Fri Mads #33: § 109 Varianten

Er en mandag nogensinde kom­met så hur­tigt op i omdrejninger som netop denne mandag? I dag kom det nem­lig frem, at den i forve­jen hjem­sendte chef for Forsvarets Efter­ret­ningst­jen­este (FE), Lars Find­sen, har sid­det varetægts­fængslet siden den 8. decem­ber 2021, hvor han ifølge DR Nyhed­er blev anholdt i Kas­trup Lufthavn. Hvor han var lan­det fra, melder his­to­rien ikke noget om, men hvis man er barn af Den Kolde Krig, giv­er det min­delser om anhold­elsen af den norske diplo­mat og KBG-med­del­er Arne Tre­holt i Fornebu Lufthavn i Oslo i 1984.

Paradok­salt nok blev Find­sen anholdt, få dage før at hans navn blev renset. Årsagen til, at han blev hjem­sendt tilbage i som­meren 2020, var en pressemed­delelse fra tilsynet med efter­ret­ningst­jen­esterne, som beskyldte FE og Lars Find­sen for ure­nt trav. Find­sen blev sat på våge­blus, mens tre lands­dom­mere under­søgte kri­tikken. De nåede frem til, at alt var i skønneste orden hos FE; der var ikke noget at komme efter, lød kon­klu­sio­nen i deres rap­port, som udkom den 13. decem­ber 2021. Men imens havde Poli­ti­ets Efter­ret­ningst­jen­este (PET) tilsyneladende efter­fors­ket Lars Find­sen for at lække rigets hem­me­lighed­er. Han blev anholdt, og i skrivende stund vides det ikke, om varetægts­fængslin­gen af Lars Find­sen for­længes. Det vides ikke engang, om Lars Find­sen formelt set stadig er chef for FE. Det eneste, der vides, er, at den tilsyneladende må være helt gal, siden en mand, der i den grad er sys­temets mand – eller som man siger i Eng­land; a right sort of chap – har tilbragt både jul og nytår i arresten i Hillerød.

For en god ordens skyld skal det siges, at Lars Find­sen nægter sig skyldig. Det nåede han at sige til pressen, inden dørene blev dobbeltlukket til dagens retsmøde: “Jeg vil gerne have sig­telserne frem, og jeg nægter mig skyldig. Det er fuld­stændig van­vit­tigt det her, og det må I gerne citere mig for,” lød det fra Find­sen. At det er fuld­stændig van­vit­tigt, det har han i hvert fald ret i.

Fire scenarier

På Twit­ter har inter­ne­tak­tivis­ten Peter Kofod lis­tet fire mulige bud på et sce­nar­ie, som kunne ligge til grund for anhold­elsen af Lars Find­sen. De er som følger:

1. Ægte whistle­blow­er; har videre­givet oplysninger om korruption/lovbrud/etc til medi­er. Ikke logisk umuligt, men.. Totalt out of char­ac­ter (check hans his­to­rie). Ville elske at tage fejl!
2. Omvendt whistle­blow­er. Har videre­givet hem­melige oplysninger til medi­er, for at vildlede/spinne/dække over shit. Totalt IN char­ac­ter. Ville undre mig andet, men… Det gør sådanne nogle hele tiden, 100% straffrit.
3. Ægte spi­on for (ind­sæt land vi ikke kan lide… Rus­land eller what­ev­er). Tjo, tjah. Nej vel? Weird sam­men­fald med de øvrige sager om tilsynet med efterretningstjenesterne.
4. Har videre­givet oplysninger til (ind­sæt land vi godt kan lide… USA fx). Ville ikke undre mig (bort­set fra, at de jo nok har dem i forve­jen). Samme ind­vend­ing som i sce­nar­ie 2.

Lediggang er roden til al paranoia 

Lad os forud­sætte, at det er pressen, som Lars Find­sen har lækket fortrolige oplysninger til. For eksem­pel mens han har gået der­hjemme og tril­let tom­melf­in­gre og ven­tet på under­søgelseskom­mis­sio­nens afgørelse. Man ser det for sig: Den sus­penderede Lars Find­sen dan­der­er rundt i vil­laen i Char­lot­ten­lund, og ked­somhe­den og bit­ter­he­den vokser. En dag ringer en jour­nal­ist og fores­lår, at de går en tur sam­men, og så har vi bal­laden. Hvis det er sandt, forstår man udmær­ket godt den tilt­a­gende inter­esse fra sys­temets side i mediernes kilder.

Kildebeskyttelse

Snitch­es get stitch­es siges det i den krim­inelle under­ver­den. Ve den, som taler med poli­ti­et, hvor­for den bed­ste over­levelsesstrate­gi er at følge tavshe­dens lov. Alene mis­tanken, om at man taler med poli­ti­et, kan besegle en for­bry­ders skæb­ne. Som sådan ikke helt ulig pressen og den hel­lige kildebeskyt­telse. I prin­cip­pet skal en jour­nal­ist være vil­lig til at gå i fængsel for at beskytte sine kilder, og lidt som i den krim­inelle under­ver­den vil alene mis­tanken om, at en jour­nal­ist taler med poli­ti­et om sine kilder, kunne ødelægge jour­nal­is­tens navn og rygte for altid. I hvert fald er det sandsyn­ligt, at frem­tidi­ge kilder vil gå i en stor bue uden om denne journalist.

Wittenborg-kaffe og citronmåne

Af den grund gjorde jour­nal­is­terne fra Week­en­davisen, Poli­tiken, Ekstra Bladet og “radio­sta­tio­nen tidligere kendt som LOUD” klogt i at takke nej, da de kort efter nytår blev inviteret til Wit­ten­borg-kaffe og cit­ron­måne hos den nydannede Nationale enhed for Særlig Krim­i­nalitet (NSK). En anden grund til at takke nej er, at hen­ven­delsen åbenlyst han­dler om at intimidere pressen. Hvad NSK ville tale med jour­nal­is­terne om, er deres kilder til en række his­to­ri­er, som tilsam­men udgør en dybt pin­lig læk­age for de hem­melige tjen­ester og især for FE. Alt­så en virke­lig prekær sag, som sandsyn­ligvis hænger sam­men med anhold­elsen af to per­son­er fra PET og to fra FE, hvo­raf den ene af de fire – den førnævnte chef for FE, Lars Find­sen – alt­så har sid­det varetægts­fængslet siden starten af decem­ber. I for­læn­gelse af den manøvre blev chefredak­tør­er fra en række medi­er inviteret ud til Kastel­let i Køben­havn, hvor Svend Larsen, den fun­gerende chef for FE, lige mind­ede dem om para­graf 109. En para­graf, der siger, at den, der afs­lør­er statens hem­me­lighed­er, kan straffes med fængsel i op til 12 år. Man mærk­er hen­sigten og bliv­er forstemt, for det han­dler jo om at true pressen.

§ 109 Varianten

Sjovt er det imi­dler­tid, at det nor­malt er de fær­reste redak­tør­er og jour­nal­is­ter beskåret at komme i direk­te kon­takt med de hem­melige tjen­ester. Der er jo en grund til, at det hed­der noget med “hem­melig”. Nu er der kon­takt mellem medierne og mæn­dene med skæg og blå briller som aldrig før, mens de ans­varlige poli­tikere, dem, der nor­malt taler med pressen, er tavse som graven. En helt ny og uvant virke­lighed, som jeg kalder Para­graf 109 Vari­anten. I øvrigt er Lars Find­sen sigtet efter para­graf 109, stk. 1.

Sandy & Barbara 

Der var dog et medie, som sagde ja til at mødes med NSK, og det var DR. Nyheds­di­rek­tør Sandy French argu­menter­er med, at DR prin­cip­ielt stiller op, når poli­ti­et byder inden­for, men at DR selvføl­gelig ikke har tænkt sig at afs­løre sine kilder. Da jeg hørte Sandy French fortælle om beslut­nin­gen i P1 Mor­gen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om denne føl­gagtighed mon hænger sam­men med hen­des for­tid som særlig råd­giv­er i Justitsmin­is­teri­et, hvor hun lærte kom­mende departe­mentschef i Statsmin­is­teri­et Bar­bara Ber­telsen at kende. I dag er de to bed­ste ven­ner, hvilket vi har skrevet om tidligere. At Dan­marks mægtig­ste embeds­mand og chefen for Dan­marks største nyhed­sor­gan­i­sa­tion er Best Friends For­ev­er for­bliv­er inter­es­sant, selvom ingen rigtigt har lyst til at tale eller skrive om det. Når jeg bringer det frem igen, er det ikke, for­di jeg tror Sandy French er i lom­men på Statsmin­is­teri­et eller har tænkt sig at afs­løre DR’s kilder over­for NSK. Selvføl­gelig ikke. Jeg nævn­er det alene, for­di jeg lidt har på mis­tanken, at hen­des for­tid som særlig råd­giv­er i Justitsmin­is­teri­et har skadet hen­des døm­mekraft. Og ven­sk­a­bet med Bar­bara Ber­telsen har bestemt ikke gjort det bedre. Hvad, der er sket, er, at Sandy French ganske enkelt har fået sym­pa­ti for stats­magten, og der­for siger hun instink­tivt ja, når poli­ti­et ringer for at høre, om man vil med til et møde, der kun har et for­mål; nem­lig at udfritte DR om deres kilder.

Husk at trække vejret 

Jeg fik indi­rek­te bestyr­ket denne mis­tanke, da jeg i går oplevede Børsens chefredak­tør Bjarne Cory­don på turné i mediema­gasin­erne Pres­sel­o­gen på TV 2 News og Tabloid på P1. Her gjorde den tidligere finans­min­is­ter gældende, at han ikke så det fjerneste prob­lem i, at en jour­nal­ist mødes med poli­ti­et om, hvem ens kilder er, og han kunne slet ikke se, ej heller forstå, at der var tale om en intimiderende adfærd over­for pressen. Fak­tisk mente Cory­don, at hele polemikken mest var udtryk for, at pressen var nogle hys­tad­er, og at vi bare skulle lære at trække vejret engang imellem.

Den hemmelige viden 

Bag ved Cory­dons ræson­nement fornem­mer man klart hans ind­groede sym­pa­ti for stats­magten, en sym­pa­ti jeg også aner hos Sandy French. Hvilket nok engang var et eksem­pel på, hvor fork­ert det er, at dan­sk presse tillad­er, at en tidligere finans­min­is­ter bliv­er chefredak­tør for Børsen, og en tidligere særlig råd­giv­er i Justitsmin­is­teri­et bliv­er nyheds­di­rek­tør i DR. Som tin­gene flasker sig, vil mediernes skæb­ne i sti­gende grad bero på, om folk har tillid til, at de virke­lig er frie og uafhængige, og så nyt­ter det alt­så ikke noget med mediechefer, der tidligere har haft deres gang i magtens kor­ri­dor­er i dan­sk poli­tik. Hver gang, der opstår et inflek­tion­spunkt, hvor disse chefers for­tid bliv­er aktu­alis­eret, melder mis­tanken sig igen; har de mon en hem­melig viden fra den­gang, som de ikke vil dele med os andre? Er der nogle gam­le sym­pa­ti­er, der lig­ger og spøger, noget med nogen man ikke vil være uven­ner med? Er der folk på Slot­shol­men, som stadig hvisker dem i ørerne? Denne guilt by asso­ci­a­tion går aldrig væk.

Bravissimo 🥳

Æres den, som æres bør, og der­for et stort tillykke til Ekstra Bladet med Cavling-prisen. Når man ser på lis­ten over de nominerede, skal der ikke herske tvivl om, at avisens artikelserie om de danske børn i Syrien var den aller­stærkeste og bed­ste kan­di­dat til dan­sk press­es mest fornemme pris. I øvrigt er det værd at bemærke, at his­to­rien om de danske børn i Syrien givetvis er årsagen til, at NSK vil tale med Ekstra Bladet. His­to­rien byg­ger nem­lig til dels på kilde­ma­te­ri­ale, der er blevet lækket fra FE.

Et vinderhold

Her på Fri­heds­brevet kan vi glæde os over, at to af de jour­nal­is­ter, som var med til at vin­de Cavling-prisen, i dag arbe­jder hos os; nem­lig Jeppe Find­alen og Mag­nus Mio. Foru­den chefredak­tør Kristof­fer Erik­sen, som var med til at støbe kuglerne, den­gang han var chefredak­tør på Ekstra Bladet. Så hvis du vil satse dine penge på et vin­der­hold, er det nu, du skal melde dig ind i Fri­heds­brevet. For som jeg har sagt det før, og som jeg garantris­set kom­mer til at sige det igen, giv­er det kun mening med et frit og uafhængigt medie, der prin­cip­ielt siger nej til medi­estøtte, hvis folk gider at betale for det. Så kom, og vær med.

I resten af mit nyheds­brev num­mer #33 vil jeg først “nuancere” og “præ­cis­ere”, som det hed­der, når mediechefer skal rette fejl og man­gler. Når det er over­stået, vil jeg kigge frem i ugen og pin­pointe noget af det ind­hold, som er på vej fra Frihedsbrevet.

Fejl og mangler 

Jeg har opdaget, at en række læsere sim­pelthen tror, at jeg ikke helt har fat­tet pointen med Net­flix-kome­di­en Don’t look up, som jeg skrev om i mit for­rige nyheds­brev. Flere abon­nen­ter har i hvert fald skrevet og gjort mig opmærk­som på, at fil­men er en satirisk kom­men­tar til kli­makrisen. Og som sådan alt­så slet ikke han­dler om, at en stor komet truer med at udslette alt liv på Jor­den. Her­til vil jeg bare sige, at den har jeg alt­så fanget. Fak­tisk synes jeg, at alle­gorien er så åbenlys, at jeg ikke troede, det var nød­vendigt at skære det ud i pap. Men bare så der ikke er mere tvivl derude: Jeg forstår godt, at Don’t look up er en satirisk kom­men­tar til kli­makrisen. Hvilket dog ikke rykker det fjerneste ved, at Don’t look up stadig er en helt utroligt dårlig kome­die. Eller som Mas­ter Yoda ville sige det: “Alt for lang og selv­forels­ket er den.” Og hvem har dog fået den idi­o­tiske ide, at Leonar­do DiCaprios fig­ur skulle være en sex­et professor?

Fri Finans

I mor­gen udkom­mer vores nyheds­brev Fri Finans. På menu­en er en god his­to­rie om en pla­giat­sag hos LEGO.

Og så gælder det spørgsmålet om, hvad vi egentlig gør, hvis sund­hed­skris­er som coro­n­aepi­demien går hen og bliv­er the new nor­mal? Skal statskassen bløde videre i al evighed, eller er det også muligt at tænke i mere markeds­baserede løs­ninger? Dét spørgsmål har en arbe­jds­gruppe, som er ned­sat af regerin­gen, under­søgt nærmere. Fri Finans har talt med flere af arbe­jds­grup­pens ekspert­er om udfor­dringerne ved at lade stat­en betale gildet, hvis fremti­den i sand­hed er epi­demiernes tidsalder.

Fri Tid

Udkom­mer på fredag. De To Sultne Piger skriv­er: “Vi har spist indisk – Sahil nede i Havne­gade i Køben­havn, hvor vi var de ENESTE gæster i restau­ran­ten. Så snakker vi nok lidt om indisk gamet i Køben­havn generelt, vi har en høne at plukke med Restau­rant Lola på Chris­tian­shavn og så noget om vores føl­gere, der synes, vi spis­er alt for lidt indisk apparently.”

Og så er der den anden del af nyheds­brevet Fri Tid, nem­lig Simon Jul. Han skriv­er: “Det skal han­dle om noget af det mest elskede og had­ede: May­on­naise! Det er et grund­stof, der med sin alsidighed har stort set uen­delige anven­delses­mu­lighed­er. Så i denne uge hylder vi sovsen over sovsers sovs.”

Fri Tænkning

I denne uges Fri Tænkn­ing taler Flem­ming Rose med en af USA’s mest erfarne diplo­mater og ekspert­er i forhold­et mellem USA og Rus­land, Thomas Gra­ham. Gra­ham har i to omgange været udsta­tioneret på USA’s ambas­sade i Mosk­va. Først i slut­nin­gen af sov­jet­pe­ri­o­den og der­på i midten af 1990’erne. Indimellem arbe­jd­ede han med det amerikan­sk-rus­siske forhold i uden­rigsmin­is­teri­et i Wash­ing­ton. Gra­ham var afdel­ingschef for Rus­land i præsi­dent George W. Bushs Nationale Sikker­hed­sråd i årene 2004–2007, hvor han havde ans­var for den strate­giske dia­log mellem Det Hvide Hus og Kreml. I dag er han knyt­tet til The Coun­cil on For­eign Rela­tions og Kissinger Asso­ciates. Der er alt­så tale om en iagt­tager og aktør, som på nærmeste hold har ful­gt og delt­aget i det amerikan­sk-rus­siske forhold gen­nem de sen­este fire årtier.

Fri Kritik

Mette Høeg skriv­er: “Fri Kri­tik starter det nye år med at fremhæve lit­ter­a­turens uop­byggelige og under­gravende kræfter; desu­den giv­er nyheds­brevet et overb­lik over nogle af 2022’s mest bemærkelsesværdi­ge lit­terære begivenheder.”

Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔

Til min bege­jstring så jeg forleden dag, at direk­tøren for JP Poli­tikens Hus, Stig Ørskov, havde skrevet en kro­nik i Berlingske, som jeg ikke havde kun­net skrive bedre selv. På Twit­ter var der end­da en, der spurgte, om jeg havde hack­et Ørskov. I kro­nikken argu­menterede Ørskov for, at medi­estøt­ten skad­er demokrati­et, og ergo er det på tide, at vi helt afskaf­fer den. Ørskov fores­lår at udfase medi­estøt­ten over 15–20 år, mens jeg selv men­er, at de medi­er, som kan klare sig uden, allerede skal fratages støt­ten i år. Men det skal ikke skille os ad. Det mest inter­es­sante var, hvad der siden skete: Helt for­ven­teligt gik cheferne for Jysk Fynske Medi­er og Kris­teligt Dag­blad ud og sagde, at de men­er, det er en rigtigt dårlig ide. De vil gerne have flere gratis penge fra stat­en. Sjovt nok vil stat­en også gerne fort­sætte med at pol­stre mediernes lom­mer, for som Medi­aWatch kunne rap­portere, så afvis­er medieord­før­erne fra Socialdemokrati­et, Enhed­slis­ten og de Kon­ser­v­a­tive pure at sam­le Ørskovs forslag op. Man vil ikke engang diskutere det. Så kan man jo spørge sig selv, hvor­for Folketinget insis­ter­er på at give medierne penge, især når denne prak­sis, som Ørskov ret­telig påpeger det, er til skade for demokrati­et. Jeg lad­er spørgsmålet hænge i luften, for sådan fun­ger­er det bedst.

Good Beirut 👋🏼

Tak for din inter­esse. Jeg er tilbage om en uge. Mvh, chefredak­tør Mads Brügger