Fri Mads #160: Q2, det 21. århund­re­de

Før jeg går til stålet, vil jeg lige pege på en scene, der er at finde i første afsnit af første sæson af tv-serien Fargo, som er et spin off på spillefilmen af samme navn. Her mødes to mænd, som af højde og drøjde, men også i forhold til deres mentalitet, er perfekte i rollerne som avatarer for Mette Frederiksens Danmark og for Donald Trumps USA. Den førstnævnte er det evige mobbeoffer Lester Nygaard, som spilles af Martin Freeman. Hans modstykke er den skruppel- og grænseløse lejemorder Lorne Malvo, der spilles af Billy Bob Thornton. 

De to mænd mødes på en diner i en provinsby i Minnesota for at tale om, at Lorne Malvo netop har myrdet Sam Hess, ejeren af et lokalt speditionsfirma, som har været Lester Nygaards plageånd lige fra barnsben af. Lorne Malvo er af den opfattelse, at Lester Nygaard har bedt ham om at dræbe Sam Hess, hvilket ikke helt er sådan, Lester Nygaard ser på sagerne. Men nu er det altså blevet ordnet, og mens Lester Nygaard lader sandheden synke ind, siger Lorne Malvo disse ord: 

“Dit problem er, at du tilbringer hele dit liv i den opfattelse, at der er regler. Det er der ikke. Vi plejede at være gorillaer. Vi havde kun det, vi selv kunne tage, og som vi kunne forsvare. Sandheden er, at du er mere mand i dag, end du var i går. Det er en rød flod, Lester, vores liv. Det lort, de får os til at æde. Dag efter dag. Chefen, konen og så videre. Det slider os ned. Hvis vi ikke kæmper imod og lader dem vide, at du stadig er en abe inderst inde, hvor det tæller, så bliver du bare skyllet væk.” 

Den røde flod 

Den røde flod, som Lorne Malvo taler om i Fargo, var for længst nået frem til Borgen. Hele den regelbaserede verdensorden var ved at blive skyllet væk, mens lovgiverne sad trygt inde bag slottets mure og ekstrapolerede på stedse mere sofistikerede stykker lovgivning. 

Men desværre var det ikke længere muligt for disse verdensfjerne folkevalgte at ignorere vandmasserne fra den røde flod, som slog op imod borgværket med tiltagende styrke og hidsighed. Senest havde den rigtige Lorne Malvo, USA’s præsident Donald Trump, nok engang gentaget, hvad han vitterlig mener, nemlig at han vil have Grønland. Det er ikke nok for ham at dominere Grønland, nej, han vil have skødet på Grønland. 

Et pyroteknisk svendestykke af rang

Hvad der gjorde det hele endnu mere volatilt, var nåleangrebet på Venezuela, hvor amerikanske specialstyrker i et pyroteknisk svendestykke af rang var fløjet ind i hovedstaden Caracas og havde kidnappet landets præsident og førstedamen med. Så alle, der gik rundt og troede, at man ikke skulle tage Donald Trump bogstaveligt – som vores egen udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ellers sagde for godt et år siden – havde nu fået stof til eftertanke. 

“Donald Trump don’t play games,” som USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, bemærkede til et pressemøde den tredje januar. 

SIKLO

Derfor var der blevet indkaldt til ekstraordinært møde i Det Udenrigspolitiske Nævn. Det ekstraordinære blev understreget af, at mødet skulle finde sted i det hemmelige lokale SIKLO – kort for “Sikret Lokale” – som er så hemmeligt et lokale, at alle på Borgen ved, hvor det er henne. 

Datoen var den sjette januar, og mødet var sat til at starte klokken 18. Det eneste punkt på dagsordenen var: “Kongerigets forhold til USA.” 

Så jeg gjorde min entre på Borgen klokken kvart i seks denne sene eftermiddag for hermed at tage hul på det andet kvartal af det 21. århundrede. 

Nu ville det jo ikke være pænt af mig at afsløre, præcis hvor SIKLO befinder sig i slottets gange, men eftersom Berlingske allerede har afsløret, at det gemmer sig bag en dør, hvor der står “Foreningen for forhenværende folketingsmedlemmer”, kan jeg vel godt gentage den oplysning? Det lander mig sikkert heller ikke i problemer, hvis jeg skriver, at vi befinder os oppe i Borgens øvre luftlag. Med til historien hører desuden, at SIKLO er sikret mod aflytning, og efter sigende er der ingen vinduer i rummet. 

Da jeg nærmede mig SIKLO, kom Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, gående den modsatte vej. Han var i selskab med Ekstra Bladets journalist Clara Vind, der viste ham, hvor han skulle finde det hemmelige lokale henne. Så gled han ind bag døren til SIKLO, hvor blandt andre Lars Løkke Rasmussen, forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn befandt sig. Derudover var forsvarschef Michael Hyldgaard blevet budt indenfor, hvilket igen understregede alvorsgraden.

Jeg gik ned til de andre journalister, som stod og ventede ved afspærringsbåndet. De var under opsyn af en af mine absolutte yndlingsfolketingsbetjente, som altid bærer solbriller. Han har en dejligt afslappet holdning til sit arbejde, og det hele glider meget nemmere, når det er ham, der holder opsyn med journalisterne. Og Gud, hvor var der mange journalister. Stort set hele det danske politiske pressekorps, men også korrespondenter fra både Sverige, Norge, Finland, Tyskland, England og Italien. Mange af de udenlandske journalister var forståeligt nok optaget af at få opklaret, hvad i alverden SIKLO var for noget. 

Gakkelak med Pipaluk

Hvad ingen af os på det tidspunkt var klar over var, at der tidligere denne dag, også i regi af Udenrigspolitisk Nævn, var blevet afholdt et fuldstændig vanvittigt Teams-møde med Pipaluk Lynge, formanden for Grønlands Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg, og medlem af regeringspartiet IA. 

Så vidt jeg er orienteret, var det nævnets formand, partihopperen Christian Friis Bach (V) – som jo, som jeg tidligere har været inde på, ikke er helt normal – der på eget initiativ havde indkaldt til dette Teams-møde. Som jeg forstår det, var formålet med øvelsen at dele oplysninger med det grønlandske svar på Udenrigspolitisk Nævn om, hvor nålen peger hen i forhold til USA, så alle var i øjenhøjde inden mødet i SIKLO samme dag klokken 18.

 

Noget andet, der er vigtigt at få med, er, at normalt når Udenrigspolitisk Nævn holder onlinemøder med grønlænderne, så fordrer det mange timers grundig forberedelse, så man så vidt muligt sikrer sig, at det ikke løber af sporet. Men her virkede det snarere, som om Christian Friis Bach tænkte, at han lige kunne winge den med sin usvigelige politiske tæft. Hvoraf følger, at det hele sprang totalt i luften oven i hovedet på Friis Bach, der lykkedes med at gøre Pipaluk Lynge edderspændt rasende. Især var Pipaluk Lynge vred over, at hun ikke skulle være med til mødet i SIKLO og var slet ikke modtagelig for argumentet om, at man netop af sikkerhedshensyn ikke kunne deltage online. 

“Det er en nykolonialistisk måde at udelukke os på,” sagde hun ifølge DR. 

DR beskriver også, hvorledes mødet på Teams sluttede, og nu citerer jeg direkte fra artiklen:  

“Teams-mødet var sat til at vare en time. Men det trak ud. Én efter én faldt flere og flere danske folketingsmedlemmer fra. Flere havde hele vejen igennem været passive mødedeltagere med deres eget kamera slukket.

Men de to udvalgsformænd – Christian Friis Bach og Pipaluk Lynge – var fortsat til stede, begge med billede. Han henvendte sig direkte til hende og sagde, at han havde tid til at fortsætte samtalen med et opfølgende møde senere på aftenen mellem de to.

Nogle mødedeltagere hævder, at Pipaluk Lynge ikke så ud til at være klar over, at hendes mikrofon var tændt, da hun svarede sin danske kollega. Andre tror nu nok, at hun vidste det, da hendes klare afvisning faldt: Det kunne hun bestemt ikke – hun skulle være sammen med sine børn.”

Citat slut. Hvis – og hvis man kan sin Edward Snowden, er det slet ikke utænkeligt – at amerikanerne lyttede med på Teams-mødet, har de utvivlsomt fået det indtryk, at Rigsfællesskabet synger på sidste vers. Noget andet, de har fået, var selvfølgelig et godt grin, og det kan man jo godt unde dem. 

Kim Bove 

Nå, men det var jo et sidespor. Tilbage til det afspærrede område i nærheden af SIKLO, hvor jeg stod og ventede sammen med 30-40 pressefolk. Hvis ikke flere? Der var også politiske operatører. Lars Løkke Rasmussens særlige rådgiver Karen Clement var der, og Troels Lund Poulsens særlige rådgiver Kim Bove var der. Mens Karen Clement drevent gik rundt og talte med journalisterne, stod Kim Bove helt for sig selv og lignede et menneske, der lige havde set Motorsavsmassakren. Helt trist og mærkelig virkede han, denne Kim Bove. Nu skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed, hvorvidt Kim Bove i virkeligheden er en turboladet blanding af Carl von Clausewitz og Jonathan Powell, men personligt vil jeg nok snarere sætte mine penge på det modsatte, hvorfor jeg stadig finder det dybt foruroligende, at vores forsvarsminister har valgt lige netop denne mand som sin særlige rådgiver. 

Stuegang på NRK

På et tidspunkt spurgte en norsk journalist, om jeg ville være med i NRK’s tv-nyheder på en direkte forbindelse til Christiansborg. Det ville jeg gerne. Så stod jeg lige pludselig på norsk tv og talte om, at dette var en skæbnestund for Rigsfællesskabet, og at man kunne se, hvor alvorligt det var, fordi forsvarschef Michael Hyldgaard var tilstede. Den norske journalist var umiddelbart glad for mit bidrag. 

Løkke & Trolex 

Næsten to en halv time gik der, før Løkke og Trolex kom ud til os. Som figurer betragtet ville de være perfekt castet til en screwball comedy om den tykke og den tynde. De var begge klædt i et mørkt jakkesæt og hertil skjorte og slips. Deres sorte sko så identiske ud, men var det sikkert ikke. Begge var meget hændervridende. De kørte deres hænder rundt i hinanden. 

“Lars Løkke Rasmussen, stoler du på Donald Trump?” spurgte en journalist, før hverken Trolex eller Løkke havde nået at åbne munden. 

Det spørgsmål ignorerede Lars Løkke Rasmussen og sagde i stedet: 

“Godaften, allesammen, et stort fremmøde her til … øh … nævnsmøde, hvor forsvarsministeren og jeg har været, som vi jo løbende er, for at diskutere mange ting, som vi jo også har gjort her i dag. Og så er det jo naturligt, at vi har talt om forholdet til USA og specielt hele det her Grønland-spørgsmål i lyset af, hvad der har været sagt og skrevet det sidste stykke tid. Det har vi haft en god drøftelse om, og de danske positioner er jo ret kendte, og vi glæder os også over, at der de seneste dage har været udtrykt markant opbakning til kongeriget,” forklarede Løkke og fortsatte så:

“Så har jeg haft en samtale med min grønlandske kollega (Vivian Motzfeldt, red.) her over de seneste dage, og vi er blevet enige om, at vi synes, tiden er kommet til, at vi rækker ud for at få et møde med vores amerikanske kollega, den amerikanske udenrigsminister, så det har vi i går anmodet om. Når vi ønsker det, er det selvfølgelig, fordi vi har en oplevelse af, at en del af den her diskussion beror på en fejllæsning af, hvad der er op og ned. Det billede, der tegnes af, at russiske og kinesiske skibe er helt inde i Nuuk fjord, og massive kinesiske investeringer, er ikke et totalt korrekt billede for at udtrykke det meget, meget diplomatisk. Derfor synes vi, det giver mening at prøve at få et møde med vores amerikanske kollega. Det siger jeg jo også i respekt for, at den amerikanske præsident jo – synes jeg klogt – er optaget af den sikkerhedspolitiske situation i Arktis. Det er vi også,” sagde Løkke og understregede, at denne sikkerhedspolitiske situation vil Danmark og Grønland meget gerne samarbejde med amerikanerne om.

Mens Løkke talte, kom jeg i tanke om det berømte citat fra Frederik den Store, den prøjsiske konge, som tilskrives en udtalelse om, at “diplomati uden våben er som musik uden instrumenter”. For det var jo musik uden instrumenter, vi var vidner til her. Det eneste våben, Danmark har at gøre godt med, er at tage hjemmeværnsmanden Jarl Cordua og sende ham op til Grønland for at stable et stay behind-netværk på benene. 

I mellemtiden havde forsvarsminister Troels Lund Poulsen taget ordet.  

“Som et supplement vil jeg også gerne sige, at vi jo siden starten af 2025 har brugt rigtigt mange kræfter på at forstærke dialogen med den grønlandske regering i forhold til nogle af de helt nødvendige investeringer, der har været oplagte i forhold til at styrke vores militære kapaciteter i Arktis og Nordatlanten. Sammenlagt investeringer til omkring 85-87 milliarder danske kroner. Som også gør, at vi jo reflekterer på den sikkerhedspolitiske situation, som Arktis befinder sig i,” sagde Troels Lund Poulsen og tilføjede, at nu var det vigtigt, at “vi kommer i mål og får de kapaciteter vi har bestilt gjort aktive”.

Bemærk her sætningen om, at “Danmark har forstærket dialogen med den grønlandske regering”. Det, er jeg sikker på, vil gøre indtryk på den amerikanske administration.  

“Stoler I på nogen måde på den amerikanske præsident?” spurgte en journalist fra DR. 

“Vi stoler fuldt og fast på det NATO-medlemskab, vi har, og Grønland er en del af NATO, og Danmark er en af de stiftende partnere i NATO. Hvis det ligger i spørgsmålet, at vi ikke har iagttaget, at den amerikanske præsident har en udtalt ambition om at overtage Grønland og have overhøjhed over Grønland, så har vi godt noteret os det, og det er selvfølgelig ikke noget, vi kan efterkomme, og det er jo heller ikke noget, man på Grønland har nogen ambition om. Så det er selvfølgelig en rød linje, og det forlanger vi, at der er en respekt om,” sagde Løkke og fortalte mere om, at der ham bekendt ikke sejler russiske og kinesiske skibe “op og ned af Grønland”. 

“Hvorfor vil du ikke svare ja eller nej til, om du stoler på en amerikansk præsident? Stoler du på ham; ja eller nej?” ville en anden journalist vide. 

“Jeg ved godt, jeg får ballade, hver gang jeg ligesom går i rette med Jer om den måde, I stiller spørgsmål på. For hvad er anledningen til, at jeg skulle stole eller ikke stole på ham? Jeg stoler fuldstændig på, at når han siger, at Grønland skal være amerikansk, så tror jeg, man skal lægge til grund, at det er en ambition, han har,” svarede Løkke. 

“Du har selv tidligere sagt, at man skal tage Trump alvorligt, men ikke bogstaveligt. Var det en forkert analyse?” spurgte Camilla Stampe fra TV 2. 

“Næh! Og det er stadigvæk også en rigtig analyse,” replicerede Løkke. 

“Hvorfor skal man ikke tage ham bogstaveligt?” spurgte Camilla Stampe. 

“Nu stiller du et spørgsmål, og så skal jeg også have lov til at svare på det. Fordi det … Prøv lige at høre: Det har jeg sagt, og det står jeg ved, og det står jeg stadigvæk ved. Jeg har også mange gange sagt, at de der to ting de nærmer sig hinanden i foruroligende grad. Jeg er ikke i tvivl om, at den amerikanske præsident har den her ambition. Det har han. Jeg er heller ikke i tvivl om, at det ikke nødvendigvis er en ambition, han deler med alle i USA. Vi er selvfølgelig nødt til at tage alvorligt, at den amerikanske præsident har den her ambition, og det, der så er vores opgave for at sige det ligeud, det er jo at sørge for at fjerne nogle af argumenterne og gøre dem til skamme. Det jeg siger er, at vi sådan set deler den amerikanske præsidents analyse af, at der er en sikkerhedspolitisk udfordring i Arktis, som ikke er tilstrækkeligt håndteret endnu,” svarede Løkke. 

Så brød der et sandt råbekor ud blandt journalisterne. På dansk, svensk, norsk, engelsk og italiensk. Løkke og Trolex stod bare og kiggede på pressen og lod tiden passere. 

“Det er ret svært at høre, når der bliver stillet et spørgsmål. Det giver mulighed for, at man kan stille sig selv et spørgsmål,” sagde Troels Lund Poulsen så, men uden at sige, hvad det var, han havde spurgt sig selv om. 

“Det, der jo står tilbage, er, at Danmark nu har reageret på diskussionen omkring niveauet af den trussel, der har været omkring Arktis. Vi har valgt at investere tæt på 100 milliarder i nye kapaciteter. Det gør vi jo, fordi vi anerkender, at den sikkerhedspolitiske situation er under forandring,” svarede Trolex.  

“Troels Lund, er du stadigvæk tryg ved at have amerikanske fly og våben nu, hvor de vil overtage vores territorium?” lykkedes det en journalist at få spurgt om. 

“Det er ikke sådan, at fordi man har en uenighed med en allieret, så må man skrotte alt det samarbejde, der har været. Vi har et tæt samarbejde med amerikanerne, og det vil vi også have fortsat,” svarede Troels Lund Poulsen. 

“Hvordan vil I håndtere det, hvis USA går militært ind i Grønland?” ville en svensk journalist vide, og det var måske det bedste spørgsmål, som overhovedet blev stillet til dette kaotiske doorstep. 

“Prøv at høre … altså … Nu bliver der også spurgt, om det er en udenrigspolitisk krise, og sådan en kan man da i hvert fald godt skabe for sig selv, hvis man begynder at stå her og fabulere over alle mulige hypotetiske situationer og andet,” svarede Lars Løkke Rasmussen, som kort tid efter gik sin vej sammen med Troels Lund Poulsen. 

Vivian Motzfeldt 

Nogle dage senere kom det frem, at USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, havde takket ja til et møde i Washington DC med Lars Løkke Rasmussen og den grønlandske udenrigsminister, Vivian Motzfeldt. Hvad sidstnævnte angår, kan man ikke ligefrem sige, at dansk presse har gjort et stort nummer ud af, at hun er gift med en mand, som er i lommen på den amerikanske milliardær, der til at starte med gav Trump hele ideen om at annektere Grønland. Ronald Lauder, arving til kosmetikimperiet Estée Lauder, har nemlig købt sig ind i det lille grønlandske vandværk Greenland Water Bank, som anføres af ingen ringere end Vivian Motzfeldts egen ægtefælle, Jørgen Wæver Johansen. Selv siger Jørgen Wæver Johansen til grønlandsk presse, at “nogen forsøger at skabe en historie ud af ingenting”, men det rokker ikke ved, at Ronald Lauder har fået en fod indenfor døren på det allerøverste niveau i Grønland. Og derfor kan man med rette spørge om, hvem Vivian Motzfeldt egentlig repræsenterer, når hun og Løkke mødes med Marco Rubio? 

Eller som Josef Stalin så rigtigt sagde det: 

“Jeg stoler på ingen, ikke engang mig selv.” 

Nytårskur med Peter Hummelgaard 

Det næste, der skete var, at jeg blev inviteret til nytårskur af justitsminister Peter Hummelgaard (S). Eller rettere sagt; alle blev inviteret, for der stod nemlig i invitationen, at alle var velkomne. 

Lørdag den 10. januar mellem klokken 10 og 12 ville Hummelgaard byde indenfor på Borgen til kaffe og kage samt “nytårshilsner og et musikalsk indslag fra Fangekoret”, som det også fremgik af indbydelsen. Hvis man ville med, skulle man bare skrive til Socialdemokratiets formand i Tårnbykredsen, Morten Søndergaard, som i øvrigt har den tankevækkende email-adresse skovmusen@hotmail.com.

Så det gjorde jeg, men Skovmusen svarede tilbage, at jeg var en postgang for sent ude, for der var fuldt hus, og af hensyn til brandreglerne kunne der ikke være flere med til Peter Hummelgaards nytårskur. Kunne det virkelig passe, at så mange mennesker ville tilbringe en lørdag formiddag med Peter Hummelgaard, eller var der snarere tale om et forsøg på at holde pressen ude? 

Uanset hvad skulle det ikke bremse mig, for jeg har jo et privilegeret adgangskort til Folketinget. Så lørdag den 10. januar tog jeg personligt ind til Slotsholmen for at tage løjerne i beskuelse. 

Det første jeg bemærkede, var en lang kø af ældre mennesker, der snoede sig ind i Folketingets besøgscenter. Til min overraskelse var disse mennesker fans af Peter Hummelgaard og var troppet op for at blive trakteret med kaffe og kage. 

Peter Hummelgaard 

Oppe ved indgangen til Fællessalen mødte jeg så værten Peter Hummelgaard, som var klædt i en lysegrå blazer og en opknappet hvid skjorte. 

“Hej Mads! Velkommen til!” lød det fra justitsministeren. Han lignede en mand, der ordentligt meget gik og glædede sig til at blive formand for Socialdemokratiet. 

“Jeg tænkte, jeg ville til nytårskur,” svarede jeg. 

“Jamen, det lyder da godt. Kaffe og kage, taler og Fangekoret. Deltagerne bliver først lukket ind klokken 10,” fortalte Peter Hummelgaard. 

 

“Men jeg må godt tyvstarte?” spurgte jeg og pegede ind i Fællessalen. 

“Ja, endelig, find dig et sted at sidde,” sagde Peter Hummelgaard. 

“Fangekoret, hvad er det?” spurgte jeg så. 

“Det er et initiativ, der blev startet for nogle år siden af en organist (Louise Adrian, red.) i Vridsløselille Fængsel, som fik engageret nogle af fangerne til at synge i kor. Men hun døde så, og det var ved at gå nedenom og hjem, men nu forsøger de så ligesom at genstarte koret, og når vi ligesom kan … jeg havde dem også til at synge for de andre justitsministre til det uformelle EU-rådsmøde i sommer, og de skal også ud at optræde senere i dag,” forklarede Peter Hummelgaard. 

“Du er nærmest blevet deres impresario?" bemærkede jeg. 

“Haha, ja, det kan man sige. Det er bare et meget fint og rørende resocialiserende tiltag. Det er supergodt. Hvis du snakker med dem, er det virkelig folk med en broget fortid, og det kan du også høre, når de synger,” svarede Peter Hummelgaard. 

Den syngende morder 

Så gik jeg hen til scenen i Fællessalen, hvor Fangekoret var ved at gøre klar. En af korets medlemmer var en høj og kraftig mand i 50’erne, som var iført en rød fodboldtrøje fra Arsenal FC. 

“Jeg kommer helt ovre fra fængslet i Sønder Omme af, og jeg er jo indsat,” fortalte manden mig. 

“Du er debutant i koret?” spurgte jeg manden. Mest fordi han virkede lidt udenfor. 

“Hundrede procent,” svarede manden i fodboldtrøjen.

“Du er ikke medlem, før du har sunget solo. Bare så du ved det,” sagde et af de andre medlemmer af koret. 

“Det kommer ikke til at ske,” svarede manden fra Sønder Omme. 

“Hvad hedder du?” spurgte jeg.  

“Lars Møller,” svarede Lars Møller. 

“Du har fået udgang for at være her og synge?” spurgte jeg. 

“Ja, jeg blev anholdt tilbage i 2016,” lød det fra Lars Møller.  

“Hvad sidder du inde for?” ville jeg vide.  

“Det er drab. Sådan er det jo. Men som de andre siger: Vi brummer. Jeg skal bare brumme i dag,” lød det fra Lars Møller. 

Ole Gjedved 

I mellemtiden myldrede det ind med Peter Hummelgaards gæster, og snart var Fællessalen fyldt op. Skovmusen havde haft ret. Da alle havde taget plads, dukkede der en mand op og sagde, at der nu var serveret kaffe og kage ude i vestibulen, men at man ikke måtte tage hverken vådt eller tørt med sig tilbage i salen. Så rejste alle sig straks op og skyndte sig ud for at forsyne sig.  

“Nu går jeg ud og finder noget til dig og mig,” sagde en ældre gråhåret kvinde, der sad foran mig, til sin sidemand. Ligesom ledsageren var han lille af statur. Desuden havde han helt hvidt hår og var klædt i en praktisk beige safarivest. Denne mand var den 81-årige ærkesocialdemokrat Ole Gjedved, en af partiets faste støtter ude i Kastrup. 

“Sidste jeg var inde i Folketinget, blev jeg hædret. Sammen med min kone. Fordi vi er blandt Danmarks fem procent mest aktive frivillige,” sagde Ole Gjedved. 

“Hvad kunne det for eksempel være?” spurgte jeg. 

“Jeg laver Tårnbybladet. Jeg har startet en bokseklub. Der er mange foreninger, jeg er med i. Jeg laver en helvedes masse,” fortalte Ole Gjedved. 

“Er du gammel bokser?” spurgte jeg. 

“Ja. Jeg er i hvert fald gammel,” sagde Ole Gjedved. 

“Er du så her i dag, fordi du er …” nåede jeg at sige, før Ole Gjedved gjorde sætningen færdig. 

“… socialdemokrat. Jeg er meget god ven med Peter (Hummelgaard, red.),” lød det fra Ole Gjedved.  

“Hvad tænker du om det, der foregår i Socialdemokratiet i øjeblikket?” var mit næste spørgsmål. 

“Hvis du spørger mig, så er det noget værre pis. Det er nok sammensætningen af den regering, vi har i øjeblikket, som gør, at vi ikke får så meget publicity i den positive retning. Peter og Mette (Frederiksen, red.) er dem, der har de største nosser. Jeg synes, hun har gjort det pissehamrende godt. Jeg tror også, hun er respekteret nede i EU,” sagde Ole Gjedved.  

“Tænker du så, at Peter Hummelgaard er den næste socialdemokratiske formand?” spurgte jeg så. For der er intet galt med at stille ledende spørgsmål. 

“Det kunne jeg godt forestille mig,” svarede Ole Gjedved.  

“Ole!” råbte en kvinde ude fra kagebordet. 

“Det er min sekretær, der kalder,” sagde Ole Gjedved og gik ud til hende.

Rovdyrenes Tid  

Lidt efter var alle samlet i salen igen, og Peter Hummelgaard havde taget plads ved talerstolen. 

“Nu håber jeg, at alle har fået mulighed for at få lidt kaffe og kage og komme ordentligt på plads. Først og fremmest: Rigtigt godt nytår. Det er fantastisk at se så mange her i dag,” sagde han og fortalte, at dette var den første nytårskur, han havde indbudt til, og faktisk havde han været nervøs for, om der var nok deltagere. 

“Det skal jeg heldigvis love for, at der var. Vi har faktisk måttet sige nej til flere end 100 deltagere, simpelthen fordi der ikke var plads i den her smukke Fællessal, hvor vi er i dag,” bemærkede Peter Hummelgaard og gik for alvor i gang med sin tale. 

“Noget, der trods alt giver optimisme i den her tid, er, at så mange mennesker aktivt har lyst til at deltage i et demokratisk arrangement på sådan en vinterlørdag. I den her tid er det særligt vigtigt. Kim Larsen sagde jo for efterhånden mange år siden, at det er en kold tid, vi lever i, og den tekst passer i bogstavelig forstand, men også i overført betydning, ret godt på en dag som i dag.” 

Han blev - på en meget symbolsk måde - hernæst afbrudt af lyden af en trappelift til gangbesværede, der blev kørt på plads. Det bippede og larmede helt vildt meget, og det var uklart, hvorfor en folketingsbetjent mente, at det netop skulle ordnes midt i Peter Hummelgaards tale. 

Pludselig kunne man høre justitsministeren igen: 

“ … Giuliano da Empoli, en italiensk forfatter, han kaldte den tid, vi lever i, for Rovdyrenes Tid, en tid, hvor de fælles spilleregler og demokratiet af nogen bliver forsøgt kastet i skraldespanden, og supermagterne i stigende grad gør hvad de vil. Samtidig med – som han også skriver i den meget, meget anbefalelsesværdige bog – at milliardærer og store techvirksomheder får mere og mere frit spil. Når man følger med i medierne i de her dage her, så forstår man jo godt den analyse. Og alt det her er jo ikke ligefrem budskaber, der vækker glæde og optimisme, som et nytår jo egentlig gerne skulle kunne. Men det er en del af virkeligheden, vi er nødt til at forholde os til, og det kræver, at vi i Danmark og Europa forstår situationens alvor. Vi kan ikke længere regne med billige varer fra Kina, billig energi fra Rusland og billig sikkerhed fra USA. Men midt iblandt de deprimerende nyheder er der en ting, der giver håb, og det er vores fællesskab,” lød det fra Peter Hummelgaard. 

Længere fremme i talen sagde Peter Hummelgaard, at han skal være far igen om nogle måneder, hvilket har fået ham til at tænke på, at alt det, vi gør, handler om at gøre tilværelsen bare en lille smule bedre for de næste generationer. 

“Det er jo i sidste ende, hvad det hele handler om,” understregede Peter Hummelgaard. Dermed var alle numre til den socialdemokratiske bingoplade blevet råbt op. 

En rød, en blå, en grøn 

Næste indslag var Fangekoret, der sang af deres lungers fulde kraft. De sang om at gå med maske i fængslet, og de sang om at være afhængig af cannabis. Da de var færdige, fik de et stående bifald. Bagefter diskede Peter Hummelgaard op med tre til lejligheden indbudte talere; en rød, en blå og en grøn (“tre rigtigt, rigtigt gode, vigtige personligheder,” som Peter Hummelgaard sagde om talerne). 

Den røde taler var formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Christiansen. 

“Jeg tror, vi er mange, som godt kan føle, at hele verden på en eller anden måde er i brand,” sagde han, men ikke desto mindre mente Morten Christiansen, at det er vigtigt, at vi taler om hverdagen. Her tænkte han først og fremmest på, hvor dyrt det er at handle i supermarkedet. 

“Vi er nødt til at få kortlagt det her. Hvordan pokker er det, at de her prisstigninger er så eksplosive og er sket på kort tid? Hvem er det, der skummer fløden?” spurgte Morten Christiansen. 

Den blå taler var Peter Lanng Nielsen, administrerende direktør for busselskabet Keolis og medlem af Dansk Industris hovedbestyrelse. 

“Vi har en forpligtelse til at sørge for, at alle kommer i arbejde,” sagde han og kastede sig ud i lang tale om at tage ansvar, som jo er noget, socialdemokrater er helt pjattede med. 

Den grønne taler var Maria Reumert Gjerding, tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten og nuværende præsident for Danmarks Naturfredningsforening. Og, må man sige, SVM-regeringens allerbedste veninde, fordi hun, som Peter Hummelgaard i sin introduktion formulerede det, “lænede sig ind i Den Grønne Trepart”. 

“Det er nytår, og hvad er vigtigt i 2026? For mig gælder det de mange arter, dyr og planter, der skal bebo de mere end 400.000 hektar nye naturarealer og skove, som Den Grønne Trepart lover os danskere,” sagde Maria Reumert Gjerding. 

Nytårskuren var hermed slut. Peter Hummelgaard skulle i gang med at vise rundt i Folketingssalen, og der var mere kaffe og kage. Jeg gik ud i Rigsdagsgården og låste min cykel op. Ved siden af den, nede på asfalten, var der nogen, som havde skrevet med hvid kridt: 

“Jacob Jensen forsvarer dyremishandling.” 

Eller som Lorne Malvo siger det: Engang var vi gorillaer og havde kun det, vi selv kunne forsvare, og det, som vi kunne tage. Nu var rovdyrenes tid vendt tilbage, og fremtiden tegnede sort for dem, der tilhører kategorien byttedyr. 

Epilog

Således opmuntret slutter min første stuegang fra året 2026. Stik imod traditionen er den ikke ledsaget af en tegning af Malthe Emil Kibsgaard, men derimod af et billede, jeg tog af Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen, da de så verdenspressen i øjnene oppe ved SIKLO. Jeg synes nemlig, det meget godt fanger stemningen i dansk politik. 

Tak, fordi du læste eller lyttede med, og tak, fordi du er medlem af Frihedsbrevet. 

Med venlig hilsen 

Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet