Fri Mads #166: Mid­ter­mon­stret er dødt

Radi­ka­le Ven­stre var inde til rege­rings­for­hand­lin­ger i Stats­mi­ni­ste­ri­et. På min tele­fon kun­ne jeg se, at det var den 13/4, klok­ken 13.16. 
Oppe ved Rød Gang kom en sand vete­ran inden for poli­tisk jour­na­li­stik, Wee­ken­da­vi­sens Hans Mor­ten­sen, gåen­de. Han stop­pe­de op, da han fik øje på mig, det ene­ste andet leven­de men­ne­ske i den ellers tom­me gang, og sag­de så: 
“Her går man på 35. år og kig­ger efter de sam­me ting.”
Så gik han vide­re. Hvad kig­ge­de han efter? For­ment­lig det sam­me som mig og de andre jour­na­li­ster: Et jær­tegn, et auspi­cie, et omen, der sag­de noget om, hvil­ken vej vin­den blæ­ste med rege­rings­for­hand­lin­ger­ne. For selv­om man umid­del­bart skul­le tro, at det var en smal sag at for­hand­le en rege­ring på plads, har Met­te Fre­de­rik­sen (S) i rol­len som kon­ge­lig under­sø­ger lyk­ke­des med at over­be­vi­se os alle sam­men om, at det at fin­de frem til et livs­du­e­ligt rege­rings­grund­lag er en mørk, arkaisk og okkult pro­ces, som tager utro­lig lang tid. At det ikke kun er en umå­de­lig hård og svær pro­ces, men også et dybt mystisk for­løb, som målt i kom­plek­si­tet er fle­re niveau­er over den kon­kla­ve, som skal kåre den næste pave, eller den dele­ga­tion, som er betro­et opga­ven med at fin­de frem til den fem­ten­de reinkar­na­tion af Dalai Lama. 
Det ene­ste vi hav­de at hol­de os til, alle os der stod uden­for og for­søg­te at kig­ge ind gen­nem spræk­ker­ne i mur­vær­ket, var begre­bet val­gets tale. Alt­så det, som val­get sag­de. Når man gik rundt i Bor­gens gan­ge i dis­se dage, duk­ke­de det­te begreb ofte op. Hvad var val­gets tale, og hvad var ikke val­gets tale? 
Hvad der var helt sik­kert var, at val­get var et klart nej til en bred rege­ring hen over mid­ten med Soci­al­de­mo­kra­ter­ne, Ven­stre og Mode­ra­ter­ne. SVM-rege­rin­gen hav­de fået et fur af dan­sker­ne, og det var der­for, at Pia Olsen Dyhr (SF) en uges tid sene­re – med ret­te – sag­de til pres­sen at “mid­ter­mon­stret” – læs; SVM-rege­rin­gen – “er dødt”. 
Det var også evi­dent, at val­gets tale var et ja til rent drik­ke­vand, et nej til døde pat­te­gri­se, et betin­get ja til Alex Vanop­slagh (LA) på kokain og et ja til en hård udlæn­din­gepo­li­tik. For­u­den et ja til at genind­fø­re sto­re bede­dag. Men her­fra var det et for­tolk­nings­spørgs­mål, hvad val­gets tale egent­lig var, og hvad det ikke var, men lag­de man ører­ne til van­d­rø­re­ne, lød det i sti­gen­de grad, som om det gik i ret­ning af en rød-lil­la, cen­trum-ven­stre-rege­ring med S, M, R og SF og med Enheds­li­sten som par­la­men­ta­risk støt­te­hjul.