Fri Mads #34: En alvor­lig sag, som er alvorlig


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores lydleverandør.

Man hører jo så meget. Især som che­fre­dak­tør. Noget er sandt, andet er ikke. Det som er sandt, kan ofte ken­des på sma­gen, men det kræ­ver man­ge års gang på ryg­tebør­sen at udvik­le nog­le smagsløg, der kan skel­ne skidt fra kanel.

Sølv­bak­ker og lan­ge sor­te herrestrømper 

Lad mig give et eksem­pel: Jeg hører, at en nuvæ­ren­de mini­ster er ble­vet meget upo­pu­lær i sit mini­ste­ri­um og der­for spi­ser frokost ale­ne på sit kon­tor. Ingen kan nem­lig hol­de ud at være sam­men med ham. En sjov detal­je er, at hans frokost efter sigen­de bæres ind til ham på en sølv­bak­ke, for han kan godt lide, når det er lidt fint. Er det sandt? Jeg ved det ikke, men jeg tror, det er sandt, for det kom­mer fra en kil­de tæt på mini­ste­ri­et, og dels lyder det som den pågæl­den­de mini­ster. På den anden side; det kan også være, det blot er et ond­s­in­det ryg­te, der er sat i søen for at svær­te mini­ste­ren til. Det med sølv­bak­ken kan sag­tens være en male­risk detal­je, der er ble­vet opfun­det til lej­lig­he­den for lige at give histo­ri­en det afgø­ren­de schwung — på sam­me måde som histo­ri­en med New Yor­ks skan­da­li­se­re­de guver­nør Eli­ott Spitzer, der vil­le have lan­ge sor­te her­re­strøm­per på, når han gik i seng med escort­pi­ger. Sene­re kom det frem, at det med her­re­strøm­per­ne var noget, som den noto­ri­ske eks­pert i beskid­te poli­ti­ske tri­cks, Roger Sto­ne, selv hav­de fun­det på for at spi­ce histo­ri­en op. Det er nem­lig en detal­je, der “rej­ser godt”, som man siger i pressekredse.

Fra­sagn og spekulation 

Der­for skal man altid være for­sig­tig med ryg­ter. Men når man lever i et til­ta­gen­de mørklagt land, hvor det utro­ligt nok er muligt at hol­de den sus­pen­de­re­de chef for For­sva­rets Efter­ret­ning­s­tje­ne­ste vare­tægts­fængs­let i en hel måned, uden at pres­sen kan eller må skri­ve om det – og hvor vi ikke engang må få at vide, hvad spionche­fen over­ho­ve­det er sig­tet for; ja så må man arbej­de med de få ryg­ter, der siver ud af spræk­ker­ne i Slots­hol­men. Der­for står det­te nyheds­brev i fra­sag­nets og spe­ku­la­tio­nens tegn. Vel­kom­men til.

En alvor­lig sag, som er alvorlig 

At jeg er nødt at skri­ve om sagen er åben­lyst. Vare­tægts­fængs­lin­gen af den sus­pen­de­re­de FE-chef Lars Find­sen er noget af det vil­de­ste, der er sket i mands min­de. At det så blev top­pet i fre­dags med, at tid­li­ge­re for­svars­mi­ni­ster Claus Hjort Fre­de­rik­sen (V) også blev sig­tet efter para­graf 109 – for at læk­ke sta­tens hem­me­lig­he­der – gør det kun end­nu vil­de­re. Det er, som Met­te Fre­de­rik­sen selv har for­mu­le­ret det – med en poe­tisk ner­ve, der næsten min­der om den tid­li­ge­re ame­ri­kan­ske for­svars­mi­ni­ster Donald Rums­feld – “en alvor­lig sag, som er alvorlig.”

Nor­dens Ungarn 

Når onde tun­ger har kaldt Dan­mark for “Nor­dens Ungarn”, og det trods alt har lydt en tand for hyper­bolsk, begyn­der det nu at klin­ge sandt. Hem­me­li­ge fængs­lin­ger af spionche­fer er noget, der nor­malt fore­går i lan­de vi slet ikke vil sam­men­lig­nes med. Som for eksem­pel rege­rin­gens bed­ste ven i Afri­ka, det cen­tra­lafri­kan­ske land Rwan­da, der i 2014 fik den tid­li­ge­re leder af lan­dets mili­tæ­re efter­ret­ning­s­tje­ne­ste snig­myr­det på et luksus­ho­tel i Syd­afri­ka. Ser man bort fra det fak­tum, at spionche­fen Patri­ck Kare­geya blev lik­vi­de­ret, er der fle­re aspek­ter ved hans skæb­ne, der min­der påfal­den­de meget om Lars Find­sens. Også Kare­geya var en magt­fuld og man­ge­årig spionchef, der plud­se­lig blev sat fra bestil­lin­gen. Og så blev han anholdt og fængs­let, uden at sig­tel­sen mod ham var kendt. And so it goes, som Kurt Von­ne­gut vil­le skri­ve det.

Nord­ma­kedo­ni­en

Så selv­føl­ge­lig skri­ver jeg mere om den­ne utro­li­ge sag, her i mit nyheds­brev num­mer 34. For det før­ste vil jeg ret­te opmærk­som­he­den mod den histo­rie, vi brag­te i nyheds­bre­vet Fri Poli­tik i for­ri­ge uge. Den hand­le­de om, at da Lars Find­sen blev anholdt i Kastrup Luft­havn den 8. decem­ber 2021, var han net­op lan­det fra en for­ret­nings­rej­se til Nord­ma­kedo­ni­en. Som vi kun­ne for­tæl­le vores med­lem­mer, hav­de Find­sen været afsted som kon­su­lent for den schweizi­ske orga­ni­sa­tion Gene­va Cen­tre for Securi­ty Gover­nan­ce (DCAF) for at hjæl­pe lan­dets sik­ker­heds- og efter­ret­ning­s­tje­ne­ste. Besø­get fandt sted efter afta­le med For­svars­mi­ni­ste­ri­et, så det var alt­så ikke, for­di Find­sen i hem­me­lig­hed var på vej til Bei­jing med en rød Sam­so­ni­te kuf­fert fuld af USB-nøg­ler og Dron­nin­gens kronj­u­vel­er. Han lan­de­de der­i­mod stil­le og roligt efter en udlands­rej­se, som var fuldt dekla­re­ret – hvor­for den dra­ma­ti­ske anhol­del­se af ham fore­kom­mer totalt absurd. Alt­så med min­dre for­må­let var at ydmy­ge og skræm­me Lars Find­sen mest muligt. Samt måske at sen­de end­nu et sig­nal til offent­lig­he­den om, at vi har at gøre med en rege­ring, der ikke stik­ker op for bollemælk.

Kun­sten at lave omelet 

Kan vi ikke være eni­ge om at anhol­del­sen af Find­sen i Kastrup Luft­havn er fuld af fin­ger­af­tryk, som næsten kun kan hid­rø­re fra Stats­mi­ni­ste­ri­ets depar­te­ments­chef Bar­ba­ra Ber­tel­sen og stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen? Beg­ge er kendt for at være hand­lin­gens kvin­der og slår hjer­tens ger­ne æg i styk­ker for at lave ome­let. Og end­da man­ge fle­re æg end nød­ven­digt – spørg blot de 17 mil­li­o­ner mink. Jeg er i hvert fald ikke et sekund i tvivl om, at de har skre­vet under på, at Lars Find­sen skul­le anhol­des, som tid­li­ge­re ope­ra­tiv PET-chef Hans Jør­gen Bon­ni­ch­sen over­for Fri­heds­bre­vet beskrev det; “en gemen kri­mi­nel på flugt.”

Mikro­ma­na­ge­ment

Ved sam­me lej­lig­hed må jeg min­de om noget andet, der ken­de­teg­ner vores Stats­mi­ni­ste­ri­um, nem­lig en syge­lig hang til nid­kær detailsty­ring og det især, når det gæl­der ima­geple­je. Og altid ledsa­get af en helt absurd grad af hem­me­lig­heds­kræm­me­ri. For eksem­pel kun­ne Fri­heds­bre­vets nyheds­brev Fri Kul­tur i tors­dags for­tæl­le om, hvor­dan hele to per­so­ner fra Stats­mi­ni­ste­ri­ets sekre­ta­ri­at har været travlt beskæf­ti­get med at fin­de et nyt male­ri, der skul­le hæn­ge i bag­grun­den under Met­te Fre­de­rik­sens sene­ste nytårs­ta­le. Til­ba­ge fra stats­mi­ni­ster Lars Løk­ke Ras­mus­sens tid har væg­gen på Mari­en­borg ellers været udsmyk­ket med L.A. Rings male­ri I høst fra 1885, men i år har Stats­mi­ni­ste­ri­et ønsket at vise, at der er kom­met andre og mere woke bol­ler på sup­pen. Som kor­re­spon­dan­cen mel­lem Stats­mi­ni­ste­ri­ets Sekre­ta­ri­at og Sta­tens Kunst­fond viser det, var man inter­es­se­ret i at frem­skaf­fe et male­ri af en yngre kvin­de­lig kunst­ner, og såle­des blev det. “Vig­tigt at under­stre­ge, at det er for­tro­ligt. Men det er Mile­na (kunst­ne­ren Mile­na Boni­fa­ci­ni, red.) sik­kert også helt med på,” skri­ver Stats­mi­ni­ste­ri­et til sidst.

“Ja, det er hun ori­en­te­ret om,” sva­rer kunstfonden.

Den nor­ma­le procedure 

En rege­ring, der arbej­der på den måde, når det gæl­der indret­nings­ar­ki­tek­tur, over­la­der intet til til­fæl­dig­he­der­ne. Og da slet ikke når det gæl­der sik­ker­heds­ar­ki­tek­tur. Så hvor­for den­ne vold­som­me frem­færd over for Lars Find­sen, når udgangs­punk­tet er, at man så vidt muligt ikke anhol­der og fængs­ler en spionchef? For tænk blot på alt det han ved, og alt det han kan læk­ke frem­over, hvis han ven­der sig mod syste­met. Den nor­ma­le pro­ce­du­re hav­de selv­føl­ge­lig været at kal­de ham ind til en stil­le og rolig sam­ta­le på Kastel­let og her bli­ve enig med ham om, at hans tid som spionchef var ovre. I ste­det har rege­rin­gen gjort det stik mod­sat­te, og skal vi bota­ni­se­re i, hvor­for det så kan være, må vi – af man­gel på bed­re – gri­be til rygterne.

Ondt blod

Ryg­tet siger, at der skul­le være et man­ge­årigt fjend­skab for ikke at sige had mel­lem depar­te­ments­chef Bar­ba­ra Ber­tel­sen og Lars Find­sen. Efter sigen­de går ani­mo­si­te­ten til­ba­ge til Justits­mi­ni­ste­ri­et, hvor de to arbej­de­de sam­men. Som SMS’erne fra Minksa­gen har lært os, er Bar­ba­ra Ber­tel­sen ikke for børn, så det fore­kom­mer ikke helt absurd at tæn­ke sig, at Find­sen har været på Ber­tel­sens sor­te liste, og at hun bare har gået og ven­tet på lej­lig­he­den til at hæl­de ham ned ad bræt­tet. Og det helst så hårdt som over­ho­ve­det muligt. Igen; det er et ryg­te, men jeg har hørt det fra fle­re kil­der uaf­hæn­gigt af hin­an­den. Her fin­der man måske for­kla­rin­gen på det ved­bli­ven­de myste­ri­um, om hvor­for rege­rin­gen til­ba­ge i som­me­ren 2020 helt sen­sa­tio­nelt valg­te at offent­lig­gø­re den kri­tik af FE fra Til­sy­net med Efter­ret­ning­s­tje­ne­ster­ne, som igang­s­at­te den­ne absur­de mise­re. Selv til­sy­net var over­ra­sket over, at kri­tik­ken gled ure­di­ge­ret igen­nem For­svars­mi­ni­ste­ri­ets fil­ter, og det er for intet at reg­ne med, hvad pres­sen og den bre­de offent­lig­hed tænk­te, da de fik lov at læse med. Så snart ånden var ude af fla­sken, hav­de rege­rin­gen og der­med Bar­ba­ra Ber­tel­sen den per­fek­te und­skyld­ning for at skaf­fe sig af med Lars Findsen.

Arve­syn­den

Hvis vi tager et skridt vide­re ud på ryg­ter­nes og spe­ku­la­tio­ner­nes over­drev, er det også værd at medi­te­re på, om sagen med Lars Find­sen knyt­ter an til et gene­relt mis­lie­bigt for­hold mel­lem Soci­al­de­mo­kra­ti­et og de hem­me­li­ge tje­ne­ster? Arve­syn­den i den for­bin­del­se skul­le i så fald være den rede­gø­rel­se fra Poli­tiets Efter­ret­ning­s­tje­ne­ste, som for­hin­dre­de, at Hen­rik Sass Lar­sen (S) blev finans­mi­ni­ster til­ba­ge i 2011. Lige­som Fer­di­nand Las­sal­le, soci­al­de­mo­kra­tis­mens stam­fa­der gjor­de det, ser soci­al­de­mo­kra­ter­ne sta­ten som et red­skab for men­ne­ske­he­dens udvik­ling – hvoraf føl­ger, at man vil have så meget kon­trol over det­te red­skab som over­ho­ve­det muligt. Af den grund kan en magt­bryn­de­risk rege­ring som den nuvæ­ren­de nemt rage uklar med vores to hem­me­li­ge tje­ne­ster. Man ser det i hvert fald for sig. For eksem­pel tør jeg ikke tæn­ke på, hvor rasen­de Stats­mi­ni­ste­ri­et har været over, at der er ble­vet læk­ket oplys­nin­ger fra For­sva­rets Efter­ret­ning­s­tje­ne­ste til pres­sen, om at de dan­ske børn i flygt­nin­ge­lej­re­ne i det nor­døst­li­ge Syri­en på sigt udgør en alvor­lig sik­ker­heds­trus­sel mod Dan­mark. Alt­så stik imod hvad rege­rin­gen selv har sagt og ment om den sag.

En sag i sagen 

Mens jeg alli­ge­vel er i gang med at spe­ku­le­re, vil jeg ger­ne pege på den kuri­ø­se histo­rie, som Ekstra Bla­det brag­te for en lil­le uge siden, om at der har været ind­brud i Lars Find­sens vil­la i Char­lot­ten­lund. Ind­brud­det fandt sted den 19. decem­ber 2021, mens Find­sen hav­de sid­det vare­tægts­fængs­let i hem­me­lig­hed i elle­ve dage. Hvad der vides om sagen er næsten det rene ingen­ting. Vi ved, at ind­brud­det blev regi­stre­ret klok­ken 22 om afte­nen, og at det mulig­vis ske­te “via en ulåst dør i kæl­de­ren,” som Nord­s­jæl­lands Poli­ti så kryp­tisk for­mu­le­re­de det. Og her stop­per det så. Vi ved ikke, hvor­dan ind­brud­det blev opda­get; var det mon en alarm, der gik, eller en nabo der så noget? Vi ved hel­ler ikke, om der blev stjå­let noget fra Find­sens vil­la. Men vi ved, at en spionchefs hjem i sagens natur er noget af det mest top­sik­re­de, man kan tæn­ke sig, og i den for­bin­del­se fore­kom­mer det absurd, at en kæl­der­dør i Lars Find­sens vil­la til­sy­ne­la­den­de skul­le stå ulåst hen. Hvad vi også ved er, at Poli­tiets Efter­ret­ning­s­tje­ne­ste i tiden op til Find­sens anhol­del­se hav­de haft ham under over­våg­ning, og blandt PET’s per­so­na­le er der selv­føl­ge­lig folk ansat, der kan låse en hvil­ken som helst dør op samt deak­ti­ve­re en hvil­ken som helst alarm. Jeg siger ikke, og det vil jeg ger­ne under­stre­ge på det kraf­tig­ste, at det er PET, der er brudt ind hos Lars Find­sen, men tan­ken er mig alli­ge­vel ikke helt frem­med. I hvert fald er det en sag inde i sagen, som fortje­ner mere opmærk­som­hed end den får.

Fri Tænk­ning

Og så lidt om hvad man kan glæ­de sig til fra Fri­heds­bre­vets side i den­ne uge. Først er der Micha­el Møl­ler, pro­fes­sor i finan­si­e­ring på CBS, som che­fre­dak­tør Flem­m­ing Rose har talt med. Møl­ler erken­der, at han har taget en svær opga­ve på sig, nem­lig at sige noget pænt om ban­ker­ne i Dan­mark. “Det sva­rer nogen­lun­de til at for­sva­re pædo­fi­le i dagens debat­kli­ma,” bemær­ker han selvironisk.

Flem­m­ing Rose har inter­viewet Micha­el Møl­ler om hans og Niels Chr. Niel­sens bog Fak­ta og for­dom­me om finans­sek­to­ren. Pro­fes­sor Møl­ler for­tæl­ler her, hvad vi egent­lig skal med en finans­sek­tor og han iden­ti­fi­ce­rer fem udbred­te for­dom­me og myter om den udskæld­te og for­had­te sektor.

Fri Finans

I mor­gen tager nyheds­bre­vet Fri Finans hul på et nyt kapi­tel om byg­ge­ma­ta­doren Jes­per Sko­vs­gaard. En for­tæl­ling, vi gik i gang med før jul, hvor vi beskrev, hvor­dan Jes­per Sko­vs­gaard, der er stor­sponsor af Soci­al­de­mo­kra­ti­et, i et af sine sel­ska­ber har svært ved at beta­le sine kre­di­to­rer og des­u­den har bånd til et sel­skab, der er ejet af en Hells Angels-præsident.

Og så er der nyt i kopisa­gen mel­lem LEGO og en ame­ri­kansk kunst­ner, som vi oprul­le­de i sid­ste uge.

Fri Tid

De To Sult­ne Piger skri­ver: “Vi har været på restau­rant Theo i Skin­der­ga­de i Køben­havn. Et rime­lig ny restau­rant åbnet af fol­ke­ne bag Nor­r­lyst. En mid­dag, der har fået os til at ven­de blik­ket indad og spør­ge: Er vi ble­vet snob­be­de? Well, vi har ikke skre­vet kon­klu­sio­nen end­nu, så det er fak­tisk lidt spæn­den­de hvad det ender med.”

Hvad jeg ellers går og tæn­ker på 🤔

1️⃣ Doku­men­ta­ren Pia som jeg så på TV2 Play i går. Her­re Jemi­ni for en rode­bu­tik! Tænk at bru­ge så lang tid på at føl­ge Pia Kjær­s­gaard under så dra­ma­ti­ske omstæn­dig­he­der og så få så for­bløf­fen­de lidt ud af det. Vær­st var nok den aller­før­ste sce­ne, hvor vi lige skul­le have at vide, at instruk­tø­ren ikke har sam­me poli­ti­ske hold­nin­ger som Pia Kjær­s­gaard. Hvad skal den slags dyds­sig­na­le­ring over­ho­ve­det til for?

2️⃣ Hvil­ket pin­ligt og for­bløf­fen­de ansigtstab, det er for rege­rin­gen, at Rwan­da iføl­ge Jyl­lands-Posten har tak­ket nej til de 250.000 vac­ci­ner, vi har til­budt dem. Først ham­strer vi vac­ci­ner, og her­på bru­ger vi dem til at sja­kre med et tota­li­tært regi­me i Afri­ka om, at de skal dri­ve et asyl­cen­ter for os, og så ender det hele med, at vi får et geval­digt put down af selv­sam­me regi­me. Ikke det mest stol­te øje­blik i dansk uden­rigs­po­li­tiks historie.

Zbogum 👋🏼

Som man siger, når man siger far­vel i Nord­ma­kedo­ni­en. Jeg er til­ba­ge om en uge.

Mvh, che­fre­dak­tør Mads Brügger