Fri Mads #120: Solastalgia
Wikipedia fortæller os, at ordet solastalgia er dannet af det latinske ord sōlācium og det græske algia, der tilsammen beskriver en form for “følelsesmæssig eller eksistentiel nød forårsaget af miljøændringer”.
Solastalgi – som begrebet hedder på dansk – svarer altså til “den levede oplevelse af negativt opfattede miljøændringer”.
Parkér lige den oplysning, for det vender vi tilbage til senere.
Paradigmeskiftet
I begyndelsen af året 2024 kom det så endelig; den sagnomspundne systemomvæltende omkalfatring af ældreplejen, som patriarker og profeter havde drømt om i årtier. Hvad jeg taler om er selvfølgelig det, som statsminister Mette Frederiksen (S) kalder for paradigmeskiftet.
Ingen troede det muligt, men nu skete det virkelig, og forandringerne var enorme. Fra den ene dag til den næste blev det for eksempel tilladt på landets plejehjem at lade beboerne eksperimentere med narkotika og psykofarmaka.
For hvorfor skulle man ikke have lov til at ryge opium og trippe på syre, når man alligevel har udspillet sin rolle på arbejdsmarkedet og gennem mange år har bidraget til fællesskabet?
Det store ædegilde
Så ældreplejen blev sat fri. Fra nu af skulle det være sjovt at være gammel.
Samtidig, inspireret af spillefilmen Det Store Ædegilde (1973), hvor fire ældre levemænd beslutter sig for at drikke og æde sig ihjel, blev der i samråd med mesterkokken Røde Claus oprettet et plejehjem i Frankrig, hvortil seniorbogere – efter at have underskrevet en forpligtende kontrakt – kunne drage til for her at begå assisteret selvmord med den fineste gastronomi og den bedste spirituosa. Den eneste betingelse var, at man skulle have ja-hatten på og ikke måtte tage den af igen.
I forhold til hvad det ellers ville have kostet at holde disse aldrende, leverplettede væsener i live, var pengene godt givet ud. En af de første danskere, der rejste afsted for at æde og drikke sig ihjel, var den folkekære bon vivant Flemming Østergaard, efterfulgt af de herrer Georg Metz og Niels Barfoed. Førstnævnte døde, mens han sad og guffede confiterede andelår og drak Sancerre til.
M/S Thyra Frank
Men det allermest opsigtsvækkende var, at staten købte et brugt krydstogtskib af rederiet Cunard Line – et ordentligt svin – og omdannede det til et sejlende plejehjem. Eller rettere sagt (i forhold til antallet af passagerer) 42 sejlende plejehjem. Samlet set er der 935 plejehjem i Danmark, så det var stadig kun en lille del af kagen.
Og så tørnede skibet – som nu hed M/S Thyra Frank – ud på en enormt ambitiøs verdensomsejling. Efter at have turneret Middelhavet, gik turen til Caribien, gennem Panamakanalen og så videre ud i Stillehavet. Ideen var, at når krydstogtskibet ved vejs ende nåede tilbage til København, ville de fleste passagerer være døde efter at have set det meste af verden – de fleste i en tilstand af dybtfølt fred og lykke. Og så kunne man ellers fylde skuden op til en ny verdensomsejling. Altsammen meget billigere, bedre og sjovere end at drive 42 plejehjem.
Der var, indrømmet, voldsom druk om bord, og M/S Thyra Frank var bandlyst i visse havne, og så var der alle de juridiske problemer med begravelser til søs. Men alligevel; det var klart at foretrække i forhold til en verden af voksenbleer, nyrebregner og regnvåde Velux-vinduer.
Virkeligheden
Gid, det var så vel. Mens skimmelsvampen spirer lystigt på Rigshospitalet, har vi fået udrullet det længe ventede paradigmeskifte i ældreplejen, og jeg er næppe den eneste, der nu sidder tilbage med en rimelig flad fornemmelse.
Bortset fra at det virker gevaldigt selvmodsigende at ville gøre op med minuttyranniet i ældreplejen, samtidig med at Statsministeriet styrede statsminister Mette Frederiksens besøg på et plejehjem i Kolding så benhårdt og analretentivt, at der ifølge Jyllands-Posten kun var sat fire minutter af til at hilse på beboeren Grethe Munk, ja, så er det slående, hvor fuldkommen ideforladt det hele er. Og gudsjammerligt trist.
Tænk at ville spilde folks tid med løftet om “et tværkommunalt tilsyn” og noget med nogle faste teams, man kan tale med om at bytte et bad til en omsorgssamtale.
Teams
I det hele taget er den hyppige brug af ordet teams i sig selv symptomatisk for, at der er noget helt galt i den offentlige forvaltning. Tag bare København for eksempel, hvor kommunens svømmehaller drives af et mystisk organ, der hedder Team Bade. Hvad i alverden betyder det?
Det betyder i hvert fald, at systemet er helt tom for ideer, og stik imod ånden fra Marienborg evner regeringen slet ikke at tænke nyt og modigt, selvom der skal så lidt til for at skabe ægte forandring i ældreplejen. Se for eksempel dette fine eksempel fra England, hvor man med stor succes har slået en vuggestue og et plejehjem sammen.
Kandis og krebinet
Den allerstørste fornærmelse er dog Statsministeriets ideer om, hvad der gør ældre danskere lykkelige. På plejehjemmet, som Mette Frederiksen besøgte, blev Shu-Bi-Dua-kopibandet Shubiduo indforskrevet til at musicere. Og i Messe C i Fredericia, hvor ældrereformen blev sat i søen til et fællesmøde med over 2.000 mennesker, blev der sluttet af med en – citat – “humørbombe” med James Price og Lisbet Dahl.
Bag ved alt dette fornemmer man klart, at regeringen betragter de ældre som en konstant; en befolkningsgruppe, der aldrig ændrer sig og til hver en tid bliver jublende glade for en dobbeltpaneret krebinet og en koncert med Kandis.
Strenge tider
Ak ja. Det er strenge tider, og ingen kommer sovende til det.
Heller ikke undertegnede, der har været udfordret som stuegænger på Christiansborg. Således er jeg mig pinligt bevidst, at jeg er bagud med i hvert fald en, muligvis to reportager fra demokratiets hus.
Årsagen er, at jeg ikke rigtigt har haft tur i den; der er sket meget lidt i det politiske, dels fordi SVM-regeringen har kastet en tyngdedyne af kedsomhed ud over folkestyret, men også fordi medlemmerne af Folketinget har været på udvalgsrejser til så fjerne himmelstrøg som Egypten og USA.
“Jeg tror vi skal kigge dybt ind i tilsynsområdet”
Min notesblok vidner om, at jeg virkelig har forsøgt at støve bare et eller andet op.
For eksempel har jeg været til samråd med socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) om sikkerheden for beboerne på landets bosteder, hvor handicappede ifølge TV 2 forgæves ligger og skriger på hjælp om natten, og et bleskifte er en luksus, man kun kan drømme om.
Det eneste jeg fik med fra samrådet var, at Rosenkrantz-Theil i et anfald af beundringsværdig, men formentligvis forbigående ærlighed, spontant spurgte om, hvordan det egentlig kan være, at vi bruger formuer på tilsyn med disse bosteder, men alligevel er det kun, når pressen tilfældigvis kigger forbi, at vi får afsløret, hvor galt det står til. I forlængelse heraf formulerede Rosenkrantz-Theil spontant en sætning, som er lige til at gravere ind i en messingplade og sætte op på væggen:
“Jeg tror, vi skal kigge dybt ind i tilsynsområdet,” sagde hun.
En fralægger
Samme dag, det var tirsdag den 6/2, sad jeg oppe i Presselogen og kiggede ned i salen. Franciska Rosenkilde, Alternativets forsvundne leder, var pludselig vendt tilbage fra de døde. Men kun for en kort bemærkning, for før man fik set sig om, var hun væk igen, og så ovenikøbet umiddelbart før Martin Lidegaard (RV) og Pelle Dragsted (Ø) præsenterede deres stort anlagte ide om at give grundloven en grøn gennemskrivning – et forslag, som Alternativet også står bag. På det tidspunkt var kun Christina Olumeko (Å) tilbage i salen, og hun gjorde ikke ligefrem noget stort væsen ud af sig. Så hvis Rosenkilde ikke er på vej væk fra Alternativet, er hun i hvert fald ude på noget, der ligner en fralægger.
Kokain og crack
Til sidst var jeg så tørstig efter noget spændende at skrive om, at jeg gik til yderligheder. Inspireret af svensk presse, som for nylig har swipet Rigsdagens toiletter for kokain og her fandt spor af tryllepulver langt de fleste steder, købte jeg en æske vådservietter til at teste for spor af kokain. Og crack. I alt swipede jeg fem-seks toiletter i Folketinget og fandt ingen verdens ting. Til sidst mistede jeg helt interessen, for hvem gider at læse et stykke konstruktiv journalistik om, at de folkevalgte ikke er på kokain eller crack?
Moralske standarder
Torsdag den 8. februar skulle vise sig at være dagen, hvor vinden vendte. Endelig gik tingene min vej. Denne dag var nemlig dagen, hvor løsgængeren Mike Fonseca vendte tilbage til Folketinget, og pressen var helt på den anden ende. I et samfund, hvor alle har underkastet sig intimitetens tyranni, vil man ikke gå glip af en voksen mand, der skal redegøre for sit forhold til en femtenårig skolepige.
Fonseca blev budt velkommen tilbage af sit gamle parti i form af gruppeformand Henrik Frandsen, der sagde til DR, at det er helt udelukket, at Moderaterne genoptager samarbejdet med Mike Fonseca.
“Moderaterne samarbejder ikke med folketingsmedlemmer, voksne mænd, som har et forhold til en ung pige på 15 år. Det ligger udenfor vores moralske standarder,” sagde sædelighedsordfører Henrik Frandsen.
Bemærk det med de moralske standarder. Det, tror jeg, er en udtalelse, som kommer til at hjemsøge partiet.
Krible Gramse
På vej ind til Borgen lyttede jeg til Altingets interview med Mike Fonseca. Han brugte flere gange et mærkeligt udtryk. Han sagde, at han ikke havde “krimset gramset” på personalet hos Moderaterne eller på partiets medlemmer. Ret at sige kan jeg ikke høre, om Fonseca sagde krimse eller grimse, men jeg går med krimse. I hvert fald er det en god titel til en børnebog, om nogen skulle have lyst; Krimse Gramse.
Da jeg nåede ind på Borgen, havde der allerede været doorstep med Fonseca i Vandrehallen. Nu var han væk. Men hvor?
En kilde fortalte mig, at Fonseca i en overgangsperiode kommer til at sidde i skjul i et kontor i Folketingets administration, før han bliver sluset ud til de vilde ovre på Ridebanen.
En anden kilde sagde, at Fonseca havde fået et ildebefindende og var blevet kørt på Hvidovre. Pludselig dukkede han op på TV 2 News. Så vidt jeg kunne se, sad han i det baglokale til Landstingssalen, som kaldes Bondestuen. Da jeg trådte ind i salen, stod en dør åben nede i hjørnet. Nogle stemmer kunne høres derindefra. Så snart de fik øje på mig, blev døren lukket i.
Så gik jeg hen og bankede på. En vred mand åbnede døren og vrissede, at rummet var booket og smækkede så i.
I mørket bag den vrede mand nåede jeg kun lige at se et glimt af den bodyguard, som Fonseca havde taget med sig ind på Borgen, nemlig ifølge Ekstra Bladet en mand ved navn Jørgen Kjøller, der selv har været folketingskandidat for Moderaterne. Hele Kjøllers fremtoning er i øvrigt lidt som skuespilleren Ove Verner Hansens figur Bøffen i filmserien om Olsen Banden; bred, stor, nonverbal og voldsparat med en sixpence på toppen af det hele.
Men jeg gik ikke min vej. Jeg satte mig til at vente foran døren med den forhåbning, at jeg så kunne tale med Mike Fonseca, efter at – antog jeg – TV 2 var færdige med ham.
På min blok skrev jeg ned, at Mike Fonseca ligner hesten i Picassos maleri Guernica, hvilket nu hvor jeg læser det, får mig til at tænke, at det måske lige er groft nok, men som de gode gamle cyberpunkere sagde det; information wants to be free.
Resten af ventetiden tænkte jeg over, at Moderaterne må være morderligt kede af, at Fonseca nu er tilbage – og så ovenikøbet i fri dressur. Før han røg på porten, havde de haft ham under sikker kontrol, og var alt forløbet planmæssigt, ville ingen ved afslutningen af den nuværende folketingsperiode have anet, hvem Mike Fonseca er.
Fra nu af er Mike Fonseca på egen hånd og kan frit drøne omkring i Borgens korridorer og sige fuldkommen vanvittige ting, og hver gang Fonseca åbner munden, vil det falde tilbage på hele ideen om Moderaterne.
Hvad der også er sjovt er, at nu hvor Fonseca er stemplet ind igen, er Moderaterne gået et mandat tilbage, og hermed hænger deres plads i præsidiet i en tynd tråd. Til oktober, når pladserne skal fordeles efter partiernes størrelse, er der – som Berlingske har skrevet om – udsigt til en lodtrækning mellem Danmarksdemokraterne og Moderaterne om den plads, som Jeppe Søe (M) bestrider nu. Taber Moderaterne, kan det betyde, at Jeppe Søe må fraflytte den lejlighed på Ridebanden, som han bebor.
Et lille trylleslag
Døren til Bondestuen gik op. Ud kom TV 2’s politiske journalist Anne Klejsgaard Friis.
“Hej Mads!” sagde hun.
“Hej Anne,” svarede jeg.
“Nå, dejligt at se dig,” sagde Anne Klejsgaard Friis.
“Ja, i lige måde. Er han stadig derinde?” spurgte jeg så.
“Nej,” svarede Anne Klejsgaard Friis.
“Nå?!” udbrød jeg forbløffet.
“He is gone. Med et lille trylleslag,” forklarede Anne Klejsgaard Friis.
Hun fortsatte:
“Jeg ved ikke, hvor han er gået hen. Jeg tror, han er på vej et andet sted hen.”
“Jamen øv,” sagde jeg.
“Ja… Vi ses,” sagde Anne Klejsgaard Friis og gik ud af Landstingssalen.
For at være helt sikker gik jeg selv ind i Bondestuen og kiggede efter. Fonseca og hans muskelmand var rigtigt nok væk. De var smuttet ud af en bagdør bagerst i lokalet.
2025 brænder!
Så gik jeg ud på trappen foran Folketinget for at trøste mig selv med en cigaret. Nede i Rigsdagsgården stod en lille gruppe aktivister og demonstrerede mod klimaminister Lars Aagaard (M).
“Vi kan mærke i vores hjerter, at Aagaard lytter ikke til eksperter,” stod der på deres banner.
“2025 brænder! Aagaard, det’ en ommer!” råbte demonstranterne.
Jeg slukkede min cigaret. Lidt derfra stod Ulla Østergaard, Moderaternes kommunikationschef, og fik sig også en smøg. Hun var iført en enorm dynefrakke, og i ansigtet så hun mistrøstig ud. Måske på grund af Fonseca, men det kan selvfølgelig også være min tilstedeværelse, som fik mundvigene til at vende nedad. Så gik hun sin vej.
Lidt efter kom de Konservatives leder Søren Pape Poulsen gående op ad trappen til hovedindgangen. Han lignede en mand, der endelig har indset, at hans tid i dansk toppolitik er forbi.
Jan Carlsen
På den igen. Jeg gik op i Vandrehallen og videre hen i Provianthuset. I bunden af gangen, der skærer gennem Provianten, kom jeg forbi et kontor, hvor der sad en mand, jeg ikke havde set før. Kontoret var pakket ned, og på et tomt bord stod der en buket blomster. Hvem jeg kiggede på var ingen anden end Jan Carlsen, andensuppleanten for Moderaterne, der var blevet kaldt ind til tinge, mens Mike Fonseca var sygemeldt. Nu hvor Fonseca var tilbage, var det sidste dag på pinden for Jan Carlsen.
I et tidligere nyhedsbrev havde jeg skrevet, at ud fra billeder at dømme ligner Jan Carlsen en AI-generet chef for et kristent pyramidespil.
Hvilket, skulle det vise sig, ikke var langt fra virkeligheden. Han kunne i hvert fald nemt glide ind i den rolle.
Interimsleder
Jan Carlsen bød mig indenfor og fortalte, at han ude i den virkelige verden arbejder som konsulent og sælger sine ydelser som interimsleder.
Det var et ord, jeg aldrig havde hørt før. Jan Carlsen sagde, at en interimsleder er en “midlertidig leder.”
“For at køre terminologien videre kan man sige, at jeg har været interimsfolketingsmedlem,” fortsatte Jan Carlsen og tilføjede, at det var “brandærgerligt”, at han nu skulle stoppe.
“Nu er jeg lige begyndt at komme godt ind i det, og så skal jeg ud igen,” lød det fra Jan Carlsen.
“Har du talt med Mike Fonseca i hele det her forløb?” spurgte jeg.
“Nej, det har jeg valgt ikke at gøre. Hvis han havde noget at sige til mig, kunne han jo gøre det,” svarede Jan Carlsen.
“Hvad er kommet mest bag på dig ved at sidde i Folketinget?” ville jeg vide.
“Al det her juristeri. Det er jo en kæmpestor lovmaskine, der kører, og det kom bag på mig,” svarede Jan Carlsen.
Jette Gottlieb
Jeg ønskede ham held og lykke ude i den virkelige verden og gik videre på min stuegang. Nede på første sal mødte jeg Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted, som var optaget af bankernes enorme overskud.
Længere nede ad gangen stod døren åben ind til Jette Gottliebs (Ø) kontor, og til glæde for mig sad hun bag sit skrivebord og var begravet i dokumenter.
“Hej, Jette!” udbrød jeg begejstret, for det var jo lang tid siden, at vi havde set hinanden.
“Goddag,” svarede Jette Gottlieb.
“Jeg er lige ude på en lille runde,” forklarede jeg.
“Tillykke,” sagde Jette Gottlieb.
“Tak. Hvordan går det?” spurgte jeg så.
“Tja, de vil jo ikke den kollektive trafik. Det er jo åbenlyst. Vi har lige udbygget Øresundsforbindelsen, det er meget godt, men det sker på bekostning af retten til at klage og på bekostning af, at ministeren får bemyndigelse under anlægsfasen til at fastlægge grænseværdier for støj og sådan noget,” svarede Gottlieb og stoppede, da en kvinde trådte ind på kontoret.
“Det er min kontormakker Runa (Friis Hansen, red.). Kender du hende?” spurgte Jette Gottlieb og forklarede, at Runa Friis Hansen kommer fra Nordjylland og er stedfortræder for Peder Hvelplund (Ø).
“Har du i øvrigt set, at By & Havn i København vil lave en reklamekampagne til 43 millioner kroner?” spurgte jeg Jette Gottlieb, efter at jeg havde hilst på Runa Friis Hansen.
“Det er til grønvaskning og ikke til andet. Det er fuldstændig langt ude! Det er skandaløst,” lød det prompte fra Jette Gottlieb, som åbenbart havde bemærket By & Havns udbud til den milliondyre reklamekampagne.
“Hvorfor vil de gøre reklame for sig selv?” spurgte jeg forundret.
“Fordi ellers overlever de ikke. Den eneste grund til, at vi skal have en Lynetteholm, er, at ellers overlever de ikke. Og vi skal have en Lynetteholm, så de kan få gennemført en havnetunnel, som i øvrigt kun kan begrundes med, at der skal være en Lynetteholm. Og en Metro skal de også have, for ellers har de heller ikke noget at lave. Det var den samme model, de lavede på Vestamager. I januar stillede jeg et fremragende spørgsmål og fik et dejligt svar. De skylder stadig 22 milliarder væk på de metroer, de har lavet indtil nu,” sagde Jette Gottlieb.
“22 millarder?! Som de har i gæld?” spurgte jeg forbløffet.
“Ja! Det kan du så sammenholde med de 43 millioner. Så har du lidt at arbejde med,” svarede Jette Gottlieb.
Lavbundsjorde
Nu gjaldt det et samråd med klimaminister Lars Aagaard (M) om en sag, der er så pinlig for regeringen, at den burde implodere af skam.
For at forstå omfanget af pinlighed, skal vi tilbage til den 10. januar, hvor en kisteglad klimaminister Lars Aagaard holdt pressemøde sammen med en minister, der er endnu mere hemmelig end selv ældreminister Mette Kierkgaard (M), nemlig fødevareminister Jacob Jensen (V).
Begejstrede som de var, kunne de to mænd meddele pressen, at nu var den fandeme hjemme. Spritnye beregninger fra Aarhus Universitet angående de såkaldte lavbundsjorde viste nemlig, at Danmark allerede nu lever op til ambitionerne om at udlede halvtreds procent mindre CO2 i 2025, end vi gjorde i 1990.
Hvilket jo var intet mindre end fantastisk! Endelig en succes for regeringen og så ovenikøbet inden for det område, hvor succes vejer allertungest, nemlig klimaet.
Men så faldt det hele fra hinanden. Først fik DR en forsker fra Københavns Universitet til at lave en udregning, der viste, at CO2-udledningen fra lavbundsjorde i årene fra 1990 til 2021 har været op til 35 millioner tons større, end det nuværende regnskab viser.
Dernæst fik DR aktindsigt i to telefonnotater, der dokumenterer, at forskerne fra Aarhus Universitet på forhånd havde advaret både Fødevareministeriet og Klima‑, Energi- og Forsyningsministeriet om at bruge deres tal til at fortælle “en god nyhed for klimaet”.
Med det stoppede ikke Klima‑, Energi- og Forsyningsministeriet, som valgte at lave en beregning udelukkende med de nye tal. Dermed kunne de herrer Aagaard og Jensen proklamere for omverdenen, at udledningerne fra lavbundsjordene var faldet så meget, at 2025-målet kunne indfries. Med andre ord var der tale om et gement prokuratortrick.
Og så kan det nok være, at klimaordførerne på Borgen så rødt. Mest vred af alle var Alternativets Torsten Gejl, som med rette sagde til DR:
“Jeg synes, det er uredeligt. Jeg synes, det er manipulation. Jeg synes, det grænser til fifleri.”
Så nu skulle Lars Aagaard til samråd i Klimaudvalget og have varmet rygstykkerne.
“Der er plads nok på LinkedIn”
Da jeg nåede frem til udvalgsværelset oppe på anden sal Rød Gang, stod klimaminister Lars Aagaard og ventede med sine folk. Som altid så han dejligt arrogant ud, og når han åbner munden, og man tilmed opdager, at han taler ligesom skuespilleren Morten Grunwald, kan man ikke være andet end vild med ham.
Jeg havde ikke fået skrevet mig på deltagerlisten og spurgte en folketingsbetjent, om det kunne lade sig gøre. Det kunne det godt. Så gik jeg hen imod døren til udvalgsværelset, idet jeg troede, at jeg allerede måtte træde ind, men det var en postgang for tidligt, fik jeg at vide.
“Var du lige lidt for hurtig?” spurgte Lars Aagaard mig.
“Story of my life,” svarede jeg straks.
“Den var dyb,” sagde Lars Aagaard.
Så gik Claus Djørup, det ældste aktive medlem af Borgens pressekorps, hen til Lars Aagaard og spurgte, om han kunne få fire minutter med ham efter samrådet.
“Tror du ikke, jeg har et møde?” spurgte Lars Aagaard tilbage og fortsatte:
“Tror du, det her er et deltidsjob?”
Claus Djørup så helt paf ud.
“Der er plads nok på LinkedIn,” sagde Lars Aagaard til Djørup, og så gik klimaministeren ind i udvalgsværelset.
Fifleri
Samrådet begyndte med, at Alternativets Torsten Gejl sagde, at når det gælder klimaet, så er det forkert, hvis Lars Aagaard betragter Alternativet og de andre partier, der ikke er med i regeringen, som en opposition.
“Vi har alle hånden på kogepladen,” sagde Torsten Gejl. Derfor forstod Torsten Gejl ikke, at Lars Aagaard ikke havde involveret de andre partier i udmeldingen af de fantastiske nye tal fra Aarhus Universitet.
Så gjorde Lars Aagaard det, han er bedst til. Han trak tiden ud ved at læse højt fra et alenlangt responsum, som hans embedsmænd havde skrevet til ham.
“Kan man have en anden mening? Ja. Det kan man godt, det er fair. Det er politik,” lød det fra Lars Aagaard, som undervejs skød al skylden på Aarhus Universitet og samtidig lod os forstå, at han og hans ministerium er “i gang med at ændre verden”.
På sidelinjen sad Moderaternes gruppeformand Henrik Frandsen klar til at hjælpe sin partikollega Lars Aagaard.
Frandsen spurgte, om Lars Aagaard delte hans opfattelse af, at hvis der er blevet fiflet med tallene, så må det være forskerne på Aarhus Universitet, der har gjort det. Altså underforstået, at det er helt utænkeligt, at embedsmænd i Lars Aagaards ministerium kunne finde på at fifle.
Lars Aagaard svarede:
“På mine gamle dage er jeg blevet et kristent menneske, og jeg tilgiver dem, der siger fifleri,” sagde han, men fik dog tilføjet, at det ikke var for meget forlangt, hvis man stak ham en undskyldning.
Så blev det nok for de Konservatives Mona Juul.
“Jeg er så dødtræt af de her lange svar, Lars! Om at det er Aarhus Universitet, der har lavet de her tal. Det er vi alle sammen klar over. Problemet er, at du fejrer det, som om det var en klimasejr,” lød det fra hende.
Lars Aagaard kunne ikke være mere ligeglad, for sådan er det, når man er minister i en bred flertalsregering hen over midten. Man kan fifle som man vil.
Et dødsdømt kommanditselskab
Nå, men forude ventede dagens højdepunkt, nemlig en reception i Fællessalen til ære for Pia Kjærsgaard (DF), som nu har været i dansk politik i, læser og skriver, fyrretyve år. På rygtebørsen blev der hvisket om, at et topnavn fra dansktoppen var blevet hyret til at optræde for Pia Kjærsgaard, og hvis man forsigtigt gættede på Richard Ragnvald, blev der sukket hånligt. Jeg tænkte slet ikke stort nok.
Så jeg gik ned til Fællessalen, og på vejen kom jeg forbi Venstres gruppeværelse, hvor nok en reception var under afvikling. Her var 60-års fødselaren Anni Matthiesen (V) i gang med sin takketale. Op ad væggen, plantet i en stol, sad Lars Christian Lilleholt (V) med en helt enorm benskinne på det ene ben. Ved siden af ham, med ryggen til mig, stod oldermanden Bertel Haarder (V).
Vidste man ikke bedre, ville man antage, at man havde stukket hovedet indenfor til generalforsamlingen i et dødsdømt kommanditselskab.
Anni Matthiesen sagde, at hendes motto var, at “hvis man er gammel i skindet, skal man være frisk i sindet”, og så takkede hun for alle de mange flasker og sagde, at det var godt, at Preben Bang Henriksen (V) har kontor ved siden af hende, for han er “jo glad for rødvin”.
Så fulgte et bifald, og jeg var den, som var videre.
A‑kæden
Jo mere jeg nærmede mig Fællessalen, jo flere nerver fik jeg på vegne af Pia Kjærsgaard. Vel er jeg ikke venner med nogen på Borgen, men i forhold til at hele det politiske projekt, som Pia Kjærsgaard havde brugt sit voksne liv på at bygge op, styrtede i grus, netop som hun nåede op til magtens tinde, ville det have været ubærligt, hvis denne store og flotte dag også skulle ende som en fuser.
Heldigvis for Pia Kjærsgaard viste receptionen sig at være et rigtigt tilløbsstykke. Der var en lang kø med gratulanter, som strakte sig helt ned i receptionen, og inde i Fællessalen var A‑kæden mødt op; hvor end jeg kiggede hen, fik jeg øje på profiler fra det borgerlige og fra det brune Danmark.
Der var Karen Jespersen!
Der var Christopher Arzrouni!
Og så videre.
En lille streg i regningen var selvfølgelig dem, der ikke mødte op. For eksempel Anders Fogh Rasmussen (V), der sikkert ikke var blevet statsminister uden Pia Kjærsgaard. Claus Hjort Frederiksen glimrede også med sit fravær, og i søstersolidaritetens navn var det lidt mærkeligt, at statsminister Mette Frederiksen (S) ikke lige kom forbi og sagde tillykke til den første kvinde, der blev formand for Folketinget. I det hele taget var der næsten ingen socialdemokrater i landskabet, men til gengæld mødte jeg snart det tætteste vi i Danmark kommer på en rigtig bagmand, nemlig den gådefulde Fritz Schur.
Solastalgi
Der var rigtig mange gæster, og Pia Kjærsgaard var åbenlyst lykkelig, og på to store lærreder blev der vist lysbilleder af Pia Kjærsgaard sammen med hunde. Små hunde, store hunde, alle slags hunde. Var disse hundebilleder blevet klippet sammen med stillbilleder fra islamistiske terroranslag, havde den været helt hjemme, men som Tolstoj vistnok har skrevet, bliver man aldrig tilfreds, hvis man leder efter perfektion.
Og nu kommer vi til det, jeg skrev om i indledningen, for hvad der ventede mig var en reception i solastalgiens tegn. Dansk Folkeparti er grundlagt på netop det; den vrede og de smerter, som negativt opfattede ændringer af et miljø under hastig forandring frembringer. En længsel mod en verden af i går og en lede ved verden af i dag. Solastalgi. Nu med dobbelt skrue, for Dansk Folkeparti kæmper fortsat med at genfinde sin eksistensberettigelse. Det er ikke længere nok at være vred på muslimerne, for det er der efterhånden så mange i dansk politik, der er.
Frikadelletransduceren
Omkring de to buffetborde, som var pakket med fade med frikadeller, der hele tiden blev fyldt op, sværmede forfatteren Ole Hyltoft som en lille brumbasse omkring et blomsterbed med krokus. Hyltoft var pilskaldet på nær hans ene øjenbryn, ud fra hvilket der skød et enkelt hår, der lidt havde karakter af en antenne. Det var, gættede jeg, sikkert en transducer gjort af hornmateriale, som bestandigt ledte ham frem mod endnu flere frikadeller.
Den ægte vare
Som værtinde stod Pia Kjærsgaard klar til at trykke næve med hver enkelt gæst. Meget kan man mene om Pia Kjærsgaard, men hun har altid været den ægte vare. I en verden, hvor autenticitet er det fineste safran, en politiker kan have, har hun status af autenticitetens Joakim Von And. Hun har tilsyneladende uudtømmelige mængder af dette eftertragtede stof, og lykkemønten i den forbindelse må siges at være eksamensbeviset for at hun har gennemført en uddannelse som hjemmehjælper. Hun er med andre ord, som det hedder på engelsk, the real deal.
Er man forfalden til ironisk nihilisme, er det således ikke nemt at være gæst til en reception for Pia Kjærsgaard, for Pia Kjærsgaard mener det alvorligt, og desuden skal man stå tidligt op, hvis man vil provokere en pianist.
Således var der ingen, der tog notits af to-statsnålen, som jeg havde plantet på mit jakkerevers: En pin med det israelske og palæstinensiske flag sammen. Et enkelt medlem af Dansk Folkeparti bemærkede dog, i al stilfærdighed, at nålen havde været bedre, hvis der havde været ild i det palæstinensiske flag.
Søren Gade
Formanden for Esbjerg Havn, Søren Gade, var den første taler. Nu har jeg efterhånden lagt øre til en del Søren Gade-taler, og selv inden for denne kategori, altså kategorien Søren-Gade-taler, var det lidt af en rodebutik.
Som det ofte sker, når Søren Gade holder tale, kommer det hurtigt til at handle om ham selv, for det egentlige formål med Søren Gades taler er som regel at minde publikum om, at han faktisk er en ret fed fyr. I dette tilfælde skulle vi høre om dengang han var forsvarsminister. Og helt mærkeligt blev det til sidst, hvor Folketingets formand sagde, at Stormen Pia – den kraftigste storm i otte år – måtte være opkaldt efter Pia Kjærsgaard.
Kollo og Krogsgaard
Så trådte nogle af danskhedens største kanoner frem; Dorthe Kollo og pianisten Henrik Krogsgaard. Ingen af dem har ændret udseende i en menneskealder og har næsten karakter af levende mumier. Engang imellem under afsyngning af sangen “Der er stjerner nok på himlen” frøs Kollos mimik fast, muligvis på grund af for meget restylane, og når det skete, var der tiendedele af sekunder, hvor hun så fuldstændig vanvittig ud.
Den mest danske sang i hele verden
Dorthe Kollo sagde, at “Der er stjerner nok på himlen” er Pia Kjærsgaards yndlingssang, men netop nu, hvor jeg sidder og skriver disse ord, opdager jeg, at Dorthe Kollo selv har fortalt til DR’s P5, at sangen er hendes egen yndlingssang. Jeg læser også, at den er skrevet af Jørgen de Mylius, og når vi således har at gøre med en sang, der har status af yndlingssang for både Dorthe Kollo og Pia Kjærsgaard, og som ovenikøbet er skrevet af selveste Mylle, må det i sagens natur være den mest danske sang i hele verden. Derfor er det vigtigt at interessere sig for denne sang, tænker jeg.
“Alle verdens mange guder kigger ned på denne jord. Den har ændret sig fra syd til højt mod nord,” sang Dorthe Kollo.
“Aha,” tænkte jeg og fortsatte for mig selv: “Er det mon en sang om Det Globale Syd?”
“Der er krig og vold dernede, der er børn, der lider nød, er der bitterhed og vrede, har vi mistet vores glød,” fortsatte Dorthe Kollo.
“Måske en sang om krigen i Gaza?” tænkte jeg og nåede frem til, at det i hvert fald er en sang, der er god at have på playlisten, når Tredje Verdenskrig bryder ud.
Mens jeg var fordybet i egne tanker, var Kollo gået i gang med “Velkommen til verden”, som Pia Kjærsgaard blev inviteret til at synge med på.
Fritz Schur
Pludselig fik jeg øje på Fritz Schur, den sagnomspundne grå eminence fra Anders Fogh Rasmussens hof. Bridgemakker med Prins Henrik. Kammerherre. Forhandler af energidrikke, toiletpapir og kondomer. Bosiddende på Christiansholm, det lille slot ved Klampenborg. Ved siden af ham stod i øvrigt Karen Ellemann-Jensen, den sidste Ellemann-Jensen i dansk politik.
Jeg gik hen til Fritz Schur, som er meget højere, end man skulle regne med.
“Det er da Fritz Schur, er det ikke?” spurgte jeg.
“Jo, det er det,” svarede Fritz Schur og så egentlig ret tilfreds ud over at kunne bekræfte, at det netop var tilfældet.
“Kan du sætte nogle ord på Pia Kjærsgaards betydning for dansk politik?” spurgte jeg.
“Pia har jo været nybrydende i mange henseender, også som Folketingets formand. Både i spørgsmålet om, hvor mange indvandrere vi skal have, og hvor meget vi skal acceptere i samfundet. Men også i kampen for de ældre. Hun var jo den, der tog over, da Fremskridtspartiet brød sammen. Men jo, hun har haft en stor betydning gennem årene,” sagde Fritz Schur.
“Hvor længe har du selv kendt hende?” spurgte jeg.
“30–40 år eller sådan noget,” svarede Fritz Schur.
Der var så mange ting‚ jeg gerne ville have spurgt Fritz Schur om, men længere kom vi ikke, for nu gik Richard Ragnvald på scenen og fremførte en specialudgave af solastalgiens signatursang.
Kære lille Pia
“Kære lille Pia, kære lille Pia, tillykke med de fyrre år, og i dag der skal du fejres af vennerne på Christiansborg. Du skal have sange og blomster, og så skal der hejses et flag,” sang Richard Rangvald.
Receptionen nærmede sig sit klimaks nu. Det slog mig, at der slet ikke er brug for hverken kokain eller crack på Christiansborg, når man allerede i forvejen færdes i et miljø, som er ultra-psykedelisk.
Kiggede man ind i Richard Ragnvalds sjæl, kiggede man ind i – som der skrevet står i Bibelen – et “rungende malm og en klingende bjælde”. Det er i hvert fald ikke kvantemekanik, der optager ham, så meget er klart, men han er åbenlyst glad for livet og elsker Pia Kjærsgaard, og det var faktisk rørende at være vidne til, hvor rigtigt ægte glade de er for hinanden, Pia Kjærsgaard og Richard Ragnvald.
Dansk Folkeparti Ungdom
Så minglede jeg videre. Jeg kom forbi en tykmavet, ældre mand, der stod og tog billeder med en mobiltelefon med et Dannebrog på coveret. Bedst som jeg troede, at jeg skulle hjem og skrive, at Dansk Folkeparti er et parti, som har fremtiden bag sig, fik jeg øje på to unge mænd, der lignede kloner af Peter Kofod (DF). De var begge kortklippede og iført blazere og stod ved buffeten og tog frikadeller op med deres pegefingre og tommeltotter og holdt dem frem for sig, som var det trøfler fra Piemonte, før de med kendermine tog en bid af dunserne.
Pia Kjærsgaard Prisen
Så blev det partiformand Morten Messerschmidts tur. Han sagde, at Pia Kjærsgaard skal huskes for at have givet stemme til dem, der ingen stemme har, og derfor bliver der nu indstiftet en pris i hendes navn, der skal gå til en person, som gør netop det; giver de udenforstående lov til at blive hørt.
Hvem skal så vinde den første Pia Kjærsgaard Pris for at give stemme til dem, der ingen stemme har? I min bog er der kun en oplagt og indiskutabelt værdig kandidat, og han hedder naturligvis Mike Fonseca.
Tak for nu
Nå, det blev en lang affære denne stuegang, men jeg skyldte jo også på kontoen, kan man sige. Hvad illustrationen angår, har Malthe Emil Kibsgaard meget oplagt tegnet mig i rollen som The Watcher i et ømt øjeblik sammen med Pia Kjærsgaard og Richard Ragnvald. Jeg vender tilbage igen snarest muligt med en ny rapport fra Borgen. Tak, fordi du lyttede eller læste med, og tak, fordi du er medlem af Frihedsbrevet.
Med venlig hilsen
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her