Fri Mads #105: Volodymyr Zelenskyj har forladt bygningen
En slidt, gammel kliché siger, at en uge i politik er lang tid. Det kan selvfølgelig diskuteres – og jeg skal være den første til at skrive under på, at der findes uger i dansk politik, der får DK4’s sendeflade til at minde om Netflix – men sikke en forskel, der har været på forrige uge og så den nærværende.
Mysteriet om de forsvundne cykelstativer
I den forgangne uge var Folketinget stadig ved at vågne fra sin søde sommersøvn, og da jeg kom forbi for at dyppe storetåen i badekarret, var min fornemmelse klart, at det endnu var for tidligt at genoptage min stuegang. I fredags fik jeg dog en fornemmelse af, at et eller andet var i gære, for alle cykelstativerne i Rigsdagsgården var pludselig blevet fjernet. En folketingsbetjent sagde til mig, at de ikke måtte få at vide, hvorfor cykelstativerne var væk, og derfor vidste han lige så lidt om det, som jeg gjorde.
“Det eneste, de vil sige, er, at når vi finder ud af, hvorfor de er blevet fjernet, vil vi forstå det,” bemærkede den flinke folketingsbetjent.
Han afviste, at det havde noget med sportsarrangementet Ironman at gøre, men havde overvejet, om det mon hang sammen med statsministerens mand Bo Tengberg, der tilsyneladende var begyndt at filme scener til sin kommende dokumentarserie om Anker Jørgensen inde i Folketinget. I mit stille sind tænkte jeg, at det sagde noget vigtigt om verdens mindst korrupte land, at statsministergemalen har fået penge af staten til at riste en rune for den socialdemokratiske statsminister, som Mette Frederiksen (S) drømmer sig tilbage til. Hvad det præcist sagde, nåede jeg ikke frem til, for hver gang jeg rakte ud efter det, forsvandt det i mørket.
Ryd forsiden!
I weekenden blev det åbenbaret, hvad der var i gære; Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj var på vej til Danmark.
Og så gik det ellers hurtigt. Med timers varsel blev pressekorpset inviteret til flyvestationen Skrydstrup ovre i Sønderjylland, men de fleste journalister havde godt kunnet spare sig den lange rejse, for i sidste ende var det kun DR og TV 2, der fik lov til at stille et spørgsmål til Ukraines præsident.
Til gengæld fik pressen lov til at tage nøje koreograferede billeder af Mette Frederiksen og Volodymyr Zelenskyj siddende grinende oppe i et F16-fly. I Politiken blev det spået, at dette billede ville rydde forsider verden over, men når man i tiden, der fulgte, gik de store, internationale medier efter i sømmene, var dette epokegørende money shot svært at finde. Det var åbenbart kun i Danmark, at dette fjollede billede ryddede forsider, men så var det til gengæld at finde på stort set alle forsider.
Pressemødet i Skrydstrup var begyndelsen på et nøje forberedt fremstød, der havde til formål, at – som det hedder på engelsk – reframe den vingeskudte og dybt upopulære SVM-regering. Men det var kun det halve af det, for det vigtigste ved denne perfekt eksekverede spinmanøvre var, at vores statsminister fik rettet op på det gevaldige ansigtstab, hun måtte lide, da hun ikke blev generalsekretær for NATO.
I tiden der fulgte efter, at Mette Frederiksen fik en kurv af NATO, var stemningen omkring statsministeren nemlig blevet pænt mærkelig. Selvom hun ihærdigt forsøgte at blødgøre virkeligheden med nogle af de billigste tricks i bogen – som for eksempel et billede på Instagram af en sød, lille missekat, der havde brækket benet – pegede det stadig med pil nedad for hende. Mette Frederiksen var politisk set ved at blive en død sild, men heldigvis for nogen findes der i dansk politik toptrænede nekromantikere; folk, der forstår sig på den mørke kunst, det er, at genoplive de døde.
Politisk teater
Hvis politik er teater, fulgte nu et stykke scenekunst, der bedst kan beskrives som et vulgært collab mellem Det Ny Teater, Statsministeriet og Cirkus Arena. Skal man give dette sælsomme syngespil en titel, kan man kalde det Mettes Store Dag. For det var nemlig det, det var tænkt som. Mettes Store Dag, den bedste dag nogensinde, hvor hun rigtigt kunne spille fandango og samtidig – i et gennemreguleret safe space – vise både danskerne og det store udland, hvor godt det kunne have været, hvis hun var blevet generalsekretær for NATO.
“Se bare, hvad I er gået glip af!” lød budskabet.
Gik man som dansker og baksede med nogle ubekvemme tanker om, hvorvidt Mette Frederiksen virkelig er det mest geniale siden opfindelsen af skiveskåret brød, ville vi alle snart komme på helt andre og bedre tanker.
“I need a hero!” 🎶
Mette Frederiksen var ikke den eneste, der stod til at få noget ud af Volodymyr Zelenskyjs besøg i Folketinget. Det gjorde stort set alle – måske lige bortset fra Jon Stephensen og Lars Boje Mathiesen. For hvor var det vederkvægende for en gennemsnitlig folketingspolitiker at kunne danne fælles front med noget så sjældent i dansk politik som en rigtig helt. En vaskeægte krigspræsident, der byder ondherskeren Putin trods og udretter vigtige ting, der giver efterklang i verdenshistorien.
Denne genkomst af den store korsikanske frihedshelt Pasquale Paoli – som tilbage i 1800-tallet gik op imod både italienerne og franskmændene i en totalt undermatchet og ultimativt forgæves kamp for Korsikas selvstændighed – ville nu gæste lillebitte Danmark og kaste sit tryllestøv i grams ud over Folketinget.
Noget for noget, det er selvfølgelig klart. Store helte skal have store gaver. Mere end halvdelen af det danske luftvåben fik præsident Zelenskyj foræret. Nitten F‑16-jagere plus undervisning i at flyve dem. Havde tegneren Claus Deleuran stadig levet, havde der været en tegneserie på højde med Rejsen til Saturn gemt i at fortælle om kulturmødet mellem de ukrainske F‑16-aspiranter og deres danske instruktører:
“Og så, når du har fyret en bombe op i røven på Ivan, flyver du tilbage til basen og spiser en Superbørge og drikker en bajser,” er en sætning, man godt kan se for sig i en taleboble.
Kunsten at klappe i kor 👏🏻
At være med til løjer som disse er noget, der føles varmt og godt i maven. Således var alle glade for at skulle være med til Mettes Store Dag, og snart ville bølger af klapsalver skylle gennem Borgens gange. Klapsalver for Volodymyr Zelenskyj, klapsalver for Mette Frederiksen, klapsalver for Danmark og klapsalver for politikerne selv. Ultimativt var det en dag, hvor systemet Danmark klappede af sig selv.
Aldrig havde myten om det lille land, der er så stort, at selv de største lande lige træder et skridt tilbage i forbløffelse, strålet smukkere og stærkere.
Mettes Store Dag
Selv tog jeg plads i pressepoolen – det hedder det altså – foran trappen, der fører op til Folketingets hovedindgang. Det var mandag morgen, den 21/8, og klokken var 8.30. Forude ventede, tænkte jeg, mit livs stuegang. Vejret var perfekt, for selv vejrguderne ville have, at dette arrangement skulle sidde lige i skabet. Solen skinnede, og der var ikke en sky på himlen, og som om det ikke var herligt nok i forvejen, havde overjordiske kræfter været så venlige at sørge for, at Benny Engelbrecht (S) lå syg derhjemme med en uspecificeret virus. At skulle kigge på en selfie med Benny Engelbrecht og Volodymyr Zelenskyj sammen havde i hvert fald været ubærligt for denne skribent.
Sproglig overbudspolitik
Kort forinden, da jeg parkerede min cykel langs med Tøjhusgade, havde jeg mødt min gamle ven Rasmus Prehn (S). Som altid var han i supergodt humør. Han sagde til mig, at i dag ville blive “en stor dag”.
Som dagen formede sig, skulle det vise sig, at der ingen ende var på den sprogligt hyperbolske overbudspolitik, som de danske politikere kunne præstere i anledning af Volodymyr Zelenskyjs besøg på tinge. Alle som én var de enige om, at dette var en stor dag. Flere mente ovenikøbet, at det var en Danmarkshistorisk dag, og der var også dem, der hævdede, at det ligefrem var verdenshistorisk.
Til Berlingske sagde udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) sågar, at det var ligesom, da Kennedy gæstede Berlin. Historiens vinger blafrede så voldsomt over Slotsholmen, at medlemmerne af Folketinget simpelthen fik propper i ørerne af det.
Manden i gyngen
På trappen, på den anden side af afspærringen, stod de Radikales formand Martin Lidegaard og de Konservatives leder Søren Pape Poulsen. Begge var i gang med at blive interviewet. Jeg kunne ikke høre, hvad de sagde, men det var sikkert noget med, at det var en stor dag.
Sidst jeg så Lidegaard, sad han i en gynge i Jyllands-Posten og poserede til det mest tragikomiske portræt, der nogensinde er blevet taget af en dansk partileder. Vælgerne flygtede fra ham, og det samme gjorde de fra Søren Pape Poulsens parti. Inde på Borgen svirrede rygterne om Søren Pape Poulsen. Det hedder sig – og jeg skal kraftigt understrege, at det er et rygte – at Pape snart træder af som formand for i stedet at ville stille op som partiets spidskandidat til Europaparlamentsvalget. Hvilket skulle forklare, hvorfor Pape skriver så vrede breve til de rebelske partimedlemmer, som stadig støtter den bandlyste, konservative MEP’er Pernille Weiss. Der er nemlig følelser på spil.
Meen… man siger jo så meget inde på Borgen, det gør man altså. Glem ikke det. For eksempel siger man, at Stine Bosse skal være spidskandidat til EP-valget for Moderaterne, hvilket jo er en komplet vanvittig tanke – men sladderens natur er immervæk, at den ofte sætter fingeren på det ømme punkt, uanset om det, man sladrer om‚ er sandt eller ej. For de Konservative er Søren Pape Poulsen det ømme punkt, og snart må der følge noget akupunktur, som får smerten til at gå væk.
P8 Jazz
Hvem der også var med i pressepoolen, var den mystiske fotograf Hasse Ferrold; manden, der kan komme ind overalt. Ham tog jeg straks et billede af.
Pludselig løb journalisterne ned i Rigsdagsgården. Det var Venstres tilbagevendte formand Jakob Ellemann-Jensen, der kom gående. Han tog opstilling med let spredte ben og lod sig velvilligt interviewe. Jeg skyndte mig derhen, og da jeg nåede frem til journalisterne, som havde omringet Jakob Ellemann-Jensen, greb jeg min mobiltelefon for at tage et billede af hovedpersonen. Men idet jeg åbnede telefonen, brølede lyden af P8 Jazz ud over det hele. For fuld skrald. Mig bekendt havde jeg ikke lyttet til P8 Jazz, så jeg troede ikke, jazzmusikken udgik fra min telefon.
Men det gjorde den altså.
“Så sluk det dog,” vrissede en vred tv-fotograf til mig. Jakob Ellemann-Jensen blinkede nervøst med øjnene, og mens jeg panisk famlede med min telefon for at kvæle lyden af jazz, tænkte jeg på, om jeg mon uforvarende var ved at give manden et nyt stressanfald.
“Flot. Modigt. Og historisk.”
Jeg trak mig strategisk tilbage til trappen og stillede mig klar til at opfange, hvad politikerne sagde, når de skridtede pressen af.
Da Jakob Ellemann-Jensen nåede frem til de håndholdte mikrofoner, sagde han, at dette var en dag, hvor alle danskere kunne ranke ryggen.
Det skrev jeg omgående ned på blokken.
“Hej Mads,” sagde Ellemann-Jensen, da han fik øje på mig.
“Hej Jakob,” svarede jeg.
Næste levende billede var justitsminister Peter Hummelgaard (S). På vej op ad trappen gav han et interview til DR. Han sagde at dette var “en historisk dag,” og fortsatte så:
“Flot. Modigt. Og historisk.”
Bag ham kom Liberal Alliances Alex Vanopslagh gående. I den forgangne uge havde jeg set ham i Borgens gange med noget, der lignede et fuldskæg, men det var altså faldet for kniven. Længere væk kom den gangbesværede finansminister Nicolai Wammen (S) humpende. Ham ville ingen tale med, og det var, som om det allerede var gået i glemmebogen, at han sandsynligvis var blevet statsminister, hvis Mette Frederiksen var blevet gjort til hertuginde af Nordatlanten.
I landskabet spottede jeg også minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, den antropomorfe frikadelle Dan Jørgensen (S). I fald nogle af mine lyttere eller læsere måtte tænke på det, så havde han ikke cowboystøvler på.
Magten er koboltblå
Nu var det ved at være oppe over. Først ankom Mette Frederiksen i sin ministerbil. Imens, oppe fra taget, fulgte maskerede finskytter med i deres kikkerter og gav ligesom det hele et magisk strejf af Counterstrike.
Til pressen sagde Mette Frederiksen, at – citat – “det er en stor dag.”
Mærkeligt nok var hun klædt – skulle det senere hen vise sig – i næsten det samme tøj, som Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen havde på til lejligheden. Næsten de samme farver, næsten de samme sko. Koboltblåt tøj og sko i lyse pastelfarver.
Førstemanden Bo Tengberg var klædt i et mørkegråt jakkesæt. Han og Mette Frederiksen tog plads midt på trappen og ventede på, at dagens hovedperson Volodymyr Zelenskyj ville gøre sin entré.
Ved bunden af trappen tog formanden for Esbjerg Havn opstilling sammen med de andre medlemmer af Folketingets Præsidium. Blandt andre Jeppe Søe fra Moderaterne, som var iført et gråt jakkesæt og brune sko. Sjovt var det at tænke på, at Volodymyr Zelenskyj snart ville møde manden, der ejer websitet netfisse.dk.
Så kom en hel flotille af sorte køretøjer bankende ind i Rigsdagsgården. Sorte busser, sorte limousiner, sorte SUV’er. Noget nær femten køretøjer fik jeg talt mig frem til. Samt nogle motorcykelbetjente. Sikkerhedsopbuddet var enormt. En af bilerne trak op foran hovedindgangen, og ud trådte så Volodymyr Zelenskyj og frue.
Han var klædt i en mørkegrøn uniform, og første gang man ser Zelenskyj i virkeligheden, forbavses man over, hvor lille han er. Han er virkelig ikke særlig høj. Og så udstråler han en pekuliær blidhed. Der er noget blidt og umiddelbart sympatisk ved ham, og hvis man kigger nøje efter, er der et slægtskab mellem Volodymyr Zelenskyj og Charlie Chaplin. Skal man snævre det endnu mere ind, kan man sige, at Volodymyr Zelenskyj er Charlie Chaplin med Fidel Castro i ascendanten, og her sigter jeg til Castros paramilitære garderobe.
Zelenskyj hilste på Folketingets formand Søren Gade. Og på Jeppe Søe selvfølgelig. Så gik han op til Mette Frederiksen, som ledsagede ham videre ind i Folketinget.
Volodymyr Zelenskyj var ankommet.
Han var inde i bygningen.
Skrevet i døren
Ikke alle måtte være inde i Folketinget denne dag, og et privilegeret adgangskort kunne ikke bruges til noget, medmindre man på forhånd havde søgt og fået særlig tilladelse til at komme inden for murene.
Et af ofrene for denne strikse dørpolitik var gode, gamle Jensen, Morten Messerschmidts mangeårige assistent. I hvert fald hørte jeg om, at Jensen var blevet observeret ude i Folketingets randområde, hvor han sad og surmulede over, at han ikke kunne komme op til sit kontor.
“Hvad er det næste, de tager? Vores fregatter?” havde Jensen angiveligt spurgt ud i luften, og så havde han tilføjet, at det jo ikke er Volodymyr Zelenskyj, der betaler hans løn.
Jeg hørte også om et folketingsmedlem, der kom for sent, efter at lock down var trådt i kraft. Så havde vedkommende vippet sit adgangskort ud, og holdt det frem i hoftehøjde, diskret placeret inde i højre hånd, som var det et FBI-skilt.
Folketingsbetjentene var ligeglade. “Du kommer ikke ind,” sagde de.
For mit eget vedkommende havde jeg også fået adgang til den næste pressepool, som var hegnet af foran montren oppe i Vandrehallen, hvor grundloven ligger til skue.
Dér gik jeg op. Centralt i mit synsfelt, midt i Vandrehallen, stod et skrivebord, hvor Volodymyr Zelenskyj og frue snart skulle kalligrafere i Folketingets gæstebog. På bordet var to små flagstænger placeret; et med Dannebrog og et med zhovto-blakytnyy, som ukrainerne kalder deres flag.
Lige nu var Zelenskyj nede i Landstingssalen, hvor han talte til medlemmerne af Folketinget. Jeg måtte ikke komme derind, men efter klapsalverne at dømme var stemningen eksalteret. På tv kunne jeg se og høre Zelenskyj takke Danmark for at “hjælpe med at gøre Ukraine uovervindelig”.
“We trust you, Denmark,” sagde han også. Den fik på alle tangenter, og den gik rent hjem.
Rasmus Tantholdt må alt
Så kom de ud fra Landstingssalen, og med formanden for Esbjerg Havn, Zelenskyj og Mette Frederiksen i spidsen gled entouraget ned mod midten af Vandrehallen.
Udenfor pressepoolen stod TV 2’s krigsreporter Rasmus Tantholdt. Han var i en kategori for sig. Han måtte gøre ting, som ikke var almindeligt dødelige journalister beskåret. Han havde allerede interviewet Zelenskyj dagen forinden, og lige om lidt lykkedes det ham at få endnu et interview med Zelenskyj.
Tantholdt var også inviteret med til den nært forestående reception nede i Fællessalen, hvor Zelenskyj skulle mødes med et select crowd bestående af folk fra allerøverste hylde. Folk som Brian Mikkelsen, Søren Pind, Henrik Sass Larsen blandt andre. De fineste af de fine, som Danmark kan byde på. Og så en håndfuld særligt indbudte chefredaktører; Christian Jensen, Marchen Neel Gjertsen, Tom Jensen. Og så videre. Senere dukkede der et billede op på sociale medier, hvor flere af disse chefredaktører kigger helt forelskede på Zelenskyj.
Barbara Bertelsens bedste ven
Men vi kom fra, at ægteparret Zelenskyj skulle se grundloven og skrive i Folketingets gæstebog. De skrev, at de altid vil huske danskerne for deres “oprigtighed og venlighed”.
Mens Zelenskyj griflede løs, kom kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) hen til mig. Han sagde, at vi var vidne til en scene, som i årene, der kommer, vil være god at fortælle til besøgende i Folketinget.
“Tænker du på Jon Stephensen?” spurgte jeg.
Jeg hørte ikke, hvad han svarede, før han var væk igen.
Så gik Zelenskyj ind i Samtaleværelset, hvor han skulle hilse på lederne af de politiske partier.
Længere nede i Vandrehallen fik jeg øje på Zelenskyjs stabschef Andrij Yermak. På Twitter / X kunne man se en selfie med ham og departementschef Barbara Bertelsen, hvor de lignede de bedste venner i verden. Jeg gik hen til ham og spurgte, om han kunne forklare, hvad Barbara Bertelsen egentlig betyder for det hele.
Han svarede:
“Du ved, i vores arbejde er personlige relationer og personlig kommunikation vigtigt. Og lige fra begyndelsen har hun været meget støttende. Hun er en person, man kan ringe til når som helst, og hun svarer altid. Om natten. Om morgenen. Hun er altid meget involveret. Hun er dybt inde i materialet. Og jeg vil gerne sige, at fordi jeres statsminister og Barbara Bertelsen er så involverede, blev mødet med de udenlandske sikkerhedsrådgivere afholdt i København. Og hun var også med til at sørge for, at mødet i Jeddah blev til noget,” lød det fra stabschef Andrij Yermak.
“Så hun er essentiel?” spurgte jeg.
“Absolut! I mit tweet var jeg meget ærlig. Det er absolut 100 procent sandt. Jeg er meget glad og siger mange tak, selvfølgelig til alle danskerne, til jeres statsminister, og til Barbara personligt,” svarede Andrij Yermak.
Den Hemmelige Socialdemokrat 2
Lidt efter fik jeg at vide, at min tid i Folketinget var løbet ud. Men jeg var velkommen til at gå ned i Rigsdagsgården, hvor Zelenskyj skulle tale til danskerne klokken kvart over tolv.
Så det gjorde jeg så. Solen skinnede stadig, og jeg fik ild i en cigaret og kiggede mig omkring. Der var storskærme, der viste billeder inde fra Fællessalen, hvor man kunne se en – gætter jeg – helt nyklippet Søren Pind. I hvert fald har hans hår aldrig siddet bedre, og mig bekendt er vandtrykket i Københavnsområdet uændret.
Så kom Rasmus Prehn (S) ud af hovedindgangen og gik sin vej. Større var dagen åbenbart heller ikke.
“Han skal sikkert hjem og skrive på sin bog,” bemærkede en journalist, som jeg holder af at tale med.
“Sin bog? Skriver Rasmus Prehn på Den Hemmelige Socialdemokrat 2 eller noget i den stil?” spurgte jeg.
“Nej, han skriver på en biografi om Bjarne Laustsen (S), så det bliver med navn på denne gang,” bemærkede journalisten tørt.
Oppositionen
Ved bunden af trappen, der leder op til Folketinget, stod en ældre, gråhåret kvinde og viftede med et russisk flag. Hun var klædt i en batikfarvet kjole og en lyseblå bondeskjorte og bar sandaler på fødderne. Virkelig en tegning, var hun. Ved siden af hende stod hendes ledsager, en karseklippet, gråhåret mand iklædt cowboyshorts og hvid polotrøje. Jeg gik hen til dem for at høre, hvad de var ude på.
“Hej! Jeg er journalist,” sagde jeg til damen med flaget.
“Hej Mads!” sagde hun.
“Hvorfor står du med det russiske flag?” spurgte jeg.
“Vi svarer ikke på spørgsmål,” svarede damen.
“Hvad hvis hun stod med det tyrkiske flag? Er det bedre? Der er jo krig i hele verden,” lød det fra hendes ledsager.
“Der er da ikke krig i Tyrkiet mig bekendt,” svarede jeg.
“Nej, men i Saudi-Arabien og dernedaf. Der er krig i hele livet,” svarede manden så.
Den udtalelse kunne bruges til noget, tænkte jeg. Der er krig i hele livet.
“Bare lad være,” sagde damen til manden, som for at sige at han skulle holde sig til planen, som var at holde sin kæft.
“Men når du står med det flag, må det være, fordi du gerne vil sige noget,” sagde jeg til damen.
“Næh,” sagde manden.
“Må jeg spørge om, hvad du hedder?” spurgte jeg kvinden med flaget.
“Du må gerne spørge, men jeg svarer ikke,” sagde hun.
“Jeg spørger jo bare, fordi jeg er nysgerrig,” forklarede jeg.
“Det er jeg også,” svarede hun.
“Du må da gerne spørge mig om noget, hvis du vil,” tilbød jeg.
“Det vil jeg ikke,” sagde den gådefulde kvinde.
“Kommer I fra en forening?” ville jeg vide.
“Cirkusforeningen. Alle klovnene er derinde,” sagde hendes ledsager og pegede på Folketinget.
Alle i Rigsdagsgården var enige om, at denne kvinde ikke var helt vel forvaret. Det hed sig blandt pressefolk, at hun traditionen tro møder op til alle sammenhænge, som er i offentlighedens søgelys, med det ene mål for øje at gøre det mindst populære synspunkt gældende. Hun har demonstreret foran retten på Frederiksberg, da der var høringer om Minksagen, og hun kiggede også forbi Frederiksberg Bibliotek, da der skulle være dragshow for børn. Hun er kvinden, som er i opposition til alt.
Det enlige russiske flag druknede snart i mængden. For en time senere var Rigsdagsgården proppet. Ansatte i Folketinget delte danske og ukrainske papirflag ud, som folk viftede begejstret med. Droner summede rundt oppe i luften, kamerakraner svingede frem og tilbage. Et sted i forsamlingen så jeg SF’s formand Pia Olsen Dyhr klædt ud som Dannebrog; hvide bukser og rød jakke. Vi nærmede os et klimaks.
Bagtæppet
Selv tænkte jeg på bagtæppet til det hele. Ifølge The New York Times er 500.000 mennesker enten blevet dræbt eller såret under kampen om Ukraine. 300.000 af dem er russere, resten ukrainere. Det er vanvittige tal. Svært at begribe. Et rent slagtehus. Omkring en tredjedel af Ukraines befolkning er enten flygtet, blevet kidnappet eller slået ihjel.
Hvad der også er svært at begribe var, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) lige har været i Kina for her at smede et floskuløst forståelsespapir om den grønne omstilling med det selvsamme regime, som forsyner Rusland med droner og andet udstyr til krigen i Ukraine. Altså dén Lars Løkke Rasmussen, som for lidt over ti år siden sad på Færgekroen i Tivoli og drak fadøl med Vladimir Putin og skålede for det skønne Nord Stream 2‑samarbejde. En anden del af bagtæppet, som vi ikke taler så meget om.
Noget andet, som forbigås i tavshed, er, hvis det viser sig, at Volodymyr Zelenskyj i sidste ende ikke kan leve op til vores heltedyrkelse. For alle helte har jo deres mørke sider. Hvad vi allerede ved er, at samtidig med at Zelenskyj taler om, at han vil gøre op med de korrupte oligarker, så er han selv blevet snuppet i at være godt og grundigt fedtet ind i et ikke-deklareret og vidtforgrenet netværk af skuffeselskaber gemt væk i afsidesliggende skattely.
Kort før han blev valgt til præsident i 2019, overførte han i hemmelighed kontrollen med disse værdier til en nær ven, hvilket alt andet lige ikke var så kønt. I hvert fald lugter det af fisk.
Jeg nævner det ikke for at kaste vrag på Zelenskyjs ubegribelige indsats som Ukraines præsident. Jeg siger det blot, fordi vi gør klogt i at huske på, hvordan det senere gik med frihedshelte som Polens Lech Walesa og Ungarns Viktor Orbán. Også de var engang smukke og stærke bannerførere for Vestens idealer, men er endt med at være oppustede, korrupte nabobber. Set i det lys er det ikke utænkeligt, at fejringen af Zelenskyj på Christiansborg med tilbagevirkende kraft en dag vil fremstå som en rigtigt pinlig affære.
“SKÅL!”
Tiden var inde. Mette Frederiksen og hendes ministre trådte ud i Rigsdagsgården. De stillede sig op til venstre for trappen. Så kom formanden for Esbjerg Havn ud sammen med Zelenskyj og den ukrainske præsidents livvagter. Nogle ordentlige bassemænd var disse bodyguards. Søren Gade gik ned til mikrofonen og varmede publikum op. Om de danske politikere sagde han til Zelenskyj på engelsk – hvis jeg altså hørte rigtigt – at “selv efter en lang arbejdsdag vil de stadig bidrage til dit land.”
Klart en sætning, der skal have lov til at stå for sig selv.
Præsident Volodymyr Zelenskyj holdt en særegen, følelsesladet og lettere famlende tale. Men han trak stikket hjem til sidst, som den drevne skuespiller og komiker han jo er, da han sagde, at han håber, vi en dag kan sidde sammen og så sige… og så holdt han en perfekt timet pause… “sige SKÅL til hinanden,” lød det fra ham. Så flippede publikum helt ud.
Lidt efter stod han oppe i døråbningen og løftede en knyttet næve, og så var han væk.
En halv time senere blev der åbnet op for Folketinget.
Volodymyr Zelenskyj havde forladt bygningen.
Efterskrift
Samme dag tog præsident Zelenskyj videre til Grækenland. I Athen lovede den græske statsminister Kyriakos Mitsotakis at hjælpe Ukraine med at træne ukrainske piloter i at flyve F16.
Om aftenen skrev jeg til Frihedsbrevets tegner Malthe Emil Kibsgaard og bestilte en tegning til mit nyhedsbrev, hvor jeg er gengivet som tegneseriefiguren The Watcher, stående sammen med præsident Zelenskyj, omringet af et hav af rød/hvide Minions, som flager dansk og ukrainsk. I baggrunden skal man kunne se Folketinget, bad jeg om. Så gik jeg i seng.
Da jeg vågnede op næste dag, var der en time til et hasteindkaldt pressemøde, hvor daværende forsvarsminister Jakob Ellermann-Jensen ville brænde samtlige broer, der leder frem til posten som statsminister. Han ville også levere et slående referencepunkt til forskellen mellem at være politiker i Danmark og præsident for Ukraine.
Det vil jeg fortælle mere om i mit næste nyhedsbrev, som – hvis jeg regner rigtigt – byder på min stuegang nummer 35.
Tak, fordi du læste eller lyttede med. Jeg vender snart tilbage.
Med venlig hilsen
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her