Fri Mads #33: § 109 Varianten


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores lydleverandør.

Er en man­dag nogen­sin­de kom­met så hur­tigt op i omdrej­nin­ger som net­op den­ne man­dag? I dag kom det nem­lig frem, at den i for­vej­en hjem­send­te chef for For­sva­rets Efter­ret­ning­s­tje­ne­ste (FE), Lars Find­sen, har sid­det vare­tægts­fængs­let siden den 8. decem­ber 2021, hvor han iføl­ge DR Nyhe­der blev anholdt i Kastrup Luft­havn. Hvor han var lan­det fra, mel­der histo­ri­en ikke noget om, men hvis man er barn af Den Kol­de Krig, giver det min­del­ser om anhol­del­sen af den nor­ske diplo­mat og KBG-med­del­er Arne Tre­holt i For­ne­bu Luft­havn i Oslo i 1984.

Para­doksalt nok blev Find­sen anholdt, få dage før at hans navn blev ren­set. Årsa­gen til, at han blev hjem­sendt til­ba­ge i som­me­ren 2020, var en pres­se­med­del­el­se fra til­sy­net med efter­ret­ning­s­tje­ne­ster­ne, som beskyld­te FE og Lars Find­sen for urent trav. Find­sen blev sat på våge­blus, mens tre lands­dom­me­re under­søg­te kri­tik­ken. De nåe­de frem til, at alt var i skøn­ne­ste orden hos FE; der var ikke noget at kom­me efter, lød kon­klu­sio­nen i deres rap­port, som udkom den 13. decem­ber 2021. Men imens hav­de Poli­tiets Efter­ret­ning­s­tje­ne­ste (PET) til­sy­ne­la­den­de efter­for­sket Lars Find­sen for at læk­ke rigets hem­me­lig­he­der. Han blev anholdt, og i skri­ven­de stund vides det ikke, om vare­tægts­fængs­lin­gen af Lars Find­sen for­læn­ges. Det vides ikke engang, om Lars Find­sen for­melt set sta­dig er chef for FE. Det ene­ste, der vides, er, at den til­sy­ne­la­den­de må være helt gal, siden en mand, der i den grad er syste­mets mand – eller som man siger i Eng­land; a right sort of chap – har til­bragt både jul og nytår i arre­sten i Hillerød.

For en god ordens skyld skal det siges, at Lars Find­sen næg­ter sig skyl­dig. Det nåe­de han at sige til pres­sen, inden døre­ne blev dob­belt­luk­ket til dagens rets­mø­de: “Jeg vil ger­ne have sig­tel­ser­ne frem, og jeg næg­ter mig skyl­dig. Det er fuld­stæn­dig van­vit­tigt det her, og det må I ger­ne cite­re mig for,” lød det fra Find­sen. At det er fuld­stæn­dig van­vit­tigt, det har han i hvert fald ret i.

Fire sce­na­ri­er

På Twit­ter har inter­ne­tak­ti­vi­sten Peter Kofod listet fire muli­ge bud på et sce­na­rie, som kun­ne lig­ge til grund for anhol­del­sen af Lars Find­sen. De er som følger:

  1. Ægte whi­st­le­blower; har vide­re­gi­vet oplys­nin­ger om korruption/lovbrud/etc til medi­er. Ikke logisk umu­ligt, men.. Totalt out of cha­ra­cter (check hans histo­rie). Vil­le elske at tage fejl!
  2. Omvendt whi­st­le­blower. Har vide­re­gi­vet hem­me­li­ge oplys­nin­ger til medi­er, for at vildlede/spinne/dække over shit. Totalt IN cha­ra­cter. Vil­le undre mig andet, men… Det gør sådan­ne nog­le hele tiden, 100% straffrit.
  3. Ægte spion for (ind­sæt land vi ikke kan lide… Rusland eller wha­te­ver). Tjo, tjah. Nej vel? Weird sam­men­fald med de øvri­ge sager om til­sy­net med efterretningstjenesterne.
  4. Har vide­re­gi­vet oplys­nin­ger til (ind­sæt land vi godt kan lide… USA fx). Vil­le ikke undre mig (bort­set fra, at de jo nok har dem i for­vej­en). Sam­me ind­ven­ding som i sce­na­rie 2.

Ledig­gang er roden til al paranoia 

Lad os for­ud­sæt­te, at det er pres­sen, som Lars Find­sen har læk­ket for­tro­li­ge oplys­nin­ger til. For eksem­pel mens han har gået der­hjem­me og tril­let tom­mel­fingre og ven­tet på under­sø­gel­ses­kom­mis­sio­nens afgø­rel­se. Man ser det for sig: Den sus­pen­de­re­de Lars Find­sen dan­de­rer rundt i vil­la­en i Char­lot­ten­lund, og kedsom­he­den og bit­ter­he­den vok­ser. En dag rin­ger en jour­na­list og fore­slår, at de går en tur sam­men, og så har vi bal­la­den. Hvis det er sandt, for­står man udmær­ket godt den til­ta­gen­de inter­es­se fra syste­mets side i medi­er­nes kilder.

Kil­de­be­skyt­tel­se

Snit­ches get stit­ches siges det i den kri­mi­nel­le under­ver­den. Ve den, som taler med poli­ti­et, hvor­for den bed­ste over­le­vel­ses­stra­te­gi er at føl­ge tavs­he­dens lov. Ale­ne mistan­ken, om at man taler med poli­ti­et, kan beseg­le en for­bry­ders skæb­ne. Som sådan ikke helt ulig pres­sen og den hel­li­ge kil­de­be­skyt­tel­se. I prin­cip­pet skal en jour­na­list være vil­lig til at gå i fængsel for at beskyt­te sine kil­der, og lidt som i den kri­mi­nel­le under­ver­den vil ale­ne mistan­ken om, at en jour­na­list taler med poli­ti­et om sine kil­der, kun­ne øde­læg­ge jour­na­li­stens navn og ryg­te for altid. I hvert fald er det sand­syn­ligt, at frem­ti­di­ge kil­der vil gå i en stor bue uden om den­ne journalist.

Wit­ten­borg-kaf­fe og citronmåne

Af den grund gjor­de jour­na­li­ster­ne fra Wee­ken­da­vi­sen, Poli­ti­ken, Ekstra Bla­det og “radio­sta­tio­nen tid­li­ge­re kendt som LOUD” klogt i at tak­ke nej, da de kort efter nytår blev invi­te­ret til Wit­ten­borg-kaf­fe og citron­må­ne hos den nydan­ne­de Natio­na­le enhed for Sær­lig Kri­mi­na­li­tet (NSK). En anden grund til at tak­ke nej er, at hen­ven­del­sen åben­lyst hand­ler om at inti­mi­de­re pres­sen. Hvad NSK vil­le tale med jour­na­li­ster­ne om, er deres kil­der til en ræk­ke histo­ri­er, som til­sam­men udgør en dybt pin­lig læka­ge for de hem­me­li­ge tje­ne­ster og især for FE. Alt­så en vir­ke­lig prekær sag, som sand­syn­lig­vis hæn­ger sam­men med anhol­del­sen af to per­so­ner fra PET og to fra FE, hvoraf den ene af de fire – den før­nævn­te chef for FE, Lars Find­sen – alt­så har sid­det vare­tægts­fængs­let siden star­ten af decem­ber. I for­læn­gel­se af den manøv­re blev che­fre­dak­tø­rer fra en ræk­ke medi­er invi­te­ret ud til Kastel­let i Køben­havn, hvor Svend Lar­sen, den fun­ge­ren­de chef for FE, lige min­de­de dem om para­graf 109. En para­graf, der siger, at den, der afslø­rer sta­tens hem­me­lig­he­der, kan straf­fes med fængsel i op til 12 år. Man mær­ker hen­sig­ten og bli­ver for­stemt, for det hand­ler jo om at true pressen.

§ 109 Varianten

Sjovt er det imid­ler­tid, at det nor­malt er de fær­re­ste redak­tø­rer og jour­na­li­ster beskå­ret at kom­me i direk­te kon­takt med de hem­me­li­ge tje­ne­ster. Der er jo en grund til, at det hed­der noget med “hem­me­lig”. Nu er der kon­takt mel­lem medi­er­ne og mæn­de­ne med skæg og blå bril­ler som aldrig før, mens de ansvar­li­ge poli­ti­ke­re, dem, der nor­malt taler med pres­sen, er tav­se som gra­ven. En helt ny og uvant vir­ke­lig­hed, som jeg kal­der Para­graf 109 Vari­an­ten. I øvrigt er Lars Find­sen sig­tet efter para­graf 109, stk. 1.

San­dy & Barbara 

Der var dog et medie, som sag­de ja til at mødes med NSK, og det var DR. Nyheds­di­rek­tør San­dy French argu­men­te­rer med, at DR prin­ci­pi­elt stil­ler op, når poli­ti­et byder inden­for, men at DR selv­føl­ge­lig ikke har tænkt sig at afslø­re sine kil­der. Da jeg hør­te San­dy French for­tæl­le om beslut­nin­gen i P1 Mor­gen, kun­ne jeg ikke lade være med at tæn­ke på, om den­ne føl­g­ag­tig­hed mon hæn­ger sam­men med hen­des for­tid som sær­lig råd­gi­ver i Justits­mi­ni­ste­ri­et, hvor hun lær­te kom­men­de depar­te­ments­chef i Stats­mi­ni­ste­ri­et Bar­ba­ra Ber­tel­sen at ken­de. I dag er de to bed­ste ven­ner, hvil­ket vi har skre­vet om tid­li­ge­re. At Dan­marks mæg­tig­ste embeds­mand og che­fen for Dan­marks stør­ste nyheds­or­ga­ni­sa­tion er Best Fri­ends Fore­ver for­bli­ver inter­es­sant, selv­om ingen rig­tigt har lyst til at tale eller skri­ve om det. Når jeg brin­ger det frem igen, er det ikke, for­di jeg tror San­dy French er i lom­men på Stats­mi­ni­ste­ri­et eller har tænkt sig at afslø­re DR’s kil­der over­for NSK. Selv­føl­ge­lig ikke. Jeg næv­ner det ale­ne, for­di jeg lidt har på mistan­ken, at hen­des for­tid som sær­lig råd­gi­ver i Justits­mi­ni­ste­ri­et har ska­det hen­des døm­me­kraft. Og ven­ska­bet med Bar­ba­ra Ber­tel­sen har bestemt ikke gjort det bed­re. Hvad, der er sket, er, at San­dy French gan­ske enkelt har fået sym­pa­ti for stats­mag­ten, og der­for siger hun instink­tivt ja, når poli­ti­et rin­ger for at høre, om man vil med til et møde, der kun har et for­mål; nem­lig at udfrit­te DR om deres kilder.

Husk at træk­ke vejret 

Jeg fik indi­rek­te bestyr­ket den­ne mistan­ke, da jeg i går ople­ve­de Bør­sens che­fre­dak­tør Bjar­ne Cory­don på tur­né i medi­e­ma­ga­si­ner­ne Pres­se­lo­gen på TV 2 News og Tabloid på P1. Her gjor­de den tid­li­ge­re finans­mi­ni­ster gæl­den­de, at han ikke så det fjer­ne­ste pro­blem i, at en jour­na­list mødes med poli­ti­et om, hvem ens kil­der er, og han kun­ne slet ikke se, ej hel­ler for­stå, at der var tale om en inti­mi­de­ren­de adfærd over­for pres­sen. Fak­tisk men­te Cory­don, at hele pole­mi­k­ken mest var udtryk for, at pres­sen var nog­le hysta­der, og at vi bare skul­le lære at træk­ke vej­ret engang imellem.

Den hem­me­li­ge viden 

Bag ved Cory­dons ræson­ne­ment for­nem­mer man klart hans ind­gro­e­de sym­pa­ti for stats­mag­ten, en sym­pa­ti jeg også aner hos San­dy French. Hvil­ket nok engang var et eksem­pel på, hvor for­kert det er, at dansk pres­se til­la­der, at en tid­li­ge­re finans­mi­ni­ster bli­ver che­fre­dak­tør for Bør­sen, og en tid­li­ge­re sær­lig råd­gi­ver i Justits­mi­ni­ste­ri­et bli­ver nyheds­di­rek­tør i DR. Som tin­ge­ne fla­sker sig, vil medi­er­nes skæb­ne i sti­gen­de grad bero på, om folk har til­lid til, at de vir­ke­lig er frie og uaf­hæn­gi­ge, og så nyt­ter det alt­så ikke noget med medi­e­che­fer, der tid­li­ge­re har haft deres gang i mag­tens kor­ri­do­rer i dansk poli­tik. Hver gang, der opstår et inflek­tions­punkt, hvor dis­se che­fers for­tid bli­ver aktu­a­li­se­ret, mel­der mistan­ken sig igen; har de mon en hem­me­lig viden fra den­gang, som de ikke vil dele med os andre? Er der nog­le gam­le sym­pa­ti­er, der lig­ger og spø­ger, noget med nogen man ikke vil være uven­ner med? Er der folk på Slots­hol­men, som sta­dig hvi­sker dem i ører­ne? Den­ne guilt by asso­ci­a­tion går aldrig væk.

Bra­vis­si­mo 🥳

Æres den, som æres bør, og der­for et stort til­lyk­ke til Ekstra Bla­det med Cav­ling-pri­sen. Når man ser på listen over de nomi­ne­re­de, skal der ikke her­ske tvivl om, at avi­sens arti­kel­se­rie om de dan­ske børn i Syri­en var den aller­stær­ke­ste og bed­ste kan­di­dat til dansk pres­ses mest for­nem­me pris. I øvrigt er det værd at bemær­ke, at histo­ri­en om de dan­ske børn i Syri­en givet­vis er årsa­gen til, at NSK vil tale med Ekstra Bla­det. Histo­ri­en byg­ger nem­lig til dels på kil­de­ma­te­ri­a­le, der er ble­vet læk­ket fra FE.

Et vin­der­hold

Her på Fri­heds­bre­vet kan vi glæ­de os over, at to af de jour­na­li­ster, som var med til at vin­de Cav­ling-pri­sen, i dag arbej­der hos os; nem­lig Jep­pe Fin­da­len og Magnus Mio. For­u­den che­fre­dak­tør Kri­stof­fer Erik­sen, som var med til at stø­be kug­ler­ne, den­gang han var che­fre­dak­tør på Ekstra Bla­det. Så hvis du vil sat­se dine pen­ge på et vin­der­hold, er det nu, du skal mel­de dig ind i Fri­heds­bre­vet. For som jeg har sagt det før, og som jeg garan­tris­set kom­mer til at sige det igen, giver det kun mening med et frit og uaf­hæn­gigt medie, der prin­ci­pi­elt siger nej til medi­e­støt­te, hvis folk gider at beta­le for det. Så kom, og vær med.

I resten af mit nyheds­brev num­mer #33 vil jeg først “nuan­ce­re” og “præ­ci­se­re”, som det hed­der, når medi­e­che­fer skal ret­te fejl og mang­ler. Når det er over­stå­et, vil jeg kig­ge frem i ugen og pin­po­in­te noget af det ind­hold, som er på vej fra Frihedsbrevet.

Fejl og mangler 

Jeg har opda­get, at en ræk­ke læse­re sim­pelt­hen tror, at jeg ikke helt har fat­tet poin­ten med Net­flix-kome­di­en Don’t look up, som jeg skrev om i mit for­ri­ge nyheds­brev. Fle­re abon­nen­ter har i hvert fald skre­vet og gjort mig opmærk­som på, at fil­men er en sati­risk kom­men­tar til kli­ma­kri­sen. Og som sådan alt­så slet ikke hand­ler om, at en stor komet tru­er med at uds­let­te alt liv på Jor­den. Her­til vil jeg bare sige, at den har jeg alt­så fan­get. Fak­tisk synes jeg, at alle­go­ri­en er så åben­lys, at jeg ikke tro­e­de, det var nød­ven­digt at skæ­re det ud i pap. Men bare så der ikke er mere tvivl der­u­de: Jeg for­står godt, at Don’t look up er en sati­risk kom­men­tar til kli­ma­kri­sen. Hvil­ket dog ikke ryk­ker det fjer­ne­ste ved, at Don’t look up sta­dig er en helt utro­ligt dår­lig kome­die. Eller som Master Yoda vil­le sige det: “Alt for lang og selv­fo­rel­sket er den.” Og hvem har dog fået den idi­o­ti­ske ide, at Leo­nar­do DiCaprios figur skul­le være en sexet professor?

Fri Finans

I mor­gen udkom­mer vores nyheds­brev Fri Finans. På menu­en er en god histo­rie om en plagi­atsag hos LEGO.

Og så gæl­der det spørgs­må­let om, hvad vi egent­lig gør, hvis sund­heds­kri­ser som cor­o­na­epi­de­mi­en går hen og bli­ver the new nor­mal? Skal statskas­sen blø­de vide­re i al evig­hed, eller er det også muligt at tæn­ke i mere mar­keds­ba­se­re­de løs­nin­ger? Dét spørgs­mål har en arbejds­grup­pe, som er ned­sat af rege­rin­gen, under­søgt nær­me­re. Fri Finans har talt med fle­re af arbejds­grup­pens eks­per­ter om udfor­drin­ger­ne ved at lade sta­ten beta­le gil­det, hvis frem­ti­den i sand­hed er epi­de­mi­er­nes tidsalder.

Fri Tid

Udkom­mer på fre­dag. De To Sult­ne Piger skri­ver: “Vi har spist indisk – Sahil nede i Hav­ne­ga­de i Køben­havn, hvor vi var de ENESTE gæster i restau­ran­ten. Så snak­ker vi nok lidt om indisk gamet i Køben­havn gene­relt, vi har en høne at pluk­ke med Restau­rant Lola på Chri­sti­ans­havn og så noget om vores føl­ge­re, der synes, vi spi­ser alt for lidt indisk apparently.”

Og så er der den anden del af nyheds­bre­vet Fri Tid, nem­lig Simon Jul. Han skri­ver: “Det skal hand­le om noget af det mest elske­de og hade­de: May­on­nai­se! Det er et grund­stof, der med sin alsi­dig­hed har stort set uen­de­li­ge anven­del­ses­mu­lig­he­der. Så i den­ne uge hyl­der vi sovsen over sov­sers sovs.”

Fri Tænk­ning

I den­ne uges Fri Tænk­ning taler Flem­m­ing Rose med en af USA’s mest erfar­ne diplo­ma­ter og eks­per­ter i for­hol­det mel­lem USA og Rusland, Tho­mas Gra­ham. Gra­ham har i to omgan­ge været udsta­tio­ne­ret på USA’s ambas­sa­de i Moskva. Først i slut­nin­gen af sov­jet­pe­ri­o­den og der­på i mid­ten af 1990’erne. Indi­mel­lem arbej­de­de han med det ame­ri­kansk-rus­si­ske for­hold i uden­rigs­mi­ni­ste­ri­et i Was­hin­g­ton. Gra­ham var afde­lings­chef for Rusland i præ­si­dent Geor­ge W. Bus­hs Natio­na­le Sik­ker­heds­råd i åre­ne 2004–2007, hvor han hav­de ansvar for den stra­te­gi­ske dia­log mel­lem Det Hvi­de Hus og Kreml. I dag er han knyt­tet til The Coun­cil on Foreign Rela­tions og Kis­sin­ger Asso­ci­a­tes. Der er alt­så tale om en iagt­ta­ger og aktør, som på nær­me­ste hold har fulgt og del­ta­get i det ame­ri­kansk-rus­si­ske for­hold gen­nem de sene­ste fire årtier.

Fri Kri­tik

Met­te Høeg skri­ver: “Fri Kri­tik star­ter det nye år med at frem­hæ­ve lit­te­ra­tu­rens uop­byg­ge­li­ge og under­gra­ven­de kræf­ter; des­u­den giver nyheds­bre­vet et over­blik over nog­le af 2022’s mest bemær­kel­ses­vær­di­ge lit­teræ­re begivenheder.”

Hvad jeg ellers går og tæn­ker på 🤔

Til min begej­string så jeg for­le­den dag, at direk­tø­ren for JP Poli­ti­kens Hus, Stig Ørskov, hav­de skre­vet en kro­nik i Ber­ling­s­ke, som jeg ikke hav­de kun­net skri­ve bed­re selv. På Twit­ter var der end­da en, der spurg­te, om jeg hav­de hack­et Ørskov. I kro­nik­ken argu­men­te­re­de Ørskov for, at medi­e­støt­ten ska­der demo­kra­ti­et, og ergo er det på tide, at vi helt afskaf­fer den. Ørskov fore­slår at udfa­se medi­e­støt­ten over 15–20 år, mens jeg selv mener, at de medi­er, som kan kla­re sig uden, alle­re­de skal fra­ta­ges støt­ten i år. Men det skal ikke skil­le os ad. Det mest inter­es­san­te var, hvad der siden ske­te: Helt for­ven­te­ligt gik che­fer­ne for Jysk Fyn­s­ke Medi­er og Kri­ste­ligt Dag­blad ud og sag­de, at de mener, det er en rig­tigt dår­lig ide. De vil ger­ne have fle­re gra­tis pen­ge fra sta­ten. Sjovt nok vil sta­ten også ger­ne fort­sæt­te med at pol­stre medi­er­nes lom­mer, for som Medi­aWatch kun­ne rap­por­te­re, så afvi­ser medi­e­ord­fø­rer­ne fra Soci­al­de­mo­kra­ti­et, Enheds­li­sten og de Kon­ser­va­ti­ve pure at sam­le Ørsko­vs for­slag op. Man vil ikke engang dis­ku­te­re det. Så kan man jo spør­ge sig selv, hvor­for Fol­ke­tin­get insi­ste­rer på at give medi­er­ne pen­ge, især når den­ne prak­sis, som Ørskov ret­te­lig påpe­ger det, er til ska­de for demo­kra­ti­et. Jeg lader spørgs­må­let hæn­ge i luf­ten, for sådan fun­ge­rer det bedst.

Good Bei­rut 👋🏼

Tak for din inter­es­se. Jeg er til­ba­ge om en uge. Mvh, che­fre­dak­tør Mads Brügger