Fri Mads #30: “Hvis de skyder på dig, betyder det at du gør noget rigtigt.”
“Næsten alle mennesker har et ekstremt sporadisk greb om virkeligheden. Kun ganske få ting, som illustrerer deres egne interesser og ideer, fremstår virkelige for dem. Andre ting, som faktisk er lige så virkelige, fremstår som abstraktioner for dem,” skrev den engelske forfatter og digter Stephen Spender fra borgerkrigen i Spanien. Det var sandt dengang, og det er sandt i dag. For eksempel har de fleste danskere den fikse idé, at de lever i et land med et demokrati, som i alle henseender er den gyldne standard for, hvad et demokrati bør være. Så når der sker ting lige foran deres næser, i fuldt dagslys, som peger i en helt anden retning, kan de slet ikke erkende det. I sagens natur er det endnu mere svært for dem at begribe, hvad der sker ude i horisonten.
Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, jeg vil hen til sagen om cheferne for de hemmelige tjenester PET og FE, der har været på rundtur i danske mediehuse for at trykke chefredaktørerne på deres maver. Og så vil jeg videre til sagen mod aktivisten Julian Assange. I min bog to sider af samme sag. Det skriver jeg om i mit nyhedsbrev nummer 30, og så peger jeg medlemmerne af Frihedsbrevet i retning af noget af det gode indhold, vi har i pipelinen. Allerede nu kan jeg sige, at det igen bliver en helt forrygende uge for dem, der har meldt sig ind i klubben. Velkommen til.
Apropos 1
Stor tak til de mange nye medlemmer, som er strømmet til, siden vi lancerede den nye app. Hvis du er en af de nye i klubben, så vid at din støtte betyder helt utroligt meget. Når vi konsekvent siger nej til mediestøtte, så står og falder det hele med at folk vil betale for vores journalistik. Heldigvis virker det, som om det er tilfældet, og derfor ansætter vi nu flere journalister. Allerede første februar starter journalist Henrik Jensen, som kommer til os fra Berlingske, hvor han dækkede Christiansborg, og før det var med i avisens berømte gravergruppe. Klart et scoop med ham, og flere dygtige folk er på vej.
Julekort fra Aalborg
Frihedsbrevet har som leveregel, at vi ikke vil være venner med nogen, og kun er i lommen på vores læsere. Og hvordan måler man så, om man efterlever det princip? Blandt andet ved at kigge i sin indbakke. Hvis der er klager og kritik fra folk, der er vrede over journalistikken, er det et tegn på, at man passer sit arbejde. Eller som det siges i tv-serien Westwing: “Hvis de skyder på dig, betyder det, at du gør noget rigtigt.”
Jeg tænkte på citatet, da jeg i weekenden modtog et brev fra en advokat i Aalborg. Det slutter med et krav om, at jeg ikke fortæller om brevet, men det har jeg selvfølgelig tænkt mig at ignorere. Brevet er skrevet af en advokat, som repræsenterer byggematadoren og rigmanden Jesper Skovsgaard, der står i spidsen for firmaet 2E Group. Ham har vi skrevet indgående om i den forgangne uge. Blandt andet om forbindelserne mellem Skovsgaard og en prominent rocker fra Hells Angels. Og forbindelserne mellem Skovsgaard og Socialdemokraterne som Skovsgaard støtter økonomisk. Det er en helt vild historie, som vi har tænkt os at blive på i kommende tid. Nok ikke til glæde for Skovsgaard og hans advokat — Casper Gammelgaard fra advokatfirmaet HjulmandKaptain — som i brevet truer os med stævning for injurier, og desuden vil trække os i Pressenævnet, medmindre vi inden for 48 timer sletter de to artikler, vi indtil nu har bragt om Jesper Skovsgaard. Det har vi ikke tænkt os at efterkomme, for trusler gør os kun endnu mere nysgerrige på Jesper Skovsgaards besynderlige univers.
Apropos 2
Generelt skal man tænke sig grundigt om, før man begynder at true journalister. Det tror jeg, landets mest magtfulde efterretningschefer – Finn Borch Andersen fra PET og Svend Larsen fra FE – kan skrive under på. De er nemlig kommet i søgelyset, efter det kom frem, at de har været på rundtur i dansk presse for at true en række ansvarshavende chefredaktører. På en indirekte måde, selvfølgelig, ved at genopfriske chefredaktørernes hukommelse og minde dem om, hvor alvorlige konsekvenser det kan få, hvis et medie afslører statens hemmeligheder. Nærmere bestemt er der tale om straffelovens paragraf 109, der kan medføre fængsel i op til tolv år.
Jeg er fuld af forundring over dette bizarre og opsigtsvækkende forløb. Tidligere har jeg skrevet om, hvordan den finske stat fører en sag mod landets største avis, Helsingin Sanomat, for at have afsløret, hvordan den militære efterretningstjeneste overvåger landets egne borgere. Det er i sig selv opsigtsvækkende i forhold til, at det altså er Finland, vi taler om og ikke Tyrkiet. Men at topcheferne for de hemmelige tjenester i Danmark simpelthen tager på rundtur i pressen for at intimidere chefredaktører, endda før der er blevet publiceret noget som helst, forekommer helt ekstraordinært. Og meget urovækkende.
På den ene side kan forløbet ses som et svaghedstegn. Set udefra virker det i hvert fald både dumt og klodset. For ikke at sige desperat. For selvfølgelig vil det komme frem, at cheferne for PET og FE turnerer rundt for at skræmme chefredaktører på store danske medier. Givet at en chef for en efterretningstjeneste helst skal virke i skyggerne, er det decideret katastrofalt, at omverdenen nu kan læse om Finn Borch Andersens og Svend Larsens gøren og laden. Om ikke andet, så tror jeg, PET’s og FE’s udenlandske samarbejdspartnere tænker deres.
Det er i hvert fald en måde at se det på.
Men man kan også vende det hele om, og se det som en bevidst magtdemonstration. Man vil simpelthen fortælle pressen, at der er kommet en ny sherif til byen, en sherif, der ikke er lige så rummelig og venlig, som den gamle var det. Hvis det er sandt, er der for alvor grund til bekymring, for så er det en helt anden snak. Især en snak om, hvorvidt hele “intimiderings-runderingen” mon har været koordineret med Justitsministeriet, Forsvarsministeriet og ultimativt Statsministeriet. Man skal hverken være særligt sensitiv eller ekspert i at aflæse kropssprog for at kunne fornemme, hvor lidt statsminister Mette Frederiksen bryder sig om visse repræsentanter fra dansk presse, og jeg har en snigende frygt for, at der går en lige linje fra Mette Frederiksens udtalte lede ved dansk presse til Finn Borch Andersen og Svend Larsen, som træder ind på chefredaktør Martin Krasniks kontor.
175 års fængsel
Min frygt knytter an til sagen mod Julian Assange, grundlæggeren af WikiLeaks. For lidt over en uge siden blev det besluttet, at han kan udleveres fra England til USA, hvor der virkelig er lagt i kakkelovnen til ham. Ikke fordi han ikke allerede er blevet straffet nok. I de seneste to år har han siddet indespærret i fængslet Belmarsh, men når man gør boet op, og indkluderer al den tid han tilbragte i skjul på Ecuadors ambassade i London, har manden reelt været indespærret i mere end 10 år. Når og hvis han kommer til USA, skal han op imod 18 anklager, som i alt kan resultere i 175 år fængsel. Hver gang diskussionen opstår om, hvad der mon er den største trussel mod den frie presse; mediebaroner som Rupert Murdoch eller staten, så skal man bare nævne Julian Assange, og så er diskussionen endegyldigt afgjort.
Julian Assange er en publicist
Man kan mene mangt og meget om Julian Assange. At han er et dumt svin. At han er en trussel mod samfundsordenen. At han slet ikke er journalist. At han er påvirkningsagent for Vestens fjender. Og hvad så med de der anklager om voldtægt i Sverige foruden samarbejdet med Donald Trump og Roger Stone? Det kan vi alt sammen diskutere, til solen bliver sort. Men hvad der ikke står til diskussion, er, at Julian Assange er en af nyere tids vigtigste publicister, og takket været WikiLeaks har vi fået en dyb indsigt i den amerikanske krigsmaskine, som vi ellers aldrig var kommet i besiddelse af. De dokumenter, filer og film, som WikiLeaks har lækket om krigene i Irak og Afghanistan, er af uvurderlig værdi for et frit og åbent samfund.
Udslagsgivende for både Assange og WikiLeaks var hans parløb med den amerikanske soldat Chelsea Manning. Menig Manning, der arbejdede i den militære efterretningstjeneste i Irak, forsynede nemlig Assange med alle de filer, som ledte til WikiLeaks’ gennembrud. Hvis man betragter Julian Assange som en journalist, har Manning været hans kilde, og Assange har gjort præcis det, som en journalist skal gøre med en vigtig kilde: Han har hjulpet, rådført og opmuntret sin kilde. Og så selvfølgelig beskyttet sin kilde, hvorfor WikiLeaks aldrig officielt har indrømmet samarbejdet med Manning. Det er dette samarbejde, som den amerikanske stat nu vil straffe Assange for.
USA har allerede dømt og straffet Chelsea Manning, der kom til at afsone syv års fængsel. Nu gælder det så Assange, hvorom det allerede er kendt, at CIA havde planer om at få ham snigmyrdet, mens han gemte sig på ambassaden i London. Som jeg ser det, bør alle medieorganisationer og herunder alle redaktører og journalister give agt i forhold til det kommende retsopgør med Assange, for dybest set er sagen mod Assange et forsøg på at kriminalisere journalistik. For hvis Assange bliver dømt og fængslet for at have afsløret statshemmeligheder, som var af uvurderlig værdi for offentligheden, vil turen utvivlsomt komme til alle de journalister, som har fået lækket fortrolige oplysninger fra en kilde i en efterretningstjeneste eller et ministerium. Og set i det lys skal vi tage Finn Borch Andersens og Svend Larsens kaffeslabberas med dansk presse særdeles alvorligt.
Fri Jihad
I nyhedsbrevet Fri Jihad, der udkommer senere i dag, skriver terrorforsker Tore Hamming om en dansk kvinde, der kom hjem fra Afghanistan i fredags i sidste uge. I juli 2017 rejste hun til Afghanistan for sammen med sin mand og deres to børn at tilslutte sig Islamisk Stat. Kort efter døde manden i et amerikansk droneangreb, og hun blev giftet væk. Tore Hamming fortæller hendes historie delvist gennem hendes ægteskab med en ledende dansk IS-sympatisør.
Fri Kritik
Ovre i Oxford sidder Mette Høeg og skriver på sit nyhedsbrev Fri Kritik. I denne uge følger hun op på sidste uges nyhedsbrev om Robert Musils store modernistiske værk og giver indblik i dets transteoretiske dimension og idé om en “urfantasiens hermafroditisme”. Desuden fortsættes decembers shortlist af årets mest bemærkelsesværdige udgivelser med tilføjelsen af en dansk oversættelse af en gammel science-fiction klassiker og et helt nyt og banebrydende neurovidenskabeligt værk om den menneskelige bevidsthed og illusionen om selvet. Fri Kritik udkommer på onsdag.
Fri Tænkning
I disse uger fyger det med gensidige beskyldninger mellem Rusland og USA i forbindelse med den højspændte situation omkring Ukraine. USA truer Rusland med vidtgående sanktioner, hvis Moskva indleder endnu en militær offensiv mod Ukraine. Rusland truer Vesten med alvorlige konsekvenser, hvis man ignorerer Moskvas bekymring for yderligere NATO-udvidelse og et missilforsvar i Østeuropa. Vi befinder os altså i en ny kold krig. Hvordan gik det til, at Rusland og Vesten efter afslutningen på den første kolde krig igen er på kollisionskurs? Det er der mange grunde til. En af dem gælder uenigheden mellem Moskva og Washington om udvidelsen af NATO mod øst under tre russiske præsidenter, Mikhail Gorbatjov, Boris Jeltsin og Vladimir Putin, og to amerikanske præsidenter, George Bush senior og Bill Clinton. Historien fortælles i en ny bog af den amerikanske historiker Mary Elise Sarotte med titlen Not One Inch: America, Russia, and the Making of the Post-Cold War Stalemate, der netop er blevet kåret til en af årets bedste bøger af det ansete tidsskrift Foreign Affairs.
Chefredaktør Flemming Rose har talt med professor Sarotte om, hvad der gik galt og hvorfor, og om der findes en vej ud af den aktuelle krise.
Fri Finans
Redaktionen bag nyhedsbrevet Fri Finans kigger nærmere på, hvad der egentlig er sket med sagen om advokaten Søren Vasegaard Andreasen, som Frihedsbrevet for få uger siden kunne afsløre har fået ørerne gevaldigt i maskinen i advokaternes eget disciplinærnævn, Advokatnævnet, hvor han selv er medlem. Til slut er der nyt om en virksomhedsejer, der for et par år siden blev kendt for at sælge ”klimavenlige juletræer”.
Hvad jeg ellers går og tænker på
1) Forleden så jeg et klip fra tv-kanalen C‑Span. Jeg tror det var dateret den 16/12. På klippet ser man den amerikanske præsident Joe Biden komme forbi pressekorpset foran Det Hvide Hus. En af journalisterne spørger ham, hvorfor han ikke har bedt Kina om at være mere transparent omkring, hvordan Corona opstod. Joe Biden griner bare, som om det var et fjollet og kikset spørgsmål. Og går videre. Uden at svare. Et utroligt øjeblik al den stund, at spørgsmålet om hvordan Corona opstod, er det vigtigste spørgsmål overhovedet. Faktisk har jeg svært ved at komme i tanke om noget, journalister burde være mere optaget af end netop det. Og politikere for den sags skyld. Så hvorfor taler vi ikke mere om det?
2) Så vidt jeg kunne se var der rundt regnet 10.000 danskere, som testede positive for corona i går. Det tal kommer til at stige voldsomt i kommende tid. Samlet set har over en halv million danskere nu haft corona, og givet at de har en mere robust immunitet end den vaccinen giver, synes jeg det er mærkeligt, at vi aldrig taler om den naturlige immunitets betydning. Ikke for at lyde som den svenske epidemiolog Anders Tegnell, men det er da mærkeligt, at alle de mange danskere, som har haft smitten, aldrig omtales som et værn mod sygdommen. I det hele taget er det som om, det store narrativ om corona er ved at bryde sammen under presset fra selvmodsigende udtalelser, blinde vinkler og paradoksale politiske beslutninger. Du må gerne gå i swingerklub, men du må ikke gå i skole. Du må ikke gå til koncert, men du må godt gå i kirke. Der mangler logik, kohærens og mening i det hele. Alle fik vi at vide, at vaccinen ville frelse os, men nu oplever vi, at omikron brager gennem vaccinevæggen. Altså medmindre alle tager det tredje stik, som sikkert giver en stakket frist. For som det flasker sig lige nu, kigger vi utvivlsomt ind i en fremtid med både det fjerde, femte og sjette stik. Som igen vil forstærke vaccine-ubalancen i verden. En ubalance, som i forvejen har givet os omikron. Så længe de fattigste befolkninger ikke bliver vaccineret, vil nye og farligere mutationer opstå, og så kommer kyllingerne igen hjem for at blive stegt. Det eneste som giver mig fred i sindet, er en uretfærdigt overset nyhed om, at delta-varianten stort set er forsvundet i Japan, fordi den muterede sig selv ihjel.
Glædelig jul
På fredag er det juleaften, så lad mig benytte lejligheden til at ønske dig og dine en glædelig jul. Husk at det slet ikke er nogen dårlig idé at give et abonnement på Frihedsbrevet i julegave. Jeg er tilbage i din indbakke tredje juledag.
Mvh, Mads Brügger, Chefredaktør, Frihedsbrevet