Fri Mads #15: How do you do, fellow kids?


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Gik du, kære læs­er, mon glip af vores sen­este udgave af nyheds­brevet Fri Poli­tik? Det udkom i fredags, og her forsøgte vi at udbore, hvor­dan den hem­melige advokatun­der­søgelse om Nas­er Khad­er mon er havnet hos Week­en­davisen. Det ser ud, som om advokat­fir­maet Plesner — der blev hyret af Det Kon­ser­v­a­tive Folkepar­ti til at lave under­søgelsen — i sagens natur har været enormt for­sigtige med kildebeskyt­telse og datasikker­hed. Hvis man skulle læse rap­porten om Nas­er Khad­er, skulle man sim­pelthen ud til Plesners kob­bertårn i Nord­hav­nen i Køben­havn og sid­de og læse den på en com­put­er. Af uransagelige årsager val­gte Det Kon­ser­v­a­tive Folkepar­ti dog at få print­et to udgaver af rap­porten for så at give disse enestående særtryk af et dybt fortroligt doku­ment videre til et poten­tielt uroligt ele­ment, nem­lig til den poli­tik­er man ville smide ud af par­ti­et; alt­så til Nas­er Khad­er (og hans advokat). “Hvad er der lige foregået her?” må man nok spørge. 

Fortsættelse følger 

Det er en his­to­rie, vi arbe­jder videre med i denne uge – ikke mindst på grund af de kvin­der, der har for­t­alt Plesners advokater om deres oplevelser med Nas­er Khad­er i den tro, at det ikke ville slippe ud til offent­lighe­den. Vil du følge med i, hvad vi find­er ud af i denne uge, så skynd dig at melde dig ind hos Fri­heds­brevet her. 

Konstruktive nyheder 

Ved godt, at jeg lign­er en mand med en sag, når det gælder Radio LOUD, alt­så den stats­fi­nan­sierede radiokanal med nul lyt­tere. Men jeg kan bare godt lide at blive på smerten, og i dette nyheds­brev er jeg der­for nødt til at knytte et par borg­erlige ord til den pal­ad­srev­o­lu­tion hos LOUD, som vi beskrev i nyheds­brevet Fri Kul­tur i tors­dags. Gik det din næse for­bi, så bør du straks teg­ne dig et medlem­skab hos Fri­heds­brevet, for du vil ikke misse Berlingskes tidligere nyhed­schef Simon Ander­sen – som nu er sat i spid­sen for Radio LOUD – fortælle os, at han ikke ved, hvad kon­struk­tive nyhed­er er.

Retteriet 

Er der nogen, som ved, hvad kon­struk­tive nyhed­er er, så er det Lis­beth Knud­sen, den strate­giske direk­tør for Altinget. Jeg er så heldig, at Lis­beth Knud­sen læs­er mit nyheds­brev, og hun har ven­ligst gjort mig opmærk­som på, at der sneg sig et par fejl ind i mit sen­este af slagsen. Dem vil jeg straks rette: Det var ikke til Socialdemokrati­ets messe i Fred­eri­cia om Fremti­dens Dan­mark, at Lis­beth Knud­sen præsen­terede sin under­søgelse om unge og fake news. Her del­tog hun alene i Dan Jør­gensens ses­sion om grønne jobs. Det var først senere på ugen, at under­søgelsen om unge og fake news blev rul­let ud, og det var ikke Altinget der stod bag under­søgelsen, men Mandag Mor­gen, hvor Lis­beth Knud­sen også er strate­gisk direk­tør. Det beklager jeg selvføl­gelig, men i samme ånd­e­drag vil jeg sige, at hele ram­men for mit nyheds­brev jo var, at den for­gangne uge for mig frem­stod som en feber­fan­tasi, hvor det var svært at hitte rede i, hvad var virke­lighed, og hvad der ikke var. 

Let’s get LOUD 🥳

Og så er der radio LOUD. Og bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at bruge hele mit nyheds­brev på et langt rant om LOUD, for det er der vist ingen, bort­set fra mig selv, der kan holde ud. Tvær­ti­mod har jeg tænkt mig at bruge LOUD som spring­bræt til et lille causeri om fænomenet Morten Albæk, som i mor­gen fylder Gam­le Scene i Det Kon­gelige Teater, med sit fore­drag om hvor­dan man får sig et menings­fuldt liv. Men det kom­mer jeg til. Først gælder det LOUD. Velkom­men til mit nyheds­brev num­mer 15 🙌🏼

Vores unge lyttere 

Det, jeg inter­esser­er mig for ved LOUD, er den skæb­ne, som er overgået LOUDs detro­n­is­erede skaber og chef, Ann Lykke David­sen. Min mor har lært mig, at man ikke skal have ondt af andre men­nesker, men alligev­el har jeg ondt af Ann Lykke David­sen – for en mere tragikomisk skikkelse kan man næppe forestille sig. Sam­men med mediepam­perne Ole Møl­gaard og Leif Løns­mann var det Ann Lykke David­sen, der fik hele ideen til LOUD, nem­lig at der var et akut og udækket behov for DAB-radio til unge men­nesker. Igen og igen talte hun om “vores unge lyt­tere”, som om hun var en slags ukro­net dron­ning for alle danskere under tyve. Alle, der vid­ste noget om radio, sagde straks, at ideen var død ved und­fan­gelsen, for selvføl­gelig lyt­ter unge ikke til flow radio på DAB. Hvis de gør noget, lyt­ter de til pod­cast, men først for­bavsende sent i processen fandt Ann Lykke David­sen ud af, at LOUD nok skulle satse lidt på pod­cast. Hvilket jo bare bekræfter det helt store prob­lem, der var evi­dent lige fra starten af: Ann Lykke David­sen magt­ede slet ikke den opgave, hun var sat i spid­sen for. Hun er sød og rar og rigtigt dejligt woke, hun har en nut­tet hund, der er opkaldt efter Bey­on­cé – Queen B, hed­der den – og så er hun god til at tage imod enormt mange tæsk i medierne. Men hun har på ingen måde evnet at dri­ve en radiokanal. Over hele lin­jen har hun fejlet, lige fra rekrut­ter­ing til ideud­vikling til markeds­føring. Fiaskoen er sim­pelthen ekla­tant og føjer sig nu til den lange liste over midal­drende medi­etyper, der vil “lave noget til de unge” for offentlige penge for så at faile big time

Mit livs eventyr 🦄 

Var jeg i Ann Lykke David­sens sko, ville jeg krybe langs pan­el­erne, men kig­ger man på LinkedIn, er hun over­rask­ende nok i strålende humør. I sin afskedssalut skriv­er hun: “I dag stop­per min del af even­tyret, da jeg fratræder som pro­gramdi­rek­tør. Jeg er helt utroligt stolt over, hvor LOUD er i dag. Det har været to vilde år, på godt og på ondt, men at have været med til at bygge en helt ny virk­somhed op fra bun­den, arbe­jde med inspir­erende tal­en­ter fra hele lan­det, se og høre alt det fan­tastiske kvalitetsind­hold LOUD udkom­mer med hver dag samt arbe­jdet med at sikre en stærk dig­i­tal strate­gi for virk­somhe­den har været det hele værd.” 

Det sværeste ord at sige 

Omfanget af forstil­lelse og selvbedrag skriger jo til himlen her. Ann Lykke David­sen fratræder ikke. Hun er blevet fyret. Der er ikke rigtigt noget at være stolt af, men mass­er af skamme sig over. LOUD har ikke været “et even­tyr”, men en mave­plasker. Og “en virk­somhed” kan man næppe kalde LOUD uden at rødme. LOUD har ikke lev­eret “fan­tastisk kvalitetsind­hold”, men en kilo­me­ter lang pølse af dilet­tan­tisk bras, som ingen har gidet at lytte til. Alt for sent er der opstået noget, der tilnærmelsesvis lign­er en dig­i­tal strate­gi, og “stærk” har den i hvert fald aldrig været. Selv jeg, der tidligt fornemmede, at LOUD var på vej til helvede i en hånd­taske, er for­bløf­fet over, hvor dårligt man kan for­valte plus 60 mil­lion­er skat­tekro­ner om året. Hvis Ann Lykke David­sen burde skrive noget på LinkedIn, skulle det være “und­skyld”. 

Ét liv. Én tid. Ét menneske

Ak ja, ver­den vil bedrages. Vis­dom­men i disse ord randt mig i hu, da jeg opdagede at filosof­fen Morten Albæk i mor­gen træder frem på lan­dets fineste scene, nem­lig på Gam­le Scene hos Det Kon­gelige Teater. Det gør han for at fore­drage om sin hjælp-til-selvhjælps-bog Ét liv. Én tid. Ét men­neske. Tilbage i 2018, da bogen udkom, skrev Berlingske ellers, at det var “en uhyggelig form for inva­siv, psykopatisk ledelses­filosofi”. Og i Infor­ma­tion kunne man læse: “Lyt ikke til Morten Albæk, hvis din fam­i­lie skal gide at holde jul med dig.” Men det har ikke afskrækket danskerne, som tilsyneladende elsker Morten Albæk. I mor­gen er der udsol­gt i Det Kon­gelige Teater, der er den store finale efter en turné med fyldte sale over hele lan­det. Som sådan er Morten Albæk beviset på, at en pro­fet sagtens kan være els­ket i sit hjem­land, i hvert fald hvis hjem­lan­det hed­der Dan­mark, og pro­feten er Morten Albæk. 

En lækker ide ✨

Nu gæt­ter jeg bare, men jeg tror danskerne er vilde med ideen om Morten Albæk. De stramme jakkesæt, de dyre hvide skjorter, det tilbagestrøgne hår. Og så er han jo filosof, og en revs­er af tid­sån­den, men revs­er dog ikke så vold­somt, at man ikke kan være med alle­sam­men. Det ser godt ud, det føles rigtigt. Og så er det lækkert. Ideen om Morten Albæk er sim­pelthen bare en lækker ide. 

The Internationalist 🎩

Men er det ikke bare mig, som er en mavesur og mis­un­delig spielverder­ber, for alle kan jo se, at Morten Albæk er en sand ver­dens­mester? I forskræp­pet hos Tikko.dk står der for eksem­pel i kursiv: 

Morten Albæk er som den eneste dansker fem gange i træk blevet kåret som en af de mest ind­fly­delses­rige mar­ket­ing­folk i ver­den af The Internationalist.

Det samme fremgår hos Morten Albæks danske og engelske wiki-pro­fil. Det står også at læse i Berlingske og i Djøf­bladet, og mange andre sted­er. Morten Albæk er sim­pelthen blevet kåret til en af de mest ind­fly­delses­rige mar­ket­ings­folk i ver­den! Og ikke kun en gang, men hele fem gange. Og så end­da fem gange i træk! Og så ovenikø­bet af noget der hed­der The Inter­na­tion­al­ist 👌🏼

En tynd kop urtete

Det lyder jo helt utroligt fint i danske ører, “The Inter­na­tion­al­ist”, uha uha, på med monoklen og strit med lillefin­geren. Men gør man sig den ule­j­lighed lige at dykke ned i hvad The Inter­na­tion­al­ist egentlig er, ven­ter der en dybt bizar oplevelse. For det første havn­er man på noget værre skram­mel af en hjemme­side, hvor alt lugter af fup og fidus og man­gel på ressourcer. For det andet, er det nær sagt umuligt at finde ud af, hvem der står bag The Inter­na­tion­al­ist og hvad det hele går ud på. Tilsyneladende uddel­er de et hav af pris­er i alle mulige kat­e­gori­er, og det lign­er meget et set up hvor alle får en pris med hjem. Søger man på Twit­ter kan man læse, at hvis man vil tilmelde sig deres pris i kat­e­gorien inno­va­tion in media kan det kun lade sig gøre per fax. Det var tilbage i 2011. Der dukker også billed­er op fra nogle award shows som ser pænt crum­my ud. Nu har jeg ikke selv min gang inden for inter­na­tion­al reklame og mar­ket­ing, så for en sikker­heds skyld skrev jeg til to per­son­er der har, og spurgte hvad de tænker om The Inter­na­tion­al­ist og pris­erne til Morten Albæk. Den første svarede: 

“Det er godt nok en tynd kop urtete. Der er vel også en grund til at jeg aldrig har hørt om den award. På den anden side er der vel også nominer­inger i Led­vogterbladet der ikke når for­bi mig.” 

Den anden svarede: 

“Den er ikke stor i vores ver­den. Alt­så prisen. Har fak­tisk aldrig hørt om den og altid undret mig, når han praler med den.”

Så ja, igen igen; ver­den vil gerne bedrages. Fak­tisk kan den ikke få nok af det. 

9/11 fylder 20 år 

I mor­gen udsender Flem­ming Rose sit nyheds­brev Fri Tænkn­ing, som byder på lidt af et scoop: I anled­ning af tyveåret

for 9/11 har Rose talt med Peter Bergen, for­fat­ter til en ny bog, The Rise and Fall of Osama bin Laden. Jour­nal­is­terne Peter Bergen og Peter Arnett lavede i 1997 det første tv-inter­view med Osama bin Laden, og Bergen har siden skrevet en række bøger om al-Qae­da og bin Laden. Han fortæller Rose om de nyhed­er han fandt i de 470.000 doku­menter der fandtes på Osama bin Ladens gemmest­ed, og som Det Hvide Hus frigav i 2017. Heri­b­landt en hånd­skrevet fam­i­liejour­nal på 228-sider på ara­bisk, som afs­lør­er at kvin­derne i bin Ladens liv havde langt større ind­fly­delse på hans tænkn­ing og offi­cielle erk­læringer end hidtil antaget. Rose spørg­er også Bergen hvad han ville have spurgt Osama bin Laden om, hvis han skulle inter­viewe ham i dag.

Fri Tid i Polen 

Simon Jul fortæller at hans nyheds­brev Fri Tid, der udkom­mer på fredag, han­dler om det polske landkøkken. 

Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔

1️⃣ De danske børn i Syrien. Og deres mødre. Hvad er der sket med dem? Er de kom­met til Dan­mark? Hvor­for er vi holdt op med at tale om dem? Det er virke­lig under­ligt hvor hur­tigt det hele gik i glemmebogen. 

2️⃣ I peri­oder glem­mer jeg det, men plud­selig kom­mer jeg i tanke om at Jes Dorph-Petersen er på vej med en pod­cast i samar­be­jde med Bauer Media. Arbe­jd­sti­tlen er DORPH og første afs­nit skulle være på gaden i midten af september 😳

Good Beirut 👋🏼

Jeg er tilbage om en uge. Tak for­di du læste med. 

Mvh, chefredak­tør Mads Brügger