Fri Mads #157: Morten Messerschmidt om kronik-brøler: “En blanding af en menneskelig og en maskinel fejl i organisationen”
For enden af denne klamamse får jeg foretræde for Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt og gennemfører et interview med ham om den for partiet så helt enormt tåkrummende affære, det er med den fælles kronik fra folketingsgruppen, der blev bragt i avisen Jyllands-Posten og sidenhen afpubliceret igen. Det blev kronikken, fordi den utroligt nok rummede direkte citater fra en række politikere og meningsdannere, som de aldrig nogensinde var fremkommet med.
Sat sammen med partiets trussel om at ville sagsøge De Radikales leder Martin Lidegaard for at sprede urigtige oplysninger om Dansk Folkepartis politik, er det faktisk så pinlig en udvikling, at man bliver helt svimmel af at tænke på det.
Metaforisk sagt svarer det lidt til at beskylde en anden mand for at være en fyldebøtte, for så senere samme aften selv at blive fundet i en syvhestes brandert på Andys Bar med en rød ballon bundet om lillefingeren.
Men det kommer jeg til, og det eneste stemningsbillede, jeg vil plante i læsernes hoved ind til da, er synet af en kæmpestor papkasse på Morten Messerschmidts mødebord, som ifølge partiets formand rummer en pakkekalender til Messerschmidts lille, hvide bomuldshund Hugo, som et medlem af Dansk Folkeparti hvert år indsender til partiets leder.
Først skal vi tilbage til den tolvte november klokken kvart over 11 om formiddagen, hvor jeg igen nærmede mig Borgen. Hvad der ventede mig, var en fuldkommen begivenhedsløs stuegang, hvor det hele var blevet sat på hold. Fordi kommunal- og regionsvalg. Generalprøven på det kommende folketingsvalg ventede forude, og violinerne var hårdt stemt.
Folketinget var derfor blevet strippet for liv. De få folketingsmedlemmer, jeg mødte, enten kom fra et vælgerarrangement eller var på vej til et. Det var alle mand til pumperne. Som for eksempel de konservatives Mette Abildgaard, der var på vej til Helsingør for her at se borgmester Benedikte Kiær spille fodbold.
“Knæk og bræk,” sagde jeg til Mette Abildgaard.
“Det får jeg ikke brug for,” svarede Mette Abildgaard. Så sikker var hun på, at den var hjemme.
Så trissede jeg rundt ude i Provianten for at blive klogere på Morten Messerschmidts trusler om at ville trække de Radikales leder Martin Lidegaard i retten for at tale usandt om Dansk Folkepartis politik – vel nok den bedste julegave man nogensinde kunne give de Radikale.
Stridens kerne var et debatmøde i Randers, hvor Martin Lidegaard havde sagt, at Dansk Folkeparti vil “internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her”.
Lidegaards udtalelse kom oven på et opsigtsvækkende interview med Morten Messerschmidt i Weekendavisen, hvor Dansk Folkepartis formand satte tal på de mange tusinde danskere, der skal sendes ud af landet, hvis han får magt, som han har agt. Men Messerschmidt ville ikke have siddende på sig, at dette forehavende på nogen måde drejer sig om hudfarve, og derfor varslede han nu et sagsanlæg mod Martin Lidegaard.
Det eneste jeg tog med mig hjem fra Provianten var, at de Radikale havde hyret Rene Offersen som advokat, mens Dansk Folkeparti efter sigende havde sat advokat Carlo Siebert i spil. Det skulle alt sammen være rigtigt nok, men på rygteplanet hørte jeg også, at Offersen spontant skulle have skreget af grin, da han blev præsenteret for Dansk Folkepartis trusler. Som jeg opfattede pointen, var det, at Offersen var helt sikker på, at Dansk Folkeparti kommer til at tabe sagen med et brag. Det samme mener i øvrigt juraprofessor Sten Schaumburg-Müller.
Så gik der nogle dage, og så opstod sagen med en kronik fra Dansk Folkepartis folketingsgruppe, der var blevet bragt i Jyllands-Posten torsdag den 13. november under overskriften “Remigration er ikke deportation” for så helt at blive fjernet igen.
“Jeg tror, det er første gang, det sker i de ti år, jeg har været debatredaktør,” fortalte avisens kronikredaktør, Henrik Højgaard Sejerkilde, senere til P1 Morgen.
Problemet med kronikken var, at den rummede direkte citater fra Venstres Søren Pind, Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik og Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted, som de aldrig havde sagt eller skrevet. For eksempel at Søren Pind på Facebook skulle have skrevet, at: “Remigration er et dæknavn for det, nazisterne kaldte Endlösung”.
Et andet sted i kronikken stod der, at Martin Krasnik i Weekendavisen har skrevet, at “remigration er en eufemisme for deportation”, og at “det har vi hørt før. I 1930’erne i Tyskland”.
Men det har Martin Krasnik aldrig skrevet.
Så med andre ord var Dansk Folkeparti havnet midt i det gamle mundheld fra 1970’erne; nemlig læresætningen om, at “det man siger, er man selv, for det står i Aktuelt”, som børn dengang sagde til hinanden.
Spørgsmålet var så, hvordan i alverden det kunne lade sig gøre, at et topstyret, moderne politisk parti med en hel kommunikationsafdeling med tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Asger Juhl i spidsen som kommunikationschef var kommet til at træde så meget i spinaten?
Når jeg gik op til Dansk Folkeparti i Gul Gang på tredje sal for at finde svar, sagde en ansat i partiet spontant til mig: “Det må du tale med Asger (Juhl, red.) om” og lavede en bevægelse med hænderne, som om vedkommende skubbede en stor pose lort væk fra sig.
Men Asger Juhl var væk, og det samme var Morten Messerschmidt, og snart kom der historier ud i pressen om, at partiets ledelse simpelthen var gået i flyverskjul.
Men der var heldigvis meget andet at interessere sig for. Og skrive om. Kommunalvalget selvfølgelig. I skrivende stund er det blevet en sport blandt kommentariatets medlemmer at overgå hinanden i hyperbolske skildringer af, hvor stor en katastrofe kommunalvalget endte med at være for Socialdemokraterne. Der er blevet brugt ord som blodbad, kæberasler og nedsmeltning. Alt dette er sandt, og man kan sagtens give den endnu mere gas på klaviaturet. For når man læser i valgets teblade, er det umuligt at overdrive, hvor stor nedturen er for Socialdemokratiet. København er faldet, men det er næsten kun glasur på smertenskagen, for hvad der gør mindst lige så ondt på sosserne, måske endda endnu mere, er tabet af de mindre købstæder, hvor socialdemokraterne har hersket i generationer. Som for eksempel en by som Køge.
Bliv medlem og læs videre – spar 50%
Støt uafhængig journalistik og få adgang til hele vores arkiv – fra afsløringer til fængende podcasts.
Se alle vores tilbudPopulære artikler
Fri Politik
Går til kamp mod boligmangel: Mindst halvdelen af året har Line Barfod...
Fri Politik
Afsløret i kæmpe bolighykleri: Enhedslisten-politiker scorede...
Fri Forskning
Fik cannabis-tandpasta under behandling og endte på psykiatrisk...
Bogmærker
Den største kvadratmeter-hykler i byen
