Fri Mads #123: Mens vi venter på Tredje Verdenskrig
“Som kronikør begrænser jeg mig til at fremstille begivenhederne, præcis som de indtraf, og det er ikke min skyld, hvis de kan forekomme usandsynlige.”
– Fjodor Dostojevskij, Onde Ånder, Gyldendal, 2023.
Tænk at være så heldig at sidde på klods hold af både Mette Frederiksen (S) og Søren Gade (V) i selveste det øjeblik, hvor bunden gik ud af SVM-regeringen.
For det var lige præcis, hvad jeg gjorde. Jeg sad på anden række i Landstingssalen, til høringen om krigen i Ukraine, med direkte udsigt til formanden for Esbjerg Havn og statsministeren, der sad og fumlede med mikrofonerne i panelet og ikke helt havde styr på, om de var tændt eller slukkede. Desværre for dem begge var mikrofonerne tændt.
Datoen var, bare for at være helt præcis og akkurat, tirsdag den 19. marts.
Mette Frederiksen havde lige holdt en peptalk om krigen i Ukraine. Og midt i bifaldet, mens hun tog plads i panelet ved siden af Søren Gade, opstod så det helt utrolige moment, hvor Søren Gade opdager, at partifællen Mads Fuglede er gået over til Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne – hvormed den engang så almægtige SVM-regering pludselig var blevet forvandlet til en helt ordinær mindretalsregering.
Hvis man kan tale om et point of no return, var dette punktet, hvorfra der ingen vej tilbage var.
Sagt på en anden måde var hele genialiteten med en bredrøvet, flertalsregering henover midten gået fløjten, og tilbage sad så Søren Gade og Mette Frederiksen og så helt smadrede ud.
Det eneste, der manglede, var bare, at Lars Løkke Rasmussen havde siddet ovre i hjørnet og spillet noget trist musik på en trækharmonika.
“Jeg har ikke hørt en skid”
“Mads Fuglede er lige skiftet til Inger,” sagde en slukøret Søren Gade til Mette Frederiksen, hvilket altså kunne høres gennem deres mikrofoner.
“Hvad for noget!?” spurgte Mette Frederiksen.
“Mads Fuglede er lige skiftet til Inger,” gentog Søren Gade.
“Nå,” udbrød Mette Frederiksen.
“Jeg har ikke hørt en skid,” konstaterede Søren Gade så. Et sublimt valg af ord, som – antager jeg – vil gå over i danmarkshistorien og måske endda ende som partiet Venstres gravskrift.
Resten af tiden var der lange passager, hvor Søren Gade zonede helt ud og bare sad og stirrede katatonisk ned i bordet, mens den ukrainske ambassadør til Danmark og seniorforsker Flemming Splidsboel satte ord på krigen mod russerne. Men inde i formanden for Folketinget boblede imidlertid et tiltagende raseri, som snart skulle slippes løs.
Mod og mandshjerte
Søren Gade lettede på låget, så snart høringen var slut, hvor han stillede op til et improviseret pressemøde ude i Vandrehallen. Jeg fulgte med for lige at tage et billede af Søren Gade og for at høre, hvad han havde at sige om Mads Fugledes flugt over plankeværket.
“Jeg bryder mig ikke om det. Jeg synes, at når man har været medlem af et parti længe, og man så bliver uenig, så kunne det være pænt, at man informerede sine tidligere kollegaer, inden man bare sendte en pressemeddelelse ud,” erklærede Søren Gade.
Manden var vitterlig vred. Han sagde, at Mads Fuglede burde have været mand nok til selv at være mødt op for at se Venstres folketingsgruppe i øjnene og her fortælle dem, at han løb fra gården. I stedet havde Mads Fuglede, som er på barsel, blot sendt en mail til partiets formand Troels Lund Poulsen om, at nu havde han fået nok af Venstre.
“Jeg håber, at hvis der er andre, der går med de samme tanker, at de så har mod og mandshjerte nok til at stille sig op foran sin folketingsgruppe og fortælle om sin beslutning,” lød det arrigt fra Søren Gade.
I stedet for at skælde ud på Mads Fuglede burde Søren Gade nok snarere have vendt blikket indad. For er det ikke sandt, at Venstre havde ladet Mads Fuglede vokse vildt? Ingen havde rigtigt haft styr på, hvad han rendte og lavede, og så var han blevet selvradikaliseret, og nu havde vi så balladen.
Tilbage til starten
Men ovenstående er sådan set bare slutningen af mine seneste notater fra mine ugentlige stuegange i Folketinget. Begyndelsen går helt tilbage til den 12. marts, hvor jeg kiggede forbi Slottet på Holmen ved et-tiden om eftermiddagen.
Oppe i Vandrehallen kom jeg forbi en skoleklasse, der blev manuduceret af ingen ringere end tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Med glødende kul i øjnene var han i gang med at fortælle de unge mennesker om, hvor galt fat det havde været med samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig, og jeg kunne simpelthen ikke fatte, at Fogh stadig var monomanisk besat af dette emne. Så jeg stoppede op for at høre, hvad han sagde.
“Fra den 9. april 1940 og til den 29. august 1943, hvor samarbejdspolitikken stoppede, fungerede Folketinget næsten normalt. Når jeg siger næsten normalt, er det, fordi der alligevel var et par specielle ting,” lød det fra Anders Fogh Rasmussen.
Et par specielle ting? Mon Fogh her sigtede til dansk parlamentarismes allermørkeste stund, tilbage i august 1941, hvor tinget enstemmigt vedtog den grundlovsstridige kommunistlov, hvorunder medlemmer af Folketinget på skændig vis blev anholdt og interneret?
Så jeg spidsede ører, da Fogh fortsatte sin belæring af skoleklassen:
“Det ene var, at man etablerede noget, der hed Rigsdagens Samarbejdsudvalg. Det bestod af ni medlemmer, der holdt deres møder for lukkede døre for at undgå‚ at tyskerne kun høre hvad de besluttede. Og… øh, hvem overtog så styret efter 1943? Det gjorde departementscheferne, som er de øverste embedsmænd i et ministerium. De mødtes så og traf de beslutninger, de kunne,” forklarede Anders Fogh Rasmussen og gav hermed på en måde den perfekte beskrivelse af SVM-regeringen.
Til gengæld nævnte han ikke kommunistloven, men det er sikkert heller ikke noget, der holder Anders Fogh Rasmussen vågen om natten.
Eulogi for Søren Pape Poulsen
Så gik jeg op i presselogen. Nede i salen var der næsten fuld plade, og de fleste MF’ere var klædt i sort. Der skulle nemlig være mindehøjtidelighed for Søren Pape Poulsen, de Konservatives afdøde leder, og hvis man gik og tænkte, at nu havde den vist fået, hvad den kunne trække med at ære Søren Pape Poulsens livsgerning, kunne man godt tro om igen. Forude ventede højdepunktet i form af fællessang i Folketingssalen.
Når jeg kiggede rundt i salen, bed jeg mærke i en tydeligt berørt Inger Støjberg. Hun var nok den, der så allermest ramt ud. Et stykke fra hende sad de Konservatives Mona Juul, som snart ville træde frem som partiets nye leder. Helt oppe i venstre hjørne sad så løsgængeren Mike Fonseca, helt klædt i sort, og var lykkeligt uvidende om, at om føje tid, når Mads Fuglede havde forladt Venstre, så ville hans værdi stige betydeligt.
På stolene ved siden af Fonseca, hvor løsgængerne Lars Boje Mathiesen og Jon Stephensen skulle have siddet, var der tomt.
Forelskelsessangen
Umiddelbart før Søren Gade ringede med klokken, kom udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) hastende ind i salen og tog plads ved siden af forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).
Nu kunne ceremonien begynde.
“Det var med stor sorg, at Folketinget modtog meddelelsen om Søren Pape Poulsens død,” sagde Søren Gade og bemærkede, at Folketinget fremover vil blive “mere stille uden ham, lidt kedeligere kan man sige”.
Herpå fulgte et minuts stilhed, hvor alle rejste sig op. Lige neden for formandsstolen stod de to mennesker, som måske havde tæsket allermest løs på Søren Pape Poulsen, mens han levede, nemlig Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, og så meget kede ud af det.
Så kom operasangeren Jens-Christian Wandt ind i salen og sang for på Jens Rosendals Forelskelsessang, som er at finde i Højskolesangbogen. Engang var sangen kontroversiel i kirkelige og borgerlige kredse, fordi den handler om at være bøsse og om at drikke sig fuld i øl, men nu om stunder – og især hvis man som denne skribent i forvejen har det lidt svært med Højskolesangbogen – er det en klistret, banal og sødladen affære.
Dertil kommer, at politikernes evner som sangere ikke overraskende lader meget tilbage at ønske, og det bliver det jo ikke bedre af.
Måske det bare er mig, men det virker, som om Folketinget i stigende grad har fået smag for det ceremonielle. I hvert fald har Søren Gade en lille eventmager i maven, så meget er klart. Kun få uger siden var det, at DR’s pigekor skridtede ind i Folketinget og sang for Kong Frederik den Tiende, og nu var der så fællessang fra Højskolesangbogen.
Hvor skal det ende henne? Skal der også være fællessang, næste gang et medlem af Folketinget dør med støvlerne på? Dette spørgsmål er retorisk, men det er værd at tænke over i tide, for hvis denne udvikling går upåagtet hen, ender vi snart med at Sigurd Barrett permanent kommer til at sidde ved siden af talerstolen med et elektronisk orgel foran sig.
Ceremonien sluttede klokken 14, og af – og nu citerer jeg – “værdighedshensyn” var den planlagte spørgetime med statsminister Mette Frederiksen blevet aflyst. Det var dog uklart, hvad der var for en værdighed, der blev vist hensyn til her. Mette Frederiksen selv gik hen til Pia Olsen Dyhr og krammede med SF’s partileder, og sammen gik de ud af salen.
På æggeskaller
Næste gang jeg kom til mig selv, sad jeg i Spejlsalen inde i Statsministeriet og ventede på Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen. Kalenderbladet viste den 13. marts, og så vidt jeg forstod det, skulle det nært forestående pressemøde handle om, at der snart skal bruges endnu flere penge på det forsvar, som vi ikke længere har.
Kort forinden havde Vladimir Putin meddelt, at Rusland “teknisk set er klar til atomkrig”, samt at det vil være en “signifikant eskalering” af krigen, hvis der bliver sendt NATO-tropper til Ukraine.
Alt dette bidrog til en generel følelse af, at hele den vestlige verden går rundt på æggeskaller.
Claus Djørup
Jeg sad ved siden af pressekorpsets oldermand Claus Djørup. Han sagde, at han var i gang med at vende sin døgnrytme væk fra at være vågen til klokken fire om morgenen og i forsøget derpå kun havde sovet tre timer. Djørups søvnhygiejne var tydeligvis gået helt i frø, og noget sagde mig, at hvis han ikke passede på, så ville han snart blive forvandlet til en vampyr.
“Jeg fik fandeme respekt for våben, da jeg var i Hjemmeværnet. Hold da helt kæft! Man skal ikke pege på mig med en legetøjspistol,” sagde Claus Djørup uopfordret og bekræftede mig således i, at den var helt gal.
Knud Meldgaard
“Kan du se hen over mine brede skuldre?” spurgte Knud Meldgaard, chefredaktøren for magasinet Transeuropa, der blev kendt for sin flamboyante tøjstil til pressemøderne i de gode, gamle corona-dage.
Knud Meldgaard, som var iført en gul vest, havde tydeligvis ikke skruet ned for charmen siden da.
“Det kan jeg godt, men de er brede,” svarede jeg Meldgaard, der sad på forreste række i Spejlsalen, lige foran mig.
“Du skal have en krone til en iskage,” sagde Knud Meldgaard til mig.
På Meldgaards notesblok kunne jeg se et langt spørgsmål om, at “Forsvaret er en massiv rodebutik”. Det spørgsmål kom han aldrig til at stille.
Et stort geostrategisk vakuum
Så kom trekløveret ind fra højre. Troels Lund Poulsen i sort, Mette Frederiksen i brunt og Lars Løkke Rasmussen i gråt. Sidstnævnte så om muligt mere baldret ud end nogensinde, men han havde vist også været på langfart til Afrika; til Etiopien og Sydafrika, så vidt jeg var informeret.
Pressemødet handlede om, at nu blev der sat endnu flere penge af til Forsvaret. Omtrent 40 milliarder kroner. Foruden alle de andre penge, der allerede var blevet allokeret. Så vidt jeg kunne regne ud, havde vi for længst passeret de 200 milliarder kroner, hvilket jo får den famøse ældre-milliard til at blegne.
Det mest forunderlige var dog, at ikke så meget som en brøkdel af disse ubegribelige summer var nået frem til den skarpe ende. Soldaterne tjente stadig den samme fesne løn, og hvis de havde brug for en natkikkert, kunne de allerhøjest håbe på at finde den i computerspillet Call of Duty.
Krigen i Ukraine havde varet i to år nu, og der var fortsat ikke kommet en dansk produktion af artillerigranater i gang oppe på Krudten, statens gamle ammunitionsfabrik i Elling i Frederikshavn, som man først solgte til Spanien for 18 millioner og sidenhen købte tilbage for 19,6 millioner.
Så vidt eksperter forstår sig på sagen, skal vi vente mindst to år endnu, før Danmark igen er i stand til at producere ammunition. Så i alt fire år vil det mindst have taget, før Krudten er kommet op i omdrejninger, hvilket tyder på, at når det gælder krigen i Ukraine, er håb åbenbart en strategi, som Statsministeriet hælder til.
Ikke kun håb for Ukraine, for tager man et samlet blik ud over Vesteuropa, ser man på et stort geostrategisk vakuum, som er opstået, fordi en hel generation af europæiske politikere – vores egne inklusive – fejlagtigt troede, at krigens dage var talte. Nu kæmper vi med at få stablet bare en enkelt brigade på benene og er reelt set ikke i stand til at forsvare os selv. Først om fire år vil vi have en kampklar brigade, og året efter – i 2029 – vil vi være i stand til at bekæmpe ubåde. Indtil da kan vi ikke gøre andet end at håbe.
“Det kommer med en pris”
Bortset fra flere penge til Forsvaret havde regeringen også et forslag på vej om en udvidet værnepligt samt fuld ligestilling mellem kønnene.
“Det kommer med en pris,” fastslog statsminister Mette Frederiksen, for Gud ved hvilken gang og sagde så:
“Vi får ikke råd til alt det, vi gerne vil have råd til i fremtiden.”
Mens hun sagde det, så det ud, som om forsvarsminister Troels Lund Poulsen var stemplet mentalt ud af pressemødet.
Lars Løkke Rasmussen benyttede lejligheden til at minde os om, at han lige havde været i Afrika, hvor man ikke har så stor fidus til Vesten og langt bedre kan relatere til både Kina og Rusland. Det forblev uklart, hvor Løkke ville hen med den bemærkning, men det virkede, som om han var kommet hjem fra Afrika med en forstærket jeg-oplevelse, og det er jo ikke første gang i Den Hvide Mands verdenshistorie, at det er hændt.
Folketingets nye rammer
Så blev det torsdag den 14/3, hvor jeg kiggede forbi Fællessalen. Her skulle det afsløres, hvilket arkitektfirma der havde vundet retten til at tegne Folketingets nye, underjordiske modtagecenter, der skal flettes sammen med det gamle Rigsarkiv, som i forlængelse heraf skal restaureres og moderniseres.
Fem forslag var blevet shortlistet, og ud af dem havde dommerkomiteen – hvoraf både Leif Lahn (S) og Søren Gade (V) begge var medlemmer – valgt den vinder, som nu skulle bekendtgøres.
På langborde var der disket op med hvidvand, hindbærbrus, cava og rødvin og hertil fyldte chokolader og skåle med nødder og rosiner.
Gæsterne kom langsomt dryssende ind og gav sig til at tale med hinanden med sagte stemmeføring. På to store lærreder i bunden af salen stod der skrevet:
“Folketingets nye rammer.”
Jette Gottlieb
Blandt de fremmødte gæster løb jeg ind i Enhedslistens Jette Gottlieb.
“Hvad tænker du om ideen om at udvide Folketinget?” spurgte jeg hende.
“Folketingets administration vokser og vokser, men det har jeg ikke så meget imod. Det er vigtigt at fastholde en ordentlig balance mellem ministerierne og Folketinget. Det ser jeg det her som en del af,” svarede Jette Gottlieb.
“Synes du, den er ved at forrykke sig, den balance?” spurgte jeg så.
“Ja, den forrykker sig altid, når der er en flertalsregering,” lød det fra Jette Gottlieb.
“Mod ministerierne?” spurgte jeg for at være sikker.
“Ja, ja… Sig mig, er du blevet doven på dine gamle dage?” spurgte Jette Gottlieb mig så.
Da jeg ikke svarede med det samme, fortsatte hun:
“Jeg har ikke set dig de sidste 25 fredage.”
“Jamen, jeg har været andre steder,” svarede jeg famlende.
“Nå, for Søren,” sagde Jette Gottlieb med en vis skepsis i stemmen.
“Men jeg holder fast,” forsikrede jeg hende.
“Det tror jeg ikke på,” svarede hun.
“Der har jo blandt andet været mødefri uge,” forklarede jeg som årsagen til mit fravær.
“Nå?! Det lagde jeg ikke mærke til,” svarede Jette Gottlieb.
“Jeg så du var til fællessang for Søren Pape Poulsen?” spurgte jeg så for at skifte emne.
“Jeg var ned i Folketingssalen, ja, og så sang vi en sang. Det, synes jeg, var okay,” svarede Jette Gottlieb, og længere kom vi ikke, for nu tog formanden for Esbjerg Havn ordet.
Historiens vingesus
“Det er helt oprigtigt en stor dag i dag. Jeg har glædet mig til at løfte sløret for, hvem der har vundet projektkonkurrencen om, hvordan Folketinget kan udnytte Rigsarkivets tidligere bygninger. I bedste fald vil det tage mellem fem og otte år fra i dag, før det vil stå klar til brug. Hvis det bliver til noget, vil det være det største projekt i Folketinget siden Christianborgs opførsel. Og som Folketingets formand er jeg stolt af at være en del af så vigtigt et projekt,” lød det fra Søren Gade.
Vinderen af projektkonkurrencen viste sig at være arkitektfirmaet Cobe i samarbejde med Arcgency, Drachmann Arkitekter og Sweco Danmark. Hvis og såfremt det hele glider glat igennem, vil der om føje tid være et nedsænket amfiteater at finde inde i Rigsdagsgården, og i bunden af det vil der være plantet et stort træ, som leder tanken hen på Valby Tingsted.
Bag ved træet åbenbares et underjordisk besøgscenter med søjlegange og butik, garderobe og mødelokaler. Derfra kan man enten gå op i Folketinget eller op i Rigsarkivets gamle bygninger, hvor der er blevet indrettet spisested og udvalgsværelser og meget andet.
I forhold til de fire andre forslag var det klart det bedste projekt, der vandt, og hvis jeg stadig går stuegang til den tid, vil det være noget, jeg vil glæde mig til at opleve.
Stuegang på udflugt
Det næste, der skete, var, at jeg tog på udflugt. Selvom mit omdrejningspunkt jo er livet i Borgens gange, tænkte jeg, det alligevel var inden for skiven at drage til Næstved, hvor den tidligere amerikanske præsident Barack Obama mærkeligt nok skulle optræde for en udsolgt sal. Dels fordi jeg fornemmede, at det var på tide med nogle ekstracurriculære aktiviteter i mit virke som stuegænger, men også fordi jeg havde en antagelse om, at mange af de mennesker, jeg tilser på Slottet, også ville være at finde nede i Arena Næstved. Så fredag den 15. marts dampede jeg afsted fra Hovedbanegården i sydgående retning.
Næveren
I gamle dage var Næstveds slogan “Sydsjællands hovedby”. I dag er det “Mærk Næstved”.
Det første, den ensomme rejsende mærker, når han eller hun træder ud af toget i Næstved, er en tung melankoli. Som om man befinder sig i en by, hvor grundvilkåret er, at livet gør ondt. En barsk verden, hvor indbyggerne ryger på elektroniske cigaretter på størrelse med håndgranater og trækker lange slørhaler af røg efter sig, når de kommer sjoskende ned ad Næstveds regnvåde gader. Jeg skriver bevidst “regnvåde”, for jeg er af den opfattelse, at det altid regner i Næstved.
“Vi er til for dig”
Hvor trist det hele er med Næstved, indkapsles fint af Region Sjællands motto, som står skrevet på en lille sundhedsklinik ikke langt fra togstationen. “Vi er til for dig,” lyder regionens valgsprog, og jo mere man tænker over det, jo mere uhyggeligt bliver dette slogan, for hvorfor i alverden gøre opmærksom på det allermest selvfølgelige og åbenlyse? Måske, tænker jeg, fordi Region Sjælland i virkeligheden slet ikke er til for det enkelte menneske, men udelukkende er til for sig selv eller endnu værre; måske er til for noget, der er så skræmmende, at man slet ikke tør at tænke på det.
Øjebliksbilleder
Det eneste spisested‚ jeg fik øje på under min vandring op til Arena Næstved, var etablissimentet Munkegrillen, som så ud til at være lukket.
Noget andet, der stak i øjnene, var, at Udlændingestyrelsen – som i 2020 blev udflyttet til Næstved – tilsyneladende har fået bygget sig et kæmpestort nyt hovedsæde. Hvad der foregik af fortrædeligheder bag disse tykke, murstensbeklædte mure, kunne man kun gisne om, men jeg er sikker på, at det handlede om at gøre mennesker ondt.
Tag pengene og løb
Forunderligt var det at tænke på, at Næstved – hvis ikke Danmarks mest anonyme by, så i hvert fald Sjællands – var lykkedes med at lande selveste Barack Obama. Som jeg forstod det, var det kulminationen på en proces, der begyndte for seks år siden, hvor Jakob Brixvold, direktøren for Arena Næstved, oprindeligt havde fået ideen om at hente USA’s første sorte præsident til byen.
For Barack Obama ville det hermed være syvende gang, at han kom til Danmark, og denne gang gjorde han det selvfølgelig først og fremmest for pengenes skyld. Jeg mener; hvorfor ellers rejse hele den lange vej til Næstved?
Så vidt jeg kunne regne ud, havde Arena Næstved solgt billetter for omtrent seks millioner kroner, og mon ikke det er rimeligt at antage, at to af dem var øremærket til at ryge direkte ned i Obamas muldvarpeskind? Han var blevet hyret til at tale i en time, og han havde sikkert ikke i sinde at blive hængende et minut mere end højest nødvendigt. Det var et spørgsmål om at tage pengene og løbe.
Ordinære mennesker kan gøre ordinære ting
Det første, jeg bemærkede, da jeg nåede frem til Arena Næstved, var en række store, blå billboards med Barack Obamas løgnagtige citater påtrykt.
“Yes we can, yes we did,” stod der på det ene af dem, og ingen af delene er jo sande i positiv forstand. For det, Barack Obama kunne, og det, Barack Obama gjorde, var at føre en slingrende politik, der samlet set gjorde verden til et farligere sted, og som ovenikøbet skubbede millioner af fremmedgjorte, forbitrede og forarmede hvide amerikanere i armene på Donald Trump.
På et andet skilt stod der skrevet:
“Sammen kan ordinære mennesker gøre ekstraordinære ting,” og det er jo om muligt endnu mere løgn, for hvis ordinære mennesker mod alle forventninger lykkes med at gøre noget ekstraordinært, så er de jo netop ikke ordinære mennesker, men ekstraordinære mennesker.
Sahra-Josephine Hjorth
På den anden side af garderoben, inde i foyeren, vrimlede det med Næstveds bedsteborgerskab, men der var også – kunne jeg forstå på vandrørene – kommet folk rejsende helt fra Norge og England for at se giraffen.
I forbifarten fik jeg et kort glimt af den skandaliserede IT-fusentast Sahra-Josephine Hjorth, som jo har været med i Obama Foundation’s ledelsesprogram og engang var på vej ind i Frihedsbrevets bestyrelse, hvilket jeg fortæller om i denne podcast.
Hun var klædt i en pink blazer og gik med krykker, men før jeg nåede at blive sikker på, at det rent faktisk var hende, var hun forsvundet i mængden, og trods talrige forsøg på at efterspore hende i forsamlingen forblev hun borte. Til sidst kom jeg i tvivl om, hvorvidt det virkelig var Sahra-Josephine Hjorth, jeg havde set.
Så fulgte en god portion spildtid i det venteværelse, som var reserveret til pressen. Her forstod jeg, at det var udelukket for almindelige dødelige at komme i nærheden af Barack Obama. Det var kun, hvis man havde betalt 18.500 kroner for en VIP-billet, at man fik et minuts penge med Obama og herunder kunne få taget et billede med ham.
Obamagien
Klokken 16.30 ankom så en karavane af sorte minibusser og sedaner, omkranset af motorcykelbetjente. Det var Barack Obama, der endelig var nået frem til Den Rådne Banans hovedstad.
Lidt efter sad jeg midt inde i en tætpakket Arena Næstved. På store tv-skærme på hver sin side af scenen var der et billede af Barack Obama, der smilede sit Colgate-smil, og ved siden af ham stod der skrevet:
“An evening with President Obama.”
Rundt omkring i salen kunne jeg spotte flere af Slottets beboere. Jeg så blandt andre skatteminister Jeppe Bruus (S) – i selskab med Fredericias tidligere borgmester og forhenværende lobbyist Jacob Bjerregaard, som nu er særlig rådgiver for Jeppe Bruus. På gæstelisten var også miljøminister Magnus Heunicke (S), men som søn af en tidligere borgmester for Næstved og valgt i Næstvedkredsen havde han også mødepligt til at deltage i denne epokegørende aften, hvor Næstved for alvor skulle sættes på landkortet.
Desuden fik jeg øje på Pia Olsen Dyhr (SF), Franciska Rosenkilde (Å) og sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde (V). Også de var taget til Næstved for at tappe ind på Obamagien.
En vild dag på kontoret
Indtil nu havde det været uklart, hvem der skulle interviewe Barack Obama, og ingen forstod rigtigt, hvad hemmelighedskræmmeriet mon skyldtes. Hvorfor holde det hemmeligt, hvis det var Kim Bildsøe eller Johannes Langkilde eller Birgitte Borup, som var blevet hyret ind til opgaven? Men det var ingen af delene, skulle det snart vise sig. Barack Obama skulle simpelthen interviewes på scenen af Arena Næstveds egen kommunikationschef, Phillippa Maigaard Filtenborg.
At skrive, at Phillippa Maigaard Filtenborg var nervøs, ville være en underdrivelse. Hun havde, må man sige, en meget vild dag på kontoret, men eftersom Obama Foundation selv havde foreslået og godkendt de spørgsmål, som måtte stilles til Obama, havde det nok ikke haft den store betydning, hvis der var blevet hyret en professionel journalist ind til opgaven. Måske havde det endda været endnu mere pinligt, og faktisk gjorde Phillippa Maigaard Filtenborg det glimrende. Problemet var ikke hende. Problemet var Barack Obama.
En uendelig pølse af banaliteter
“Im so happy to be here in Næstved,” sagde Barack Obama, da han tog plads i en dansk møbelklassiker og bemærkede, at han havde den samme lænestol derhjemme.
Dette var startskuddet på en tilsyneladende uendelig pølse af banaliteter, platituder og falbelader, som strømmede ud af Barack Obamas mund.
Hvis man så bort fra, at han er en durkdreven retoriker og samtidig fraregner, hvor overbevisende amerikanere altid virker på en dansker og hertil subtraherer, hvor elegant og katteagtig en figur, han gør på en scene, var det virkelig ikke imponerende, hvad Barack Obama havde at komme med.
Var det narcissistisk af Obama at tro, at han alene i kraft af sit fædrende og mødrende ophav – en hvid kvinde og en sort mand – ville kunne forene og samle et splittet og spaltet USA, så var denne narcissisme ikke blevet mindre med tiden. I hvert fald var han stadig urokkelig i troen på egne evner, og mod slutningen af en lang og pinefuld time fik vi ovenikøbet at vide, at hans teenagedøtre har sagt til ham, at de faktisk synes, han er “ret cool” af en far at være.
På intet tidspunkt var der noget, der bare lignede selvkritik eller indrømmelse af egne fejl, og man fornemmede klart, at i Obamas verden er populismen – som jo er en reaktion på elitens og herunder Barack Obamas fejlslagne politik – tilsyneladende noget diffust ondskab, som er opstået helt ud af den blå luft.
Barack Obama ville ikke engang tage Donald Trumps navn i sin mund. Han ville heller ikke tale om krigen i Gaza, krigen i Ukraine, Putin, Xi Jinping, Kina og Taiwan. Til gengæld ville Barack Obama gerne rådgive Næstved Kommune om, hvordan de får styr på deres CO2-regnskab.
Var det trist, at Gorbatjov, Sovjetunionens sidste generalsekretær, optrådte i en tv-reklame for Pizza Hut, så var det decideret tragikomisk at se Barack Obama i Arena Næstved. Var man den mindste smule i tvivl om, at vi nu befinder os i den postliberale æra, var Obamas besøg i Næstved en klar anskueliggørelse heraf.
Alt dette skal selvfølgelig ikke rokke ved, at det var en bedrift, at Næstved var lykkedes med at få Obama til byen, for det var det.
VIP FOTO LINE
Ude i garderoben fik jeg affotograferet en billedguide til dørmændene, så de kunne se, hvilke partiledere og ministre der var sat til at gæste Arena Næstved denne aften.
Ulig de andre medlemmer af Folketinget som var på gæstelisten, stod der skrevet under navnet Dan Jørgensen (S) – minister for udvikling og global klimapolitik – at “Dan Jørgensen plus en” tilhørte kategorien “VIP FOTO LINE” (sic). Hvilket, så vidt jeg er orienteret, betyder, at Dan Jørgensen og hans ledsager var blandt de ganske særligt udvalgte, som ikke kun havde fået lov til at sidde helt oppe ved scenekanten i et dertil indrettet loungeområde, men også skulle fotograferes sammen med Barack Obama. Hvordan det er lykkedes Dan Jørgensen at sikre sig billetter til en værdi af 18.500 kroner stykket, må andre tage sig af at bore i, men noget, som virkelig undrer mig, er, at Dan Jørgensen endnu ikke har offentliggjort billedet af ham og Obama. Det er meget off brand, at han ikke har gjort det.
Åh, disse minder
Det sidste, jeg husker fra denne sælsomme aften, er, at jeg står uden for Arena Næstved i aftenmørket og ryger en cigaret, og forbi mig kommer så Sahra-Josephine Hjorth haltende med sin krykker, og jeg når lige at bemærke, at det virkelig er hende, samt at hun er sammen med sin lille søn, som vel har været omtrent de fem år, og af en eller anden grund taler hun engelsk med ham. Og før jeg har set mig om, er hun forsvundet ud i den næstvedianske nat.
Jacob Jensens hoved på et fad
Så gik der nogle dage, og snart nærmede jeg mig Borgen igen. Her hørte jeg et sælsomt rygte, der gik på, at nu hvor dansk politik er på vej tilbage til en normaltilstand – med en mindretalsregering som skal tækkes Folketinget – er der kræfter i oppositionen, som op til sommeren vil have et blodoffer i form af en ministers hoved på et fad. Altså 25 pund kød fra SVM-regeringen, som skal bekræfte, at de har forstået, hvem der nu bestemmer.
Rygtet går på, at den minister, som står for skud, er den mest anonyme minister af dem alle, nemlig Venstres fødevareminister, Jacob Jensen. For så kommer det til at gøre endnu mere ondt på Venstre, som jo har det svært i forvejen, og sådan er politik jo så grusomt. Men det er kun et rygte, og som alle gode rygter kan det godt være sandt, men det kan også være løgn.
Yes we can
Så nåede jeg frem til slutningen af mit 123ende nyhedsbrev. Tak, fordi du læste eller lyttede med. Illustrationen, som er tegnet af Malthe Emil Kibsgaard, forestiller selvfølgelig Barack Obama, Sahra-Josephine Hjorth og undertegnede forklædt som Marvels kosmiske voyeur The Watcher. Som bekendt kigger han bare, han blander sig aldrig. Ud fra den devise vender jeg tilbage med en ny stuegang fra Demokratiets Hus, så snart jeg har nok på blokken.
Med venlig hilsen
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet