Fri Mads #32: Leo­par­der­ne i Hangzhou


Her er der en medieafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores leverandør.

Mod­sat folk i Adam McK­ays 75 mil­li­o­ner dol­lars dyre og helt igen­nem elen­di­ge Net­flix-kome­die Don’t Look Up kig­ger vi fak­tisk op. Lige omkring jule­af­ten, den 25. decem­ber, røg en Ari­a­ne 5 raket afsted fra Fransk Guy­a­na med­brin­gen­de det såkald­te James Webb Rum­te­leskop; en infrarød inter­stel­lar kik­kert, som vil gøre os i stand til at se læn­ge­re ud i rum­met end nogen­sin­de før. Sam­ti­dig, en måned for­in­den, blev en satel­lit sendt op fra Van­den­berg Spa­ce For­ce Base i Cali­for­ni­en med det ene for­mål at smadre ind i en måne til aste­roi­den Didy­mos. Ide­en med mis­sio­nen er at gøre os klo­ge­re på, hvor­dan vi kan beskyt­te Jor­den mod de kome­ter og aste­roi­der, der tru­er med at ram­me os. Så ja, den træt­te gam­le men­ne­ske­hed, med alle dens man­ge fejl og mang­ler, kig­ger fak­tisk op, og ikke alt er ved at gå ad hek­ken­feldt til. Det, tæn­ker jeg, er et glæ­de­ligt bud­skab at star­te mit nyheds­brev num­mer 32 med. Vel­kom­men til og godt nytår.

Lakmus­pa­pir

Det ene­ste, som er brug­bart ved Don’t Look Up, er, at det lidt teg­ner til at bli­ve det 21. århund­re­des Mon­ty Pyt­hon. Her tæn­ker jeg på den gam­le lov­mæs­sig­hed, som dik­te­rer, at men­ne­sker, der døjer med vis­se mang­ler på humor­fron­ten, ofte er gigan­ti­ske fans af Mon­ty Pyt­hon. Det sam­me prin­cip lader lidt til at være gæl­den­de for Don’t Look Up, for jeg har bemær­ket på soci­a­le medi­er, at men­ne­sker, jeg ikke reg­ner som de sjove­ste iblandt os, sim­pelt­hen knu­sel­sker Don’t Look Up. Så hvis man vil vide, om en per­son har humor eller ej, er Don’t Look Up åben­bart det per­fek­te lakmus­pa­pir. Og det er, som man siger, da altid noget.

Inter­ne affærer 

Det her bli­ver et kort nyheds­brev, som først og frem­mest hand­ler om human resour­ces. I dag star­ter nem­lig hele tre nye jour­na­li­ster på Fri­heds­bre­vet: Jep­pe Fin­da­len, Per Lys­holt og Vibe Løn­strup. Jeg glæ­der mig til at byde dem vel­kom­men og er spændt på, hvad den­ne mar­kan­te opgra­de­ring af vores redak­tion kom­mer til at kaste af sig. Ambi­tio­ner­ne er i hvert fald sto­re, nem­lig at 2022 skal være året, hvor Fri­heds­bre­vet for alvor træ­der i karak­ter. Så hvis du ikke alle­re­de har meldt dig ind i klub­ben, er det sid­ste udkald, hvis du ikke snart vil føle dig udenfor.

Ledi­ge stillinger 

Vi leder sta­dig efter en eller to jour­na­li­ster, der kan dæk­ke finans og erhverv for os. Så skriv ende­lig, hvis du selv, eller nogen du ken­der, både kan læse et regn­skab og fin­de whi­st­le­blowers på Lin­ke­dIn – og har mod på at joi­ne en ung og fremad­stormen­de redak­tion. Noget andet, vi drøm­mer om, er snart at kun­ne lan­ce­re et nyheds­brev, der kun hand­ler om cor­o­na. Vi mang­ler bare at fin­de den rig­ti­ge for­fat­ter. I den for­bin­del­se står det jo ikke skre­vet, at ved­kom­men­de par­tout skal være uddan­net jour­na­list. Det kan lige­så godt være en per­son med en dyb fag­lig ind­sigt i disci­pli­ner som viro­lo­gi, epi­de­mio­lo­gi eller immu­no­lo­gi. Vig­tigst er, at vi fin­der en per­son, der har mod på at øde­læg­ge den gode stem­ning på en kva­li­fi­ce­ret måde, og som vil skri­ve og mene alt det, vi lidt har på for­nem­mel­sen, men som ingen tør sige højt.

Gub­ber­nes og grå­hjel­me­nes ven

Som for eksem­pel hvor para­doksalt det er, at vi har en stats­mi­ni­ster, der kal­der sig bør­ne­nes stats­mi­ni­ster, sam­ti­dig med at hen­des nytårs­ta­le var én lang skå­l­ta­le til de gam­le. Hvis hun er noget, så er hun gub­ber­nes og grå­hjel­me­nes ven – hvil­ket hun ikke kan være bekendt. For tænk lige på, at året 2022 star­ter med, at børn og unge igen skal sid­de for­an skær­men der­hjem­me. Det er sim­pelt­hen så synd for dem, at jeg mang­ler ord for det, og det går over min for­stand, at stats­mi­ni­ste­ren i sin nytårs­ta­le igen for­søm­te at ræk­ke ud til dan­ske børn og unge. For at beskyt­te men­ne­sker mod en syg­dom, hvis gen­nem­snit­li­ge offer er omtrent 80 år gam­mel, er børn og unge efter­hån­den gået glip af man­ge ugers inter­ak­tion med hin­an­den. Og det på et tids­punkt i livet, hvor fysisk samvær er alt­af­gø­ren­de. Det er en meget høj pris at beta­le, og grund­læg­gen­de helt Omvendts­lev i for­hold til natu­rens orden, alt­så at man bru­ger bør­ne­ne til at beskyt­te de voks­ne. Det ple­jer nor­malt at være den anden vej rundt. Sam­let set fryg­ter jeg, at reg­nin­gen for det­te eks­pe­ri­ment i for­hold til men­tale lidel­ser bli­ver helt enormt høj, hvor­for det også fore­kom­mer absurd, at der næsten ikke er nogen voks­ne på Chri­sti­ans­borg, som taler de unges sag mere kon­se­kvent og stand­haf­tigt, end til­fæl­det er. Og så er jeg slet ikke kom­met til, hvad det­te eks­pe­ri­ment bety­der på ver­dens­plan, hvor i alt 1,5 mil­li­ar­der børn og unge er ble­vet for­hin­dret i at gå i skole.

Og så til Belgien

Nog­le andre, der beta­ler en høj pris i dis­se dage, er muse­er­ne. Og tea­tre­ne. Og bio­gra­fer­ne. På trods af meget lidt evi­dens for at tea­tre og bio­gra­fer skul­le være kil­de til spred­ning af cor­o­na, er de igen ble­vet luk­ket ned. I den for­bin­del­se er det inter­es­sant, at Bel­gi­ens svar på højeste­ret i for­ri­ge uge omstød­te rege­rin­gens beslut­ning om at luk­ke lan­dets bio­gra­fer og tea­tre ned. Årsa­gen var, at rege­rin­gen ikke hav­de ført til­stræk­ke­lig bevis for, at bio­gra­fer og tea­tre er “spe­ci­elt far­li­ge for sund­hed og men­ne­ske­liv i for­hold til at spre­de cor­o­na-virus”, som det frem­gik af ken­del­sen. Det er helt enormt inter­es­sant, for er det sam­me egent­lig ikke til­fæl­det i Dan­mark? Har rege­rin­gen over­ho­ve­det hjem­mel til at luk­ke hele gre­ne af kul­tur­li­vet ned på et grund­lag, der synes lige så spin­kelt, som til­fæl­det er med Belgien?

Halv­de­len mangler 

Histo­ri­en om cor­o­na fort­sæt­ter med at fasci­ne­re og for­bløf­fe. Iføl­ge data­knu­ser­ne hos uge­bla­det The Eco­no­mist er det reel­le dødstal på ver­dens­plan nu oppe på 17,5 mil­li­o­ner men­ne­sker, og var det ikke for inter­net­tet og det fak­tum, at ver­den aldrig har været så rig som den er nu, var det sik­kert gået meget vær­re. Men det går ikke i sin mor igen, før hele ver­den er ble­vet vac­ci­ne­ret, hvil­ket desvær­re har lan­ge udsig­ter. I skri­ven­de stund er 44% af ver­dens befolk­ning sta­dig ikke ble­vet fuldt vac­ci­ne­ret, og så læn­ge det er til­fæl­det, skal vi leve med trus­len om nye og poten­ti­elt mere far­li­ge vari­an­ter af cor­o­na. I sin bog Shut­down: How Covid Shook the World’s Eco­no­my skri­ver den bri­ti­ske pro­fes­sor i histo­rie, Adam Tooze, at til­ba­ge i maj 2020 blev det bereg­net, at det sam­let set vil koste 25 mil­li­ar­der dol­lars at vac­ci­ne­re hele pla­ne­ten mod cor­o­na. Umid­del­bart rig­tigt man­ge pen­ge, men som det ame­ri­kan­ske maga­sin The Atlan­tic har rap­por­te­ret, brug­te den ame­ri­kan­ske hær til sam­men­lig­ning 20 mil­li­ar­der dol­lars om året på aircon­di­tion i Irak og Afghanistan.

Leo­par­der­ne i Hangzhou 

I jule­fe­ri­en har jeg med stor for­nø­jel­se læst bogen Viral: The Search for the Ori­gin of Covid-19, skre­vet af den cana­di­ske mole­kylær­bi­o­log Ali­na Chan og den bri­ti­ske viden­skabsjour­na­list Matt Rid­ley. Bogen tager nog­le væl­di­ge syv­mi­leskridt mod at sand­syn­lig­gø­re, at viru­set stam­mer fra et labo­ra­to­ri­um i Wuhan, hvor­fra det er slup­pet ud ved en fejl. Som sådan er det en sund mod­vægt til den dan­ske pro­fes­sor Thea Køl­sen Fis­chers bog Virus­de­tek­ti­ven, om hvor­dan hun rej­ste med WHO til Wuhan for at under­sø­ge cor­o­nas oprin­del­se. At hun over­ho­ve­det kom med til Wuhan er selv­føl­ge­lig udtryk for, hvor dyg­tig en for­sker hun er, men sam­ti­dig har jeg bidt mær­ke i, at det næsten er umu­ligt at få Thea Køl­sen Fis­cher til at sige noget som helst kri­tisk om det kine­si­ske regi­me. Det er der ellers al mulig god grund til, for som Chans og Rid­leys bog viser, er der næsten ikke græn­ser for, hvor meget Bei­jing har løjet, for­dre­jet, dæk­ket til og stil­let hin­drin­ger i vej­en, når det gæl­der cor­o­na og nul­punk­tet Wuhan. Det rum­mer bogen man­ge gode eksemp­ler på, men det, som gjor­de mest ind­tryk på mig, hand­ler sådan set slet ikke om cor­o­na, men om en safa­ri­park i stor­by­en Hangzhou.

Her, til­ba­ge i april 2021, lyk­ke­des det nem­lig for tre fri­ske leo­par­der at stik­ke af. Par­kens ledel­se gik straks i gang med at ind­fan­ge de bort­løb­ne kat­te, både med dro­ner og folk, der blev kastet ned i faldskærm for at spot­te dem, og leven­de kyl­lin­ger som mad­ding. Men hvad par­kens ledel­se ikke gjor­de var at ori­en­te­re og adva­re de bor­ge­re, som leve­de i umid­del­bar nær­hed af safa­ri­par­ken. Man var sim­pelt­hen ban­ge for at frem­kal­de mas­se­pa­nik samt æng­ste­li­ge for, at nyhe­den vil­le påvir­ke bil­letsal­get. I de føl­gen­de dage begynd­te folk at se leo­par­der­ne rundt omkring i områ­det. En bon­de så en leo­pard sid­de og nyde livet blandt buske­ne i en teplan­ta­ge. Han tog et bil­le­de af den og lag­de det op på net­vær­ket WeChat – selv­om hans ven­ner fra­rå­de­de ham at gøre det. For vil­le det ikke give unø­di­ge pro­ble­mer med myn­dig­he­der­ne? Imens fort­sat­te safa­ri­par­ken med at benæg­te, at leo­par­der­ne var stuk­ket af. Det var først, da den loka­le rege­ring ende­lig for­tal­te sand­he­den om, hvad der var sket, at safa­ri­par­ken lag­de kor­te­ne på bor­det. På det tids­punkt hav­de leo­par­der­ne været på fri fod i over en uge.

Vel kan man ikke sam­men­lig­ne bort­løb­ne leo­par­der med en virus, som har for­år­sa­get en pan­de­mi, men histo­ri­en for­tæl­ler alli­ge­vel noget grund­læg­gen­de og evig­gyl­digt om den men­ta­li­tet, der her­sker i et dik­ta­tur som Kina. Og så elsker jeg sind­bil­le­det af de tre leo­par­der, som løber rundt i Hangzhou.

Arri­ve­derci 

Som man siger i Ita­li­en, net­op kåret som årets land af The Eco­no­mist. Jeg ved, at der er gode og stær­ke histo­ri­er på vej fra vores skri­ben­ter og jour­na­li­ster i den­ne uge, men jeg har lovet et kort nyheds­brev og agter at hol­de mit løfte.

Vi skri­ves ved om en uge.

Mvh, che­fre­dak­tør Mads Brüg­ger, Frihedsbrevet