Stående foran pressekorpset i Spejlsalen i Statsministeriet, onsdag den 18. september kl. 10 om formiddagen, mens han var i gang med at præsentere en storstilet sundhedsreform, kom udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til at bruge et besynderligt lille ord om dette enormt omsiggribende udspil, som byder på hele 17 nye sundhedsråd, der tilsammen vil gøre det endnu nemmere at forskyde ansvaret på det politiske niveau.
De færreste journalister lagde mærke til det, men pludselig kaldte Lars Løkke Rasmussen denne nye sundhedsreform for – citat – “et produkt”. Hvilket var noget, jeg umiddelbart studsede over, for man kan næppe tale mere lidenskabsløst og nonchalant om en reform til milliarder af skattekroner, hvorom danskernes liv står på spil, end som værende… et produkt.
På den anden side var det tydeligvis ikke Lars Løkke Rasmussens bedste dag på jobbet. Han så faktisk helt baldret ud. Hans øjne var røde, og selvom jeg selvfølgelig ikke skal kunne sige, om han havde tømmermænd eller ej, fik jeg i hvert fald selv tømmermænd bare af at kigge på ham. Det kan selvfølgelig også være, at han havde sovet dårligt den forgangne nat – det havde netop været fuldmåne – men han lignede i hvert fald ikke verdens bedste reklame for en sundhedsreform, som han stod der i al sin smadrethed. Derfor er det selvfølgelig heller ikke fair fra min side at tærske langhalm på enkelte ordvalg, som Lars Løkke Rasmussen tog i munden, men det slog mig bare, hvor afslørende det var, at han brugte udtrykket et produkt om denne længe ventede og – måtte pressen forstå – historiske sundhedsreform. Som om der ligeså godt kunne være tale om en tube tandpasta eller en vinkelsliber eller en rulle cervelatpølse.
Lige nu: Bliv medlem til en valgfri pris
Få hele historien, og bestem selv, hvad du vil betale for Frihedsbrevet de første to måneder. Det kan koste alt fra 0 kr. til 129 kr. Men skynd dig – tilbuddet gælder kun i en kort periode.
Vælg din pris herPopulære artikler
Fri Finans
Storsvindler spøger i kulissen i anerkendt advokats selskab: “Han...
Fri Finans
Han gik personligt konkurs: Nu gør falleret ejendomsmatador...
Fri Kultur
På B.T. afholder man ikke sindelagssamtaler, påstod...
Bogmærker
Erdogan Aslan siger, han har politianmeldt Frihedsbrevet, men det er...