Fri Mads #118: Kongen af Shamballa og de døde borgerlige
Det lyder jo lidt som den næste Harry Potter-roman; Kongen af Shamballa og de døde borgerlige. På sin vis er der heller ikke så langt fra Hogwarts – skolen for magi og trolddomskunst – og så til Folketinget. Begge steder sker der totalt vanvittige ting, folk går mærkeligt klædt, anvender trylleformularer i flæng, og ligesom på Hogwarts er der stærke klikedannelser, som deler slottets beboere op i forskellige grupperinger. En aldrende troldmand, der har en nebengesjæft som formand for Esbjerg Havn, står i spidsen for det hele. Borgen er i sandhed et magisk sted.
Shamballa
Oveni fordelingshatten er Christiansborg lovgivende forsamling for et land, der på mange måder både læser og lyder som Shamballa, det mytiske og sagnomspundne kongerige, som angiveligt ligger et sted mellem Gobi-ørkenen og Himalayas bjerge. Ifølge buddhistisk overtro er Shamballa et sted, hvor alle indbyggerne har nået det højeste stadie inden for menneskelig udvikling; de er blevet fuldt oplyste og lever nu i fuldkommen fred og fordragelighed med hinanden. Altså ikke langt fra verdens lykkeligste land, som Danmark jo angiveligt er.
En mosbegroet ruinby
Selvfølgelig er der også en bagside af medaljen, for er Shamballa nu så skønt et sted, når det kommer til stykket? I computerspillet Uncharted 2: Among Thieves er Shamballa en uhyggelig, mosbegroet ruinby, som bestyres af en gruppe vogtere, der er blevet dybt psykotiske af at drikke ungdomseliksir fra Livets Træ. Denne læsning af Shamballa – en mørkere og mere uhyggelig tolkning – giver også mening i dansk sammenhæng, nemlig når man tænker på den smuldrende danske velfærdsstat og de politikere, der står i spidsen for dette dødsbo – hvor der senest er fundet skimmelsvamp på Rigshospitalets afdeling for kræftsyge børn.
I stedet for trylledrikken fra Livets Træ, drikker vores vogtere mindst en gang om året af den 400 år gamle Rosenborgvin, og det kan man jo også blive svært psykotisk af.
Nazister og kommunister
Mens vi er ved det, så forsøgte både nazisterne og kommunisterne at finde Shamballa. Hitler sendte ekspeditioner afsted til Tibet for at lokalisere denne drømmeverden, som, nazisterne troede, var det ariske menneskes vugge.
Kommunisten Gleb Bokii, der var chef i det hemmelige russiske politi, eksperimenterede med buddhistiske spirituelle teknikker for at se, om han kunne fremelske perfekte kommunistiske mennesker, og planlagde i forlængelse heraf en ekspedition til Tibet for at komme i forbindelse med Shamballas indbyggere. Men forgæves; det løb ud i sandet.
Men hvad nu hvis Shamballa hele tiden bare har været en knopskydning på Tyskland, som går under det langt mere prosaiske navn “Danmark”?
Kongehuset er shamballister
Uanset hvad ved jeg, at jeg har fat i den lange ende her, for om sit håndled bærer vores nye konge nemlig et armbånd fra det danske smykkefirma Shamballa. Det samme gør prins Vincent, og helt tilbage i 2008 kom det frem, at vores nye dronning Mary også er shamballist. Hun bærer nemlig et armbånd til mere end 130.000 kroner, påsat en særlig lyserød diamant, og i 2017 var hun med til at åbne Shamballas flagship store i New York.
Kongeriget Shamballa
Når man går med et armbånd fra Shamballa, sender man et tydeligt signal til omverdenen om, at der er pænt gode odds for, at man er to tredjedel psykopat og en tredjedel narrehat. Som for eksempel med jetsetsvindleren Per Ulrich Karpf, der netop bærer et armbånd fra Shamballa*.
Men ifølge Shamballas hjemmeside signalerer man samtidig, at man tror på drømmen om – som der står skrevet – “som et sandt oplyst menneske at afhængsle sig selv fra kærlighed, mad og endda selve livet”.
Når man er nået frem til dette niveau, er man kommet til kongeriget Shamballa, hvortil jeg antager, at vores nye regent vil føre os alle sammen hen. Han er ganske enkelt Kongen af Shamballa.
Ekko i evigheden
Nå, men lad os tage hul på 2024s første stuegang.
Søndag den 14. januar var jeg øjenvidne til et både historisk og transcendentalt ritual, der – vurderer jeg, og bær venligst over med mig, hvis det følgende lyder en kende opkørt – vil give ekko i evigheden. I hvert fald kan man roligt sige, at der vil være et før og et efter denne skelsættende hændelse, hvor jeg var så heldig at komme tættere på begivenhedernes centrum end nogen anden journalist.
Personen, som det hele drejede sig om – en gråsprængt, hvid mand af middelhøjde, der ved først øjekast godt kunne minde lidt om en mellemleder fra Elgiganten – optrådte beundringsværdigt roligt, og da ceremonien var slut, fremførte han en en kort tale, hvor han takkede Gud og de fremmødte.
Hvad jeg taler om her er naturligvis Rasmus Paludans voksendåb, der fandt sted i Enghave Kirke i København søndag formiddag.
Fru Malke Malkesen
Senere samme dag var jeg et smut forbi Borgen for at overvære, at kronprins Frederik blev udråbt som konge af Det Danske Kongerige.
Og i mandags var jeg så forbi Folketinget for at opleve, hvorledes Folketingets formand og statsministeren smiskede for Kongehuset i en grad, så selv en nordkoreaner ville have fået røde ører af det. På det tidspunkt havde Mette Frederiksen (S) malket tronskiftet så længe og så hårdt, at hun med rette bør blive kendt i det ganske rige og land under navnet Fru Malke Malkesen.
Kunsten at klappe i kor
Men alligevel – trods ihærdige bestræbelser – slog Søren Gade og Mette Frederiksen ikke rekorden i opportunistisk skamløshed, som selvfølgelig besiddes af de Konservatives formand, Søren Pape Poulsen. Tidligere på ugen, oppe i det konservative sekretariat på tredje sal, havde Søren Pape Poulsen anført et klappekor af partifunktionærer, der klappede i hele 52 sekunder for dronning Margrethe. Hvis man gør sig den øvelse lige at tælle til 52, opdager man, hvor vanvittigt det er at klappe i hele 52 stive sekunder i streg.
På menuen
Herom drejer mit nyhedsbrev nummer 118 sig. Men før vi har rundet kristningen af Rasmus Paludan og kommer til kongerøgelsen, skal vi tilbage til starten af det nye år, hvor en dronning frivilligt styrtede sit eget værk i grus.
Døde borgerlige
Her tænker jeg på en dronning, som var leder af et parti, der havde til formål at repræsentere personer, der på den ene side hader muslimer og på den anden side elsker penge. Med andre ord handler det om Pernille Vermund og partiet Nye Borgerlige.
Timingen var perfekt. Ondag den 10ende januar, præcis et år efter at hun trådte af som formand for partiet Nye Borgerlige – for så at vende tilbage igen, efter at vildbassen Lars Boje Mathiesen havde skudt det hele i sænk – meldte Pernille Vermund ud, at det nu var endegyldigt slut med Nye Borgerlige. Sammen med sin sekundant Kim Edberg ville hun træde ud af partiet og dermed nedlægge folketingsgruppen.
Som forklaring fik vi at vide, at de kæmpede en sag, de ikke kunne vinde, og det forventede stemmespild ville ende med at skade den borgerlige sag. Alle var enige om, at det hele var meget nobelt og meget værdigt.
Det tredje medlem
Det tredje medlem af Nye Borgerliges folketingsgruppe, Peter Seier Christensen, var også med på at vride halsen om på det parti, han selv havde været med til at stifte tilbage i 2015. Det var Pernille Vermund, der tog den svære samtale med ham. Seier Christensen er syg med stress og kræft, men er ikke blevet sygemeldt til Folketinget for at undgå, at hans suppleant Henriette Ergemann kommer ind i folketingsgruppen. Nu bliver han så sengeliggende løsgænger, mens Pernille Vermund var hurtig til at sige, at hun godt kan se sig selv ovre i et andet parti.
Online-møde på Teams
Uanset hvad var det i sandhed en historisk begivenhed, for det er aldrig sket før, at et politisk parti, der sidder i Folketinget, på den måde nedlægger sig selv.
Aftenen forinden, hvor medlemmerne af Folketinget var samlet til det årlige nytårstaffel i Snapstinget, havde Vermund og Edberg fået styr på det formelle. Mellem forretten og hovedretten – ifølge mine oplysninger var det rødbede og rimmet laks efterfulgt af kylling med selleri og hvidvinssauce til – var Vermund og Edberg gået ind i et samrådsværelse og havde her holdt et online-møde på Teams med partiets hovedbestyrelse. Mødet varede i omegnen af tyve minutter, og da det var slut, var Nye Borgerlige lukket og slukket.
Den Flyvende Sjællænder
Eller så godt som, for det er jo svært at slå et parti helt ihjel, når det først er kommet i Folketinget, og i dagene der fulgte, skulle det vise sig, at Nye Borgerlige måske ender som en slags Den Flyvende Sjællænder. Et parlamentarisk spøgelsesskib, der sejler rundt ude i folkehavet, oppebåret af alle de dejligt mange penge, der stadig tilgår partiet i offentlig støtte, og på broen bemandet af vanvittige personager som byrådsmedlem Martin Henriksen og lokalpolitiker Nis Otto Kristensen.
Sidstnævnte er kendt fra et lydklip, som B.T. fik fat i, hvor han over telefonen truer med at trampe et tidligere partimedlem så hårdt i ansigtet, at “kæben sidder helt omme i nakken på ham”. Det skal nok blive festligt at følge med i.
Rasmus Jarlov
Så snart jeg hørte om Nye Borgerliges svanesang, satte jeg kurs mod Slottet på Holmen. Nu skal man jo ikke glæde sig over andres ulykke, men det var rart at få noget drama på drengen. Det eneste andet, jeg havde at gå op i denne dag, var, at de Konservatives Rasmus Jarlov havde startet det nye år med at sygemelde sig i en hel måned, men havde mærkeligt nok ikke fortalt offentligheden, hvad han fejler. Kiggede man efter på det sociale medie X, var Jarlov mere aktiv end nogensinde, og som en kilde hos de Konservative sagde til mig, så er “det i hvert fald ikke tommelfingeren, den er gal med”.
Walk & Talk med Kim Edberg
Men nu skubbede jeg Rasmus Jarlovs helbred til side og gik ned til Ridebanen, hvor Nye Borgerliges folketingsgruppe residerede. Heldigt nok mødte jeg Kim Edberg, der spurgte, om jeg ville med op til kiosken og købe cigaretter.
“Klart ja,” lød mit svar.
“Skal du snart have den indmeldelsesblanket? Nu har jeg drillet dig med det i snart to måneder,” sagde en ansat hos Liberal Alliance, der passerede os på gangen.
“Jeg kalder dem Landsforeningen for Autister,” sagde Kim Edberg til mig og grinede.
På vejen op til Vandrehallen spurgte jeg Edberg om, hvor længe det egentlig havde været på tale at nedlægge Nye Borgerliges folketingsgruppe.
“Siden i går klokken tolv,” svarede Kim Edberg og forklarede, at han og Vermund i marts 2023 havde indgået en håndfæstning om at orientere den anden først, hvis den ene ville ud af partiet.
“En aftale er en aftale, og jeg er ikke uenig i hendes analyse. Den er knivskarp. Politikere er ikke kendt for den store selvindsigt, og analysen går dybest set på, at det, vi risikerer at gøre, hvis vi dumstædigt bliver ved, er at stå i vejen for det, vi selv kæmper for. Så det er ret stor selvindsigt, også fordi det er en partistifter, der gør det,” sagde Kim Edberg på vores Walk & Talk.
Nu var vi nået frem til kiosken i stueetagen. Kioskdamen, Susanne Klepter, var tydeligvis berørt af nyheden om, at det var slut med Nye Borgerlige på Borgen.
“Da Nye Borgerlige kom ind, var jeg nervøs for retorikken, og hvordan folk ville være, men Nye Borgerlige var duksedrengene i, hvordan man opfører sig, når man kommer ind i Folketinget,” sagde Susanne Klepter og fortsatte:
“De har altid være søde, rare og opmærksomme. Jeg har kun rosende ord at sige.”
“Tak Susanne,” svarede Kim Edberg. Vi gik ud på reposen ved trappen og fik ild i et par smøger.
“Når der bliver tryk på, så bliver jeg meget praktisk. Jeg er gruppeformand, og jeg bruger tiden på at føre samtaler med de ansatte, som nu skal afskediges. For dem er det meget værre, end det er for mig. Jeg skal have fat i dem og mærke dem, og jeg skal have fat i de andre partier og fortælle dem, hvor dygtige de er,” sagde Kim Edberg og fortsatte:
“Der er meget praktik. Hvordan lukker man en gruppe ned? Hvad med de computerskærme, vi har købt for gruppepenge og så videre. Det er dagen gået med. Og så er journalister begyndt at spørge: ‘Hvad skal du så selv?’ Men jeg ved det simpelthen ikke.”
“Det er jo den solohistorie, jeg gerne vil have,” sagde jeg til Kim Edberg.
“Men jeg ved det simpelthen ikke. Jeg vil rigtig gerne være her, men det kræver, at jeg kan finde et parti, jeg kan se mig selv i, men også at partiet gerne vil have mig med,” svarede Kim Edberg.
“Så er du frisat!” råbte Brian Weichardt fra Ekstra Bladet, der kom gående forbi.
“Stavnsbåndet er løsnet, Brian,” svarede Kim Edberg.
“Jeg forstår dig godt, men hold kæft, hvor går det stærkt,” lød det fra Brian Weichardt.
22 ud af 23
Så skulle Kim Edberg videre. Oppe i Vandrehallen igen så jeg Pernille Vermund, der blev interviewet til TV 2. Hun sagde, at hun nu skulle sunde sig lidt, og så ville hun træffe “den rigtige beslutning” angående hvilket parti, hun skulle over i. Hun understregede, at hun ikke allerede havde lavet en aftale med et andet parti, for som hun sagde, svarer det jo til at finde “en ny mand, samtidig med at man bliver skilt”.
Nede hos Nye Borgerliges sekretariat lød meldingen, at 22 ud af 23 lokalformænd havde taget godt imod beslutningen om at nedlægge partiet. Kun en lokalformand var rasende, men nogle dage senere hørte jeg, at dette var et vrangbillede. Angiveligt ulmer raseriet blandt partiets græsrødder, og kommer sikkert op til overfladen når der skal være generalforsamling hos Nye Borgerlige.
“Heldigvis er verden af lave”
I samme ombæring, ude på gangen på Ridebanen, mødte jeg det ældste aktive medlem af Presselogen; seniorreporter Claus Djørup.
“Vi skriver historie,” sagde Djørup til mig om Nye Borgerlige. Og fortsatte så:
“Heldigvis er verden af lave, for så har vi noget at skrive om.”
Jeg havde det, som om Djørup havde sagt denne sætning til mig før – i hvert fald en følelse af deja vu.
Et paradigmeskift
Et andet sted på Ridebanen hørte jeg om, at SVM-regeringen den 30. januar afholder et stormøde i Fredericia Messecenter, som – antager jeg – skal være klimaks for deres længe ventede ældrereform. Lanceringen blev skudt i gang med et interview i Berlingske, hvor statsminister Mette Frederiksen lover “et paradigmeskift” i velfærden.
Nede i interviewet er der lange passager om, at regeringen vil lukke alle kommunale tilsyn med plejehjem og i stedet – og nu kommer det – erstatte det med et “tværkommunalt tilsyn”. Når valgdagen oprinder, er der næppe mange danskere, som vil belønne regeringen for at give dem et tværkommunalt tilsyn, og vi skal ikke glemme, at den sidste partileder, der talte om et paradigmeskift, var Kristian Thulesen Dahl.
Og se bare, hvordan det gik med ham.
Pape og Maggie
Jeg smuttede op på tredje sal og ud til Grøn Gang for at tale med Søren Pape. Jeg ville høre lidt om, hvor meget han elsker dronningen. Men Pape var ikke til stede, meldte en assistent på hans kontor. Det var til gengæld Papes bomuldshund Maggie, som både vovede og vuffede.
“Den ser ud til at være i storform,” bemærkede jeg.
“Mener du Maggie eller Pape?” spurgte assistenten.
Sorrig og Glæde
Søndag den 14. januar kørte jeg ud til Enghave Kirke på Vesterbro i København. Som læsere af mit nyhedsbrev vil vide, havde Rasmus Paludan lovet mig, at jeg eksklusivt – som den eneste journalist – måtte dække hans voksendåb. Begivenheden var klausuleret, så jeg måtte ikke skrive om, hvem der ellers var med til Rasmus Paludans dåb, og hvem præsten var.
Som kortene faldt, kom jeg til at sidde lige bag ved Rasmus Paludan, der var klædt i blazer, skjorte og slips. Hertil fornuftigt sort fodtøj. Tre af de salmer, som blev afsunget, havde han selv valgt, heriblandt Thomas Kingos “Sorrig og Glæde”.
Da ceremonien var overstået, sagde Paludan, at organisten havde gjort ham opmærksom på, at netop denne salme er dronning Margrethes yndlingssalme, og det var jo både fint og passende, da dette som bekendt var dronning Margrethes sidste dag som statsoverhoved.
Men for at springe frem til konklusionen, så blev Rasmus Paludan døbt, og bagefter sagde præsten tillykke til os alle sammen med “det nye medlem af vores menighed”.
“Du var også ualmindeligt smuk, Rasmus.”
Lidt efter stod vi alle sammen ude på fortorvet og kneb øjnene sammen i det skarpe solskin. Foran os stod Rasmus Paludan iført en lang sort frakke med lilla revers, og ved siden af ham stod en meget gammel mand og baksede med en flettet kurv, der var fuld af dåbsgaver.
“Jeg håber, jeg har sagt til alle, hvor utrolig glad jeg var for, at I ville komme. Jeg vil udstede en erindringsmedalje i anledning af min dåb til alle, der deltog. Det er meget passende i hvert fald. Kærligheden til mig ved at komme til min dåb er den smukkeste af alle handlinger,” lød det fra en glad Rasmus Paludan.
“Du var også ualmindeligt smuk, Rasmus,” sagde en kvindelig tilhører.
“Jeg sang også ualmindeligt godt, synes jeg,” bemærkede Paludan.
“Især den sidste,” sagde kvinden.
Den sidste salme var Grundtvigs “Nu falmer skoven”, og kvinden havde ret på den måde, at Paludan virkelig havde givet den gas med stemmebåndet.
“Har du nogle spørgsmål?” spurgte Paludan mig.
“Sæt nogle ord på, hvordan det føles – altså før og efter,” sagde jeg.
“Jeg er meget glad for, at der kom så mange mennesker med kun to dages varsel. Det er meget imponerende, og det er jeg meget glad for,” svarede Rasmus Paludan.
“Men det er jo dit netværk, du taler om. Jeg tænker på, om der er sket noget inde i dig?” spurgte jeg så.
“Jeg følte Guds kærlighed inde i menigheden. Jeg blev bevæget over de smukke salmer,” lød det fra Rasmus Paludan.
“Nu er du jo blevet døbt, og det er ikke for sjov… eller er det?” var mit næste spørgsmål.
“Nej, det må du ikke sige. Jeg oplever, at nu er jeg i et fællesskab med andre, og selvom jeg har anset mig som kristen længe, så er jeg mere officielt blevet det nu. Jeg ser det, som at nu er jeg blevet en del af det hellige samfund,” forklarede Paludan.
“Hvordan vil folk kunne mærke, at du er blevet døbt?” ville jeg vide.
“Jeg kan jo blive fadder for deres børn. Det er en ny ting. Og så, når jeg forhåbentligt finder en hustru, så kan vi også gifte os i kirken… og… øh… det er jo meget svært at sige sådan, hvordan folk vil kunne mærke, at jeg blevet døbt,” sagde Rasmus Paludan.
“Jeg tænker mere på dit virke i offentligheden. Det er jo en transformation at blive døbt. Vil man kunne fornemme det?” spurgte jeg.
“Man kan sige, at min meget ensomme, tapre kamp for retfærdighed og guddommelighed på en måde nu er blevet blåstemplet af Gud, og det er jo utroligt smukt. Og min kærlighed til det danske folk er vist ikke ulig Jesus’ kærlighed til disciplene,” sagde Rasmus Paludan og fortsatte:
“Og man må også forstå, at Jesus var jo ekstremt hadet i sin samtid, og det er der nogle, der også påstår, jeg er. Jesus var som jeg fyldt med kærlighed til medmennesket, og alligevel var han så hadet, at han blev sprættet nøgen op på et kors til hån og spot. Ikke ulig hvad mange – mest journalister dog – prøver at gøre mod mig, og det er jo aldrig noget, jeg har efterstræbt, men når man tænker over det, må man sige, at parallellerne er slående,” sagde Rasmus Paludan.
“Hvem er journalisterne så? Er de romerne eller det jødiske præsteskab?” ville jeg vide.
“Jøderne. Romerne var lidt ufrivillige i det her. Romerne er de menige danskere, og journalisterne er præsteskabet. Men det interessante er så, hvem er Judas i denne sammenhæng?” spurgte Paludan.
“Ja, hvem er det?” spurgte jeg.
“Så langt er jeg ikke nået. Men spændende er det da,” fastslog Rasmus Paludan.
Nogle dage senere fik jeg en mail fra Rasmus Paludan om, at han nu var blevet sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf 264. Sagen handler om, at Paludan på sit medie Frihedens Stemme har offentliggjort ordene i de ti forhold i anklageskriftet mod manden, der står anklaget for at have myrdet Emilie Meng samt for at bortføre og voldtage en 13-årig pige.
Forløsningens øjeblik
Dagen var kun lige begyndt. Forude ventede forløsningens øjeblik, tidspunktet, hvor den hårdt prøvede kollektive psyke skulle afspændes efter at have været på bristepunktet i ugevis.
Lige siden dronning Margrethe i sin nytårstale lod meddele, at nu orkede hun ikke mere at være regent, havde landet været på den anden ende. Socialdemokraterne var sprunget ud som royalister og ville nu gerne modtage kongelige ordner alligevel. Søren Pape Poulsen havde barslet med et forslag om at putte dronningens monogram på Storebæltbroens pyloner, og i partiapparaterne på Borgen gik SoMe-medarbejderne ængstelige rundt, for tænk nu, hvis man komme til at lave en opdatering, hvor man skrev “hendes kongelige højhed” i stedet for “hendes majestæt”.
Inde på Kongens Nytorv i København var der blevet rejst en hel lille medieby, hvor TV 2 foranstaltede en fejring af dronning Margrethe under titlen “Den største tak”. Ve det menneske, som tillod at spørge, om det ikke snarere var dronningen, der burde takke danskerne for i årtier at have betalt hendes foie gras og hendes græske cigaretter og hertil båret over med hendes elendige amatørkunst. Holdningskorridoren for afvigende synspunkter om Kongehuset havde aldrig været smallere.
På TV 2 News sagde kulturminister Jakob Engel-Schmidt, at søndagsmaleren dronning Margrethe var – citat – et “forbillede for andre kunstnere”, samt at hendes kunst har gjort “Danmark større”. Han sagde også, at det var modigt af dronningen at stille sig frem med sin kunst, og desværre var der ikke en journalist, der udfordrede denne absurde påstand.
Mette Thiesen
Da jeg nåede frem til Borgen, var slotspladsen allerede fyldt godt op. Det var som at overvære en urgammel, instinktdreven proces, som når 1,5 millioner gnuer pludselig bryder op og vandrer over Serengeti. Intet kunne stoppe disse mennesker i at nå frem til Slotsholmen.
Jeg gik indenfor. Oppe på tredje sal, på den Røde Gang, var der aktivitet i et samrådsværelse. Her var DR’s politiske korrespondent Christine Cordsen samlet med venner og familie, og ved det andet vindue stod Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti – også med friends and family. Thiesen var i gang med at åbne en flaske cava.
“Der har aldrig været så mange MF’ere herinde som i dag,” sagde hun til mig og grinede.
En ældre kvinde med gråt hår sagde, at hun sådan håbede, at der ikke kom terror. Et andet medlem af forsamlingen sagde, at det skulle hun ikke frygte, for det havde dansk politi styr på. Det sagde den ældre kvinde, at hun ikke rigtigt troede, de havde.
Rasmus Jarlov
Jeg gik ud på gangen. Pludselig kom den sygemeldte Rasmus Jarlov trillende forbi med en barnevogn. Han så ud til at være i topform.
“Hej Rasmus, hvad fejler du egentlig?” spurgte jeg.
“Det har jeg ikke lyst til at tale om,” svarede Rasmus Jarlov.
Så kom jeg forbi døren til Liberal Alliances gruppeværelse. Jeg åbnede den og fik øjenkontakt med Ole Birk Olesen, der sad nederst i lokalet sammen med sin ægtefælle.
“Her er lukket for pressen,” sagde han.
“Nå okay, jeg leder bare efter et sted med en god udsigt til slotspladsen,” sagde jeg.
“Her er lukket for pressen,” gentog Ole Birk Olesen.
Så gik jeg ned på pladsen. Aldrig havde jeg set så mange mennesker på én gang. Havde de givet sig til at hoppe, var Slotsholmen sunket i havet. Fastfoodkæden Burger King havde delt kongekroner af pap ud, som sad på mange af de fremmødtes hoveder. Stemningen var intens. Vi nærmede os klokken 15.
Inde på Borgen, oppe i Statsrådssalen, var det hele allerede blevet klappet af. Frederik var nu blevet til Kong Frederik X, og senere ville de tilstedeværende politikere give rørstrømske interviews om alt det, de havde følt og sanset. Flere havde sågar grædt undervejs.
“Der blev vådt under kontaktlinserne,” sagde kulturminister Jakob Engel-Schmidt til Ekstra Bladet.
Så kom Mette Frederiksen og kong Frederik ud på balkonen. Opgaveformuleringen var sådan set klar nok. Statsministeren skulle tre gange sige: ”Hendes Majestæt dronning Margrethe 2. er abdiceret, længe leve Hans Majestæt kong Frederik 10.,” og så ellers overlade ordet til den nye konge.
I stedet holdt Mette Frederiksen en tale, der var længere end den, kong Frederik X kom med, før hun sagde de forløsende ord. Selvfølgelig kunne hun ikke stå for fristelsen.
En ny tidsregning
Næste dag fulgte efterspillet. Kongefamilien skulle gæste Folketinget, og hele huset handlede kun om det. Som journalist kunne man enten vælge mellem at stå på trappen ved hovedindgangen, i en indhegning i Vandrehallen eller oppe i Presselogen. Jeg valgte det sidste. Der var næsten ingen pladser tilbage, da jeg nåede frem, og efter mig fulgte den mysteriøse, allestedsværende amatørfotograf Hasse Ferrold, der som bekendt evner at komme ind overalt. Han fik også mast sig ind i mængden af pressefolk.
Alle MF’erne var i deres stiveste puds og myldrede rundt og tog selfies og billeder af sig selv og hinanden. Oppe på balkonen ved siden af Kongehusets loge sad den afblomstrede EU-kommissær Margrethe Vestager og ved siden af hende en gruppe medlemmer af Europa-Parlamentet, deriblandt Anders Vistisen (DF) og Morten Løkkegaard (V). Ovre på højre side af Kongehusets loge spottede jeg tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og tidligere formand for Folketinget Christian Mejdahl (V).
Klokken 9.58 gjorde de kongelige deres entre. Formanden Søren Gade nåede lige akkurat at pudse næse, før hele tinget rejste sig op.
“Det danske rige fik officielt i går et nyt statsoverhoved,” sagde Søren Gade og kastede sig så ud i en lang tale om, hvilket formidabelt menneske dronning Margrethe er.
Den fik også godt med sovs og kartofler med hensyn til kongens fortræffeligheder, og talen kulminerede, da Søren Gade sagde – og dette er altså sket i virkeligheden – at med tronskiftet har vi fået “en ny tidsregning”.
“Nu skal vi vænne os til en ny tidsregning,” var, hvad Søren Gade sagde helt præcist. Med andre ord var det år nul, dag et, at dette optrin fandt sted.
Søren Gade takkede “fra de dybeste lag” af sit hjerte, og så gik talestaven videre til Mette Frederiksen. Hun lagde for med at sige, at dronning Margrethe har “vist os, at fortid og nutid er to sider af samme sag”, hvilket jo er en svimlende vild sætning, for hvad betyder det?
Men det var kun de indledende knæbøjninger, for lidt efter sagde Mette Frederiksen, at det efter hendes mening er “hævet over enhver tvivl, at dronning Margrethe er en af de største regenter i Danmarkshistorien”.
Kiggede man op, over på kong Frederik, der sad og var øjenvidne til denne panegyriske tiljubling af Kongehuset, kunne man ikke lade være med at tænke på, at hvis man tager mandens track record i betragtning, taler meget for, at han før eller siden kommer til at spolere det hele. For alle ved jo, at denne mand – som ifølge Mette Frederiksen både er “eventyrlig og almindelig” – for ganske kort tid siden blev fotograferet på et fortov i Madrid, hvor han futtede rundt med en trist lille rullekuffert, efter han havde overnattet hos en mexicansk sexbombe.
Jeg tror ikke, det var dette faux pas, Mette Frederiksen hintede til, da hun sagde, at vores nye konge er et menneske med “et ganske særligt nærvær”.
Namaste
Heldigvis blev det hverdag igen, og herom handler mit næste nyhedsbrev. En helt almindelig stuegang fra parlamentet i Shamballa. Jeg vender tilbage om en uges tid med nyt fra Folketinget og tak, fordi du læste eller lyttede med. Og godt nytår, hvis det ikke er for sent at sige det?
Med venlig hilsen
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet
*Efter udgivelsen har Shamballa Jewels gjort Frihedsbrevet opmærksom på, at Per Ulrich Karpf bærer en kopi af et Shamballa-armbånd.
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her