Fri Mads #28 Hr. Krabbes mis­mods vinter


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cook­ies fra vores lydleverandør.

Hvis du ikke er medlem hos Fri­heds­brevet, gik du glip af den vigtige his­to­rie, vi sendte ud i tors­dags. Den han­dler om, at Michael Dyr­by, B.T.’s chefredak­tør, åben­bart har pud­set en advokat på det lille pro­duk­tion­s­sel­skab, som tilret­te­lagde doku­men­tarse­rien MeToo: Sex­isme bag skær­men for tv-sta­tio­nen Dis­cov­ery. His­to­rien er vigtig, for­di det gran­giveligt ser ud, som om en topchef for en stor pub­licis­tisk virk­somhed har haft held med at give en tv-sta­tion og et lille pro­duk­tion­s­sel­skab mund­kurv på. Direk­te adspurgt om, hvorvidt dialo­gen med pro­duk­tion­s­sel­sk­a­bet er årsagen til, at Michael Dyr­by ikke omtales ved navns nævnelse i Dis­cov­erys doku­men­tarserie, svar­er Michael Dyr­bys advokat Karo­line Døss­ing Nor­mann til Fri­heds­brevet: “Hmm. Ja, det er det måske nok.” 

Mediechefer i flyverskjul 🙊🙉🙈

Se, her kunne det jo være oplagt at lave et skarpt og kri­tisk inter­view med Michael Dyr­by og hans chef Anders Krab-Johansen – som jo er kon­cernchef og udgiv­er for Berlingske Media samt Dyr­bys gam­le kol­le­ga på TV 2. For eksem­pel for at spørge dem, hvor­dan Dyr­bys optræ­den mon flugter med Berlingske Medias pub­licis­tiske værdier, og om Anders Krab-Johansen har været vidende om, at Dyr­by har haft en advokat på sagen. Jeg vil også gerne høre, hvor­dan det mon kan være, at B.T. har udmær­ket sig med en uhørt detal­je­grad samt flit­tig brug af anonyme kilder, når det gælder poli­tikere som Morten Øster­gaard og Jeppe Kofod og deres sek­suelle syn­dereg­istre, mens der tilsyneladende tages med fløjl­shandsker på avisens egen chefredak­tør. Men det er sjovt nok ikke muligt. Det er det ikke, for­di Dyr­by er blevet sendt på ferie med hen­vis­ning til, at han er “ked af det”, og for­di Anders Krab-Johansen er gået i fly­ver­skjul og kun kom­mu­niker­er skriftligt med omver­de­nen. Det skal dog ikke forhin­dre mig i at botanis­ere i navn­lig Anders Krab-Johansens besyn­derlige ageren. Så her i mit nyheds­brev num­mer 28 skriv­er jeg selvføl­gelig om Hr. Krabbe og hans mis­mods vinter.

Den lille og den store 👨‍👦

På engel­sk kaldes det name call­ing, når man giv­er andre men­nesker øge­navne. Som for eksem­pel når Don­ald Trump kalder Kim Jong Un for Rock­et­man. En god tom­melfin­ger­regel for, om det går an at name calle nogen, er først at tage højde for styrke- og stør­relses­forhold­et. Alt­så hvem er den store, og hvem er den lille? For den lille må altid gerne drille den store, mens det omvendte sjældent er kønt. I til­fældet Mediehuset Fri­he­den og Berlingske Media, og sub­sidiært kon­cernchef Anders Krab-Johansen og så under­teg­nede, er der vist ingen tvivl om, hvem der er den lille. Det er jeg, og der­for har jeg ingen prob­le­mer med at kalde Anders Krab-Johansen for Hr. Krabbe.

Den Knasende Krabbe 🦀

Kender man teg­ne­filmsse­rien Svam­pe­Bob Firkant, ved man udmær­ket godt, hvem Hr. Krabbe er. Han er ejer og led­er af burg­er­baren Den Knasende Krabbe, hvor den altid opti­mistiske og livs­du­elige Svam­pe­Bob Firkant arbe­jder med at flippe burg­ers. For hans chef Hr. Krabbe gælder det, at han først og fremmest inter­esser­er sig for en ting, og kun en ting, og det er penge. “Jeg elsker penge,” siger Hr. Krabbe ofte. Desværre er Hr. Krabbe en meget lidt dygtig for­ret­nings­mand, hvilket blandt andet giv­er sig udtryk i, at han åbn­er den første fil­ial til sin restau­rant klods op og ned af den orig­i­nale Den Knasende Krabbe – hvilket slet ikke giv­er mening. Jeg men­er; hvor dumt er det ikke at lægge Den Knasende Krabbe 2 lige ved siden af Den Knasende Krabbe 1? 

Giftigt arbe­jdsmiljø 🍔

Hr. Krabbes glæde ved penge udmøn­ter sig i, at der hele tiden skal prof­it­mak­simeres langt ud over det rimelige. Det med­før­er et mildt sagt giftigt arbe­jdsmiljø på burg­er­baren, hvor stakkels Svam­pe­Bob Firkant må finde sig i at blive groft udnyt­tet som en slave af sin bru­tale og hen­synsløse chef. Men udadtil, over­for kun­derne, sig­nalerer Hr. Krabbe selvføl­gelig, at alt er fryd og gam­men på Den Knasende Krabbe.

Sweet­deal 💝

Første gang, jeg oplevede virke­lighe­dens Hr. Krabbe i spil, var ude på Papirøen i Køben­havn. Anders Krab-Johansen havde afløst Lis­beth Knud­sen som chef for Berlingske Media, og nu skulle der andre boller på sup­pen. Alle de ansat­te i kon­cer­nen var trom­met sam­men til stor­møde i en fab­rik­shal, hvor Hr. Krabbe ville afstikke kursen. Jeg var med, for­di Berlingske Media ejede 70% af det, vi i dag omtaler som det gam­le Radio24syv. Stående oppe på sce­nen, som danske mediers svar på Insta­gram-kokken Salt Bae, præsen­terede Hr. Krabbe så de super­brands, det hele nu skulle han­dle om: Berlingske, Week­en­davisen, B.T., Radio24syv … og så til alles over­raskelse: Sweet­deal. Sid­st­nævnte var et såkaldt deal site, hvor man kunne købe gaveko­rt til en brunch på en café på Val­by Lang­gade, som ingen nogensinde har hørt om, eller et gaveko­rt til en negle­bar i udkan­ten af Næstved. Hr. Krabbe sagde, at Sweet­deal sim­pelthen nu skulle være “Dan­marks førende deal site”, selvom alle med den mind­ste smule omløb i hov­edet snildt kunne se, at det lugt­ede langt væk af fup og fidus. Noget andet var, hvor­for han dog ikke havde indledt med at skære denne besyn­derlige gevækst væk for i stedet at kon­cen­trere sig om om core busi­ness, nem­lig medievirk­somhed. Der gik da heller ikke lang tid, før Hr. Krabbe fra­sol­gte dette gen­nem­ført tarvelige super­brand.

Smart­phø­nen ☎️

Det næste, som stak i øjnene den dag på Papirøen, var, da Michael Dyr­by gjorde sin entre på sce­nen i sin nyfundne rolle som B.T.’s chefredak­tør. Røgen fra hans drama­tiske exit fra TV 2 havde knapt nok lagt sig, så alle sad på pinde for at se giraf­fen. “Fra nu af han­dler det kun om den her,” sagde Dyr­by oppe fra sce­nen og hev sin mobil­tele­fon frem og holdt den ud i et pincetgreb. “Smart­phø­nen,” sagde han så med samme dik­tion og accent som inspek­tør Clouse­au spillet af Peter Sell­ers. Det var jo et sæl­somt øje­b­lik, ikke mindst for­di alle i lokalet vid­ste, hvad den mobil­tele­fon havde været brugt til. Her­til kom, at de fleste af tilhør­erne udmær­ket kunne se, hvor højt spil Hr. Krabbe spillede ved at gøre Michael Dyr­by til chefredak­tør. For det var jo kun et spørgsmål om tid, før Dyr­bys for­tid ville ind­hente ham. Længe gik det dog udmær­ket. B.T. udviklede sig støt og roligt til et klik­mon­ster, men så trådte Sofie Linde ind på sce­nen til Zulu Com­e­dy Gal­la, og resten er his­to­rie. Det trætte gam­le hes­te­hår, som Damok­lessværdet over Dyr­bys hov­ed hang i, er nu knækket, og hvis Dyr­by over­lever denne gang, er mirak­lernes tid ikke forbi. 

Hr. Krabbe ❤️ statens penge

Nu er den jo ikke helt 1:1 mellem Hr. Krabbe og Anders Krab-Johansen, men der er nogle sjove forskelle og dit­to lighed­er. Lige­som Hr. Krabbe er Anders Krab-Johansen meget glad for penge – og især for statens penge. Dem kan han sim­pelthen ikke få nok af, sam­tidig med at han ikke forsøm­mer enhver lej­lighed til at hylde det pri­vate erhvervs­liv som løs­nin­gen på alle vores prob­le­mer. Så vidt jeg kan reg­ne ud, har Anders Krab-Johansen efter overtagelsen af Radio LOUD – plus den direk­te medi­estøtte som Berlingske Media i forve­jen mod­tager – nu sine hæn­der på over 100 mil­lion­er skat­tekro­ner om året. Det er alt­så rigtigt, rigtigt mange penge, som Hr. Krabbe får fra statskassen og set fra den vinkel, er Anders Krab-Johansen langt tæt­tere på stat­en, end han er på det pri­vate marked. I hvert fald er der bety­deligt mere selvstændigt erhvervs­drivende over fik­tio­nens Hr. Krabbe, end der er over virke­lighe­dens. Desu­den kan man mene, at Bikini­bun­dens Hr. Krabbe i det mind­ste skaber noget selv, mens Pilestrædes Hr. Krabbe mest admin­istr­erer andres opfind­elser med ledelses- og kom­mu­nika­tions­fir­maet Advice som støttehjul. 

Kat­ten i sækken 

Når han endelig skaber noget selv, går det sjældent godt. Hvem husker for eksem­pel ikke Børsen TV, som Hr. Krabbe stod bag? For lige­som teg­ne­filmens Hr. Krabbe er kul­sto­fudgaven åbenlyst ikke så smart, som han selv tror, han er. Det er sat­snin­gen på førnævnte Sweet­deal et oplagt eksem­pel på. Ved første øjekast var overtagelsen af Radio LOUD måske et smart træk, men jeg tror manøvren på sigt vil koste Berlingske Media så mange shit­storms, at Hr. Krabbe til sidst vil indse, at han har købt kat­ten i sækken.

De man­dlige mediechefers broderskab 👬

Umid­del­bart var det måske også et snedigt og dristigt move at kro­ne den skan­dalis­erede Michael Dyr­by som chefredak­tør for B.T. Som mange har påpeget, har man­den jo indiskutabelt været med til at gøre TV 2 til en suc­ces. Men når man slip­per Michael Dyr­by løs i hyt­te­fadet, lukker man også en kul­tur ind, hvis bag­side man nu kan se oprul­let i tre akter på Dis­cov­ery. Sam­tidig, på det optiske plan, sender man et uheldigt sig­nal til sit per­son­ale, og især til det kvin­delige per­son­ale, om, at hvis man opnår en vis tyn­gde som man­dlig mediechef, og forud­sat at man er et kort­bærende medlem af de man­dlige mediechefers broder­skab, så kan man stadig ikke diskval­i­fi­cere sig selv, uanset hvor tos­set man har teet sig. Gid at Michael Dyr­by må blive det sid­ste eksem­pel på den slags. 

Hr. Krabbe siger nej til sexisme 

I øje­b­likket er Anders Krab-Johansen ude og brand­slukke. Altid på sikker afs­tand, for han kom­mu­niker­er kun skriftligt og skulle for eksem­pel ikke nyde noget af at komme i Pres­sel­o­gen på TV 2 News i går. Frem for sig, som et skjold, bær­er Hr. Krabbe den såkaldte “sex­is­me­un­der­søgelse af Berlingske Media”, som han fik lavet “bistået af spe­cial­is­ter fra Human House,” som han for­mulerede det i Poli­tiken. Hvis der er nogen, der ikke accepter­er sex­isme, så er det alt­så Hr. Krabbe, må vi forstå. For “det fort­jen­er vores døtre – og vores søn­ner. Vi skal optræde med respekt for hinan­den. Det gælder især, når der er magt involveret, som der er på en arbe­jd­splads,” som Hr. Krabbe skrev i Berlingske i den for­gangne uge. 

Gam­le Michael og Nye Michael 

Mest af alt gør Hr. Krabbe et stort num­mer ud af son­dre mellem for­tidens Michael Dyr­by og nuti­dens Michael Dyr­by. Som om der er tale om to vidt forskel­lige per­son­er og ikke den samme mand. Alt, hvad der skete med Michael Dyr­by på TV 2, er i dag vand under broen i Anders Krab-Johansens øjne, hvor­for det moralske tax­am­e­ter alene tæller fra og med det øje­b­lik, hvor nuti­dens Michael Dyr­by sat­te sig i chef­s­tolen på B.T. Og denne Michael Dyr­by har Hr. Krabbe fuld tillid til. 

Kog­ni­tiv akro­batik 🤹🏻‍♂️

At Hr. Krabbes kog­ni­tive akro­batik slet ikke giv­er mening er for længst blevet afs­løret. For selvføl­gelig har Dyr­by taget en kul­tur og en men­tal­itet med sig fra TV 2. Det ved vi fra Anne Louise Rühe, som i efteråret gik til B.T.’s ledelse sam­men med syv andre daværende stu­den­ter­med­hjælpere for at fortælle om krænkelser og grænseover­skri­dende opførsel fra en bestemt redak­tør. Særde­les alarmerende skulle man mene, hvis det bare ikke var sådan fat, at den pågældende redak­tør er en sand mester i at lave click bait og der­for vigtig for B.T.’s bundlin­je. Af den grund har Michael Dyr­by fre­det ham. Naturligvis med Hr. Krabbes fulde viden. Og støtte, må vi formode. 

Bul­der­bassen 👹

Så lige­som fik­tio­nens Hr. Krabbe ker­er virke­lighe­dens Hr. Krabbe sig kun om arbe­jdsmiljøet, såfremt det ikke går ud over klikrat­en. Hvis han virke­lig brændte for, hvor­dan “vores døtre og søn­ner” har det, ville Hr. Krabbe nok heller ikke have slup­pet Simon Ander­sen løs som chef for Radio LOUD, en selverk­læret “bul­der­basse”, som er notorisk kendt for at over­skride unge jour­nal­is­ters grænser. Vi taler om en mand, der er berygtet for at sende grove besked­er over Mes­sen­ger til sine medar­be­jdere sent om afte­nen – ja som­me­tider langt ud på nat­ten. Uden punk­tum­mer eller kom­maer og med et sprog­brug, der får Bar­bara Ber­telsen til at minde om Inge Cor­rell. Har man ikke læst Ida Nyegård Espersens portræt Redak­tøren for det hele om netop Simon Ander­sen, er man virke­lig gået glip af noget. Her bliv­er det blandt andet for­t­alt, hvor­dan Simon Ander­sen råber ad en medar­be­jder, at han håber, hun bliv­er kørt ned, efter hun har aflev­eret sin opsigelse. Det er alt­så den chef, Anders Krab-Johansen sæt­ter på posten, når der skal skabes et godt og trygt arbe­jdsmiljø for de yng­ste medar­be­jdere hos Berlingske Media. 

Ja, jeg hør­er fak­tisk Radio LOUD 🚨

I øvrigt er det mest inter­es­sante, jeg til dato har hørt på Radio Loud, da Anders Krab-Johansen er i studi­et og får spørgsmålet om, hvem han egentlig bedst kan lide; Simon Ander­sen eller Michael Dyr­by? Hr. Krabbe svar­er prompte, at dem kan han ikke vælge imellem, for de er “begge to konger.” 

Jeg tror det klip bliv­er en ever­green.

Dyb vis­dom

Ak ja, hvad skal det hele ikke ende med? Alt­så for d’her­rer Michael Dyr­by og Anders Krab-Johansen. Jeg ved det ikke, men som Hr. Krabbe siger det i Svam­pe­Bob Firkant: “hvad der ikke slår dig ihjel, lykkes som regel i anden ombæring,” hvilket i hvert fald Michael Dyr­by bør tænke lidt over. 

Fra vores egen verden ✨

Noget, som virke­lig glæder mig, er, at Kristof­fer Erik­sen i for­rige uge ind­tog sin plads i Fri­heds­brevets chefredak­tion. Han har sådan set været med fra starten, men har været på barsel. Men nu er han med for alvor, og der­for er der store ting i vente for Fri­heds­brevets medlem­mer. Kristof­fer Erik­sen er en jour­nal­is­tisk naturkraft og er desu­den en helt igen­nem frem­ra­gende chefredak­tør med en sære­gen evne til at lede jour­nal­is­ter frem mod målet. 

Et andet plus i reg­nin­gen er, at vi har ansat jour­nal­ist Jeppe Find­alen, der kom­mer til os fra Ekstra Bladet, hvor han var chef for graver­grup­pen. Det er fint nok at føre sig frem med, at man vil lave magtkri­tisk jour­nal­is­tik, men ambi­tio­nen klinger hult, hvis man ikke har de rigtige folk til opgaven. Med Jeppe Find­alen på hold­et er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Fri­heds­brevet vil blive et pejlemærke, når det gælder netop det; magtkri­tisk jour­nal­is­tik. Han er nem­lig helt utroligt dygtig. 

Ny mand på posten er også jour­nal­ist Per Lysholt. Han skal være med til at gøre vores nyheds­brev Fri Kul­tur end­nu bedre. Per Lysholt har sen­est arbe­jdet som tilret­telæg­ger og vært for DR’s krim­ipod­cast Djævlen i Detal­jen, og så har han bedrevet det ene skarpe og aktuelle inter­view efter det andet til Week­en­davisens kul­tursek­tion. Også et scoop med ham. 

Sidst men ikke mindst har vi ansat Marie Rask Glerup. Hun har for nylig for­ladt Ekstra Bladet til fordel for en pro­jek­tan­sæt­telse hos Dan­marks Radio. Ved siden af det skal hun hen­over det næste år opbygge vores tv-og fil­mafdel­ing, som hun skal være chef for. Spørg mig lige, om jeg er glad for det. Jeg er meget glad for at skulle arbe­jde sam­men med Marie Rask Glerup, som er en stor gevinst for Mediehuset Friheden. 

Hvad der også er dejligt er, at vi i sid­ste uge frafly­t­tede vores gam­le lokaler for at tage huse i et nyi­s­tand­sat hov­ed­kvarter, der vit­terligt lig­ger et stenkast fra Chris­tians­borg og stats­magtens cen­trum; Slot­shol­men. Det er præ­cis her, at et medie som Fri­heds­brevet skal være, og så er det ovenikø­bet med sildebenspar­ket, stuk og højt til loftet 🙌🏼

Alle disse ansæt­telser og forbedringer giv­er jo bedst mening, hvis der kom­mer noget den anden vej, nem­lig medlem­mer. Vores medlem­stal vokser heldigvis støt, men det skal ikke være en hem­me­lighed, at vi går i sorte tal, hvis bare alle, der abon­ner­er på dette nyheds­brev, tager skridtet fuldt ud og melder sig ind i Fri­heds­brevet. Det er der mange af jer, der allerede har gjort, men resten må gerne følge trop. Det tror jeg også I gør, når jeg fortæller om, hvad man kan glæde sig til fra Fri­heds­brevet i denne uge 🥁

Fri Ban­dit

Hvis du ikke er hop­pet ombord på Den Sorte Svanes nyheds­brev om den krim­inelle under­ver­den, så vil jeg fores­lå dig at gøre det hur­tigst muligt. Den Sorte Svane bebud­ede allerede i sit for­rige nyheds­brev, at en ban­dekrig var på vej til Køben­havns gad­er, og trist nok må man nu erk­ende, at der desværre ikke blev råbt ulven kom­mer. Jeg ved, at Den Sorte Svane i sit nyheds­brev i denne uge vil forsøge at gøre læserne klogere på, hvad det er, der foregår mellem ban­derne rundt omkring i hovedstadsområdet. 

Fri Hjul 🚴‍♀️

Det er efter­hån­den et stykke tid siden, vi har hørt fra den ekvilib­ris­tiske sport­sjour­nal­ist Bas­t­ian Emil Gold­schmidt, som jo dækker cykel­sport for Fri­heds­brevet i sit nyheds­brev Fri Hjul. Der­for er det en glæde at kunne med­dele, at Fri­heds­brevets medlem­mer i mor­gen kom­mer til at høre nyt fra Bas­t­ian Emil Gold­schmidt. Om næste udgave af Fri Hjul skriv­er han: 

“Som cykel­sporten befind­er sig i midten af sin lange vin­ter­d­vale, er det næsten ikke til at forstå, at der nogensinde er blevet kørt Tour de France og Giro d’Italia, at det kan reg­ne i Paris-Roubaix, og at der skal køres ver­dens­mester­sk­aber i Aus­tralien, når næste sæson når sin afs­lut­ning. De mange billed­er, som har sat sig i erindrin­gen fra det for­gangne år, virk­er som brud­stykker af fjerne his­to­ri­er om styrt og tri­umf, og til sidst kan en følelse af tvivl opstå: Er alt dette even­tyrlige over­hovedet sket? Netop dette spørgsmål nærmer sig vær­di­en af den lange vin­ter­pause. Det er en tid for reflek­sion, for længsel og for at tage min­derne frem fra den for­gangne sæson og nærstud­ere dem – og finde mening med dem.”

Og det gør Bas­t­ian Emil Gold­schmidt alt­så i mor­gen i Fri Hjul. 

Fri Tænkn­ing 🤓

David Benatar er blevet kaldt ver­dens mest pes­simistiske filosof. Han er ophavs­mand til en filosofi, der går under navnet anti-natal­isme. Benatar men­er, at alle sansende væsen­er, men­nesker og dyr, ville være i en langt bedre sit­u­a­tion, hvis de aldrig var blevet sat i ver­den. Der­for hed­der hans filosofiske hov­ed­værk ganske passende Bet­ter Nev­er To Have Been: The Harm of Com­ing Into Exis­tence. Det lyder sikkert for mange som en ganske pro­vok­erende pås­tand her midt i julemåne­den, hvor vi fejr­er Jesu fød­sel og dyrk­er hjert­ernes fest. Benatar, der er pro­fes­sor på Uni­ver­si­ty of Cape Town i Sydafri­ka, er ikke bange for offentligt at ytre stand­punk­ter, der går imod strøm­men. Han sid­der naturligt nok også i bestyrelsen for det nye filosofiske tidsskrift Jour­nal of Con­tro­ver­sial Ideas. Flem­ming Rose har talt med David Benatar om hans filosofi og kon­fron­teret ham med den kri­tik, hans ideer om anti-natal­isme nor­malt udsættes for. Læs mere om det i Ros­es nyheds­brev Fri Tænkn­ing, som udkom­mer sidst på ugen. 

Fri Tid 🕓

Denne gang har de To Sultne Piger været for­bi Casamadre – en ny ital­iener på Tagensvej i Køben­havn. De skriv­er: “Vi var der­henne på en af deres første åbn­ings­dage, hvilket man jo egentlig ikke rigtig må, men tænker, at hvis de er klar til at åbne for the pub­lic, så må de jo også være klar til os :-)” 

Og så er der vores alle­sam­mens Simon Jul. Han har føl­gende på menu­en: “I denne uge kan man granske sig selv i forhold til den glemte sul. Det han­dler om finker, blod­pølse, bidesild og ikke mindst kle­jn­er kogt i svinefedt. Det er for folk, der elsker den helt old school jul.”

Fri Kri­tik 📚

Ugens Fri Kri­tik af Mette Høeg giv­er med afsæt i Star Trek et forsvar for at gøre op med indi­vid­u­al­isme og tilslutte sig the hive­mind. Der­til han­dler det om en bre­vud­vek­sling mellem to dystopisk visionære for­fat­tere; og så beg­y­n­der Mette Høeg på at short­liste de bed­ste udgivelser fra 2021.

Fri Finans 💰

Vores nyheds­brev om penge, finans og erhverv udkom­mer i mor­gen med mindst to his­to­ri­er: Den første han­dler om de vilkår, kvik­testvirk­somhe­den Copen­hagen Med­ical har oper­eret under, mens virk­somhe­dens ejer, Jeppe Handw­erk, er blevet en af coro­n­akrisens helt store vin­dere. Den anden his­to­rie føl­ger op på sagen fra det for­rige nyheds­brev om et medlem af advokat­standens dom­mer­pan­el Advokat­nævnet, der har overor­dentligt svært ved at se forskel på rigtigt og forkert. 

Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔

1️⃣ Hvad jeg har en fest med i øje­b­likket er at læse for­fat­teren Ben­jamin Labatuts mesterlige bog When we cease to under­stand the world, fra Pushkin Press, 2020. Kort for­t­alt er det et brag af en hybrid­bog, som flet­ter fak­ta og fik­tion sam­men på allerfineste vis. Den røde tråd er et per­songal­leri af viden­sk­ab­smænd, som har drevet deres forskn­ing helt ud til ran­den af men­neske­lig for­måen. Herude, ved kan­ten til van­vid­det, har de set ind i et mørke så farligt og skræm­mende, at det har sat deres for­stand over styr. Et godt eksem­pel er den tysk-jødiske astronom og matem­atik­er Schwarz­schild, som i skyt­te­graven ved øst­fron­ten under Første Ver­den­skrig, mens kugler, gift­gas og bomber fyger om ørerne på ham, alene ved tankens kraft reg­n­er sig frem til det sorte huls eksis­tens, eller som han selv kalder det; sin­gu­lar­iteten. Hvad der skræm­mer ham fra vid og sans er selve ideen om, hvad et sort hul egentlig er, nem­lig en blind plet, som vores øjne ikke kan se, og vores for­stand ikke kan fat­te. Den bog skal du virke­lig læse. Det er nærmest en helt ny genre inden for skønlitteratur. 

2️⃣ Noget andet, jeg virke­lig nyder, er den aldrende, tidligere BBC-jour­nal­ist John Sweeneys frem­ra­gende pod­cast-serie om den britiske overk­lassekvin­de Ghis­laine Maxwell, der som bek­endt hjalp den amerikanske mil­liardær Jef­frey Epstein med at groome og mis­bruge hun­dred­vis af min­dreårige piger. Mens Epstein i dag er død, sid­der Ghis­laine Maxwell nu for ret­ten i New York, og der kom­mer givetvis til at gå mere end en måned, før vi ved, hvad dom­men bliv­er. Der er lavet et hav af pod­cast-serier om både Epstein og Ghis­laine, men Sweeneys er så langt den bed­ste. Dels for­di han er en uforlignelig fortæller, men også for­di han er BBC af den gam­le skole. Pod­cast-serien hed­der Hunt­ing Ghis­laine og bør ikke for­bigås, hvis man har bare den mind­ste smule inter­esse i sagen om Jef­frey Epstein. 

Farvel 👋🏼

Hermed slut­ter mit nyheds­brev #28. Tak for­di du læste med. Jeg er tilbage om en uge. 

Mvh, chefredak­tør Mads Brügger