Fri Mads #31: SOS fra Narreskibet


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Når man nu er så heldig at have en flot og fin kæph­est, skal den jo også bruges til noget. Min kæph­est er selvføl­gelig, at medi­estøt­ten efter­hån­den har nået et niveau, hvor stat­en har penge i stort set al medievirk­somhed i dette land. Dog med få und­tagelser, heri­b­landt Fri­heds­brevet, der har til for­mål at vise, hvad et rigtigt frit og uafhængigt medie kan præstere. Det er mig bek­endt, at nogle men­nesker find­er min kon­stante knevren om medi­estøt­ten træt­tende, men desværre lig­ger det i min natur at gå mine omgivelser på nerverne. Så der­for har jeg nok engang fun­det min kæph­est frem – for at tage end­nu en runde i manegen. 

Gratis penge til alle 

Anled­nin­gen er naturligvis, at der netop er blevet uddelt medi­estøtte for det kom­mende år. I alt 74 medi­er får tilsam­men 352,9 mil­lion­er kro­ner af stat­en, hvo­raf Jysk Fynske Medi­er og JP/Politikens Hus teg­n­er sig for de 177. Flere af mod­tagerne er absurd nok medi­er, som udmær­ket ville kunne klare sig uden at få en hes­tesko af det offentlige. Alligev­el har de søgt om at komme på støt­ten, vel vidende at de ikke skal betale pen­gene tilbage, selvom de ender med sorte tal på bundlin­jen. Som for eksem­pel JP/Politikens Hus, der i forve­jen svøm­mer i penge. Det er og bliv­er en skan­dale, at dette van­vid får lov til at fortsætte. 

“Meet the new boss, same as the old boss” 😎

Hvad der også er en skan­dale, er, at der netop er blevet udpeget et nyt medi­enævn, som alt­så er det nævn, der uddel­er støt­ten. Skan­dalen består i, at lige­som med det gam­le nævn – som jeg tidligere har skrevet om – er det igen lykkedes Kul­tur­min­is­teri­et at sam­men­sætte en gruppe af men­nesker, der tilsam­men har forsvin­dende lidt prak­tisk ind­sigt i medievirk­somhed. Som sæd­van­lig synes Kul­tur­min­is­teri­et og de organ­i­sa­tion­er, som er med til at sam­men­sætte nævnet, der­i­mod at fore­trække skrive­bor­d­sto­m­ater­ne. Hvor­for har Dan­sk Jour­nal­ist­for­bund for eksem­pel ind­stil­let en sekre­tari­atschef, Karin Mette Thom­sen, til at være medlem? Det eneste, vi ved om hende, er, at hun “udgør den øver­ste admin­is­tra­tive ledelse i DJ og har ans­varet for den daglige drift,” men hvad der ellers kval­i­fi­cer­er hende til at være med til at uddele mil­liarder af skat­tekro­ner til dan­sk presse, for­bliv­er uvist. Som kro­nen på vær­ket har man udnævnt mediejuris­ten Vibeke Bor­berg til for­mand for nævnet, sam­tidig med at selvsamme Vibeke Bor­berg før­er sag mod Berlingske på veg­ne af to web­shope­jere, der har sagsøgt avisen for fem mil­lion­er kro­ner. For dem, der ikke ved det, er de to bag­mænd vrede over nogle artik­ler, som Berlingske har bragt om dem. På Twit­ter gør Bor­berg gældende, at hun sagtens kan admin­istrere sit­u­a­tion­er, hvor hun måtte være inhab­il, men ikke desto min­dre, på det optiske plan, ser det ikke godt ud. 

Og således, som pas­sager­erne på den ned­er­landske maler Hierony­mus Bosch’s billede Nar­reski­bet, drager vi ind i året 2022. Og jeg skriv­er alt­så hermed mit sid­ste nyheds­brev for i år. Nok engang tak, for­di du læs­er med, og husk, at det aldrig er for sent at melde sig ind i Fri­heds­brevet. For kun 79 kro­ner om måne­den er du med til at sikre, at vi har mindst et medie, som ikke er i lom­men på staten. 

De hemmelige tjenester 

Denne gang har jeg tænkt mig at skrive mere om sagen om Forsvarets Efter­ret­ningst­jen­este (FE) og Poli­ti­ets Efter­ret­ningst­jen­este (PET), et emne, der fort­sæt­ter med at tryllebinde mig. Jeg tænker selvføl­gelig på hele for­lø­bet, som jeg skrev om i den for­gangne uge; alt­så om cheferne for FE og PET, der har været på tour de cham­bre for at intimidere en række chefredak­tør­er. Et højst besyn­derligt for­løb, som fandt sted sam­tidig med to andre muligvis for­bundne begiven­hed­er, der også stikker ud i land­sk­a­bet. Den ene er under­søgelseskom­mis­sio­nen, som frifandt FE for at have løjet for det tilsyn, der hold­er øje med de hem­melige tjen­ester. Den anden er his­to­rien om de fire per­son­er fra FE og PET, der plud­selig blev varetægts­fængslet. Om den sid­st­nævnte hæn­delse ved vi offi­cielt meget lidt, for der er dobbeltlukkede døre i sagen og her­til et navne­for­bud skrevet med tom­me­tykke versaler. 

Hvad vi dog ved, er, at det hele skete næsten sam­tidigt, i tiden omkring den 9. decem­ber: Offentlig­gørelsen af rap­porten, der frifind­er FE, cheferne fra FE og PET, der var på intimider­ings-run­der­ing i pressen, og så varetægts­fængslin­gen af de fire per­son­er fra PET og FE. Hænger det mon sam­men, det hele? Måske, måske ikke, men til hver af de tre hæn­delser har jeg lige tænkt mig at knytte nogle ekstra kommentarer. 

Om rap­porten, der frifandt FE, find­er jeg det mærke­ligt, at det netop er tre lands­dom­mere, der har stået for under­søgelsen. De hed­der Thomas Jøn­ler, Hans-Jør­gen Nymark Beck og Jens Har­tig Danielsen. Alle blev de udpeget af Justitsmin­is­teri­et efter ind­still­ing fra præsi­den­ten for Vestre Land­sret. Det kan være, at der er noget, jeg har over­set eller ikke forstår, men jeg begriber sim­pelthen ikke, hvad det er, som kval­i­fi­cer­er netop disse tre lands­dom­mere til at forestå en under­søgelse af de beskyld­ninger mod FE, der blev rejst af tilsynet, som hold­er øje med de hem­melige tjen­ester. Som jeg ser det, er det ikke enhver forundt at være i stand til vur­dere, hvad der er ret og vrang, når det gælder en mil­itær efter­ret­ningst­jen­este. Og selvom de tre lands­dom­mere sikkert har mange kvaliteter, har jeg svært ved at få øje på årsagen til, at det netop er de tre, som er de rette til at give FE et para­graf 13-efter­syn. Hvis nogen af mine læsere kan gøre mig klogere på det, skal de ikke være sene til at lade høre fra sig. 

His­to­rien om de to chefer fra PET og FE – d’herrer Finn Borch Ander­sen og Svend Larsen – som har været rundt og føre præven­tive sam­taler med en række chefredak­tør­er, frem­står fort­sat som et stærkt opsigtsvækkende for­løb. Aller­mest er jeg stadig nys­ger­rig på, om det mon er foregået med regerin­gens accept og viden eller måske end­da på direk­te opfor­dring fra regerin­gens sikker­hed­sud­valg. Det har Enhed­slis­tens Søren Søn­der­gaard spurgt statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen om i den for­gangne uge, men ikke over­rask­ende vil hun ikke svare på det. 

Uanset hvad er jeg kom­met i tanke om, at det egentlige for­mål med rund­turen i dan­sk presse måske ikke var at minde forskel­lige mediechefer om, at man kan få op til tolv års fængsel, hvis man afs­lør­er statens hem­me­lighed­er. For selvføl­gelig ved de fleste chefredak­tør­er udmær­ket godt det. Måske var for­målet i virke­lighe­den at true den anden vej, alt­så ind i egne rækker. Alt­så indi­rek­te at sige til poten­tielle whistle­blow­ers i PET og FE, at det kan de godt glemme alt om. Eller måske end­da at sætte en prop i aktive whistle­blow­ers, hvorom de hem­melige tjen­ester allerede ved, at de har lækket fortroligt mate­ri­ale til Berlingske Media, JP/Politikens Hus og Dan­marks Radio – de tre mediehuse som fik fint besøg. I hvert fald fort­sæt­ter dette for­løb med at fascinere mig. 

Og så er der det med de fire per­son­er fra FE og PET, der midt i det hele blev varetægts­fængslet. Så vidt jeg forstår, er tre af dem siden blevet løs­ladt, mens den fjerde har fejret jul bag trem­mer. Hvem disse per­son­er er, er strengt for­budt at skrive, men tro mig, når jeg siger, at der her gem­mer sig en gigan­tisk skan­dale, som vil udløse et jord­skælv i dan­sk presse og dit­to poli­tik. For ikke at sige i de hem­melige tjen­ester i både ind- og udland. Eller som jour­nal­ist Hans David­sen-Nielsen skrev om sagen i Poli­tiken den 24. decem­ber: “Når sand­he­den før eller siden kom­mer frem, vil det sikkert stå på for­si­den af alle danske avis­er og måske end­da i The New York Times.” I min bog er det nærmest en under­driv­else; jeg er helt sikker på, at The New York Times kom­mer til at skrive om sagen på deres forside. 

Nostalgi 

Denne uge på Fri­heds­brevet står i tilbage­b­likkets tegn. Vores jour­nal­is­ter hold­er en fort­jent jule­ferie, og i mellemti­den ser vi tilbage på nogle af de bed­ste og vigtig­ste his­to­ri­er vi har bragt siden vi gik i luften. 

Fri Kritik 

Årets sid­ste udgave af nyheds­brevet Fri Kri­tik – fra Mette Høeg – giv­er en anbe­fal­ing af en uak­tuel udgivelse om ver­dens mest radikale hukom­melses­tab. Desu­den afs­lør­er Mette Høeg sin største og mest væm­melige læseo­plevelse i det for­gangne år. 

Fri Tænkning 

Chefredak­tør Flem­ming Rose melder, at næste udgave af nyheds­brevet Fri Tænkn­ing er i pro­ces. Han melder at: “I skrivende stund er emnet for denne uges Fri Tænkn­ing end­nu ikke afklaret. 

Det bliv­er enten en reflek­sion over nogle af de stem­mer, ideer og hold­ninger, som i det for­gangne år fandt vej til Fri Tænkn­ing, eller fortællin­gen om en mand, der har knækket den kode, som mange bruger tid og kræfter på omkring årsskiftet, når de tænker over, hvad de gerne vil gøre anderledes det kom­mende år: Hvad er tid, og hvor­dan får man mest muligt ud af den?”

Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔

1️⃣ Han har været træls igen­nem læn­gere tid, men her på det sen­este har Søren Pind virke­lig fået kanin­er i kabyssen. I mere og mere opkørte og skingre klum­mer i Berlingske harcel­erer han mod pressen, som, han men­er, er blevet fanebær­er for fas­cis­mens genkomst samt en trussel mod demokrati­et. Eller som vi taler om det på Twitter:


Helt gak­gak. Og pin­ligt, for det hele han­dler jo om, at Søren Pind ikke kan tåle, at pressen afs­lørede hans gode ven dom­mer Serup. 

Bonne année 🥳

Som den frankofile Søren Pind siger, når han siger “godt nytår” på fran­sk. Godt nytår til alle Fri­heds­brevets medlem­mer og til alle, der læs­er med her. Vi er tilbage med fornyet kraft i 2022. 

Mvh, Mads Brüg­ger, chefredak­tør, Frihedsbrevet