Fri Mads #111: Ostrakismos
Medlemmerne af Folketinget havde efterårsferie i den forgangne uge. Så det har jeg også haft, men jeg har taget arbejde med hjem, så jeg kunne vende tilbage med nok en stuegang fra magtens korridorer.
Men det følgende er ikke lettere fermenteret stof alt sammen, for da jeg stod op i morges, var der invitation til pressemødet, hvor Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, meldte sin afgang. Det ville jeg naturligvis ikke gå glip af, så der er også dagsfrisk materiale på bedding til sidst her i dette mit nyhedsbrev nummer 111.
Velkommen til.
Rasmus og Søren har fødselsdag
Torsdag den 12. oktober lagde jeg et ben forbi Folketinget, hvor det samme dag blev markeret, at hele to af vores allermest folkekære folkevalgte fyldte rundt, nemlig Socialdemokraternes Rasmus Prehn (S) og Danmarksdemokraternes Søren Espersen (DD).
Rasmus Prehn var fyldt 50 år, og Søren Espersen var blevet hele 70 år, og receptionerne fandt sted samtidigt, så det var et spørgsmål om at prioritere. Jeg gik efter min mavefornemmelse og valgte sidstnævntes reception, og selvom jeg aldrig vil vide, om jeg disponerede rigtigt, så foresvæver det mig, at det faktisk er tilfældet. For til Søren Espersens fødselsdagsreception var jeg vidne til de sidste akter af en menneskelig tragedie af et nærmest shakespearsk tilsnit. I hvert fald var der fine noter af både Kong Lear og Richard den Tredje. Og lige en knivspids af Halløj på Badehotellet.
En mismodig klovn
S.S. Persen. Søren Espersen. Fødselaren stod og tog imod gæsterne foran gildesalen ved siden af Snapstinget. Ved siden af ham stod hans trofaste kone Yvette – også kendt som Evie – der har støttet Søren Espersen i tykt og tyndt, siden de mødte hinanden på Gibraltar i Spanien tilbage i 1980. I øvrigt var det Yvette Espersen, som i hele 15 år stod for Dansk Folkepartis grafiske linje, og blandt hendes særegne artwork bør fremhæves den berømte golden retriever, der blev photoshoppet ind i et gruppebillede.
Yvette var klædt i sort, mens Søren Espersen var iført et jakkesæt, der så mindst to numre for stort ud. Manden måtte have tabt sig, tænkte jeg, for ingen ved deres fulde fem ville købe et jakkesæt, der sad så dårligt – medmindre man skulle til et kostumebal med Bugsy Malone som tema.
Jakkesættets størrelse, samt det faktum at Søren Espersen ofte placerer sine fødder i det, der inden for ballettens verden hedder første position – altså hvor hælene sidder sammen, og skoene så peger ud til hver sin side – forlenede ham med et udseende, der ikke var helt ulig en klovns.
Der var altså noget umiddelbart klovnet ved hans fremtoning, men ikke kun det: For som jeg flere gange har været inde på før i mine stuegange, er det, som om der er gået noget grundlæggende i stykker dybt inde i Søren Espersens sjæl. Han fremstår simpelthen ulykkelig. Bedrøvet. Så i forhold til ideen om klovnen, der græder indvendigt, er Søren Espersen snarere klovnen, der bærer sit mismod uden på tøjet.
Respekt
Til den lytter eller læser, der allerede nu aner, at jeg styrer mod et karaktermord på Søren Espersen, vil jeg gerne understrege, at jeg faktisk har respekt for manden. Det har jeg af den simple grund, at han modsat mange andre politikere altid stiller op, når pressen ringer.
Søren Espersen har altid stået til rådighed for pressen, og det uanset om det gælder en sag, hvor langt de fleste politikere ville nøjes med at sende en skriftlig kommentar, hvor der står “ingen kommentar”. Denne forbilledlige tilgængelighed tjener ham til ære, og det skal man huske på, når alt er sagt og skrevet om Søren Espersen.
Det vil jeg så sige og skrive nu. Alt.
“Søren 70”
Budt velkommen af Søren Espersen og Yvette, trådte jeg indenfor i salen og tog sceneriet i betragtning. Midt i rummet var der anrettet en buffet med vand og vin og fade med små frikadeller og skåle med cherrytomater og gulerodsstave. Der var også en stor, firkantet lagkage, som skulle ligne Dannebrog. Men af uvisse grunde havde den røde farve samme kulør som kødpølse har. “Søren 70” stod der skrevet med hvid marcipan.
Pauvert fremmøde
Omkring dette langbord, anrettet med middelmådige levnedsmidler, stod et påfaldende pauvert fremmøde af gæster og stirrede tomt ud i luften. I forhold til at Søren Espersen har været medlem af Folketinget i atten år – på et tidspunkt formand for Udenrigspolitisk Nævn endda – og før det var pressechef for Dansk Folkeparti i 10 år, var det virkelig ikke mange folkevalgte, der var mødt op for at sige tillykke til manden. Jeg kunne se Rasmus Stoklund fra Socialdemokraterne og Lars Christian Lilleholt fra Venstre, og det var vist det hele. Eller ikke helt, for formanden for Esbjerg Havn, Søren Gade (V), var der også, men han gik hurtigt igen.
Ret skal være ret: Senere dukkede både Pia Olsen Dyhr (SF) og Alex Vanopslagh (LA) op, men hvor var alle de andre? Hvor var Jakob Ellemann-Jensen? Hvor var de tungeste socialdemokrater? Hvor var Løkke? Hvor var Pape?
I det hele taget; hvor var alle mennesker?
Ikke engang Kristian Thulesen Dahl var mødt op, og han plejer jo ikke at være sen til at svinge slæberne indenfor, når han bliver fristet med et balkort til Borgen.
Så jeg spørger igen; hvor var alle henne?
Hvor var for eksempel alle journalisterne? Ikke engang den allestedsværende amatørfotograf Hasse Ferrold var til stede. De eneste fra pressen der var mødt op, var mig selv og så aktivisten Rasmus Paludan, der var sluppet ind som journalist på onlinemediet Frihedens Stemme. Når undertegnede og Rasmus Paludan er de eneste, der laver glas & galla fra din 70 års fødselsdag, så spiller det altså ikke rigtigt ping pong for dig.
Ostrakismos
Hele tiden skulle man minde sig selv om, at Søren Espersen var instrumental i at gøre Dansk Folkeparti til selve omdrejningspunktet for dansk politik i et helt årti, og som sådan har han været en af de mest indflydelsesrige politikere i nyere tid. Var Dansk Folkeparti gået i regering efter valget i 2015, var han sikkert blevet minister. Nu stod han så her og fejrede sin 70 års fødselsdag med et fremmøde, der samlet set pegede på, at han var en færdig mand. Måske endda en udstødt mand.
Netop ordet “udstødelse” vil jeg gerne dvæle lidt ved. I mit lønkammer er jeg begyndt at læse om demokratiets oprindelige maskinkode – altså om hvordan folkestyre blev praktiseret i det gamle Athen – og opdagede i den forbindelse begrebet ostrakismos, som er oldgræsk for udstødelse.
I det gamle Athen gjorde man nemlig det, at man engang om året gav borgerne mulighed for at udstøde en person, der var blevet for magtfuld eller på anden måde var blevet en trussel mod demokratiet.
Forudsat at der var nok stemmer for at gennemføre en ostrakisme – vist nok mindst 6.000 stemmer, skulle man have – blev personen forvist fra Athen i ti år. Hvis man kom tilbage før tid, blev man henrettet. I øvrigt fik den udstødte person kun ti dage til at forlade byen.
En anden sjov detalje er, at grækerne stemte om det ved at skrive navnet på den, der skulle udstødes, på et stykke potteskår. Som så blev lagt over i en bunke og til sidst talt op, potteskår for potteskår. Ordet ostrakismos kommer i øvrigt af det oldgræske ord for potteskår; ostraka.
Liden potteskår kan vælte stort læs
Nu er det måske lidt søgt, men det aner mig, at noget lignende på en måde blev Dansk Folkepartis – og i forlængelse deraf; Søren Espersens skæbne. Altså i figurativ, billedlig og overført forstand. Til sidst var partiet blevet så magtfuldt og fyldte så meget i dansk politik, at Dansk Folkepartis navn i stigende grad blev griflet ned på et stykke potteskår og lagt over i en hastigt voksende bunke.
Til sidst tippede læsset, og ostrakismen blev sat i værk, og skal man pege på en person, der mere end nogen anden lagde det udslagsgivende potteskår over i bunken, så var det Rikke Karlsson – Søren Espersens niece – som for otte år siden, i sin rolle som medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, råbte vagt i gevær. Både indadtil og udadtil lod hun meddele, at hun ikke ville være med til, at hendes navn blev anvendt til at suge midler ud af EU’s pengekasse. Og af den grund blev Dansk Folkeparti forbundet med det eneste, partiet ikke kunne tåle at blive slået i hartkorn med; nemlig fifleri med EU-midler. Det var næsten ligeså slemt, som hvis Pia Kjærsgaard havde meldt sig ind i Hizbollah.
Det var her omkring, at partiets vælgere begyndte at få en fornemmelse af, at DF var blevet til det, som de oprindeligt havde været et oprør imod; nemlig en teknokratisk elite, som bare suger til sig.
Rikke Karlssons potteskår blev starten på Morten Messerschmidts fald, og længere fremme gik der frø i det hele. Partiet kollapsede. Kristian Thulesen Dahl blev væltet, og Søren Espersen – loyal til det sidste – forlod Dansk Folkeparti, sit livsværk, og søgte i nødhavn hos Danmarksdemokraterne. Her vil han så udleve sit politiske efterår, bærende på nederlagets trikolore, som jo er et flag med tre nuancer af brunt.
Sagt med Søren Espersens berømte vending om, at “folk skal se at komme i sommerhumør”, forsvandt sommerhumøret for altid. Dansk Folkeparti blev stødt ud i kulden.
Rikke Karlsson
Nå, men tilbage til begivenheden og det, som en reportage handler om; nemlig uhildet, præcist og ærligt at fortælle om, hvad der skete.
For mig skete der det utrolige, at jeg blandt gæsterne til receptionen pludselig fik øje på netop førnævnte Rikke Karlsson. Men før jeg kom til at tale med hende, skulle vi lige igennem talerne.
Talerne
Den første taler var Danmarksdemokraternes leder Inger Støjberg.
“Jeg er rigtig, rigtig glad for, at jeg har fået lov til at holde den her tale for dig i dag,” sagde hun til Søren Espersen. Hun stod oppe på en mærkelig lille platform og kiggede ned på Søren og Yvette Espersen.
“Der står en enorm respekt om dig og din person. Æh… du er i den grad meget, meget respekteret af både med- og modspillere. Det forstår jeg virkelig godt,” sagde Inger Støjberg så, hvilket jo var fint sagt, men da hun senere i talen igen kom ind på, hvor meget respekt folk har for Søren Espersen, kom det lidt til at pege i modsat retning.
“Øh… men øh… når du rejser dig op i gruppeværelset, så ved man, at nu bliver det sjovt. Og det bliver endda meget sjovt, men det bliver også oplysende, og dine indlæg er altid med meget stort vid og med nogle fantastiske historiske referencer. Noget andet, jeg vil fremhæve, er selvfølgelig din kærlighed til Danmark. Du bærer Danmark i hjertet, og du er heller ikke bange for at stå ved det,” sagde Inger Støjberg og lagde så an til landing ved at fremhæve, hvor meget Søren Espersen har gjort for Israel og det jødiske folk.
“Lige nu må man sige, at der er mere behov for, at man står sammen på den her front end nogensinde før efter de skrækkelige angreb, som vi har set i Israel,” sluttede Inger Støjberg og blev straks belønnet med et bifald.
“Det konkrete Danmark”
Så gik partisekretær Steen Thomsen på talerstolen og sagde:
“Tak til Inger. Søren, da du stopper som pressechef (i Dansk Folkeparti, red.) i 2005, så kommer der en anden utrolig dygtig og god pressechef til: også en, der hedder Søren, men det var en Søren Søndergaard, og han er den næste taler. Værsgo, Søren!”
Søren Søndergaard stillede sig op foran mikrofonen. Han var klædt i hvid skjorte og et sort jakkesæt, og havde han haft en sort fedora på, kunne han godt have lignet en ortodoks, jødisk diamanthandler fra New York.
Han sagde, at det var dejligt at være tilbage “på det gamle slot”, men kun for en kort bemærkning, for nu var han travlt beskæftiget ude i det, han kaldte for “det konkrete Danmark.”
“Du holder dig godt, det må jeg sige, du ligner ikke en, der er en dag under 69,” sagde han til Søren Espersen og høstede hermed det første grin.
Det næste grin fulgte, da Søren Søndergaard bemærkede, at det var godt, at Søren Espersen havde fået barberet sit “distingverede grå imam-skæg” af. Dengang han havde været partiets pressechef, havde han nemlig spurgt Yvette, om hun ikke kunne få Søren Espersen til at droppe skægget.
“Du ser jo brandgodt ud. I virkeligheden og på billeder. Du er simpelthen fotogen,” lød det fra Søren Søndergaard, der sluttede af med at sige:
“Dagen står desværre i skyggen af det helt horrible angreb, som Israel har været udsat for, og den uhørte nedslagtning af civile israelere, som Hamas har begået. Det kan ikke nytte noget at lade mørke kræfter formørke vores liv. Tværtimod bliver vi mere stålsatte på at ville livet, når sådan noget, som overgår Israel, sker.”
Marquisen af Mojito
Søren Søndergaard havde ret. Vi, der var til stede her, var en gruppe mennesker, der ville livet. Vi ville livet så meget, at vi var klar til at stå model til en tale af Danmarkdemokraternes gruppeformand Peter Skaarup, også kendt som Marquisen af Mojito.
“Det er lidt svært at begribe, at den alder, der står på invitationen, kan være rigtig, for du er jo heldigvis rask og frisk og sund. Det har du været i mange år. I det hele taget er der rigtig mange, der er glade for mig… æh… dig,” sagde Peter Skaarup med et freudiansk slip, hvorpå latteren rullede igennem salen.
Peter Skaarup fortsatte:
“Min bedre halvdel, Therese, fortæller mig, at du er verdens bedste bordherre, helt oppe ved siden af Helge Sander fra Venstre, som er helt i Superligaen. Hun siger, at hun nærmest kommer til at græde af grin, når I er sammen. Og du skal være glad for, at kvinder har det på den måde,” lød det fra Danmarksdemokraternes gruppeformand.
På min blok skrev jeg straks ned, at det er svært at begribe, at Søren Espersen kan være så sjov, at man ligefrem græder af grin. Endnu mere ubegribeligt var det, at Therese Skaarup åbenbart har Helge Sander som referencepunkt for humor i verdensklasse, for mig bekendt er Helge Sander dansk politiks svar på Lloyd Christmas; figuren, som Jim Carrey spiller med bravour i komedien Dum og Dummere (1994).
Living the best life
“Du er ikke meget værd, Søren, uden Evie,” sagde Peter Skaarup så og fortalte om et interview, Yvette Espersen for nylig har givet til Ugebladet Hjemmet. Her siger hun, at hende og Søren Espersen har en leveregel, som lyder: Living the best life. Ifølge Peter Skaarups udlægning betyder denne leveregel, at man skal sætte pris på fuglenes sang i stedet for at være ked af, at man ikke har råd til en ny bil.
“Det er faktisk en meget interessant artikel. Evie afslører, at hun har rådet sin mand til at ændre formuleringer, før han sender dem ud på sociale medier,” sagde Peter Skaarup og fortsatte:
“Da jeg læste det, tænkte jeg: Yes! For når man sådan kigger tilbage på, hvad Søren har skrevet på Twitter igennem tiden, så er der ting, hvor jeg har tænkt, at det kunne man godt have formuleret anderledes,” fortalte Peter Skaarup og mindede os om, at Søren Espersen tilbage i 2016 vakte opsigt, da han kaldte Obama for USA’s første “neger i præsidentembeddet”.
“Det fik så Hella Joof, som er multikunstner… ja, jeg ved ikke, hvad hun kalder sig, men hun kan en hel masse, hun er dygtig… til at komme med ønsket om at få sig en kammeratlig samtale med dig. Nå, hvad sker der så? Siden dengang har du løbende været til kammeratlige samtaler til Folkemødet i Hellas telt, hvor I har dyrket sommerfugleterapi og din brug af det her ord. Resultatet mærkede Søren ved, at det har hjulpet på den spændingshovedpine, han har haft i mange år. Behandlingen gik for eksempel ud på, at Hella læste et digt…”
“Af Ida Christensen,” afbrød Søren Espersen pludselig.
“Ida Christensen? Okay…” sagde Peter Skaarup.
“Inger,” rettede jeg. For digteren hedder nemlig Inger Christensen, og digtet er selvfølgelig hendes mesterværk Sommerfugledalen (1991).
“Inger?!” sagde Søren Espersen så. Tiden stod stille.
Peter Skaarup fortsatte sin tale.
“Hella læste det her digt, og der fløj nogle sommerfugle rundt, og der blev lavet nogle tegninger, og Søren har ikke haft spændingshovedpine siden, og det er jo godt,” sagde Skaarup.
“Nej,” udbrød Søren Espersen.
“Uanset hvad, Søren, så er du en gave til Folketinget og i det hele taget dine omgivelser,” sagde Peter Skaarup og udråbte et trefoldigt leve for Søren Espersen.
En tak til den danske presse
Til sidst fik Søren Espersen ordet.
“Kære venner, da min far i sin tid fyldte 70, så talte vores sognepræst, og han sagde: ‘Så Espersen! Nu er De gammel nok til at blive kaldt åndsfrisk’,” sagde fødselaren og fortsatte:
“7–9‑13 har jeg aldrig hørt journalister spørge: ‘Hvornår holder du egentlig op?’ Men selv i den her lille lukkede kreds vil jeg besvare det spørgsmål, når jeg får det, for jeg ved af erfaring fra andre gamle politikere, at så er man i journalisternes øjne faktisk allerede holdt op. Så man kan trygt regne med, at hvis jeg får spørgsmålet, vil jeg i den grad fortælle løgnehistorier om alt det, jeg fortsat skal have udrettet, og så vil jeg nævne Konrad Adenauer,” sagde Søren Espersen og bemærkede så, at han holder utroligt meget af journalistik.
“Jeg vil i øvrigt – måske lidt kættersk i nogle ører – rette en tak til den danske presse, som har sin daglige gang herinde. Sammenlignet med andre landes presse står I jer helt utroligt godt. Så tak til alle for jeres daglige indsats for at bevare Danmark og det danske folkestyre.”
Rikke Karlsson
Et bifald fulgte. Knapt havde jeg fået sunket Søren Espersens ord, før han stod henne ved buffetbordet og hilste på gæsterne. Han talte med en kinesisk udseende mand, som vist nok var den taiwanesiske ambassadør.
Jeg så mit snit til at gå hen til førnævnte Rikke Karlsson, Søren Espersens niece. Hun var klædt i sort og en jakke af guldfarvet flonel.
“Hej Rikke!” sagde jeg og spurgte, om hun stadig var involveret i politik.
“Nej! Og det kommer jeg heller aldrig til at være igen,” slog Rikke Karlsson fast.
“Du har fået din lyst styret?” spurgte jeg.
“Ja, det kan jeg love dig for,” svarede hun.
“Ikke for at retraumatisere dig, men når du ser, at Morten Messerschmidt blev frifundet, hvad tænker du så om det?” ville jeg vide.
“Til sidst var der lidt en tynd kop te tilbage at føre retssag på, og jeg har aldrig haft særlige interesser i forhold til de der sommergruppemøder. Det, som jeg blev ved med at vende tilbage til, var det der med‚ at han havde misbrugt mit navn. Brugt mig, sat mig ind steder, jeg ikke havde kendskab til. De skrev mit navn ind, uden at jeg vidste det. Uden mit vidende. Uden jeg vidste det, var jeg blevet meldt ind i bestyrelsen for Meld (Meld er en forkortelse for “Movement for a Europe of Liberties and Democracy”, grundlagt i 2012, red.). Det vigtigste for mig var, at mit navn blev misbrugt. Hele demokratiet bygger jo på, at vi hver især forholder os til noget,” sagde Rikke Karlsson.
“Savner du Bruxelles?” spurgte jeg så.
“Nej, det gør jeg fandeme ikke! Det gør jeg simpelthen ikke. Man kan nemmere påvirke verden gennem teater, kultur, kunst eller bøger. Man sidder i de der store blokke, og selvom De Grønne siger noget fornuftigt, så må man ikke stemme for det, fordi det kommer fra dem. Og det er der for meget af – også i Folketinget,” svarede Rikke Karlsson og fortsatte:
“Det er mærkeligt at være her, for ved du hvad? I dag er det faktisk otte år siden, at jeg meldte mig ud af Dansk Folkeparti. Det er virkelig sjovt, ikke?” spurgte hun.
“Hvordan prægede det din og Søren Espersens relation?” ville jeg vide.
“Det var hårdt jo. Sindssygt hårdt, for Søren og jeg var så tætte, at vi holdt jul sammen. Og havde et meget, meget tæt forhold. Ud over mine forældre er der ikke nogen, der har været tættere på. Så i det øjeblik jeg valgte at sige, at det her, det kan jeg ikke mere, der bliver jeg nødt til at vende ryggen til ham – også for at beskytte ham – og han blev nødt til at gøre det samme med mig. Vi skulle have været til hans private fødselsdagsfest i sommer, men der blev jeg desværre syg, og så tænkte jeg, at nu fik jeg chancen alligevel, og så sagde jeg til min mand, da vi kørte over til København, at ‘nej, hvor er det mærkeligt, at det er nøjagtigt otte år siden’, og så kommer jeg ind og møder alle de her mennesker, og jeg var lige ovre ved Søren Søndergaard og sige…”
Længere nåede Rikke Karlsson ikke, for pludselig blev hendes tale drunket i lyden af sækkepibemusik. Det var sækkepibespilleren Bernard Bouhadana, der havde gjort sin entre og nu truttede løs. Da han var færdig med at musicere, genoptog Rikke Karlsson og jeg samtalen. Jeg spurgte, om hun kunne huske, hvordan hun opdagede, at der var ugler i mosen nede i Bruxelles.
“Jeg opdager det, fordi Mortens assistent Søren Peter Jensen kom ind på mit kontor i parlamentet, og han havde aldrig været der før, og så sagde han: ‘Rikke, vil du ikke lige være sød lige at skrive under på de her papirer?’ Og så havde han to hvide A4-papirer med, og den ene stod der MELD på, og den anden stod der FELD på, skrevet med kuglepen. Og så skulle jeg bare sætte min underskrift. Og så sagde jeg: ‘Jamen, hvad er det for noget, Søren?’ Så sagde han: ‘Det er de fonde, det er noget med, at vi får penge.’ Jeg sagde: ‘Hvad mener du? Du er nødt til at forklare mig, hvad det er.’ Så sagde han, at jeg skulle skrive under på nogle møder, jeg havde været med til, men jeg havde ikke været til nogle møder. ‘Prøv lige at kigge mig ind i øjnene,’ sagde jeg, og så blev han gal og gik,” forklarede Rikke Karlsson.
“Han sidder jo nu og er assistent oppe hos Morten Messerschmidt, gør Søren Peter Jensen,” bemærkede jeg.
“Ja, det gør han, og det er vildt, jo. Jeg har ikke noget grimt at sige om Morten, og han gjorde meget for at… holde mig tilfreds. Det sagde han til sin rådgiver dernede, en fransk advokat: ‘Bare hold hende tilfreds.’ Men altså… det er dejligt at være her i dag, og det er skønt at se Søren. Jeg holder utrolig meget af ham. Det sidste i verden, jeg ville, var at såre Søren, og han har jo måttet bære, at det var hans niece, som var med til at ødelægge Dansk Folkeparti,” sagde Rikke Karlsson og fortsatte:
“Da jeg opdagede, hvad der foregik, gik jeg i gang med at researche, hvad de her EU-fonde var for noget, og jeg kunne ikke finde en eneste artikel om det. Det er magteliten inde i Europa-Parlamentet, der har de her fonde, og der var aldrig nogen journalister, der havde interesseret sig for, hvad de penge bliver brugt til. I hele Europa. I dag har Europa-Parlamentet faktisk ændret reglerne for, hvordan man kan søge de her midler,” lød det fra Rikke Karlsson.
Som fik mig til at sige, at så havde hun jo på en måde været med til at præge systemet. Min bemærkning gav hende endnu mere lyst til at tale om fortiden. Hun sagde:
“Jeg ringede til en journalist, jeg kender, og spurgte, hvad jeg skulle gøre for at undgå, at det kom til at handle om, at jeg er den lille forvirrede pige fra Rebild, for det var det, Dansk Folkeparti ville frame mig som dengang. Vi blev enige om, at jeg skulle sige til medierne, at de var velkomne til at komme herned til Bruxelles og høre, hvad det hele handler om. Jeg sagde, at de skulle sætte halvanden time af, og det gjorde hvert eneste medie… Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, B.T., Politiken. Alle rejste derned, mødtes med mig, og jeg forklarede dem, hvad det gik ud på, hvad jeg undrede mig over, og hvad jeg ikke ville finde mig i. Og så fik pressen jo alt muligt ud af det. Og så kom det drypvis årene igennem,” sagde Rikke Karlsson.
“Hvis det nu er rigtigt, at det hele starter med dig, hvordan har du det så med det i dag?” spurgte jeg så.
“Jeg har det rigtigt godt med det, jeg gjorde. Jeg kunne ikke have gjort det anderledes, hvis jeg skulle blive ved med at kunne se mig selv i spejlet. Jeg tænkte: ‘Det der, det er sørendansemig ikke i orden, for hvem bliver den næste, man gør det der med?’ Jeg var i chok over, at de var så sikre på min accept, at man ikke engang havde spurgt mig, om jeg ville have noget med de fonde at gøre. Tænk bare på, at man har bestyrelsesansvar, når man sidder i en bestyrelse. Det er ikke en lille ting. Og jeg prøvede i lang tid at få DF’s hovedbestyrelse til at kigge på det, men det var de ikke villige til, fordi det var for tæt på et valg.”
“Jeg er ikke en god politiker, jeg kan ikke det spil, der skal til. Det er desværre sådan, at man ikke bliver regnet for noget, hvis ikke man kan det der spil. Den der hårdhed. Det, at de synes, jeg er sådan en lillebitte en, at de bare kan flytte dig rundt. Det ville jeg ikke være med til. Ja, jeg bærer et ansvar, men alle bærer et ansvar for det, de gør. Det, der gjorde mest ondt, var min kærlighed til Søren. At skulle vende hinanden ryggen. Han er den yngste af min mormors børn. Han er min morbror,” fortalte Rikke Karlsson.
“Set på afstand ser det ud, som om det har taget ret hårdt på ham, det med at skifte fra DF til Danmarksdemokraterne,” sagde jeg så.
“Det tror jeg. Jeg har ikke snakket med ham om det. Han er jo det mest loyale menneske. Og jeg tror, det sværeste i hele hans liv har været at skulle forlade partiet. Han er en gammel general, der bliver med at bakke op. Derfor ved jeg også, hvor svært det har været for ham, det med mig. Det har været et smertenspunkt i familien. Det er virkelig besynderligt, at det lige er i dag, at det otte-års dagen,” bemærkede Rikke Karlsson.
En mønsterpresse
Så gik jeg hen til receptionens midtpunkt, Søren Espersen. Som det første takkede jeg ham for roserne til pressen.
“Jeg synes, det er træls at høre politikere, der brokker sig over pressen. Så skulle de fandeme bo i England, så kan de se, hvordan det foregår der. Vi har en mønsterpresse, den kan godt være skarp engang imellem. Det der klynkeri gider jeg ikke at høre på. Det er helt vildt, hvor god en presse vi egentlig har. Måske er det, fordi jeg selv er journalist, “ svarede Søren Espersen.
“Hvornår holder du op?” ville jeg vide. For det havde han jo selv lagt op til, at pressen skulle spørge ham om.
“Om mange år. Og så vil jeg henvise til Konrad Adenauer. Som, jeg mener, var kansler i Vesttyskland, da han lige var fyldt 90, så jeg har tyve år endnu, Mads,” svarede Søren Espersen. Han så ked ud af det, mens han sagde det. På hans højre øre havde han en smule eksem.
“Jeg talte lige med din niece Rikke, som siger, at det i dag er otte år siden, at hun meldte sig ud af DF. Meget tankevækkende. Det må da have været hårdt for dig, alt det med hende?” spurgte jeg så.
“Det var heller ikke let. Jeg holdt mig udenfor og henviste til, at det var for tæt på i familien. Det var svært for os begge to. Blod er tykkere end vand, Mads Brügger,” svarede Søren Espersen så.
Af en eller anden grund skiftede jeg herpå emne. Nok fordi der var for mange følelser på spil.
Rasmus Paludan
“Der står Rasmus Paludan i øvrigt,” sagde jeg. For det gjorde han nemlig. Ovre på den anden side af buffeten. Ved et cafebord sammen med formanden for Trykkefrihedsselskabet Aia Fog og sækkepibespilleren fra før.
“Han er her som journalist. Jeg sagde til ham, at han gerne måtte være med, bare han lover ikke at brænde noget af. Og det lovede han,” forklarede Søren Espersen.
Jeg gik straks over til Rasmus Paludans selskab.
“Hvordan går det her?” spurgte jeg.
“Det går godt. Stille og roligt,” svarede Aia Fog.
“Hvem var den kvinde, du talte med…? Den blonde?” spurgte Rasmus Paludan.
“Det var Rikke Karlsson,” svarede jeg.
“Hun nikkede til mig, men jeg vidste ikke, hvem det var, så det ville jeg lige sikre mig,” forklarede Paludan.
“Tak for musikken,” sagde jeg til sækkepibespilleren.
“Bernard er faktisk en af verdens bedste sækkepibespillere,” sagde Aia Fog.
Rasmus Paludans mening om Tobias Rahim
Nu fik jeg et af de mærkeligste interviews, jeg længe har lavet. Det startede med, at Rasmus Paludan spurgte mig:
“Har du i øvrigt læst Tobias Rahims bog?”
Da jeg ikke svarede, fortsatte han selv:
“Han har nævnt mig i sin nye sang. Han siger, at de politifolk, der beskytter mig, er spild af liv. Det gav mig anledning til at låne hans bog, da jeg var på biblioteket i går.”
“Og hvad synes du om den?” spurgte jeg så.
“Det er mest billeder. Han er pænere med tøj på end uden. Hans digte er nok det, man kalder banalt. Men det er meget ægte, for det er de fleste popsangere nok. Det er derfor, de bliver så succesfulde, fordi de appellerer til masserne med det banale. Det er jo derfor, Ed Sheeran og Justin Bieber er meget mere populære end Leonard Cohen. Jeg har talt med andre, og de er enige med mig i, at han er pænere med tøj på end uden,” fortalte Paludan.
“Han er meget nøgen i bogen,” bemærkede jeg.
“Helt nøgen! Hvilket jo også er modigt. Der er typisk to motivationer for, at ungdommen er nøgne: Enten at de er stolte af deres krop og gerne vil vise den frem. Eller at de er usikre og gerne vil have positiv feedback. Når man læser hans banale digte, kan man mistænke, at det er en kombination af nummer et og nummer to,” sagde Paludan.
“Må jeg tage et billede af dig til reportagen?” spurgte jeg.
“Ja ja, det må du da,” svarede Rasmus Paludan. Så jeg snuppede et billede, og så var den potte ude.
Mere Frihed. Flere Muligheder.
Apropos tragedier, ostrakisme og potter var det mandag den 23. oktober, at tæppet gik ned for Jakob Ellemann-Jensen som Venstres formand. Man kan kalde det en selvudstødelse, og hvis man dækker livet på Christiansborg, var der mødepligt.
Kl. 10 var der pressemøde foran partiets sekretariat i blå gang på anden sal. Som et medlem af kommentariatet sagde det til mig, var det umiddelbart et mærkeligt sted at tage afsked med partiets formand.
“Ikke langt fra toilettet,” som kommentatoren bemærkede. For hvorfor ikke vælge en mere værdig ramme til denne skelsættende begivenhed, som for eksempel Venstres gruppeværelse? Men sådan var det; et gangareal, hvor der var stillet tre høje, hvide cafeborde op og bag ved dem et stort, blåt roll up-banner med Venstres logo og slogan.
For dem, der ikke måtte kende dette slogan, lyder det: “Mere Frihed. Flere Muligheder.”
Foran denne kulisse sad så hele pressekorpset og ventede spændt. Det var allerede sivet ud, at Jakob Ellemann-Jensen om lidt ville trække stikket på sig selv, men dermed ikke sagt, at det ikke skulle blive interessant at se det ske.
Mens vi ventede, kunne man kun gisne om, hvor sindssyg en stemning der måtte være inde i Venstres back office, omme bag det blå roll up-banner. Frygt og panik måtte drive ned af væggene derinde, for om få minutter, når det blev meddelt pressen, at partiets bud på en winning ticket til at føre Venstre tilbage til fordums storhed var de introverte nørder Stephanie Lose og Troels Lund Poulsen, ville de fleste iagttagere sikkert tænke, at Venstre mere end nogensinde ligner et dødsdømt parti.
Og pludselig stod de der så; Lose, Ellemann-Jensen og Trolex. Hvad journalsterne blev vidner til, var historien om et bebudet selvmord. Alle havde set det ske. Alle havde set det komme. Det var kun et spørgsmål om tid.
Jakob Ellemann-Jensen sagde, at han nu var helt færdig i dansk politik. Ude af formandskabet for Venstre, ude af regeringen som økonomiminister og vicestatsminister og sluttelig ude af Folketinget.
“Sådan må det være. Sådan skal det være,” sagde Ellemann-Jensen, som nok engang repeterede de gule post it-notes, hvor der i prioriteret rækkefølge står Danmark, Venstre, regeringen og til sidst Jakob. Det var, skulle det vise sig, den sidste seddel, der var problemet, for Jakob Ellemann-Jensen var for en uge siden kommet i tanke om, at han var nødt til at tage konsekvensen af, at hans person skygger for Venstre.
Uanset hvor meget pressen spurgte til, hvad det præcis var ved hans person, der skyggede for partiet, fik vi ikke noget klart svar. Senere den dag, da jeg mødte Jakob Ellemann-Jensen oppe på terrassen på tredje sal og spurgte, om han kunne sige, hvor og hvornår det præcist var, at han indså, at spillet var ude, sagde han, at “det holder jeg for mig selv”.
Til gengæld ville Jakob Ellemann-Jensen gerne understrege, at han ikke var blevet presset til at gå. Han hævdede, at det alene var en beslutning, som var blevet truffet af ham selv, alt imens han stod i spagat mellem påstanden om, at han elsker SVM-regeringen og er stolt af alle dens resultater og påstanden om, at han alligevel er nødt til at forlade selvsamme regering, fordi hans person står i vejen for Venstres udvikling.
Vi fik også en overflod af taksigelser til Jakob Ellemann-Jensens familie. Både fra ham selv og fra Troels Lund Poulsen og fra Stephanie Lose. Klicheen om erhvervslederen, der stopper i sin stilling og i den forbindelse siger, at hans familie er det vigtigste i verden, blev pisket rundt i manegen.
Flere gange var der grøde i Jakob Ellemann-Jensens stemme. Det var anskuelighedsundervisning i, hvor hårdt og brutalt politik kan være. Ved siden af ham stod samtidig den mand, som er vulkaniseret med det stof, som Ellemann-Jensen mangler. En mand, som er brutal, taktisk, magtbegærlig, og som har stamina. Jeg taler naturligvis om Troels Lund Poulsen.
Fra nu af skal Trolex passe den politiske side af Venstre, mens Stephanie Lose tager sig af det organisatoriske. Formelt set skal den næste formand og næstformand først vælges til partiets landsmøde i Herning den 18. november, men naturligvis er det allerede blevet klappet af på forhånd, hvem det skal være – nemlig Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose.
Formanden for Esbjerg Havn
Mens alt dette udspillede sig, gik Søren Gade, formand for Folketinget og for Esbjerg Havn, ud på Facebook og skrev, at han “stærkt vil opfordre Troels og Stephanie til at melde sig på banen som et makkerskab, der kan føre Venstre gennem denne svære tid.”
Og i samme sekund, hvor Lose, Ellemann-Jensen, Troels Lund Poulsen og alle deres rådgivere var gået om bag det blå roll up-banner, stod Søren Gade midt imellem journalisterne. Som om han var steget ned fra loftet på en trapez. Havde det været en spillefilm, var det sådan, at kongemageren ville give sig til kende. Det eneste, Søren Gade manglede for at fylde rollen ud, var en stor, sort slængkappe og en monokel.
“Skal du være formand for Venstre?” spurgte jeg ham.
“Nej,” svarede Søren Gade.
“Hvordan kan man være sikker på det?” spurgte jeg.
“Hvis du læser min Facebook,” svarede Søren Gade, som nu var omringet af journalister. Han sagde, det var “en trist dag for Venstre”, men ville ikke – selvom journalisterne flere gange spurgte til det – svare på, om han var enig i, at Jakob Ellemann-Jensens person har skygget for partiet. Han ville heller ikke sige, hvad det præcist er ved Jakob Ellemann-Jensens person, der har skygget.
Gul gang er tom
Derfor gik jeg op på gul gang på tredje sal, hvor de fleste Venstre-folk har deres færden. Alle var væk. På Twitter / X skrev Jan E. Jørgensen, at han var “ked af det”. I det gamle Rom var det sådan, at når man skulle identificere konspiratorerne, skulle man kigge efter de senatorer, som var taget på landet, mens mørkets gerninger blev udført – og med det in mente tydede de tomme kontorer på, at alle i Venstres folketingsgruppe havde lod og del i Jakob Ellemann-Jensens fald.
Hjorten
Af mangel på bedre ringede jeg til partiets gamle chefindpisker, Claus Hjort Frederiksen. Over telefonen sagde han:
“Jeg synes, det er en trist måde, det skulle slutte på for Jakob.”
“Hvad er det ved Jakob Ellemann-Jensens person, der har skygget for Venstre?” spurgte jeg så.
“Jeg ved ikke, hvad han mener med det, men hele den diskussion af en CO2-afgift er kommet ud af den blå luft, fordi regeringen har nedsat et udvalg om, hvordan det her skal gennemføres, og det har været svært for Jakob,” svarede Claus Hjort Frederiksen.
“Er Troels Lund Poulsen den bedste formand for Venstre?” lød mit sidste spørgsmål.
“Helt klart. Det er efter min mening, hvad partiet har brug for. En politisk håndværker, der kan sit kram,” svarede Claus Hjort Frederiksen.
Tak for nu
Og tak, fordi du læste eller lyttede med. Jeg vender snart tilbage med en ny stuegang fra Folketinget. Til denne udgave har Malthe Emil Kibsgaard tegnet mig som tegneseriefiguren The Watcher i selskab med Søren Espersen og en sækkepibespiller. Præcis som det foregik i virkeligheden.
Med venlig hilsen
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her