Plud­se­lig stod Nepals par­la­ment i flam­mer. Det kom ud på nyheds­rul­len, mens jeg var til sam­råd med kli­ma­mi­ni­ster Lars Aagaard (M). Dagen efter blev MAGA-bevæ­gel­sens unge, hvi­de håb, Char­lie Kirk, dræbt af en snig­skyt­te under et deba­ta­r­ran­ge­ment ved et uni­ver­si­tet i den ame­ri­kan­ske del­stat Utah. 

Det hele føl­tes, som om vi befandt os, som filo­sof­fen Søren Kier­ke­gaard vil­le have sagt det, på de 70.000 fav­nes dyb. 

Alt­så helt nede i det mør­ke­ste mørke. 

Og så, for at gøre ondt vær­re, kom dro­ner­ne fly­ven­de. Man­dag aften i den for­gang­ne uge blev Kastrup Luft­havn lagt ned af en såkaldt “kapa­bel aktør”, hvad så end den­ne beteg­nel­se for dro­ner­nes bag­mænd dæk­ker over.

Næste dag, den 23/9 kl. 17, var der ori­en­te­ring til par­ti­le­der­ne om dro­ner­ne ovre i Justits­mi­ni­ste­ri­et. Det hele var på for­hånd ind­hyl­let i et slør af hem­me­lig­heds­kræm­me­ri, som gjor­de, at man føl­te sig ført til­ba­ge til de gode gam­le cor­o­na-dage. For eksem­pel fik vi kun at vide, at dro­ner­ne var “tem­me­ligt sto­re”, men ikke præ­cis, hvor sto­re de var, og det var også for­tro­ligt, hvor dro­ner­ne var flø­jet hen. Det ene­ste der kan siges med sik­ker­hed er, at vi godt kun­ne stry­ge Fæt­ter BR og jyd­ske bon­de­rø­ve fra listen over mistænk­te “kapab­le aktø­rer”, for iføl­ge for­svars­mi­ni­ster Tro­els Lund Poul­sen (V) var det ikke “Jens Han­sen, der fly­ver rundt med en Fæt­ter BR-drone.” 

Da jeg selv kom for­bi Justits­mi­ni­ste­ri­et, var mødet alle­re­de star­tet, og på gaden uden­for stod nog­le jour­na­li­ster og kamer­a­folk fra DR og TV 2. Når de rin­ge­de ind til deres kil­der inde i mini­ste­ri­et for at spør­ge, hvor læn­ge mødet vare­de, fik de at vide, at det var “for­tro­ligt”. Som om der vil­le gå en alarm ovre i Kreml, hvis det kom frem, at mødet vil­le slut­te klok­ken 18. Eller klok­ken 19. Jour­na­li­ster­ne pres­se­de på alt, hvad de kun­ne, men lige meget hjalp det; det var en stats­hem­me­lig­hed, hvor­når det­te møde sluttede. 

Hvad mon de lave­de der­in­de? Var der nav­ne­op­råb for at efter­prø­ve, hvem af par­ti­le­der­ne der vil dø for Dan­mark, sådan som stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen siger, man skal være parat til at gøre i det­te van­vit­ti­ge inter­view i dag­bla­det Børsen? 

Eller måske rigs­po­li­ti­chef Thor­kild Fog­de var i gang med at vise nog­le spl­in­ter­nye anti-dro­ne action cards frem?

Det var i sand­hed stren­ge tider, og stem­nin­gen omkring pres­sen – og ytrings­fri­he­den i det hele taget – gik desvær­re også mod syd. Ovre i USA, kræ­ve­de Krigs­mi­ni­ste­ri­et – tid­li­ge­re kendt som For­svars­mi­ni­ste­ri­et – nu, at jour­na­li­ster skal svær­ge ikke at ind­sam­le og vide­re­brin­ge oplys­nin­ger, der ikke på for­hånd har været god­kendt til offent­lig­gø­rel­se af Pen­ta­gon, hvil­ket reelt set var et for­bud mod jour­na­li­stik. Eller i hvert fald ind­fø­rel­se af censur.