Fri Mads #15: How do you do, fel­low kids?


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores lydleverandør.

Gik du, kære læser, mon glip af vores sene­ste udga­ve af nyheds­bre­vet Fri Poli­tik? Det udkom i fre­dags, og her for­søg­te vi at udbo­re, hvor­dan den hem­me­li­ge advo­ka­tun­der­sø­gel­se om Naser Kha­der mon er hav­net hos Wee­ken­da­vi­sen. Det ser ud, som om advo­kat­fir­ma­et Ples­ner — der blev hyret af Det Kon­ser­va­ti­ve Fol­ke­par­ti til at lave under­sø­gel­sen — i sagens natur har været enormt for­sig­ti­ge med kil­de­be­skyt­tel­se og data­sik­ker­hed. Hvis man skul­le læse rap­por­ten om Naser Kha­der, skul­le man sim­pelt­hen ud til Ples­ners kob­bertårn i Nord­hav­nen i Køben­havn og sid­de og læse den på en com­pu­ter. Af uransa­ge­li­ge årsa­ger valg­te Det Kon­ser­va­ti­ve Fol­ke­par­ti dog at få prin­tet to udga­ver af rap­por­ten for så at give dis­se ene­stå­en­de sær­tryk af et dybt for­tro­ligt doku­ment vide­re til et poten­ti­elt uro­ligt ele­ment, nem­lig til den poli­ti­ker man vil­le smi­de ud af par­ti­et; alt­så til Naser Kha­der (og hans advo­kat). “Hvad er der lige fore­gå­et her?” må man nok spørge. 

Fort­sæt­tel­se følger 

Det er en histo­rie, vi arbej­der vide­re med i den­ne uge – ikke mindst på grund af de kvin­der, der har for­talt Ples­ners advo­ka­ter om deres ople­vel­ser med Naser Kha­der i den tro, at det ikke vil­le slip­pe ud til offent­lig­he­den. Vil du føl­ge med i, hvad vi fin­der ud af i den­ne uge, så skynd dig at mel­de dig ind hos Fri­heds­bre­vet her. 

Kon­struk­ti­ve nyheder

Ved godt, at jeg lig­ner en mand med en sag, når det gæl­der Radio LOUD, alt­så den stats­fi­nan­si­e­re­de radi­o­ka­nal med nul lyt­te­re. Men jeg kan bare godt lide at bli­ve på smer­ten, og i det­te nyheds­brev er jeg der­for nødt til at knyt­te et par bor­ger­li­ge ord til den palads­re­vo­lu­tion hos LOUD, som vi beskrev i nyheds­bre­vet Fri Kul­tur i tors­dags. Gik det din næse for­bi, så bør du straks teg­ne dig et med­lem­skab hos Fri­heds­bre­vet, for du vil ikke mis­se Ber­ling­s­kes tid­li­ge­re nyheds­chef Simon Ander­sen – som nu er sat i spid­sen for Radio LOUD – for­tæl­le os, at han ikke ved, hvad kon­struk­ti­ve nyhe­der er.

Ret­te­ri­et

Er der nogen, som ved, hvad kon­struk­ti­ve nyhe­der er, så er det Lis­beth Knud­sen, den stra­te­gi­ske direk­tør for Altin­get. Jeg er så hel­dig, at Lis­beth Knud­sen læser mit nyheds­brev, og hun har ven­ligst gjort mig opmærk­som på, at der sneg sig et par fejl ind i mit sene­ste af slagsen. Dem vil jeg straks ret­te: Det var ikke til Soci­al­de­mo­kra­tiets mes­se i Fre­de­ri­cia om Frem­ti­dens Dan­mark, at Lis­beth Knud­sen præ­sen­te­re­de sin under­sø­gel­se om unge og fake news. Her delt­og hun ale­ne i Dan Jør­gen­sens ses­sion om grøn­ne jobs. Det var først sene­re på ugen, at under­sø­gel­sen om unge og fake news blev rul­let ud, og det var ikke Altin­get der stod bag under­sø­gel­sen, men Man­dag Mor­gen, hvor Lis­beth Knud­sen også er stra­te­gisk direk­tør. Det bekla­ger jeg selv­føl­ge­lig, men i sam­me ånde­d­rag vil jeg sige, at hele ram­men for mit nyheds­brev jo var, at den for­gang­ne uge for mig frem­stod som en feber­fan­ta­si, hvor det var svært at hit­te rede i, hvad var vir­ke­lig­hed, og hvad der ikke var. 

Let’s get LOUD 🥳

Og så er der radio LOUD. Og bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at bru­ge hele mit nyheds­brev på et langt rant om LOUD, for det er der vist ingen, bort­set fra mig selv, der kan hol­de ud. Tvær­ti­mod har jeg tænkt mig at bru­ge LOUD som spring­bræt til et lil­le cau­se­ri om fæno­me­net Mor­ten Albæk, som i mor­gen fyl­der Gam­le Sce­ne i Det Kon­ge­li­ge Tea­ter, med sit fored­rag om hvor­dan man får sig et menings­fuldt liv. Men det kom­mer jeg til. Først gæl­der det LOUD. Vel­kom­men til mit nyheds­brev num­mer 15 🙌🏼

Vores unge lyttere

Det, jeg inter­es­se­rer mig for ved LOUD, er den skæb­ne, som er over­gå­et LOUDs detro­ni­se­re­de ska­ber og chef, Ann Lyk­ke David­sen. Min mor har lært mig, at man ikke skal have ondt af andre men­ne­sker, men alli­ge­vel har jeg ondt af Ann Lyk­ke David­sen – for en mere tragi­ko­misk skik­kel­se kan man næp­pe fore­stil­le sig. Sam­men med medi­e­pam­per­ne Ole Møl­gaard og Leif Løns­mann var det Ann Lyk­ke David­sen, der fik hele ide­en til LOUD, nem­lig at der var et akut og udæk­ket behov for DAB-radio til unge men­ne­sker. Igen og igen tal­te hun om “vores unge lyt­te­re”, som om hun var en slags ukro­net dron­ning for alle dan­ske­re under tyve. Alle, der vid­ste noget om radio, sag­de straks, at ide­en var død ved und­fan­gel­sen, for selv­føl­ge­lig lyt­ter unge ikke til flow radio på DAB. Hvis de gør noget, lyt­ter de til podcast, men først for­bav­sen­de sent i pro­ces­sen fandt Ann Lyk­ke David­sen ud af, at LOUD nok skul­le sat­se lidt på podcast. Hvil­ket jo bare bekræf­ter det helt sto­re pro­blem, der var evi­dent lige fra star­ten af: Ann Lyk­ke David­sen mag­te­de slet ikke den opga­ve, hun var sat i spid­sen for. Hun er sød og rar og rig­tigt dej­ligt woke, hun har en nut­tet hund, der er opkaldt efter Bey­on­cé – Que­en B, hed­der den – og så er hun god til at tage imod enormt man­ge tæsk i medi­er­ne. Men hun har på ingen måde evnet at dri­ve en radi­o­ka­nal. Over hele linj­en har hun fejl­et, lige fra rek­rut­te­ring til ide­ud­vik­ling til mar­keds­fø­ring. Fia­sko­en er sim­pelt­hen ekla­ta­nt og føjer sig nu til den lan­ge liste over midal­dren­de medi­e­ty­per, der vil “lave noget til de unge” for offent­li­ge pen­ge for så at fai­le big time.

Mit livs eventyr 🦄

Var jeg i Ann Lyk­ke David­sens sko, vil­le jeg kry­be langs pane­ler­ne, men kig­ger man på Lin­ke­dIn, er hun over­ra­sken­de nok i strå­len­de humør. I sin afskeds­sa­lut skri­ver hun:

“I dag stop­per min del af even­ty­ret, da jeg fra­træ­der som pro­gram­di­rek­tør. Jeg er helt utro­ligt stolt over, hvor LOUD er i dag. Det har været to vil­de år, på godt og på ondt, men at have været med til at byg­ge en helt ny virk­som­hed op fra bun­den, arbej­de med inspi­re­ren­de talen­ter fra hele lan­det, se og høre alt det fan­ta­sti­ske kva­li­tet­sind­hold LOUD udkom­mer med hver dag samt arbej­det med at sik­re en stærk digi­tal stra­te­gi for virk­som­he­den har været det hele værd.” 

Det svæ­re­ste ord at sige 

Omfan­get af for­stil­lel­se og selv­bed­rag skri­ger jo til him­len her. Ann Lyk­ke David­sen fra­træ­der ikke. Hun er ble­vet fyret. Der er ikke rig­tigt noget at være stolt af, men mas­ser af skam­me sig over. LOUD har ikke været “et even­tyr”, men en mave­pla­sker. Og “en virk­som­hed” kan man næp­pe kal­de LOUD uden at rød­me. LOUD har ikke leve­ret “fan­ta­stisk kva­li­tet­sind­hold”, men en kilo­me­ter lang pøl­se af dilet­tan­tisk bras, som ingen har gidet at lyt­te til. Alt for sent er der opstå­et noget, der til­nær­mel­ses­vis lig­ner en digi­tal stra­te­gi, og “stærk” har den i hvert fald aldrig været. Selv jeg, der tid­ligt for­nem­me­de, at LOUD var på vej til hel­ve­de i en hånd­ta­ske, er for­bløf­fet over, hvor dår­ligt man kan for­val­te plus 60 mil­li­o­ner skat­te­kro­ner om året. Hvis Ann Lyk­ke David­sen bur­de skri­ve noget på Lin­ke­dIn, skul­le det være “und­skyld”.

Ét liv. Én tid. Ét menneske

Ak ja, ver­den vil bed­ra­ges. Vis­dom­men i dis­se ord randt mig i hu, da jeg opda­ge­de at filo­sof­fen Mor­ten Albæk i mor­gen træ­der frem på lan­dets fine­ste sce­ne, nem­lig på Gam­le Sce­ne hos Det Kon­ge­li­ge Tea­ter. Det gør han for at fored­ra­ge om sin hjælp-til-selv­hjælps-bog Ét liv. Én tid. Ét men­ne­ske. Til­ba­ge i 2018, da bogen udkom, skrev Ber­ling­s­ke ellers, at det var “en uhyg­ge­lig form for inva­siv, psy­ko­pa­tisk ledel­ses­fi­lo­so­fi”. Og i Infor­ma­tion kun­ne man læse: “Lyt ikke til Mor­ten Albæk, hvis din fami­lie skal gide at hol­de jul med dig.” Men det har ikke afskræk­ket dan­sker­ne, som til­sy­ne­la­den­de elsker Mor­ten Albæk. I mor­gen er der udsolgt i Det Kon­ge­li­ge Tea­ter, der er den sto­re fina­le efter en tur­né med fyld­te sale over hele lan­det. Som sådan er Mor­ten Albæk bevi­set på, at en pro­fet sag­tens kan være elsket i sit hjem­land, i hvert fald hvis hjem­lan­det hed­der Dan­mark, og pro­fe­ten er Mor­ten Albæk. 

En læk­ker ide ✨

Nu gæt­ter jeg bare, men jeg tror dan­sker­ne er vil­de med ide­en om Mor­ten Albæk. De stram­me jak­ke­sæt, de dyre hvi­de skjor­ter, det til­ba­ge­strøg­ne hår. Og så er han jo filo­sof, og en rev­ser af tidsån­den, men rev­ser dog ikke så vold­somt, at man ikke kan være med alle­sam­men. Det ser godt ud, det føles rig­tigt. Og så er det læk­kert. Ide­en om Mor­ten Albæk er sim­pelt­hen bare en læk­ker ide. 

The Inter­na­tio­na­list 🎩

Men er det ikke bare mig, som er en mave­sur og mis­un­de­lig spi­el­ver­der­ber, for alle kan jo se, at Mor­ten Albæk er en sand ver­dens­me­ster? I for­skræp­pet hos Tikko.dk står der for eksem­pel i kursiv: 

Mor­ten Albæk er som den ene­ste dan­sker fem gan­ge i træk ble­vet kåret som en af de mest ind­fly­del­ses­ri­ge mar­ke­ting­folk i ver­den af The Internationalist.

Det sam­me frem­går hos Mor­ten Albæks dan­ske og engel­ske wiki-pro­fil. Det står også at læse i Ber­ling­s­ke og i Djøf­bla­det, og man­ge andre ste­der. Mor­ten Albæk er sim­pelt­hen ble­vet kåret til en af de mest ind­fly­del­ses­ri­ge mar­ke­tings­folk i ver­den! Og ikke kun en gang, men hele fem gan­ge. Og så end­da fem gan­ge i træk! Og så oveni­kø­bet af noget der hed­der The Inter­na­tio­na­list 👌🏼

En tynd kop urtete

Det lyder jo helt utro­ligt fint i dan­ske ører, “The Inter­na­tio­na­list”, uha uha, på med monok­len og strit med lil­le­fin­ge­ren. Men gør man sig den ulej­lig­hed lige at dyk­ke ned i hvad The Inter­na­tio­na­list egent­lig er, ven­ter der en dybt bizar ople­vel­se. For det før­ste hav­ner man på noget vær­re skram­mel af en hjem­mesi­de, hvor alt lug­ter af fup og fidus og man­gel på res­sour­cer. For det andet, er det nær sagt umu­ligt at fin­de ud af, hvem der står bag The Inter­na­tio­na­list og hvad det hele går ud på. Til­sy­ne­la­den­de udde­ler de et hav af pri­ser i alle muli­ge kate­go­ri­er, og det lig­ner meget et set up hvor alle får en pris med hjem. Søger man på Twit­ter kan man læse, at hvis man vil til­mel­de sig deres pris i kate­go­ri­en innova­tion in media kan det kun lade sig gøre per fax. Det var til­ba­ge i 2011. Der duk­ker også bil­le­der op fra nog­le award shows som ser pænt crum­my ud. Nu har jeg ikke selv min gang inden for inter­na­tio­nal rek­la­me og mar­ke­ting, så for en sik­ker­heds skyld skrev jeg til to per­so­ner der har, og spurg­te hvad de tæn­ker om The Inter­na­tio­na­list og pri­ser­ne til Mor­ten Albæk. Den før­ste svarede: 

“Det er godt nok en tynd kop urte­te. Der er vel også en grund til at jeg aldrig har hørt om den award. På den anden side er der vel også nomi­ne­rin­ger i Led­vog­ter­bla­det der ikke når for­bi mig.” 

Den anden svarede: 

“Den er ikke stor i vores ver­den. Alt­så pri­sen. Har fak­tisk aldrig hørt om den og altid undret mig, når han pra­ler med den.”

Så ja, igen igen; ver­den vil ger­ne bed­ra­ges. Fak­tisk kan den ikke få nok af det. 

9/11 fyl­der 20 år 

I mor­gen udsen­der Flem­m­ing Rose sit nyheds­brev Fri Tænk­ning, som byder på lidt af et scoop: I anled­ning af tyveåret

for 9/11 har Rose talt med Peter Ber­gen, for­fat­ter til en ny bog, The Rise and Fall of Osama bin Laden. Jour­na­li­ster­ne Peter Ber­gen og Peter Arnett lave­de i 1997 det før­ste tv-inter­view med Osama bin Laden, og Ber­gen har siden skre­vet en ræk­ke bøger om al-Qae­da og bin Laden. Han for­tæl­ler Rose om de nyhe­der han fandt i de 470.000 doku­men­ter der fand­tes på Osama bin Ladens gem­me­sted, og som Det Hvi­de Hus fri­gav i 2017. Her­i­blandt en hånd­skre­vet fami­liejour­nal på 228-sider på ara­bi­sk, som afslø­rer at kvin­der­ne i bin Ladens liv hav­de langt stør­re ind­fly­del­se på hans tænk­ning og offi­ci­el­le erklæ­rin­ger end hidtil anta­get. Rose spør­ger også Ber­gen hvad han vil­le have spurgt Osama bin Laden om, hvis han skul­le inter­viewe ham i dag.

Fri Tid i Polen 

Simon Jul for­tæl­ler at hans nyheds­brev Fri Tid, der udkom­mer på fre­dag, hand­ler om det pol­ske landkøkken. 

Hvad jeg ellers går og tæn­ker på 🤔

1️⃣ De dan­ske børn i Syri­en. Og deres mødre. Hvad er der sket med dem? Er de kom­met til Dan­mark? Hvor­for er vi holdt op med at tale om dem? Det er vir­ke­lig under­ligt hvor hur­tigt det hele gik i glemmebogen. 

2️⃣ I peri­o­der glem­mer jeg det, men plud­se­lig kom­mer jeg i tan­ke om at Jes Dorph-Peter­sen er på vej med en podcast i sam­ar­bej­de med Bau­er Media. Arbejds­tit­len er DORPH og før­ste afsnit skul­le være på gaden i mid­ten af september 😳

Good Bei­rut 👋🏼

Jeg er til­ba­ge om en uge. Tak for­di du læste med. 

Mvh, che­fre­dak­tør Mads Brügger