Fri Mads #113: Rosenhan Eksperimentet
Engang imellem, når jeg går rundt i Borgens gange, kommer jeg til at tænke på et eksperiment, som den amerikanske psykolog David Rosenhan lod udføre tilbage i 1973.
Forsøget gik ud på, at Rosenhan og en gruppe forsøgskaniner fingerede, at de var sindssyge og lod sig indlægge på en række psykiatriske hospitaler. Da de først var kommet inden for murene, blev de nægtet løsladelse eller udskrivning, selvom de opførte sig normalt og helt åbenlyst var raske.
I stedet skete der det, at de alle, på nær en, blev diagnosticeret som værende skizofrene. Og Rosenhan selv – som eksperimentet er opkaldt efter – blev kun løsladt på betingelse af, at han indrømmede, at han var sindssyg og gik med til at tage antipsykotisk medicin.
Da eksperimentet senere blev beskrevet i fagbladet Science, skete det under overskriften: “On Being Sane in Insane Places.”
På den konto hjælper det mig ikke ud af Christiansborg, hvis jeg indrømmer, at jeg har knald i låget og spiser en håndfuld lithium. For så nemt er det ikke at komme ud. Er man først kommet ind, er der ikke rigtigt nogen vej tilbage. Man bliver nemlig slemt afhængig af sin adgang til miljøet og gør hele tiden opdagelser, der bevirker, at man er nødt til at fortsætte. Man holder helt op med at interesse sig for verden uden for.
Man vil ikke væk.
Tænk bare på, hvad jeg har oplevet det seneste stykke tid: Jeg har været til reception for at fejre udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Beks (S) nye bog. Jeg har set den spanske konge sammen med formanden for Esbjerg Havn. Jeg har været til samråd med Udenrigspolitisk Nævn om situationen i Gaza. Og så har jeg været til udvidet spørgetime og hasteforespørgsel med statsminister Mette Frederiksen (S) om FE-skandalen, som samlet set var en mageløs anskueliggørelse af, hvor afmægtigt Folketinget er blevet.
Læg dertil en demonstration for palæstinenserne i Gaza på slotspladsen og en mindehøjtidelighed for Krystalnatten i Rigsdagsgården.
Plus det løse, som ellers ikke er så lidt.
Det løse
Til kategorien “det løse” hører et dybt besynderligt telefonopkald, jeg foretog til Venstremanden Erling Bonnesen. Mit ærinde var, at jeg lige skulle have bekræftet nogle oplysninger til baggrund. Jeg var altså ikke ude på at interviewe Erling Bonnesen og regnede sådan set med, at det var en formsag at få mit spørgsmål klappet af.
Det mest skyldige menneske i verden
Det eneste, jeg vidste om Erling Bonnesen på forhånd, var, at han måske havde været lidt for ivrig under corona-nedlukningen, hvor der var loft på, hvor mange parlamentarikere der måtte være inde i Folketingssalen ad gangen, og i den anledning var Erling Bonnesen havnet i rollen som dørmand. En rolle, som han altså gik op i med liv og sjæl. Nu forstår jeg, at denne detailoplysning kun er toppen af isbjerget, når det gælder fænomenet Erling Bonnesen.
Samtalen med Bonnesen begyndte med, at jeg sagde, at jeg bare ringede til baggrund for at høre, om han lige kunne bekræfte nogle oplysninger i forbindelse med en sag, jeg var ved at undersøge.
Bemærk her, at jeg slet ikke nåede at sige, hvilken sag det drejede sig om, før Bonnesen svarede:
“Den sag har jeg ikke noget med at gøre, og jeg har ingen kommentarer.”
“Men Erling Bonnesen, det er ikke et interview det her, jeg vil bare høre, om du – og det er som sagt udelukkende til baggrund – kan bekræfte nogle oplysninger vedrørende en sag, jeg …” nåede jeg at sige, før Bonnesen svarede.
“Men det kan jeg ikke bekræfte, for den sag har jeg intet med at gøre.”
“Men Erling Bonnesen, jeg har ikke jo ikke engang fortalt dig, hvilken sag det drejer sig om, så jeg forstår ikke, hvorfor du siger, at du ikke har noget med sagen at gøre,” svarede jeg så.
“Ja, og jeg siger netop til dig, at jeg ikke har noget med den sag at gøre,” svarede Bonnesen.
Sådan fortsatte samtalen i flere minutter. Til sidst holdt jeg liv i den alene, fordi det alligevel hører til sjældenhederne, at man taler med et menneske, som er plukkemodent til kolbøttefabrikken. I hvert fald er det sikkert at skrive, at Erling Bonnesen opfører sig som det mest skyldige menneske i verden.
Og så er det bare, jeg gerne vil spørge: Er det ikke dybt fascinerende, at der findes et menneske som Erling Bonnesen inde i Folketinget? At han simpelthen går rundt i Borgens gange, mens jeg skriver disse linjer.
Det er præcis derfor, jeg ikke vil væk fra Borgen, og derfor jeg gerne leger skør for at blive derinde.
Kasper Sand Kjær
Men engang imellem hænder det, at der er mennesker, der slipper ud af Borgen. Når det sker, påkalder det sig straks alles opmærksomhed.
“Hvordan slap de væk? Hvad skal de nu?” spørger slottets beboere sig selv.
Tag for eksempel Socialdemokratiets Kasper Sand Kjær, som efter fire et halvt år på tinge pludselig fik nok. Som lyn fra en klar himmel meldte han ud på Facebook, nærmere bestemt tirsdag den 31. oktober, at han forlod Folketinget med omgående virkning.
“Efter mere end 20 år med politiske poster og tillidshverv – fra elevrådsformand til folketingsmedlem – har jeg brug for at prøve noget nyt. Og brug for at prøve at være noget andet end mit politiske hverv,” skrev Kasper Sand Kjær til alles overraskelse på Facebook. Siden har han, så vidt jeg kan se, helt slettet den profil, han havde som politiker, på Facebook.
Ingen i Socialdemokratiets folketingsgruppe havde vidst noget om det. Tilsyneladende kom det bag på alle. Der var ikke planlagt nogen afskedsreception, og Kasper Sand Kjær skrev ikke noget om‚ hvad han skulle lave i stedet.
Først to uger senere kom det frem, at Kasper Sand Kjær nu skal være partner i en nystiftet rådgivningsvirksomhed, der hedder noget så gennemtænkt som Polbureau ApS. Her vil han angiveligt “skabe forandring i krydsfeltet mellem politik, organisationer og ledelse”, og “bringe erfaringer og oplevelser fra en eller anden organisation ind i en politisk arena”, som det fremgår hos Mandag Morgen.
Hvortil man kun kan spørge, at hvis Kasper Sand Kjær virkelig vil skabe forandring i krydsfeltet mellem politik, organisationer og ledelse, hvorfor i alverden er Kasper Sand Kjær så ikke blevet der, hvor man har allerbedst mulighed for at gøre netop det, nemlig som medlem af Folketinget og så ovenikøbet for det største og mest magtfulde parti?
Og hvis han endelig skulle veksle sine tyve år i politik til klingende mønt, hvorfor dog ikke sælge sig selv til nogle af de tunge aktører på markedet, der sjakrer med adgang til det politiske niveau?
Så det er altså lidt mærkeligt med ham Kasper Sand Kjær. Som politiker havde han været usynlig længe og fraværende i sine ordførerskaber, og lige pludselig, helt uden videre, er det hele så bare slut.
Gunvor Wibroe
Mens vi er ved personalenyt, så afløses Kasper Sand Kjær i øvrigt af førstesuppleanten fra Taastrup-kredsen, nemlig socialdemokraten Gunvor Wibroe, der i øvrigt er rådmand på Frederiksberg. Og – hvad der er endnu mere interessant – medlem af bestyrelsen for teatret Aveny‑T, hvor hun i sin tid var med til at fyre vores allesammens Jon Stephensen som direktør. Så skæbnen vil altså, at hun og løsgængeren Jon Stephensen før eller siden kommer til at møde hinanden i Borgens gange.
Hvor jeg selv fortsat går rundt, uge efter uge, i min rolle som stuegænger.
Arbejdets Land
I den forbindelse var det, at jeg en eftermiddag, i hvad der efterhånden føles som en evighed siden – men ifølge min mobiltelefon var det altså den 2. november – kom forbi for at gæste en receptionen i anledning af udgivelsen af socialdemokraten Kaare Dybvad Beks nye bog om arbejdets glæder. Arbejdets Land hedder denne udgivelse, som, jeg antager, bliver årets mandelgave i alle retskafne, protestantiske danske hjem.
Arrangementet blev afholdt i Socialdemokratiets gruppeværelse, og som kortene faldt, ankom jeg samtidig med formanden for DJØF, Sara Vergo.
Det helt oplagte samtaleemne denne dag var selvfølgelig, at Højesteret har sparket gonaderne helt op i bihulen på anklagemyndigheden i relation til retssagerne mod tidligere FE-chef Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Så eftertrykkeligt et los i statsmagtens kronjuveler havde det været, at det kort forinden var blevet meldt ud, at systemet nu helt ville droppe at føre sagerne for landsforræderi mod Findsen og Hjort.
Hermed var skandalen fuldbyrdet, og kravet om en tilbundsgående undersøgelse af hele FE-sagen stod bøjet i neon over Slotsholmen. Så da jeg nu gik ved siden af Sara Vergo, tænkte jeg, det var oplagt at spørge, hvad hun tænkte om alle løjerne.
“Tove… Hvad tænker du om…” fik jeg sagt, før hun rettede mig.
“Jeg hedder Sara,” sagde hun.
“Undskyld! Sara!” rettede jeg mig selv.
“Jeg er bare blevet kaldt Tove Fergo nogle gange, det er bare derfor,” sagde hun.
“Hvad tænker DJØF om undersøgelsen af FE-sagen?” spurgte jeg. For det var jo det, jeg ville spørge om.
“Den har jeg ikke nogen kommentarer til,” sagde Sara Vergo.
“Ikke nogen kommentarer? For dels handler det jo om en af jeres medlemmer (Lars Findsen, red.), men kan jo også involvere en undersøgelse af jeres medlemmer (embedsværket, red.),” forklarede jeg.
“Jeg har ikke nået at snakke med nogen som helst om, hvor vi står henne. Så det vil jeg gerne vente lidt med,” sagde Sara Vergo, og da hun sagde det, stod vi allerede inde i Socialdemokratiets gruppeværelse.
Max Weber uden Gud
Lokalet var pakket til randen. Arne Hardis fra Weekendavisen var der. Jarl Cordua var der. Tidligere kulturminister Joy Mogensen (S) var der, og hvis man hører til dem, der synes, det er lidt sjovt, at nogen, man troede var bittesmå, viser sig at være påfaldende høje i virkeligheden, så er det sjovt at se Joy Mogensen i naturlig størrelse. Det er slående, hvor høj hun faktisk er.
Knap havde jeg fået Dybvad Beks nye bog stukket i hånden, før en gæst hviskede mig i øret, at “det er Max Weber uden Gud”. Gæsten havde ret. Bogen er en velskrevet hyldest til arbejdets glæder, og hvis man savner Gud i ligningen, kan man bare læse på bagsiden, hvor det står skrevet, at vi allerede lever i Paradis, nemlig i velfærdssamfundet Danmark. Så hvis det ellers står til troende, at Danmark er Edens Have, må det eneste, der kan vente danskerne i det hinsides, logisk nok være en envejsbillet til Helvede.
For man kommer jo ikke i Paradis to gange.
Må jeg være fri
“Velkommen til reception for Arbejdets Land, jeg er glad for, at der er kommet så mange. Jeg var nervøs for det, for danskerne har jo en meget høj arbejdsmoral. Det er også dejligt at se så mange efter en uge, hvor jeg har fået lov til at være med i den offentlige debat,” sagde forfatteren, altså udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S). Som rigtig nok har løbet spidsrod i pressen, efter han er blevet landskendt for at mene, at man ikke skal have dårlig samvittighed, hvis man henter sit barn i børnehaven fem minutter i lukketid.
Så blev der minglet lidt, og den cocktail chatter, jeg samlede op på vejen, handlede om en reception for en anden debatbog, der havde fundet sted for nylig, nemlig for debatbogen Må jeg være fri – hvor fem unge Venstrefolk “gør op med systemstaten”, som det hedder i foromtalen.
Til receptionen, der var blevet afholdt ovre hos Gyldendal, havde Søren Pind holdt en tale, hvor han satte fingeren på det ømme punkt. For hvordan kan det lige være, at forfatterne helt undlader at rette deres kritiske blik mod det eneste område, hvor der virkelig kan spares penge, og hvor politikerne virkelig kan gøre en forskel, nemlig inden for sundhedsområdet, havde Pind spurgt.
“Er det mon, fordi Venstre har en sundhedsminister, at de ikke rigtigt vil tale om det?” lød det fra en af gæsterne til Dybvad Beks reception, der havde overværet Søren Pinds tale.
Mere nåede vi ikke at snakke om det, for nu blev den næste taler introduceret. Det var tidligere beskæftigelsesminister og nuværende justitsminister Peter Hummelgaard (S), som fik ordet.
“En overordentlig stor intellektuel kapacitet”
Når jeg gerne vil dvæle lidt ved Hummelgaards tale, er det, fordi den gik fra, hvad man troede var en improviseret hyldest til Kaare Dybvad Bek til at være en flammetale om socialdemokratismen, som fik flere af tilhørerne til at tænke, at det må være Peter Hummelgaard, som er nummer to i partiets rangorden. Det var som at høre en kommende statsminister tale.
“Det er 21 år siden, at vi mødte hinanden på en efterskole for at diskutere alle de mange perspektiver, der var i det forestående EU-formandskab, som Danmark skulle have,” sagde Peter Hummelgaard og fortalte så forsamlingen, at det allerede dengang havde stået klart for ham, at Kaare Dybvad Bek er “en overordentlig stor intellektuel kapacitet”.
“Jeg tror heller ikke, jeg siger hverken for meget eller for lidt, når jeg siger, at du ikke bare er folketingsgruppens, men Socialdemokratiets vel nok helt store intellektuelle kapacitet,” sagde Hummelgaard, og så svingede han sig ellers op i endnu større højder.
Han sagde, at hvis tendensen med at sælge sin bolig og så ellers leve det søde liv for friværdien, mens man laver artisanal-cider i sin æblehave på Ærø, breder sig i samfundet, “så er vi nødt til at se på, hvordan er det, vi har skabt balancerne mellem beskatning af arbejdsindtægt og beskatning af kapitalindkomster.”
Så derfor, sagde Peter Hummelgaard, “er vi nødt til at have en forventningsafstemning med danskerne om, hvad det er, velfærdssamfundet skal kunne levere. Socialdemokratiets rolle er hele tiden at holde sig for øje, at det er strukturerne, det handler om.”
Og det var lige dér, da Hummelgaard, talte om strukturerne, at jeg tænkte, at vi måske kiggede på en kommende statsminister. Hvis han altså ikke bliver fedtet så meget ind i FE-sagen, at han bliver slået tilbage til start.
Men det er en anden snak, som vi gemmer til senere.
Da talen var slut, gik jeg hen til Socialdemokratiets vel nok helt store intellektuelle kapacitet, Kaare Dybvad Bek, og spurgte ham:
“Arbejder man for staten, eller arbejder staten for dig?”
“Man arbejder for, at man kan holde fri og lave noget andet. Du skal have noget at lave, når du er fri, som giver mening. Være skabende som menneske, ikke?” svarede Kaare Dybvad Bek.
Meget på min tallerken
Så forlod jeg receptionen og gik ud i Borgens gange for at tænke over tingene.
Jeg havde nemlig, som man siger i det arbejdende Danmark, meget på min tallerken.
Krigen i Gaza og polemikken om FE-skandalen havde helt trængt sagen om Løkke og Udvalget for Havvind i Udenrigsministeriet og de mulige misliebige forbindelser til infrastrukturfonden CIP i baggrunden.
Nu var det næste samråd med Løkke i Klimaudvalget sat til den 20. december.
Selv var jeg stadig optaget af sagen og kunne ikke helt slippe den. Jeg havde løbet mine noter desangående igennem og gennemset samrådet på video igen.
Jeg var nået frem til to måder at anskue sagskomplekset på.
På den ene side kan man sagtens se udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) for sig, som han sidder der i regeringens koordinationsudvalg og hører om, at at det er noget værre gøjemøg, at åben dør-ordningen for havvind er blevet lukket ned.
Og så er det muligvis Løkke fra bodegaen, der tager ordet og siger: “Den ordner far her!” og peger på sig selv med en tommeltot, mens han fløjter eftertrykkeligt.
Og tilføjer så: “Og det bliver bare skidegodt!”
Hvad der siden skete, har måske bare været et resultat af, at Løkke ikke har været tilstrækkeligt agtpågivende og forsigtig i forhold til, hvor sårbar han er over for anklager om korruption, og lige pludselig sad han så i saksen.
Den anden mulighed er, at Lars Løkke Rasmussen fra starten af har været ude på løjer. Altså den anden Lars. Lars fra Huset Medici, den bjergsomme og durkdrevne magtspiller. Modstykket til Løkke fra bodegaen.
Den fornemmelse får man lidt på et tidspunkt til samrådet med Klimaudvalget, hvor Løkke siger, at han ikke har indgået i en betalingsrelation med Copenhagen Infrastructure Partners. Man skal virkelig spidse øren, for ellers misser man det, hvilket jeg selv gjorde i første ombæring.
Betalingsrelation. Smag på det. Et dybt mærkeligt og meget Lars Løkket udtryk, for hvad i alverden er en betalingsrelation, og hvad vil det egentlig sige at være i en betalingsrelation med nogen? Det kan sagtens være, at det er her, i Løkkes brug af dette besynderlige udtryk, at vi finder selve pudlens kerne.
Usaglige hensyn
Således er Lars Løkke Rasmussen en sand kabbalist. Han kan trylle med ord og få dem til at betyde ting, man ikke troede muligt. Men de sande kabbalister, dem der behersker den højeste kunst inden for tal-og bogstavmystik, det er trods alt kronjuristerne i Justitsministeriet.
Fra dem har vi fået udtrykket usaglige hensyn, som er et begreb, der vil hjemsøge dansk politik i mange år fremover. Igen og igen vil danskerne høre statsminister Mette Frederiksen (S) sige, at der ikke er blevet foretaget usaglige hensyn i FE-sagen. Til sidst vil det være så slemt, at udtrykket “usaglige hensyn” vil give folk kvababbelser, og der vil opstå en myte om, at hvis man siger “usaglige hensyn” fem gange i træk foran spejlet, så dukker Henrik Sass Larsen op og skærer halsen over på dig.
Efter at sagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen er blevet droppet, har man fra regeringens side besluttet, at det helt rigtige at gøre ikke er at lade Folketinget selv undersøge sagen. Nej, det helt rigtige er at lægge en stærkt tiltrængt granskning af disse sager oveni den allerede igangværende undersøgelse af FE-sagen – hvor tre landsretsdommere er i færd med at endevende hjemsendelsen af de fem medarbejdere fra FE’s ledelse tilbage i sommeren 2020, som jo var startskuddet for hele miseren.
Et slags “to-for-en-tilbud” til Folketinget, hvor man oven i hatten tilbyder at kigge nærmere på, om der også blev foretaget usaglige hensyn i sagerne om Findsen og Hjort.
Men det er her, man skal holde tungen lige i munden, for begrebet usaglige hensyn kan betyde mangt og meget, men inden for juraens verden er det et snævert begreb, som det er overordentligt svært at finde beviser for.
At lede efter usaglige hensyn i juridisk forstand er ligeså svært som at lede efter trøfler på Amager Fælled. Det forventelige resultat er, at man slet ikke finder noget. Til gengæld lyder det godt at sige, at man leder efter usaglige hensyn.
Hvad der er endnu mere problematisk er, at den igangværende FE-undersøgelse foregår i mørke. I lukkethed. Vi har ikke krav på at vide, hvilke vidner der bliver indkaldt, vi får ikke at vide, hvad de siger, og desuden må der kun indkaldes vidner, hvis det skønnes “strengt nødvendigt”.
Hvad regeringen til gengæld ikke beder den igangværende undersøgelseskommission om, er at kigge efter, om der er blevet begået ansvarspådragende fejl undervejs. Eller om proportionalitetsprincippet og forvaltningsretten er blevet overholdt. Selvom det i den grad ville være et sagligt hensyn at bede netop om det.
Det er faktisk alt det, som regeringen ikke vil have undersøgt, som er det allervigtigste at granske i FE-sagen. Og for dette genstandsfelt gælder, at det mestendels slet ikke handler om statshemmeligheder og forholdet til fremmede magter; det handler om det politiske niveau og samspillet med embedsværket lige nede under de mest magtfulde ministre.
Noget andet er, at hvis de tre landsretsdommere stik imod forventning kommer på sporet af ondets rod og beder Justitsministeriet om at få udvidet deres kommissorium, og Justitsministeriet så siger nej til denne forespørgsel – ja, så får vi det heller aldrig at vide. For sådan er det, når man leger mørkeleg.
Alt dette havde jeg på min tallerken. Og mere til. Mere end jeg kunne rumme. Så jeg besluttede mig for at forlade Folketinget for så at komme tilbage en anden dag.
En anden dag
En anden dag viste sig at være tirsdag den 7. november. I udkanten af Slotsholmen så jeg løsgænger og privatist Theresa Scavenius i rask trav, sammen med sin særlige rådgiver Karl-Emil Mathiasen. Vi hilste venligt på hinanden, og det samme gentog sig, da jeg lidt efter, på vej op ad trappen til Vandrehallen i Folketinget, mødte medlemssekretær Heval Yildirim og politisk leder for Alternativet Franciska Rosenkilde.
Lidt derfra stod DR’s journalist Anja Westphal og interviewede Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted. De talte om 2030-planen, hvor finansminister Nicolai Wammen behændigt er lykkedes med at føre størstedelen af det nyopdagede rådighedsbeløb på tyve milliarder kroner over i velfærdssamfundets vedligehold.
Der var således blevet meget lidt tilbage til skattelettelser, og den smule der var tilovers, skal nu fordeles gennem en kryptisk fordelingsnøgle, hvor ingen rigtigt forstår, hvem der skal have hvor meget eller hvor lidt af kagen. I hvert fald var det slet ikke nok til at være løfteraketten, der kan bringe Venstre ud af kredsløbet i den nedturspiral, partiet er havnet i. De store og flotte skattelettelser‚ der skal bevise, hvorfor Venstre er gået i seng med deres arvefjende, var udeblevet.
Til gengæld så det ud, som om den befolkningsgruppe med en indkomst, der står til at få mest gavn af de nye skattelettelser, er politikerne selv.
Jeg satte mig ned i en tilstødende sofa og smuglyttede på Pelle Dragsted “…svært at forstå med den krise, vi har i velfærdssamfundet, at man vælger at bruge 10 milliarder på skattelettelser,” hørte jeg ham sige.
Lidt efter fik han selskab af SF’s politiske leder Pia Olsen Dyhr, der talte om en blind mand, som selv skal gøre rent.
Udvidet spørgetime med Statsministeren
Så gik jeg op i referentlogen og kiggede ud over salen. Det var det trettende møde, sagde storskærmen på væggen bag Folketingets formand Søren Gade.
“Dagsorden punkt 1: Udvidet spørgetime med Statsministeren,” stod der nedenunder.
Statsminister Mette Frederiksen, som var klædt i sort, lagde ud med at sige, at 2030-planen var blevet præsenteret nogle timer forinden.
“Vores samfund bygger på en høj arbejdsmoral, derfor kan vi give skattelettelser,” sagde hun.
Så sagde hun tillykke til grønlandske Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU), der er tilbage i Folketinget efter sin orlov. For et par uger siden fik hun en pris for årets tale på dansk (selvom talen strengt taget blev holdt på grønlandsk), og det, mente Mette Frederiksen åbenbart, var så flot en pris, at hun lige ville give Aki et chapeau med på vejen. Altså igen denne patroniserende venlighed, som – hvis jeg selv var grønlænder – ville gøre mig edderspændt rasende.
Så sagde Mette Frederiksen noget om det “bestialske terrorangreb”, som Hamas begik mod Israel for en måned siden, og slog fast, at Israel har ret til at forsvare sig selv.
Herpå fulgte en lang seance, hvor først de grønlandske og siden de færøske medlemmer stillede spørgsmål til Mette Frederiksen.
Første spørger var Aki-Matilda Høegh-Dam, der efter sin pink blazer at dømme lidt ser sig selv som Nordatlantens Angela Merkel.
Sjúrður Skaale, det ene af de to færøske medlemmer, citerede fra Giuliano da Empolis virkelighedsnære roman Troldmanden fra Kreml.
“Selvom du ikke har noget med magten at gøre, så har magten altid noget med dig at gøre,” sagde han.
“Hver en sten skal vendes”
Pia Olsen Dyhr var den første spørger fra Danmark. Hun talte igen om den blinde mand, der selv må gøre rent. Det fik Mette Frederiksen fint pareret.
Så blev det Inger Støjbergs tur, og nu tog det fart.
Lederen af Danmarksdemokraterne sagde, at “FE-sagen er en kæmpe skandale,” og så kaldte hun Claus Hjort Frederiksen for “en hædersmand”.
“Sagen skal undersøges til bunds,” sagde Støjberg og fortsatte:
“Hver en sten skal vendes.”
Støjberg ville gerne vide, hvad Statsministeren vil gøre for at genopbygge danskernes tillid, hvilket var et godt spørgsmål, eftersom en ny Voxmeter-måling viser, at halvdelen af danskerne nærer mistillid til systemet.
“Hvilken rolle har du selv spillet?” spurgte Støjberg statsminister Mette Frederiksen, men lod det ikke blive ved det; Støjberg spurgte også om, hvilken rolle Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen har spillet i sagen.
Så fik vi første version af det, som viste sig at være Mette Frederiksens standardsvar til alle spørgsmål vedrørende FE-sagen. For det første at hun principielt ikke vil tale om vores hemmelige tjenester, hvilket for så vidt giver mening, men alligevel ikke rigtigt, al den stund at stort set alle spørgsmål fra tingets side vedrørende FE-sagen nemlig handler om den rolle, som statsministeren, justitsministeren, forsvarsministeren og deres nærmeste embedsmænd har spillet.
Så det er ren gaslighting, når Mette Frederiksen forsøger at smyge sig udenom ved at påstå, at hun er nødt til at holde hånden over statens klandestine organer. For det hun snarere vil holde hånden er sig selv og sine.
I forlængelse af det sagde Mette Frederiksen, at Folketingets jo har et kontroludvalg, hvor man udmærket kan tale fortroligt om de hemmelige tjenester, altså underforstået at det er uforsigtigt og uansvarligt at bringe dette samtaleemne ind i salen.
Sidst, men ikke mindst, understregede statsminister Mette Frederiksen, hvor lidt hun bryder sig om alle de spekulationer, der svirrer rundt i, hvad hun selv mener, er “et af verdens stærkeste demokratier.”
“Jeg er så gammeldags, at jeg ikke synes, det egner sig til det offentlige rum,” sagde Mette Frederiksen lidt senere til Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh. Hvilket jo er absurd, når selveste Højesteret – den øverste domstol – kort tid forinden havde afgjort, at dele af sagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen udmærket kunne have været ført for delvist åbne døre – og at sagerne havde “offentlighedens interesse”.
Hvad der gør det hele endnu mere kuriøst er, at PET-chefen Finn Borch Andersen i en pressemeddelelse endda har skrevet, at “dørlukning er en udfordring, men ikke hovedproblemet”.
Så mens både Højesteret og PET har signaleret, at dele af FE-sagen godt kan ventileres i det offentlige rum, har vi samtidig en statsminister og en regering, der trækker i den stik modsatte retning.
Så sagde de Konservatives leder Søren Pape Poulsen, at: “Usagligt hensyn er et juridisk begreb, som er meget snævert og svært at definere,” og det har han jo ret i.
“Jeg kommer jo til at gentage mig selv lidt i dag,” svarede Mette Frederiksen og gentog det, hun allerede havde sagt til hudløshed.
Bagerst i salen sad løsgængeren Jon Stephensen og fulgte med i det hele. Han var også klædt i sort og så forbistret ud.
Kong Felipe IV
Ved 15-tiden var jeg tilbage i Vandrehallen. Som var blevet spærret af. Det var den, fordi den spanske konge var på vej op til en reception i Samtaleværelset. Så kom den spanske monark og Søren Gade gående, efterfulgt af et hav af mennesker: Officerer, diplomater, assistenter, sikkerhedsfolk. Inde i Samtaleværelset holdt Søren Gade en tale for Kong Felipe IV, hvor han kom ind på sin kærlighed til øen Mallorca og til spansk fodbold.
Bibliotekets fødselsdag
Mens dette stod på, var jeg gået op på anden sal, ud til Blå Gang, hvor biblioteket ligger. Jeg tog trappen, fordi den stedsegående elevator paternosteren stadig er i stykker og først vil være klar til brug i efteråret 2024, altså om et år.
Inde på biblioteket var der reception i anledning af 175-års fødselsdagen for Folketingets bogsamling. Jeg fik et glas hvidvin og hørte om, hvorledes biblioteket har en kvart million bogtitler, hvoraf de 500 af dem er skønlitterære. Sidstnævnte kategori skiftes der løbende ud i, og så sælges der fra hver jul til slottets beboere. Den mest populære roman gennem tiden hos Folketingets politikere har vist sig at være Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden, sagde en venlig bibliotekar til mig.
Tårnet
Lidt derfra var der ved at blive gjort klar til åbent samråd med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i Det Udenrigspolitiske Nævn. Der var et kvarter til, at det startede, så jeg skyndte mig op på terrassen på tredje sal for at få at stillet nikotinbalancen.
Her traf jeg den franske tjener Christophe, som arbejder i restauranten i tårnet. Han stammer oprindeligt fra den fransk by Rigny-Ussé, som ikke er langt fra slottet Château d’Ussé, hvor eventyret om Tornerose har sin oprindelse. Så var han rejst ud i verden og havde blandt andet arbejdet i Caribien og i New York, før en dansk kvinde førte ham til København. Han havde været tjener i restauranten i tårnet lige fra starten af.
I begyndelsen havde restauranten været forpagtet af kokken Rasmus Bo Bojesen, og efter fem år var den blevet overtaget af Meyer, og lige om lidt skal entreprisen i licitation igen. I mellemtiden var Christoph mest optaget af julefrokost-menuen, som personalet skulle prøvesmage denne aften.
Jeg ønskede ham velbekomme og gik nedenunder.
Alle konflikters moder
Det var en helt anden udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, jeg mødte nede i udvalgsværelset end manden, der var til samråd med Klimaudvalget forleden dag. Veloplagt, dialogorienteret, lyttende, venlig. Det var, som om det at skulle diskutere alle konflikters moder, nemlig striden mellem israelerne og palæstinenserne, var en vederkvægende skovtur til sammenligning med at tale med Klimaudvalget om en mulig usund relation til Copenhagen Infrastructure Partners.
Samrådet var blevet indkaldt af Enhedslistens Trine Pertou Mach, Alternativets Sascha Faxe og de Radikales Christian Friis Bach. Formålet var at trykteste og udfordre regeringens position i forhold til, om Danmark støtter et krav om, at Israel skal indgå en våbenhvile med Hamas eller ej. Det gør Danmark så ikke, hvis jeg forstod Lars Løkke Rasmussen ret. I stedet talte han om et begreb, han kaldte for humanitære pauser; afbrud i krigshandlingerne, hvor civilbefolkningen i Gaza kan få sig et pusterum.
Trine Pertou Mach talte om, at situationen i Gaza er “en humanitær katastrofe, hvor mere end titusinde civile er blevet dræbt, hvoraf 70 procent er kvinder og børn”.
Lars Løkke Rasmussen svarede, at han er bange for, at konflikten ikke bare “sætter sig i regionen”, men også herhjemme. Han talte også om, at han dagen efter den syvende oktober, hvor Hamas gik over grænsen til Israel og her begik en massakre på civilbefolkningen, havde snakket i telefon med den israelske udenrigsminister, der ellers havde været på vej til Danmark for her at markere 80-året for redningen af de danske jøder. Det lød‚ som om det havde været en samtale, der havde gjort indtryk på Løkke.
Noget andet, der havde gjort indtryk på Løkke, var hans møde med pårørende til de cirka 240 gidsler, som Hamas kidnappede fra Israel. Blandt andet har Løkke mødt et familiemedlem til det danske gidsel, og han sagde, at det var en oplevelse, “som gør ondt helt ind i hjertet”.
Så sagde Løkke, at Danmark har givet 50 millioner kroner til akut nødhjælp til civile i Gaza og på Vestbredden, og det lød, som om der var flere penge på vej.
“På sigt skal vi have fokus på den mellemøstlige fredsproces,” sagde Løkke og fortsatte:
“Men det ser enormt vanskeligt ud.”
Når Christian Friis Bach talte i mikrofonen, skete der det pudsige, at hans stemme kom til at lyde som en stemme fra børne-tv. En fjollet og nasal stemme. Det kan han selvfølgelig ikke gøre for, men sådan var det altså.
Som vi sad der, kunne ikke komme længere væk fra barbariet i Gaza end at sidde sammen med disse magelige, danske parlamentarikere, som stilfærdigt diskuterede krigens love. Nietzsche havde jo ret, da han sagde, at det kun er barbarer, der kan forsvare sig, og her tænker jeg både på Israel og på Hamas.
Sascha Faxe gjorde en lidt mærkelig figur. Først kom hun med en bemærkning om, at Israel sikkert ikke var gået lige så hårdt til stålet, hvis Hamas havde været i Tel Aviv, hvilket demonstrerede, at hun ikke rigtigt er klar over, hvad Hamas er. Lidt efter sagde hun, at hun selv er vokset op med den selvforståelse, at hun har jødiske aner, hvilket ikke rigtigt blev rammet ind i forhold til, hvad resten af forsamlingen skulle bruge denne oplysning til.
Løkke svarede blot at: “Hamas er i Gaza. Det er der, de er.”
Da samrådet var slut, forlod jeg lokalet gående bag ved Socialdemokratiets Jesper Petersen. Han havde også været med til mødet, men havde intet sagt. Jeg noterede mig, at han gik og fløjtede melodien til “I Danmark er jeg født”.
Koranloven
Nede i Vandrehallen mødte jeg Sjúrður Skaale fra Færøerne. Han sagde, at clearingen er blevet ophævet på koranloven, så alle tingets medlemmer må stemme, hvad de vil, og han vil fortsat stemme imod. Skaale håber dog, at de Radikale stadig vil stemme for, så hans stemme ikke bliver den udslagsgivende. Det spurgte vi så Christian Friis Bach om, som kom forbi i samme øjeblik.
“Lad mig sige det sådan her: Der er ingen i vores gruppe, der stemmer imod,” sagde Friis Bach.
Brænd hele systemet ned
Ude på slotspladsen var en støttedemonstration for palæstinenserne gået i gang. Jeg gik ud til dem. I mørket blev der viftet med palæstinensiske flag, og gennem en megafon blev engelske sætninger skreget ud over pladsen og straks gentaget af forsamlingen.
“Mette, Mette, you will see, Palestine will be free,” råbte de.
“Israel, Israel, what do you say? How many kids did you kill today?” råbte de.
“Hey, hey, ho‚ ho, the occupation has got to go,” råbte de.
“The people united will never be defeated,” råbte de.
“Er det ikke en vigtig sag?” spurgte en tilhører mig. Han var en ung mand, der efter sit udseende at dømme havde nordafrikansk baggrund.
“Jo, det er det da,” svarede jeg.
“Hvad er det, der sker i den her verden?” spurgte han mig. Jeg lod spørgsmålet stå ubesvaret hen.
“Gaza, Gaza, don’t you cry. Palestine will never die,” råbte demonstranterne imens.
“The whole damn system!” blev der skreget i megafonen
“Burn it down!” svarede forsamlingen.
De var unge, og de var vrede, og der var en energi i deres vrede, som gav dem momentum og opdrift. Man kunne ikke lade være med at tænke, at fremtiden tilhører dem.
Hasteforespørgsel
Så blev det onsdag den 8. november, og klokken nærmede sig et om eftermiddagen. På trappen til Folketinget mødte jeg kirkeminister Louise Schack Elholm (V). Hun sagde, at nu var det “fødderne ned og hovedet op og fuld fart over feltet”.
Jeg spurgte, om hun også skulle ind til hasteforespørgsel med statsminister Mette Frederiksen inde i salen. Det havde hun ikke tid til, svarede hun, for nu gjaldt det et møde om vindmøller på land.
Den Nye Narrative Orden
Hasteforespørgslen viste sig at blive en kamp om narrativet. Altså en strid om, hvad fortællingen skal være om FE-sagen og regeringens håndtering af den. For vi lever i en tid, hvor alt bliver lavet til historier, og historien er altafgørende. Som sådan kan man snildt se Christiansborg som en kæmpe maskine, der sprøjter historier ud, som var det pølser.
Den franske litteraturteoretiker Christian Salomon kalder denne æra for Nouvel Ordre Narratif – en tidsalder, hvor fortællingen er blevet til selve omdrejningspunktet for forretningsliv og politik. Som eksempel på dette Narrativets Nye Orden fremhæver Solomon gerne selskabet Enron, som gik konkurs tilbage i 2001, hvorefter det kom frem, at firmaet alene var bygget på historier, altså ren fiktion, som intet havde at gøre med regnskabsbogen.
Det aner mig, at noget lignende er på spil med regeringens fortælling om FE-sagen. Ren fiktion det hele. Deres fortælling om FE-sagen er, at der ikke er blevet foretaget usaglige hensyn, og herunder at der ikke har været politiske eller personlige motiver på spil.
Som man forstår dem, har Justitsministeriet og Statsministeriet alene været et slags ekspeditionskontor for anklagemyndigheden. Alt er foregået efter bogen, og de, der mener at vide andet, er konspirationsteoretikere. Hvis man sætter spørgsmålstegn ved regeringens narrativ, er man en konspirationsteoretiker.
Men som alle med forstand ved, er der god grund til at stille spørgsmålstegn ved regeringens fortælling. Rigtig mange spørgsmålstegn, faktisk. Den, der formulerede det mest eftertrykkeligt i Folketingssalen denne eftermiddag, var Dansk Folkepartis Peter Kofod, som sagde, at enten drejer FE-sagen sig om, at regeringen er dybt inkomptent, eller også at regeringen er korrupt. Andre muligheder var der ikke, ifølge Kofod (selvom der selvfølgelig er en tredje mulighed; nemlig at regeringen er begge dele).
Kofod krævede derfor en undersøgelse af sagen med forankring i Folketinget, hvor “ikke en SMS må forblive uslettet”.
Bag dette krav står i alt otte partier. Lige fra Enhedslisten til Nye Borgerlige.
Det kan man sagtens følge disse otte partier i, for det hele ligner en pragtopvisning af det, som regeringens fortælling siger, det ikke er, nemlig usaglige hensyn.
For at starte et sted er det en kendt sag, at daværende justitsminister Mattias Tesfaye (S) sad og underholdt indbudte partiledere med detaljer om Lars Findsens sexliv. De fik også at vide, at Findsen havde stjålet en gammel havelåge af en cykel.
Hvorfor partilederne skulle delagtiggøres i disse irrelevante og personfølsomme oplysninger, er aldrig blevet forklaret, ligesom vi heller ikke har fået at vide, hvorfor man blev ved og ved med at forlænge rumaflytningen af Lars Findsen, selvom man ikke fik noget ud af det. I alt otte gange blev rumaflytningen forlænget, hvilket kunne tyde på, at man blev ved med at aflytte, til man fandt bare et eller andet, man kunne hænge ham op på.
Alt dette lyder bestemt usagligt, men er ikke usagligt ifølge regeringen.
Mit største problem med regeringens fortælling er dog, at hvis regeringen har ret i, at der hverken har været usaglige hensyn eller politisk indblanding af nævneværdig grad, så følger det ipso facto af sig selv, at embedsværket på egen hånd kan give sig i kast med at rumaflytte lederen af den militære efterretningstjeneste, hvorefter han kan anholdes og varetægtsfængsles i hemmelighed.
Men det stopper ikke her, for det samme embedsværk kan helt af sig selv få en tidligere forsvarsminister og markant oppositionspolitiker anklaget for landsforræderi. Og hvis det er rigtigt, kigger vi jo på noget, der er meget værre end mulig magtbrynde og magtfordrejning fra statsminister Mette Frederiksens og departementschef Barbara Bertelsens side. Så kigger vi på et embedsmandsvælde, som er kommet helt ud af kontrol. Så hvis man vælger at stole på regeringens fortælling, skriver man under på noget, der er vanvittigt uhyggeligt.
Mette Frederiksen – som jo egentlig var den, der var blevet sat stævne af Folketinget – sendte hurtig talestaffetten videre til justitsminister Peter Hummelgaard og var så ellers selv tilskuer til hasteforespørgslen resten af tiden. For det er jo sådan, hun altid gør, når hun er presset; sender aben videre til en minister.
Alt, hvad oppositionen kom med af kasteskyts, blev slået til jorden som konspirationsteori. Peter Hummelgaard tog ordet konspirationsteori i sin mund hele tre gange på under fem minutter, og han blev efterfulgt af Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen‚ der talte om et “konspiratorisk overdrev”.
Moderaternes gruppeformand Henrik Frandsen var også med på vognen, og sagde, at han var ked af de “konspirationsteorier, der flyver rundt i luften”.
Det er ikke for meget sagt at sige, at SVM’erne har konspirationsteorier på hjernen, samtidig med at de gør alt hvad de kan, for at mørklægge det område, som konspirationsteorierne kredser sig om. Det er dette område, som justitsminister Peter Hummelgaard selv – meget rammende – har kaldt for “et tomrum af fakta”.
Et godt øjeblik var, da Steffen Larsen fra Liberal Alliance sagde, at regeringen er nogle dårlige tabere, som vil lave reglerne om, fordi man har tabt i Højesteret. Han sigtede til, at regeringen taler om at lave lovgivningen om, så det bliver nemmere at få lukket døren når man skal retsforfølge folk, der bryder deres tavshedspligt.
“I er nogle dårlige tabere med 90 mandater,” sagde Steffen Larsen til regeringen.
Til sidst blev det for meget for Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti, der rejste sig op og spurgte, hvad det egentlig var for “et totalteater”, vi her var vidner til.
Det var et godt spørgsmål, som fint satte ord på, hvor dyb en krise, Folketinget befinder sig i. For det danske folkestyre er slet ikke tænkt eller designet til en flertalsregering som SVM. Folketinget har mistet sin magt og kraft, og regeringen kan gøre, som den vil. Når Peter Hummelgaard fra talerstolen sagde, at “regeringen er en lyttende regering”, sagde han i virkeligheden: “Vi hører, hvad I siger, men vi er ligeglade.”
Det skal løses med jihad
Da alle havde forladt salen, var der kun justistminister Peter Hummelgaard tilbage. Selv blev jeg siddende oppe i referentlogen for at skrive mine noter rent, men til min forbløffelse var dagens møde ikke helt slut. For pludselig dukkede Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti op og begyndte i højlydte vendinger at stille spørgsmål om demonstrationen forleden dag, hvor Hizb Ut Tahrir og deres støtter havde marcheret rundt i Københavns gader og råbt, at situationen i Gaza “skal løses med jihad”.
Eftersom jeg var den eneste tilhører, var det lidt som at være gæst til et politisk peep show af et næsten dadaistisk tilsnit. Nick Zimmermanns vrede virkede i hvert fald helt malplaceret i forhold til, at det kun var ham og Hummelgaard og så mig oppe i referentlogen og så Folketingets personale.
“HVORDAN KAN REGERINGEN SIDDE PÅ HÆNDERNE, MENS DER GÅR MUSLIMER RUNDT I GADERNE OG SKRIGER, AT DET SKAL LØSES MED JIHAD?!!!” råbte Nick Zimmermann ud i det tomme rum.
“Det er med glæde, at jeg kan fortælle Hr. Nick Zimmermann, at…” begyndte Peter Hummelgaard med rolig stemmeføring og forklarede så, at man bestemt var i gang med at undersøge, hvad der var i svang.
Coldplay
Så blev det næste dag. Omkring klokken 18 var fakkeloptoget‚ som startede ved synagogen i Krystalgade, nået frem til Rigsdagsgården. Der er kun cirka syv tusinde jøder i Danmark, og en god del af dem var med denne aften. Flere medlemmer af Folketinget deltog også. Det regnede, og der lugtede af lampeolie. Nede i højre hjørne af Rigsdagsgården havde tossepatruljen fra Danske Patrioter ophængt deres banner med “Fuck Islam”, selvom Mosaisk Trossamfund udtrykkeligt havde frabedt sig den slags.
Ordstyreren var Moderaternes Jeppe Søe, og det var lidt pudsigt at tænke på, at det var Jeppe Søe, der var blevet hidkaldt som toastmaster i den for de danske jøder så svær en tid. Stående på trappen til Folketinget lagde han op til Søren Gade, der som orator hurtigt mistede mig. Det skete, da han talte om, at Danmark er et land, “hvor vi hygger os sammen til Bruce Springsteen og Coldplay”. Hvis man pitcher efter at ramme retorikkens pantheon, går det altså ikke at nævne The Boss og Coldplay.
Statsminister Mette Frederiksens tale var heller ikke noget, der kommer til at give efterklang i evigheden. Og når jeg stadig kan huske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens tale, er det af de forkerte grunde. Løkke sagde, at der var “et før og et efter Krystalnatten, og på samme måde er der et før og et efter den femte oktober”. Da han havde sagt det, kunne Løkke mærke, at der var noget galt.
“Syvende oktober,” blev der råbt rundt omkring i mørket.
“Ja, okay, den syvende oktober,” sagde Løkke så, som jo var dagen, hvor Hamas (gen)startede krigen mod Israel. Lidt efter sagde Løkke så, at man skal bekæmpe det onde med det gode, og så sagde han så, at “vi skal med ondskab vinde…” Og så stoppede Løkke op og kunne godt se, at den var gal igen og rettede det så til, at vi skal vinde over det onde med det gode.
Ondskabens akse
Lidt efter stod jeg inde i Folketingets garderobe med Jette Gottlieb fra Enhedslisten. Hun var på vej op i Snapstinget med en delegation fra Enhedslistens nordiske søsterpartier. Hun sagde, at Enhedslisten i Danmark “må gå på glasskår” i forhold til at kritisere Israel, sammenlignet med hvad Enhedslistens søsterpartier i resten af Skandinavien kan tillade sig at sige.
“Hold da op, der har vi ondskabens akse,” sagde en ansat hos Liberal Alliance, da han fik øje på Jette Gottlieb og mig.
Et løkkeligt øjeblik
Rigsdagsgården var næsten tømt, jeg gik gennem porten, og henne ved Børsen kunne jeg se og høre et optrin. Der var politi og journalister overalt. I midten af det hele stod Lars Løkke Rasmussen og var i gang med at gøre noget, som endnu engang demonstrerede, at uanset hvad man ellers mener om manden, så er han som politiker betragtet i en liga for sig selv.
Han var gået hen til tre kvinder, der stod og demonstrerede for palæstinenserne, og så var han begyndt at tale med dem, overvåget af hele den danske presse. Jeg skyndte mig derhen og var øjenvidne til en både skelsættende og tankevækkende begivenhed.
Megaglad for Hamas
De tre kvinder var helt fra snøvsen. De græd, råbte og skreg og holdt deres mobiltelefoner frem, hvor man kunne se tv-optagelser af blødende palæstinensiske børn. Så kom øjeblikket, hvor Løkke spurgte en af kvinderne, om hun også tog afstand fra det, som Hamas gjorde mod Israel den syvende oktober, og den unge kvinde råbte så, at hun var “megaglad” for myrderierne på israelske civile. Dette slående øjeblik er blevet fint dokumenteret andre steder, blandt andet i Frihedsbrevet.
Men da Løkke var væk, kom Politikens journalist Olav Hergel hen til kvinderne. Hende, der havde råbt, at hun var “megaglad” for, at Hamas foranstaltede en massakre i Israel forleden dag, var gået et andet sted hen, og der var kun to af kvinderne tilbage. Bag dem stod en ung mand med – antager jeg – palæstinensisk baggrund. Den ene af kvinderne sagde til Hergel, at hun hedder Maya og er 35 og er bachelor i offentlig administration med speciale i HR-jura. Hun forklarede så, at hun var vred over, at Mette Frederiksen “ikke engang har holdt en tale for børnene i Gaza”.
“Vi har ikke hørt en skid fra Mette. Og nu vil hun ikke have, at vi demonstrerer, men vi har altså ytringsfrihed i Danmark. Vi må gerne sige vores mening,” lød det fra Maya.
Olav Hergel spurgte så kvinderne, om de ikke godt kan forstå, at folk bliver urolige, når de råber om et Palæstina, der skal række helt fra Middelhavet til Jordanfloden, for så kan det jo lyde, som om man ønsker sig, at hele Israel skal udslettes.
“Det skal de også,” sagde den unge mand, som stod bag ved kvinderne.
“Nej, nej,” sagde Maya.
“Jo, jo, jo. Det skal de også,” sagde den unge mand igen.
“Det er ikke det, som det betyder. Vi har ikke noget imod jøder, vi har altid levet med jøder. Selv jøderne i USA demonstrerer sammen med os. De er imod deres regering,” forklarede Maya.
Humørkort
Hold festens. Det blev godt nok en lang stuegang. Nok min længste nogensinde. I næste udgave lover jeg at fatte mig i korthed. Til denne ombæring har Malthe Emil Kibsgaard tegnet en gummicelle med to beboere i, nemlig førnævnte Erling Bonnesen (V) som Hannibal The Cannibal, og mig selv som Marvels omnipotente voyeur The Watcher. Begge i spændetrøjer. Og vi hygger os rigtig meget sammen, for som der stod skrevet på humørkort i gamle dage:
“Man behøver ikke at være skør for at arbejde her, men det hjælper.”
Tak, fordi du læste eller lyttede med, og tak, fordi du er medlem af Frihedsbrevet.
Med venlig hilsen,
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her