Fri Mads #28 Hr. Krab­bes mis­mods vinter


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores lydleverandør.

Hvis du ikke er med­lem hos Fri­heds­bre­vet, gik du glip af den vig­ti­ge histo­rie, vi send­te ud i tors­dags. Den hand­ler om, at Micha­el Dyr­by, B.T.’s che­fre­dak­tør, åben­bart har pud­set en advo­kat på det lil­le pro­duk­tions­sel­skab, som til­ret­te­lag­de doku­men­tar­se­ri­en MeToo: Sexis­me bag skær­men for tv-sta­tio­nen Discove­ry. Histo­ri­en er vig­tig, for­di det gran­gi­ve­ligt ser ud, som om en top­chef for en stor publi­ci­stisk virk­som­hed har haft held med at give en tv-sta­tion og et lil­le pro­duk­tions­sel­skab mund­kurv på. Direk­te ads­purgt om, hvor­vidt dia­lo­gen med pro­duk­tions­sel­ska­bet er årsa­gen til, at Micha­el Dyr­by ikke omta­les ved navns næv­nel­se i Discove­rys doku­men­tar­se­rie, sva­rer Micha­el Dyr­bys advo­kat Karo­li­ne Døs­sing Nor­mann til Fri­heds­bre­vet: “Hmm. Ja, det er det måske nok.” 

Medi­e­che­fer i flyverskjul 🙊🙉🙈

Se, her kun­ne det jo være oplagt at lave et skar­pt og kri­tisk inter­view med Micha­el Dyr­by og hans chef Anders Krab-Johan­sen – som jo er kon­cer­n­chef og udgi­ver for Ber­ling­s­ke Media samt Dyr­bys gam­le kol­le­ga på TV 2. For eksem­pel for at spør­ge dem, hvor­dan Dyr­bys optræ­den mon flug­ter med Ber­ling­s­ke Medi­as publi­ci­sti­ske vær­di­er, og om Anders Krab-Johan­sen har været viden­de om, at Dyr­by har haft en advo­kat på sagen. Jeg vil også ger­ne høre, hvor­dan det mon kan være, at B.T. har udmær­ket sig med en uhørt detal­je­grad samt flit­tig brug af ano­ny­me kil­der, når det gæl­der poli­ti­ke­re som Mor­ten Øster­gaard og Jep­pe Kofod og deres seksu­el­le syn­de­re­gi­stre, mens der til­sy­ne­la­den­de tages med fløjls­hand­sker på avi­sens egen che­fre­dak­tør. Men det er sjovt nok ikke muligt. Det er det ikke, for­di Dyr­by er ble­vet sendt på ferie med hen­vis­ning til, at han er “ked af det”, og for­di Anders Krab-Johan­sen er gået i fly­ver­skjul og kun kom­mu­ni­ke­rer skrift­ligt med omver­de­nen. Det skal dog ikke for­hin­dre mig i at bota­ni­se­re i navn­lig Anders Krab-Johan­sens besyn­der­li­ge age­ren. Så her i mit nyheds­brev num­mer 28 skri­ver jeg selv­føl­ge­lig om Hr. Krab­be og hans mis­mods vinter.

Den lil­le og den store 👨‍👦

På engelsk kal­des det name cal­ling, når man giver andre men­ne­sker øge­nav­ne. Som for eksem­pel når Donald Trump kal­der Kim Jong Un for Rock­et­man. En god tom­mel­finger­re­gel for, om det går an at name cal­le nogen, er først at tage høj­de for styr­ke- og stør­rel­ses­for­hol­det. Alt­så hvem er den sto­re, og hvem er den lil­le? For den lil­le må altid ger­ne dril­le den sto­re, mens det omvend­te sjæl­dent er kønt. I til­fæl­det Medi­e­hu­set Fri­he­den og Ber­ling­s­ke Media, og subsi­diært kon­cer­n­chef Anders Krab-Johan­sen og så under­teg­ne­de, er der vist ingen tvivl om, hvem der er den lil­le. Det er jeg, og der­for har jeg ingen pro­ble­mer med at kal­de Anders Krab-Johan­sen for Hr. Krabbe.

Den Kna­sen­de Krabbe 🦀

Ken­der man teg­ne­films­se­ri­en Svam­pe­Bob Fir­kant, ved man udmær­ket godt, hvem Hr. Krab­be er. Han er ejer og leder af bur­ger­ba­ren Den Kna­sen­de Krab­be, hvor den altid opti­mi­sti­ske og livs­du­e­li­ge Svam­pe­Bob Fir­kant arbej­der med at flip­pe bur­gers. For hans chef Hr. Krab­be gæl­der det, at han først og frem­mest inter­es­se­rer sig for en ting, og kun en ting, og det er pen­ge. “Jeg elsker pen­ge,” siger Hr. Krab­be ofte. Desvær­re er Hr. Krab­be en meget lidt dyg­tig for­ret­nings­mand, hvil­ket blandt andet giver sig udtryk i, at han åbner den før­ste fili­al til sin restau­rant klods op og ned af den ori­gi­na­le Den Kna­sen­de Krab­be – hvil­ket slet ikke giver mening. Jeg mener; hvor dumt er det ikke at læg­ge Den Kna­sen­de Krab­be 2 lige ved siden af Den Kna­sen­de Krab­be 1? 

Gif­tigt arbejdsmiljø 🍔

Hr. Krab­bes glæ­de ved pen­ge udmønt­er sig i, at der hele tiden skal pro­fit­mak­si­me­res langt ud over det rime­li­ge. Det med­fø­rer et mildt sagt gif­tigt arbejds­mil­jø på bur­ger­ba­ren, hvor stak­kels Svam­pe­Bob Fir­kant må fin­de sig i at bli­ve groft udnyt­tet som en sla­ve af sin bruta­le og hen­syns­lø­se chef. Men udadtil, over­for kun­der­ne, sig­na­le­rer Hr. Krab­be selv­føl­ge­lig, at alt er fryd og gam­men på Den Kna­sen­de Krabbe.

Swe­et­de­al 💝

Før­ste gang, jeg ople­ve­de vir­ke­lig­he­dens Hr. Krab­be i spil, var ude på Papirø­en i Køben­havn. Anders Krab-Johan­sen hav­de afløst Lis­beth Knud­sen som chef for Ber­ling­s­ke Media, og nu skul­le der andre bol­ler på sup­pen. Alle de ansat­te i kon­cer­nen var trom­met sam­men til stormø­de i en fabriks­hal, hvor Hr. Krab­be vil­le afstik­ke kur­sen. Jeg var med, for­di Ber­ling­s­ke Media eje­de 70% af det, vi i dag omta­ler som det gam­le Radio24syv. Stå­en­de oppe på sce­nen, som dan­ske medi­ers svar på Ins­ta­gram-kok­ken Salt Bae, præ­sen­te­re­de Hr. Krab­be så de super­brands, det hele nu skul­le hand­le om: Ber­ling­s­ke, Wee­ken­da­vi­sen, B.T., Radio24syv … og så til alles over­ra­skel­se: Swe­et­de­al. Sidst­nævn­te var et såkaldt deal site, hvor man kun­ne købe gave­kort til en brunch på en café på Val­by Lang­ga­de, som ingen nogen­sin­de har hørt om, eller et gave­kort til en neg­le­bar i udkan­ten af Næst­ved. Hr. Krab­be sag­de, at Swe­et­de­al sim­pelt­hen nu skul­le være “Dan­marks før­en­de deal site”, selv­om alle med den mind­ste smu­le omløb i hove­d­et snildt kun­ne se, at det lug­te­de langt væk af fup og fidus. Noget andet var, hvor­for han dog ikke hav­de ind­ledt med at skæ­re den­ne besyn­der­li­ge gevækst væk for i ste­det at kon­cen­tre­re sig om om core busi­ness, nem­lig medi­e­virk­som­hed. Der gik da hel­ler ikke lang tid, før Hr. Krab­be fra­solg­te det­te gen­nem­ført tar­ve­li­ge super­brand.

Smartp­hø­nen ☎️

Det næste, som stak i øjne­ne den dag på Papirø­en, var, da Micha­el Dyr­by gjor­de sin entre på sce­nen i sin nyfund­ne rol­le som B.T.’s che­fre­dak­tør. Røgen fra hans dra­ma­ti­ske exit fra TV 2 hav­de knapt nok lagt sig, så alle sad på pin­de for at se giraf­fen. “Fra nu af hand­ler det kun om den her,” sag­de Dyr­by oppe fra sce­nen og hev sin mobil­te­le­fon frem og holdt den ud i et pin­cet­greb. “Smartp­hø­nen,” sag­de han så med sam­me dik­tion og accent som inspek­tør Clou­seau spil­let af Peter Sel­lers. Det var jo et sæl­somt øje­blik, ikke mindst for­di alle i loka­let vid­ste, hvad den mobil­te­le­fon hav­de været brugt til. Her­til kom, at de fle­ste af til­hø­rer­ne udmær­ket kun­ne se, hvor højt spil Hr. Krab­be spil­le­de ved at gøre Micha­el Dyr­by til che­fre­dak­tør. For det var jo kun et spørgs­mål om tid, før Dyr­bys for­tid vil­le ind­hen­te ham. Læn­ge gik det dog udmær­ket. B.T. udvik­le­de sig støt og roligt til et klik­mon­ster, men så trå­d­te Sofie Lin­de ind på sce­nen til Zulu Come­dy Gal­la, og resten er histo­rie. Det træt­te gam­le heste­hår, som Damok­les­svær­det over Dyr­bys hoved hang i, er nu knæk­ket, og hvis Dyr­by over­le­ver den­ne gang, er mirak­ler­nes tid ikke forbi. 

Hr. Krab­be ❤️ sta­tens penge

Nu er den jo ikke helt 1:1 mel­lem Hr. Krab­be og Anders Krab-Johan­sen, men der er nog­le sjove for­skel­le og dit­to lig­he­der. Lige­som Hr. Krab­be er Anders Krab-Johan­sen meget glad for pen­ge – og især for sta­tens pen­ge. Dem kan han sim­pelt­hen ikke få nok af, sam­ti­dig med at han ikke for­søm­mer enhver lej­lig­hed til at hyl­de det pri­va­te erhvervs­liv som løs­nin­gen på alle vores pro­ble­mer. Så vidt jeg kan reg­ne ud, har Anders Krab-Johan­sen efter over­ta­gel­sen af Radio LOUD – plus den direk­te medi­e­støt­te som Ber­ling­s­ke Media i for­vej­en mod­ta­ger – nu sine hæn­der på over 100 mil­li­o­ner skat­te­kro­ner om året. Det er alt­så rig­tigt, rig­tigt man­ge pen­ge, som Hr. Krab­be får fra statskas­sen og set fra den vin­kel, er Anders Krab-Johan­sen langt tæt­te­re på sta­ten, end han er på det pri­va­te mar­ked. I hvert fald er der bety­de­ligt mere selv­stæn­digt erhvervs­dri­ven­de over fik­tio­nens Hr. Krab­be, end der er over vir­ke­lig­he­dens. Des­u­den kan man mene, at Biki­ni­bun­dens Hr. Krab­be i det mind­ste ska­ber noget selv, mens Pile­stræ­des Hr. Krab­be mest admi­ni­stre­rer andres opfin­del­ser med ledel­ses- og kom­mu­ni­ka­tions­fir­ma­et Advi­ce som støttehjul. 

Kat­ten i sækken 

Når han ende­lig ska­ber noget selv, går det sjæl­dent godt. Hvem husker for eksem­pel ikke Bør­sen TV, som Hr. Krab­be stod bag? For lige­som teg­ne­fil­mens Hr. Krab­be er kul­sto­fud­ga­ven åben­lyst ikke så smart, som han selv tror, han er. Det er sats­nin­gen på før­nævn­te Swe­et­de­al et oplagt eksem­pel på. Ved før­ste øje­kast var over­ta­gel­sen af Radio LOUD måske et smart træk, men jeg tror manøv­ren på sigt vil koste Ber­ling­s­ke Media så man­ge shit­storms, at Hr. Krab­be til sidst vil ind­se, at han har købt kat­ten i sækken.

De mand­li­ge medi­e­che­fers broderskab 👬

Umid­del­bart var det måske også et sne­digt og dri­stigt move at kro­ne den skan­da­li­se­re­de Micha­el Dyr­by som che­fre­dak­tør for B.T. Som man­ge har påpe­get, har man­den jo indis­kuta­belt været med til at gøre TV 2 til en suc­ces. Men når man slip­per Micha­el Dyr­by løs i hyt­te­fa­det, luk­ker man også en kul­tur ind, hvis bag­si­de man nu kan se oprul­let i tre akter på Discove­ry. Sam­ti­dig, på det opti­ske plan, sen­der man et uhel­digt sig­nal til sit per­so­na­le, og især til det kvin­de­li­ge per­so­na­le, om, at hvis man opnår en vis tyng­de som mand­lig medi­e­chef, og for­ud­sat at man er et kort­bæ­ren­de med­lem af de mand­li­ge medi­e­che­fers bro­der­skab, så kan man sta­dig ikke diskva­li­fi­ce­re sig selv, uan­set hvor tos­set man har teet sig. Gid at Micha­el Dyr­by må bli­ve det sid­ste eksem­pel på den slags. 

Hr. Krab­be siger nej til sexisme 

I øje­blik­ket er Anders Krab-Johan­sen ude og brand­sluk­ke. Altid på sik­ker afstand, for han kom­mu­ni­ke­rer kun skrift­ligt og skul­le for eksem­pel ikke nyde noget af at kom­me i Pres­se­lo­gen på TV 2 News i går. Frem for sig, som et skjold, bærer Hr. Krab­be den såkald­te “sexis­me­un­der­sø­gel­se af Ber­ling­s­ke Media”, som han fik lavet “bistå­et af spe­ci­a­li­ster fra Human Hou­se,” som han for­mu­le­re­de det i Poli­ti­ken. Hvis der er nogen, der ikke accep­te­rer sexis­me, så er det alt­så Hr. Krab­be, må vi for­stå. For “det fortje­ner vores døtre – og vores søn­ner. Vi skal optræ­de med respekt for hin­an­den. Det gæl­der især, når der er magt invol­ve­ret, som der er på en arbejds­plads,” som Hr. Krab­be skrev i Ber­ling­s­ke i den for­gang­ne uge. 

Gam­le Micha­el og Nye Michael 

Mest af alt gør Hr. Krab­be et stort num­mer ud af son­dre mel­lem for­ti­dens Micha­el Dyr­by og nuti­dens Micha­el Dyr­by. Som om der er tale om to vidt for­skel­li­ge per­so­ner og ikke den sam­me mand. Alt, hvad der ske­te med Micha­el Dyr­by på TV 2, er i dag vand under bro­en i Anders Krab-Johan­sens øjne, hvor­for det moral­ske taxa­me­ter ale­ne tæl­ler fra og med det øje­blik, hvor nuti­dens Micha­el Dyr­by sat­te sig i chef­sto­len på B.T. Og den­ne Micha­el Dyr­by har Hr. Krab­be fuld til­lid til. 

Kog­ni­tiv akro­batik 🤹🏻‍♂️

At Hr. Krab­bes kog­ni­ti­ve akro­batik slet ikke giver mening er for længst ble­vet afslø­ret. For selv­føl­ge­lig har Dyr­by taget en kul­tur og en men­ta­li­tet med sig fra TV 2. Det ved vi fra Anne Lou­i­se Rühe, som i efter­å­ret gik til B.T.’s ledel­se sam­men med syv andre davæ­ren­de stu­den­ter­med­hjæl­pe­re for at for­tæl­le om kræn­kel­ser og græn­se­over­skri­den­de opfør­sel fra en bestemt redak­tør. Sær­de­les alar­me­ren­de skul­le man mene, hvis det bare ikke var sådan fat, at den pågæl­den­de redak­tør er en sand mester i at lave cli­ck bait og der­for vig­tig for B.T.’s bund­linje. Af den grund har Micha­el Dyr­by fre­det ham. Natur­lig­vis med Hr. Krab­bes ful­de viden. Og støt­te, må vi formode. 

Bul­der­bas­sen 👹

Så lige­som fik­tio­nens Hr. Krab­be kerer vir­ke­lig­he­dens Hr. Krab­be sig kun om arbejds­mil­jø­et, såfremt det ikke går ud over kli­kra­ten. Hvis han vir­ke­lig brænd­te for, hvor­dan “vores døtre og søn­ner” har det, vil­le Hr. Krab­be nok hel­ler ikke have slup­pet Simon Ander­sen løs som chef for Radio LOUD, en sel­ver­klæ­ret “bul­der­bas­se”, som er noto­risk kendt for at over­skri­de unge jour­na­li­sters græn­ser. Vi taler om en mand, der er beryg­tet for at sen­de grove beske­der over Mes­sen­ger til sine med­ar­bej­de­re sent om afte­nen – ja som­me­ti­der langt ud på nat­ten. Uden punk­tum­mer eller kom­ma­er og med et sprog­brug, der får Bar­ba­ra Ber­tel­sen til at min­de om Inge Cor­rell. Har man ikke læst Ida Nye­gård Esper­sens portræt Redak­tø­ren for det hele om net­op Simon Ander­sen, er man vir­ke­lig gået glip af noget. Her bli­ver det blandt andet for­talt, hvor­dan Simon Ander­sen råber ad en med­ar­bej­der, at han håber, hun bli­ver kørt ned, efter hun har afle­ve­ret sin opsi­gel­se. Det er alt­så den chef, Anders Krab-Johan­sen sæt­ter på posten, når der skal ska­bes et godt og trygt arbejds­mil­jø for de yng­ste med­ar­bej­de­re hos Ber­ling­s­ke Media. 

Ja, jeg hører fak­tisk Radio LOUD 🚨

I øvrigt er det mest inter­es­san­te, jeg til dato har hørt på Radio Loud, da Anders Krab-Johan­sen er i stu­di­et og får spørgs­må­let om, hvem han egent­lig bedst kan lide; Simon Ander­sen eller Micha­el Dyr­by? Hr. Krab­be sva­rer promp­te, at dem kan han ikke væl­ge imel­lem, for de er “beg­ge to konger.” 

Jeg tror det klip bli­ver en ever­gre­en.

Dyb vis­dom

Ak ja, hvad skal det hele ikke ende med? Alt­så for d’her­rer Micha­el Dyr­by og Anders Krab-Johan­sen. Jeg ved det ikke, men som Hr. Krab­be siger det i Svam­pe­Bob Fir­kant: “hvad der ikke slår dig ihjel, lyk­kes som regel i anden ombæ­ring,” hvil­ket i hvert fald Micha­el Dyr­by bør tæn­ke lidt over. 

Fra vores egen verden ✨

Noget, som vir­ke­lig glæ­der mig, er, at Kri­stof­fer Erik­sen i for­ri­ge uge ind­t­og sin plads i Fri­heds­bre­vets che­fre­dak­tion. Han har sådan set været med fra star­ten, men har været på bar­sel. Men nu er han med for alvor, og der­for er der sto­re ting i ven­te for Fri­heds­bre­vets med­lem­mer. Kri­stof­fer Erik­sen er en jour­na­li­stisk natur­kraft og er des­u­den en helt igen­nem frem­ra­gen­de che­fre­dak­tør med en sære­gen evne til at lede jour­na­li­ster frem mod målet. 

Et andet plus i reg­nin­gen er, at vi har ansat jour­na­list Jep­pe Fin­da­len, der kom­mer til os fra Ekstra Bla­det, hvor han var chef for gra­ver­grup­pen. Det er fint nok at føre sig frem med, at man vil lave magt­kri­tisk jour­na­li­stik, men ambi­tio­nen klin­ger hult, hvis man ikke har de rig­ti­ge folk til opga­ven. Med Jep­pe Fin­da­len på hol­det er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Fri­heds­bre­vet vil bli­ve et pej­le­mær­ke, når det gæl­der net­op det; magt­kri­tisk jour­na­li­stik. Han er nem­lig helt utro­ligt dygtig. 

Ny mand på posten er også jour­na­list Per Lys­holt. Han skal være med til at gøre vores nyheds­brev Fri Kul­tur end­nu bed­re. Per Lys­holt har sene­st arbej­det som til­ret­te­læg­ger og vært for DR’s kri­mipodcast Djæv­len i Detalj­en, og så har han bedre­vet det ene skar­pe og aktu­el­le inter­view efter det andet til Wee­ken­da­vi­sens kul­tur­sek­tion. Også et scoop med ham. 

Sidst men ikke mindst har vi ansat Marie Rask Glerup. Hun har for nylig for­ladt Ekstra Bla­det til for­del for en pro­jek­tan­sæt­tel­se hos Dan­marks Radio. Ved siden af det skal hun henover det næste år opbyg­ge vores tv-og fil­maf­de­ling, som hun skal være chef for. Spørg mig lige, om jeg er glad for det. Jeg er meget glad for at skul­le arbej­de sam­men med Marie Rask Glerup, som er en stor gevinst for Medi­e­hu­set Friheden. 

Hvad der også er dej­ligt er, at vi i sid­ste uge fraf­lyt­te­de vores gam­le loka­ler for at tage huse i et nyi­stand­s­at hoved­kvar­ter, der vit­ter­ligt lig­ger et stenkast fra Chri­sti­ans­borg og stats­mag­tens cen­trum; Slots­hol­men. Det er præ­cis her, at et medie som Fri­heds­bre­vet skal være, og så er det oveni­kø­bet med sil­de­bens­par­ket, stuk og højt til loftet 🙌🏼

Alle dis­se ansæt­tel­ser og for­bed­rin­ger giver jo bedst mening, hvis der kom­mer noget den anden vej, nem­lig med­lem­mer. Vores med­lem­stal vok­ser hel­dig­vis støt, men det skal ikke være en hem­me­lig­hed, at vi går i sor­te tal, hvis bare alle, der abon­ne­rer på det­te nyheds­brev, tager skrid­tet fuldt ud og mel­der sig ind i Fri­heds­bre­vet. Det er der man­ge af jer, der alle­re­de har gjort, men resten må ger­ne føl­ge trop. Det tror jeg også I gør, når jeg for­tæl­ler om, hvad man kan glæ­de sig til fra Fri­heds­bre­vet i den­ne uge 🥁

Fri Ban­dit

Hvis du ikke er hop­pet ombord på Den Sor­te Sva­nes nyheds­brev om den kri­mi­nel­le under­ver­den, så vil jeg fore­slå dig at gøre det hur­tigst muligt. Den Sor­te Sva­ne bebu­de­de alle­re­de i sit for­ri­ge nyheds­brev, at en ban­de­krig var på vej til Køben­havns gader, og trist nok må man nu erken­de, at der desvær­re ikke blev råbt ulven kom­mer. Jeg ved, at Den Sor­te Sva­ne i sit nyheds­brev i den­ne uge vil for­sø­ge at gøre læser­ne klo­ge­re på, hvad det er, der fore­går mel­lem ban­der­ne rundt omkring i hovedstadsområdet. 

Fri Hjul 🚴‍♀️

Det er efter­hån­den et styk­ke tid siden, vi har hørt fra den ekvi­li­bri­sti­ske sport­sjour­na­list Basti­an Emil Golds­ch­midt, som jo dæk­ker cykel­sport for Fri­heds­bre­vet i sit nyheds­brev Fri Hjul. Der­for er det en glæ­de at kun­ne med­dele, at Fri­heds­bre­vets med­lem­mer i mor­gen kom­mer til at høre nyt fra Basti­an Emil Golds­ch­midt. Om næste udga­ve af Fri Hjul skri­ver han: 

“Som cykel­spor­ten befin­der sig i mid­ten af sin lan­ge vin­ter­d­va­le, er det næsten ikke til at for­stå, at der nogen­sin­de er ble­vet kørt Tour de Fran­ce og Giro d’Italia, at det kan reg­ne i Paris-Rou­baix, og at der skal køres ver­dens­mester­ska­ber i Austra­li­en, når næste sæson når sin afslut­ning. De man­ge bil­le­der, som har sat sig i erin­drin­gen fra det for­gang­ne år, vir­ker som brud­styk­ker af fjer­ne histo­ri­er om styrt og tri­umf, og til sidst kan en følel­se af tvivl opstå: Er alt det­te even­tyr­li­ge over­ho­ve­det sket? Net­op det­te spørgs­mål nær­mer sig vær­di­en af den lan­ge vin­ter­pau­se. Det er en tid for reflek­sion, for længsel og for at tage min­der­ne frem fra den for­gang­ne sæson og nær­stu­de­re dem – og fin­de mening med dem.”

Og det gør Basti­an Emil Golds­ch­midt alt­så i mor­gen i Fri Hjul. 

Fri Tænk­ning 🤓

David Bena­tar er ble­vet kaldt ver­dens mest pes­si­mi­sti­ske filo­sof. Han er ophavs­mand til en filo­so­fi, der går under nav­net anti-nata­lis­me. Bena­tar mener, at alle san­sen­de væse­ner, men­ne­sker og dyr, vil­le være i en langt bed­re situ­a­tion, hvis de aldrig var ble­vet sat i ver­den. Der­for hed­der hans filo­so­fi­ske hoved­værk gan­ske pas­sen­de Bet­ter Never To Have Been: The Harm of Com­ing Into Exi­sten­ce. Det lyder sik­kert for man­ge som en gan­ske pro­vo­ke­ren­de påstand her midt i jule­må­ne­den, hvor vi fejrer Jesu fød­sel og dyr­ker hjer­ter­nes fest. Bena­tar, der er pro­fes­sor på Uni­ver­si­ty of Cape Town i Syd­afri­ka, er ikke ban­ge for offent­ligt at ytre stand­punk­ter, der går imod strøm­men. Han sid­der natur­ligt nok også i besty­rel­sen for det nye filo­so­fi­ske tids­skrift Jour­nal of Con­tro­ver­si­al Ideas. Flem­m­ing Rose har talt med David Bena­tar om hans filo­so­fi og kon­fron­te­ret ham med den kri­tik, hans ide­er om anti-nata­lis­me nor­malt udsæt­tes for. Læs mere om det i Roses nyheds­brev Fri Tænk­ning, som udkom­mer sidst på ugen. 

Fri Tid 🕓

Den­ne gang har de To Sult­ne Piger været for­bi Casamadre – en ny ita­li­e­ner på Tagens­vej i Køben­havn. De skri­ver: “Vi var der­hen­ne på en af deres før­ste åbnings­da­ge, hvil­ket man jo egent­lig ikke rig­tig må, men tæn­ker, at hvis de er klar til at åbne for the public, så må de jo også være klar til os :-)” 

Og så er der vores alle­sam­mens Simon Jul. Han har føl­gen­de på menu­en: “I den­ne uge kan man gran­ske sig selv i for­hold til den glem­te sul. Det hand­ler om fin­ker, blod­pøl­se, bidesild og ikke mindst klej­ner kogt i svi­ne­fedt. Det er for folk, der elsker den helt old school jul.”

Fri Kri­tik 📚

Ugens Fri Kri­tik af Met­te Høeg giver med afsæt i Star Trek et for­svar for at gøre op med indi­vi­du­a­lis­me og til­slut­te sig the hive­mind. Der­til hand­ler det om en bre­v­ud­veks­ling mel­lem to dysto­pisk visio­næ­re for­fat­te­re; og så begyn­der Met­te Høeg på at short­lis­te de bed­ste udgi­vel­ser fra 2021.

Fri Finans 💰

Vores nyheds­brev om pen­ge, finans og erhverv udkom­mer i mor­gen med mindst to histo­ri­er: Den før­ste hand­ler om de vil­kår, kvik­testvirk­som­he­den Copen­ha­gen Medi­cal har ope­re­ret under, mens virk­som­he­dens ejer, Jep­pe Handwerk, er ble­vet en af cor­ona­kri­sens helt sto­re vin­de­re. Den anden histo­rie føl­ger op på sagen fra det for­ri­ge nyheds­brev om et med­lem af advo­kat­stan­dens dom­mer­pa­nel Advo­kat­næv­net, der har over­or­dent­ligt svært ved at se for­skel på rig­tigt og forkert. 

Hvad jeg ellers går og tæn­ker på 🤔

1️⃣ Hvad jeg har en fest med i øje­blik­ket er at læse for­fat­te­ren Benja­min Laba­tuts mester­li­ge bog When we cea­se to under­stand the wor­ld, fra Pus­hkin Press, 2020. Kort for­talt er det et brag af en hybrid­bog, som flet­ter fak­ta og fik­tion sam­men på aller­fi­ne­ste vis. Den røde tråd er et per­son­gal­le­ri af viden­skabs­mænd, som har dre­vet deres forsk­ning helt ud til ran­den af men­ne­ske­lig for­må­en. Her­u­de, ved kan­ten til van­vid­det, har de set ind i et mør­ke så far­ligt og skræm­men­de, at det har sat deres for­stand over styr. Et godt eksem­pel er den tysk-jødi­ske astro­nom og mate­ma­ti­ker Schwarzs­child, som i skyt­te­gra­ven ved øst­fron­ten under Før­ste Ver­denskrig, mens kug­ler, gift­gas og bom­ber fyger om ører­ne på ham, ale­ne ved tan­kens kraft reg­ner sig frem til det sor­te huls eksi­stens, eller som han selv kal­der det; singu­la­ri­te­ten. Hvad der skræm­mer ham fra vid og sans er sel­ve ide­en om, hvad et sort hul egent­lig er, nem­lig en blind plet, som vores øjne ikke kan se, og vores for­stand ikke kan fat­te. Den bog skal du vir­ke­lig læse. Det er nær­mest en helt ny gen­re inden for skønlitteratur. 

2️⃣ Noget andet, jeg vir­ke­lig nyder, er den aldren­de, tid­li­ge­re BBC-jour­na­list John Swe­e­neys frem­ra­gen­de podcast-serie om den bri­ti­ske over­klas­se­kvin­de Ghi­slai­ne Maxwell, der som bekendt hjalp den ame­ri­kan­ske mil­li­ar­dær Jef­frey Epste­in med at groo­me og mis­bru­ge hund­red­vis af min­dre­åri­ge piger. Mens Epste­in i dag er død, sid­der Ghi­slai­ne Maxwell nu for ret­ten i New York, og der kom­mer givet­vis til at gå mere end en måned, før vi ved, hvad dom­men bli­ver. Der er lavet et hav af podcast-seri­er om både Epste­in og Ghi­slai­ne, men Swe­e­neys er så langt den bed­ste. Dels for­di han er en ufor­lig­ne­lig for­tæl­ler, men også for­di han er BBC af den gam­le sko­le. Podcast-seri­en hed­der Hunting Ghi­slai­ne og bør ikke for­bi­gås, hvis man har bare den mind­ste smu­le inter­es­se i sagen om Jef­frey Epstein. 

Far­vel 👋🏼

Her­med slut­ter mit nyheds­brev #28. Tak for­di du læste med. Jeg er til­ba­ge om en uge. 

Mvh, che­fre­dak­tør Mads Brügger