Hvad er det, man siger? “Man må tage, hvad man kan få.” Sådan gæl­der det i nær sagt alle livets for­hold, her­un­der også i den poli­ti­ske verden. 

Stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen (S) kun­ne hver­ken bli­ve gene­ral­se­kre­tær for NATO eller præ­si­dent for Det Euro­pæ­i­ske Råd, men til gen­gæld er hun nu ble­vet gjort til kom­man­dør af før­ste grad af Dan­ne­brog­or­de­nen og bør ret­te­lig titu­le­res Kom­man­dør Fre­de­rik­sen, hvil­ket alt andet lige har noget schwung over sig.

Meget, meget fint. Men også dyrt for skat­te­bor­ger­ne, for iføl­ge Poli­ti­ken lig­ner det en tan­ke, at der er ble­vet hand­let i por­ten, såle­des at kon­ge­hu­set kort før ind­gå­el­sen af finans­lo­ven for næste år fik til­delt 36 mil­li­o­ner kro­ner til “hånd­te­ring af mer­ud­gif­ter”, hvil­ket vel­sag­tens må være den reel­le pris for at hæn­ge en orden på Met­te Fre­de­rik­sen og fire andre soci­al­de­mo­kra­ter. Til gen­gæld er Kom­man­dør Fre­de­rik­sen så også den før­ste soci­al­de­mo­kra­ti­ske stats­mi­ni­ster med kors og bånd og stjer­ner på, og jeg er sik­ker på, at Stau­ning, Jens Otto Krag og Anker hep­per på hen­de fra det hinsides.