Fri Mads #21: Ofrenes Akademi


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cook­ies fra vores lydleverandør.

Engang for længe siden, i midten af 10’erne et sted, blev jeg spurgt om jeg ville gå stue­gang på Det Kon­gelige Danske Kun­stakade­mi i Køben­havn. Ideen er, at en udval­gt gæst kom­mer for­bi, møder elev­erne enkeltvis og taler med dem om deres kun­st. Det tænk­te jeg umid­del­bart kunne være en sjov oplevelse. Hvilket det skam også var, indtil jeg kom til en hul­brys­tet og bleg ung mand, som til min for­bavselse var ræd­selss­la­gen. Med lavmælt stem­me­føring for­t­alte han om en klike af les­biske aktivis­ter blandt elev­erne, der bedrev en art tankekon­trol på skolen og slog hårdt ned på den mind­ste antyd­ning af sex­isme eller man­glende fejring af det kvin­delige køn. Han var ikke kun bange for dem, han var rigtigt bange for dem. Jeg vur­derede, at han nok var over­drevet sart, og jeg tænk­te desu­den, at denne elev måtte være et freak acci­dent. For kunne det virke­lig passe, at der var flere som ham, som var bange for, om de udtryk­te sig som kun­st­nere på en fork­ert måde? 

I dag ved vi, at ja, det kan det. 

Kun­st­nere som er imod fri kunst 🤪

Når jeg starter mit nyheds­brev num­mer 21 med dette tilbage­b­lik, er det, for­di jeg forleden dag så Anna Martensens doku­men­tarserie Oprør på Akademiet på dr.dk. Her kunne jeg til min for­bløf­felse kon­statere, at der i ramme alvor er stud­erende på Kun­stakademiet i Køben­havn, som er imod ideen om, at kun­sten skal være fri. Betyd­nin­gen af hud­farve og køn er altafgørende for disse unge kun­st­nere, og der­for må den frie kun­st vige for kam­p­en mod hvid­he­den og patri­arkatet. En af kun­st­nerne sagde end­da, at hun fore­trak at blive fil­met af en sort fotograf frem­for en hvid. En anden sagde, at hun betragter stort set al den kun­st, som hænger på museer rundt omkring i Dan­mark, som værende racis­tisk kunst. 

Er der brug for en magtudredning?

Med andre ord men­er jeg, der er brug for at jour­nal­is­ter dykker ned i den her sag. Det er der for­di, disse kun­st­nere har magt over andre, selvom de paradok­salt nok gør alt for at frem­stille sig selv som ofre. Folk i tv-serien var jo åbenlyst bange for dem, ikke mindst doku­men­taris­ten selv, som krøb rundt for deres fød­der som en øjen­t­jen­er. Der­for tænker jeg, det kunne være en inter­es­sant opgave for 

Fri­heds­brevet, at vi laver en mag­tu­dred­ning af dette miljø. For det første vil jeg gerne vide, hvor mange kun­st­nere der egentlig er tale om. Og i for­læn­gelse der­af; om vi har at gøre med et netværk. Når jeg stiller disse spørgsmål, skyldes det også aktio­nen, hvor en gips­buste af Kong Fred­erik V blev stjålet fra Kun­stakademiet og kastet ned i hav­nen – i protest mod den danske slave­han­del. Vi fik aldrig at vide, hvem der stod bag denne såkaldte rema­te­ri­alis­er­ing af busten, men man fornemmede klart, at der var tale om gruppe af kun­st­nere, hvis medlem­mer dækker over hinan­den. Hvilket indik­er­er en fælles evne til at organ­is­ere og koordinere; alt­så et netværk af en slags. Det må vi alt­sam­men have ud i det åbne, så vi kan tage en kval­i­fi­ceret snak om prob­lemet. Vi skal der­for vide, hvem de er, hvor de er, og hvor mange de er. Vi skal også vide, hvor meget de egentlig bestem­mer på kun­stsce­nen, og hvor­for folk er bange for dem. Det skriv­er jeg mere om neden­for, og så fortæller jeg selvføl­gelig om, hvad der ellers er på vej fra Fri­heds­brevet til dig i denne uge. Velkom­men til Fri Mads 🙌🏼

Men først 👇🏼

Fik du læst eller lyt­tet vores his­to­rie fra i fredags om Søs Marie Serup, der foru­den at være en effen skribent og meget anvendt poli­tisk kom­men­ta­tor også dri­ver en nebengesjæft som lob­by­ist? Blandt andet har hun fået et mil­lion­beløb fra en kom­mune i Jyl­land for at påvirke et infra­struk­turelt trafikpro­jekt. Det skal hun selvføl­gelig være velkom­men til, det er jo ikke for­budt at være lob­by­ist, men til gengæld er det prob­lema­tisk, at de fær­reste danskere kender til Søs Marie Serups pikante dobbel­trolle. Det er nem­lig ikke lige­frem noget, som hverken Søs Marie Serup eller de medi­er, hun arbe­jder for, skil­ter med. Noget andet er, om Søs Marie Serup selv er i stand til at holde tun­gen lige i munden, hvis og når hun måtte være inhab­il på grund af sin lob­byvirk­somhed. For eksem­pel havde hun ikke for­t­alt TV2 om sit arbe­jde for Morsø Kom­mune – for­di hun selv vur­derede, at det ikke var nød­vendigt at sige noget om det. Sam­let set er det en his­to­rie, som prik ram­mer det, som Fri­heds­brevets jour­nal­is­tik skal være. 

Kun­sten falder 🎨

Jeg er ikke den eneste, der har bemær­ket, at der er noget ufriv­il­ligt satirisk over Anna Martensens doku­men­tarserie Oprør på Akademiet, som lige nu kan ses hos DR. Stort set alle de med­virk­ende er som hen­tet ud af Krys­ters Kar­tel eller Dren­gene fra Ango­ra: både elev­erne på Kun­stakademiet i Køben­havn, instruk­tøren selv samt hen­des velme­nende far, maleren Peter Martensen, der frem­står som en karikatur af en boomer. Alene øje­b­likket, hvor instruk­tøren bry­der græ­dende sam­men, for­di to brune, kvin­delige kun­st­nere ikke vil filmes i sel­skab med hvide mænd, er ube­taleligt mor­somt. Især for­di Anna Martensen ikke græder af frus­tra­tion over, hvilke absurde hold­ninger hun er stødt ind i, men for­di hun er bange for, om det mon er hende, der har gjort noget forkert.

“Negerkon­gen” Uwe 🤴🏿

Et andet både lat­ter- og urovækkende øje­b­lik er, da kun­st­neren Ihsan Ihsan – elev på Kun­stakademiet – fortæller om, hvor frygteligt det var, da pro­vokun­st­neren Uwe Max Jensen gik ind i akademiets gård og malede sig sort i ansigtet, tog en kro­ne på hov­edet og råbte, at han var en “negerkonge”. Det var åben­bart så trau­ma­tis­erende en hæn­delse, at instruk­tør Anna Martensen, i respekt for de skrø­be­lige unge kun­st­nere, som hun føl­ger med sit kam­era, har val­gt ikke at vise billed­er af Uwe Max Jensens hap­pen­ing i sin tv-serie. Stadig berørt af episo­den tager Ihsan Ihsan instruk­tøren med hen til det fysiske sted, hvor Uwe Max Jensen stod og beretter om, hvor­dan episo­den for altid har ændret akademiets gård som rum, lige­som når man ridser i murvær­ket i en bygn­ing. Efter­føl­gende var Ihsan Ihsan så utryg, at han ser­iøst gik til akademiets ledelse og bad om, at den offentlige adgang til Char­lot­ten­borg skulle lukkes af, så han ikke læn­gere skulle frygte, at Uwe Max Jensen stak sit grimme ansigt frem igen. Den, der griner sidst, må selvføl­gelig være Uwe Max Jensen, for tænk, at hans gam­le og bovlamme shtick med at male sit ansigt og sin tis­se­mand sort og råbe pro­voka­tion­er kan have denne absurde effekt. Og tænk, at det sted i dagens Dan­mark, hvor det lige nu er aller­mest taknem­meligt at pro­vokere med så prim­i­tive virkemi­dler, åben­bart er på Kun­stakademiet i Køben­havn – of all places. Lars Vilks må rotere rundt i sin grav ved tanken. 

Ofrenes Akade­mi 😭

Sam­let set blot­ter Oprør på Akademiet en skole og et kun­st­miljø, hvor ofrene har taget magten. “Ofrene” forstået som en række unge kun­st­nere, der først og fremmest ser sig selv som ofre. Ofre for hvid­hed, ofre for racisme, ofre for patri­arkatet. Men ikke som ofre på en svag og trist måde, for disse selvbestalt­ede ofre er høje på ofrets vældige magt. De er han­dlekraftige, selvsikre og herskesyge ofre, som ikke skylder nogen noget. Og da slet ikke den hvide mand, for hvor­for skal de dog spilde deres tid med at edu­cate på ham? Han skal bare læse en bog og stikke piben ind, for nu er deres tid kom­met. Og magt det har de virke­lig; magt til at lyse andre kun­st­nere i band ved at kalde dem ud, ved at pege på dem og sige, at de er racis­ter. “Enten er du med os, eller også kan du skride,” lyder parolen. Hvor stor en magt, de har, blev indi­rek­te demon­str­eret af det faktum, 

at Kun­stakademiets rek­tor Lars Bent Petersen i den for­gangne uge ikke ville stille op til et inter­view med Berlingske om det sim­ple og vigtige spørgsmål, som Oprør på Akademiet stiller, nem­lig om kun­sten er fri på Kun­stakademiet eller ej? I stedet har han sendt avisen et skriftligt svar, der er lige så slat­tent som en kogt asparges. 

Week­en­davisen kom først

Jeg synes det er god stil at anerk­ende, at Week­en­davisens jour­nal­ist Poul Pil­gaard var først med en artikel om, at der hersker en frygtkul­tur blandt elever og per­son­ale på Kun­stakademiet i Køben­havn. Men efter artiklen i Week­en­davisen var det som om, det hele gik i sin mor igen. Det gjorde det ikke mindst takket være dag­bladet Poli­tiken, som under­ligt nok har insis­teret på, at denne his­to­rie slet ikke er en his­to­rie. “Skræm­me­billedet om iden­titet­spoli­tisk ensret­ning og tankekon­trol (på Kun­stakademiet, red.) er stærkt over­drevet,” stod der lige­frem at læse i Poli­tiken. I dag, takket være Oprør på Akademiet, ved vi, at det ikke er tilfældet. 

Kilder søges 🙏🏻

Det agter vi at komme til bunds i. Fri­heds­brevet går til værks med et åbent og nys­ger­rigt sind og er alt­så ikke styret af de per­son­lige hold­ninger, jeg lufter her. Jour­nal­is­terne vil gerne under­søge, om der virke­lig er tale om et netværk, og hvis ja, hvem er så med i det? Hvor mange er de, hvad hed­der de? Er der nogle cen­trale skikkelser? Hvor meget magt har de? God, gedi­gen netværk­s­analyse med andre ord. Så er du nuværende eller tidligere elev på en kun­st­ner­isk uddan­nelsesin­sti­tu­tion, og har du oplevet et miljø, som det der ses i Oprør på Akademiet, må du meget gerne kon­tak­te Fri­heds­brevets kul­turredak­tion helt sikkert og anonymt på frihedsbrevet@protonmail.com.

Fri Finans 💰

Nyheds­brevet Fri Finans udkom­mer i mor­gen. Redak­tio­nen bag melder, at vi kan glæde os til følgende: 

“Vi hold­er skru­en på forbindelsen mellem Socialdemokrati­et og bestyrelses­posterne i statens sel­sk­aber. Denne gang drejer det sig om medlem­merne af den meget omtalte pengek­lub, der lige­som S‑koryfæer som Mogens Lykketoft og Hen­rik Sass Larsen får del i bestyrelses­posterne. Og så er der nyt om det mil­liard­store søgsmål mod Danske Banks tidligere topchef Thomas Borgen.”

Fri Kri­tik 🎭

Mette Høeg melder at “hov­ed­his­to­rien i denne uges Fri Kri­tik bliv­er om bev­id­s­thed­setik, iden­titet og Lone Franks nye pod­cast om den danske sam­ling af titusinde hjern­er hengemt i formaldehyd.” 

Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔

1️⃣ At spørgemedar­be­jder Reimer Bo tror, at jeg som den eneste har forstået “de nyeste algo­rit­mer”. At Reimer Bo er for­mand for Pub­li­cistk­lubben, får mig til at tænke på, hvad min far engang for­t­alte mig. Han sagde, at Pub­li­cistk­lubben er en klub for per­son­er, der ikke kan blive optaget i Dan­sk Jour­nal­ist­for­bund, for­di de ikke er rigtige jour­nal­is­ter. Lidt som hvis man ikke kan blive politi­bet­jent og i stedet bliv­er Tivolibetjent. 

2️⃣ Glenn Bechs debutro­man, Farski­bet, udgivet fra Gylden­dal i år. Ved godt jeg møder sent op til fes­ten, men det her er alt­så noget af det vildeste danske skøn­lit­ter­atur, jeg længe har læst. 

Farvel 👋🏼

Mere har jeg ikke på hjerte i denne ombæring. Tak, for­di du læste med, og husk at skrive til frihedsbrevet@protonmail.com, hvis du har tips og ideer til his­to­ri­er, vi skal inter­essere os for. Husk også, at du altid er velkom­men til at svare på denne mail, hvis du har ris eller ros. 

Mvh, chefredak­tør Mads Brügger