Fri Mads #116: Wagnergruppen
Set i bakspejlet kan det ikke komme som en overraskelse, at det var et parti, der i sin tid blev stiftet og anført af en CIA-agent, som var udslagsgivende for, at undersøgelsen af FE-skandalen kommer til at foregå i mørket i stedet for i Folketinget.
Jeg taler naturligvis om SF’s beslutning om at bakke op om regeringens plan om at gennemføre granskningen hos et tribunal af landsretsdommere, som hører under Justitsministeriet. Her kan de stille og roligt arbejde sig frem til den konklusion, regeringen selv har bestilt på forhånd, som forfatterne bag kommissoriet. Altså med andre ord får vi en skueproces, der ikke er til skue.
L65
Til gengæld er jeg stadig fuld af undren over‚ at De Radikale stemte for koranloven (L65), dette gennemført elendige stykke lovgivning, der giver køb på alle de principper, som Danmark stod op for under Muhammedkrisen. At et parti, som blev grundlagt af religionskritikeren Edvard Brandes, er hoppet med på denne galej, giver simpelthen ikke mening. Men det er der jo så meget, der ikke gør med De Radikale.
I øvrigt forfattede Edvard Brandes et for længst glemt teaterstykke, hvor profeten Muhammed skildres som en voldsparat galning, så man må sige, at De Radikale efterhånden er kommet langt væk hjemmefra.
Silent treatment
Men af disse to årsager var ballonen allerede blevet godt og grundigt punkteret, da jeg mødte op foran Borgen den syvende december til hvad, jeg havde troet, ville blive den mest spændende dag i dansk politik – hvis ikke nogensinde, så i hvert fald meget længe.
Alt hvad jeg skrev så begejstret og forventningsfuldt om i mit forrige nyhedsbrev – om at regeringen måske ville blive tvunget ud i et kompromis om FE-undersøgelsen med de ni oppositionspartier, og hvad har vi ellers – var åbenbart det rene bragesnak. Det hele var blevet klappet af på forhånd i baglokalet, og regeringen havde allerede taget stikkene hjem. Resten var bare formalia.
Men formalia kan selvfølgelig også noget. For eksempel skulle jeg snart blive vidne til, hvordan regeringen dagen igennem udsatte Folketinget for silent treatment og hermed demonstrerede en uhyggelig despekt for demokratiet.
Wagnergruppen
Regeringen. Hvad skal man efterhånden mene om denne ucharmerende, bredrøvede flertalsregering henover midten?
Vælgernes dom er i hvert fald klar: Regeringen er i frit fald. Omtrent tyve mandater har den tabt siden valget, og det er især Socialdemokratiet og Venstre, det er gået hårdt ud over.
Til Berlingske siger en valgforsker, at “det er jo vildt”.
Vildt, det er det i sandhed. Især for partiet Venstre, som står med et langt større forklaringsproblem, end Socialdemokratiet gør og derfor kun kan frygte dagen, hvor der skal regnes af med vælgerne.
I det hele taget er Venstre blevet for lort, hvad Kong Midas var for guld. Samme morgen som jeg trådte ind på Borgen, var det for eksempel blevet meldt ud, at erhvervskvinden Mia Wagner alligevel ikke magter opgaven som Venstres nye minister for digitalisering og ligestilling.
Naturligvis synd for Mia Wagner, men virkelig en bet for den nyvalgte formand Troels Lund Poulsen (V) og hans planer om at genstarte dette sammenstyrtede parti.
Senere denne dag, da det endegyldigt stod klart, at Venstre er endt op med at mørklægge en undersøgelse af, hvordan i alverden det kunne gå til, at partiets egen nestor Claus Hjort Frederiksen (V) blev anklaget for landsforræderi, kunne man nok engang konstatere, at Venstre er blevet forvandlet til et parti, der gladeligt giver køb på sine mest centrale maksimer og principper i et stadig mere desperat og selvskadende forsøg på at holde fast i magten. Dette indtryk blev yderligt forstærket af partiets opbakning til koranloven, som jo er det stik modsatte af de værdier, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kæmpede for under Muhammedkrisen.
Så hvad kalder man et parti som er blevet så skruppelløst og magtbrynderisk i sin adfærd, at det uden at blinke vil begå forræderi mod alt, hvad det selv står for? Wagnergruppen er et passende bud, tænker jeg. I hvert fald er det et sjovere navn end Venstre. Et oplagt apropos i den forbindelse er selvfølgelig, at Rusland bakker op om den nye koranlov:
Sanjay Shah
Nå, men hvis jeg husker rigtigt, begyndte min stuegang med, at jeg fik øje på udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og hans hold. De stod ude på reposen ved hovedindgangen til Folketinget. Løkke var i gang med at få kalibreret nikotinbalancen, selvom han vist nok snarere skulle tage sig en pause fra smøgerne. Som jeg forstår det, har helbredet nemlig vaklet i flere uger nu. Den samme dumme hosten, som ikke vil gå væk. Til folk i partiet siger Løkke selv, at han har været på vandvognen i snart 90 dage, men måske hans stofskifte ikke har kunnet tåle at skulle undvære alkohol så længe?
“Tillykke med Sanjay Shah,” sagde jeg til Løkke. Dagen forinden var Shah nemlig landet i Kastrup Lufthavn og skal nu retsforfølges for at have stjålet 9,7 milliarder fra statskassen. I den forbindelse skal vi selvfølgelig ikke glemme, at ingen fra Christiansborg nogensinde er blevet draget til ansvar for at have mishandlet skattevæsenet så meget, at det for Sanjay Shah og hans kumpaner var som at stjæle slik fra børn.
“Er du ironisk?” spurgte Lars Løkke Rasmussens særlige rådgiver Karen Clement.
“Nej, jeg mener det virkelig. Så ironisk er jeg altså heller ikke,” svarede jeg.
Det så ikke ud, som om hverken Løkke eller hans rådgivere rigtigt troede på mig.
Rasmus Paludan
Så gik turen op i Vandrehallen, rundt om hjørnet og op i presselogen, hvor der var fuldt hus. Det var der også ude i salen. Clearing-aftalerne – det system af valgforbund, som gør, at medlemmerne ikke behøver at møde op personligt hver gang der skal stemmes – var blevet ophævet, og derfor var det alle mand til pumperne. Selv de MF’ere, som lå syge derhjemme med corona eller det, som er værre, var blevet kaldt på arbejde, og man skulle ikke være ironiker for at kunne se skønheden i, at statsminister Mette Frederiksen (S) således var blevet værtinde for en potentiel supersprederbegivenhed. Klemte man øjnene rigtig godt sammen, kunne man ligefrem se, hvordan dampsøjler af covid-19 steg op fra salens gulvareal.
Der var dog en enkelt ledig plads i presselogen, hvor jeg lige fik klemt mig ind. Til venstre for mig havde jeg Mads Claus Rasmussen, Ritzau-fotografen, som dagen forinden havde fanget Sanjay Shah komme ud af flyveren iført noget utroligt trist og basic sportstøj og med en tarvelig plasticpose i hånden. Virkelig et skuffende syn for dem, der havde forventet sig en grå bowlerhat og hertil monokel, sølvbeslået stok og en attachemappe fra Louis Vuitton.
Til min anden side sad selveste den mand, som var hovedårsagen bag koranloven, hvorfor den også kaldes for Lex Paludan. Nemlig selvfølgelig Rasmus Paludan selv, denne gang på arbejde for sit onlinemedie Frihedens Stemme.
Paludans humør var helt i top denne morgen. Det første han sagde til mig var, at Søren Gade, formanden for Esbjerg Havn, for lidt siden havde beordret ham til at tage sin skudsikre vest af. Egentlig ret mærkeligt, i forhold til at Paludan tidligere er blevet nægtet adgang til Folketinget med den begrundelse, at man ikke kan garantere hans sikkerhed.
Jan E. Jørgensen
Før jeg tog plads i presselogen, havde der været en afstemning om godkendelse af suppleanter for de medlemmer af Folketinget, som har taget orlov. For eksempel på grund af sygdom. Til den kategori hørte Henrik Dahl fra Liberal Alliance, og derfor skulle hans midlertidige suppleant ratificeres. Ren proforma, men alligevel stemte Venstres Jan E. Jørgensen som det eneste medlem af Folketinget imod Henrik Dahls suppleant. Hans argument var noget med, at omkostningerne er for store, i forhold til at Henrik Dahl alligevel snart er tilbage i sadlen igen.
Det mærkelige var så bare, at Jan E. Jørgensen lidt senere stemte for, at løsgængeren Mike Fonseca skal have forlænget sin sygeorlov, så måske forklaringen i virkeligheden handler om, at Jan E. Jørgensen har et monomanisk had til Liberal Alliance?
“Keep up the good work, Mr Paludan”
“Jamen, er det ikke socialdemokraten Anette Lind, der sidder der?” spurgte jeg og pegede ned på en korthåret kvinde med en coronamaske. Det bekræftede flere i presselogen, at det var.
“Hun skal jo snart være Danmarks generalkonsul i Flensborg,” sagde jeg til Rasmus Paludan. For som sandt var, er denne forbløffende anonyme kvinde netop blevet udpeget til at bemande vores diplomatiske forpost i grænselandet.
“Ja, jeg bliver nok ikke generalkonsul for Danmark, men måske for Angola, for de kan jo heller ikke lide muslimer,” konstaterede Rasmus Paludan.
“Eller for Indien,” foreslog jeg. For Rasmus Paludan har selv fortalt mig, at han faktisk modtager ganske mange fanmails fra indiske hinduer.
“Keep up the good work, Mr Paludan,” skriver de til ham.
Rasmus Paludan lavede v‑tegnet til nogle skoleelever, der sad oppe på tilhørerrækkerne. De vinkede begejstret tilbage.
“Sjovt, at selv så unge mennesker ved, hvem jeg er,” sagde Paludan, som havde en grånistret sixpence på hovedet.
“Jeg skal i øvrigt snart døbes,” sagde Paludan og tilbød, at jeg som den eneste journalist kunne få lov til at dække begivenheden. Det sagde jeg selvfølgelig ja til på stedet. Paludan forklarede, at meningen med, at han bliver døbt, er, at så kan man få ham som fadder til sit barn. Hvis man altså går og har tanker i den retning.
Netfissen.dk
I det hele taget var Paludan on fire denne formiddag. Hvilket udmærket gav mening, for han sad og var vidne til, at Folketinget var ved at vedtage en lov, som ene og alene handler om at bremse ham. Som den durkdrevne provokatør og drillepind han er, kan det næppe blive større end det.
“Kender du billedet af Mette Frederiksen med badebolden?” spurgte Rasmus Paludan pludselig. Det gjorde jeg godt. Hvad Paludan talte om, er et billede, som Mette Frederiksen (S) stod model til under valgkampen i 1998. Her blev hun afbildet på en valgplakat i sit Eva-kostume, kun dækket af en stor rød badebold med et “A” for Socialdemokratiet påtrykt.
“Jeg har nu købt hjemmesiden netfissen.dk, og når man besøger den, er det eneste, man kan se, det billede af Mette Frederiksen,” forklarede Rasmus Paludan så.
Jon og Lars
Oppe i det venstre hjørne sad løsgængerne Jon Stephensen og Lars Boje Mathiesen. Som de sad der, lignede de det ideelle cast til en spillefilm om et umage brødrepar, der tager på et roadtrip ned gennem Europa for at finde hinanden og måske også meningen med livet. Den film vil jeg i hvert fald selv gerne se. Måske de besøger en mærkelig swingerklub på vejen? For eksempel et sted i Benelux-landene, hvor de har en grænseoverskridende seksuel oplevelse med en dyb og varig betydning for dem begge.
Et spørgsmål om timing
Og dér sad så Pia Kjærsgaard (DF). Dagen forinden havde hun og Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn taget en ordentlig holmgang med SF’s Karsten Hønge, der havde siddet oppe i formandsstolen. Konfliktens kerne bestod i, at Hønge rask væk havde strøget to punkter fra dagsordenen, fordi de ansvarlige ordførere – Pia Kjærsgaard og Mikkel Bjørn – ikke havde været til stede i salen på rette tid. I Mikkel Bjørns tilfælde havde det kun været et spørgsmål om sekunder. Efter sigende skulle Pia Kjærsgaard have været så rasende på Hønge, at hun havde revet de låste fløjdøre op.
Missionskritisk
Oppe på talerstolen stod SF’s Karina Lorentzen. Hun var trådt op for at argumentere imod koranloven, men snart kom det frem, at selvom SF er modstandere af koranloven, har partiet alligevel valgt at komme regeringen til undsætning ved at holde deres retsordfører hjemme, så minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen (S), ikke skulle forlade klimatopmødet i Dubai for at rejse op til Danmark og stemme for koranloven. Karina Lorentzen forsvarede sig med, at det var meget vigtigt for klimaet, at Dan Jørgensen fik lov til at fuldende sin mission.
Benny Engelbrecht
Noget helt andet fangede min opmærksomhed. Det var såmænd min gamle ven Benny Engelbrecht (S), der gik omkring i salen i sin rolle som indpisker. Det var ham, der havde fået til opgave at holde styr på, at alle sosser sad klar ved stemmeknappen, og dette ansvar var tydeligvis steget manden til hovedet. Aldrig havde han set så selvtilfreds ud.
Jeg behøver ikke engang at skrive, at Benny Engelbrecht er en idiot, for i sin hånd bar han to mobiltelefoner, som begge var pakket ind i et læderetui af den slags, som får mobiltelefonen til at ligne en tegnebog. Min erfaring tilsiger mig, at mænd – og det er næsten altid mænd – som bærer sin mobiltelefon i et læderetui med et spænde med magnetluk, ofte er svagt begavede og samtidigt ulideligt selvglade. En dækkende fællesbetegnelse for disse mænd er navnet Benny Engelbrecht.
S. Espersen
Lidt derfra sad Danmarksdemokraternes Søren Espersen og stirrede helt paralyseret ud i luften. Var det ikke, fordi man svagt kunne ane, at han trods alt trak vejret, ville man tro, at Søren Espersen var en af disse levende statuer, man engang imellem ser på landets gågader; en levende statue i rollen som en traumatiseret seniorborger.
Det vilde er, at sådan sad Søren Espersen hele dagen igennem. En tavs buddha, der bare sad og kiggede ind i et forsvindingspunkt, som kun han kunne se. Hvis Søren Espersen pludselig – for enden af alt det, som jeg skriver om her – helt uden varsel, af sine lungers fulde kraft, var begyndt at udstøde et øredøvende rædselsskrig, havde det nok været den stærkeste performance, man overhovedet kunne tænke sig.
Mikroagressioner
De Radikale glimrede ved deres fravær under hele debatten om koranloven. Det var den samme taktik, som SVM-regeringen benyttede sig af. Enten helt at forlade salen eller også bare at forholde sig passivt – med undtagelse af enkelte mikroaggressioner. Lidt rysten på hovedet. En hånlig latter. Rullen med øjnene. Ingen af regeringspartierne gik på talerstolen for at forsvare koranloven, og De Radikale, som har stået fadder til dette juridiske makværk, holdt sig bare væk.
Proportionalt
Der var ellers nok at disputere om, for i ellevte time var det nemlig kommet frem, at med L65 kan justitsministeren anvende statens hårdeste tvangsmidler mod kunstnere, aktivister og systemkritikere. Rumaflytning. Hemmelige retsmøder. Varetægtsfængsling.
Godt nok har justitsminister Peter Hummelgaard (S) gjort det gældende, at det ville være helt ude af proportion at installere skjulte mikrofoner hjemme hos Rasmus Paludan, men så skal man lige huske på, at en dommer otte gange forlængede rumaflytningen hjemme hos den tidligere FE-chef Lars Findsen, selvom intet tyder på, at Lars Findsen gik og sendte kryptogrammer over TikTok til Xi Jinping. Til gengæld fik man afsløret, at Lars Findsens bror angiveligt har sagt, at Trine Bramsen (S) er “dum som en dør”.
Rasmus Paludan, som stadig sad ved min side, kunne godt se komikken i L65. Han sagde, at det på en måde var smart for PET, hvis de både skal beskytte og overvåge ham.
“Det gør jo det hele meget lettere for dem,” bemærkede han.
Et showroom for et impotent Folketing
Nede i salen var Liberal Alliances Steffen Larsen gået på talerstolen.
Han sagde, at “vores samfundsform er ved at lide de 1.000 snits død”.
Han citerede også fra digterpræsten Kaj Munks tale fra 1943 om, at “vi har solgt vores sjæl til kompromisets onde ånd”.
Fra regeringen og De Radikale var der stadig kun tavshed at spore. Aldrig havde jeg overværet en så dyb foragt for parlamentarisme. Der var virkelig noget, der gik i stykker inde i Folketinget denne dag, og hvis man bilder sig ind, at vores lovgivende forsamling har en rolle at spille i forhold til SVM-regeringen, skal man bare spole tilbage og se debatten om koranloven. Hvad man vil se er et showroom for et impotent Folketing, der kom helt til kort. Og man kan passende slutte omtrent dér, hvor løsgængeren Theresa Scavenius rejser sig op og siger, at det er grundlovsstridigt at stemme imod sin overbevisning.
Nå, men til sidst blev koranloven stemt igennem. Desværre, kan man mene. Det eneste medlem af Folketinget, som gik på talerstolen og forsvarede denne skandaløse lov, var løsgængeren Jon Stephensen, men han er jo også blevet husven hos Socialdemokratiet. Hvis man en dag får brug for at kaste lidt op og mangler et effektivt brækmiddel, gør denne tale virkelig tricket.
Christian Friis Bach
Forude ventede så afstemningen om oppositionens oplæg til en FE-undersøgelse, der skulle forankres i Folketinget, men det havde SF jo ødelagt på forhånd ved at bide til bolle med regeringen.
Nu skulle styrvolten Rasmus Paludan videre. Før han gik, afslørede han dog, hvilket folketingsmedlem det var, som havde budt ham på dialogkaffe tilbage i oktober måned. Altså den person om hvem Rasmus Paludan havde sagt til mig, at det var en “meget smuk og velsoigneret mand”. Nu viste det sig, at denne mand var ingen ringere end De Radikales Christian Friis Bach.
“Han sagde, at han godt kunne se, at jeg har ret til at kritisere islam, men så siger han efterfølgende, at det er hadefuldt og kun for at skabe splid, at jeg gør det, og det havde jeg ellers siddet og fortalt ham i halvanden time, at det ikke er. Vi delte jo en flaske hvidvin, og det var superhyggeligt, han var da nysgerrig, men det virker ikke, som om jeg rigtigt kom igennem med så meget,” fortalte Rasmus Paludan om mødet med Christian Friis Bach.
“Hvad tænker du så om, at koranloven nu er blevet vedtaget?” spurgte jeg.
“Det her må motivere folk til at brænde flere koraner af, og det kan man gøre på alle mulige måder. Ikke som en kritik af islam, men nu som en kritik af begrænsningen af ytringsfriheden, så det vil være et helt nyt tema. Men vi kan jo lige ringes ved omkring den her dåb,” sagde Rasmus Paludan.
“Meget gerne,” svarede jeg.
Jette Gottlieb
I frokostpausen var jeg ude og rende. Op og ned ad gangene. Et sted hørte jeg‚ at regeringen går og tænker på at udpege en Europaminister, men det bliver nok først til sommer, hvis ikke senere, og det skal selvfølgelig ses i lyset af, at vi skal overtage EU-formandskabet i 2025.
I udkanten af Vandrehallen rendte jeg ind i komikeren og rapperen Ellie Jokar, der gav den i rollen som en stjernejournalist fra Dubai. Jeg var langt inde i et interview på engelsk om Israel-Palæstina-konflikten, før jeg opdagede, at det var hende. Sundt for mig prøvede jeg altså at smage min egen medicin.
Jeg rendte også ind i Jette Gottlieb fra Enhedslisten. Hun var iført en stor, rød fleecetrøje. Til hende sagde jeg, at samme dag, som jeg skrev om vores samtale om den nye postlov, kunne man læse i pressen, at Sverige nu truer Danmark med et sagsanlæg, fordi loven går imod PostNords og Sveriges interesser. Med andre ord havde Jette Gottlieb været på forkant.
“Er det ikke morsomt?” spurgte Jette Gottlieb og pegede på sin næse.
“Den virker stadig,” sagde hun.
I den anden hånd havde Jette Gottlieb et plastickrus, som hun bar frem for sig, mens hun gik. Hun forklarede, at det var, fordi hun var syg, og så var koppen god at have klar, hvis hun skulle brække sig, før hun nåede frem til sit kontor.
Jeg ønskede hende god bedring og gik videre på min færd.
B87
Snart sad jeg oppe i presselogen igen og fulgte debatten om B87; oppositionens beslutningsforslag om “iværksættelse af en granskningskommission om FE-sagen”.
Nede i salen stod Venstres Jan E. Jørgensen og roste SF for, at de var gået imod det forslag, de selv havde været med til at udarbejde. Oppe på talerstolen stod SF’s Karina Lorentzen og forsøgte at overbevise Folketinget om, at SF skam ikke havde købt katten i sækken. Hun gjorde blandt andet gældende, at SF er blevet lovet, at Samsam-sagen skal undersøges, samt at Tilsynet med Efterretningstjenesterne skal styrkes. Det sidste kan man næppe kalde en sejr, for det står sågar skrevet i regeringens eget grundlag, at tilsynet skal styrkes, så SF har fået regeringen med på noget, som de allerede selv har erklæret, at de vil gennemføre.
Lorentzen gjorde et stort nummer ud af, at kontroludvalget i Folketinget, som holder øje med de hemmelige tjenester, nu kan sætte tilsynet til at undersøge sager – som for eksempel den om Samsam. Hvilket da umiddelbart er fint, men hun glemte lige at sige, at alle medlemmer af kontroludvalget har tavshedspligt, samt at tre ud af fem stole i kontroludvalget er besat af regeringen selv. Alligevel mente Karina Lorentzen, at SF var lykkedes med at “presse regeringen i helt uhørt grad”.
Søren Pape Poulsen
Så blev det De Konservatives formand Søren Pape Poulsens tur til at sige noget. Han rejste sig op og roste Karina Lorentzen for, at hun havde mod til at stille sig op på talerstolen og i det mindste at forsvare SF’s politik. Hvad Pape sigtede til var, at regeringen stadig sad og lurepassede.
Som flere andre denne dag spurgte Pape også til, hvad SF har fået til gengæld, for han kunne ikke få regnestykket til at gå op.
“Hvad har SF fået for det?” spurgte Pape. Svaret, der kom fra Karina Lorentzen, blev ingen særligt meget klogere af.
Torsten Schack Pedersen
Langt om længe begyndte regeringen at give sig til kende. Første levende billede var Torsten Schack Pedersen (V), der nu er blevet politisk ordfører for Venstre. Og her står spørgsmålstegnene virkelig i kø.
For det første, fordi Torsten Schack Pedersen godt nok er en nedgradering, når forgængeren på posten var den unge Venstre-løve Morten Dahlin. Schack Pedersen fremstår jo til sammenligning som en lidt ældre logerende i Klausens Pensionat i tv-serien Matador.
For det andet, fordi det forekommer svært at tro på, at Schack Pedersen som et led i omplaceringen er gået med til at droppe sit fede og velbetalte sidegesjæft som kommitteret for hjemmeværnet. Omtrent 35 tusinde kroner om måneden giver denne loppetjans, plus adgang til tjenestebil med egen chauffør. Samtidig blev hans ægtefælle Louise Schack Elholm fyret som kirkeminister, hvilket jo også er dårligt for den samlede husstandsindkomst. Så hvad har Torsten Schack Pedersen fået som kompensation for at stille sig op på øretævernes holdeplads som politisk ordfører? Det må mindst være et løfte om en ministerpost.
Statler og Waldorf
På et tidspunkt gik strømmen i presselogen. Så var det så, at jeg opdagede, at ude i den fremskudte balkon, hvor DR i gamle dage stod og filmede Folketinget, var der stadig elektricitet i stikudtagene. Så her satte jeg mig ud, og snart fik jeg selskab af journalist og politisk kommentator Lars Trier Mogensen.
Vi havde ikke siddet der længe, før vi selv kunne se, at vi lignede de gamle mænd i Muppet Show, altså Statler og Waldorf, der sidder oppe i en teaterloge og heckler på de optrædende dukker. Snart blev det også tydeligt for medlemmerne nede i salen. Den første, der skrev til mig om denne lighed, var løsgængeren Lars Boje Mathiesen. Pr SMS sendte han mig dette billede, og skrev:
“Muppetshow …”
“Præcis! Vi snakkede om det for lidt siden,” svarede jeg. Og fordi Jon Stephensen stadig sad ved siden af Lars Boje Mathiesen og nu var dybt engageret i sin mobiltelefon, spurgte jeg så:
“Hvad har Jon gang i?”
“Chatter med thaipiger,” svarede Lars Boje Mathiesen med det samme.
Hvilket jo selvfølgelig kun var ment som en morsomhed, for naturligvis gjorde Jon Stephensen ikke det.
Spioner der holder øje med spioner
Til sidst, umiddelbart før oppositionens forslag om at forankre FE-undersøgelsen i Folketinget blev stemt ned med 102 stemmer, kom justitsminister Peter Hummelgaard (S) på talerstolen. Igen spillede han den sædvanlige plade om “konspirationsteorier og vilde spekulationer.” Vi fik selvfølgelig også serveret et stykke med, at det er godt, at SF “tager ansvar”.
Men lyttede man nøje efter, skete der faktisk noget interessant, da Enhedslistens Pelle Dragsted spurgte ind til, hvad det egentlig betyder, når der tales om, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne skal styrkes.
Betyder det for eksempel, at der skal laves om på, hvem der sidder i dette tilsyn? Hertil svarede Peter Hummelgaard, at han ikke er fremmed for tanken om at lave om på sammensætningen af de tilsynsførende, så der kommer personer med “kvalificeret viden om, hvordan efterretningstjenesterne arbejder” med i tilsynet. Med andre ord lød det, som om Peter Hummelgaard sagde, at tidligere spioner skal holde øje med nuværende spioner.
Voksenrollespil
Et guddommeligt øjeblik opstod, da SF’s leder Pia Olsen Dyhr rejste sig op og spurgte Peter Hummelgaard, om justitsministeren kunne bekræfte, at det er “et nybrud”, det, som SF har fået gennemført med det styrkede tilsyn af efterretningstjenesterne.
“Det mener jeg helt klart, at det er,” svarede Peter Hummelgaard, og her kunne der godt have lydt lyden af en kazoo.
Sverre Quist
Da jeg kom ud i Vandrehallen, stod TV 2’s politiske reporter Sverre Quist og skulle til at lave et interview med netop Peter Hummelgaard.
“Hvad skal jeg spørge om, som vi ikke talte om i går?” spurgte Sverre Quist, før interviewet gik i gang.
“Det ved jeg ikke,” svarede Peter Hummelgaard.
“Peter Hummelgaard, regeringen har fået to kontroversielle lovforslag igennem, hvordan har du det?” spurgte Sverre Quist så. På det tidspunkt var jeg kommet for langt væk til at høre, hvad Peter Hummelgaard svarede, men det kan man næsten tænke sig til.
Tillidshøring
Næste morgen satte jeg mig til rette i Fællessalen, som denne dag dannede ramme om DJØFs såkaldte tillidshøring om, “hvordan vi styrker tilliden til folkestyret”.
Forinden var publikum blevet trakteret med croissanter og kaffe, og på alle stole lå der DJØF-merchandise klar.
Formanden for DJØF, Sara Vergo, og de Radikales leder Martin Lidegaard bød velkommen. Hvis mine noter ellers taler sandt, sagde Vergo, at “tillid er superlimen”, der binder vores samfund sammen.
Så kom professor i statskundskab Michael Bang Petersen på banen. Han sagde, at siden 2007 er danskernes tillid til det politiske system raslet ned med godt tyve procentpoint.
Før jeg vidste af det, stod den tidligere skatteminister for Wagnergruppen, Karsten Lauritzen, oppe i panelet. Nu er han blevet direktør i interesseorganisationen Dansk Industri og skriver bøger om, at “der er noget helt galt i det danske folkestyre”.
Til forsamlingen sagde Karsten Lauritzen følgende:
“Der er stor tillid mellem politikerne, lobbyisterne og embedsværket. Det er befolkningen bekymret over. Helt ubegrundet, hvis I spørger mig.”
Post scriptum
Nogle dage senere blev Folketinget lagt ned af sygdom. DR skrev, at “politisk drilleri fra oppositionen er ifølge Socialdemokratiet skyld i udbredt sygdom på Christiansborg”. Længere nede i artiklen sagde politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen (S), at “der ikke er meget tvivl om”, at afstemningen om koran- og FE-loven har resulteret i det, han kaldte en superspreder-event.
Omtrent samtidig tonede statsminister Mette Frederiksen (S) frem på sociale medier med et helt enormt fad med æbleskiver:
Allahu Akbar!
Dags dato planlægger den iransk-fødte kunstner Firoozeh Bazrafkan at gennemføre en happening på ridebanen ved Christiansborg. Ifølge foromtalen involverer det et rivejern og en koran, og så ved vi jo godt, hvad klokken er slået. Det, tænker jeg, bliver et godt sted at starte min næste stuegang i Folketinget, så regn med at høre mere om denne begivenhed.
Denne gang har Malthe Emil Kibsgaard tegnet en parafrase over den russiske Wagnergruppes logo, som så lige er blevet twerket en del over mod Venstre.
Tak, fordi du læste eller lyttede med. Og tak, fordi du er medlem hos Frihedsbrevet.
Med venlig hilsen
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her