for duoen, der gik i opløsning i 2016.
Hvem ved, måske var det en kommentar til, at ikke alt behøver at genopstå?
Fri Kultur genopstår som bekendt hver eneste uge, og vi ses derfor igen på onsdag.
Hvis du i mellemtiden har noget, vi skal vide, er du altid velkommen til at skrive til os på emil@frihedsbrevet.dk eller kerstine@frihedsbrevet.dk.
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her