Fri Mads #32: Leop­arderne i Hangzhou


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cook­ies fra vores lydleverandør.

Mod­sat folk i Adam McK­ays 75 mil­lion­er dol­lars dyre og helt igen­nem elendi­ge Net­flix-kome­die Don’t Look Up kig­ger vi fak­tisk op. Lige omkring juleaften, den 25. decem­ber, røg en Ari­ane 5 raket afst­ed fra Fran­sk Guyana med­brin­gende det såkaldte James Webb Rumte­leskop; en infrarød inter­stel­lar kikkert, som vil gøre os i stand til at se læn­gere ud i rum­met end nogensinde før. Sam­tidig, en måned forinden, blev en satel­lit sendt op fra Van­den­berg Space Force Base i Cal­i­fornien med det ene for­mål at smadre ind i en måne til aster­oiden Didy­mos. Ideen med mis­sio­nen er at gøre os klogere på, hvor­dan vi kan beskytte Jor­den mod de kome­ter og aster­oi­der, der truer med at ramme os. Så ja, den trætte gam­le men­neske­hed, med alle dens mange fejl og man­gler, kig­ger fak­tisk op, og ikke alt er ved at gå ad hekken­feldt til. Det, tænker jeg, er et glædeligt bud­skab at starte mit nyheds­brev num­mer 32 med. Velkom­men til og godt nytår.

Lak­mus­pa­pir

Det eneste, som er brug­bart ved Don’t Look Up, er, at det lidt teg­n­er til at blive det 21. århun­dredes Mon­ty Python. Her tænker jeg på den gam­le lovmæs­sighed, som dik­ter­er, at men­nesker, der døjer med visse man­gler på humor­fron­ten, ofte er gigan­tiske fans af Mon­ty Python. Det samme prin­cip lad­er lidt til at være gældende for Don’t Look Up, for jeg har bemær­ket på sociale medi­er, at men­nesker, jeg ikke reg­n­er som de sjoveste iblandt os, sim­pelthen knuselsker Don’t Look Up. Så hvis man vil vide, om en per­son har humor eller ej, er Don’t Look Up åben­bart det per­fek­te lak­mus­pa­pir. Og det er, som man siger, da altid noget.

Interne affær­er 

Det her bliv­er et kort nyheds­brev, som først og fremmest han­dler om human resources. I dag starter nem­lig hele tre nye jour­nal­is­ter på Fri­heds­brevet: Jeppe Find­alen, Per Lysholt og Vibe Løn­strup. Jeg glæder mig til at byde dem velkom­men og er spændt på, hvad denne markante opgrader­ing af vores redak­tion kom­mer til at kaste af sig. Ambi­tion­erne er i hvert fald store, nem­lig at 2022 skal være året, hvor Fri­heds­brevet for alvor træder i karak­ter. Så hvis du ikke allerede har meldt dig ind i klubben, er det sid­ste udkald, hvis du ikke snart vil føle dig udenfor.

Ledi­ge stillinger 

Vi led­er stadig efter en eller to jour­nal­is­ter, der kan dække finans og erhverv for os. Så skriv endelig, hvis du selv, eller nogen du kender, både kan læse et reg­n­skab og finde whistle­blow­ers på LinkedIn – og har mod på at joine en ung og fre­mad­stor­mende redak­tion. Noget andet, vi drøm­mer om, er snart at kunne lancere et nyheds­brev, der kun han­dler om coro­na. Vi man­gler bare at finde den rigtige for­fat­ter. I den forbindelse står det jo ikke skrevet, at ved­k­om­mende partout skal være uddan­net jour­nal­ist. Det kan ligeså godt være en per­son med en dyb faglig ind­sigt i dis­ci­plin­er som virolo­gi, epi­demi­olo­gi eller immunolo­gi. Vigtigst er, at vi find­er en per­son, der har mod på at ødelægge den gode stemn­ing på en kval­i­fi­ceret måde, og som vil skrive og mene alt det, vi lidt har på fornem­melsen, men som ingen tør sige højt.

Gub­bernes og gråh­jelmenes ven

Som for eksem­pel hvor paradok­salt det er, at vi har en statsmin­is­ter, der kalder sig børnenes statsmin­is­ter, sam­tidig med at hen­des nytårstale var én lang skål­tale til de gam­le. Hvis hun er noget, så er hun gub­bernes og gråh­jelmenes ven – hvilket hun ikke kan være bek­endt. For tænk lige på, at året 2022 starter med, at børn og unge igen skal sid­de foran skær­men der­hjemme. Det er sim­pelthen så synd for dem, at jeg man­gler ord for det, og det går over min for­stand, at statsmin­is­teren i sin nytårstale igen forsømte at række ud til danske børn og unge. For at beskytte men­nesker mod en syg­dom, hvis gen­nem­snitlige offer er omtrent 80 år gam­mel, er børn og unge efter­hån­den gået glip af mange ugers inter­ak­tion med hinan­den. Og det på et tid­spunkt i livet, hvor fysisk samvær er altafgørende. Det er en meget høj pris at betale, og grundlæggende helt Omvendt­slev i forhold til naturens orden, alt­så at man bruger børnene til at beskytte de vok­sne. Det ple­jer nor­malt at være den anden vej rundt. Sam­let set frygter jeg, at reg­nin­gen for dette eksper­i­ment i forhold til men­tale lidelser bliv­er helt enormt høj, hvor­for det også forekom­mer absurd, at der næsten ikke er nogen vok­sne på Chris­tians­borg, som taler de unges sag mere kon­sekvent og stand­haftigt, end til­fældet er. Og så er jeg slet ikke kom­met til, hvad dette eksper­i­ment bety­der på ver­den­s­plan, hvor i alt 1,5 mil­liarder børn og unge er blevet forhin­dret i at gå i skole.

Og så til Belgien

Nogle andre, der betaler en høj pris i disse dage, er museerne. Og teatrene. Og biograferne. På trods af meget lidt evi­dens for at teatre og biografer skulle være kilde til spred­ning af coro­na, er de igen blevet lukket ned. I den forbindelse er det inter­es­sant, at Bel­giens svar på højesteret i for­rige uge omstødte regerin­gens beslut­ning om at lukke lan­dets biografer og teatre ned. Årsagen var, at regerin­gen ikke havde ført tilstrække­lig bevis for, at biografer og teatre er “specielt farlige for sund­hed og men­neske­liv i forhold til at sprede coro­na-virus”, som det fremgik af kendelsen. Det er helt enormt inter­es­sant, for er det samme egentlig ikke til­fældet i Dan­mark? Har regerin­gen over­hovedet hjem­mel til at lukke hele grene af kul­turlivet ned på et grund­lag, der synes lige så spinkelt, som til­fældet er med Belgien?

Halvde­len mangler 

His­to­rien om coro­na fort­sæt­ter med at fascinere og for­bløffe. Ifølge dataknuserne hos uge­bladet The Econ­o­mist er det reelle død­stal på ver­den­s­plan nu oppe på 17,5 mil­lion­er men­nesker, og var det ikke for inter­net­tet og det fak­tum, at ver­den aldrig har været så rig som den er nu, var det sikkert gået meget værre. Men det går ikke i sin mor igen, før hele ver­den er blevet vac­cineret, hvilket desværre har lange udsigter. I skrivende stund er 44% af ver­dens befolkn­ing stadig ikke blevet fuldt vac­cineret, og så længe det er til­fældet, skal vi leve med truslen om nye og poten­tielt mere farlige vari­anter af coro­na. I sin bog Shut­down: How Covid Shook the World’s Econ­o­my skriv­er den britiske pro­fes­sor i his­to­rie, Adam Tooze, at tilbage i maj 2020 blev det bereg­net, at det sam­let set vil koste 25 mil­liarder dol­lars at vac­cinere hele plan­eten mod coro­na. Umid­del­bart rigtigt mange penge, men som det amerikanske mag­a­sin The Atlantic har rap­porteret, brugte den amerikanske hær til sam­men­lign­ing 20 mil­liarder dol­lars om året på air­con­di­tion i Irak og Afghanistan.

Leop­arderne i Hangzhou 

I jule­fe­rien har jeg med stor fornø­jelse læst bogen Viral: The Search for the Ori­gin of Covid-19, skrevet af den canadiske molekylær­biolog Ali­na Chan og den britiske viden­sk­ab­sjour­nal­ist Matt Rid­ley. Bogen tager nogle vældige syvmileskridt mod at sandsyn­lig­gøre, at viruset stam­mer fra et lab­o­ra­to­ri­um i Wuhan, hvor­fra det er slup­pet ud ved en fejl. Som sådan er det en sund mod­vægt til den danske pro­fes­sor Thea Kølsen Fis­ch­ers bog Virus­de­tek­tiv­en, om hvor­dan hun rejste med WHO til Wuhan for at under­søge coro­nas oprindelse. At hun over­hovedet kom med til Wuhan er selvføl­gelig udtryk for, hvor dygtig en forsker hun er, men sam­tidig har jeg bidt mærke i, at det næsten er umuligt at få Thea Kølsen Fis­ch­er til at sige noget som helst kri­tisk om det kine­siske regime. Det er der ellers al mulig god grund til, for som Chans og Rid­leys bog vis­er, er der næsten ikke grænser for, hvor meget Bei­jing har løjet, for­drejet, dækket til og stil­let hin­dringer i vejen, når det gælder coro­na og nulpunk­tet Wuhan. Det rum­mer bogen mange gode eksem­pler på, men det, som gjorde mest indtryk på mig, han­dler sådan set slet ikke om coro­na, men om en safari­park i stor­byen Hangzhou.

Her, tilbage i april 2021, lykkedes det nem­lig for tre friske leop­arder at stikke af. Parkens ledelse gik straks i gang med at ind­fange de bortløb­ne kat­te, både med droner og folk, der blev kastet ned i fald­skærm for at spotte dem, og lev­ende kyllinger som madding. Men hvad parkens ledelse ikke gjorde var at ori­en­tere og advare de borg­ere, som lev­ede i umid­del­bar nærhed af safari­parken. Man var sim­pelthen bange for at fremkalde massep­a­nik samt æng­stelige for, at nyhe­den ville påvirke bil­let­sal­get. I de føl­gende dage beg­y­n­dte folk at se leop­arderne rundt omkring i området. En bonde så en leop­ard sid­de og nyde livet blandt buskene i en teplan­tage. Han tog et billede af den og lagde det op på netvær­ket WeChat – selvom hans ven­ner fraråd­ede ham at gøre det. For ville det ikke give unødi­ge prob­le­mer med myn­dighed­erne? Imens fort­sat­te safari­parken med at benægte, at leop­arderne var stukket af. Det var først, da den lokale regering endelig for­t­alte sand­he­den om, hvad der var sket, at safari­parken lagde kor­tene på bor­det. På det tid­spunkt havde leop­arderne været på fri fod i over en uge.

Vel kan man ikke sam­men­ligne bortløb­ne leop­arder med en virus, som har forår­saget en pan­de­mi, men his­to­rien fortæller alligev­el noget grundlæggende og evig­gyldigt om den men­tal­itet, der hersker i et dik­tatur som Kina. Og så elsker jeg sind­billedet af de tre leop­arder, som løber rundt i Hangzhou.

Arrived­er­ci 

Som man siger i Ital­ien, netop kåret som årets land af The Econ­o­mist. Jeg ved, at der er gode og stærke his­to­ri­er på vej fra vores skriben­ter og jour­nal­is­ter i denne uge, men jeg har lovet et kort nyheds­brev og agter at holde mit løfte.

Vi skrives ved om en uge.

Mvh, chefredak­tør Mads Brüg­ger, Frihedsbrevet