Fri Mads #26: Luxembourg Tur Retur
Hvis Frihedsbrevet havde opdaget det før Ekstra Bladet gjorde, havde vi selvfølgelig bragt historien, men nok mest som en sidebemærkning. Den er som følger: Forretningsmanden Denis Viet-Jacobsen, der er medejer af Mediehuset Friheden A/S – udgiveren af Frihedsbrevet – har flyttet det holdingselskab, hvori hans ejerandel befinder sig, ned til storfyrstendømmet Luxembourg, som er et kendt skattely. I forhold til hvad der ellers er i svang i denne tossede verden altså ret udramatisk, men ikke for Ekstra Bladets rubriksnedkere, der lørdag aften gik i totalt breaking mode med gule bjælker: “Afsløring: Pengemand flytter Brüggers medie i skattely,” stod der at læse.
På den anden side 💁🏻♂️
Hvilket selvfølgelig ikke passer, for Mediehuset Friheden A/S er fortsat et dansk registreret aktieselskab, der er underlagt dansk selskabsskat. Og det bliver det ved med at være, ligesom at alle de ansatte, mig selv inklusive, betaler skat i Danmark. At en af selskabets aktionærer laver en manøvre med sine aktier (som i øvrigt er fuldt ud lovlig), er jo svært at klandre Mediehuset Friheden A/S for – ligesåvel som ingen bebrejder Novo eller AP Møller/Mærsk for de aktionærer, der har valgt at placere deres aktier i et skattely.
Nyt nyhedsbrev på vej 🙌🏼
Så Frihedsbrevet er altså ikke flyttet i skattely. Det skriver jeg mere om længere fremme, men jeg har skam andet på bedding her i mit nyhedsbrev nummer 26: Nemlig at Frihedsbrevet i denne uge udvider med et nyhedsbrev om den kriminelle underverden. Og så selvfølgelig en smule om hvad man kan glæde sig til fra vores dygtige journalister og skribenter i kommende tid.
Frihedsbrevet er stadig frit 💪🏼
Frihedsbrevet har tidligere bragt historier om forretningsfolk, der praktiserer aggressiv skattetænkning, en eufemisme for at flage ud til et skattely. Det vil Frihedsbrevet blive ved med at gøre. Selvfølgelig skal vi også fortælle om aggressiv skattetænkning, når det gælder en af vores ejere, hvilket netop er grunden til, at jeg skriver om det her.
Danmark er et skattely
Hvad der er sjovt ved det hele, er at Danmark sådan set selv er et skattely. Det er vi på grund af vores lempelige beskatning af holdingselskaber, som betyder, at der ikke skal betales udbytteskat, hvis man ejer mere end ti pct. af aktierne i selskabet, og udbyttet udbetales til et andet EU-land eller til et land, som Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med. Til gengæld tilbyder Luxembourg noget, som Danmark ikke har: nemlig en nærmest grundlovsfæstet diskretion. Her er det sværere at holde øje med, hvem der har hvilke penge, og hvad de gør med dem.
En mand der ikke vil ses
Måske det er derfor, at Denis Viet-Jacobsen har flyttet sit holdingselskab til Luxembourg? Det aner mig i hvert fald, at Denis Viet-Jacobsens finansielle dispositioner knytter an til hans pressestrategi, som er, at han slet ikke vil i pressen. Han er nemlig mediesky af natur, hvilket han i øvrigt er fuldkommen i sin gode ret til at være. Det står jo ikke skrevet i loven, at en forretningsmand skal stille op, når medierne ringer. Til gengæld finder journalister det helt enormt pirrende, når nogen ikke vil tale med dem.
Injuriesagen
Det er også klart, at Denis Viet-Jacobsen er ærekær og går langt for at værne om sit renommé. Som for eksempel da Ekstra Bladet stemplede ham som en “skattelykonge”. Det tog han ilde op og anlagde derfor en injuriesag mod Ekstra Bladets daværende chefredaktør Poul Madsen samt to af avisens journalister, heriblandt Andreas Lund Munk, som nu arbejder på Frihedsbrevet. Injuriesagen endte med, at Denis Viet-Jacobsen tabte, hvilket jo bare bekræfter den gamle regel om, at man ikke skal lægge sig ud med folk, som køber blæk i tøndevis.
På telefonen med Denis 📞
Set fra min stol er Denis Viet-Jacobsen imidlertid en ideel aktionær, for på intet tidspunkt har han blandet sig i Frihedsbrevets redaktionelle linje. Faktisk har jeg kun talt med ham en enkelt gang, siden Frihedsbrevet gik i luften for snart et halvt år siden. Det var da vi ansatte førnævnte journalist Andreas Lund Munk. Injuriesagen mellem Denis Viet-Jacobsen og Ekstra Bladet var stadig i gang, og jeg tænkte, at han skulle høre det fra mig først, at jeg nu ville hyre en journalist, som han snart skulle møde i retten. Ikke for at få Denis Viet-Jacobsens godkendelse, men kun for at orientere ham om det. Samtidig tænkte jeg, at det var en god måde at trykteste Frihedsbrevets udgivererklæring, som Denis Viet-Jacobsen jo har skrevet under på. Så jeg ringede ham op, og samtalen der fulgte, kunne ikke have forløbet bedre: Da jeg havde fortalt ham, at jeg ville ansætte Andreas Lund Munk, sagde Denis Viet-Jacobsen ordret: “Det gør du bare. Det skal jeg ikke blande mig i.”
Fri Bandit 🥷
Frihedsbrevet er et eksperiment, og eksperimentet fortsætter ufortrødent. I denne uge lancerer vi nemlig et nyt nyhedsbrev, som udelukkende handler om den kriminelle underverden. Det kalder vi selvfølgelig for Fri Bandit. Årsagen bag initiativet er, at det igen trækker op til storm: En ny bandekrig skulle være på vej. Selvom Loyal To Familia er blevet forbudt af Højesteret, lever gadebanden i bedste velgående og er endda ved at ruste op. Samtidig er der tiltagende spændinger på Christiania, hvor Skandinaviens største hashmarked befinder sig. Og så er vinteren over os, og gadebanderne trives bedst med lange og mørke nætter. En anden anledning er, at vi har fået en kilde med en helt unik og dyb indsigt i de kriminelle miljøer. Denne kilde kalder vi for Den Sorte Svane, og det er vedkommende, som forfatter nyhedsbrevet under dette pseudonym.
Den Sorte Svane 🦢
Den Sorte Svane er vi nødt til at holde anonym. Simpelthen fordi vedkommende ved alt om alle og nu er klar til at tage bladet fra munden. Som noget helt enestående har Den Sorte Svane også dokumentationen i orden. Det er derfor, vi har valgt det teatralske navn Den Sorte Svane. Det er en kilde, som man umiddelbart ikke ville tro fandtes i virkeligheden, ligesom man i forne tider fandt det umuligt, at der skulle findes sorte svaner. Men det gør der altså: Der findes sorte svaner.
Af gode grunde kan jeg sige meget lidt om Den Sorte Svane. Personen har plejet omgang med kriminelle i årevis og kender virkelig sine lus på gangen. Vedkommende har aldrig været indblandet i personfarlig kriminalitet, men kender selvfølgelig folk der har. På nuværende tidspunkt er vedkommende ude af kriminalitet og har henvendt sig til Frihedsbrevet med ønsket om at få et nyhedsbrev hos os. Det har vi sagt ja til. Den Sorte Svane modtager et fast honorar for sit arbejde og er indstillet på at blive redigeret ud fra de samme sunde principper, som kendetegner resten af Frihedsbrevets udgivelser. Vi er underlagt Pressenævnet og følger de presseetiske regler, og såfremt Den Sorte Svane bringer oplysninger eller påstande til torvs, som kalder på forelæggelse hos en modpart, vil en journalist fra Frihedsbrevet sørge for det. I så fald vil det fremgå i bunden af Den Sorte Svanes nyhedsbrev, som vi altså kalder Fri Bandit.
Fri Tid 🕐
Om sit nyhedsbrev Fri Tid i denne uge skriver renæssancemennesket Simon Jul: “Det handler om det glemte guld i de vegetabilske proteiners univers. De tørrede bælgfrugter er i vinterhalvåret en belønnende tilstand af nyttig næring og utæmmet velsmag. Det er direkte idiotisk ikke at kaste sig grådigt i grams på disse. Men selvfølgelig er alt der skinner ikke guld, og sådan er det også med produktionen af mange af de importerede bælgfrugter.”
Fri Tænkning
Nyhedsbrevet Fri Tænkning fokuserer i denne uge på en europæisk politiker, der lige om lidt forlader sit embede og således fra nu af vil være en historisk figur. Navnet er naturligvis Angela Merkel. Hvad er hemmeligheden bag Merkels succes som politiker, hvordan kunne hun vinde fire valg og være ved magten i 16 år? Hvordan har Merkel håndteret præsidenter i øst og vest – fra George W. Bush, Barack Obama og Donald Trump til Vladimir Putin og Xi Jinping? Og hvad karakteriserer hende som menneske? Det har Morten Høi Jensen talt med den amerikanske journalist Kati Marton og forfatter til en ny Merkel-biografi om. Hun siger blandt andet, at Barack Obama var mere imponeret af Merkel end hun af ham.
Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔
1️⃣ At det stadig overgår min forstand, hvorfor Mette Frederiksen har haft flere mobiltelefoner i den korte tid, hun har været statsminister. Hvad er grunden til det? Hvad der er endnu mere mærkeligt, er at Statsministeriet ikke kan redegøre for, hvem der nu har Mette Frederiksens aflagte mobiltelefoner.
2️⃣ De andre. Ifølge 2020-regnskabet for JP/Politikens Hus – som jo udgiver Ekstra Bladet – betalte hele koncernen 65 millioner kroner i skat i 2020, svarende til 23% af deres overskud. Men herfra kan man fratrække mediestøtten i 2020 på cirka 67 millioner kroner, hvilket giver en nettoskat, der faktisk lyder som beskatningen i et skattely 😉
Schéinen dag nach 👋🏼
Som man siger på luxemburgsk, når man siger “farvel og ha’ en god dag.”
Jeg er tilbage om en uge.
Mvh, chefredaktør Mads Brügger