Fri Mads #134: Nor­dens Florida

Måske det bare er mig, men er der ikke noget enormt deka­dent over et land, der er ble­vet besat af at tale om noget så trist som pen­sion? Jeg mener, i for­hold til hvad der ellers er på bed­ding af var­me emner, man kan beflit­te sig med i dis­se så van­vit­ti­ge tider, vir­ker det deci­de­ret syge­ligt med et sam­fund, hvor den her­sken­de klas­se er mono­ma­nisk besat af emnet pension. 

I hvert fald – når jeg luk­ker øjne­ne – er det, hvad jeg husker fra den for­gang­ne uge, hvor Fol­ke­tin­get slog døre­ne op på ny, hvor­ef­ter en absurd kede­lig åbnings­de­bat fulg­te. Når jeg visu­a­li­se­rer den indre ord­s­ky, jeg har taget med mig hjem fra dis­se udmar­ven­de stra­bad­ser, er der kun klyn­ger af ord, som alle har noget med pen­sion at gøre. Pen­sions-agti­ge ord. Som for eksem­pel arne­pen­sion, seni­o­r­pe­ni­sion, fol­ke­pen­sion, efter­løn, arbejds­livskom­mis­sion og alder­s­ren­te. Som om vi lever i et slags Nor­dens Flo­ri­da, hvor pri­ser­ne på vok­sen­ble­er er vig­ti­ge­re end alt andet, og det hele lug­ter slemt af liljer.