Fri Mads #31: SOS fra Narreskibet
Når man nu er så heldig at have en flot og fin kæphest, skal den jo også bruges til noget. Min kæphest er selvfølgelig, at mediestøtten efterhånden har nået et niveau, hvor staten har penge i stort set al medievirksomhed i dette land. Dog med få undtagelser, heriblandt Frihedsbrevet, der har til formål at vise, hvad et rigtigt frit og uafhængigt medie kan præstere. Det er mig bekendt, at nogle mennesker finder min konstante knevren om mediestøtten trættende, men desværre ligger det i min natur at gå mine omgivelser på nerverne. Så derfor har jeg nok engang fundet min kæphest frem – for at tage endnu en runde i manegen.
Gratis penge til alle
Anledningen er naturligvis, at der netop er blevet uddelt mediestøtte for det kommende år. I alt 74 medier får tilsammen 352,9 millioner kroner af staten, hvoraf Jysk Fynske Medier og JP/Politikens Hus tegner sig for de 177. Flere af modtagerne er absurd nok medier, som udmærket ville kunne klare sig uden at få en hestesko af det offentlige. Alligevel har de søgt om at komme på støtten, vel vidende at de ikke skal betale pengene tilbage, selvom de ender med sorte tal på bundlinjen. Som for eksempel JP/Politikens Hus, der i forvejen svømmer i penge. Det er og bliver en skandale, at dette vanvid får lov til at fortsætte.
“Meet the new boss, same as the old boss” ?
Hvad der også er en skandale, er, at der netop er blevet udpeget et nyt medienævn, som altså er det nævn, der uddeler støtten. Skandalen består i, at ligesom med det gamle nævn – som jeg tidligere har skrevet om – er det igen lykkedes Kulturministeriet at sammensætte en gruppe af mennesker, der tilsammen har forsvindende lidt praktisk indsigt i medievirksomhed. Som sædvanlig synes Kulturministeriet og de organisationer, som er med til at sammensætte nævnet, derimod at foretrække skrivebordstomaterne. Hvorfor har Dansk Journalistforbund for eksempel indstillet en sekretariatschef, Karin Mette Thomsen, til at være medlem? Det eneste, vi ved om hende, er, at hun “udgør den øverste administrative ledelse i DJ og har ansvaret for den daglige drift,” men hvad der ellers kvalificerer hende til at være med til at uddele milliarder af skattekroner til dansk presse, forbliver uvist. Som kronen på værket har man udnævnt mediejuristen Vibeke Borberg til formand for nævnet, samtidig med at selvsamme Vibeke Borberg fører sag mod Berlingske på vegne af to webshopejere, der har sagsøgt avisen for fem millioner kroner. For dem, der ikke ved det, er de to bagmænd vrede over nogle artikler, som Berlingske har bragt om dem. På Twitter gør Borberg gældende, at hun sagtens kan administrere situationer, hvor hun måtte være inhabil, men ikke desto mindre, på det optiske plan, ser det ikke godt ud.
Og således, som passagererne på den nederlandske maler Hieronymus Bosch’s billede Narreskibet, drager vi ind i året 2022. Og jeg skriver altså hermed mit sidste nyhedsbrev for i år. Nok engang tak, fordi du læser med, og husk, at det aldrig er for sent at melde sig ind i Frihedsbrevet. For kun 79 kroner om måneden er du med til at sikre, at vi har mindst et medie, som ikke er i lommen på staten.
De hemmelige tjenester
Denne gang har jeg tænkt mig at skrive mere om sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET), et emne, der fortsætter med at tryllebinde mig. Jeg tænker selvfølgelig på hele forløbet, som jeg skrev om i den forgangne uge; altså om cheferne for FE og PET, der har været på tour de chambre for at intimidere en række chefredaktører. Et højst besynderligt forløb, som fandt sted samtidig med to andre muligvis forbundne begivenheder, der også stikker ud i landskabet. Den ene er undersøgelseskommissionen, som frifandt FE for at have løjet for det tilsyn, der holder øje med de hemmelige tjenester. Den anden er historien om de fire personer fra FE og PET, der pludselig blev varetægtsfængslet. Om den sidstnævnte hændelse ved vi officielt meget lidt, for der er dobbeltlukkede døre i sagen og hertil et navneforbud skrevet med tommetykke versaler.
Hvad vi dog ved, er, at det hele skete næsten samtidigt, i tiden omkring den 9. december: Offentliggørelsen af rapporten, der frifinder FE, cheferne fra FE og PET, der var på intimiderings-rundering i pressen, og så varetægtsfængslingen af de fire personer fra PET og FE. Hænger det mon sammen, det hele? Måske, måske ikke, men til hver af de tre hændelser har jeg lige tænkt mig at knytte nogle ekstra kommentarer.
Om rapporten, der frifandt FE, finder jeg det mærkeligt, at det netop er tre landsdommere, der har stået for undersøgelsen. De hedder Thomas Jønler, Hans-Jørgen Nymark Beck og Jens Hartig Danielsen. Alle blev de udpeget af Justitsministeriet efter indstilling fra præsidenten for Vestre Landsret. Det kan være, at der er noget, jeg har overset eller ikke forstår, men jeg begriber simpelthen ikke, hvad det er, som kvalificerer netop disse tre landsdommere til at forestå en undersøgelse af de beskyldninger mod FE, der blev rejst af tilsynet, som holder øje med de hemmelige tjenester. Som jeg ser det, er det ikke enhver forundt at være i stand til vurdere, hvad der er ret og vrang, når det gælder en militær efterretningstjeneste. Og selvom de tre landsdommere sikkert har mange kvaliteter, har jeg svært ved at få øje på årsagen til, at det netop er de tre, som er de rette til at give FE et paragraf 13-eftersyn. Hvis nogen af mine læsere kan gøre mig klogere på det, skal de ikke være sene til at lade høre fra sig.
Historien om de to chefer fra PET og FE – d’herrer Finn Borch Andersen og Svend Larsen – som har været rundt og føre præventive samtaler med en række chefredaktører, fremstår fortsat som et stærkt opsigtsvækkende forløb. Allermest er jeg stadig nysgerrig på, om det mon er foregået med regeringens accept og viden eller måske endda på direkte opfordring fra regeringens sikkerhedsudvalg. Det har Enhedslistens Søren Søndergaard spurgt statsminister Mette Frederiksen om i den forgangne uge, men ikke overraskende vil hun ikke svare på det.
Uanset hvad er jeg kommet i tanke om, at det egentlige formål med rundturen i dansk presse måske ikke var at minde forskellige mediechefer om, at man kan få op til tolv års fængsel, hvis man afslører statens hemmeligheder. For selvfølgelig ved de fleste chefredaktører udmærket godt det. Måske var formålet i virkeligheden at true den anden vej, altså ind i egne rækker. Altså indirekte at sige til potentielle whistleblowers i PET og FE, at det kan de godt glemme alt om. Eller måske endda at sætte en prop i aktive whistleblowers, hvorom de hemmelige tjenester allerede ved, at de har lækket fortroligt materiale til Berlingske Media, JP/Politikens Hus og Danmarks Radio – de tre mediehuse som fik fint besøg. I hvert fald fortsætter dette forløb med at fascinere mig.
Og så er der det med de fire personer fra FE og PET, der midt i det hele blev varetægtsfængslet. Så vidt jeg forstår, er tre af dem siden blevet løsladt, mens den fjerde har fejret jul bag tremmer. Hvem disse personer er, er strengt forbudt at skrive, men tro mig, når jeg siger, at der her gemmer sig en gigantisk skandale, som vil udløse et jordskælv i dansk presse og ditto politik. For ikke at sige i de hemmelige tjenester i både ind- og udland. Eller som journalist Hans Davidsen-Nielsen skrev om sagen i Politiken den 24. december: “Når sandheden før eller siden kommer frem, vil det sikkert stå på forsiden af alle danske aviser og måske endda i The New York Times.” I min bog er det nærmest en underdrivelse; jeg er helt sikker på, at The New York Times kommer til at skrive om sagen på deres forside.
Nostalgi
Denne uge på Frihedsbrevet står i tilbageblikkets tegn. Vores journalister holder en fortjent juleferie, og i mellemtiden ser vi tilbage på nogle af de bedste og vigtigste historier vi har bragt siden vi gik i luften.
Fri Kritik
Årets sidste udgave af nyhedsbrevet Fri Kritik – fra Mette Høeg – giver en anbefaling af en uaktuel udgivelse om verdens mest radikale hukommelsestab. Desuden afslører Mette Høeg sin største og mest væmmelige læseoplevelse i det forgangne år.
Fri Tænkning
Chefredaktør Flemming Rose melder, at næste udgave af nyhedsbrevet Fri Tænkning er i proces. Han melder at: “I skrivende stund er emnet for denne uges Fri Tænkning endnu ikke afklaret.
Det bliver enten en refleksion over nogle af de stemmer, ideer og holdninger, som i det forgangne år fandt vej til Fri Tænkning, eller fortællingen om en mand, der har knækket den kode, som mange bruger tid og kræfter på omkring årsskiftet, når de tænker over, hvad de gerne vil gøre anderledes det kommende år: Hvad er tid, og hvordan får man mest muligt ud af den?”
Hvad jeg ellers går og tænker på ?
1️⃣ Han har været træls igennem længere tid, men her på det seneste har Søren Pind virkelig fået kaniner i kabyssen. I mere og mere opkørte og skingre klummer i Berlingske harcelerer han mod pressen, som, han mener, er blevet fanebærer for fascismens genkomst samt en trussel mod demokratiet. Eller som vi taler om det på Twitter:
Helt gakgak. Og pinligt, for det hele handler jo om, at Søren Pind ikke kan tåle, at pressen afslørede hans gode ven dommer Serup.
Bonne année ?
Som den frankofile Søren Pind siger, når han siger “godt nytår” på fransk. Godt nytår til alle Frihedsbrevets medlemmer og til alle, der læser med her. Vi er tilbage med fornyet kraft i 2022.
Mvh, Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet