Fri Mads #161: Loy­a­li­tetsa­kro­ba­ter­nes Tid

Ret­fær­dig­vis skal det siges, at det ikke var uden­rigs­mi­ni­ster Lars Løk­ke Ras­mus­sen (M), der fist­bum­pe­de den dan­ske ambas­sa­dør til Was­hin­g­ton, da de kom ud fra mødet i Eisen­hower-byg­nin­gen, hvor de hav­de talt Grøn­land med uden­rigs­mi­ni­ster Marco Rubio og vice­præ­si­dent J.D. Van­ce. 

Det var fak­tisk lige omvendt; det var ambas­sa­dør Jes­per Møl­ler Søren­sen, som gav Løk­ke en knyt­næ­ve­hil­sen. Set med diplo­ma­ti­ske lorg­net­ter en min­dre lapsus, som Møl­ler Søren­sen nok for­try­der i dag. 

Løk­ke skal hel­ler ikke høre et ondt ord for at styr­ke sig med en tobaksci­ga­ret oven på turen ind i løvens hule. Man skal jo, som man siger det i det ame­ri­kan­ske, “ryge dem, hvis man har dem”. 

Der­i­mod vil jeg ger­ne dvæ­le lidt ved, at Løk­ke selv, helt uop­for­dret, til det efter­føl­gen­de pres­se­mø­de på ter­ras­sen for­an den dan­ske ambas­sa­de sag­de, at han “ikke er en Cham­ber­lain” – alt­så som i den engel­ske pre­mi­er­mi­ni­ster Nevil­le Cham­ber­lain (1869–1940), der reg­nes som ind­be­gre­bet af en blåø­jet og god­tro­en­de poli­ti­ker. Selv­føl­ge­lig grun­det mødet med Adolf Hit­ler i Mün­chen i 1938, der efter Cham­ber­lains opfat­tel­se gik så godt, at han straks fløj hjem og love­de eng­læn­der­ne “fred i vor tid”. Som bekendt var der ikke rig­tig hold i den udmel­ding. 

Lars Løk­ke Ras­mus­sen sag­de end­da fle­re gan­ge til pres­sen, at han ikke var nogen Cham­ber­lain, han var helt vild med at sige det, og som vi ved fra psy­ko­lo­gi­en, så peger det i mod­sat ret­ning, jo mere man siger, at man ikke er noget. 

Og kig­ger man efter i Nevil­le Cham­ber­lains og Lars Løk­ke Ras­mus­sens merit­ter, så er der fak­tisk gan­ske man­ge lig­he­der imel­lem dem; som for eksem­pel en tra­ck record som væren­de prag­ma­ti­ske, pro­ces­stær­ke admi­ni­stra­to­rer. Syste­mets mænd. Des­u­den var Cham­ber­lain en aktiv pibe­ry­ger, og det er jo også noget, som Løk­ke har taget op på det sene­ste. Og vel love­de Løk­ke os ikke “fred i vor tid” – han love­de os der­i­mod en “high level wor­king group” – men ikke så snart var den­ne famø­se arbejds­grup­pe ble­vet meldt ud, før Donald Trump fik det hele til at spræn­ge i luf­ten mere end nogen­sin­de, og nu frem­står den­ne arbejds­grup­pe mest som et styk­ke naiv ønske­tænk­ning fra dansk side. 

Sidst jeg så Løk­ke, til end­nu et door­step i Bor­gen for­an det hem­me­li­ge, sik­re­de møde­lo­ka­le SIKLO, sag­de Løk­ke til jour­na­li­ster­nes over­ra­skel­se, at den­ne arbejds­grup­pe “nok er noget pum­pet op”. Der var sna­re­re, iføl­ge Løk­ke, tale om “dia­log på et højt niveau”. Alt­så det, som andre men­ne­sker nor­malt kal­der for diplo­ma­ti.