Fri Mads #22: Den Grønne Tale

Illus­tra­tion: Malthe Emil Kibsgaard

“Vi lever på en fred­som­melig ø af igno­rance midt i uen­de­lighe­dens sorte hav, og det var ikke menin­gen, at vi skulle rejse langt,” har gyser­for­fat­teren H.P. Love­craft engang skrevet. Kloge og vise ord, der lige­som sæt­ter det hele i per­spek­tiv. Også i forhold til hvad man skal bruge sin ener­gi på som men­neske, og hvornår man skal trykke på den prover­biale pyt-knap. 

Ikke mere LOUD ⛔️

Det aner mig, at de fleste er godt og grundigt trætte af at høre mig rante om Radio LOUD, som jo snart skifter navn til 24syv (husk, at du læste det her først). Så den kæph­est vil jeg lade passere i denne ombæring, for hvad bety­der en lille, stats­fi­nan­sieret DAB-kanal i forhold til uen­de­lighe­dens sorte hav? Nej, der skal steges nogle større fisk, så det vil jeg gøre her i mit nyheds­brev num­mer 22. 

Velkom­men til 🙌🏼

Den Grønne Tale 💚

Fra Thomas Vin­ter­bergs spille­film Fes­ten har vi fået begre­bet Den Grønne Tale. Udtrykket beteg­n­er en tale, hvor man virke­lig ødelæg­ger den gode stemn­ing og pifter bal­lo­nen med en sand­hed­stale af rang. Jeg kom til at tænke på behovet for Den Grønne Tale, da jeg læste, at kul­tur­min­is­ter Ane Hals­boe-Jør­gensen på ons­dag skal mødes med tyve udval­gte “inter­essen­ter fra mediebranchen” for at diskutere fremti­dens mediebillede. Anled­nin­gen er medieforliget, der for længst skulle have været klap­pet af, men først bliv­er det i beg­y­n­delsen af det nye år. Og for­målet med mødet? Vel først og fremmest at tage en rask lille for­vent­ningsaf­stemn­ing, hvor hver især kan plædere for deres egen lille Has­san samt gøre gældende, hvor stor en bid af kagen de skal have.

Et tankeeksperiment 🧐

Fri­heds­brevet er ikke inviteret med til mødet, men hvor­for skulle vi dog også være det, når vi insis­ter­er på at være uden­for? Til gengæld er det mærke­ligt, at Kul­tur­min­is­teri­et både har inviteret Net­flix og Face­book, men ikke Google, som jo hersker over danske børn og unges fore­trukne plat­form: YouTube. Men lad os nu forestille os, at Fri­heds­brevet havde fået et balko­rt – bare som et tan­keeksper­i­ment. I så fald ville jeg møde op med en grøn tale, som virke­lig bat­tede. Jeg ville ikke skrive en gul tale, for der er virke­lig ikke meget godt at sige om det danske mediebillede. Kun en grøn tale. 

Disse var ordene 

Tal­en ville være bun­det op omkring det enkle, men helt utroligt pin­lige spørgsmål, som lyder: 

“Hvor­for er de danske medi­er ikke i stand til at tjene penge?”

Al den sæd­van­lige knevren, om at det hele er tech-gigan­ternes skyld, ville jeg skyde ned med det samme. I stedet ville jeg beg­y­n­de med at sige følgende: 

“Lad os lige kigge på tal­lene: De 10 største dag­blade i Dan­mark (renset for anden aktivitet i de respek­tive mediehuse) havde i 2020 et sam­let under­skud på 100 mil­lion­er kro­ner. Ret­ter man blikket mod Norge, havde de 10 største dag­blade i samme peri­ode et sam­let over­skud på cir­ka 550 mil­lion­er norske kro­ner (cir­ka 400 mil­lion­er danske). Prog­nosen for avisen VG alene i 2021 er et over­skud på 230–270 mil­lion­er norske kro­ner. Den samme øvelse kan man lave med Sverige og Fin­land og få det samme resultat.”

Og jeg ville fortsætte: 

“Men lad os blive i Norge, for det aller­mest inter­es­sante er, at de 10 største norske dag­blade klar­er sig uden medi­estøtte (med und­tagelse af den moms­fritagelse vi også har i Dan­mark, alt­så den indi­rek­te medi­estøtte), mens de 10 største danske dag­blade alle mod­tager direk­te medi­estøtte i mil­lion­klassen. I Norge har man nem­lig val­gt at bruge medi­estøtte til at sikre den lokale press­es lev­evilkår samt til at holde hån­den under nogle ganske få kvalitet­spub­lika­tion­er, der svar­er til Infor­ma­tion og Kris­teligt Dag­blad. Hvad, man ikke gør i Norge, er at hælde mil­lion­er af skat­tekro­ner ned i store mediehuse som Berlingske Media og JP/Politiken. Aller­mest absurd er selvføl­gelig det forun­derlige fak­tum, at JP/Politiken rent fak­tisk giv­er over­skud uden medi­estøtte, så hvor­for bruger man over­hovedet skat­tekro­ner på at forstærke en enkelt mediekon­cerns overskud?”

Pinlig tavshed 😬

Så ville jeg kigge rundt på de forskel­lige medieord­førere, som også er med til mødet på ons­dag, og spørge dem, hvor­for JP/Politiken dog ikke skal betale den medi­estøtte, som de ikke har brug for, tilbage til stat­en, så pen­gene kunne komme andre og mere trængte medi­er til gode? Ingen ville svare, engle ville gå stræk­march gen­nem stuen, for det er jo et meget ubekvemt spørgsmål. Efter en passende mængde pin­lig tavshed ville jeg fortsætte: 

“Er det mon sådan fat, at den danske medi­estøtte er grun­den til, at de danske dag­blade er i så elendig en for­fat­ning – både som pro­dukt og som for­ret­ning? Det lign­er i hvert fald en tanke, for hvad skulle ellers være fork­larin­gen på en branchemæs­sige der­oute, der har varet i snart 30 år, og som i omfang er uset i de fleste andre markeder?” 

Både principielt og konkret 

Her ville jeg holde en kun­st­pause og lade ordene synke ind. Eller måske var jeg blevet stand­set af en ord­styr­er, som ville kalde mig til orden. Fik jeg lov at fort­sætte, ville jeg sige: 

“Dette er først og fremmest en prin­cip­iel diskus­sion: Går det an med en formelt uafhængig presse, der i tilt­a­gende grad gør sig afhængig af finan­sier­ing fra stat­en og af statens hjælp til at lov­give sig til andele af andres indtægter? Men det er også en meget konkret diskus­sion: Hvor­for og hvor­dan er de danske dag­blade sandet til i en grad, som de er, og tilsyneladende ude af stand til at udvikle sig pro­dukt- og forretningsmæssigt?” 

Hvad nu hvis Van Thillo sælger hele dynen?

Fik jeg lov til at løbe linen helt ud, ville jeg også undre mig høj­ly­dt over, at den danske stat støt­ter et mediehus, nem­lig Berlingske Media, som igen er ejet af et bel­gisk mediehus, der takket være den bel­giske medi­estøtte har været i stand til at opkøbe stort set alle avis­er i Hol­land. Som resul­tat der­af lid­er den hol­landske presse i sti­gende grad under de krav om click-jour­nal­is­tik, som er DPG Medias, eller i folke­mu­nde De Pers­groeps, spe­cialitet. Både i Hol­land og Bel­gien hænger de samme storskærme i redak­tion­slokalerne, som nu hænger hos Berlingske og B.T. Her kan jour­nal­is­terne i real time følge med i, hvor mange der klikker på hvilke artik­ler, og det kan umuligt være godt eller sundt for jour­nal­is­tikken. Er det virke­lig en udvikling, som den danske stat vil være med til at under­støtte? Noget andet er, at DGP Media er ejet og kon­trolleret af en enkelt mand, nem­lig Chris­t­ian Van Thil­lo, og han ser i sti­gende grad DGP Media som en datakon­cern, en kon­cern der opsluger, for­val­ter og slår mønt på data. Blandt andet data om Berlingske Medias brugere og abon­nen­ter. Lad os så sige, at der sker det, at Van Thil­lo væl­ger at sælge hele dynen til en af de store techgi­gan­ter, for eksem­pel til Ama­zon, ja så bliv­er data om Berlingske Medias danske brugere og abon­nen­ter plud­selig en del af et langt mere intrikat spil kegler.”

Heromkring ville min grønne tale til #dkme­di­er slutte, men jeg kunne sagtens fort­sætte, hvis det skulle være. 

Tilbage til virkeligheden 

Nå, men det er jo kun fan­tas­terier fra min side. Lad os komme ned på jor­den igen og tale om realia. Det er blandt andet, at Fri­heds­brevet i fredags udkom med en virke­lig inter­es­sant og vigtig his­to­rie om, hvor­dan arbe­jdsmiljøet er hos måske det mest ekso­tiske dyr i skoven, nem­lig hos statens smit­teop­sporing. Det er, så man tager sig til hov­edet, og det er bestemt en his­to­rie, vi agter at bore videre i. Gik du glip af første afs­nit, så kan du læse det lige her.

Apropos

Og apro­pos det mest ekso­tiske dyr i skoven, så har Simon Jul for­t­alt mig, at hans nyheds­brev Fri Tid i denne uge han­dler om vildt. 

Fri Finans 💰

Redak­tio­nen bag nyheds­brevet Fri Finans, der udkom­mer i mor­gen, melder: “I denne uges Fri Finans forsøger vi at blive klogere på, hvor­for en ekspert i sel­sk­ab­sledelse trak sig fra en bestyrelses­post i et ombrust sel­skab, før han over­hovedet var startet. En lille teas­er: Det har han ikke den store lyst til at tale om. Og så er der nyt om en stat­slig fond med mil­liarder i ryggen, som vi tidligere har kred­set omkring.”

Fri Kritik 

Mette Høeg skriv­er føl­gende: “Denne uges Fri Kri­tik giv­er en anmeldelse af Knud Romers nye inderlige, ener­giske og des­ori­en­terede musikro­man, samt en kom­men­tar til den igangværende parafraseaf­fære og det lit­terære miljøs forsøg på at elim­inere Mar­i­anne Stidsen.”

Fri Tænkning

Chefredak­tør Flem­ming Rose har talt med den por­tugi­siske glo­be­trot­ter og forhen­værende poli­tik­er Bruno Maçães om hans bog His­to­ry Has Begun: The Birth of a New Amer­i­ca. Til forskel fra hov­ed­parten af tidens kom­men­ta­tor­er er Maçães ikke så bekym­ret over tidens løsagtige omgang med sand­he­den i poli­tik. Han ser det tvær­ti­mod som en logisk og menings­fuld udvikling, der han­dler om USA’s farvel til den europæiske oplysningstra­di­tion med dens ratio­nalitet og forsøg på at mar­gin­alis­ere ekstreme bevægelser. I USA har poli­tik til gengæld bevæget sig ind i en virtuel ver­den, hvor ekstremer som Don­ald Trump og woke-bevægelser i deres æstetik kan minde om fas­cisme og den kine­siske kul­tur­rev­o­lu­tion, men som takket være den virtuelle dimen­sion aldrig får de katas­tro­fale kon­sekvenser med død og ødelæggelse, som fas­cis­men havde i Europa, og den kine­siske kul­tur­rev­o­lu­tion havde i Kina. Det giv­er meget mere inten­sitet og mulighed for at udvide rum­met for eksper­i­menter. Til forskel fra Fran­cis Fukuya­ma, der for mere end 30 år siden noterede his­to­riens afs­lut­ning, anfør­er Maçães, at USA’s his­to­rie i virke­lighe­den kun lige er beg­y­n­dt, og at lan­det befind­er sig midt i en gigan­tisk trans­for­ma­tion, som ingen med sikker­hed kan sige, hvor vil ende. 

Mere om det i Fri Tænkn­ing, som udkom­mer i weekenden. 

Farvel 👋🏼

Nor­malt ple­jer jeg at skrive lidt om, hvad jeg ellers går og tænker på, men det må du have til gode, for mit nyheds­brev er allerede blevet læn­gere end godt er, og jeg er desu­den faretru­ende tæt på dead­line. Så fort­sæt­telse føl­ger på mandag. Tak for­di du læste med. 

Mvh, Mads Brüg­ger, chefredak­tør, Frihedsbrevet