Fri Mads #112: Den sædvanligt mistænkte
Charles Dickens skriver det så udmærket i anslaget til romanen En Fortælling om To Byer:
“Det var de bedste tider, det var de værste tider; visdommen sad til højbords, dårskaben sad til højbords; det var troens epoke, det var vantroens epoke; lyset havde magten, mørket havde magten; det var håbets forår, det var fortvivlelsens vinter; vi havde alle muligheder, vi havde ingen muligheder; vi var alle på vej til himlen, vi var alle på vej den modsatte vej.”
Et fad med risengrød
Så sandelig ja. Især denne onsdag den 25. oktober ved 9‑tiden, en mørk, regnfuld og vansiret morgen, hvor København lignede en stor spand lort. Der var noget at glæde sig til, og der var noget at frygte.
Især for en stuegænger.
Senere på dagen skulle jeg overvære præsentationen af et portrætmaleri af Bertel Haarder (V), som Folketinget havde bekostet for at fejre denne aldrende festoriginal. Og hvad jeg glædede mig rigtigt meget til i den forbindelse var at se, om kunstneren mon havde fulgt mit eget instinkt, nemlig at male Bertel Haarder som et æltefad med risengrød.
Frygt, had og lede
Vi fik at se, for først stod den på frygt, had og lede, nemlig til samråd med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i Klimaudvalget. Det var her, Løkke skulle stå skoleret og besvare alle de mange spørgsmål, der har rejst sig, efter det er kommet frem, at manden har sat sig i spidsen for noget så besynderligt som et udvalg for havvind inde i Udenrigsministeriet.
De fleste af spørgsmålene, som Løkke snart ville blive hudflettet med, gik selvfølgelig – og helt oplagt – på, om der mon var misliebige og pekuniære forbindelser mellem Løkke og verdens største grønne infrastrukturfond, nemlig Copenhagen Infrastructure Partners, populært forkortet til CIP.
For efter at åben-dør-ordningen for havvind blev lukket ned, slap CIP alligevel igennem nåleøjet som en flagermus ud af Helvede, og hvorfor gjorde de lige det, og hvorfor har Lars Løkke Rasmussen, som jo er udenrigsminister, selv taget teten på at lede et udvalg om havvind i indre danske farvande? Man skulle ellers umiddelbart tro, at hans egen klimaminister Lars Aagaard (M), som jo er ekspert på området, snildt havde kunnet turnere den sag. Så hvad laver Løkke i bolledejen?
Dette var spørgsmålet over dem alle. Eller sagt på engelsk: “That’s the thousand dollar question,” som Løkke forleden dag sagde på sit charmerende danglish under et online-møde med den ene halvdel af den russiske komikerduo Vovan & Lexus, som iført blackface spillede Den Afrikanske Unions kommissionsformand Moussa Faki. I øvrigt en af de pinligste øjeblikke for dansk diplomati nogensinde. Og for Lars Løkke Rasmussen selv.
Nifle
Da jeg nåede frem til udvalgsværelset i bunden af Vandrehallen, var Løkke allerede ankommet, men var i mellemtiden forsvundet ud på et nærliggende toilet. For at være sikker på at Løkke rent faktisk var ude for at pudre næse, spurgte jeg hans særlige rådgiver Karen Clement, hvor Løkke var henne.
“Han er ude og nifle,” sagde hun.
“Nifle?” spurgte jeg.
“Ja, bimmelim eller bummelum,” svarede hun.
“Ah! Jeg troede, det var et nyt udtryk for at ryge,” sagde jeg.
Imens forestillede jeg mig, at Løkke stod derude på det lille hus og dryppede kølige dråber fra Clear Eyes ned i sine blodskudte øjne. Han havde gjort det før, han kunne gøre det igen. Han var Den, som forbliver, magtmennesket, der altid står tilbage, når alle de andre har opgivet ævred. En menneskelig dolkhale. En bionisk overlevelsesmaskine. Et kryds mellem Freddy Blak og Francis Underwood.
Manden med 14 liv
Freddy Blak, fordi han på den ene side bliver spoofet af russiske komikere og konstant havner i penible situationer, som ville lægge enhver anden politiker i graven. Francis Underwood, fordi han altid formår at klare sig ud af kattepinen – og det lige fra indkøb af underbukser for andres penge til lån af en kvotekonges sommerhus. Apropos katte så sagde Hans Engell forleden dag på P1, at Løkke har hele 14 liv, altså fem mere end katten har.
I gamle dage var der en talemåde der lød: “Man gribes ej paa de veje, man aldrig kommer.” Lars Løkke Rasmussen gribes igen og igen de særeste steder, ofte på løbespor, hvor skovens mest berygtede dyr kommer, og derfor er Løkke konstant under mistanke. Han er – sagt på en anden måde – den sædvanligt mistænkte.
Terningerne er kastet
Så kom Løkke ud til os andre, og spillet kunne tage sin begyndelse.
Løkke gik forbi mig og videre forbi Morten Messerschmidt, Dansk Folkepartis formand, der stod sammen med sin SoMe-enhed og var ved at optage et klip om Løkke. Senere, til samrådet, ville Løkke sige, at Morten Messerschmidt fortjener “årets pris for konspirationsteori” grundet et tidligere videoklip, Messerschmidt har lavet, hvor han botaniserer i en mulig korrupt relation mellem Løkke, advokathuset Gorrissen Federspiel og CIP.
Lidt efter lidt havde alle taget plads inde i udvalgsværelset. Oppe fra væggen, i form af oliemalerier, kiggede forne tiders politikere ned på forsamlingen, og der var både væmmelse, melankoli og forundring at spore i deres blikke. Blandt de levende politikere kunne de se Bjarne Laustsen (S), rustbankeren fra Støvring, som var mødeleder. På højre flanke sad blandt andre Mona Juul (K), Inger Støjberg (DD) og Kim Edberg (NB). På venstre flanke sad blandt andre Peder Hvelplund (EL), Sascha Faxe (Å) og de Radikales Samira Nawa.
Midtfor, med ryggen til pressen, direkte over for Lars Løkke Rasmussen, sad Morten Messerschmidt (DF).
Så gik vi i gang.
“Der er noget, der stinker i den her sag,” sagde Enhedslistens Peder Hvelplund og talte om, at der skal luftes ud, så vi kan komme råddenskaben til livs.
Løkke så ud til at være flintrende ligeglad med Peder Hvelplunds fornemmelser for indeklima. Populært sagt kunne man se, at Løkke gav en fuck så lille, at selv hvis man tog et neutron-mikrosop til hjælp, ville man stadig ikke kunne se skyggen af bemeldte fuck.
“Jeg vil svare samlet på det hele,” sagde Løkke og gik så i gang med sin riposte.
Han lagde ud med at kalde udvalget for havvind for “et midlertidigt regeringsudvalg med mig i spidsen” og forsøgte sig med allehånde retoriske krumspring for at forsikre os om, at der intet odiøst var ved dette arrangement.
Hemlig nemlig
Især var Løkke pikeret over at være blevet skudt i skoene, at dette udvalg ligefrem er hemmeligt, for det var det overhovedet ikke, måtte vi forstå. En sælsom påstand at drage i byen med, eftersom udvalgets eksistens kun er kommet for en dag, fordi Frihedsbrevet og Zetland har opdaget, at det findes.
For eksempel havde Folketinget ikke fået et kuk at vide om denne stående komité for havvind under Løkkes bøllehat. Og da pressen fik nys om udvalgets eksistens, gik der i Frihedsbrevets tilfælde påfaldende mange timer, før Udenrigsministeriet overhovedet ville bekræfte, om dette udvalg eksisterer. Så jo, det var et hemmeligt udvalg.
“Det er blot et eksempel på et midlertidigt regeringsudvalg,” sagde Lars Løkke Rasmussen igen; altså underforstået et fuldkommen ligegyldigt regeringsudvalg, som ingen burde interessere sig for.
Et gok i nødden til Zetland
Der blev også skudt med spredehagl mod pressen. For eksempel var Løkke indigneret over, at Zetland ikke havde husket at gøre opmærksom på, at CIP sådan set ikke var alene om at søge om tilladelse til at sætte vindmøller op på havet, men har gjort det sammen med Ørsted.
Indirekte sagde Løkke altså, at Zetland bevidst havde skrevet Ørsted ud af fortællingen, fordi det skurrede i et konspiratorisk narrativ, der var vinklet på en suspekt relation mellem Løkke og CIP. Senere på dagen, da jeg lod mig fortælle, at Udenrigsministeriets pressechef Victor Boysen klokken syv samme morgen havde ringet til en journalist fra Zetland for at spørge til, hvorfor de ikke havde nævnt Ørsted sammen med CIP, forstod jeg, hvor desperat Løkkes spinenhed efterhånden er blevet.
Så var der Zetlands historie om, at regeringen havde modtaget en plan fra seks forskellige ministerier til, hvorledes Danmark kunne få bygget så meget havvind som overhovedet muligt og herefter havde hældt planen ned ad brættet for i stedet at forfølge Løkkes egne ideer om, hvordan kagen skulle skæres. Det gav Løkke virkelig ikke meget for. Han sagde, at der slet ikke havde været tale om en operativ plan fra de seks ministeriers side, men at det i stedet var “et forslag til udmelding af en intention”.
Det sagde hun også i går
Det svage led i kæden var selvfølgelig, at Løkkes og regeringens mystifystiske manøvrer var endt med, at der slet ikke var blevet bygget noget havvind, hvorfor området nu var gået helt i stå. Derfor klingede det tænderskærende falsk, når Løkke igen og igen understregede, at regeringen ene og alene var gået ind i sagen for at sikre, at lukningen af åben-dør-ordningen ikke skulle bremse opførelsen af havvind i Danmark.
“Så vi kan få noget op at stå… altså havvind,” sagde Løkke med et seksuelt innuendo, som gik hen over hovedet på de fleste denne morgen.
Spændingen stiger
Men det var kun de indledende chassetrin til det, der skulle vise sig at blive et af de mest spændende samråd, jeg nogensinde har oplevet. Derfor kan jeg på det varmeste anbefale at gå ind på Folketingets hjemmeside og se den halvanden time, det samlede forløb varede. Selvfølgelig ikke lige interessant alt sammen, men fra deromkring, hvor Løkke adresserer påstanden om, at der skulle være en usund relation mellem ham selv og CIP, bliver det virkelig sindsoprivende.
Lars Løkke Rasmussen sagde, at det var “grænseoverskridende” og “helt urimeligt” så meget som overhovedet at antyde, at han selv eller Moderaterne skulle være i lommen på CIP. Så at formaste sig til at spørge om det var selvfølgelig en helligbrøde af rang.
Alligevel ville Løkke helt undtagelsesvist – selvom han sagtens kunne lade være med at besvare disse modbydelige spørgsmål, at vi vidste det – lade nåde gå for ret. Et virkelig latterligt udfald fra Løkkes side, al den stund at det ikke var det fjerneste grænseoverskridende eller urimeligt at spørge ind til, om Lars Løkke Rasmussen har været i seng med CIP. Det var tværtimod sund fornuft.
Strategien fra Løkkes side mindede utroligt meget om dengang, han kaldte det “ulækkert”, “upassende” og “uværdigt”, at folk stillede spørgsmål til hans relation til kvotekongen John-Anker Hametner Larsen. Men den var jo god nok; Løkke havde en relation til Hametner, og skal man blive i sprogbrugen, er det ikke for meget sagt at kalde den ulækker.
Lars Løkke Rasmussen kunne så meddele Klimaudvalget, at CIP op til Folketingsvalget havde støttet nogle kandidater fra Moderaterne, hvoriblandt han ikke selv var at regne. Han sagde ikke, hvor mange kandidater fra Moderaterne, der havde fået penge af CIP, og han sagde heller ikke, hvem disse kandidater var – spørgsmål, som han nægtede at besvare, da han kom ud fra udvalgsværelset, og pressen spurgte ind til det.
Så det forbliver i det uvisse.
Til gengæld gjorde Løkke utroligt meget ud af, at CIP i alt har støttet folketingskandidater fra seks forskellige partier, så vi måtte forstå, at alle var lige gode om det. Da Løkke af Morten Messerschmidt blev spurgt om, hvorvidt CIP har spyttet penge i Moderaternes pengeklub, sagde Løkke resolut nej til det.
Løkke bemærkede så, at vi nu var gået “langt ud over, hvad jeg finder rimeligt”, så da han senere blev grillet på, hvorvidt han havde instrueret embedsfolk til at give CIP særbehandling, var det med korslagte arme, at han svarede.
Svaret var et kategorisk nej.
“Ingen er blevet instrueret,” sagde Lars Løkke Rasmussen.
Den sure Løkke
Et fyrsteligt morsomt øjeblik var, da Inger Støjberg – der jo om nogen er Løkke-connoisseur – spurgte, om Lars Løkke Rasmussen havde mødtes med repræsentanter fra CIP i andre sammenhænge end til det dionysiske dagsarrangement, som CIP havde holdt for Løkke til Folkemødet på Bornholm i sommer. Hertil lød Løkkes forbløffende svar, at han jo også var “handelsminister”, og derfor kunne han ikke på stående fod redegøre for alle de mulige og umulige sammenhænge, hvor CIP og han måske har bidt til bolle sammen.
Alle, der hørte det, sad garanteret og tænkte på, om finten med, at Løkke også er handelsminister, mon ikke var den nye udgave af den gamle sondring mellem privat-Lars og statsminister-Lars.
Endnu bedre blev det, da Støjberg bemærkede, at Løkkes egen klimaminister Lars Aagaard (M) havde takket nej til at deltage i CIP’s fine dining med Løkke på Bornholm, da Aagaards ministerium var af den vurdering, at arrangementet var “for fint.”
I forlængelse af det spurgte Støjberg så Løkke om, hvorfor han ikke selv havde ment, at det var for fint at spise kaviar og drikke Pouilly-Fumé sammen med gutterne fra CIP. Hertil svarede Løkke blot – og med en stemmeføring, der sagde, at nu var han ved at være oppe i det røde felt – at han ikke syntes, det var for fint. Desuden måtte han stille sig uforstående over for ideen om, at bordets glæder på nogen som helst måde skulle kunne “sætte sig i hans politik”.
Det er, når Løkke er i det humør, at jeg holder mest af ham. Den sure Løkke.
Der var så mange gode øjeblikke at vælge mellem, men hvis jeg skulle – foruden det allerede beskrevne – klippe samrådet sammen til en trailer, ville den nok inkludere øjeblikket, hvor Løkke blev spurgt om, hvilket ministerielt ressortområde havvind hører ind under. Et dejligt enkelt spørgsmål. Så opremsede Løkke en masse ministerier. Han nævnte Klimaministeriet, han nævnte Justitsministeriet, han nævnte Erhvervsministeriet. Det eneste, han ikke nævnte, var det ministerium, hvori der nu er et udvalg for havvind med ham selv i spidsen, nemlig Udenrigsministeriet.
Et andet highlight var, da Peder Hvelplund (EL) spurgte, om Lars Løkke Rasmussen havde været på nogle udlandsrejser i relation til CIP. Her kom Lars Løkke med et svar, hvor han eftertrykkeligt lukkede alle døre og tilstødende nødudgange efter sig, såfremt det senere måtte komme frem, at han rent faktisk har været et smut i udlandet i CIP-øjemed.
“Nej,” svarede Løkke blot.
Sagen i al sin komplekse enkelhed
“Det er det, som denne sag handler om i al sin komplekse enkelhed,” sagde Løkke sammenfattende henimod slutningen. Hvorefter Klimaudvalget kvitterede ved at love ham, at han snart vil blive indkaldt til endnu flere samråd, så de kan komme nærmere de svar, som Lars Løkke Rasmussen ikke rigtigt ville give dem.
Løkke rundede så af med at tildele Mona Juul (K), hvad der lød som en regulær skideballe. Hun fremstod i øvrigt som det medlem af Folketinget, der ved allermest om havvind, og man fornemmer klart, at hun har bidt sig fast i Lars Løkke Rasmussens knæhaser og ikke har tænkt sig at give slip lige foreløbigt. De skal nok få det hyggeligt sammen, de to.
Inger Støjberg
Da samrådet var slut, gav Løkke et kort interview til pressekorpset. Lidt derfra stod Danmarksdemokraternes leder, Inger Støjberg. Jeg gik over til hende og spurgte om, hvad hun havde fået ud af samrådet med Løkke.
“Det efterlader flere spørgsmål end svar,” sagde Støjberg og fortsatte:
“Man kan jo ikke sige, at den Lars Løkke, der var mødt op i dag, var en af naturens muntre sønner.”
“Ja, det var en meget sur Lars Løkke,” bemærkede jeg.
“Jeg synes jo fortsat, det er besynderligt, at det er Lars Løkke, der sidder for bordenden (for et havvindsudvalg, red.), og et underligt moment var, da han lister alle de ministerier, der har en ressortmæssig andel i det her op, og det eneste ministerium, der ikke bliver nævnt, det er så Udenrigsministeriet. Det er et decideret underligt øjeblik i samrådet. Så det mangler vi at få svar på, og så mangler vi at komme til bunds i hans personlige interesser,” vurderede Inger Støjberg.
“Stor komik var det i hvert fald,” sagde jeg for at runde af.
“Der var meget specielt. Det var meget specielt,” gentog Inger Støjberg.
Aktiv dødshjælp
Nå, men på den igen. Dagen var kun lige begyndt, og det vrimlede med rygter i Borgens gange. Et rygte der sagde, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen med kort aftræk havde taget Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh med på en smuttur til Kiev for at besøge præsident Zelenskyj. Et andet rygte sagde, at Jimmi Åkeson, formanden for Sverigedemokraterne, i dag ville gæste Folketinget for at besøge partierne Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance.
Hvad der også virkede utroligt dragende på mig var, at medlemmerne af SMVdanmark – Foreningen for Små og Mellemstore Virksomheder – netop nu var samlet ovre ved Fællessalen, hvor de stod og proppede sig med sandwicher, som klapsammen-madder jo hedder på talesprog. Som bekendt har jeg en faible for interesseorganisationer, man aldrig hører om.
Men det kunne være det samme, for klokken 12.13 slog lynet ned i Christiansborg med et eftertrykkeligt brag; Troels Lund Poulsen ville gribe efter magten som formand for Venstre, og lige om lidt ville han og Stephanie Lose holde doorstep for pressen og her erklære deres kandidatur til henholdsvis posten som formand og næstformand for det smuldrende parti Venstre. Aldrig havde der været mere drøn på dansk politik end nu.
Jeg måtte lige sunde mig lidt. Det var virkelig for meget alt sammen. Jeg satte mig ind i det hak, der er overfor receptionen, for at finde fred og hvile. Her sad der en anden mand. Det viste sig at være Flemming Schollaart fra Landsforeningen Ret til at Dø. Han var blevet inviteret ind af den konservative folketingsgruppe for at fortælle dem lidt om aktiv dødshjælp. Altså umiddelbart et perfekt emnevalg til et parti med Søren Pape Poulsen som formand.
Schollaart – der ligner DR’s børne-tv-vært Jens Olesen, som tegnede med kul i 1980’erne – sagde, at han lå i pendulfart mellem Danmark og Basel i Schweiz, hvortil han ledsager danskere, der gerne vil aflives.
Han sagde, at han ikke fik nogen penge for det, men alene gjorde det for at hjælpe forpinte mennesker med at komme af dage. Hans seneste klient havde været en 65-årig kvinde, der havde haft sclerose i tyve år. Nu var hun død. Mere nåede vi ikke at tale om, før han blev hentet op til de konservative.
Ole Glahn
Jeg søgte op mod Rød Gang på anden sal, hvor der snart skulle være doorstep med Trolex og Lose. På vejen mødte jeg et såkaldt gråt bånd, nemlig det tidligere folketingsmedlem for de Radikale, Ole Glahn. Han havde også set samrådet med Løkke i Klimaudvalget og havde bemærket, at jeg havde været blandt tilhørerne.
Helt uopfordret sagde Glahn, at Løkke var en mester i at tale udenom, og at det er synd for demokratiet, at Løkke kan slippe af sted med at opføre sig på den måde. Vi talte også om, at når Glahn så tilbage på sine 35 år i dansk politik, så var det udligningsreformen, som han lavede sammen med Marianne Jelved tilbage i 2006, som han var mest stolt af.
Nu skulle han ind på Folketingets bibliotek for at læse dagens aviser.
Kristian Jensen
Jeg tog plads blandt de andre journalister, der stod opstillet bag et afspærringsbånd ved paternosteren – den stedsegående elevator, som i øvrigt er under reparation. Længere nede ad gangen vrimlede det med mennesker, der gik ind og ud af gruppeværelserne. Det var mærkeligt at tænke på, at den konservative folketingsgruppe netop nu sad og hørte om aktiv dødshjælp.
Pludselig kom Venstres gamle næstformand Kristian Jensen gående i et rasende tempo, og et sært optrin udspillede sig. Man skulle nok have været der for virkelig at kunne værdsætte, hvad der følger nu, men der skete altså dét, at så snart Kristian Jensen fik øje på journalisterne, og vi på ham, råbte Kristian Jensen med vred og resolut stemmeføring:
“STOP! STOP! STOP! I KAN GODT SPARE JER!”
Det, som gjorde det helt enormt mærkeligt, var, at ingen havde spurgt Kristian Jensen om noget, og min egen fornemmelse var, at ingen havde tænkt sig at spørge Kristian Jensen om noget. For hvorfor skulle man dog interessere sig for ham? Men for at lejligheden ikke skulle være helt spildt, råbte jeg alligevel efter ham og spurgte, hvorfor han ikke havde taget sin verdensmålsnål på, men det svarede Kristian Jensen ikke på.
Undskyld til Thorning
Så begyndte en stroppetur af de længere. En streng og uafbrudt øvelse i kunsten at vente. For når man først har fået en god plads bag afspærringen, vil man jo ikke af med den igen. Jeg stod ved siden af Brian Weichardt fra Ekstra Bladet, der var optaget af at spørge både socialdemokrater og Venstrefolk til, hvad de mener om, at tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) nu kræver en undskyldning af Troels Lund Poulsen for at have spredt rygter om, at Thornings mand er homoseksuel, alt imens Troels Lund Poulsen selv var skatteminister. En grim og gammel sag, der stadig spøger, og som ingen rigtigt havde lyst til at tale med Brian Weichardt om.
Jakob Ellemann-Jensen er borte og glemt
Undervejs fik vi et par korte glimt af Søren Pape Poulsen, der forsøgte at undgå pressen. Jeg ville ellers gerne have spurgt ham, om det egentlig ikke er vældigt inspirerende at se en formand gå af, fordi han skygger for sit parti. Men det må blive en anden god gang. I øvrigt var det, som om Jakob Ellemann-Jensen allerede hørte fortiden til. Man tænkte næsten ikke på ham mere.
Jan E. Jørgensen
På lang afstand fik vi pludselig øje på Venstres Jan E. Jørgensen. Han råbte til journalisterne, at det var godt, at vi var spærret inde.
“Der skal være et skilt, hvor der står, at I ikke må fodres,” lød det fra Jan E. Jørgensen.
Doorstep
Vi ventede og ventede. Hans Skovgaard, Venstres mediechef – der er så glad for, at jeg har skrevet, at han er “en af dansk presses helt store røvhuller”, at det nu står at læse på hans Twitter-profil – sagde, at han havde set på TV 2, at Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose ville komme ud til os klokken to.
Lidt derfra, i et hjørne for sig, stod Troels Lund Poulsens særlige rådgivere Jakob Ullegård og Søren Olufsen i en fortrolig samtale med Venstres partisekretær Christian Hüttemeier. Det så ikke ud, som om der blev lagt planer til gavn for menneskeheden.
Næsten prik klokken 14 stod Trolex og Lose foran os. Alle ventede spændt på hvilke ord der ville forlade deres læber.
Det var allerede blevet bemærket at i stedet for at kalde Venstre for et “liberalt borgerligt parti”, sådan som Ellemann-Jensen havde gjort det, var Stephanie Lose nu begyndt at kalde det for et “borgerligt liberalt” parti. Mon der var mere af samme skuffe i vente?
Og så kom det:
“Venstre står i en svær situation. Vi har haft lejlighed til at drøfte med hinanden, hvad der er den rigtige løsning i den situation, og derfor har vi fortalt folketingsgruppen, at vi gerne vil melde os som en samlet ny ledelse af Venstre,” sagde den evige elevrådsformand Stephanie Lose.
Det var helt åbenlyst ikke en udtalelse, der kommer til at forplante sig til børshajerne på Wall Street.
“Ja, og det er jeg rigtigt glad for, at Stephanie og jeg har kunnet tale om og nå til enighed om, at det er den model, vi gerne vil foreslå Venstres medlemmer i forbindelse med det landsmøde, der kommer i november måned,” supplerede Troels Lund Poulsen, og hermed var topmålet af sproglig fattigdom vist nået.
Så blev de bombarderet med spørgsmål. Da jeg endelig fik lov, var der blevet spurgt om det meste, så jeg måtte tænke hurtigt.
“Hvorfor havde du Alex Vanopslagh med til Kiev?” spurgte jeg så.
“Det er korrekt, at jeg havde Alex Vanopslagh med til Kiev. Og det havde jeg – ikke fordi der er noget mærkeligt i det. Jeg rejste derned for at besøge den ukrainske forsvarsminister og præsident Zelenskyj. Og som det har været tidligere, også med tidligere forsvarsministre, så har man jo før inviteret nogle af oppositionspolitikerne med, og derfor synes jeg, det gav god mening at invitere Alex Vanopslagh med til Ukraine, så Zelenskyj kunne se, at i Danmark kan vi godt være uenige om nogle ting, men vi bakker op om Ukraine,” svarede Troels Lund Poulsen.
“Var det også for at drøfte med Alex Vanopslagh, at du skal være formand for Venstre?” spurgte jeg.
“Nej, det nåede vi aldrig at drøfte. Jeg havde en kupe for mig selv, og Alex Vanopslagh sov med en særlig rådgiver, så jeg tror aldrig…”
Så blev Trolex afbrudt med et spørgsmål om landbruget og CO2-afgiften.
“Nu tror jeg lige, man skal tage det lidt stille og roligt. Vi har bedt et ekspertudvalg om at se på nogle mulige modeller for en CO2-afgift. Det her er enormt besværligt, det findes der ikke nogen lette løsninger på, hvis man skal gøre det,” svarede Troels Lund Poulsen og fortsatte derudad.
Alt hvad Trolex sagde, var sød musik i landbrugets ører. Det var fri licens til at sprøjte gylle ud over det hele. Jeg forsøgte at spørge ind til, at han havde sagt, “hvis man skal gøre det,” men det var der ingen, der hørte.
Jeg kiggede på Troels Lund Poulsens håndled. Om det venstre håndled sad et armbånd lavet af et stykke grøn snor. Hvad det betød, havde jeg ingen anelse om, men jeg var rimelig sikker på, at det ikke var et venskabsbånd, han havde fået af Greta Thunberg. På det højre håndled kunne man lige skimte kanten af, hvad der lignede et dykkerur fra Rolex. Ifølge en kilde fra Venstres sekretariat er det et Rolex, men kilden understregede samtidig, at det er et ur, som Troels Lund Poulsen selv har betalt. Det skulle jo også nødigt hedde sig med mandens historik på ur-fronten taget i betragtning.
Bortset fra det var Trolex iført et mørkt jakkesæt, et diskret mønstret slips, hvid skjorte og brillerne med det gennemsigtige stel. Han lignede på alle måder en teknokratisk nørd, der var klar til at hapse en ordentlig bid af magtens Jamon Serrano.
Stephanie Lose var iført en skrigpink bluse og mørke bukser. Hun virkede til gengæld, som om hun havde det lidt skidt med det hele. Hvilket man ikke kan bebrejde hende; der var alt mulig grund til at have det lidt skidt med det hele, og da især når opgavebeskrivelsen går ud på at genrejse fallitboet Venstre.
#farmersdaughter
Mens jeg husker det, har jeg gjort en lille opdagelse vedrørende Troels Lund Poulsen. Hvad der er lidt mærkeligt – men dog stadigvæk menneskeligt, skal jeg skynde mig at sige – er, at Troels Lund Poulsen, der på Instagram hedder @traktortroels, her følger hashtagget #farmersdaughter.
Hvis man går ind på Instagram og ved selvsyn kigger nærmere på sagerne, vælter der en lind strøm af let afklædte og velformede bondepiger ud. Man kan vel kalde det en slags soft porn for jordbrugere. Hvilket skal være Troels Lund Poulsen vel undt, det er jo ikke ulovligt at kigge på dejlige damer, men alligevel; det er en opdagelse, jeg helst havde foretrukket at være foruden. Til gengæld er der sikkert mange i Venstres bagland som vil synes at det er vældigt meget root down.
Fernisering
Nå, det var et sidespring, for det var jo ikke det vi kom fra. Vi kom fra at jeg skulle videre i teksten, nemlig til præsentationen af portrættet af Bertel Haarder. Det foregik oppe i Samtaleværelset i Vandrehallen, og så vidt jeg kunne se, var der stadig en halv time tilbage at løbe på. Jeg skyndte mig derop og blev mødt af lyden af klirrende glas og livlig samtale.
Til min skuffelse var Bertel Haarder ikke blevet malet som et æltefad med risengrød, men derimod som sig selv, stående i et grønt buskads med højre hånd hævet.
Først troede jeg, han heilede til beskueren, men heller ikke det viste sig at være tilfældet; Bertel Haarder vinker til sit publikum.
Lidt derfra stod billedkunstneren Maria Wandel. Jeg benyttede lejligheden til at interviewe hende om processen med at male det længst siddende medlem af Folketinget i nyere tid.
“Jeg har været herinde og fotografere ham alle mulige steder på Borgen, men besluttede så at få ham udenfor, ud i Bibliotekshaven. For ud fra forlægget så synes jeg, det var meget federe at få ham ud i det grønne,” sagde hun.
“Uden slips, mere afslappet?” spurgte jeg for ligesom at holde samtalen i gang.
“Uden slips, afslappet. Han er sådan en naturmand, der ser stolt og flot ud og vinker og har sådan en statsmands-værdighed,” svarede Maria Wandel.
“Hvordan var han at arbejde sammen med?” spurgte jeg så. For det var det, jeg gerne ville frem til.
“Han elskede at komme op i mit atelier og slå sig løs. Så smed han jakken og satte sig i min overmalede sofa. Han elskede at være der. Så jeg sørgede altid for, at der var rigeligt at drikke. Og kager og sådan noget. Du ved, noget champagne for ligesom at få ham lidt i stemning. Jeg lavede mange versioner. Også nogle vilde versioner, for eksempel med spraymaling. Men den her version kunne han se sig selv i. Det er også den mest energiske og levende version,” forklarede Maria Wandel.
Mens vi talte, blev portrættet af Bertel Haarder flyttet væk. Nu skulle det ned og hænges op i Skufferummet ved siden af Fællessalen, hvor alle de politikere, der ikke opfylder betingelserne for at være i portrætsamlingerne for tidligere formænd og tidligere statsministre, er hængt op. De, der hænger i Skufferummet, er derimod alle dem, der virkelig har skilt sig ud i dansk politik. Enerne. For eksempel Erhard Jakobsen. Eller Jacob Haugaard. Eller Mogens Glistrup. Og så snart Bertel Haarder.
Som stadig var til stede i Samtaleværelset, Bertel Haarder altså. Jeg gik hen til ham og spurgte, om han var manden, der kunne samle op på det, der var sket i Venstre de seneste dage med Ellemann-Jensens afgang og så Troels Lund Poulsen, der har meldt sig som formand.
“Hvad skal man tænke om det?” spurgte jeg.
“Jeg tror, de fleste vil sige, at Troels Lund Poulsen er det oplagte valg. Nogle medlemmer synes, det er lidt hurtigt at afgøre sagen, og den er jo heller ikke afgjort før den 18. november,” svarede Bertel Haarder.
“Er du en af dem, der synes, det er gået lidt for hurtigt?” ville jeg vide.
“Ja, måske, men på den anden side var det fuldstændigt det samme med Uffe Ellemann, det var fuldstændigt det samme med Lars Løkke. Sådan bliver man valgt som Venstres formand i vore dage. Fordi medierne betyder mere end medlemsdemokratiet. Det er jo sandheden,” svarede Bertel Haarder og fortsatte:
“Men det er ikke en kritik af Troels (Lund Poulsen, red.), som har vist sig at være en meget sikker håndværker. Han må bare ikke lave om på sig selv. Han skal bevare sit nørdede udtryk som den gode håndværker, der ikke er særlig god til at holde taler. Og det skal han holde fast i,” sagde Bertel Haarder.
“Helt klart. Når Jakob Ellemann-Jensen siger, at han skyggede for sit parti, er du så enig i, at han gjorde det?” spurgte jeg så.
“Jeg troede jo til det sidste på, at han kunne vende det, fordi jeg hele tiden husker hans fars katastrofale start, hvor han ved valget røg ned på 10,3 procent af stemmerne. Jakob røg kun ned på 13,3 procent. Det var en ren katastrofe, og Mette Fugl fra DR spurgte Uffe på valgaftenen: ‘Jeg troede, du skulle sælge billetter, men det var måske ved udgangen?’ For åben skærm! Uffe var ikke mange sure sild værd dengang. Men han kom jo mildest talt over det. Det tror jeg også, Jakob havde kunnet. Blandt andet fordi han sad i en regering og havde en vigtig ministerpost. Så jeg ville nok ikke have givet op, hvis jeg var ham,” svarede Bertel Haarder og drejede så samtalen over på portrættet.
“Nu er det kommet ned og hænge i Skufferummet,” sagde han.
“Ja, tillykke med det! Du hænger jo blandt legender,” bemærkede jeg.
“Det gør jeg. Det er da rigtigt, at jeg hænger blandt alle de sjove,” svarede Bertel Haarder.
Afterparty
Så fik vi selskab af billedkunsteren Maria Wandel.
“Bertel og jeg har aftalt. at vi skal have afterparty oppe i atelieret, fordi det er så hyggeligt,” sagde hun.
“Der er det mig, der kommer med champagnen,” lød det fra Bertel Haarder.
“Det vil jeg meget gerne være med til, hvis jeg må?” sagde jeg.
“Ja, det må du gerne,” tilbød Maria Wandel.
Skufferummet
Så gik vi ned i Skufferummet for at se det endelige resultat. Portrættet af Bertel Haarder hang allerede oppe i øverste højre hjørne. Det så ud, som det altid havde hængt der.
“Hang der nogen før?” spurgte jeg formanden for Folketinget, Søren Gade, der var mødt op for at overvære ophængningen af Bertel Haarders portræt.
“Ja, det gjorde der, men jeg kan bare ikke huske hvem,” svarede formanden for Esbjerg Havn.
“Der er jo også nogle originaler, der går i glemmebogen,” påpegede jeg.
“Den næste, der forsvinder fra portrætsamlingen med statsministre, er Stauning, når Lars Løkke Rasmussen bliver malet. Kirkegården er jo fyldt med uundværlige mænd og kvinder. Udødeligheden stopper på et tidspunkt,” sagde Søren Gade.
Hvilket jo i øvrigt giver anledning til et interessant spørgsmål: Hvorfor har Lars Løkke Rasmussen stadig ikke fået malet sit portræt til statsministrenes galleri?
Det er jo omtrent fire år siden, at Løkke gik af som regeringsleder. Er det, fordi han stadig går rundt og forestiller sig, at han vender tilbage til Statsministeriet? I hvert fald er det et spørgsmål, som er oplagt at bore i, næste gang jeg er på stuegang.
Keyzer Söze
Mere får du ikke for den 25-øre. Tak, fordi du læste eller lyttede med. Malthe Emil Kibsgaards illustration er en parafrasering af plakaten til filminstruktøren Bryan Singers mesterlige krimimysterium The Usual Suspects (1995). Som det fremgår af tegningen, er alle de mistænkte een og samme person, nemlig Lars Løkke Rasmussen. En af dem er selvfølgelig den mystiske superskurk Keyzer Söze.
Spørgsmålet er bare, hvem der er hvem?
Med venlig hilsen
Chefredaktør Mads Brügger, Frihedsbrevet
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her