Fri Mads #22: Den Grønne Tale
“Vi lever på en fredsommelig ø af ignorance midt i uendelighedens sorte hav, og det var ikke meningen, at vi skulle rejse langt,” har gyserforfatteren H.P. Lovecraft engang skrevet. Kloge og vise ord, der ligesom sætter det hele i perspektiv. Også i forhold til hvad man skal bruge sin energi på som menneske, og hvornår man skal trykke på den proverbiale pyt-knap.
Ikke mere LOUD ⛔️
Det aner mig, at de fleste er godt og grundigt trætte af at høre mig rante om Radio LOUD, som jo snart skifter navn til 24syv (husk, at du læste det her først). Så den kæphest vil jeg lade passere i denne ombæring, for hvad betyder en lille, statsfinansieret DAB-kanal i forhold til uendelighedens sorte hav? Nej, der skal steges nogle større fisk, så det vil jeg gøre her i mit nyhedsbrev nummer 22.
Velkommen til 🙌🏼
Den Grønne Tale 💚
Fra Thomas Vinterbergs spillefilm Festen har vi fået begrebet Den Grønne Tale. Udtrykket betegner en tale, hvor man virkelig ødelægger den gode stemning og pifter ballonen med en sandhedstale af rang. Jeg kom til at tænke på behovet for Den Grønne Tale, da jeg læste, at kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen på onsdag skal mødes med tyve udvalgte “interessenter fra mediebranchen” for at diskutere fremtidens mediebillede. Anledningen er medieforliget, der for længst skulle have været klappet af, men først bliver det i begyndelsen af det nye år. Og formålet med mødet? Vel først og fremmest at tage en rask lille forventningsafstemning, hvor hver især kan plædere for deres egen lille Hassan samt gøre gældende, hvor stor en bid af kagen de skal have.
Et tankeeksperiment 🧐
Frihedsbrevet er ikke inviteret med til mødet, men hvorfor skulle vi dog også være det, når vi insisterer på at være udenfor? Til gengæld er det mærkeligt, at Kulturministeriet både har inviteret Netflix og Facebook, men ikke Google, som jo hersker over danske børn og unges foretrukne platform: YouTube. Men lad os nu forestille os, at Frihedsbrevet havde fået et balkort – bare som et tankeeksperiment. I så fald ville jeg møde op med en grøn tale, som virkelig battede. Jeg ville ikke skrive en gul tale, for der er virkelig ikke meget godt at sige om det danske mediebillede. Kun en grøn tale.
Disse var ordene
Talen ville være bundet op omkring det enkle, men helt utroligt pinlige spørgsmål, som lyder:
“Hvorfor er de danske medier ikke i stand til at tjene penge?”
Al den sædvanlige knevren, om at det hele er tech-giganternes skyld, ville jeg skyde ned med det samme. I stedet ville jeg begynde med at sige følgende:
“Lad os lige kigge på tallene: De 10 største dagblade i Danmark (renset for anden aktivitet i de respektive mediehuse) havde i 2020 et samlet underskud på 100 millioner kroner. Retter man blikket mod Norge, havde de 10 største dagblade i samme periode et samlet overskud på cirka 550 millioner norske kroner (cirka 400 millioner danske). Prognosen for avisen VG alene i 2021 er et overskud på 230–270 millioner norske kroner. Den samme øvelse kan man lave med Sverige og Finland og få det samme resultat.”
Og jeg ville fortsætte:
“Men lad os blive i Norge, for det allermest interessante er, at de 10 største norske dagblade klarer sig uden mediestøtte (med undtagelse af den momsfritagelse vi også har i Danmark, altså den indirekte mediestøtte), mens de 10 største danske dagblade alle modtager direkte mediestøtte i millionklassen. I Norge har man nemlig valgt at bruge mediestøtte til at sikre den lokale presses levevilkår samt til at holde hånden under nogle ganske få kvalitetspublikationer, der svarer til Information og Kristeligt Dagblad. Hvad, man ikke gør i Norge, er at hælde millioner af skattekroner ned i store mediehuse som Berlingske Media og JP/Politiken. Allermest absurd er selvfølgelig det forunderlige faktum, at JP/Politiken rent faktisk giver overskud uden mediestøtte, så hvorfor bruger man overhovedet skattekroner på at forstærke en enkelt mediekoncerns overskud?”
Pinlig tavshed 😬
Så ville jeg kigge rundt på de forskellige medieordførere, som også er med til mødet på onsdag, og spørge dem, hvorfor JP/Politiken dog ikke skal betale den mediestøtte, som de ikke har brug for, tilbage til staten, så pengene kunne komme andre og mere trængte medier til gode? Ingen ville svare, engle ville gå strækmarch gennem stuen, for det er jo et meget ubekvemt spørgsmål. Efter en passende mængde pinlig tavshed ville jeg fortsætte:
“Er det mon sådan fat, at den danske mediestøtte er grunden til, at de danske dagblade er i så elendig en forfatning – både som produkt og som forretning? Det ligner i hvert fald en tanke, for hvad skulle ellers være forklaringen på en branchemæssige deroute, der har varet i snart 30 år, og som i omfang er uset i de fleste andre markeder?”
Både principielt og konkret
Her ville jeg holde en kunstpause og lade ordene synke ind. Eller måske var jeg blevet standset af en ordstyrer, som ville kalde mig til orden. Fik jeg lov at fortsætte, ville jeg sige:
“Dette er først og fremmest en principiel diskussion: Går det an med en formelt uafhængig presse, der i tiltagende grad gør sig afhængig af finansiering fra staten og af statens hjælp til at lovgive sig til andele af andres indtægter? Men det er også en meget konkret diskussion: Hvorfor og hvordan er de danske dagblade sandet til i en grad, som de er, og tilsyneladende ude af stand til at udvikle sig produkt- og forretningsmæssigt?”
Hvad nu hvis Van Thillo sælger hele dynen?
Fik jeg lov til at løbe linen helt ud, ville jeg også undre mig højlydt over, at den danske stat støtter et mediehus, nemlig Berlingske Media, som igen er ejet af et belgisk mediehus, der takket være den belgiske mediestøtte har været i stand til at opkøbe stort set alle aviser i Holland. Som resultat deraf lider den hollandske presse i stigende grad under de krav om click-journalistik, som er DPG Medias, eller i folkemunde De Persgroeps, specialitet. Både i Holland og Belgien hænger de samme storskærme i redaktionslokalerne, som nu hænger hos Berlingske og B.T. Her kan journalisterne i real time følge med i, hvor mange der klikker på hvilke artikler, og det kan umuligt være godt eller sundt for journalistikken. Er det virkelig en udvikling, som den danske stat vil være med til at understøtte? Noget andet er, at DGP Media er ejet og kontrolleret af en enkelt mand, nemlig Christian Van Thillo, og han ser i stigende grad DGP Media som en datakoncern, en koncern der opsluger, forvalter og slår mønt på data. Blandt andet data om Berlingske Medias brugere og abonnenter. Lad os så sige, at der sker det, at Van Thillo vælger at sælge hele dynen til en af de store techgiganter, for eksempel til Amazon, ja så bliver data om Berlingske Medias danske brugere og abonnenter pludselig en del af et langt mere intrikat spil kegler.”
Heromkring ville min grønne tale til #dkmedier slutte, men jeg kunne sagtens fortsætte, hvis det skulle være.
Tilbage til virkeligheden
Nå, men det er jo kun fantasterier fra min side. Lad os komme ned på jorden igen og tale om realia. Det er blandt andet, at Frihedsbrevet i fredags udkom med en virkelig interessant og vigtig historie om, hvordan arbejdsmiljøet er hos måske det mest eksotiske dyr i skoven, nemlig hos statens smitteopsporing. Det er, så man tager sig til hovedet, og det er bestemt en historie, vi agter at bore videre i. Gik du glip af første afsnit, så kan du læse det lige her.
Apropos
Og apropos det mest eksotiske dyr i skoven, så har Simon Jul fortalt mig, at hans nyhedsbrev Fri Tid i denne uge handler om vildt.
Fri Finans 💰
Redaktionen bag nyhedsbrevet Fri Finans, der udkommer i morgen, melder: “I denne uges Fri Finans forsøger vi at blive klogere på, hvorfor en ekspert i selskabsledelse trak sig fra en bestyrelsespost i et ombrust selskab, før han overhovedet var startet. En lille teaser: Det har han ikke den store lyst til at tale om. Og så er der nyt om en statslig fond med milliarder i ryggen, som vi tidligere har kredset omkring.”
Fri Kritik
Mette Høeg skriver følgende: “Denne uges Fri Kritik giver en anmeldelse af Knud Romers nye inderlige, energiske og desorienterede musikroman, samt en kommentar til den igangværende parafraseaffære og det litterære miljøs forsøg på at eliminere Marianne Stidsen.”
Fri Tænkning
Chefredaktør Flemming Rose har talt med den portugisiske globetrotter og forhenværende politiker Bruno Maçães om hans bog History Has Begun: The Birth of a New America. Til forskel fra hovedparten af tidens kommentatorer er Maçães ikke så bekymret over tidens løsagtige omgang med sandheden i politik. Han ser det tværtimod som en logisk og meningsfuld udvikling, der handler om USA’s farvel til den europæiske oplysningstradition med dens rationalitet og forsøg på at marginalisere ekstreme bevægelser. I USA har politik til gengæld bevæget sig ind i en virtuel verden, hvor ekstremer som Donald Trump og woke-bevægelser i deres æstetik kan minde om fascisme og den kinesiske kulturrevolution, men som takket være den virtuelle dimension aldrig får de katastrofale konsekvenser med død og ødelæggelse, som fascismen havde i Europa, og den kinesiske kulturrevolution havde i Kina. Det giver meget mere intensitet og mulighed for at udvide rummet for eksperimenter. Til forskel fra Francis Fukuyama, der for mere end 30 år siden noterede historiens afslutning, anfører Maçães, at USA’s historie i virkeligheden kun lige er begyndt, og at landet befinder sig midt i en gigantisk transformation, som ingen med sikkerhed kan sige, hvor vil ende.
Mere om det i Fri Tænkning, som udkommer i weekenden.
Farvel 👋🏼
Normalt plejer jeg at skrive lidt om, hvad jeg ellers går og tænker på, men det må du have til gode, for mit nyhedsbrev er allerede blevet længere end godt er, og jeg er desuden faretruende tæt på deadline. Så fortsættelse følger på mandag. Tak fordi du læste med.
Mvh, Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet