Fri Mads #30: “Hvis de sky­der på dig, bety­der det at du gør noget rigtigt.”


Her er der en medieafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores leverandør.

“Næsten alle men­ne­sker har et ekstremt spora­disk greb om vir­ke­lig­he­den. Kun gan­ske få ting, som illu­stre­rer deres egne inter­es­ser og ide­er, frem­står vir­ke­li­ge for dem. Andre ting, som fak­tisk er lige så vir­ke­li­ge, frem­står som abstrak­tio­ner for dem,” skrev den engel­ske for­fat­ter og dig­ter Step­hen Spen­der fra bor­ger­kri­gen i Spa­ni­en. Det var sandt den­gang, og det er sandt i dag. For eksem­pel har de fle­ste dan­ske­re den fik­se idé, at de lever i et land med et demo­kra­ti, som i alle hen­se­en­der er den gyld­ne stan­dard for, hvad et demo­kra­ti bør være. Så når der sker ting lige for­an deres næser, i fuldt dags­lys, som peger i en helt anden ret­ning, kan de slet ikke erken­de det. I sagens natur er det end­nu mere svært for dem at begri­be, hvad der sker ude i horisonten.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, jeg vil hen til sagen om che­fer­ne for de hem­me­li­ge tje­ne­ster PET og FE, der har været på rund­t­ur i dan­ske medi­e­hu­se for at tryk­ke che­fre­dak­tø­rer­ne på deres maver. Og så vil jeg vide­re til sagen mod akti­vi­sten Juli­an Assan­ge. I min bog to sider af sam­me sag. Det skri­ver jeg om i mit nyheds­brev num­mer 30, og så peger jeg med­lem­mer­ne af Fri­heds­bre­vet i ret­ning af noget af det gode ind­hold, vi har i pipe­li­nen. Alle­re­de nu kan jeg sige, at det igen bli­ver en helt for­ry­gen­de uge for dem, der har meldt sig ind i klub­ben. Vel­kom­men til.

Apro­pos 1

Stor tak til de man­ge nye med­lem­mer, som er strøm­met til, siden vi lan­ce­re­de den nye app. Hvis du er en af de nye i klub­ben, så vid at din støt­te bety­der helt utro­ligt meget. Når vi kon­se­kvent siger nej til medi­e­støt­te, så står og fal­der det hele med at folk vil beta­le for vores jour­na­li­stik. Hel­dig­vis vir­ker det, som om det er til­fæl­det, og der­for ansæt­ter vi nu fle­re jour­na­li­ster. Alle­re­de før­ste febru­ar star­ter jour­na­list Hen­rik Jen­sen, som kom­mer til os fra Ber­ling­s­ke, hvor han dæk­ke­de Chri­sti­ans­borg, og før det var med i avi­sens berøm­te gra­ver­grup­pe. Klart et scoop med ham, og fle­re dyg­ti­ge folk er på vej.

Jule­kort fra Aalborg

Fri­heds­bre­vet har som lever­e­gel, at vi ikke vil være ven­ner med nogen, og kun er i lom­men på vores læse­re. Og hvor­dan måler man så, om man efter­le­ver det prin­cip? Blandt andet ved at kig­ge i sin ind­bak­ke. Hvis der er kla­ger og kri­tik fra folk, der er vre­de over jour­na­li­stik­ken, er det et tegn på, at man pas­ser sit arbej­de. Eller som det siges i tv-seri­en Westwing: “Hvis de sky­der på dig, bety­der det, at du gør noget rigtigt.”

Jeg tænk­te på cita­tet, da jeg i wee­ken­den modt­og et brev fra en advo­kat i Aal­borg. Det slut­ter med et krav om, at jeg ikke for­tæl­ler om bre­vet, men det har jeg selv­føl­ge­lig tænkt mig at igno­re­re. Bre­vet er skre­vet af en advo­kat, som repræ­sen­te­rer byg­ge­ma­ta­doren og rig­man­den Jes­per Sko­vs­gaard, der står i spid­sen for fir­ma­et 2E Group. Ham har vi skre­vet ind­gå­en­de om i den for­gang­ne uge. Blandt andet om for­bin­del­ser­ne mel­lem Sko­vs­gaard og en pro­mi­nent rock­er fra Hells Angels. Og for­bin­del­ser­ne mel­lem Sko­vs­gaard og Soci­al­de­mo­kra­ter­ne som Sko­vs­gaard støt­ter øko­no­misk. Det er en helt vild histo­rie, som vi har tænkt os at bli­ve på i kom­men­de tid. Nok ikke til glæ­de for Sko­vs­gaard og hans advo­kat — Cas­per Gam­mel­gaard fra advo­kat­fir­ma­et Hjul­mand­Kap­tain — som i bre­vet tru­er os med stæv­ning for injuri­er, og des­u­den vil træk­ke os i Pres­se­næv­net, med­min­dre vi inden for 48 timer slet­ter de to artik­ler, vi ind­til nu har bragt om Jes­per Sko­vs­gaard. Det har vi ikke tænkt os at efter­kom­me, for trus­ler gør os kun end­nu mere nys­ger­ri­ge på Jes­per Sko­vs­gaards besyn­der­li­ge univers.

Apro­pos 2

Gene­relt skal man tæn­ke sig grun­digt om, før man begyn­der at true jour­na­li­ster. Det tror jeg, lan­dets mest magt­ful­de efter­ret­nings­che­fer – Finn Borch Ander­sen fra PET og Svend Lar­sen fra FE – kan skri­ve under på. De er nem­lig kom­met i søge­ly­set, efter det kom frem, at de har været på rund­t­ur i dansk pres­se for at true en ræk­ke ansvars­ha­ven­de che­fre­dak­tø­rer. På en indi­rek­te måde, selv­føl­ge­lig, ved at genop­fri­ske che­fre­dak­tø­rer­nes hukom­mel­se og min­de dem om, hvor alvor­li­ge kon­se­kven­ser det kan få, hvis et medie afslø­rer sta­tens hem­me­lig­he­der. Nær­me­re bestemt er der tale om straf­fe­lovens para­graf 109, der kan med­fø­re fængsel i op til tolv år.

Jeg er fuld af forun­dring over det­te bizar­re og opsigtsvæk­ken­de for­løb. Tid­li­ge­re har jeg skre­vet om, hvor­dan den fin­ske stat fører en sag mod lan­dets stør­ste avis, Hels­in­gin Sano­mat, for at have afslø­ret, hvor­dan den mili­tæ­re efter­ret­ning­s­tje­ne­ste over­vå­ger lan­dets egne bor­ge­re. Det er i sig selv opsigtsvæk­ken­de i for­hold til, at det alt­så er Fin­land, vi taler om og ikke Tyr­ki­et. Men at top­che­fer­ne for de hem­me­li­ge tje­ne­ster i Dan­mark sim­pelt­hen tager på rund­t­ur i pres­sen for at inti­mi­de­re che­fre­dak­tø­rer, end­da før der er ble­vet publi­ce­ret noget som helst, fore­kom­mer helt ekstra­or­di­nært. Og meget urovækkende.

På den ene side kan for­lø­bet ses som et svag­heds­tegn. Set ude­fra vir­ker det i hvert fald både dumt og klod­set. For ikke at sige des­pe­rat. For selv­føl­ge­lig vil det kom­me frem, at che­fer­ne for PET og FE tur­ne­rer rundt for at skræm­me che­fre­dak­tø­rer på sto­re dan­ske medi­er. Givet at en chef for en efter­ret­ning­s­tje­ne­ste helst skal vir­ke i skyg­ger­ne, er det deci­de­ret kata­stro­falt, at omver­de­nen nu kan læse om Finn Borch Ander­sens og Svend Lar­sens gøren og laden. Om ikke andet, så tror jeg, PET’s og FE’s uden­land­ske sam­ar­bejds­part­ne­re tæn­ker deres.

Det er i hvert fald en måde at se det på.

Men man kan også ven­de det hele om, og se det som en bevidst magt­de­mon­stra­tion. Man vil sim­pelt­hen for­tæl­le pres­sen, at der er kom­met en ny she­rif til byen, en she­rif, der ikke er lige så rum­me­lig og ven­lig, som den gam­le var det. Hvis det er sandt, er der for alvor grund til bekym­ring, for så er det en helt anden snak. Især en snak om, hvor­vidt hele “inti­mi­de­rings-run­de­rin­gen” mon har været koor­di­ne­ret med Justits­mi­ni­ste­ri­et, For­svars­mi­ni­ste­ri­et og ulti­ma­tivt Stats­mi­ni­ste­ri­et. Man skal hver­ken være sær­ligt sen­si­tiv eller eks­pert i at aflæ­se kro­p­s­sprog for at kun­ne for­nem­me, hvor lidt stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen bry­der sig om vis­se repræ­sen­tan­ter fra dansk pres­se, og jeg har en sni­gen­de frygt for, at der går en lige linje fra Met­te Fre­de­rik­sens udtal­te lede ved dansk pres­se til Finn Borch Ander­sen og Svend Lar­sen, som træ­der ind på che­fre­dak­tør Mar­tin Kras­niks kontor.

175 års fængsel

Min frygt knyt­ter an til sagen mod Juli­an Assan­ge, grund­læg­ge­ren af WikiLe­aks. For lidt over en uge siden blev det beslut­tet, at han kan udle­ve­res fra Eng­land til USA, hvor der vir­ke­lig er lagt i kak­ke­lov­nen til ham. Ikke for­di han ikke alle­re­de er ble­vet straf­fet nok. I de sene­ste to år har han sid­det indespær­ret i fængs­let Bel­marsh, men når man gør boet op, og ind­klu­de­rer al den tid han til­brag­te i skjul på Ecu­a­dors ambas­sa­de i Lon­don, har man­den reelt været indespær­ret i mere end 10 år. Når og hvis han kom­mer til USA, skal han op imod 18 ankla­ger, som i alt kan resul­te­re i 175 år fængsel. Hver gang dis­kus­sio­nen opstår om, hvad der mon er den stør­ste trus­sel mod den frie pres­se; medi­e­ba­ro­ner som Rupert Mur­doch eller sta­ten, så skal man bare næv­ne Juli­an Assan­ge, og så er dis­kus­sio­nen ende­gyl­digt afgjort.

Juli­an Assan­ge er en publicist

Man kan mene mangt og meget om Juli­an Assan­ge. At han er et dumt svin. At han er en trus­sel mod sam­fundsor­de­nen. At han slet ikke er jour­na­list. At han er påvirk­nings­a­gent for Vestens fjen­der. Og hvad så med de der ankla­ger om voldtægt i Sve­ri­ge for­u­den sam­ar­bej­det med Donald Trump og Roger Sto­ne? Det kan vi alt sam­men dis­ku­te­re, til solen bli­ver sort. Men hvad der ikke står til dis­kus­sion, er, at Juli­an Assan­ge er en af nye­re tids vig­tig­ste publi­ci­ster, og tak­ket været WikiLe­aks har vi fået en dyb ind­sigt i den ame­ri­kan­ske krigs­ma­ski­ne, som vi ellers aldrig var kom­met i besid­del­se af. De doku­men­ter, filer og film, som WikiLe­aks har læk­ket om kri­ge­ne i Irak og Afg­ha­ni­stan, er af uvur­der­lig vær­di for et frit og åbent samfund.

Udslags­gi­ven­de for både Assan­ge og WikiLe­aks var hans par­løb med den ame­ri­kan­ske sol­dat Chel­sea Man­ning. Menig Man­ning, der arbej­de­de i den mili­tæ­re efter­ret­ning­s­tje­ne­ste i Irak, for­sy­ne­de nem­lig Assan­ge med alle de filer, som led­te til WikiLe­aks’ gen­nem­brud. Hvis man betrag­ter Juli­an Assan­ge som en jour­na­list, har Man­ning været hans kil­de, og Assan­ge har gjort præ­cis det, som en jour­na­list skal gøre med en vig­tig kil­de: Han har hjul­pet, råd­ført og opmun­tret sin kil­de. Og så selv­føl­ge­lig beskyt­tet sin kil­de, hvor­for WikiLe­aks aldrig offi­ci­elt har indrøm­met sam­ar­bej­det med Man­ning. Det er det­te sam­ar­bej­de, som den ame­ri­kan­ske stat nu vil straf­fe Assan­ge for.

USA har alle­re­de dømt og straf­fet Chel­sea Man­ning, der kom til at afso­ne syv års fængsel. Nu gæl­der det så Assan­ge, hvor­om det alle­re­de er kendt, at CIA hav­de pla­ner om at få ham snig­myr­det, mens han gem­te sig på ambas­sa­den i Lon­don. Som jeg ser det, bør alle medi­e­or­ga­ni­sa­tio­ner og her­un­der alle redak­tø­rer og jour­na­li­ster give agt i for­hold til det kom­men­de rets­op­gør med Assan­ge, for dybest set er sagen mod Assan­ge et for­søg på at kri­mi­na­li­se­re jour­na­li­stik. For hvis Assan­ge bli­ver dømt og fængs­let for at have afslø­ret stats­hem­me­lig­he­der, som var af uvur­der­lig vær­di for offent­lig­he­den, vil turen utvivl­s­omt kom­me til alle de jour­na­li­ster, som har fået læk­ket for­tro­li­ge oplys­nin­ger fra en kil­de i en efter­ret­ning­s­tje­ne­ste eller et mini­ste­ri­um. Og set i det lys skal vi tage Finn Borch Ander­sens og Svend Lar­sens kaf­fes­lab­be­ras med dansk pres­se sær­de­les alvorligt.

Fri Jihad

I nyheds­bre­vet Fri Jihad, der udkom­mer sene­re i dag, skri­ver ter­r­or­for­sker Tore Ham­m­ing om en dansk kvin­de, der kom hjem fra Afg­ha­ni­stan i fre­dags i sid­ste uge. I juli 2017 rej­ste hun til Afg­ha­ni­stan for sam­men med sin mand og deres to børn at til­slut­te sig Isla­misk Stat. Kort efter døde man­den i et ame­ri­kansk dro­ne­an­greb, og hun blev gif­tet væk. Tore Ham­m­ing for­tæl­ler hen­des histo­rie del­vist gen­nem hen­des ægte­skab med en leden­de dansk IS-sympatisør.

Fri Kri­tik

Ovre i Oxford sid­der Met­te Høeg og skri­ver på sit nyheds­brev Fri Kri­tik. I den­ne uge føl­ger hun op på sid­ste uges nyheds­brev om Robert Musils sto­re moder­ni­sti­ske værk og giver ind­blik i dets transte­o­re­ti­ske dimen­sion og idé om en “urfan­ta­si­ens her­maf­ro­di­tis­me”. Des­u­den fort­sæt­tes decem­bers short­list af årets mest bemær­kel­ses­vær­di­ge udgi­vel­ser med til­fø­jel­sen af en dansk over­sæt­tel­se af en gam­mel sci­en­ce-fiction klas­si­ker og et helt nyt og bane­bry­den­de neu­rovi­den­ska­be­ligt værk om den men­ne­ske­li­ge bevidst­hed og illu­sio­nen om sel­vet. Fri Kri­tik udkom­mer på onsdag.

Fri Tænk­ning

I dis­se uger fyger det med gen­si­di­ge beskyld­nin­ger mel­lem Rusland og USA i for­bin­del­se med den højspænd­te situ­a­tion omkring Ukrai­ne. USA tru­er Rusland med vidt­gå­en­de sank­tio­ner, hvis Moskva ind­le­der end­nu en mili­tær offen­siv mod Ukrai­ne. Rusland tru­er Vesten med alvor­li­ge kon­se­kven­ser, hvis man igno­re­rer Moskvas bekym­ring for yder­li­ge­re NATO-udvi­del­se og et mis­sil­for­svar i Øst­eu­ro­pa. Vi befin­der os alt­så i en ny kold krig. Hvor­dan gik det til, at Rusland og Vesten efter afslut­nin­gen på den før­ste kol­de krig igen er på kol­li­sions­kurs? Det er der man­ge grun­de til. En af dem gæl­der uenig­he­den mel­lem Moskva og Was­hin­g­ton om udvi­del­sen af NATO mod øst under tre rus­si­ske præ­si­den­ter, Mik­hail Gor­batjov, Boris Jelt­sin og Vla­di­mir Putin, og to ame­ri­kan­ske præ­si­den­ter, Geor­ge Bush seni­or og Bill Clin­ton. Histo­ri­en for­tæl­les i en ny bog af den ame­ri­kan­ske histo­ri­ker Mary Eli­se Sarot­te med tit­len Not One Inch: Ame­ri­ca, Rus­sia, and the Making of the Post-Cold War Sta­le­ma­te, der net­op er ble­vet kåret til en af årets bed­ste bøger af det anse­te tids­skrift Foreign Affairs.

Che­fre­dak­tør Flem­m­ing Rose har talt med pro­fes­sor Sarot­te om, hvad der gik galt og hvor­for, og om der fin­des en vej ud af den aktu­el­le krise.

Fri Finans

Redak­tio­nen bag nyheds­bre­vet Fri Finans kig­ger nær­me­re på, hvad der egent­lig er sket med sagen om advo­ka­ten Søren Vase­gaard Andrea­sen, som Fri­heds­bre­vet for få uger siden kun­ne afslø­re har fået ører­ne geval­digt i maski­nen i advo­ka­ter­nes eget disci­pli­nær­nævn, Advo­kat­næv­net, hvor han selv er med­lem. Til slut er der nyt om en virk­som­hed­s­e­jer, der for et par år siden blev kendt for at sæl­ge ”kli­ma­ven­li­ge juletræer”.

Hvad jeg ellers går og tæn­ker på

1) For­le­den så jeg et klip fra tv-kana­len C‑Span. Jeg tror det var date­ret den 16/12. På klip­pet ser man den ame­ri­kan­ske præ­si­dent Joe Biden kom­me for­bi pres­se­kor­p­set for­an Det Hvi­de Hus. En af jour­na­li­ster­ne spør­ger ham, hvor­for han ikke har bedt Kina om at være mere trans­pa­rent omkring, hvor­dan Cor­o­na opstod. Joe Biden gri­ner bare, som om det var et fjol­let og kik­set spørgs­mål. Og går vide­re. Uden at sva­re. Et utro­ligt øje­blik al den stund, at spørgs­må­let om hvor­dan Cor­o­na opstod, er det vig­tig­ste spørgs­mål over­ho­ve­det. Fak­tisk har jeg svært ved at kom­me i tan­ke om noget, jour­na­li­ster bur­de være mere opta­get af end net­op det. Og poli­ti­ke­re for den sags skyld. Så hvor­for taler vi ikke mere om det?

2) Så vidt jeg kun­ne se var der rundt reg­net 10.000 dan­ske­re, som teste­de posi­ti­ve for cor­o­na i går. Det tal kom­mer til at sti­ge vold­somt i kom­men­de tid. Sam­let set har over en halv mil­li­on dan­ske­re nu haft cor­o­na, og givet at de har en mere robust immu­ni­tet end den vac­ci­nen giver, synes jeg det er mær­ke­ligt, at vi aldrig taler om den natur­li­ge immu­ni­tets betyd­ning. Ikke for at lyde som den sven­ske epi­de­mio­log Anders Teg­nell, men det er da mær­ke­ligt, at alle de man­ge dan­ske­re, som har haft smit­ten, aldrig omta­les som et værn mod syg­dom­men. I det hele taget er det som om, det sto­re nar­ra­tiv om cor­o­na er ved at bry­de sam­men under pres­set fra selv­mod­si­gen­de udta­lel­ser, blin­de vink­ler og para­doksa­le poli­ti­ske beslut­nin­ger. Du må ger­ne gå i swin­ger­klub, men du må ikke gå i sko­le. Du må ikke gå til kon­cert, men du må godt gå i kir­ke. Der mang­ler logik, kohæ­rens og mening i det hele. Alle fik vi at vide, at vac­ci­nen vil­le frel­se os, men nu ople­ver vi, at omi­kron bra­ger gen­nem vac­ci­ne­væg­gen. Alt­så med­min­dre alle tager det tred­je stik, som sik­kert giver en stak­ket frist. For som det fla­sker sig lige nu, kig­ger vi utvivl­s­omt ind i en frem­tid med både det fjer­de, fem­te og sjet­te stik. Som igen vil for­stær­ke vac­ci­ne-uba­lan­cen i ver­den. En uba­lan­ce, som i for­vej­en har givet os omi­kron. Så læn­ge de fat­tig­ste befolk­nin­ger ikke bli­ver vac­ci­ne­ret, vil nye og far­li­ge­re muta­tio­ner opstå, og så kom­mer kyl­lin­ger­ne igen hjem for at bli­ve stegt. Det ene­ste som giver mig fred i sin­det, er en uret­fær­digt over­set nyhed om, at del­ta-vari­an­ten stort set er for­s­vun­det i Japan, for­di den mute­re­de sig selv ihjel.

Glæ­de­lig jul

På fre­dag er det jule­af­ten, så lad mig benyt­te lej­lig­he­den til at ønske dig og dine en glæ­de­lig jul. Husk at det slet ikke er nogen dår­lig idé at give et abon­ne­ment på Fri­heds­bre­vet i jule­ga­ve. Jeg er til­ba­ge i din ind­bak­ke tred­je juledag.

Mvh, Mads Brüg­ger, Che­fre­dak­tør, Frihedsbrevet