Fri Mads #15: How do you do, fellow kids? 🛹

Gik du, kære læser, mon glip af vores seneste udgave af nyhedsbrevet Fri Politik? Det udkom i fredags, og her forsøgte vi at udbore, hvordan den hemmelige advokatundersøgelse om Naser Khader mon er havnet hos Weekendavisen. Det ser ud, som om advokatfirmaet Plesner – der blev hyret af Det Konservative Folkeparti til at lave undersøgelsen – i sagens natur har været enormt forsigtige med kildebeskyttelse og datasikkerhed. Hvis man skulle læse rapporten om Naser Khader, skulle man simpelthen ud til Plesners kobbertårn i Nordhavnen i København og sidde og læse den på en computer. Af uransagelige årsager valgte Det Konservative Folkeparti dog at få printet to udgaver af rapporten for så at give disse enestående særtryk af et dybt fortroligt dokument videre til et potentielt uroligt element, nemlig til den politiker man ville smide ud af partiet; altså til Naser Khader (og hans advokat). “Hvad er der lige foregået her?” må man nok spørge. 

Fortsættelse følger 

Det er en historie, vi arbejder videre med i denne uge – ikke mindst på grund af de kvinder, der har fortalt Plesners advokater om deres oplevelser med Naser Khader i den tro, at det ikke ville slippe ud til offentligheden. Vil du følge med i, hvad vi finder ud af i denne uge, så skynd dig at melde dig ind hos Frihedsbrevet her.

Konstruktive nyheder 

Ved godt, at jeg ligner en mand med en sag, når det gælder Radio LOUD, altså den statsfinansierede radiokanal med nul lyttere. Men jeg kan bare godt lide at blive på smerten, og i dette nyhedsbrev er jeg derfor nødt til at knytte et par borgerlige ord til den paladsrevolution hos LOUD, som vi beskrev i nyhedsbrevet Fri Kultur i torsdags. Gik det din næse forbi, så bør du straks tegne dig et medlemskab hos Frihedsbrevet, for du vil ikke misse Berlingskes tidligere nyhedschef Simon Andersen – som nu er sat i spidsen for Radio LOUD – fortælle os, at han ikke ved, hvad konstruktive nyheder er.

Retteriet 

Er der nogen, som ved, hvad konstruktive nyheder er, så er det Lisbeth Knudsen, den strategiske direktør for Altinget. Jeg er så heldig, at Lisbeth Knudsen læser mit nyhedsbrev, og hun har venligst gjort mig opmærksom på, at der sneg sig et par fejl ind i mit seneste af slagsen. Dem vil jeg straks rette: Det var ikke til Socialdemokratiets messe i Fredericia om Fremtidens Danmark, at Lisbeth Knudsen præsenterede sin undersøgelse om unge og fake news. Her deltog hun alene i Dan Jørgensens session om grønne jobs. Det var først senere på ugen, at undersøgelsen om unge og fake news blev rullet ud, og det var ikke Altinget der stod bag undersøgelsen, men Mandag Morgen, hvor Lisbeth Knudsen også er strategisk direktør. Det beklager jeg selvfølgelig, men i samme åndedrag vil jeg sige, at hele rammen for mit nyhedsbrev jo var, at den forgangne uge for mig fremstod som en feberfantasi, hvor det var svært at hitte rede i, hvad var virkelighed, og hvad der ikke var.   

Let’s get LOUD 🥳

Og så er der radio LOUD. Og bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at bruge hele mit nyhedsbrev på et langt rant om LOUD, for det er der vist ingen, bortset fra mig selv, der kan holde ud. Tværtimod har jeg tænkt mig at bruge LOUD som springbræt til et lille causeri om fænomenet Morten Albæk, som i morgen fylder Gamle Scene i Det Kongelige Teater, med sit foredrag om hvordan man får sig et meningsfuldt liv. Men det kommer jeg til. Først gælder det LOUD. Velkommen til mit nyhedsbrev nummer 15 🙌🏼

Vores unge lyttere 

Det, jeg interesserer mig for ved LOUD, er den skæbne, som er overgået LOUDs detroniserede skaber og chef, Ann Lykke Davidsen. Min mor har lært mig, at man ikke skal have ondt af andre mennesker, men alligevel har jeg ondt af Ann Lykke Davidsen – for en mere tragikomisk skikkelse kan man næppe forestille sig. Sammen med mediepamperne Ole Mølgaard og Leif Lønsmann var det Ann Lykke Davidsen, der fik hele ideen til LOUD, nemlig at der var et akut og udækket behov for DAB-radio til unge mennesker. Igen og igen talte hun om “vores unge lyttere”, som om hun var en slags ukronet dronning for alle danskere under tyve. Alle, der vidste noget om radio, sagde straks, at ideen var død ved undfangelsen, for selvfølgelig lytter unge ikke til flow radio på DAB. Hvis de gør noget, lytter de til podcast, men først forbavsende sent i processen fandt Ann Lykke Davidsen ud af, at LOUD nok skulle satse lidt på podcast. Hvilket jo bare bekræfter det helt store problem, der var evident lige fra starten af: Ann Lykke Davidsen magtede slet ikke den opgave, hun var sat i spidsen for. Hun er sød og rar og rigtigt dejligt woke, hun har en nuttet hund, der er opkaldt efter Beyoncé – Queen B, hedder den – og så er hun god til at tage imod enormt mange tæsk i medierne. Men hun har på ingen måde evnet at drive en radiokanal. Over hele linjen har hun fejlet, lige fra rekruttering til ideudvikling til markedsføring. Fiaskoen er simpelthen eklatant og føjer sig nu til den lange liste over midaldrende medietyper, der vil “lave noget til de unge” for offentlige penge for så at faile big time

Mit livs eventyr 🦄 

Var jeg i Ann Lykke Davidsens sko, ville jeg krybe langs panelerne, men kigger man på LinkedIn, er hun overraskende nok i strålende humør. I sin afskedssalut skriver hun: “I dag stopper min del af eventyret, da jeg fratræder som programdirektør. Jeg er helt utroligt stolt over, hvor LOUD er i dag. Det har været to vilde år, på godt og på ondt, men at have været med til at bygge en helt ny virksomhed op fra bunden, arbejde med inspirerende talenter fra hele landet, se og høre alt det fantastiske kvalitetsindhold LOUD udkommer med hver dag samt arbejdet med at sikre en stærk digital strategi for virksomheden har været det hele værd.” 

Det sværeste ord at sige 

Omfanget af forstillelse og selvbedrag skriger jo til himlen her. Ann Lykke Davidsen fratræder ikke. Hun er blevet fyret. Der er ikke rigtigt noget at være stolt af, men masser af skamme sig over. LOUD har ikke været “et eventyr”, men en maveplasker. Og “en virksomhed” kan man næppe kalde LOUD uden at rødme. LOUD har ikke leveret “fantastisk kvalitetsindhold”, men en kilometer lang pølse af dilettantisk bras, som ingen har gidet at lytte til. Alt for sent er der opstået noget, der tilnærmelsesvis ligner en digital strategi, og “stærk” har den i hvert fald aldrig været. Selv jeg, der tidligt fornemmede, at LOUD var på vej til helvede i en håndtaske, er forbløffet over, hvor dårligt man kan forvalte plus 60 millioner skattekroner om året. Hvis Ann Lykke Davidsen burde skrive noget på LinkedIn, skulle det være “undskyld”. 

Ét liv. Én tid. Ét menneske

Ak ja, verden vil bedrages. Visdommen i disse ord randt mig i hu, da jeg opdagede at filosoffen Morten Albæk i morgen træder frem på landets fineste scene, nemlig på Gamle Scene hos Det Kongelige Teater. Det gør han for at foredrage om sin hjælp-til-selvhjælps-bog Ét liv. Én tid. Ét menneske. Tilbage i 2018, da bogen udkom, skrev Berlingske ellers, at det var “en uhyggelig form for invasiv, psykopatisk ledelsesfilosofi”. Og i Information kunne man læse: “Lyt ikke til Morten Albæk, hvis din familie skal gide at holde jul med dig.” Men det har ikke afskrækket danskerne, som tilsyneladende elsker Morten Albæk. I morgen er der udsolgt i Det Kongelige Teater, der er den store finale efter en turné med fyldte sale over hele landet. Som sådan er Morten Albæk beviset på, at en profet sagtens kan være elsket i sit hjemland, i hvert fald hvis hjemlandet hedder Danmark, og profeten er Morten Albæk. 

En lækker ide ✨

Nu gætter jeg bare, men jeg tror danskerne er vilde med ideen om Morten Albæk. De stramme jakkesæt, de dyre hvide skjorter, det tilbagestrøgne hår. Og så er han jo filosof, og en revser af tidsånden, men revser dog ikke så voldsomt, at man ikke kan være med allesammen. Det ser godt ud, det føles rigtigt. Og så er det lækkert. Ideen om Morten Albæk er simpelthen bare en lækker ide. 

The Internationalist 🎩

Men er det ikke bare mig, som er en mavesur og misundelig spielverderber, for alle kan jo se, at Morten Albæk er en sand verdensmester? I forskræppet hos Tikko.dk står der for eksempel i kursiv: 

Morten Albæk er som den eneste dansker fem gange i træk blevet kåret som en af de mest indflydelsesrige marketingfolk i verden af The Internationalist.

Det samme fremgår hos Morten Albæks danske og engelske wiki-profil. Det står også at læse i Berlingske og i Djøfbladet, og mange andre steder. Morten Albæk er simpelthen blevet kåret til en af de mest indflydelsesrige marketingsfolk i verden! Og ikke kun en gang, men hele fem gange. Og så endda fem gange i træk! Og så ovenikøbet af noget der hedder The Internationalist 👌🏼

En tynd kop urtete

Det lyder jo helt utroligt fint i danske ører, “The Internationalist”, uha uha, på med monoklen og strit med lillefingeren. Men gør man sig den ulejlighed lige at dykke ned i hvad The Internationalist egentlig er, venter der en dybt bizar oplevelse. For det første havner man på noget værre skrammel af en hjemmeside, hvor alt lugter af fup og fidus og mangel på ressourcer. For det andet, er det nær sagt umuligt at finde ud af, hvem der står bag The Internationalist og hvad det hele går ud på. Tilsyneladende uddeler de et hav af priser i alle mulige kategorier, og det ligner meget et set up hvor alle får en pris med hjem. Søger man på Twitter kan man læse, at hvis man vil tilmelde sig deres pris i kategorien innovation in media kan det kun lade sig gøre per fax. Det var tilbage i 2011. Der dukker også billeder op fra nogle award shows som ser pænt crummy ud. Nu har jeg ikke selv min gang inden for international reklame og marketing, så for en sikkerheds skyld skrev jeg til to personer der har, og spurgte hvad de tænker om The Internationalist og priserne til Morten Albæk. Den første svarede: 

“Det er godt nok en tynd kop urtete. Der er vel også en grund til at jeg aldrig har hørt om den award. På den anden side er der vel også nomineringer i Ledvogterbladet der ikke når forbi mig.” 

Den anden svarede: 

“Den er ikke stor i vores verden. Altså prisen. Har faktisk aldrig hørt om den og altid undret mig, når han praler med den.”

Så ja, igen igen; verden vil gerne bedrages. Faktisk kan den ikke få nok af det. 

9/11 fylder 20 år 

I morgen udsender Flemming Rose sit nyhedsbrev Fri Tænkning, som byder på lidt af et scoop: I anledning af tyveåret

for 9/11 har Rose talt med Peter Bergen, forfatter til en ny bog, The Rise and Fall of Osama bin Laden. Journalisterne Peter Bergen og Peter Arnett lavede i 1997 det første tv-interview med Osama bin Laden, og Bergen har siden skrevet en række bøger om al-Qaeda og bin Laden. Han fortæller Rose om de nyheder han fandt i de 470.000 dokumenter der fandtes på Osama bin Ladens gemmested, og som Det Hvide Hus frigav i 2017. Heriblandt en håndskrevet familiejournal på 228-sider på arabisk, som afslører at kvinderne i bin Ladens liv havde langt større indflydelse på hans tænkning og officielle erklæringer end hidtil antaget. Rose spørger også Bergen hvad han ville have spurgt Osama bin Laden om, hvis han skulle interviewe ham i dag.

Fri Tid i Polen 

Simon Jul fortæller at hans nyhedsbrev Fri Tid, der udkommer på fredag, handler om det polske landkøkken. 

Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔

1️⃣ De danske børn i Syrien. Og deres mødre. Hvad er der sket med dem? Er de kommet til Danmark? Hvorfor er vi holdt op med at tale om dem? Det er virkelig underligt hvor hurtigt det hele gik i glemmebogen. 

2️⃣ I perioder glemmer jeg det, men pludselig kommer jeg i tanke om at Jes Dorph-Petersen er på vej med en podcast i samarbejde med Bauer Media. Arbejdstitlen er DORPH og første afsnit skulle være på gaden i midten af september 😳

Good Beirut 👋🏼

Jeg er tilbage om en uge. Tak fordi du læste med. 

Mvh, chefredaktør Mads Brügger