Fri Mads #21: Ofrenes Akademi
Engang for længe siden, i midten af 10’erne et sted, blev jeg spurgt om jeg ville gå stuegang på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Ideen er, at en udvalgt gæst kommer forbi, møder eleverne enkeltvis og taler med dem om deres kunst. Det tænkte jeg umiddelbart kunne være en sjov oplevelse. Hvilket det skam også var, indtil jeg kom til en hulbrystet og bleg ung mand, som til min forbavselse var rædselsslagen. Med lavmælt stemmeføring fortalte han om en klike af lesbiske aktivister blandt eleverne, der bedrev en art tankekontrol på skolen og slog hårdt ned på den mindste antydning af sexisme eller manglende fejring af det kvindelige køn. Han var ikke kun bange for dem, han var rigtigt bange for dem. Jeg vurderede, at han nok var overdrevet sart, og jeg tænkte desuden, at denne elev måtte være et freak accident. For kunne det virkelig passe, at der var flere som ham, som var bange for, om de udtrykte sig som kunstnere på en forkert måde?
I dag ved vi, at ja, det kan det.
Kunstnere som er imod fri kunst 🤪
Når jeg starter mit nyhedsbrev nummer 21 med dette tilbageblik, er det, fordi jeg forleden dag så Anna Martensens dokumentarserie Oprør på Akademiet på dr.dk. Her kunne jeg til min forbløffelse konstatere, at der i ramme alvor er studerende på Kunstakademiet i København, som er imod ideen om, at kunsten skal være fri. Betydningen af hudfarve og køn er altafgørende for disse unge kunstnere, og derfor må den frie kunst vige for kampen mod hvidheden og patriarkatet. En af kunstnerne sagde endda, at hun foretrak at blive filmet af en sort fotograf fremfor en hvid. En anden sagde, at hun betragter stort set al den kunst, som hænger på museer rundt omkring i Danmark, som værende racistisk kunst.
Er der brug for en magtudredning?
Med andre ord mener jeg, der er brug for at journalister dykker ned i den her sag. Det er der fordi, disse kunstnere har magt over andre, selvom de paradoksalt nok gør alt for at fremstille sig selv som ofre. Folk i tv-serien var jo åbenlyst bange for dem, ikke mindst dokumentaristen selv, som krøb rundt for deres fødder som en øjentjener. Derfor tænker jeg, det kunne være en interessant opgave for
Frihedsbrevet, at vi laver en magtudredning af dette miljø. For det første vil jeg gerne vide, hvor mange kunstnere der egentlig er tale om. Og i forlængelse deraf; om vi har at gøre med et netværk. Når jeg stiller disse spørgsmål, skyldes det også aktionen, hvor en gipsbuste af Kong Frederik V blev stjålet fra Kunstakademiet og kastet ned i havnen – i protest mod den danske slavehandel. Vi fik aldrig at vide, hvem der stod bag denne såkaldte rematerialisering af busten, men man fornemmede klart, at der var tale om gruppe af kunstnere, hvis medlemmer dækker over hinanden. Hvilket indikerer en fælles evne til at organisere og koordinere; altså et netværk af en slags. Det må vi altsammen have ud i det åbne, så vi kan tage en kvalificeret snak om problemet. Vi skal derfor vide, hvem de er, hvor de er, og hvor mange de er. Vi skal også vide, hvor meget de egentlig bestemmer på kunstscenen, og hvorfor folk er bange for dem. Det skriver jeg mere om nedenfor, og så fortæller jeg selvfølgelig om, hvad der ellers er på vej fra Frihedsbrevet til dig i denne uge. Velkommen til Fri Mads 🙌🏼
Men først 👇🏼
Fik du læst eller lyttet vores historie fra i fredags om Søs Marie Serup, der foruden at være en effen skribent og meget anvendt politisk kommentator også driver en nebengesjæft som lobbyist? Blandt andet har hun fået et millionbeløb fra en kommune i Jylland for at påvirke et infrastrukturelt trafikprojekt. Det skal hun selvfølgelig være velkommen til, det er jo ikke forbudt at være lobbyist, men til gengæld er det problematisk, at de færreste danskere kender til Søs Marie Serups pikante dobbeltrolle. Det er nemlig ikke ligefrem noget, som hverken Søs Marie Serup eller de medier, hun arbejder for, skilter med. Noget andet er, om Søs Marie Serup selv er i stand til at holde tungen lige i munden, hvis og når hun måtte være inhabil på grund af sin lobbyvirksomhed. For eksempel havde hun ikke fortalt TV2 om sit arbejde for Morsø Kommune – fordi hun selv vurderede, at det ikke var nødvendigt at sige noget om det. Samlet set er det en historie, som prik rammer det, som Frihedsbrevets journalistik skal være.
Kunsten falder 🎨
Jeg er ikke den eneste, der har bemærket, at der er noget ufrivilligt satirisk over Anna Martensens dokumentarserie Oprør på Akademiet, som lige nu kan ses hos DR. Stort set alle de medvirkende er som hentet ud af Krysters Kartel eller Drengene fra Angora: både eleverne på Kunstakademiet i København, instruktøren selv samt hendes velmenende far, maleren Peter Martensen, der fremstår som en karikatur af en boomer. Alene øjeblikket, hvor instruktøren bryder grædende sammen, fordi to brune, kvindelige kunstnere ikke vil filmes i selskab med hvide mænd, er ubetaleligt morsomt. Især fordi Anna Martensen ikke græder af frustration over, hvilke absurde holdninger hun er stødt ind i, men fordi hun er bange for, om det mon er hende, der har gjort noget forkert.
“Negerkongen” Uwe 🤴🏿
Et andet både latter- og urovækkende øjeblik er, da kunstneren Ihsan Ihsan – elev på Kunstakademiet – fortæller om, hvor frygteligt det var, da provokunstneren Uwe Max Jensen gik ind i akademiets gård og malede sig sort i ansigtet, tog en krone på hovedet og råbte, at han var en “negerkonge”. Det var åbenbart så traumatiserende en hændelse, at instruktør Anna Martensen, i respekt for de skrøbelige unge kunstnere, som hun følger med sit kamera, har valgt ikke at vise billeder af Uwe Max Jensens happening i sin tv-serie. Stadig berørt af episoden tager Ihsan Ihsan instruktøren med hen til det fysiske sted, hvor Uwe Max Jensen stod og beretter om, hvordan episoden for altid har ændret akademiets gård som rum, ligesom når man ridser i murværket i en bygning. Efterfølgende var Ihsan Ihsan så utryg, at han seriøst gik til akademiets ledelse og bad om, at den offentlige adgang til Charlottenborg skulle lukkes af, så han ikke længere skulle frygte, at Uwe Max Jensen stak sit grimme ansigt frem igen. Den, der griner sidst, må selvfølgelig være Uwe Max Jensen, for tænk, at hans gamle og bovlamme shtick med at male sit ansigt og sin tissemand sort og råbe provokationer kan have denne absurde effekt. Og tænk, at det sted i dagens Danmark, hvor det lige nu er allermest taknemmeligt at provokere med så primitive virkemidler, åbenbart er på Kunstakademiet i København – of all places. Lars Vilks må rotere rundt i sin grav ved tanken.
Ofrenes Akademi 😭
Samlet set blotter Oprør på Akademiet en skole og et kunstmiljø, hvor ofrene har taget magten. “Ofrene” forstået som en række unge kunstnere, der først og fremmest ser sig selv som ofre. Ofre for hvidhed, ofre for racisme, ofre for patriarkatet. Men ikke som ofre på en svag og trist måde, for disse selvbestaltede ofre er høje på ofrets vældige magt. De er handlekraftige, selvsikre og herskesyge ofre, som ikke skylder nogen noget. Og da slet ikke den hvide mand, for hvorfor skal de dog spilde deres tid med at educate på ham? Han skal bare læse en bog og stikke piben ind, for nu er deres tid kommet. Og magt det har de virkelig; magt til at lyse andre kunstnere i band ved at kalde dem ud, ved at pege på dem og sige, at de er racister. “Enten er du med os, eller også kan du skride,” lyder parolen. Hvor stor en magt, de har, blev indirekte demonstreret af det faktum,
at Kunstakademiets rektor Lars Bent Petersen i den forgangne uge ikke ville stille op til et interview med Berlingske om det simple og vigtige spørgsmål, som Oprør på Akademiet stiller, nemlig om kunsten er fri på Kunstakademiet eller ej? I stedet har han sendt avisen et skriftligt svar, der er lige så slattent som en kogt asparges.
Weekendavisen kom først
Jeg synes det er god stil at anerkende, at Weekendavisens journalist Poul Pilgaard var først med en artikel om, at der hersker en frygtkultur blandt elever og personale på Kunstakademiet i København. Men efter artiklen i Weekendavisen var det som om, det hele gik i sin mor igen. Det gjorde det ikke mindst takket være dagbladet Politiken, som underligt nok har insisteret på, at denne historie slet ikke er en historie. “Skræmmebilledet om identitetspolitisk ensretning og tankekontrol (på Kunstakademiet, red.) er stærkt overdrevet,” stod der ligefrem at læse i Politiken. I dag, takket være Oprør på Akademiet, ved vi, at det ikke er tilfældet.
Kilder søges 🙏🏻
Det agter vi at komme til bunds i. Frihedsbrevet går til værks med et åbent og nysgerrigt sind og er altså ikke styret af de personlige holdninger, jeg lufter her. Journalisterne vil gerne undersøge, om der virkelig er tale om et netværk, og hvis ja, hvem er så med i det? Hvor mange er de, hvad hedder de? Er der nogle centrale skikkelser? Hvor meget magt har de? God, gedigen netværksanalyse med andre ord. Så er du nuværende eller tidligere elev på en kunstnerisk uddannelsesinstitution, og har du oplevet et miljø, som det der ses i Oprør på Akademiet, må du meget gerne kontakte Frihedsbrevets kulturredaktion helt sikkert og anonymt på frihedsbrevet@protonmail.com.
Fri Finans 💰
Nyhedsbrevet Fri Finans udkommer i morgen. Redaktionen bag melder, at vi kan glæde os til følgende:
“Vi holder skruen på forbindelsen mellem Socialdemokratiet og bestyrelsesposterne i statens selskaber. Denne gang drejer det sig om medlemmerne af den meget omtalte pengeklub, der ligesom S‑koryfæer som Mogens Lykketoft og Henrik Sass Larsen får del i bestyrelsesposterne. Og så er der nyt om det milliardstore søgsmål mod Danske Banks tidligere topchef Thomas Borgen.”
Fri Kritik 🎭
Mette Høeg melder at “hovedhistorien i denne uges Fri Kritik bliver om bevidsthedsetik, identitet og Lone Franks nye podcast om den danske samling af titusinde hjerner hengemt i formaldehyd.”
Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔
1️⃣ At spørgemedarbejder Reimer Bo tror, at jeg som den eneste har forstået “de nyeste algoritmer”. At Reimer Bo er formand for Publicistklubben, får mig til at tænke på, hvad min far engang fortalte mig. Han sagde, at Publicistklubben er en klub for personer, der ikke kan blive optaget i Dansk Journalistforbund, fordi de ikke er rigtige journalister. Lidt som hvis man ikke kan blive politibetjent og i stedet bliver Tivolibetjent.
2️⃣ Glenn Bechs debutroman, Farskibet, udgivet fra Gyldendal i år. Ved godt jeg møder sent op til festen, men det her er altså noget af det vildeste danske skønlitteratur, jeg længe har læst.
Farvel 👋🏼
Mere har jeg ikke på hjerte i denne ombæring. Tak, fordi du læste med, og husk at skrive til frihedsbrevet@protonmail.com, hvis du har tips og ideer til historier, vi skal interessere os for. Husk også, at du altid er velkommen til at svare på denne mail, hvis du har ris eller ros.
Mvh, chefredaktør Mads Brügger