Fri Mads #30: “Hvis de skyder på dig, betyder det at du gør noget rigtigt.”


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

“Næsten alle men­nesker har et ekstremt spo­radisk greb om virke­lighe­den. Kun ganske få ting, som illus­tr­erer deres egne inter­ess­er og ideer, frem­står virke­lige for dem. Andre ting, som fak­tisk er lige så virke­lige, frem­står som abstrak­tion­er for dem,” skrev den engelske for­fat­ter og digter Stephen Spender fra borg­erkri­gen i Spanien. Det var sandt den­gang, og det er sandt i dag. For eksem­pel har de fleste danskere den fikse idé, at de lever i et land med et demokrati, som i alle henseen­der er den gyldne stan­dard for, hvad et demokrati bør være. Så når der sker ting lige foran deres næs­er, i fuldt dagslys, som peger i en helt anden ret­ning, kan de slet ikke erk­ende det. I sagens natur er det end­nu mere svært for dem at begribe, hvad der sker ude i horisonten.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, jeg vil hen til sagen om cheferne for de hem­melige tjen­ester PET og FE, der har været på rund­tur i danske mediehuse for at trykke chefredak­tør­erne på deres maver. Og så vil jeg videre til sagen mod aktivis­ten Julian Assange. I min bog to sider af samme sag. Det skriv­er jeg om i mit nyheds­brev num­mer 30, og så peger jeg medlem­merne af Fri­heds­brevet i ret­ning af noget af det gode ind­hold, vi har i pipeli­nen. Allerede nu kan jeg sige, at det igen bliv­er en helt for­ry­gende uge for dem, der har meldt sig ind i klubben. Velkom­men til.

Apropos 1

Stor tak til de mange nye medlem­mer, som er strøm­met til, siden vi lancerede den nye app. Hvis du er en af de nye i klubben, så vid at din støtte bety­der helt utroligt meget. Når vi kon­sekvent siger nej til medi­estøtte, så står og falder det hele med at folk vil betale for vores jour­nal­is­tik. Heldigvis virk­er det, som om det er til­fældet, og der­for ansæt­ter vi nu flere jour­nal­is­ter. Allerede første feb­ru­ar starter jour­nal­ist Hen­rik Jensen, som kom­mer til os fra Berlingske, hvor han dækkede Chris­tians­borg, og før det var med i avisens berømte graver­gruppe. Klart et scoop med ham, og flere dygtige folk er på vej.

Julekort fra Aalborg

Fri­heds­brevet har som lev­eregel, at vi ikke vil være ven­ner med nogen, og kun er i lom­men på vores læsere. Og hvor­dan måler man så, om man efter­lever det prin­cip? Blandt andet ved at kigge i sin ind­bakke. Hvis der er klager og kri­tik fra folk, der er vrede over jour­nal­is­tikken, er det et tegn på, at man pass­er sit arbe­jde. Eller som det siges i tv-serien West­wing: “Hvis de sky­der på dig, bety­der det, at du gør noget rigtigt.”

Jeg tænk­te på citatet, da jeg i week­enden mod­tog et brev fra en advokat i Aal­borg. Det slut­ter med et krav om, at jeg ikke fortæller om brevet, men det har jeg selvføl­gelig tænkt mig at ignorere. Brevet er skrevet af en advokat, som repræsen­ter­er bygge­mata­doren og rig­man­den Jes­per Skovs­gaard, der står i spid­sen for fir­maet 2E Group. Ham har vi skrevet indgående om i den for­gangne uge. Blandt andet om forbindelserne mellem Skovs­gaard og en promi­nent rock­er fra Hells Angels. Og forbindelserne mellem Skovs­gaard og Socialdemokrater­ne som Skovs­gaard støt­ter økonomisk. Det er en helt vild his­to­rie, som vi har tænkt os at blive på i kom­mende tid. Nok ikke til glæde for Skovs­gaard og hans advokat — Casper Gam­mel­gaard fra advokat­fir­maet Hjul­mand­Kap­tain — som i brevet truer os med stævn­ing for injuri­er, og desu­den vil trække os i Pressenævnet, med­min­dre vi inden for 48 timer slet­ter de to artik­ler, vi indtil nu har bragt om Jes­per Skovs­gaard. Det har vi ikke tænkt os at efterkomme, for trusler gør os kun end­nu mere nys­ger­rige på Jes­per Skovs­gaards besyn­derlige univers.

Apropos 2

Generelt skal man tænke sig grundigt om, før man beg­y­n­der at true jour­nal­is­ter. Det tror jeg, lan­dets mest magt­fulde efter­ret­ningschefer – Finn Borch Ander­sen fra PET og Svend Larsen fra FE – kan skrive under på. De er nem­lig kom­met i søgel­y­set, efter det kom frem, at de har været på rund­tur i dan­sk presse for at true en række ans­var­shavende chefredak­tør­er. På en indi­rek­te måde, selvføl­gelig, ved at genopfriske chefredak­tør­ernes hukom­melse og minde dem om, hvor alvorlige kon­sekvenser det kan få, hvis et medie afs­lør­er statens hem­me­lighed­er. Nærmere bestemt er der tale om straf­felovens para­graf 109, der kan med­føre fængsel i op til tolv år.

Jeg er fuld af forun­dring over dette bizarre og opsigtsvækkende for­løb. Tidligere har jeg skrevet om, hvor­dan den finske stat før­er en sag mod lan­dets største avis, Helsin­gin Sanomat, for at have afs­løret, hvor­dan den mil­itære efter­ret­ningst­jen­este overvåger lan­dets egne borg­ere. Det er i sig selv opsigtsvækkende i forhold til, at det alt­så er Fin­land, vi taler om og ikke Tyrki­et. Men at topcheferne for de hem­melige tjen­ester i Dan­mark sim­pelthen tager på rund­tur i pressen for at intimidere chefredak­tør­er, end­da før der er blevet pub­liceret noget som helst, forekom­mer helt ekstra­ordinært. Og meget urovækkende.

På den ene side kan for­lø­bet ses som et svaghed­stegn. Set ude­fra virk­er det i hvert fald både dumt og klod­set. For ikke at sige des­per­at. For selvføl­gelig vil det komme frem, at cheferne for PET og FE turner­er rundt for at skræmme chefredak­tør­er på store danske medi­er. Givet at en chef for en efter­ret­ningst­jen­este helst skal virke i skyg­gerne, er det decideret katas­tro­falt, at omver­de­nen nu kan læse om Finn Borch Ander­sens og Svend Larsens gøren og laden. Om ikke andet, så tror jeg, PET’s og FE’s uden­landske samar­be­jdspart­nere tænker deres.

Det er i hvert fald en måde at se det på.

Men man kan også vende det hele om, og se det som en bev­idst magt­demon­stra­tion. Man vil sim­pelthen fortælle pressen, at der er kom­met en ny sherif til byen, en sherif, der ikke er lige så rum­melig og ven­lig, som den gam­le var det. Hvis det er sandt, er der for alvor grund til bekym­ring, for så er det en helt anden snak. Især en snak om, hvorvidt hele “intimider­ings-run­derin­gen” mon har været koordineret med Justitsmin­is­teri­et, Forsvarsmin­is­teri­et og ulti­ma­tivt Statsmin­is­teri­et. Man skal hverken være særligt sen­si­tiv eller ekspert i at aflæse kropssprog for at kunne fornemme, hvor lidt statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen bry­der sig om visse repræsen­tan­ter fra dan­sk presse, og jeg har en sni­gende frygt for, at der går en lige lin­je fra Mette Fred­erik­sens udtalte lede ved dan­sk presse til Finn Borch Ander­sen og Svend Larsen, som træder ind på chefredak­tør Mar­tin Kras­niks kontor.

175 års fængsel

Min frygt knyt­ter an til sagen mod Julian Assange, grundlæg­geren af Wik­iLeaks. For lidt over en uge siden blev det beslut­tet, at han kan udleveres fra Eng­land til USA, hvor der virke­lig er lagt i kakkelov­nen til ham. Ikke for­di han ikke allerede er blevet straf­fet nok. I de sen­este to år har han sid­det inde­spær­ret i fængslet Bel­marsh, men når man gør boet op, og ind­klud­er­er al den tid han tilbragte i skjul på Ecuadors ambas­sade i Lon­don, har man­den reelt været inde­spær­ret i mere end 10 år. Når og hvis han kom­mer til USA, skal han op imod 18 anklager, som i alt kan resul­tere i 175 år fængsel. Hver gang diskus­sio­nen opstår om, hvad der mon er den største trussel mod den frie presse; mediebaroner som Rupert Mur­doch eller stat­en, så skal man bare nævne Julian Assange, og så er diskus­sio­nen end­e­gyldigt afgjort.

Julian Assange er en publicist

Man kan mene mangt og meget om Julian Assange. At han er et dumt svin. At han er en trussel mod sam­fund­sor­de­nen. At han slet ikke er jour­nal­ist. At han er påvirkn­ingsagent for Vestens fjen­der. Og hvad så med de der anklager om voldtægt i Sverige foru­den samar­be­jdet med Don­ald Trump og Roger Stone? Det kan vi alt sam­men diskutere, til solen bliv­er sort. Men hvad der ikke står til diskus­sion, er, at Julian Assange er en af nyere tids vigtig­ste pub­li­cis­ter, og takket været Wik­iLeaks har vi fået en dyb ind­sigt i den amerikanske krigs­mask­ine, som vi ellers aldrig var kom­met i besid­delse af. De doku­menter, fil­er og film, som Wik­iLeaks har lækket om kri­gene i Irak og Afghanistan, er af uvur­derlig vær­di for et frit og åbent samfund.

Udslags­givende for både Assange og Wik­iLeaks var hans par­løb med den amerikanske sol­dat Chelsea Man­ning. Menig Man­ning, der arbe­jd­ede i den mil­itære efter­ret­ningst­jen­este i Irak, forsynede nem­lig Assange med alle de fil­er, som ledte til Wik­iLeaks’ gen­nem­brud. Hvis man betragter Julian Assange som en jour­nal­ist, har Man­ning været hans kilde, og Assange har gjort præ­cis det, som en jour­nal­ist skal gøre med en vigtig kilde: Han har hjulpet, råd­ført og opmuntret sin kilde. Og så selvføl­gelig beskyt­tet sin kilde, hvor­for Wik­iLeaks aldrig offi­cielt har indrøm­met samar­be­jdet med Man­ning. Det er dette samar­be­jde, som den amerikanske stat nu vil straffe Assange for.

USA har allerede dømt og straf­fet Chelsea Man­ning, der kom til at afsone syv års fængsel. Nu gælder det så Assange, hvorom det allerede er kendt, at CIA havde plan­er om at få ham snigmyrdet, mens han gemte sig på ambas­saden i Lon­don. Som jeg ser det, bør alle medieor­gan­i­sa­tion­er og herun­der alle redak­tør­er og jour­nal­is­ter give agt i forhold til det kom­mende ret­sopgør med Assange, for dybest set er sagen mod Assange et forsøg på at krim­i­nalis­ere jour­nal­is­tik. For hvis Assange bliv­er dømt og fængslet for at have afs­løret stat­shem­me­lighed­er, som var af uvur­derlig vær­di for offent­lighe­den, vil turen utvivl­somt komme til alle de jour­nal­is­ter, som har fået lækket fortrolige oplysninger fra en kilde i en efter­ret­ningst­jen­este eller et min­is­teri­um. Og set i det lys skal vi tage Finn Borch Ander­sens og Svend Larsens kaffes­lab­beras med dan­sk presse særde­les alvorligt.

Fri Jihad

I nyheds­brevet Fri Jihad, der udkom­mer senere i dag, skriv­er ter­ror­forsker Tore Ham­ming om en dan­sk kvin­de, der kom hjem fra Afghanistan i fredags i sid­ste uge. I juli 2017 rejste hun til Afghanistan for sam­men med sin mand og deres to børn at tilslutte sig Islamisk Stat. Kort efter døde man­den i et amerikan­sk dronean­greb, og hun blev giftet væk. Tore Ham­ming fortæller hen­des his­to­rie delvist gen­nem hen­des ægteskab med en ledende dan­sk IS-sympatisør.

Fri Kritik

Ovre i Oxford sid­der Mette Høeg og skriv­er på sit nyheds­brev Fri Kri­tik. I denne uge føl­ger hun op på sid­ste uges nyheds­brev om Robert Musils store mod­ernistiske værk og giv­er ind­b­lik i dets transte­o­retiske dimen­sion og idé om en “urfan­tasiens her­mafroditisme”. Desu­den fort­sættes decem­bers short­list af årets mest bemærkelsesværdi­ge udgivelser med til­fø­jelsen af en dan­sk over­sæt­telse af en gam­mel sci­ence-fic­tion klas­sik­er og et helt nyt og bane­bry­dende neu­rov­i­den­sk­a­beligt værk om den men­neske­lige bev­id­s­thed og illu­sio­nen om sel­vet. Fri Kri­tik udkom­mer på onsdag.

Fri Tænkning

I disse uger fyger det med gen­sidi­ge beskyld­ninger mellem Rus­land og USA i forbindelse med den højspændte sit­u­a­tion omkring Ukraine. USA truer Rus­land med vidt­gående sank­tion­er, hvis Mosk­va indled­er end­nu en mil­itær offen­siv mod Ukraine. Rus­land truer Vesten med alvorlige kon­sekvenser, hvis man ignor­erer Moskvas bekym­ring for yderligere NATO-udvidelse og et mis­sil­forsvar i Østeu­ropa. Vi befind­er os alt­så i en ny kold krig. Hvor­dan gik det til, at Rus­land og Vesten efter afs­lut­nin­gen på den første kolde krig igen er på kol­li­sion­skurs? Det er der mange grunde til. En af dem gælder uenighe­den mellem Mosk­va og Wash­ing­ton om udvidelsen af NATO mod øst under tre rus­siske præsi­den­ter, Mikhail Gor­batjov, Boris Jeltsin og Vladimir Putin, og to amerikanske præsi­den­ter, George Bush senior og Bill Clin­ton. His­to­rien fortælles i en ny bog af den amerikanske his­torik­er Mary Elise Sarotte med titlen Not One Inch: Amer­i­ca, Rus­sia, and the Mak­ing of the Post-Cold War Stale­mate, der netop er blevet kåret til en af årets bed­ste bøger af det ansete tidsskrift For­eign Affairs.

Chefredak­tør Flem­ming Rose har talt med pro­fes­sor Sarotte om, hvad der gik galt og hvor­for, og om der find­es en vej ud af den aktuelle krise.

Fri Finans

Redak­tio­nen bag nyheds­brevet Fri Finans kig­ger nærmere på, hvad der egentlig er sket med sagen om advokat­en Søren Vasegaard Andreasen, som Fri­heds­brevet for få uger siden kunne afs­løre har fået ørerne gevaldigt i mask­i­nen i advokater­nes eget dis­ci­plinærnævn, Advokat­nævnet, hvor han selv er medlem. Til slut er der nyt om en virk­somhed­se­jer, der for et par år siden blev kendt for at sælge ”kli­maven­lige juletræer”.

Hvad jeg ellers går og tænker på

1) Forleden så jeg et klip fra tv-kanalen C‑Span. Jeg tror det var dateret den 16/12. På klip­pet ser man den amerikanske præsi­dent Joe Biden komme for­bi presseko­rpset foran Det Hvide Hus. En af jour­nal­is­terne spørg­er ham, hvor­for han ikke har bedt Kina om at være mere trans­par­ent omkring, hvor­dan Coro­na opstod. Joe Biden griner bare, som om det var et fjol­let og kik­set spørgsmål. Og går videre. Uden at svare. Et utroligt øje­b­lik al den stund, at spørgsmålet om hvor­dan Coro­na opstod, er det vigtig­ste spørgsmål over­hovedet. Fak­tisk har jeg svært ved at komme i tanke om noget, jour­nal­is­ter burde være mere optaget af end netop det. Og poli­tikere for den sags skyld. Så hvor­for taler vi ikke mere om det?

2) Så vidt jeg kunne se var der rundt reg­net 10.000 danskere, som test­ede pos­i­tive for coro­na i går. Det tal kom­mer til at stige vold­somt i kom­mende tid. Sam­let set har over en halv mil­lion danskere nu haft coro­na, og givet at de har en mere robust immu­nitet end den vac­ci­nen giv­er, synes jeg det er mærke­ligt, at vi aldrig taler om den naturlige immu­nitets betyd­ning. Ikke for at lyde som den svenske epi­demi­olog Anders Teg­nell, men det er da mærke­ligt, at alle de mange danskere, som har haft smit­ten, aldrig omtales som et værn mod syg­dom­men. I det hele taget er det som om, det store nar­ra­tiv om coro­na er ved at bryde sam­men under pres­set fra selv­mod­si­gende udtalelser, blinde vin­kler og paradok­sale poli­tiske beslut­ninger. Du må gerne gå i swingerk­lub, men du må ikke gå i skole. Du må ikke gå til kon­cert, men du må godt gå i kirke. Der man­gler logik, kohærens og mening i det hele. Alle fik vi at vide, at vac­ci­nen ville frelse os, men nu oplever vi, at omikron brager gen­nem vac­cinevæggen. Alt­så med­min­dre alle tager det tred­je stik, som sikkert giv­er en stakket frist. For som det flasker sig lige nu, kig­ger vi utvivl­somt ind i en fremtid med både det fjerde, femte og sjette stik. Som igen vil forstærke vac­cine-ubal­an­cen i ver­den. En ubal­ance, som i forve­jen har givet os omikron. Så længe de fat­tig­ste befolkninger ikke bliv­er vac­cineret, vil nye og farligere muta­tion­er opstå, og så kom­mer kyllingerne igen hjem for at blive stegt. Det eneste som giv­er mig fred i sin­det, er en ure­t­færdigt over­set nyhed om, at delta-vari­anten stort set er forsvun­det i Japan, for­di den muterede sig selv ihjel.

Glædelig jul

På fredag er det juleaften, så lad mig benytte lej­lighe­den til at ønske dig og dine en glædelig jul. Husk at det slet ikke er nogen dårlig idé at give et abon­nement på Fri­heds­brevet i jule­gave. Jeg er tilbage i din ind­bakke tred­je juledag.

Mvh, Mads Brüg­ger, Chefredak­tør, Frihedsbrevet