Som de gode men­ne­sker ovre hos Zet­land så rig­tigt siger det: 

“Vi bræn­der for at for­tæl­le om det vig­ti­ge, der sker i ver­den, men for tiden taler vi meget med hin­an­den om, at det er svært at hol­de modet oppe. Når selv jour­na­li­ster­ne får lyst til at sluk­ke for ver­den, hvad gør man så?” 

Ja, hvad gør man så? Hvad gør man, når der er sket noget, der er så for­fær­de­ligt, at man fat­tes ord? Sandt at sige har jeg selv været på nip­pet til at give op, hvil­ket er med­vir­ken­de til, at jeg er fle­re uger bag­ud med mine repor­ta­ger fra Fol­ke­tin­get. Man kan godt kal­de det en skri­ve­blo­ke­ring, men det er nok for mildt et udtryk for en til­stand, hvor livet har mistet sin mening.