Fri Mads #119: Interessezonen
Lad os begynde dette nyhedsbrev med det sjoveste, jeg har med i posen. Som er, at så vidt jeg er orienteret, er der en morsom sjæl i Folketingets administration, der har besluttet, at løsgængeren Mike Fonseca – der stadig er sygemeldt – er blevet tildelt et kontor ude på Ridebanen ved siden af privatisten Jon Stephensen. At netop disse to manthers (altså det kønslige modstykke til cougars) skal bo ved siden af hinanden, er nok et eksempel på, at virkeligheden har en udpræget sans for humor.
Bedemand for Nye Borerlige
Mens vi er på Ridebanen, så er Nye Borgerliges folketingsgruppe ved at blive lukket ned. Bedemanden for det hele er Kim Edberg, mens den tidligere partileder Pernille Vermund nu slår sine folder ovre hos Liberal Alliance, der i mellemtiden er gået hen og blevet Danmarks næststørste parti.
Kim Edberg er ved at opbygge en erfaringsbank, som er ret enestående, og om ikke andet kan han snart forfatte håndbogen Sådan lukker du en folketingsgruppe ned. Det er jo første gang, at en folketingsgruppe går i opløsning på denne måde, og hver dag lærer Kim Edberg noget nyt.
For eksempel har Edberg erfaret, at Folketinget forventer, at alle kvitteringer for varer, der er blevet indkøbt for Nye Borgerliges gruppestøttemidler, skal printes ud og tapes fast på de pågældende varer. Det kan man hurtigt få tiden til at gå med.
På Kim Edbergs whiteboard står der skrevet:
Formalia.
Regnskab.
Fremtid.
Hvad fremtiden angår, er der stadig ikke nyt at melde. Kim Edberg siger, at han både kan se sig selv hos Liberal Alliance, Venstre og hos Danmarksdemokraterne, men det er ikke blevet til mere end ved tanken.
Lars Eldrup er tilbage
I periferien omkring Kim Edberg sker der imidlertid ret vilde ting. Ifølge mine oplysninger er medstifteren af Nye Borgerlige, Peter Seier Christensen, begyndt at røre på sig. Han er stadig medlem af Folketinget – nu som løsgænger – men er hjemmegående på grund af stress og kræft.
Hvad jeg hører fra mine kilder er, at Peter Seier Christensen nu har hyret den tidligere sekretariatschef for Nye Borgerlige, Lars Eldrup, som sin politiske rådgiver. En af mine kilder har endda set Lars Eldrup ude på Ridebanen med et gult bånd om halsen. En interessant manøvre fra Peter Seier Christensens side må man sige, for man hyrer jo kun en politisk rådgiver, hvis man ser en fremtid for sig selv i dansk politik. Selv ønsker Lars Eldrup ikke at kommentere på disse oplysninger.
Martin & Lars
På rygtebørsen hører jeg samtidig, at løsgængeren Lars Boje Mathiesen har blikket stift rettet mod Nye Borgerlige, hvor han for en kort periode var partiformand, indtil han blev strittet ud. Efter sigende venter Boje på, at han officielt bliver budt indenfor igen af partiets hovedbestyrelse, og flere kilder har fortalt mig, at han og byrådsmedlem Martin Henriksen – der tjente sine sporer som medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti – ligger i drøftelser med hinanden om at dele partiet imellem sig. Et andet sted i kulissen spøger den tidligere næstformand Henriette Ergemann, som angiveligt også gerne vil til fadet igen.
Officielt og til citat vil Lars Boje Mathiesen ikke sige noget om ovenstående. Det eneste. han skriver til mig pr SMS. er som følger:
“Jeg taler med mange mennesker. Jeg kunne aldrig drømme om at fortælle Jer journalister, hvem jeg taler med.”
Skriver altså Lars Boje Mathiesen.
Nå, men så lad os dreje uret tilbage til tirsdag den 16. januar, hvor jeg var ude på nok en stuegang i Folketingets korridorer, som jo er min foretrukne interessezone.
Stuegang
Klokken var tæt på et om eftermiddagen, da jeg fandt mig selv på trappen, der fører op til Borgen. Imod mig kom Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt gående, iført en sort diplomatfrakke og en sort fedora. I hånden bar Messerschmidt en flettet kurv, som rummede resterne af den forplejning, han bragte med sig, da han og samleversken Dot havde været forbi Slotsholmen for at følge tronskiftet inde fra Folketinget.
Messerschmidt sagde, at han nu var på vej til Chicago sammen med Dot. På forhånd havde han udset sig “nogle gode steak houses og et par gode jazzsteder,” så alt tegnede til en helt igennem herlig rejse til det amerikanske Midtvesten.
Så gik jeg indenfor. På vej op ad trappen til Vandrehallen mødte jeg Ulla Østergaard, kommunikationschefen for Moderaterne. På det sociale medie X havde hun åbenbart bemærket min kritik af regeringens stort anlagte ældrereform, som statsminister Mette Frederiksen (S) jo kalder for et paradigmeskift.
“Paradigmeskift! Det er da et godt ord,” sagde Østergaard til mig.
“Den sidste partileder, der talte om et paradigmeskift, var Kristian Thulesen Dahl, og se bare, hvordan det gik med ham… “ svarede jeg straks tilbage. Østergaard så ud, som om jeg havde sagt til hende, at det netop var kommet frem, at Lars Løkke Rasmussen skal giftes med Katherine Diez.
Partilederdebat
Oppe i presselogen sad der et bredt udsnit af de politiske journalister. Jeg tog plads ved siden af Børsens Jesper Hvass. Bag mig sad DR’s politiske korrespondent Christine Cordsen. Ude i salen, oppe på talerstolen, stod statsminister Mette Frederiksen (S) og berettede om ældrereformen. Hun var den første taler i det, som var årets første partilederdebat. Oppe på lystavlen stod der, at dette var møde nummer 44.
Da Mette Frederiksen var færdig med at slå tonen an, gik ordet videre til SF’s leder Pia Olsen Dyhr, der helt refleksmæssigt spurgte, om statsministeren ville have skattelettelser eller velfærd. Året var stadig ungt, men ved vejs ende vil dette spørgsmål nok stå tilbage som et af de mest dovne spørgsmål.
Naturligvis kunne Mette Frederiksen svare Pia Olsen Dyhr i søvne. Hun sagde, at:
“Det største løft inden for psykiatrien, der nogensinde er blevet faciliteret, er blevet faciliteret inden for denne regering.”
Voksenskældud
Så kom Danmarksdemokraternes anfører Inger Støjberg på banen. Hun ville ikke tale om ældrepleje. Hun ville høre, om det virkelig kunne have sin rigtighed, at undersøgelsen af FE-skandalen er timet og tilrettelagt på en måde, som gør, at selv hvis granskningen leder frem til at en eller flere ministre har gjort uret, så vil tidsfristen for at stille dem til ansvar til den tid være udløbet.
I stedet for at svare på spørgsmålet spurgte Mette Frederiksen om, hvorfor Inger Støjberg er “ligeglad med vores ældre”. Bemærk her ordet “vores”, som også går igen, når Mette Frederiksen taler om “vores unge”.
“Jeg håber ikke, spørgsmålet er udtryk for, at Danmarksdemokraterne ikke er optaget af denne dagsorden,” sagde Mette Frederiksen endvidere.
I sin riposte sagde Inger Støjberg så, at det var “tarveligt”, at statsministeren ikke svarede på spørgsmålet og i stedet diskede op med “lidt voksenskældud”.
“Der er ingen grund til at blive sur over, at jeg som S‑formand er optaget af ældrepolitik,” svarede Mette Frederiksen, som nok en engang mindede om, at der er “fuldstændig tillid til vores efterretningstjenester”.
Alex Vanopslagh, der står i spidsen for Liberal Alliance, fortsatte, hvor Inger Støjberg havde sluppet. Han sagde, at det sender et problematisk signal til befolkningen, at selv hvis det viser sig, at statsministeren skal stilles til ansvar for FE-skandalen, så vil der være gået så lang tid, at hun ikke kan stilles til ansvar alligevel.
Så greb Mette Frederiksen til et af sine mest anvendte tricks og sagde, at det er justitsministeren, der er “ressortmæssig ansvarlig”.
“Så tag diskussionen med justitsministeren,” sagde hun og fortsatte:
“Man kan fuldstændig stole på myndighederne i Danmark. Jeg har meget stor tillid til både FE og PET.”
Helhedspleje
Så dukkede Søren Pape Poulsen op, formanden for de Konservative.
“Jeg vil gerne tale ældre,” sagde Pape og spurgte, om udtrykket helhedspleje betyder, at private leverandører nu bliver lukket ind i ældresektoren.
“Det handler om at få den enkelte ældre i centrum,” svarede Mette Frederiksen, hvilket jo egentlig er en tankevækkende formulering, for dette svar siger jo indirekte, at den enkelte ældre ikke har været i centrum. Hvad der så har været i centrum, kan man kun gisne om.
700 millioner kroner
Næste levende billede var den politiske ordfører for Enhedslisten, Pelle Dragsted. Han gik til biddet og spurgte ind til, at regeringen i tiden omkring tronskiftet – hvor alles opmærksomhed var rettet mod kongefamilien – havde opsagt et politisk forlig, der betød, at der ellers havde været 700 millioner kroner ekstra på vej til kontanthjælpsmodtagere og folkepensionister som følge af, at regeringen sidste år afskaffede store bededag. Lidt mere teknisk sagt var det et forlig, der siger, at overførselsindkomsterne følger lønudviklingen med to års forsinkelse.
Så midt i udrulningen af ældrereformen har regeringen altså taget 700 millioner kroner fra de gamle, mens de sad og heppede på dronning Mary og kong Frederik.
Jeg nåede ikke at få noteret, hvad Mette Frederiksen svarede, men det var helt sikkert ikke et svar på det, Pelle Dragsted spurgte om. På det tidspunkt var jeg mest optaget af, at jeg havde fået øje på løsgængeren Jon Stephensen, der sad og surmulede nede i bunden af salen, iført en sort slipover.
Trolex
Klokken 13.22 var det slut med Mette Frederiksen i den varme talerstol. Nu inviterede Søren Gade Venstres formand, forsvarsminister Troels Lund Poulsen, op på podiet. Imens satte Mette Frederiksen sig hen ved siden af Pia Olsen Dyhr og gav sig til at mærke på hendes sweater. Oppe fra talerstolen sagde Trolex:
“Venstre er i regeringen for at gøre en forskel og for at være med til at lave nogle strukturelle reformer, der kan bringe Danmark et bedre sted hen.”
Mens jeg skrev disse ord ind på min bærbare computer, visnede mine fingre.
Da Trolex var færdig med sin tale, spurgte Søren Pape Poulsen om, hvordan går det egentlig går i regeringens grønne udvalg – som jo, så vidt vides, har afløst Lars Løkke Rasmussens efterhånden legendariske temporære udvalg for havvind i Udenrigsministeriet.
“Jeg synes, det går godt i regeringen generelt,” svarede Troels Lund Poulsen.
Når jeg bliver gammel
Ved fjortentiden kom udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i krydsilden. Han lagde for med at tale om, at ældrereformen bliver “en lille revolution i frisættelsen af den offentlige sektor”.
Senere sagde Løkke, at når han bliver gammel, vil han gerne selv på plejehjem. Han tilføjede, at når den tid kommer, er han ikke sikker på, at han vil i bad hver dag, og desuden vil han selv bestemme, hvornår han skal barberes.
Disse bemærkninger fremkaldte nogle billeder, som jeg helst havde været fri for.
Gruppearbejde
Men dermed var dagen ikke slut, den var faktisk kun lige begyndt. For om aftenen drog alle medlemmerne fra de tre regeringspartier op til en lille get together på Marienborg.
Først fik de forret med fisk – mine kilder siger enten rimmet laks eller hvid fisk – og så en hovedret med kylling. Ikke voldsomt meget, og senere på aftenen var der mindst en Venstremand, der tøffede rundt og følte sig gammelsulten.
Dessert var der ikke noget af, og det var nok, fordi aftenens program havde taget sig særligt uheldigt ud, hvis det var kommet frem, at SVM’erne havde siddet og guffet kage, mens de havde talt om, hvordan de kunne hjælpe de allermest forstaklede danskere.
For det var nemlig det, de skulle, disse brave SVM’ere. Deltagerne blev delt op i ti borde med syv-otte personer ved hvert bord, hvor ordførere fra de forskellige partier ledte grupperne. Og så sad de og talte om, ja, brainede på, hvad man kan gøre for at hjælpe de cirka 9.000 danskere, som virkelig er på spanden. De hjemløse, de psykisk syge, posemændene, sutterne. De fortabte.
Man ser det for sig: Landets lovgivere, medlemmerne af de regeringsbærende partier, samlet på Marienborg i deres fine tøj, hvor de sidder og drikker vin og øl – der var også en alkoholfri Nordic på menuen, hvis man havde hvid januar – og taler med hinanden om, hvad vi skal gøre med de danskere, som er allermest gudsjammerligt på røven.
Sidst på aftenen havde Troels Lund Poulsen, Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen samlet op på gruppearbejdet og bundet sløjfe på seancen. Løkke havde været helt rørstrømsk og havde talt om, at hvis bare borgerne i dette land dog vidste, hvor meget regeringen arbejdede for denne lille gruppe allermest socialt udsatte danskere, så ville meget være vundet.
En kilde har fortalt mig, at Løkke havde rost deltagernes indsats så meget, at det næsten måtte have været ironisk ment, mens en anden kilde bemærkede, at Løkke havde grædt, så rørt havde han været over, hvor meget godt regeringen ville gøre for manden på risten.
Operaen “Nordic Waste”
Mens jeg sidder og skriver disse linjer, kommer ånden fra Marienborg strømmende ind over mig. Jeg ser for mig en stort anlagt opera med en helt bestemt scenografi, nemlig jordbunkerne hos Nordic Waste i Ølst. Lag på lag af hvid mikrofiller fra Aalborg Portland, tonsvis af sand med halvrådne mink og netop leveret forurenet jord oppe fra Norge. Alt dette ses i baggrunden.
I forgrunden ses ti borde fra Marienborgs gildesal, hvoromkring operasangerne sidder, klædt ud som politikere fra Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Og så synger de ellers af deres lungers fulde kraft om, hvordan de vil hjælpe de mest fattige, mest smadrede og mest ulykkelige danskere.
Fordi det er fiktion, kan vi godt tillade os at syre lidt ud her, så jeg tænker, at Moderaternes Nanna Gotfredsen undervejs trækker en chillum frem og ryger Venstres Preben Bang Henriksen knokleskæv. Og i stedet for bare at græde, tudbrøler Lars Løkke Rasmussen, mens han gennemfører sin arie.
Mod stykkets slutning bliver en operasanger, der ligner milliardæren Torben Østergaard Nielsen, henrettet og lagt på hjul og stejle oppe på jordbjerget. Det sidste, vi hører, er sundhedsminister Sophie Løhde, der synger, om der er nogen, der vil med hende på Toga Vinstue.
Hele denne opera skal selvfølgelig hedde Nordic Waste. Den titel giver jo ligesom sig selv på forhånd.
God weekend
Nå, nu løb den helt af med mig, og vi skal ned på jorden igen. Jeg har heller ikke så meget mere at melde i denne ombæring. I øvrigt har denne uge været en sløj uge som stuegænger, for de fleste politikere er på udvalgsrejser, så jeg tænker, det må være i næste uge, at høsten skal hentes hjem til gården.
Under alle omstændigheder vender jeg snart tilbage med en ny stuegang fra Folketinget. Til denne ombæring har Malthe Emil Kibsgaard tegnet Mette, Trolex og Lars, de tre ledere af SVM-regeringen, siddende i en Harald Nyborg-pavillion, mens den fattige, danske almue kigger på, iført deres belortede klaphatte. Jeg står som Marvels kosmiske voyeur The Watcher, og vifter servilt for regeringen. For sådan er jeg; jeg hjælper nemlig til, hvor jeg kan.
Tak, fordi du læste eller lyttede med og tak, fordi du er medlem af Frihedsbrevet.
Med venlig hilsen
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her