Fri Mads #33: § 109 Varianten
Er en mandag nogensinde kommet så hurtigt op i omdrejninger som netop denne mandag? I dag kom det nemlig frem, at den i forvejen hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, har siddet varetægtsfængslet siden den 8. december 2021, hvor han ifølge DR Nyheder blev anholdt i Kastrup Lufthavn. Hvor han var landet fra, melder historien ikke noget om, men hvis man er barn af Den Kolde Krig, giver det mindelser om anholdelsen af den norske diplomat og KBG-meddeler Arne Treholt i Fornebu Lufthavn i Oslo i 1984.
Paradoksalt nok blev Findsen anholdt, få dage før at hans navn blev renset. Årsagen til, at han blev hjemsendt tilbage i sommeren 2020, var en pressemeddelelse fra tilsynet med efterretningstjenesterne, som beskyldte FE og Lars Findsen for urent trav. Findsen blev sat på vågeblus, mens tre landsdommere undersøgte kritikken. De nåede frem til, at alt var i skønneste orden hos FE; der var ikke noget at komme efter, lød konklusionen i deres rapport, som udkom den 13. december 2021. Men imens havde Politiets Efterretningstjeneste (PET) tilsyneladende efterforsket Lars Findsen for at lække rigets hemmeligheder. Han blev anholdt, og i skrivende stund vides det ikke, om varetægtsfængslingen af Lars Findsen forlænges. Det vides ikke engang, om Lars Findsen formelt set stadig er chef for FE. Det eneste, der vides, er, at den tilsyneladende må være helt gal, siden en mand, der i den grad er systemets mand – eller som man siger i England; a right sort of chap – har tilbragt både jul og nytår i arresten i Hillerød.
For en god ordens skyld skal det siges, at Lars Findsen nægter sig skyldig. Det nåede han at sige til pressen, inden dørene blev dobbeltlukket til dagens retsmøde: “Jeg vil gerne have sigtelserne frem, og jeg nægter mig skyldig. Det er fuldstændig vanvittigt det her, og det må I gerne citere mig for,” lød det fra Findsen. At det er fuldstændig vanvittigt, det har han i hvert fald ret i.
Fire scenarier
På Twitter har internetaktivisten Peter Kofod listet fire mulige bud på et scenarie, som kunne ligge til grund for anholdelsen af Lars Findsen. De er som følger:
- Ægte whistleblower; har videregivet oplysninger om korruption/lovbrud/etc til medier. Ikke logisk umuligt, men.. Totalt out of character (check hans historie). Ville elske at tage fejl!
- Omvendt whistleblower. Har videregivet hemmelige oplysninger til medier, for at vildlede/spinne/dække over shit. Totalt IN character. Ville undre mig andet, men… Det gør sådanne nogle hele tiden, 100% straffrit.
- Ægte spion for (indsæt land vi ikke kan lide… Rusland eller whatever). Tjo, tjah. Nej vel? Weird sammenfald med de øvrige sager om tilsynet med efterretningstjenesterne.
- Har videregivet oplysninger til (indsæt land vi godt kan lide… USA fx). Ville ikke undre mig (bortset fra, at de jo nok har dem i forvejen). Samme indvending som i scenarie 2.
Lediggang er roden til al paranoia
Lad os forudsætte, at det er pressen, som Lars Findsen har lækket fortrolige oplysninger til. For eksempel mens han har gået derhjemme og trillet tommelfingre og ventet på undersøgelseskommissionens afgørelse. Man ser det for sig: Den suspenderede Lars Findsen danderer rundt i villaen i Charlottenlund, og kedsomheden og bitterheden vokser. En dag ringer en journalist og foreslår, at de går en tur sammen, og så har vi balladen. Hvis det er sandt, forstår man udmærket godt den tiltagende interesse fra systemets side i mediernes kilder.
Kildebeskyttelse
Snitches get stitches siges det i den kriminelle underverden. Ve den, som taler med politiet, hvorfor den bedste overlevelsesstrategi er at følge tavshedens lov. Alene mistanken, om at man taler med politiet, kan besegle en forbryders skæbne. Som sådan ikke helt ulig pressen og den hellige kildebeskyttelse. I princippet skal en journalist være villig til at gå i fængsel for at beskytte sine kilder, og lidt som i den kriminelle underverden vil alene mistanken om, at en journalist taler med politiet om sine kilder, kunne ødelægge journalistens navn og rygte for altid. I hvert fald er det sandsynligt, at fremtidige kilder vil gå i en stor bue uden om denne journalist.
Wittenborg-kaffe og citronmåne
Af den grund gjorde journalisterne fra Weekendavisen, Politiken, Ekstra Bladet og “radiostationen tidligere kendt som LOUD” klogt i at takke nej, da de kort efter nytår blev inviteret til Wittenborg-kaffe og citronmåne hos den nydannede Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). En anden grund til at takke nej er, at henvendelsen åbenlyst handler om at intimidere pressen. Hvad NSK ville tale med journalisterne om, er deres kilder til en række historier, som tilsammen udgør en dybt pinlig lækage for de hemmelige tjenester og især for FE. Altså en virkelig prekær sag, som sandsynligvis hænger sammen med anholdelsen af to personer fra PET og to fra FE, hvoraf den ene af de fire – den førnævnte chef for FE, Lars Findsen – altså har siddet varetægtsfængslet siden starten af december. I forlængelse af den manøvre blev chefredaktører fra en række medier inviteret ud til Kastellet i København, hvor Svend Larsen, den fungerende chef for FE, lige mindede dem om paragraf 109. En paragraf, der siger, at den, der afslører statens hemmeligheder, kan straffes med fængsel i op til 12 år. Man mærker hensigten og bliver forstemt, for det handler jo om at true pressen.
§ 109 Varianten
Sjovt er det imidlertid, at det normalt er de færreste redaktører og journalister beskåret at komme i direkte kontakt med de hemmelige tjenester. Der er jo en grund til, at det hedder noget med “hemmelig”. Nu er der kontakt mellem medierne og mændene med skæg og blå briller som aldrig før, mens de ansvarlige politikere, dem, der normalt taler med pressen, er tavse som graven. En helt ny og uvant virkelighed, som jeg kalder Paragraf 109 Varianten. I øvrigt er Lars Findsen sigtet efter paragraf 109, stk. 1.
Sandy & Barbara
Der var dog et medie, som sagde ja til at mødes med NSK, og det var DR. Nyhedsdirektør Sandy French argumenterer med, at DR principielt stiller op, når politiet byder indenfor, men at DR selvfølgelig ikke har tænkt sig at afsløre sine kilder. Da jeg hørte Sandy French fortælle om beslutningen i P1 Morgen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om denne følgagtighed mon hænger sammen med hendes fortid som særlig rådgiver i Justitsministeriet, hvor hun lærte kommende departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen at kende. I dag er de to bedste venner, hvilket vi har skrevet om tidligere. At Danmarks mægtigste embedsmand og chefen for Danmarks største nyhedsorganisation er Best Friends Forever forbliver interessant, selvom ingen rigtigt har lyst til at tale eller skrive om det. Når jeg bringer det frem igen, er det ikke, fordi jeg tror Sandy French er i lommen på Statsministeriet eller har tænkt sig at afsløre DR’s kilder overfor NSK. Selvfølgelig ikke. Jeg nævner det alene, fordi jeg lidt har på mistanken, at hendes fortid som særlig rådgiver i Justitsministeriet har skadet hendes dømmekraft. Og venskabet med Barbara Bertelsen har bestemt ikke gjort det bedre. Hvad, der er sket, er, at Sandy French ganske enkelt har fået sympati for statsmagten, og derfor siger hun instinktivt ja, når politiet ringer for at høre, om man vil med til et møde, der kun har et formål; nemlig at udfritte DR om deres kilder.
Husk at trække vejret
Jeg fik indirekte bestyrket denne mistanke, da jeg i går oplevede Børsens chefredaktør Bjarne Corydon på turné i mediemagasinerne Presselogen på TV 2 News og Tabloid på P1. Her gjorde den tidligere finansminister gældende, at han ikke så det fjerneste problem i, at en journalist mødes med politiet om, hvem ens kilder er, og han kunne slet ikke se, ej heller forstå, at der var tale om en intimiderende adfærd overfor pressen. Faktisk mente Corydon, at hele polemikken mest var udtryk for, at pressen var nogle hystader, og at vi bare skulle lære at trække vejret engang imellem.
Den hemmelige viden
Bag ved Corydons ræsonnement fornemmer man klart hans indgroede sympati for statsmagten, en sympati jeg også aner hos Sandy French. Hvilket nok engang var et eksempel på, hvor forkert det er, at dansk presse tillader, at en tidligere finansminister bliver chefredaktør for Børsen, og en tidligere særlig rådgiver i Justitsministeriet bliver nyhedsdirektør i DR. Som tingene flasker sig, vil mediernes skæbne i stigende grad bero på, om folk har tillid til, at de virkelig er frie og uafhængige, og så nytter det altså ikke noget med mediechefer, der tidligere har haft deres gang i magtens korridorer i dansk politik. Hver gang, der opstår et inflektionspunkt, hvor disse chefers fortid bliver aktualiseret, melder mistanken sig igen; har de mon en hemmelig viden fra dengang, som de ikke vil dele med os andre? Er der nogle gamle sympatier, der ligger og spøger, noget med nogen man ikke vil være uvenner med? Er der folk på Slotsholmen, som stadig hvisker dem i ørerne? Denne guilt by association går aldrig væk.
Bravissimo ?
Æres den, som æres bør, og derfor et stort tillykke til Ekstra Bladet med Cavling-prisen. Når man ser på listen over de nominerede, skal der ikke herske tvivl om, at avisens artikelserie om de danske børn i Syrien var den allerstærkeste og bedste kandidat til dansk presses mest fornemme pris. I øvrigt er det værd at bemærke, at historien om de danske børn i Syrien givetvis er årsagen til, at NSK vil tale med Ekstra Bladet. Historien bygger nemlig til dels på kildemateriale, der er blevet lækket fra FE.
Et vinderhold
Her på Frihedsbrevet kan vi glæde os over, at to af de journalister, som var med til at vinde Cavling-prisen, i dag arbejder hos os; nemlig Jeppe Findalen og Magnus Mio. Foruden chefredaktør Kristoffer Eriksen, som var med til at støbe kuglerne, dengang han var chefredaktør på Ekstra Bladet. Så hvis du vil satse dine penge på et vinderhold, er det nu, du skal melde dig ind i Frihedsbrevet. For som jeg har sagt det før, og som jeg garantrisset kommer til at sige det igen, giver det kun mening med et frit og uafhængigt medie, der principielt siger nej til mediestøtte, hvis folk gider at betale for det. Så kom, og vær med.
I resten af mit nyhedsbrev nummer #33 vil jeg først “nuancere” og “præcisere”, som det hedder, når mediechefer skal rette fejl og mangler. Når det er overstået, vil jeg kigge frem i ugen og pinpointe noget af det indhold, som er på vej fra Frihedsbrevet.
Fejl og mangler
Jeg har opdaget, at en række læsere simpelthen tror, at jeg ikke helt har fattet pointen med Netflix-komedien Don’t look up, som jeg skrev om i mit forrige nyhedsbrev. Flere abonnenter har i hvert fald skrevet og gjort mig opmærksom på, at filmen er en satirisk kommentar til klimakrisen. Og som sådan altså slet ikke handler om, at en stor komet truer med at udslette alt liv på Jorden. Hertil vil jeg bare sige, at den har jeg altså fanget. Faktisk synes jeg, at allegorien er så åbenlys, at jeg ikke troede, det var nødvendigt at skære det ud i pap. Men bare så der ikke er mere tvivl derude: Jeg forstår godt, at Don’t look up er en satirisk kommentar til klimakrisen. Hvilket dog ikke rykker det fjerneste ved, at Don’t look up stadig er en helt utroligt dårlig komedie. Eller som Master Yoda ville sige det: “Alt for lang og selvforelsket er den.” Og hvem har dog fået den idiotiske ide, at Leonardo DiCaprios figur skulle være en sexet professor?
Fri Finans
I morgen udkommer vores nyhedsbrev Fri Finans. På menuen er en god historie om en plagiatsag hos LEGO.
Og så gælder det spørgsmålet om, hvad vi egentlig gør, hvis sundhedskriser som coronaepidemien går hen og bliver the new normal? Skal statskassen bløde videre i al evighed, eller er det også muligt at tænke i mere markedsbaserede løsninger? Dét spørgsmål har en arbejdsgruppe, som er nedsat af regeringen, undersøgt nærmere. Fri Finans har talt med flere af arbejdsgruppens eksperter om udfordringerne ved at lade staten betale gildet, hvis fremtiden i sandhed er epidemiernes tidsalder.
Fri Tid
Udkommer på fredag. De To Sultne Piger skriver: “Vi har spist indisk – Sahil nede i Havnegade i København, hvor vi var de ENESTE gæster i restauranten. Så snakker vi nok lidt om indisk gamet i København generelt, vi har en høne at plukke med Restaurant Lola på Christianshavn og så noget om vores følgere, der synes, vi spiser alt for lidt indisk apparently.”
Og så er der den anden del af nyhedsbrevet Fri Tid, nemlig Simon Jul. Han skriver: “Det skal handle om noget af det mest elskede og hadede: Mayonnaise! Det er et grundstof, der med sin alsidighed har stort set uendelige anvendelsesmuligheder. Så i denne uge hylder vi sovsen over sovsers sovs.”
Fri Tænkning
I denne uges Fri Tænkning taler Flemming Rose med en af USA’s mest erfarne diplomater og eksperter i forholdet mellem USA og Rusland, Thomas Graham. Graham har i to omgange været udstationeret på USA’s ambassade i Moskva. Først i slutningen af sovjetperioden og derpå i midten af 1990’erne. Indimellem arbejdede han med det amerikansk-russiske forhold i udenrigsministeriet i Washington. Graham var afdelingschef for Rusland i præsident George W. Bushs Nationale Sikkerhedsråd i årene 2004–2007, hvor han havde ansvar for den strategiske dialog mellem Det Hvide Hus og Kreml. I dag er han knyttet til The Council on Foreign Relations og Kissinger Associates. Der er altså tale om en iagttager og aktør, som på nærmeste hold har fulgt og deltaget i det amerikansk-russiske forhold gennem de seneste fire årtier.
Fri Kritik
Mette Høeg skriver: “Fri Kritik starter det nye år med at fremhæve litteraturens uopbyggelige og undergravende kræfter; desuden giver nyhedsbrevet et overblik over nogle af 2022’s mest bemærkelsesværdige litterære begivenheder.”
Hvad jeg ellers går og tænker på ?
Til min begejstring så jeg forleden dag, at direktøren for JP Politikens Hus, Stig Ørskov, havde skrevet en kronik i Berlingske, som jeg ikke havde kunnet skrive bedre selv. På Twitter var der endda en, der spurgte, om jeg havde hacket Ørskov. I kronikken argumenterede Ørskov for, at mediestøtten skader demokratiet, og ergo er det på tide, at vi helt afskaffer den. Ørskov foreslår at udfase mediestøtten over 15–20 år, mens jeg selv mener, at de medier, som kan klare sig uden, allerede skal fratages støtten i år. Men det skal ikke skille os ad. Det mest interessante var, hvad der siden skete: Helt forventeligt gik cheferne for Jysk Fynske Medier og Kristeligt Dagblad ud og sagde, at de mener, det er en rigtigt dårlig ide. De vil gerne have flere gratis penge fra staten. Sjovt nok vil staten også gerne fortsætte med at polstre mediernes lommer, for som MediaWatch kunne rapportere, så afviser medieordførerne fra Socialdemokratiet, Enhedslisten og de Konservative pure at samle Ørskovs forslag op. Man vil ikke engang diskutere det. Så kan man jo spørge sig selv, hvorfor Folketinget insisterer på at give medierne penge, især når denne praksis, som Ørskov rettelig påpeger det, er til skade for demokratiet. Jeg lader spørgsmålet hænge i luften, for sådan fungerer det bedst.
Good Beirut ??
Tak for din interesse. Jeg er tilbage om en uge. Mvh, chefredaktør Mads Brügger