Fri Kultur uge 45: Jødisk kunstner: Det er en virkelig ulækker tid at være jøde i
Kære læser
Velkommen til Fri Kultur. Vi skal blandt andet en tur på Bogforum, der blev afholdt i weekenden, og vi skal også tale om præstegerningen og et spillested i Esbjerg. Men først vender vi blikket mod den betændte debat om krigen mellem Israel og Hamas.
Jødiske kunstnere: Debatten er ensporet og fjendtlig
En støtteerklæring til Palæstina, som er skrevet af studerende ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, har fået vind i sejlene. Elever fra de andre kunstakademier på Fyn og i Jylland har tilsluttet sig, ligesom også en lang række studerende og ansatte ved Filmskolen og mere end 100 elever fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole bakker op. Også flere universiteter og institutioner har bakket op om den eller skrevet deres egen lignende støtteerklæring.
Støtteerklæringen tager blandt andet afstand fra “Israels systematiske udryddelse af Palæstina” og “fordømmer Israels okkupation, undertrykkelse og drab af det palæstinensiske folk”. Mediedækningen er, ifølge erklæringen, for skæv, og i erklæringen hedder det også, at man tager afstand fra enhver form for islamofobi og antisemitisme. “Antizionisme er ikke antisemitisme,” lyder det også.
Men blandt jødiske kunstnere synes man, at debatten er kørt af sporet. Flere undrer sig for eksempel over, hvorfor støtteerklæringen ikke nævner Hamas eller Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober, hvor 1.400 mennesker mistede livet, og Hamas tog mere end 200 gidsler med til Gaza ifølge israelske myndigheder.
Fri Kultur har talt med to jødiske kunstnere, der oplever, at det lige nu er ubehageligt at være kunstner med jødisk ophav i det danske kunstmiljø, der ifølge dem er udpræget venstreorienteret, hvor debatten er polariseret, og hvor der kun er plads til én holdning. Hvor en jøde og en zionist og en israeler er det samme.
Siden angrebet den 7. oktober har Israel som bekendt indledt en krig i Gaza, hvor der ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder i Gaza er blevet dræbt 10.000, hvoraf mange er børn.
Det er helt forfærdeligt, mener kunstnerne, men de oplever langt fra, at der er plads til sympati for begge lejre.
“Jeg har det virkelig dårligt. Jeg føler sådan en fremmedhed. Jeg er så meget i chok over det her,” siger en jødisk kunstner, der ønsker at være anonym, fordi han er bange for reaktionerne.
Han kalder sig “pro-palæstinensisk”.
“Jeg ønsker for dem, hvad jeg ønsker for mig selv. Jeg er også imod den israelske regering. Det er stort set alle, jeg kender. Både israelere og danske jøder. Man ønsker dem et liv, ligesom man ønsker et liv for sig selv og ens familie,” siger han.
“Jeg kan godt forstå palæstinensernes store vrede og sorg, og hvorfor de går på gaden og råber. De er jo vrede og sårede. De har en nøgle til det hjem, de engang måtte flygte fra. Alle forstår dem. Der er ikke nogen jøder, der ikke har forladt et sted i Polen, Baltikum, Frankrig, Rusland, de arabiske lande, og så videre. De har efterladt, hvad de havde, for at flygte.”
Han fortæller om dagen efter Hamas’ angreb. Den 8. oktober var der nemlig et sørge-event på Israels Plads.
“Vi skulle beskyttes af kampklædte betjente. Vi fik at vide, at vi skulle tage vores kalotter af, og at vi ikke skulle vise vores flag. Hvad er det, der foregår? Er der rent faktisk nogen, der vil true os for at gå frem og sørge over menneskeliv? Ligesom vi godt kan forstå palæstinenserne og tillader dem at sørge?”
De privilegerede
“Dem, der går mig mest på nerverne, det er de hvide privilegerede, progressive venstreorienterede,” siger han.
“Det er ufatteligt, hvor meget de ligner det, man forbandt med den yderste højrefløj. Når de lige har en pause fra at tjekke Roskilde-programmet og få en matcha latte, så råber de ‘Bye bye Israel’ eller ‘From the river to the sea’. Altså, er I klar over, hvad I siger? Skal vi smides i havet?”
Han mener, at man i det danske kunstmiljø risikerer at gå Hamas’ ærinde.
“Psykopaterne fra Hamas sidder og klapper i hænderne nu. De kan se, hvor stor en del af befolkningen der bare bakker dem op og nægter at fordømme den 7. oktober. Men ved de godt, hvad det er, Hamas vil? De vil indføre et kalifat. Ved de godt, hvad de egentlig billiger? Hamas gik ud og sagde, at man skulle ramme jøder og israelere alle vegne. Venstrefløjen, hvor er I henne? Vil I have en krystalnat? Hvad er det? Skal vi jages i havet? Mener I seriøst det?”
Han siger, at han føler et stort svigt fra “de folk”, som bredt forstået er venstreorienterede, intellektuelle københavnere.
“De kan simpelthen ikke sige: ‘Det, der foregik ved den kibbutz og ved den festival, det tager jeg fuldstændig afstand fra’. De kan ikke få det over deres læber at fordømme det. Og det er det, der er sagens kerne,” siger han og forklarer, at det er umuligt at have en fod i begge lejre.
“Sagen er, at der er andre stemmer i kunstmiljøet. Der er rigtig mange israelere, der er imod den måde, som hæren fører sig frem. Men den sociale kontrol gør, at du ikke kan stå frem og sige noget andet.”
“De har skabt en religion, hvor verden er helt sorthvid. Det kommer af sådan noget amerikansk raceteori. Det er utroligt stupidt. Det handler om at forstå kompleksiteten og diskutere det.”
En pærevælling af misinformation
En anden jødisk kunstner oplever, at antisemitismen er på vej frem.
“Der er meget had i luften for tiden. Det er en virkelig ulækker tid at være jøde i,” siger han.
“Jeg er ikke engang troende. Men det er klamt. Det er alt det, man er blevet mindet om ikke måtte ske igen. Det kryber ind mellem væggene.”
“Det er uhyggeligt, at det foregår på institutioner, som er så velrenommerede som kunstskolerne og filmskolerne.”
Hvorfor er det problematisk, at Kunstakademiet og Filmskolen for eksempel bakker op om det her?
“Fordi det er uddannelsessteder. Det er folk, som burde have en større forståelse for en helhedsopfattelse af ting. I mine øjne forvrænger de et billede ved at bortcensurere fakta. Det er, som om det er rebelsk og måske på ‘mode’ at nedtone eller helt at glemme at nævne den 7. oktober og de 240 gidsler. Det virker faktisk barnligt i mine øjne at vende det blinde øje til især i denne her meget følsomme og ret farlige situation,” siger han.
“De vælger at se bort fra den 7. oktober. De kan ikke tage afstand til Hamas.”
Underskriverne af støtteerklæringen risikerer, ifølge ham, at puste til antisemitismen, fordi der ikke skelnes mellem zionister og jøder.
“Så hælder du mere vand på den mølle dér, som har blandet zionisme og israelere og jøder i én stor pærevælling uden at kunne differentiere. Hamas vil udslette Israel. Har de så tænkt over, hvor jøderne ellers skal være henne? Der er mange jøder, der tager afstand fra den israelske regering. Som jeg i øvrigt også gør. Især Netanyahus politik.”
“Hamas’ ideologi er at udslette Israel. Hvor skal jøderne ellers være henne? Det er et land, som er oprettet i 1948 efter demokratisk afstemning i FN, om man kan lide det eller ikke.”
Han mener, at der trods alt findes humanistiske budskaber til demonstrationerne og i kunstmiljøet.
“Jeg kan sådan set godt forstå budskabet ‘educate yourself’. Eller budskabet om våbenhvile. Det er mere humanistisk.”
Men det er bare ikke den retorik, der fylder mest, mener han.
“Det er en pærevælling af misinformation. Det er et monster, der bare akkumulerer. ‘Det må du sige, det må du ikke sige’. Det er ude af kontrol. Det er det, jeg synes er uhyggeligt,” siger han.
“Og det er, som om det kun forstærker min bange anelse om, hvad fremtiden kan bringe, hvis man ikke passer på.”
Det mangler vi svar på
Fri Kultur har forsøgt at få skaberne af Kunstakademiets støtteerklæring i tale. De er ikke vendt tilbage.
Vi har forsøgt at spørge, hvorfor man ikke tager afstand til Hamas eller Hamas’ angreb den 7. oktober i støtteerklæringen, ligesom vi også gerne ville høre, hvad man tænker om, at jødiske kunstnere føler sig klemt i debatten.
Vi har kontaktet alle de studerende på Filmskolen, og vi har været i kontakt med talspersonerne fra Det Jyske Kunstakademi, der sagde “Nej ellers tak :)”, og vi fik også afslag hos initiativtageren ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Den eneste, der ville medvirke, var en initiativtager til en lignende støtteerklæring fra et sted på Københavns Universitet. Efter at være blevet forelagt kunstnernes kritik valgte vedkommende dog at trække sine udtalelser tilbage med begrundelsen, at kunstnernes udtalelser kun bidrager til øget polarisering.
“Jeg føler ikke, at mine udtalelser kan indgå i interviewet,” skriver hun.
Fri Kultur fortsætter naturligvis jagten på at få en kommentar fra nogle af folkene bag støtteerklæringerne.
Tre hurtige fra kulturens verden
Men nu har politiet så valgt at droppe sigtelsen mod Jan Mols.
“Jeg mener, at jeg har været udsat for en uretfærdighed, som nogen har iværksat,” siger Jan Mols til Kulturmonitor.
Den fælles nedlægning gjorde så, at Lars Prier Andersen måtte skifte fleecetrøjen ud med præstekjolen og i stedet for at holde oplæg for sine elektrikerstuderende måtte holde gudstjeneste for 15 borgere i Thise Kirke.
Han var da en smule nervøs, sagde han selv til dr.dk. Men heldigvis er det ikke helt uvant, for hver onsdag i Thise Kirke bliver der afholdt gudstjenester med emnet “tanke og tone”. Her er det lægmænd, der inviteres til at afholde gudstjenesterne.
Det eneste, der manglede i denne omgang, var, at han fremover vil øve sig lidt mere på sine gamle bibeltekster, hvis det skulle ske, at han måtte hoppe i præstekjolen igen.
Men selvom elektrikeren ikke kunne de gamle tekster til perfektion, fik han dog alligevel klap på skulderen af de fremmødte.
Da Kristoffer Jensen tiltrådte som direktør på De Kulturhistoriske Museer i Holstebro, blev han nævnt som den helt rigtige til at løfte den stilling. Specielt hans evne til strategisk retning var noget, der blev talt om.
Men nu har museumsdirektøren frivilligt sagt op af “private årsager”. Mere specifikt er Kristoffer Jensen gået hen og blevet forelsket. Det er han blevet i det samme museums formidlingsinspektør Kira Klinkby. Hun har også valgt at opsige sin stilling. Det kommer frem i Dagbladet Holstebro-Struer.
Kristoffer Jensen udtaler selv til dagbladet, at forelskelsen er god nok, men at den desværre kolliderer med hans rolle som direktør.
Han er blevet ramt af Amors pil på Hjerls Hede. Kærligheden sejrer. Og herfra vil vi bare ønske det nyforelskede par held og lykke.
Jussi Adler-Olsen på Bogforum i Bella Centret. (Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix)
Henrik Palle har hestehale, og Jussi er gud
Sidste år blev der solgt 10.000 kopper kaffe, skriver de stolt i programmet.
Jeg er på Bogforum i Bella Center, forlagsmedarbejdernes Roskilde Festival. Her kan alt lade sig gøre. Bøgerne skal sælges, pr-idéerne skal forløses, girafferne skal ses.
Der er gode messetilbud, 20, 30, 40 procent på udvalgte krimier. Der er både rigtige gæster, bogforumgængerne, hvor gennemsnitsalderen er banket i vejret, og så er der de tvungne gæster; det kan være folkeskole- og gymnasieklasser eller journalister og andet godtfolk. Der er også børnehaver og børnebørn, og de kan passende gå på Børnebogforum.
Når man bare lige snuser rundt en times tid, støder man både ind i Theis Ørntoft, Morten Bruun, Vincent Hendricks, Jim Lyngvild, Ghita Nørby, Lykke Friis, og man kunne virkelig blive ved. Alle er her, og alle bøger er her. Erotiske malebøger for voksne, sikke et kink, og der er kogebøger og krimier og mikroforlag og universitetsforlag. Men det er generelt folkeligt, så når alt kommer til alt, er Jussi nok gud herude. Det vil jeg tro.
En flok overgearede børn råber og skriger til et arrangement med Mikael Wulff og Anders Morgenthaler. Humøret er super højt. Jeg går videre. Kommer ned på jorden igen, da jeg ser Niels Brunse sidde ovre ved Hans Reitzels Forlags stand. Han sidder i en tremmesofa og svarer på et spørgsmål om, hvorfor Shakespeare er så god. Han taler kun sjældent om andet, tænker jeg.
Men herude er der selvfølgelig altid en ny anledning, altid en god krog, og den er altid det samme: En bog er blevet udgivet, og gad vide, om det ikke kunne være noget for nogen at høre om? I denne weekend er det hele sådan set pressearbejde. Det er som at se cirka en million pressemeddelelser folde sig ud for øjnene af en.
Jeg går ovenpå og ser Henrik Palle fra Politiken i liflig samtale med Per Juul Carlsen, de taler om dogmefilm, fordi Per Juul Carlsen lige har udgivet en bog om dogmefilm.
Alle scener er enormt svære at finde, men Temascenen er lige tanden sværere, derfor er stemningen umiddelbart mere behagelig. Jeg tror, man skal have været her hvert år i mange år for at finde rundt, det er som en gigantisk campingplads, hvor kun fastliggere kan finde fællestoiletterne i mørke. Resten må overgive sig til tilfældet.
Henrik Palle har stadig hestehale, og med tanke på alt det, der foregår om ørerne på os alle sammen for tiden, er det på en sær måde en betryggende omstændighed. Han synes, at samtalen om dogmefilm er meget interessant. På et tidspunkt sidder de og battler i citater fra danske film. Palles yndlingsfilm overhovedet er Singin’ in the Rain, og Carlsens er, hvis man altså vrider armen om på ryggen af ham, Breaking the Waves. Så ved man det.
Pludselig får jeg øjenkontakt med Rasmus Paludan. Han sidder på en af de forreste rækker og er åbenbart også dogme-mand. Hans hærdebrede PET-vagt står bag ham med blikket helt stift rettet mod scenen, og jeg kan ikke vurdere, om han lytter intenst efter Per Juul Carlsens pointer, eller om han står og tænker over det hele, og hvorfor han er her.
Juul Carlsens pointer er i øvrigt ikke så kedelige: Der er nærmest ikke dét, Lars von Trier ikke har gjort for danskerne, det var så godt som hans skyld, som jeg forstår Per Juul Carlsen, at Brødrene Olsen vandt grandprixet i 2000, fordi danskerne aldrig havde haft selvtillid før dogmefilmens internationale succes. Trier brød med janteloven, og Anders Fogh var en rockstjerne, da han blev valgt som statsminister i 2001. Jeg må læse bogen for at komme til bunds i argumentet. Eller lade være.
Tak for denne gang…
…og tak til Lars von Trier for alting.
Vi er tilbage samme tid og samme sted om en uge. I mellemtiden kan du altid sende os tips og kommentarer på emil@frihedsbrevet.dk og kerstine@frihedsbrevet.dk.