Fri Mads #32: Leoparderne i Hangzhou

Modsat folk i Adam McKays 75 millioner dollars dyre og helt igennem elendige Netflix-komedie Don’t Look Up kigger vi faktisk op. Lige omkring juleaften, den 25. december, røg en Ariane 5 raket afsted fra Fransk Guyana medbringende det såkaldte James Webb Rumteleskop; en infrarød interstellar kikkert, som vil gøre os i stand til at se længere ud i rummet end nogensinde før. Samtidig, en måned forinden, blev en satellit sendt op fra Vandenberg Space Force Base i Californien med det ene formål at smadre ind i en måne til asteroiden Didymos. Ideen med missionen er at gøre os klogere på, hvordan vi kan beskytte Jorden mod de kometer og asteroider, der truer med at ramme os. Så ja, den trætte gamle menneskehed, med alle dens mange fejl og mangler, kigger faktisk op, og ikke alt er ved at gå ad hekkenfeldt til. Det, tænker jeg, er et glædeligt budskab at starte mit nyhedsbrev nummer 32 med. Velkommen til og godt nytår.
Lakmuspapir
Det eneste, som er brugbart ved Don’t Look Up, er, at det lidt tegner til at blive det 21. århundredes Monty Python. Her tænker jeg på den gamle lovmæssighed, som dikterer, at mennesker, der døjer med visse mangler på humorfronten, ofte er gigantiske fans af Monty Python. Det samme princip lader lidt til at være gældende for Don’t Look Up, for jeg har bemærket på sociale medier, at mennesker, jeg ikke regner som de sjoveste iblandt os, simpelthen knuselsker Don’t Look Up. Så hvis man vil vide, om en person har humor eller ej, er Don’t Look Up åbenbart det perfekte lakmuspapir. Og det er, som man siger, da altid noget.
Interne affærer
Det her bliver et kort nyhedsbrev, som først og fremmest handler om human resources. I dag starter nemlig hele tre nye journalister på Frihedsbrevet: Jeppe Findalen, Per Lysholt og Vibe Lønstrup. Jeg glæder mig til at byde dem velkommen og er spændt på, hvad denne markante opgradering af vores redaktion kommer til at kaste af sig. Ambitionerne er i hvert fald store, nemlig at 2022 skal være året, hvor Frihedsbrevet for alvor træder i karakter. Så hvis du ikke allerede har meldt dig ind i klubben, er det sidste udkald, hvis du ikke snart vil føle dig udenfor.
Ledige stillinger
Vi leder stadig efter en eller to journalister, der kan dække finans og erhverv for os. Så skriv endelig, hvis du selv, eller nogen du kender, både kan læse et regnskab og finde whistleblowers på LinkedIn – og har mod på at joine en ung og fremadstormende redaktion. Noget andet, vi drømmer om, er snart at kunne lancere et nyhedsbrev, der kun handler om corona. Vi mangler bare at finde den rigtige forfatter. I den forbindelse står det jo ikke skrevet, at vedkommende partout skal være uddannet journalist. Det kan ligeså godt være en person med en dyb faglig indsigt i discipliner som virologi, epidemiologi eller immunologi. Vigtigst er, at vi finder en person, der har mod på at ødelægge den gode stemning på en kvalificeret måde, og som vil skrive og mene alt det, vi lidt har på fornemmelsen, men som ingen tør sige højt.
Gubbernes og gråhjelmenes ven
Som for eksempel hvor paradoksalt det er, at vi har en statsminister, der kalder sig børnenes statsminister, samtidig med at hendes nytårstale var én lang skåltale til de gamle. Hvis hun er noget, så er hun gubbernes og gråhjelmenes ven – hvilket hun ikke kan være bekendt. For tænk lige på, at året 2022 starter med, at børn og unge igen skal sidde foran skærmen derhjemme. Det er simpelthen så synd for dem, at jeg mangler ord for det, og det går over min forstand, at statsministeren i sin nytårstale igen forsømte at række ud til danske børn og unge. For at beskytte mennesker mod en sygdom, hvis gennemsnitlige offer er omtrent 80 år gammel, er børn og unge efterhånden gået glip af mange ugers interaktion med hinanden. Og det på et tidspunkt i livet, hvor fysisk samvær er altafgørende. Det er en meget høj pris at betale, og grundlæggende helt Omvendtslev i forhold til naturens orden, altså at man bruger børnene til at beskytte de voksne. Det plejer normalt at være den anden vej rundt. Samlet set frygter jeg, at regningen for dette eksperiment i forhold til mentale lidelser bliver helt enormt høj, hvorfor det også forekommer absurd, at der næsten ikke er nogen voksne på Christiansborg, som taler de unges sag mere konsekvent og standhaftigt, end tilfældet er. Og så er jeg slet ikke kommet til, hvad dette eksperiment betyder på verdensplan, hvor i alt 1,5 milliarder børn og unge er blevet forhindret i at gå i skole.
Og så til Belgien
Nogle andre, der betaler en høj pris i disse dage, er museerne. Og teatrene. Og biograferne. På trods af meget lidt evidens for at teatre og biografer skulle være kilde til spredning af corona, er de igen blevet lukket ned. I den forbindelse er det interessant, at Belgiens svar på højesteret i forrige uge omstødte regeringens beslutning om at lukke landets biografer og teatre ned. Årsagen var, at regeringen ikke havde ført tilstrækkelig bevis for, at biografer og teatre er “specielt farlige for sundhed og menneskeliv i forhold til at sprede corona-virus”, som det fremgik af kendelsen. Det er helt enormt interessant, for er det samme egentlig ikke tilfældet i Danmark? Har regeringen overhovedet hjemmel til at lukke hele grene af kulturlivet ned på et grundlag, der synes lige så spinkelt, som tilfældet er med Belgien?
Halvdelen mangler
Historien om corona fortsætter med at fascinere og forbløffe. Ifølge dataknuserne hos ugebladet The Economist er det reelle dødstal på verdensplan nu oppe på 17,5 millioner mennesker, og var det ikke for internettet og det faktum, at verden aldrig har været så rig som den er nu, var det sikkert gået meget værre. Men det går ikke i sin mor igen, før hele verden er blevet vaccineret, hvilket desværre har lange udsigter. I skrivende stund er 44% af verdens befolkning stadig ikke blevet fuldt vaccineret, og så længe det er tilfældet, skal vi leve med truslen om nye og potentielt mere farlige varianter af corona. I sin bog Shutdown: How Covid Shook the World’s Economy skriver den britiske professor i historie, Adam Tooze, at tilbage i maj 2020 blev det beregnet, at det samlet set vil koste 25 milliarder dollars at vaccinere hele planeten mod corona. Umiddelbart rigtigt mange penge, men som det amerikanske magasin The Atlantic har rapporteret, brugte den amerikanske hær til sammenligning 20 milliarder dollars om året på aircondition i Irak og Afghanistan.
Leoparderne i Hangzhou
I juleferien har jeg med stor fornøjelse læst bogen Viral: The Search for the Origin of Covid-19, skrevet af den canadiske molekylærbiolog Alina Chan og den britiske videnskabsjournalist Matt Ridley. Bogen tager nogle vældige syvmileskridt mod at sandsynliggøre, at viruset stammer fra et laboratorium i Wuhan, hvorfra det er sluppet ud ved en fejl. Som sådan er det en sund modvægt til den danske professor Thea Kølsen Fischers bog Virusdetektiven, om hvordan hun rejste med WHO til Wuhan for at undersøge coronas oprindelse. At hun overhovedet kom med til Wuhan er selvfølgelig udtryk for, hvor dygtig en forsker hun er, men samtidig har jeg bidt mærke i, at det næsten er umuligt at få Thea Kølsen Fischer til at sige noget som helst kritisk om det kinesiske regime. Det er der ellers al mulig god grund til, for som Chans og Ridleys bog viser, er der næsten ikke grænser for, hvor meget Beijing har løjet, fordrejet, dækket til og stillet hindringer i vejen, når det gælder corona og nulpunktet Wuhan. Det rummer bogen mange gode eksempler på, men det, som gjorde mest indtryk på mig, handler sådan set slet ikke om corona, men om en safaripark i storbyen Hangzhou.
Her, tilbage i april 2021, lykkedes det nemlig for tre friske leoparder at stikke af. Parkens ledelse gik straks i gang med at indfange de bortløbne katte, både med droner og folk, der blev kastet ned i faldskærm for at spotte dem, og levende kyllinger som madding. Men hvad parkens ledelse ikke gjorde var at orientere og advare de borgere, som levede i umiddelbar nærhed af safariparken. Man var simpelthen bange for at fremkalde massepanik samt ængstelige for, at nyheden ville påvirke billetsalget. I de følgende dage begyndte folk at se leoparderne rundt omkring i området. En bonde så en leopard sidde og nyde livet blandt buskene i en teplantage. Han tog et billede af den og lagde det op på netværket WeChat – selvom hans venner frarådede ham at gøre det. For ville det ikke give unødige problemer med myndighederne? Imens fortsatte safariparken med at benægte, at leoparderne var stukket af. Det var først, da den lokale regering endelig fortalte sandheden om, hvad der var sket, at safariparken lagde kortene på bordet. På det tidspunkt havde leoparderne været på fri fod i over en uge.
Vel kan man ikke sammenligne bortløbne leoparder med en virus, som har forårsaget en pandemi, men historien fortæller alligevel noget grundlæggende og eviggyldigt om den mentalitet, der hersker i et diktatur som Kina. Og så elsker jeg sindbilledet af de tre leoparder, som løber rundt i Hangzhou.
Arrivederci
Som man siger i Italien, netop kåret som årets land af The Economist. Jeg ved, at der er gode og stærke historier på vej fra vores skribenter og journalister i denne uge, men jeg har lovet et kort nyhedsbrev og agter at holde mit løfte.
Vi skrives ved om en uge.
Mvh, chefredaktør Mads Brügger, Frihedsbrevet