Fri Mads #28 Hr. Krabbes mismods vinter
Hvis du ikke er medlem hos Frihedsbrevet, gik du glip af den vigtige historie, vi sendte ud i torsdags. Den handler om, at Michael Dyrby, B.T.’s chefredaktør, åbenbart har pudset en advokat på det lille produktionsselskab, som tilrettelagde dokumentarserien MeToo: Sexisme bag skærmen for tv-stationen Discovery. Historien er vigtig, fordi det grangiveligt ser ud, som om en topchef for en stor publicistisk virksomhed har haft held med at give en tv-station og et lille produktionsselskab mundkurv på. Direkte adspurgt om, hvorvidt dialogen med produktionsselskabet er årsagen til, at Michael Dyrby ikke omtales ved navns nævnelse i Discoverys dokumentarserie, svarer Michael Dyrbys advokat Karoline Døssing Normann til Frihedsbrevet: “Hmm. Ja, det er det måske nok.”
Mediechefer i flyverskjul ???
Se, her kunne det jo være oplagt at lave et skarpt og kritisk interview med Michael Dyrby og hans chef Anders Krab-Johansen – som jo er koncernchef og udgiver for Berlingske Media samt Dyrbys gamle kollega på TV 2. For eksempel for at spørge dem, hvordan Dyrbys optræden mon flugter med Berlingske Medias publicistiske værdier, og om Anders Krab-Johansen har været vidende om, at Dyrby har haft en advokat på sagen. Jeg vil også gerne høre, hvordan det mon kan være, at B.T. har udmærket sig med en uhørt detaljegrad samt flittig brug af anonyme kilder, når det gælder politikere som Morten Østergaard og Jeppe Kofod og deres seksuelle synderegistre, mens der tilsyneladende tages med fløjlshandsker på avisens egen chefredaktør. Men det er sjovt nok ikke muligt. Det er det ikke, fordi Dyrby er blevet sendt på ferie med henvisning til, at han er “ked af det”, og fordi Anders Krab-Johansen er gået i flyverskjul og kun kommunikerer skriftligt med omverdenen. Det skal dog ikke forhindre mig i at botanisere i navnlig Anders Krab-Johansens besynderlige ageren. Så her i mit nyhedsbrev nummer 28 skriver jeg selvfølgelig om Hr. Krabbe og hans mismods vinter.
Den lille og den store ??
På engelsk kaldes det name calling, når man giver andre mennesker øgenavne. Som for eksempel når Donald Trump kalder Kim Jong Un for Rocketman. En god tommelfingerregel for, om det går an at name calle nogen, er først at tage højde for styrke- og størrelsesforholdet. Altså hvem er den store, og hvem er den lille? For den lille må altid gerne drille den store, mens det omvendte sjældent er kønt. I tilfældet Mediehuset Friheden og Berlingske Media, og subsidiært koncernchef Anders Krab-Johansen og så undertegnede, er der vist ingen tvivl om, hvem der er den lille. Det er jeg, og derfor har jeg ingen problemer med at kalde Anders Krab-Johansen for Hr. Krabbe.
Den Knasende Krabbe ?
Kender man tegnefilmsserien SvampeBob Firkant, ved man udmærket godt, hvem Hr. Krabbe er. Han er ejer og leder af burgerbaren Den Knasende Krabbe, hvor den altid optimistiske og livsduelige SvampeBob Firkant arbejder med at flippe burgers. For hans chef Hr. Krabbe gælder det, at han først og fremmest interesserer sig for en ting, og kun en ting, og det er penge. “Jeg elsker penge,” siger Hr. Krabbe ofte. Desværre er Hr. Krabbe en meget lidt dygtig forretningsmand, hvilket blandt andet giver sig udtryk i, at han åbner den første filial til sin restaurant klods op og ned af den originale Den Knasende Krabbe – hvilket slet ikke giver mening. Jeg mener; hvor dumt er det ikke at lægge Den Knasende Krabbe 2 lige ved siden af Den Knasende Krabbe 1?
Giftigt arbejdsmiljø ?
Hr. Krabbes glæde ved penge udmønter sig i, at der hele tiden skal profitmaksimeres langt ud over det rimelige. Det medfører et mildt sagt giftigt arbejdsmiljø på burgerbaren, hvor stakkels SvampeBob Firkant må finde sig i at blive groft udnyttet som en slave af sin brutale og hensynsløse chef. Men udadtil, overfor kunderne, signalerer Hr. Krabbe selvfølgelig, at alt er fryd og gammen på Den Knasende Krabbe.
Sweetdeal ?
Første gang, jeg oplevede virkelighedens Hr. Krabbe i spil, var ude på Papirøen i København. Anders Krab-Johansen havde afløst Lisbeth Knudsen som chef for Berlingske Media, og nu skulle der andre boller på suppen. Alle de ansatte i koncernen var trommet sammen til stormøde i en fabrikshal, hvor Hr. Krabbe ville afstikke kursen. Jeg var med, fordi Berlingske Media ejede 70% af det, vi i dag omtaler som det gamle Radio24syv. Stående oppe på scenen, som danske mediers svar på Instagram-kokken Salt Bae, præsenterede Hr. Krabbe så de superbrands, det hele nu skulle handle om: Berlingske, Weekendavisen, B.T., Radio24syv … og så til alles overraskelse: Sweetdeal. Sidstnævnte var et såkaldt deal site, hvor man kunne købe gavekort til en brunch på en café på Valby Langgade, som ingen nogensinde har hørt om, eller et gavekort til en neglebar i udkanten af Næstved. Hr. Krabbe sagde, at Sweetdeal simpelthen nu skulle være “Danmarks førende deal site”, selvom alle med den mindste smule omløb i hovedet snildt kunne se, at det lugtede langt væk af fup og fidus. Noget andet var, hvorfor han dog ikke havde indledt med at skære denne besynderlige gevækst væk for i stedet at koncentrere sig om om core business, nemlig medievirksomhed. Der gik da heller ikke lang tid, før Hr. Krabbe frasolgte dette gennemført tarvelige superbrand.
Smartphønen ☎️
Det næste, som stak i øjnene den dag på Papirøen, var, da Michael Dyrby gjorde sin entre på scenen i sin nyfundne rolle som B.T.’s chefredaktør. Røgen fra hans dramatiske exit fra TV 2 havde knapt nok lagt sig, så alle sad på pinde for at se giraffen. “Fra nu af handler det kun om den her,” sagde Dyrby oppe fra scenen og hev sin mobiltelefon frem og holdt den ud i et pincetgreb. “Smartphønen,” sagde han så med samme diktion og accent som inspektør Clouseau spillet af Peter Sellers. Det var jo et sælsomt øjeblik, ikke mindst fordi alle i lokalet vidste, hvad den mobiltelefon havde været brugt til. Hertil kom, at de fleste af tilhørerne udmærket kunne se, hvor højt spil Hr. Krabbe spillede ved at gøre Michael Dyrby til chefredaktør. For det var jo kun et spørgsmål om tid, før Dyrbys fortid ville indhente ham. Længe gik det dog udmærket. B.T. udviklede sig støt og roligt til et klikmonster, men så trådte Sofie Linde ind på scenen til Zulu Comedy Galla, og resten er historie. Det trætte gamle hestehår, som Damoklessværdet over Dyrbys hoved hang i, er nu knækket, og hvis Dyrby overlever denne gang, er miraklernes tid ikke forbi.
Hr. Krabbe ❤️ statens penge
Nu er den jo ikke helt 1:1 mellem Hr. Krabbe og Anders Krab-Johansen, men der er nogle sjove forskelle og ditto ligheder. Ligesom Hr. Krabbe er Anders Krab-Johansen meget glad for penge – og især for statens penge. Dem kan han simpelthen ikke få nok af, samtidig med at han ikke forsømmer enhver lejlighed til at hylde det private erhvervsliv som løsningen på alle vores problemer. Så vidt jeg kan regne ud, har Anders Krab-Johansen efter overtagelsen af Radio LOUD – plus den direkte mediestøtte som Berlingske Media i forvejen modtager – nu sine hænder på over 100 millioner skattekroner om året. Det er altså rigtigt, rigtigt mange penge, som Hr. Krabbe får fra statskassen og set fra den vinkel, er Anders Krab-Johansen langt tættere på staten, end han er på det private marked. I hvert fald er der betydeligt mere selvstændigt erhvervsdrivende over fiktionens Hr. Krabbe, end der er over virkelighedens. Desuden kan man mene, at Bikinibundens Hr. Krabbe i det mindste skaber noget selv, mens Pilestrædes Hr. Krabbe mest administrerer andres opfindelser med ledelses- og kommunikationsfirmaet Advice som støttehjul.
Katten i sækken
Når han endelig skaber noget selv, går det sjældent godt. Hvem husker for eksempel ikke Børsen TV, som Hr. Krabbe stod bag? For ligesom tegnefilmens Hr. Krabbe er kulstofudgaven åbenlyst ikke så smart, som han selv tror, han er. Det er satsningen på førnævnte Sweetdeal et oplagt eksempel på. Ved første øjekast var overtagelsen af Radio LOUD måske et smart træk, men jeg tror manøvren på sigt vil koste Berlingske Media så mange shitstorms, at Hr. Krabbe til sidst vil indse, at han har købt katten i sækken.
De mandlige mediechefers broderskab ?
Umiddelbart var det måske også et snedigt og dristigt move at krone den skandaliserede Michael Dyrby som chefredaktør for B.T. Som mange har påpeget, har manden jo indiskutabelt været med til at gøre TV 2 til en succes. Men når man slipper Michael Dyrby løs i hyttefadet, lukker man også en kultur ind, hvis bagside man nu kan se oprullet i tre akter på Discovery. Samtidig, på det optiske plan, sender man et uheldigt signal til sit personale, og især til det kvindelige personale, om, at hvis man opnår en vis tyngde som mandlig mediechef, og forudsat at man er et kortbærende medlem af de mandlige mediechefers broderskab, så kan man stadig ikke diskvalificere sig selv, uanset hvor tosset man har teet sig. Gid at Michael Dyrby må blive det sidste eksempel på den slags.
Hr. Krabbe siger nej til sexisme
I øjeblikket er Anders Krab-Johansen ude og brandslukke. Altid på sikker afstand, for han kommunikerer kun skriftligt og skulle for eksempel ikke nyde noget af at komme i Presselogen på TV 2 News i går. Frem for sig, som et skjold, bærer Hr. Krabbe den såkaldte “sexismeundersøgelse af Berlingske Media”, som han fik lavet “bistået af specialister fra Human House,” som han formulerede det i Politiken. Hvis der er nogen, der ikke accepterer sexisme, så er det altså Hr. Krabbe, må vi forstå. For “det fortjener vores døtre – og vores sønner. Vi skal optræde med respekt for hinanden. Det gælder især, når der er magt involveret, som der er på en arbejdsplads,” som Hr. Krabbe skrev i Berlingske i den forgangne uge.
Gamle Michael og Nye Michael
Mest af alt gør Hr. Krabbe et stort nummer ud af sondre mellem fortidens Michael Dyrby og nutidens Michael Dyrby. Som om der er tale om to vidt forskellige personer og ikke den samme mand. Alt, hvad der skete med Michael Dyrby på TV 2, er i dag vand under broen i Anders Krab-Johansens øjne, hvorfor det moralske taxameter alene tæller fra og med det øjeblik, hvor nutidens Michael Dyrby satte sig i chefstolen på B.T. Og denne Michael Dyrby har Hr. Krabbe fuld tillid til.
Kognitiv akrobatik ??♂️
At Hr. Krabbes kognitive akrobatik slet ikke giver mening er for længst blevet afsløret. For selvfølgelig har Dyrby taget en kultur og en mentalitet med sig fra TV 2. Det ved vi fra Anne Louise Rühe, som i efteråret gik til B.T.’s ledelse sammen med syv andre daværende studentermedhjælpere for at fortælle om krænkelser og grænseoverskridende opførsel fra en bestemt redaktør. Særdeles alarmerende skulle man mene, hvis det bare ikke var sådan fat, at den pågældende redaktør er en sand mester i at lave click bait og derfor vigtig for B.T.’s bundlinje. Af den grund har Michael Dyrby fredet ham. Naturligvis med Hr. Krabbes fulde viden. Og støtte, må vi formode.
Bulderbassen ?
Så ligesom fiktionens Hr. Krabbe kerer virkelighedens Hr. Krabbe sig kun om arbejdsmiljøet, såfremt det ikke går ud over klikraten. Hvis han virkelig brændte for, hvordan “vores døtre og sønner” har det, ville Hr. Krabbe nok heller ikke have sluppet Simon Andersen løs som chef for Radio LOUD, en selverklæret “bulderbasse”, som er notorisk kendt for at overskride unge journalisters grænser. Vi taler om en mand, der er berygtet for at sende grove beskeder over Messenger til sine medarbejdere sent om aftenen – ja sommetider langt ud på natten. Uden punktummer eller kommaer og med et sprogbrug, der får Barbara Bertelsen til at minde om Inge Correll. Har man ikke læst Ida Nyegård Espersens portræt Redaktøren for det hele om netop Simon Andersen, er man virkelig gået glip af noget. Her bliver det blandt andet fortalt, hvordan Simon Andersen råber ad en medarbejder, at han håber, hun bliver kørt ned, efter hun har afleveret sin opsigelse. Det er altså den chef, Anders Krab-Johansen sætter på posten, når der skal skabes et godt og trygt arbejdsmiljø for de yngste medarbejdere hos Berlingske Media.
Ja, jeg hører faktisk Radio LOUD ?
I øvrigt er det mest interessante, jeg til dato har hørt på Radio Loud, da Anders Krab-Johansen er i studiet og får spørgsmålet om, hvem han egentlig bedst kan lide; Simon Andersen eller Michael Dyrby? Hr. Krabbe svarer prompte, at dem kan han ikke vælge imellem, for de er “begge to konger.”
Jeg tror det klip bliver en evergreen.
Dyb visdom
Ak ja, hvad skal det hele ikke ende med? Altså for d’herrer Michael Dyrby og Anders Krab-Johansen. Jeg ved det ikke, men som Hr. Krabbe siger det i SvampeBob Firkant: “hvad der ikke slår dig ihjel, lykkes som regel i anden ombæring,” hvilket i hvert fald Michael Dyrby bør tænke lidt over.
Fra vores egen verden ✨
Noget, som virkelig glæder mig, er, at Kristoffer Eriksen i forrige uge indtog sin plads i Frihedsbrevets chefredaktion. Han har sådan set været med fra starten, men har været på barsel. Men nu er han med for alvor, og derfor er der store ting i vente for Frihedsbrevets medlemmer. Kristoffer Eriksen er en journalistisk naturkraft og er desuden en helt igennem fremragende chefredaktør med en særegen evne til at lede journalister frem mod målet.
Et andet plus i regningen er, at vi har ansat journalist Jeppe Findalen, der kommer til os fra Ekstra Bladet, hvor han var chef for gravergruppen. Det er fint nok at føre sig frem med, at man vil lave magtkritisk journalistik, men ambitionen klinger hult, hvis man ikke har de rigtige folk til opgaven. Med Jeppe Findalen på holdet er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Frihedsbrevet vil blive et pejlemærke, når det gælder netop det; magtkritisk journalistik. Han er nemlig helt utroligt dygtig.
Ny mand på posten er også journalist Per Lysholt. Han skal være med til at gøre vores nyhedsbrev Fri Kultur endnu bedre. Per Lysholt har senest arbejdet som tilrettelægger og vært for DR’s krimipodcast Djævlen i Detaljen, og så har han bedrevet det ene skarpe og aktuelle interview efter det andet til Weekendavisens kultursektion. Også et scoop med ham.
Sidst men ikke mindst har vi ansat Marie Rask Glerup. Hun har for nylig forladt Ekstra Bladet til fordel for en projektansættelse hos Danmarks Radio. Ved siden af det skal hun henover det næste år opbygge vores tv-og filmafdeling, som hun skal være chef for. Spørg mig lige, om jeg er glad for det. Jeg er meget glad for at skulle arbejde sammen med Marie Rask Glerup, som er en stor gevinst for Mediehuset Friheden.
Hvad der også er dejligt er, at vi i sidste uge fraflyttede vores gamle lokaler for at tage huse i et nyistandsat hovedkvarter, der vitterligt ligger et stenkast fra Christiansborg og statsmagtens centrum; Slotsholmen. Det er præcis her, at et medie som Frihedsbrevet skal være, og så er det ovenikøbet med sildebensparket, stuk og højt til loftet ??
Alle disse ansættelser og forbedringer giver jo bedst mening, hvis der kommer noget den anden vej, nemlig medlemmer. Vores medlemstal vokser heldigvis støt, men det skal ikke være en hemmelighed, at vi går i sorte tal, hvis bare alle, der abonnerer på dette nyhedsbrev, tager skridtet fuldt ud og melder sig ind i Frihedsbrevet. Det er der mange af jer, der allerede har gjort, men resten må gerne følge trop. Det tror jeg også I gør, når jeg fortæller om, hvad man kan glæde sig til fra Frihedsbrevet i denne uge ?
Fri Bandit
Hvis du ikke er hoppet ombord på Den Sorte Svanes nyhedsbrev om den kriminelle underverden, så vil jeg foreslå dig at gøre det hurtigst muligt. Den Sorte Svane bebudede allerede i sit forrige nyhedsbrev, at en bandekrig var på vej til Københavns gader, og trist nok må man nu erkende, at der desværre ikke blev råbt ulven kommer. Jeg ved, at Den Sorte Svane i sit nyhedsbrev i denne uge vil forsøge at gøre læserne klogere på, hvad det er, der foregår mellem banderne rundt omkring i hovedstadsområdet.
Fri Hjul ?♀️
Det er efterhånden et stykke tid siden, vi har hørt fra den ekvilibristiske sportsjournalist Bastian Emil Goldschmidt, som jo dækker cykelsport for Frihedsbrevet i sit nyhedsbrev Fri Hjul. Derfor er det en glæde at kunne meddele, at Frihedsbrevets medlemmer i morgen kommer til at høre nyt fra Bastian Emil Goldschmidt. Om næste udgave af Fri Hjul skriver han:
“Som cykelsporten befinder sig i midten af sin lange vinterdvale, er det næsten ikke til at forstå, at der nogensinde er blevet kørt Tour de France og Giro d’Italia, at det kan regne i Paris-Roubaix, og at der skal køres verdensmesterskaber i Australien, når næste sæson når sin afslutning. De mange billeder, som har sat sig i erindringen fra det forgangne år, virker som brudstykker af fjerne historier om styrt og triumf, og til sidst kan en følelse af tvivl opstå: Er alt dette eventyrlige overhovedet sket? Netop dette spørgsmål nærmer sig værdien af den lange vinterpause. Det er en tid for refleksion, for længsel og for at tage minderne frem fra den forgangne sæson og nærstudere dem – og finde mening med dem.”
Og det gør Bastian Emil Goldschmidt altså i morgen i Fri Hjul.
Fri Tænkning ?
David Benatar er blevet kaldt verdens mest pessimistiske filosof. Han er ophavsmand til en filosofi, der går under navnet anti-natalisme. Benatar mener, at alle sansende væsener, mennesker og dyr, ville være i en langt bedre situation, hvis de aldrig var blevet sat i verden. Derfor hedder hans filosofiske hovedværk ganske passende Better Never To Have Been: The Harm of Coming Into Existence. Det lyder sikkert for mange som en ganske provokerende påstand her midt i julemåneden, hvor vi fejrer Jesu fødsel og dyrker hjerternes fest. Benatar, der er professor på University of Cape Town i Sydafrika, er ikke bange for offentligt at ytre standpunkter, der går imod strømmen. Han sidder naturligt nok også i bestyrelsen for det nye filosofiske tidsskrift Journal of Controversial Ideas. Flemming Rose har talt med David Benatar om hans filosofi og konfronteret ham med den kritik, hans ideer om anti-natalisme normalt udsættes for. Læs mere om det i Roses nyhedsbrev Fri Tænkning, som udkommer sidst på ugen.
Fri Tid ?
Denne gang har de To Sultne Piger været forbi Casamadre – en ny italiener på Tagensvej i København. De skriver: “Vi var derhenne på en af deres første åbningsdage, hvilket man jo egentlig ikke rigtig må, men tænker, at hvis de er klar til at åbne for the public, så må de jo også være klar til os :-)”
Og så er der vores allesammens Simon Jul. Han har følgende på menuen: “I denne uge kan man granske sig selv i forhold til den glemte sul. Det handler om finker, blodpølse, bidesild og ikke mindst klejner kogt i svinefedt. Det er for folk, der elsker den helt old school jul.”
Fri Kritik ?
Ugens Fri Kritik af Mette Høeg giver med afsæt i Star Trek et forsvar for at gøre op med individualisme og tilslutte sig the hivemind. Dertil handler det om en brevudveksling mellem to dystopisk visionære forfattere; og så begynder Mette Høeg på at shortliste de bedste udgivelser fra 2021.
Fri Finans ?
Vores nyhedsbrev om penge, finans og erhverv udkommer i morgen med mindst to historier: Den første handler om de vilkår, kviktestvirksomheden Copenhagen Medical har opereret under, mens virksomhedens ejer, Jeppe Handwerk, er blevet en af coronakrisens helt store vindere. Den anden historie følger op på sagen fra det forrige nyhedsbrev om et medlem af advokatstandens dommerpanel Advokatnævnet, der har overordentligt svært ved at se forskel på rigtigt og forkert.
Hvad jeg ellers går og tænker på ?
1️⃣ Hvad jeg har en fest med i øjeblikket er at læse forfatteren Benjamin Labatuts mesterlige bog When we cease to understand the world, fra Pushkin Press, 2020. Kort fortalt er det et brag af en hybridbog, som fletter fakta og fiktion sammen på allerfineste vis. Den røde tråd er et persongalleri af videnskabsmænd, som har drevet deres forskning helt ud til randen af menneskelig formåen. Herude, ved kanten til vanviddet, har de set ind i et mørke så farligt og skræmmende, at det har sat deres forstand over styr. Et godt eksempel er den tysk-jødiske astronom og matematiker Schwarzschild, som i skyttegraven ved østfronten under Første Verdenskrig, mens kugler, giftgas og bomber fyger om ørerne på ham, alene ved tankens kraft regner sig frem til det sorte huls eksistens, eller som han selv kalder det; singulariteten. Hvad der skræmmer ham fra vid og sans er selve ideen om, hvad et sort hul egentlig er, nemlig en blind plet, som vores øjne ikke kan se, og vores forstand ikke kan fatte. Den bog skal du virkelig læse. Det er nærmest en helt ny genre inden for skønlitteratur.
2️⃣ Noget andet, jeg virkelig nyder, er den aldrende, tidligere BBC-journalist John Sweeneys fremragende podcast-serie om den britiske overklassekvinde Ghislaine Maxwell, der som bekendt hjalp den amerikanske milliardær Jeffrey Epstein med at groome og misbruge hundredvis af mindreårige piger. Mens Epstein i dag er død, sidder Ghislaine Maxwell nu for retten i New York, og der kommer givetvis til at gå mere end en måned, før vi ved, hvad dommen bliver. Der er lavet et hav af podcast-serier om både Epstein og Ghislaine, men Sweeneys er så langt den bedste. Dels fordi han er en uforlignelig fortæller, men også fordi han er BBC af den gamle skole. Podcast-serien hedder Hunting Ghislaine og bør ikke forbigås, hvis man har bare den mindste smule interesse i sagen om Jeffrey Epstein.
Farvel ??
Hermed slutter mit nyhedsbrev #28. Tak fordi du læste med. Jeg er tilbage om en uge.
Mvh, chefredaktør Mads Brügger