Fri Mads #34: En alvorlig sag, som er alvorlig


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Man hør­er jo så meget. Især som chefredak­tør. Noget er sandt, andet er ikke. Det som er sandt, kan ofte kendes på sma­gen, men det kræver mange års gang på rygte­børsen at udvikle nogle smagsløg, der kan skelne skidt fra kanel.

Sølvbakker og lange sorte herrestrømper 

Lad mig give et eksem­pel: Jeg hør­er, at en nuværende min­is­ter er blevet meget upop­ulær i sit min­is­teri­um og der­for spis­er frokost alene på sit kon­tor. Ingen kan nem­lig holde ud at være sam­men med ham. En sjov detal­je er, at hans frokost efter sigende bæres ind til ham på en sølvbakke, for han kan godt lide, når det er lidt fint. Er det sandt? Jeg ved det ikke, men jeg tror, det er sandt, for det kom­mer fra en kilde tæt på min­is­teri­et, og dels lyder det som den pågældende min­is­ter. På den anden side; det kan også være, det blot er et ondsin­det rygte, der er sat i søen for at sværte min­is­teren til. Det med sølvbakken kan sagtens være en malerisk detal­je, der er blevet opfun­det til lej­lighe­den for lige at give his­to­rien det afgørende schwung — på samme måde som his­to­rien med New Yorks skan­dalis­erede guvernør Eliott Spitzer, der ville have lange sorte her­restrøm­per på, når han gik i seng med escort­piger. Senere kom det frem, at det med her­restrøm­perne var noget, som den notoriske ekspert i beskidte poli­tiske tricks, Roger Stone, selv havde fun­det på for at spice his­to­rien op. Det er nem­lig en detal­je, der “rejs­er godt”, som man siger i pressekredse.

Frasagn og spekulation 

Der­for skal man altid være for­sigtig med rygter. Men når man lever i et tilt­a­gende mørk­lagt land, hvor det utroligt nok er muligt at holde den sus­penderede chef for Forsvarets Efter­ret­ningst­jen­este varetægts­fængslet i en hel måned, uden at pressen kan eller må skrive om det – og hvor vi ikke engang må få at vide, hvad spi­onchefen over­hovedet er sigtet for; ja så må man arbe­jde med de få rygter, der siv­er ud af sprækkerne i Slot­shol­men. Der­for står dette nyheds­brev i frasag­nets og speku­la­tio­nens tegn. Velkom­men til.

En alvorlig sag, som er alvorlig 

At jeg er nødt at skrive om sagen er åbenlyst. Varetægts­fængslin­gen af den sus­penderede FE-chef Lars Find­sen er noget af det vildeste, der er sket i mands minde. At det så blev top­pet i fredags med, at tidligere forsvarsmin­is­ter Claus Hjort Fred­erik­sen (V) også blev sigtet efter para­graf 109 – for at lække statens hem­me­lighed­er – gør det kun end­nu vildere. Det er, som Mette Fred­erik­sen selv har for­muleret det – med en poet­isk nerve, der næsten min­der om den tidligere amerikanske forsvarsmin­is­ter Don­ald Rums­feld – “en alvorlig sag, som er alvorlig.”

Nordens Ungarn

Når onde tunger har kaldt Dan­mark for “Nor­dens Ungarn”, og det trods alt har lydt en tand for hyper­bol­sk, beg­y­n­der det nu at klinge sandt. Hem­melige fængslinger af spi­onchefer er noget, der nor­malt foregår i lande vi slet ikke vil sam­men­lignes med. Som for eksem­pel regerin­gens bed­ste ven i Afri­ka, det cen­tralafrikanske land Rwan­da, der i 2014 fik den tidligere led­er af lan­dets mil­itære efter­ret­ningst­jen­este snigmyrdet på et luk­sushotel i Sydafri­ka. Ser man bort fra det fak­tum, at spi­onchefen Patrick Karegeya blev likvideret, er der flere aspek­ter ved hans skæb­ne, der min­der påfaldende meget om Lars Find­sens. Også Karegeya var en magt­fuld og mangeårig spi­onchef, der plud­selig blev sat fra bestill­in­gen. Og så blev han anholdt og fængslet, uden at sig­telsen mod ham var kendt. And so it goes, som Kurt Von­negut ville skrive det.

Nordmakedonien

Så selvføl­gelig skriv­er jeg mere om denne utrolige sag, her i mit nyheds­brev num­mer 34. For det første vil jeg rette opmærk­somhe­den mod den his­to­rie, vi bragte i nyheds­brevet Fri Poli­tik i for­rige uge. Den han­dlede om, at da Lars Find­sen blev anholdt i Kas­trup Lufthavn den 8. decem­ber 2021, var han netop lan­det fra en for­ret­ningsre­jse til Nord­make­donien. Som vi kunne fortælle vores medlem­mer, havde Find­sen været afst­ed som kon­sulent for den schweiziske organ­i­sa­tion Gene­va Cen­tre for Secu­ri­ty Gov­er­nance (DCAF) for at hjælpe lan­dets sikker­heds- og efter­ret­ningst­jen­este. Besøget fandt sted efter aftale med Forsvarsmin­is­teri­et, så det var alt­så ikke, for­di Find­sen i hem­me­lighed var på vej til Bei­jing med en rød Sam­sonite kuf­fert fuld af USB-nøgler og Dron­nin­gens kro­n­ju­vel­er. Han land­ede der­i­mod stille og roligt efter en udland­sre­jse, som var fuldt deklar­eret – hvor­for den drama­tiske anhold­else af ham forekom­mer totalt absurd. Alt­så med min­dre for­målet var at ydmyge og skræmme Lars Find­sen mest muligt. Samt måske at sende end­nu et sig­nal til offent­lighe­den om, at vi har at gøre med en regering, der ikke stikker op for bollemælk.

Kunsten at lave omelet 

Kan vi ikke være enige om at anhold­elsen af Find­sen i Kas­trup Lufthavn er fuld af fin­ger­aftryk, som næsten kun kan hidrøre fra Statsmin­is­teri­ets departe­mentschef Bar­bara Ber­telsen og statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen? Begge er kendt for at være han­dlin­gens kvin­der og slår hjertens gerne æg i stykker for at lave omelet. Og end­da mange flere æg end nød­vendigt – spørg blot de 17 mil­lion­er mink. Jeg er i hvert fald ikke et sekund i tvivl om, at de har skrevet under på, at Lars Find­sen skulle anholdes, som tidligere oper­a­tiv PET-chef Hans Jør­gen Bon­nich­sen over­for Fri­heds­brevet beskrev det; “en gemen krim­inel på flugt.”

Mikromanagement

Ved samme lej­lighed må jeg minde om noget andet, der kende­teg­n­er vores Statsmin­is­teri­um, nem­lig en sygelig hang til nid­kær detail­styring og det især, når det gælder image­ple­je. Og altid led­saget af en helt absurd grad af hem­me­lighed­skræm­meri. For eksem­pel kunne Fri­heds­brevets nyheds­brev Fri Kul­tur i tors­dags fortælle om, hvor­dan hele to per­son­er fra Statsmin­is­teri­ets sekre­tari­at har været travlt beskæftiget med at finde et nyt maleri, der skulle hænge i bag­grun­den under Mette Fred­erik­sens sen­este nytårstale. Tilbage fra statsmin­is­ter Lars Løkke Ras­mussens tid har væggen på Marien­borg ellers været udsmykket med L.A. Rings maleri I høst fra 1885, men i år har Statsmin­is­teri­et øns­ket at vise, at der er kom­met andre og mere woke boller på sup­pen. Som kor­re­spon­dan­cen mellem Statsmin­is­teri­ets Sekre­tari­at og Statens Kun­st­fond vis­er det, var man inter­esseret i at frem­skaffe et maleri af en yngre kvin­delig kun­st­ner, og således blev det. “Vigtigt at under­strege, at det er fortroligt. Men det er Mile­na (kun­st­neren Mile­na Boni­faci­ni, red.) sikkert også helt med på,” skriv­er Statsmin­is­teri­et til sidst.

“Ja, det er hun ori­en­teret om,” svar­er kunstfonden.

Den normale procedure 

En regering, der arbe­jder på den måde, når det gælder indret­ningsarkitek­tur, over­lad­er intet til til­fældighed­erne. Og da slet ikke når det gælder sikker­hed­sarkitek­tur. Så hvor­for denne vold­somme frem­færd over for Lars Find­sen, når udgangspunk­tet er, at man så vidt muligt ikke anhold­er og fængsler en spi­onchef? For tænk blot på alt det han ved, og alt det han kan lække fre­mover, hvis han vender sig mod sys­temet. Den nor­male pro­ce­dure havde selvføl­gelig været at kalde ham ind til en stille og rolig sam­tale på Kastel­let og her blive enig med ham om, at hans tid som spi­onchef var ovre. I stedet har regerin­gen gjort det stik mod­sat­te, og skal vi botanis­ere i, hvor­for det så kan være, må vi – af man­gel på bedre – gribe til rygterne.

Ondt blod

Rygtet siger, at der skulle være et mangeårigt fjend­skab for ikke at sige had mellem departe­mentschef Bar­bara Ber­telsen og Lars Find­sen. Efter sigende går ani­mositeten tilbage til Justitsmin­is­teri­et, hvor de to arbe­jd­ede sam­men. Som SMS’erne fra Minksagen har lært os, er Bar­bara Ber­telsen ikke for børn, så det forekom­mer ikke helt absurd at tænke sig, at Find­sen har været på Ber­telsens sorte liste, og at hun bare har gået og ven­tet på lej­lighe­den til at hælde ham ned ad bræt­tet. Og det helst så hårdt som over­hovedet muligt. Igen; det er et rygte, men jeg har hørt det fra flere kilder uafhængigt af hinan­den. Her find­er man måske fork­larin­gen på det ved­blivende mys­teri­um, om hvor­for regerin­gen tilbage i som­meren 2020 helt sen­sa­tionelt val­gte at offentlig­gøre den kri­tik af FE fra Tilsynet med Efter­ret­ningst­jen­esterne, som igangsat­te denne absurde mis­ere. Selv tilsynet var over­ras­ket over, at kri­tikken gled ure­di­geret igen­nem Forsvarsmin­is­teri­ets fil­ter, og det er for intet at reg­ne med, hvad pressen og den brede offent­lighed tænk­te, da de fik lov at læse med. Så snart ånden var ude af flasken, havde regerin­gen og dermed Bar­bara Ber­telsen den per­fek­te und­skyld­ning for at skaffe sig af med Lars Findsen.

Arvesynden

Hvis vi tager et skridt videre ud på rygternes og speku­la­tion­ernes over­drev, er det også værd at meditere på, om sagen med Lars Find­sen knyt­ter an til et generelt mis­liebigt forhold mellem Socialdemokrati­et og de hem­melige tjen­ester? Arvesyn­den i den forbindelse skulle i så fald være den redegørelse fra Poli­ti­ets Efter­ret­ningst­jen­este, som forhin­drede, at Hen­rik Sass Larsen (S) blev finans­min­is­ter tilbage i 2011. Lige­som Fer­di­nand Las­salle, socialdemokratis­mens stam­fad­er gjorde det, ser socialdemokrater­ne stat­en som et red­skab for men­neske­he­dens udvikling – hvo­raf føl­ger, at man vil have så meget kon­trol over dette red­skab som over­hovedet muligt. Af den grund kan en magt­bryn­derisk regering som den nuværende nemt rage uklar med vores to hem­melige tjen­ester. Man ser det i hvert fald for sig. For eksem­pel tør jeg ikke tænke på, hvor rasende Statsmin­is­teri­et har været over, at der er blevet lækket oplysninger fra Forsvarets Efter­ret­ningst­jen­este til pressen, om at de danske børn i fly­gt­ningele­jrene i det nordøstlige Syrien på sigt udgør en alvorlig sikker­hed­strussel mod Dan­mark. Alt­så stik imod hvad regerin­gen selv har sagt og ment om den sag.

En sag i sagen 

Mens jeg alligev­el er i gang med at spekulere, vil jeg gerne pege på den kuriøse his­to­rie, som Ekstra Bladet bragte for en lille uge siden, om at der har været ind­brud i Lars Find­sens vil­la i Char­lot­ten­lund. Ind­brud­det fandt sted den 19. decem­ber 2021, mens Find­sen havde sid­det varetægts­fængslet i hem­me­lighed i elleve dage. Hvad der vides om sagen er næsten det rene ingent­ing. Vi ved, at ind­brud­det blev reg­istr­eret klokken 22 om afte­nen, og at det muligvis skete “via en ulåst dør i kælderen,” som Nord­sjæl­lands Poli­ti så kryp­tisk for­mulerede det. Og her stop­per det så. Vi ved ikke, hvor­dan ind­brud­det blev opdaget; var det mon en alarm, der gik, eller en nabo der så noget? Vi ved heller ikke, om der blev stjålet noget fra Find­sens vil­la. Men vi ved, at en spi­onchefs hjem i sagens natur er noget af det mest top­sikrede, man kan tænke sig, og i den forbindelse forekom­mer det absurd, at en kælderdør i Lars Find­sens vil­la tilsyneladende skulle stå ulåst hen. Hvad vi også ved er, at Poli­ti­ets Efter­ret­ningst­jen­este i tiden op til Find­sens anhold­else havde haft ham under overvågn­ing, og blandt PET’s per­son­ale er der selvføl­gelig folk ansat, der kan låse en hvilken som helst dør op samt deak­ti­vere en hvilken som helst alarm. Jeg siger ikke, og det vil jeg gerne under­strege på det kraftig­ste, at det er PET, der er brudt ind hos Lars Find­sen, men tanken er mig alligev­el ikke helt fremmed. I hvert fald er det en sag inde i sagen, som fort­jen­er mere opmærk­somhed end den får.

Fri Tænkning

Og så lidt om hvad man kan glæde sig til fra Fri­heds­brevets side i denne uge. Først er der Michael Møller, pro­fes­sor i finan­sier­ing på CBS, som chefredak­tør Flem­ming Rose har talt med. Møller erk­ender, at han har taget en svær opgave på sig, nem­lig at sige noget pænt om bankerne i Dan­mark. “Det svar­er nogen­lunde til at forsvare pæd­ofile i dagens debatk­li­ma,” bemærk­er han selvironisk.

Flem­ming Rose har inter­viewet Michael Møller om hans og Niels Chr. Nielsens bog Fak­ta og for­domme om finanssek­toren. Pro­fes­sor Møller fortæller her, hvad vi egentlig skal med en finanssek­tor og han iden­ti­fi­cer­er fem udbredte for­domme og myter om den udskældte og forhadte sektor.

Fri Finans

I mor­gen tager nyheds­brevet Fri Finans hul på et nyt kapi­tel om bygge­mata­doren Jes­per Skovs­gaard. En fortælling, vi gik i gang med før jul, hvor vi beskrev, hvor­dan Jes­per Skovs­gaard, der er stor­spon­sor af Socialdemokrati­et, i et af sine sel­sk­aber har svært ved at betale sine kred­i­tor­er og desu­den har bånd til et sel­skab, der er ejet af en Hells Angels-præsident.

Og så er der nyt i kopis­agen mellem LEGO og en amerikan­sk kun­st­ner, som vi oprullede i sid­ste uge.

Fri Tid

De To Sultne Piger skriv­er: “Vi har været på restau­rant Theo i Skinder­gade i Køben­havn. Et rimelig ny restau­rant åbnet af folkene bag Nor­rlyst. En mid­dag, der har fået os til at vende blikket indad og spørge: Er vi blevet snobbe­de? Well, vi har ikke skrevet kon­klu­sio­nen end­nu, så det er fak­tisk lidt spæn­dende hvad det ender med.”

Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔

1️⃣ Doku­mentaren Pia som jeg så på TV2 Play i går. Herre Jem­i­ni for en rode­bu­tik! Tænk at bruge så lang tid på at følge Pia Kjærs­gaard under så drama­tiske omstændighed­er og så få så for­bløf­fende lidt ud af det. Værst var nok den aller­første scene, hvor vi lige skulle have at vide, at instruk­tøren ikke har samme poli­tiske hold­ninger som Pia Kjærs­gaard. Hvad skal den slags dydssig­na­ler­ing over­hovedet til for?

2️⃣ Hvilket pin­ligt og for­bløf­fende ansigt­stab, det er for regerin­gen, at Rwan­da ifølge Jyl­lands-Posten har takket nej til de 250.000 vac­cin­er, vi har tilbudt dem. Først ham­str­er vi vac­cin­er, og her­på bruger vi dem til at sjakre med et total­itært regime i Afri­ka om, at de skal dri­ve et asyl­cen­ter for os, og så ender det hele med, at vi får et gevaldigt put down af selvsamme regime. Ikke det mest stolte øje­b­lik i dan­sk uden­rigspoli­tiks historie.

Zbogum 👋🏼

Som man siger, når man siger farvel i Nord­make­donien. Jeg er tilbage om en uge.

Mvh, chefredak­tør Mads Brügger