Fri Mads #117: Den evige genkomst
Forleden dag sendte en god bekendt mig denne tekstbesked:
“Tilfældighedens lov er det smukkeste, der findes: For lidt tid siden mødte jeg dig på restaurant Locale 21. Nu er jeg tilbage. Og hvem sidder præcis på den stol, du sad på? Barbara Bertelsen. Er det ikke smukt?”
Jeg svarede, at det lød som en novelle af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges. Eller som en monolog af Doctor Manhattan i tegneserien Watchmen.
Til sidst blev vi enige om, at hændelsen mest af alt var udtryk for filosoffen Nietzsches idé om den evige genkomst, som går ud på, at alle begivenheder gentager sig. Der er, ifølge Nietzsche, ingen begyndelse, ingen afslutning og dybest set heller ingen død. Det ene øjeblik sidder du i en stol på en restaurant i København, og det næste øjeblik sidder statsministeriets departementschef i den samme stol. Det hele er forbundet. Det hele hænger sammen. Alt er det samme.
“Dette liv, som du lever og har levet det, skal du leve endnu engang og utallige gange mere; og der vil intet nyt være i det,” skrev Nietzsche selv om den evige genkomst.
En gentagelse af en gentagelse
Når jeg indleder mit hundrede og sytten tyvende nyhedsbrev med disse tanker, er det, fordi det knytter glimrende an til det greb, som er min shtick, nemlig at gå på stuegang på Christiansborg. Dels er selve metoden baseret på tilfældets musik; jeg er dybt afhængig af de citrusfrugter, som virkeligheden smider ned i min turban. Og samtidig er det netop selve essensen af den evige genkomst, at jeg uge efter uge går rundt i de samme gange og møder de samme mennesker, og hver gang forventer et nyt resultat, selvom det hele i realiteten bare er en gentagelse af en gentagelse. En båndsløjfe, der kører i ring.
Engang imellem sker der dog noget nyt, og så er det med at være parat.
94 gulerødder
Den 14. december trådte koranloven nemlig i kraft. Da solen stod op over København, var det således forbundet med drakoniske tvangsmidler at udsætte en hellig tekst for utilbørlig behandling. Igen; den evige genkomst, for selvom der er langt til en såkaldt autodafé under den spanske inkvisition, er der alligevel noget i koranloven, der lidt smager i den retning.
Fra nu af kunne alt ske. Klokken 14 om eftermiddagen havde den iransk-fødte kunstner Firoozeh Bazrafkan varslet en happening på slotspladsen foran Christiansborg. Det eneste hun afslørede på forhånd var, at seancen ville involvere et rivejern, og så var der sikkert mange, der tænkte, at hun nok ville rive koranen i stykker.
Da jeg kom derhen, stod hun i samtale med tre politimænd, hvoraf en af dem var en hærdebred indsatsleder. Man kunne ikke tænke sig en bedre måde at gestalte koranloven på; lille og spinkle Firoozeh Bazrafkan omgivet af ordensmagtens muskelmænd.
Lidt efter skred hun til handling. Foran et lille publikum gav hun sig til at rive gulerødder. Hver gulerod repræsenterede de politikere, som havde stemt for koranloven forleden dag. Hun rev i alt 94 gulerødder og samlede pulpen i en medbragt glasbeholder. Til sidst nejede og bukkede hun.
Dan Park
Lidt derfra stod den svenske provokunstner Dan Park og drak en dåseøl. Han var iført en tophue med broderede rensdyr, og selvom han ser både brystsvag og vitaminfattig ud, skal man ikke skue hunden på hårene. Dan Park møder aldrig op for kun at danse; he means business.
Jeg spurgte ham om, hvordan han selv ville have grebet denne happening an. Han svarede, at han ville nagle koranen fast til et træ, og så stikke ild til den, således at træet blev forvandlet til det prosaiske svar på den brændende tornebusk i Biblen.
I forbifarten, og på grund af sprogforbistring, nåede jeg ikke at opdage, at det var lige præcis det, som Dan Park gik i gang med umiddelbart efter Firoozeh Bazrafkan havde afsluttet sin performance.
Kort derfra, til venstre for slotskirken, var der blevet stukket ild til hele to koraner, og samtidig havde Dan Park sømmet en koran fast til et træ, og hullerne i bogen udgjorde tilsammen et kors. Ved siden af koranen, var der sat et skilt op, hvor der stod “just burn it”, og så var der blevet limet en æske tændstikker fast til skiltet.
Ingen ville sige, hvem der havde sat ild til koranerne. Dan Park sagde, at det ikke var ham. Til gengæld ville han gerne indrømme, at det var ham, der havde sømmet koranen fast til træet. Han sagde, at det var første gang i hele sit kunstneriske virke, at han havde udsat muslimernes hellige bog for utilbørlig behandling. Årsagen var, at han vil protestere imod den danske koranlov, som han mener er under al kritik.
Dan Park knappede en ny dåseøl op. Så kom der to politifolk og tog fat i Dan Park. Han blev trukket til side og blev afæsket sine personoplysninger. Da politiet var færdig med ham, gik han tilbage til det lille publikum. Dan Park sagde, at han hverken var blevet anholdt eller sigtet eller havde fået en bøde.
Ingen af de tilstedeværende kunne få denne udvikling til at give mening, for Dan Park havde jo helt åbenlyst udsat koranen for utilbørlig behandling.
Simon Ørregaard
Politiet gik deres vej. En af tilhørerne var en mand med et stort, gråt fuldskæg. Han sagde til mig, at han hedder Simon Ørregaard, og at han gerne vil brænde koraner af på vegne af andre mennesker. I yderste konsekvens vil Simon Ørregaard sågar gå i fængsel for andre mennesker. Han sagde, at hans motiv er, at han voksede op som Jehovas Vidne, og at han – efter han brød med sin familie – er blevet ateist.
“Jeg har ikke tænkt konceptet helt igennem, men jeg kalder det utilbørlig service. Hvis folk vil i kontakt med mig, kan de finde mig på Facebook,” sagde Simon Ørregaard.
Et badehotel udenfor sæsonen
Jeg gik ind i Rigsdagsgården, og op ad trappen til Folketinget. Her mødte jeg de to politifolk, der havde haft fat i Dan Park. De sagde til mig, at de ikke kunne forstå, at pressen gav den slags optrin opmærksomhed.
“Det er under dit niveau,” sagde den ene betjent til mig.
Så gik jeg ind i Folketinget, hvor stemningen lidt var som et badehotel udenfor sæsonen. De mennesker, der ikke var gået på juleferie endnu, brugte tiden på at tælle timerne, der var tilbage. Jeg var næppe den eneste, der følte et stik af misundelse, når jeg tænkte på Jakob Ellemann-Jensen, som nu kørte rundt nede i Australien i en autocamper sammen med familien. Han var en af de heldige; han var sluppet ud.
Oppe i salen var de i gang med den første behandling af B20; et forslag til “at iværksætte en forundersøgelse af med henblik på udflytning af 10 tusinde arbejdspladser over de kommende år”. Det var Danmarksdemokraterne, der var fremkommet med dette provinspopulistiske udspil, som efter stemningen at dømme var dødt ved ankomsten.
Nede i salen sad Enhedslistens Jette Gottlieb i en gul t‑shirt med røde striber, der fik hende til at ligne et Bismarck-bolsje. Til stede var også Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne og Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Og så Zenia Stampe fra De Radikale, som oppe fra talerstolen sagde, at de Radikale “ikke vil lægge sig fast på et tal.”
Hvis jeg ikke havde siddet op i presselogen og overværet denne seance, og havde overlevet længe nok til at nå at skrive om det, tror jeg aldrig nogensinde, det var blevet opdaget, at dette møde havde fundet sted.
Ham der aldrig går væk
Tiden gik, og snart barslede Kronos med en ny genkomst; den måske allermest evige genkomst i dansk politik, nemlig udenrigsminister og partiformand Lars Løkke Rasmussen – manden, der altid kommer igen.
Ham der aldrig går væk. Det fastlåste tal. Konstanten.
Den 20/12, klokken tolv middag, skulle Løkke på ny i skærsilden i Klimaudvalget vedrørende mysteriet om, hvordan i alverden det er muligt, at Løkke anfører et udvalg for havvind inde i Udenrigsministeriet.
Spørg mig lige, om jeg havde set frem til denne dag og time?
Med til samrådet var blandt andre Inger Støjberg (DD), Morten Messerschmidt (DF), Kim Edberg Andersen (NB) og de Konservatives Mona Juul.
I bunden af udvalgsværelset sad selveste Chokoladefontænernes Herre, den navnkundige Lars Løkke Rasmussen, med korslagte arme.
Han så godt gammeldags gnaven ud, og som læsere af mit nyhedsbrev vil vide, foretrækker jeg Løkke, når han er i netop det humør. Den sure Løkke.
Dagen forinden var der udgået en pressemeddelelse fra Lars Aagaards Klimaministerium om, at de tre overlevende projekter fra nedlukningen af åben dør-ordningen for havvind nu også var blevet skrottet. Blandt disse tre var CIP’s projekt ved Vikinge Banke, som Løkke ifølge Zetland havde presset sine embedsmænd til at give særbehandling.
Som et medlem af presselogen sagde til mig senere samme dag, måtte konklusionen nu være, at hvis Løkke virkelig har handlet i CIP’s interesse, så har han været en umanerlig dårlig politisk lobbyist. Spildt var i hvert fald det fine dagsarrangement til Folkemødet på Bornholm, hvor CIP havde trakteret Løkke med kaviar og fransk årgangsvin.
”Vi har tryktestet alle muligheder for at justere åben-dør ordningen, så den kunne bidrage til at sikre mere grøn strøm hurtigt og inden 2030. Det var ønsket fra branchen og fra oppositionens side, da ordningen blev sat i bero. Det har desværre vist sig ikke at være muligt,” sagde klimaminister Lars Aagaard i pressemeddelelsen.
“Hvis det stinker af noget, så stinker det af regeringens ambition om at komme i mål med den grønne omstilling,” sagde Lars Løkke Rasmussen til samrådet med Klimaudvalget.
I det hele taget bød samrådet på en perlerække af nye ordkonstruktioner og ordspil fra Løkkes side. For eksempel kaldte han udvalget for havvind i Udenrigsministeriet for – hold fast – det temporære udvalg.
Således er Løkke enormt god til, ved hjælp af sproglige fiksfakserier, at få suspekte og besynderlige forhold til at fremstå som noget, der både er voksent, værdigt og helt utroligt kompetent. Det er ikke for meget sagt at kalde disse retoriske krumspring for gaslighting, en måde hvormed Løkke fordrejer og forfalsker virkeligheden.
I samme kategori var det umanerligt morsomt, da Løkke sagde, at “regeringen har et højt ambitionsniveau, men implementeringsmæssige udfordringer,” hvilket jo svarer til skoleeleven, der havde vidtløftige planer for sin danskstil, men desværre kom til at spille Xbox hele natten.
Et tredje eksempel er denne sætning, som jeg lige nåede at få skrevet ned, før det var for sent. Løkke sagde, at for at få gang i dansk havvind kræver det “et relativt gelinde myndighedssamarbejde, hvor man skal læne sig ind mod hinanden med en samtidighed”.
Er det ikke bare en utrolig sætning? Lars Løkke Rasmussen når han er allerbedst, mener jeg.
Med til samrådet var to andre ministre; erhvervsminister Morten Bødskov (S) og klimaminister Lars Aagaard (M). Begge mestrer kunsten at tale solen sort med betydningsløse sætninger, men i særklasse er dog alligevel Lars Aagaard. Det er ikke urimeligt at skrive, at han sugede al energi ud af rummet med sine lange, intetsigende pølser af ordskvalder.
Undervejs sagde Lars Aagaard, at vi har “16 gigawatt havvind i pipelinen frem mod 2030,” og det lyder jo vældigt imponerende, men faktum er ikke desto mindre, at dansk havvind har stået fuldstændig stille siden SVM-regeringen blev dannet.
Godt nok påstår Lars Løkke Rasmussen, at oprettelsen af udvalget for havvind i Udenrigsministeriet var et behjertet forsøg fra regeringens side på at omgå de forhindringer, som standsningen af åben-dør-ordningen for havvind medførte, men i realiteten er der intet kommet ud af det. Ingenting overhovedet. Nul og niks.
Så på slutstregen har regeringen fejlet fælt, og alle illusioner om, at det ville sætte fut i den grønne omstilling at få en klimaminister med en fortid som lobbyist i energibranchen, er bristet. Lars Aagaard har floppet.
Så blev det Inger Støjbergs tur til at sige noget: “Hvordan i alverden er det gået til, at det er Lars Løkke Rasmussen, der sidder for bordenden for et udvalg for havvind i Udenrigsministeriet og ikke klimaminister Lars Aagaard ovre i Klimaministeriet?” ville hun vide. Og det forstås virkelig, for det forbliver umådeligt interessant, at dette udvalg blev oprettet.
Støjberg spurgte også om, hvorfor CIP-middagen til Folkemødet var for fin til Lars Aagaard, men ikke for fin til Lars Løkke. Aagaard svarede, at det ikke var ham selv der havde meldt afbud til CIP-arrangementet, det var derimod hans embedsværk, der havde gjort det. Måtte vi forstå.
Løkke sagde så, at når han ser sig selv i spejlet om morgenen, så ser han en politiker, der vil “indfri sine politiske ambitioner”.
“Og så er den historie ikke meget længere,” tilføjede han.
Mona Juul sagde, at vi snart har spildt et år.
“Det er dælme en alvorlig sag,” mente hun og spurgte om, hvad vi “reelt set har mistet af mistet af arbejdspladser,” fordi regeringen har nølet i det.
Det kom der ikke rigtigt noget svar på.
Signe Munk fra SF blev stillet igennem på et videolink og spurgte flere gange om, hvorfor de tre godkendte arealer for havvind, der indtil i går havde overlevet nedlukningen af åben-dør-ordningen, ikke bare var kommet i udbud.
Løkke svarede, at “vi tog ja-hatten på og prøvede at få undersøgt, hvordan det kan lade sig gøre alligevel,” og derfor var han også glad for at kunne meddele, at regeringen nu har oprettet et nyt grønt udvalg.
Alt dette gav ikke rigtig mening, hvilket Signe Munk ikke var sen til at bemærke.
Klimaminister Lars Aagaard sagde, at det ikke kan lade sig gøre at lave et lynudbud.
Morten Messerschmidt ville vide, om Løkke var blevet aflønnet per timebasis, dengang han var seniorkonsulent for advokathuset Gorrissen Federspiel, eller om han havde haft en månedlig retainer. Han ville også vide, om Løkke havde rådgivet klienter udenfor advokathuset. Alt dette sigtede naturligvis til spekulationer i pressen om, hvorvidt der mon har været en misliebig forbindelse mellem Løkke og Copenhagen Infrastructure Partners (CIP).
Løkke replicerede, at vi nu var “ud over grænsen for, hvad jeg skal svare på”.
“Den sag handler om at regeringen – som i øvrigt er et kollegium – ville udfordre, at åben dør-ordningen var blevet lukket,” forsatte Løkke.
Herpå fulgte en masse metaforer om at åbne lukkede døre op, og Løkke var også inde på, at i Kina tager det tre et halvt år at få havvind igennem, mens det tager ti år i EU.
Løkke sagde endvidere, at disse insinueringer intet har med virkeligheden at gøre, samt at han aldrig havde oplevet noget, der var så omvendt som det her.
“Så vendt på hovedet,” som Løkke formulerede det.
Morten Messerschmidt spurgte, om Løkke havde overvejet, hvorvidt han var inhabil, hvortil Løkke svarede:
“Selvfølgelig har jeg ikke på noget tidspunkt været inhabil i denne sag.”
Samira Nawa fra de Radikale sluttede samrådet af med at sige, at vi hverken får “en hvid eller en grøn jul, men en sort jul”.
Inger Støjberg
Ude i Vandrehallen fik jeg en lille snak med Danmarksdemokraternes Inger Støjberg.
“Er du blevet klogere på, hvad Lars Løkke har lavet efter det her samråd?” spurgte jeg.
“Nej, jeg er ikke blevet klogere på, hvad Lars Løkke har lavet, og han svarede jo behændigt uden om alt, hvad han blev spurgt om. Jeg synes stadig, der er en række spørgsmål, der er udestående. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan det i himlens navn pludselig kan være Lars Løkke, der sidder i spidsen for det her udvalg, og ikke klimaministeren,” svarede Inger Støjberg.
Dødens Futte
Så dryssede jeg lidt omkring i Folketinget. De Konservatives leder Søren Pape Poulsen var udenbys, fik jeg at vide i hans forkontor i Den Grønne Gang. Et andet sted blev jeg bekendt med, at formanden for Esbjerg Havn nu søger en presserådgiver.
Oppe på biblioteket læste jeg en artikel i Børsen om, at Kina og USA giver rundhåndet statsstøtte til deres grønne industrier, hvilket retrospektivt set får nedlukningen af åben dør ordningen for havvind til at se endnu mere besynderlig ud.
Oppe hos Dansk Folkeparti, i det afsnit af Gul Gang der kaldes Sibirien, var en stak af seneste udgave af medlemsbladet lagt frem til fri afbenyttelse. På forsiden kunne man se nu afdøde Søren Krarup, og ved siden af publikationerne stod der en mærkelig sort lille hund, et tøjdyr med nissehue på, som lignede Futte fra tegneserien om katten Garfield. Ved siden af hunden stod der en rød fluesvamp. Synet af denne Dødens Futte gjorde mig omgående skrækslagen.
Fra de fattige til de rige
Jeg gik videre og sugede til mig undervejs. Rundt omkring i Folketinget var der lidt murren i krogene. Den dårlige stemning drejede sig om SF’s Lisbeth Bech-Nielsen, der stod bag et beslutningsforslag, som skulle til behandling torsdag den 21. december. Især de jyske medlemmer af tinget var knotne over, at de således ikke kunne tage på juleferie allerede onsdag den tyvende.
Beslutningsforslaget handlede om et såkaldt aktstykke, der havde medført at 364 millioner kroner, som oprindeligt havde været allokeret til udsatte børn og unge, men aldrig var blevet brugt, i stedet var blevet ført over i regeringsreserven og derefter anvendt til at sætte loft over skattestigninger på erhvervsejendomme. Altså en skattelettelse til erhvervslivet. Som Robin Hood ville formulere det, havde regeringen hermed taget fra de fattige og givet til de rige, men med til historien hører, at flere ejendomsselskaber efter sigende har været på fallittens rand, fordi de har været for hårdt gearet.
“Finansministeriet har åbent sagt til mig, at de har brug for de her penge til at betale for denne her skattelettelse,” sagde Lisbeth Lisbeth Bech-Nielsen om aktstykket til DR.
Denne udtalelse fik senere Finansministeriets departementschef Kent Harnisch til at forfatte et højst opsigtsvækkende brev, hvor han beskylder Lisbeth Bech-Nielsen for at lyve. Og således blev det alligevel jul på Slotsholmen.
Jan Carlsen
Jeg tog lige det sidste med, før jeg kaldte det en dag. Ovre i Provianten var de fleste taget på juleferie, men man kan jo være heldig.
Jeg havde lidt håbet at finde den mystiske Jan Carlsen, Moderaternes suppleant for den sygemeldte førsteelsker Mike Fonseca. Når man ser billeder af denne Jan Carlsen, ligner han et AI-genereret fotografi af chefen for et kristent pyramidespil, så hvordan ser han mod ud i virkeligheden var spørgsmålet der optog mig. Men han var ikke at finde på sit kontor.
Det var til gengæld løsgængeren Theresa Scavenius, der sad og julehyggede med sit hold. Stemningen var helt i top. Scavenius sagde til mig, at i det nye år handler det om at fortsætte kampen mod fake politics.
“Der bliver snydt på vægten, og det skal afsløres,” sagde hun.
Jeg gik ned til Enhedslisten for at se, om Jette Gottlieb var hjemme. Det var hun ikke. Gangen lå øde hen. Et enkelt sted sad der en pressemedarbejder og holdt gryden i kog. Midt på gangen stod der et bordfodbold, og lidt derfra var et whiteboard på hjul placeret. Med tuschstreger var whiteboardet blevet delt op i to felter. Det ene felt var kategorien “prioriterede dagsordener” og det andet felt var kategorien “andre dagsordener”.
Begge felter var tomme, og fra dette whiteboard udstrålede der en håbløshed så tyk, at jeg blev helt paf af at kigge på det. Det slog mig, at dette whiteboard, muligvis var det bedste sindbillede på det danske folkestyre anno 2023.
Hermed sluttede årets sidste stuegang i Folketinget. Dagen efter fik SVM-regeringen den værste meningsmåling nogensinde.
“Aldrig har en regering tabt så meget så hurtigt, som vi ser nu – ligegyldigt hvilken regering, vi kigger på i Danmarkshistorien,” sagde valgforsker Kasper Møller Hansen til Politiken og påpegede, at regeringspartierne lige nu står til at miste i omegnen af 28 mandater.
Godt nytår
Jeg vender tilbage med en ny stuegang primo 2024. En kilde på Borgen sagde til mig, at det ikke giver nogen mening at nærme sig Folketinget, før vi er kommet ind i anden uge af januar, for indtil da sker der ikke noget.
I mellemtiden kan man passende kigge forbi hjemmesiden netfisse.dk for det lader til at mit virke som stuegænger er den direkte årsag til at Jeppe Søe (M) har forfattet en lang tekst om hvorfor det er helt uskyldigt at han i sin tid købte domænenavnet netfisse.dk. Hvis man er lidt beruset mens man læser teksten, bliver det endnu bedre.
Til slut vil jeg gerne ønske dig en glædelig jul og et godt nytår og takke for, at du er medlem af Frihedsbrevet. Det håber jeg, du bliver ved med at være.
Mvh,
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet