Fri Mads #30: “Hvis de sky­der på dig, bety­der det at du gør noget rigtigt.”


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cook­ies fra vores lydleverandør.

“Næsten alle men­nesker har et ekstremt spo­radisk greb om virke­lighe­den. Kun ganske få ting, som illus­tr­erer deres egne inter­ess­er og ideer, frem­står virke­lige for dem. Andre ting, som fak­tisk er lige så virke­lige, frem­står som abstrak­tion­er for dem,” skrev den engelske for­fat­ter og digter Stephen Spender fra borg­erkri­gen i Spanien. Det var sandt den­gang, og det er sandt i dag. For eksem­pel har de fleste danskere den fikse idé, at de lever i et land med et demokrati, som i alle henseen­der er den gyldne stan­dard for, hvad et demokrati bør være. Så når der sker ting lige foran deres næs­er, i fuldt dagslys, som peger i en helt anden ret­ning, kan de slet ikke erk­ende det. I sagens natur er det end­nu mere svært for dem at begribe, hvad der sker ude i horisonten.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, jeg vil hen til sagen om cheferne for de hem­melige tjen­ester PET og FE, der har været på rund­tur i danske mediehuse for at trykke chefredak­tør­erne på deres maver. Og så vil jeg videre til sagen mod aktivis­ten Julian Assange. I min bog to sider af samme sag. Det skriv­er jeg om i mit nyheds­brev num­mer 30, og så peger jeg medlem­merne af Fri­heds­brevet i ret­ning af noget af det gode ind­hold, vi har i pipeli­nen. Allerede nu kan jeg sige, at det igen bliv­er en helt for­ry­gende uge for dem, der har meldt sig ind i klubben. Velkom­men til.

Apro­pos 1

Stor tak til de mange nye medlem­mer, som er strøm­met til, siden vi lancerede den nye app. Hvis du er en af de nye i klubben, så vid at din støtte bety­der helt utroligt meget. Når vi kon­sekvent siger nej til medi­estøtte, så står og falder det hele med at folk vil betale for vores jour­nal­is­tik. Heldigvis virk­er det, som om det er til­fældet, og der­for ansæt­ter vi nu flere jour­nal­is­ter. Allerede første feb­ru­ar starter jour­nal­ist Hen­rik Jensen, som kom­mer til os fra Berlingske, hvor han dækkede Chris­tians­borg, og før det var med i avisens berømte graver­gruppe. Klart et scoop med ham, og flere dygtige folk er på vej.

Juleko­rt fra Aalborg

Fri­heds­brevet har som lev­eregel, at vi ikke vil være ven­ner med nogen, og kun er i lom­men på vores læsere. Og hvor­dan måler man så, om man efter­lever det prin­cip? Blandt andet ved at kigge i sin ind­bakke. Hvis der er klager og kri­tik fra folk, der er vrede over jour­nal­is­tikken, er det et tegn på, at man pass­er sit arbe­jde. Eller som det siges i tv-serien West­wing: “Hvis de sky­der på dig, bety­der det, at du gør noget rigtigt.”

Jeg tænk­te på citatet, da jeg i week­enden mod­tog et brev fra en advokat i Aal­borg. Det slut­ter med et krav om, at jeg ikke fortæller om brevet, men det har jeg selvføl­gelig tænkt mig at ignorere. Brevet er skrevet af en advokat, som repræsen­ter­er bygge­mata­doren og rig­man­den Jes­per Skovs­gaard, der står i spid­sen for fir­maet 2E Group. Ham har vi skrevet indgående om i den for­gangne uge. Blandt andet om forbindelserne mellem Skovs­gaard og en promi­nent rock­er fra Hells Angels. Og forbindelserne mellem Skovs­gaard og Socialdemokrater­ne som Skovs­gaard støt­ter økonomisk. Det er en helt vild his­to­rie, som vi har tænkt os at blive på i kom­mende tid. Nok ikke til glæde for Skovs­gaard og hans advokat — Casper Gam­mel­gaard fra advokat­fir­maet Hjul­mand­Kap­tain — som i brevet truer os med stævn­ing for injuri­er, og desu­den vil trække os i Pressenævnet, med­min­dre vi inden for 48 timer slet­ter de to artik­ler, vi indtil nu har bragt om Jes­per Skovs­gaard. Det har vi ikke tænkt os at efterkomme, for trusler gør os kun end­nu mere nys­ger­rige på Jes­per Skovs­gaards besyn­derlige univers.

Apro­pos 2

Generelt skal man tænke sig grundigt om, før man beg­y­n­der at true jour­nal­is­ter. Det tror jeg, lan­dets mest magt­fulde efter­ret­ningschefer – Finn Borch Ander­sen fra PET og Svend Larsen fra FE – kan skrive under på. De er nem­lig kom­met i søgel­y­set, efter det kom frem, at de har været på rund­tur i dan­sk presse for at true en række ans­var­shavende chefredak­tør­er. På en indi­rek­te måde, selvføl­gelig, ved at genopfriske chefredak­tør­ernes hukom­melse og minde dem om, hvor alvorlige kon­sekvenser det kan få, hvis et medie afs­lør­er statens hem­me­lighed­er. Nærmere bestemt er der tale om straf­felovens para­graf 109, der kan med­føre fængsel i op til tolv år.

Jeg er fuld af forun­dring over dette bizarre og opsigtsvækkende for­løb. Tidligere har jeg skrevet om, hvor­dan den finske stat før­er en sag mod lan­dets største avis, Helsin­gin Sanomat, for at have afs­løret, hvor­dan den mil­itære efter­ret­ningst­jen­este overvåger lan­dets egne borg­ere. Det er i sig selv opsigtsvækkende i forhold til, at det alt­så er Fin­land, vi taler om og ikke Tyrki­et. Men at topcheferne for de hem­melige tjen­ester i Dan­mark sim­pelthen tager på rund­tur i pressen for at intimidere chefredak­tør­er, end­da før der er blevet pub­liceret noget som helst, forekom­mer helt ekstra­ordinært. Og meget urovækkende.

På den ene side kan for­lø­bet ses som et svaghed­stegn. Set ude­fra virk­er det i hvert fald både dumt og klod­set. For ikke at sige des­per­at. For selvføl­gelig vil det komme frem, at cheferne for PET og FE turner­er rundt for at skræmme chefredak­tør­er på store danske medi­er. Givet at en chef for en efter­ret­ningst­jen­este helst skal virke i skyg­gerne, er det decideret katas­tro­falt, at omver­de­nen nu kan læse om Finn Borch Ander­sens og Svend Larsens gøren og laden. Om ikke andet, så tror jeg, PET’s og FE’s uden­landske samar­be­jdspart­nere tænker deres.

Det er i hvert fald en måde at se det på.

Men man kan også vende det hele om, og se det som en bev­idst magt­demon­stra­tion. Man vil sim­pelthen fortælle pressen, at der er kom­met en ny sherif til byen, en sherif, der ikke er lige så rum­melig og ven­lig, som den gam­le var det. Hvis det er sandt, er der for alvor grund til bekym­ring, for så er det en helt anden snak. Især en snak om, hvorvidt hele “intimider­ings-run­derin­gen” mon har været koordineret med Justitsmin­is­teri­et, Forsvarsmin­is­teri­et og ulti­ma­tivt Statsmin­is­teri­et. Man skal hverken være særligt sen­si­tiv eller ekspert i at aflæse kropssprog for at kunne fornemme, hvor lidt statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen bry­der sig om visse repræsen­tan­ter fra dan­sk presse, og jeg har en sni­gende frygt for, at der går en lige lin­je fra Mette Fred­erik­sens udtalte lede ved dan­sk presse til Finn Borch Ander­sen og Svend Larsen, som træder ind på chefredak­tør Mar­tin Kras­niks kontor.

175 års fængsel

Min frygt knyt­ter an til sagen mod Julian Assange, grundlæg­geren af Wik­iLeaks. For lidt over en uge siden blev det beslut­tet, at han kan udleveres fra Eng­land til USA, hvor der virke­lig er lagt i kakkelov­nen til ham. Ikke for­di han ikke allerede er blevet straf­fet nok. I de sen­este to år har han sid­det inde­spær­ret i fængslet Bel­marsh, men når man gør boet op, og ind­klud­er­er al den tid han tilbragte i skjul på Ecuadors ambas­sade i Lon­don, har man­den reelt været inde­spær­ret i mere end 10 år. Når og hvis han kom­mer til USA, skal han op imod 18 anklager, som i alt kan resul­tere i 175 år fængsel. Hver gang diskus­sio­nen opstår om, hvad der mon er den største trussel mod den frie presse; mediebaroner som Rupert Mur­doch eller stat­en, så skal man bare nævne Julian Assange, og så er diskus­sio­nen end­e­gyldigt afgjort.

Julian Assange er en publicist

Man kan mene mangt og meget om Julian Assange. At han er et dumt svin. At han er en trussel mod sam­fund­sor­de­nen. At han slet ikke er jour­nal­ist. At han er påvirkn­ingsagent for Vestens fjen­der. Og hvad så med de der anklager om voldtægt i Sverige foru­den samar­be­jdet med Don­ald Trump og Roger Stone? Det kan vi alt sam­men diskutere, til solen bliv­er sort. Men hvad der ikke står til diskus­sion, er, at Julian Assange er en af nyere tids vigtig­ste pub­li­cis­ter, og takket været Wik­iLeaks har vi fået en dyb ind­sigt i den amerikanske krigs­mask­ine, som vi ellers aldrig var kom­met i besid­delse af. De doku­menter, fil­er og film, som Wik­iLeaks har lækket om kri­gene i Irak og Afghanistan, er af uvur­derlig vær­di for et frit og åbent samfund.

Udslags­givende for både Assange og Wik­iLeaks var hans par­løb med den amerikanske sol­dat Chelsea Man­ning. Menig Man­ning, der arbe­jd­ede i den mil­itære efter­ret­ningst­jen­este i Irak, forsynede nem­lig Assange med alle de fil­er, som ledte til Wik­iLeaks’ gen­nem­brud. Hvis man betragter Julian Assange som en jour­nal­ist, har Man­ning været hans kilde, og Assange har gjort præ­cis det, som en jour­nal­ist skal gøre med en vigtig kilde: Han har hjulpet, råd­ført og opmuntret sin kilde. Og så selvføl­gelig beskyt­tet sin kilde, hvor­for Wik­iLeaks aldrig offi­cielt har indrøm­met samar­be­jdet med Man­ning. Det er dette samar­be­jde, som den amerikanske stat nu vil straffe Assange for.

USA har allerede dømt og straf­fet Chelsea Man­ning, der kom til at afsone syv års fængsel. Nu gælder det så Assange, hvorom det allerede er kendt, at CIA havde plan­er om at få ham snigmyrdet, mens han gemte sig på ambas­saden i Lon­don. Som jeg ser det, bør alle medieor­gan­i­sa­tion­er og herun­der alle redak­tør­er og jour­nal­is­ter give agt i forhold til det kom­mende ret­sopgør med Assange, for dybest set er sagen mod Assange et forsøg på at krim­i­nalis­ere jour­nal­is­tik. For hvis Assange bliv­er dømt og fængslet for at have afs­løret stat­shem­me­lighed­er, som var af uvur­derlig vær­di for offent­lighe­den, vil turen utvivl­somt komme til alle de jour­nal­is­ter, som har fået lækket fortrolige oplysninger fra en kilde i en efter­ret­ningst­jen­este eller et min­is­teri­um. Og set i det lys skal vi tage Finn Borch Ander­sens og Svend Larsens kaffes­lab­beras med dan­sk presse særde­les alvorligt.

Fri Jihad

I nyheds­brevet Fri Jihad, der udkom­mer senere i dag, skriv­er ter­ror­forsker Tore Ham­ming om en dan­sk kvin­de, der kom hjem fra Afghanistan i fredags i sid­ste uge. I juli 2017 rejste hun til Afghanistan for sam­men med sin mand og deres to børn at tilslutte sig Islamisk Stat. Kort efter døde man­den i et amerikan­sk dronean­greb, og hun blev giftet væk. Tore Ham­ming fortæller hen­des his­to­rie delvist gen­nem hen­des ægteskab med en ledende dan­sk IS-sympatisør.

Fri Kri­tik

Ovre i Oxford sid­der Mette Høeg og skriv­er på sit nyheds­brev Fri Kri­tik. I denne uge føl­ger hun op på sid­ste uges nyheds­brev om Robert Musils store mod­ernistiske værk og giv­er ind­b­lik i dets transte­o­retiske dimen­sion og idé om en “urfan­tasiens her­mafroditisme”. Desu­den fort­sættes decem­bers short­list af årets mest bemærkelsesværdi­ge udgivelser med til­fø­jelsen af en dan­sk over­sæt­telse af en gam­mel sci­ence-fic­tion klas­sik­er og et helt nyt og bane­bry­dende neu­rov­i­den­sk­a­beligt værk om den men­neske­lige bev­id­s­thed og illu­sio­nen om sel­vet. Fri Kri­tik udkom­mer på onsdag.

Fri Tænkn­ing

I disse uger fyger det med gen­sidi­ge beskyld­ninger mellem Rus­land og USA i forbindelse med den højspændte sit­u­a­tion omkring Ukraine. USA truer Rus­land med vidt­gående sank­tion­er, hvis Mosk­va indled­er end­nu en mil­itær offen­siv mod Ukraine. Rus­land truer Vesten med alvorlige kon­sekvenser, hvis man ignor­erer Moskvas bekym­ring for yderligere NATO-udvidelse og et mis­sil­forsvar i Østeu­ropa. Vi befind­er os alt­så i en ny kold krig. Hvor­dan gik det til, at Rus­land og Vesten efter afs­lut­nin­gen på den første kolde krig igen er på kol­li­sion­skurs? Det er der mange grunde til. En af dem gælder uenighe­den mellem Mosk­va og Wash­ing­ton om udvidelsen af NATO mod øst under tre rus­siske præsi­den­ter, Mikhail Gor­batjov, Boris Jeltsin og Vladimir Putin, og to amerikanske præsi­den­ter, George Bush senior og Bill Clin­ton. His­to­rien fortælles i en ny bog af den amerikanske his­torik­er Mary Elise Sarotte med titlen Not One Inch: Amer­i­ca, Rus­sia, and the Mak­ing of the Post-Cold War Stale­mate, der netop er blevet kåret til en af årets bed­ste bøger af det ansete tidsskrift For­eign Affairs.

Chefredak­tør Flem­ming Rose har talt med pro­fes­sor Sarotte om, hvad der gik galt og hvor­for, og om der find­es en vej ud af den aktuelle krise.

Fri Finans

Redak­tio­nen bag nyheds­brevet Fri Finans kig­ger nærmere på, hvad der egentlig er sket med sagen om advokat­en Søren Vasegaard Andreasen, som Fri­heds­brevet for få uger siden kunne afs­løre har fået ørerne gevaldigt i mask­i­nen i advokater­nes eget dis­ci­plinærnævn, Advokat­nævnet, hvor han selv er medlem. Til slut er der nyt om en virk­somhed­se­jer, der for et par år siden blev kendt for at sælge ”kli­maven­lige juletræer”.

Hvad jeg ellers går og tænker på

1) Forleden så jeg et klip fra tv-kanalen C‑Span. Jeg tror det var dateret den 16/12. På klip­pet ser man den amerikanske præsi­dent Joe Biden komme for­bi presseko­rpset foran Det Hvide Hus. En af jour­nal­is­terne spørg­er ham, hvor­for han ikke har bedt Kina om at være mere trans­par­ent omkring, hvor­dan Coro­na opstod. Joe Biden griner bare, som om det var et fjol­let og kik­set spørgsmål. Og går videre. Uden at svare. Et utroligt øje­b­lik al den stund, at spørgsmålet om hvor­dan Coro­na opstod, er det vigtig­ste spørgsmål over­hovedet. Fak­tisk har jeg svært ved at komme i tanke om noget, jour­nal­is­ter burde være mere optaget af end netop det. Og poli­tikere for den sags skyld. Så hvor­for taler vi ikke mere om det?

2) Så vidt jeg kunne se var der rundt reg­net 10.000 danskere, som test­ede pos­i­tive for coro­na i går. Det tal kom­mer til at stige vold­somt i kom­mende tid. Sam­let set har over en halv mil­lion danskere nu haft coro­na, og givet at de har en mere robust immu­nitet end den vac­ci­nen giv­er, synes jeg det er mærke­ligt, at vi aldrig taler om den naturlige immu­nitets betyd­ning. Ikke for at lyde som den svenske epi­demi­olog Anders Teg­nell, men det er da mærke­ligt, at alle de mange danskere, som har haft smit­ten, aldrig omtales som et værn mod syg­dom­men. I det hele taget er det som om, det store nar­ra­tiv om coro­na er ved at bryde sam­men under pres­set fra selv­mod­si­gende udtalelser, blinde vin­kler og paradok­sale poli­tiske beslut­ninger. Du må gerne gå i swingerk­lub, men du må ikke gå i skole. Du må ikke gå til kon­cert, men du må godt gå i kirke. Der man­gler logik, kohærens og mening i det hele. Alle fik vi at vide, at vac­ci­nen ville frelse os, men nu oplever vi, at omikron brager gen­nem vac­cinevæggen. Alt­så med­min­dre alle tager det tred­je stik, som sikkert giv­er en stakket frist. For som det flasker sig lige nu, kig­ger vi utvivl­somt ind i en fremtid med både det fjerde, femte og sjette stik. Som igen vil forstærke vac­cine-ubal­an­cen i ver­den. En ubal­ance, som i forve­jen har givet os omikron. Så længe de fat­tig­ste befolkninger ikke bliv­er vac­cineret, vil nye og farligere muta­tion­er opstå, og så kom­mer kyllingerne igen hjem for at blive stegt. Det eneste som giv­er mig fred i sin­det, er en ure­t­færdigt over­set nyhed om, at delta-vari­anten stort set er forsvun­det i Japan, for­di den muterede sig selv ihjel.

Glædelig jul

På fredag er det juleaften, så lad mig benytte lej­lighe­den til at ønske dig og dine en glædelig jul. Husk at det slet ikke er nogen dårlig idé at give et abon­nement på Fri­heds­brevet i jule­gave. Jeg er tilbage i din ind­bakke tred­je juledag.

Mvh, Mads Brüg­ger, Chefredak­tør, Frihedsbrevet