Fri Mads #34: En alvorlig sag, som er alvorlig
Man hører jo så meget. Især som chefredaktør. Noget er sandt, andet er ikke. Det som er sandt, kan ofte kendes på smagen, men det kræver mange års gang på rygtebørsen at udvikle nogle smagsløg, der kan skelne skidt fra kanel.
Sølvbakker og lange sorte herrestrømper
Lad mig give et eksempel: Jeg hører, at en nuværende minister er blevet meget upopulær i sit ministerium og derfor spiser frokost alene på sit kontor. Ingen kan nemlig holde ud at være sammen med ham. En sjov detalje er, at hans frokost efter sigende bæres ind til ham på en sølvbakke, for han kan godt lide, når det er lidt fint. Er det sandt? Jeg ved det ikke, men jeg tror, det er sandt, for det kommer fra en kilde tæt på ministeriet, og dels lyder det som den pågældende minister. På den anden side; det kan også være, det blot er et ondsindet rygte, der er sat i søen for at sværte ministeren til. Det med sølvbakken kan sagtens være en malerisk detalje, der er blevet opfundet til lejligheden for lige at give historien det afgørende schwung — på samme måde som historien med New Yorks skandaliserede guvernør Eliott Spitzer, der ville have lange sorte herrestrømper på, når han gik i seng med escortpiger. Senere kom det frem, at det med herrestrømperne var noget, som den notoriske ekspert i beskidte politiske tricks, Roger Stone, selv havde fundet på for at spice historien op. Det er nemlig en detalje, der “rejser godt”, som man siger i pressekredse.
Frasagn og spekulation
Derfor skal man altid være forsigtig med rygter. Men når man lever i et tiltagende mørklagt land, hvor det utroligt nok er muligt at holde den suspenderede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste varetægtsfængslet i en hel måned, uden at pressen kan eller må skrive om det – og hvor vi ikke engang må få at vide, hvad spionchefen overhovedet er sigtet for; ja så må man arbejde med de få rygter, der siver ud af sprækkerne i Slotsholmen. Derfor står dette nyhedsbrev i frasagnets og spekulationens tegn. Velkommen til.
En alvorlig sag, som er alvorlig
At jeg er nødt at skrive om sagen er åbenlyst. Varetægtsfængslingen af den suspenderede FE-chef Lars Findsen er noget af det vildeste, der er sket i mands minde. At det så blev toppet i fredags med, at tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) også blev sigtet efter paragraf 109 – for at lække statens hemmeligheder – gør det kun endnu vildere. Det er, som Mette Frederiksen selv har formuleret det – med en poetisk nerve, der næsten minder om den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld – “en alvorlig sag, som er alvorlig.”
Nordens Ungarn
Når onde tunger har kaldt Danmark for “Nordens Ungarn”, og det trods alt har lydt en tand for hyperbolsk, begynder det nu at klinge sandt. Hemmelige fængslinger af spionchefer er noget, der normalt foregår i lande vi slet ikke vil sammenlignes med. Som for eksempel regeringens bedste ven i Afrika, det centralafrikanske land Rwanda, der i 2014 fik den tidligere leder af landets militære efterretningstjeneste snigmyrdet på et luksushotel i Sydafrika. Ser man bort fra det faktum, at spionchefen Patrick Karegeya blev likvideret, er der flere aspekter ved hans skæbne, der minder påfaldende meget om Lars Findsens. Også Karegeya var en magtfuld og mangeårig spionchef, der pludselig blev sat fra bestillingen. Og så blev han anholdt og fængslet, uden at sigtelsen mod ham var kendt. And so it goes, som Kurt Vonnegut ville skrive det.
Nordmakedonien
Så selvfølgelig skriver jeg mere om denne utrolige sag, her i mit nyhedsbrev nummer 34. For det første vil jeg rette opmærksomheden mod den historie, vi bragte i nyhedsbrevet Fri Politik i forrige uge. Den handlede om, at da Lars Findsen blev anholdt i Kastrup Lufthavn den 8. december 2021, var han netop landet fra en forretningsrejse til Nordmakedonien. Som vi kunne fortælle vores medlemmer, havde Findsen været afsted som konsulent for den schweiziske organisation Geneva Centre for Security Governance (DCAF) for at hjælpe landets sikkerheds- og efterretningstjeneste. Besøget fandt sted efter aftale med Forsvarsministeriet, så det var altså ikke, fordi Findsen i hemmelighed var på vej til Beijing med en rød Samsonite kuffert fuld af USB-nøgler og Dronningens kronjuveler. Han landede derimod stille og roligt efter en udlandsrejse, som var fuldt deklareret – hvorfor den dramatiske anholdelse af ham forekommer totalt absurd. Altså med mindre formålet var at ydmyge og skræmme Lars Findsen mest muligt. Samt måske at sende endnu et signal til offentligheden om, at vi har at gøre med en regering, der ikke stikker op for bollemælk.
Kunsten at lave omelet
Kan vi ikke være enige om at anholdelsen af Findsen i Kastrup Lufthavn er fuld af fingeraftryk, som næsten kun kan hidrøre fra Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen og statsminister Mette Frederiksen? Begge er kendt for at være handlingens kvinder og slår hjertens gerne æg i stykker for at lave omelet. Og endda mange flere æg end nødvendigt – spørg blot de 17 millioner mink. Jeg er i hvert fald ikke et sekund i tvivl om, at de har skrevet under på, at Lars Findsen skulle anholdes, som tidligere operativ PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen overfor Frihedsbrevet beskrev det; “en gemen kriminel på flugt.”
Mikromanagement
Ved samme lejlighed må jeg minde om noget andet, der kendetegner vores Statsministerium, nemlig en sygelig hang til nidkær detailstyring og det især, når det gælder imagepleje. Og altid ledsaget af en helt absurd grad af hemmelighedskræmmeri. For eksempel kunne Frihedsbrevets nyhedsbrev Fri Kultur i torsdags fortælle om, hvordan hele to personer fra Statsministeriets sekretariat har været travlt beskæftiget med at finde et nyt maleri, der skulle hænge i baggrunden under Mette Frederiksens seneste nytårstale. Tilbage fra statsminister Lars Løkke Rasmussens tid har væggen på Marienborg ellers været udsmykket med L.A. Rings maleri I høst fra 1885, men i år har Statsministeriet ønsket at vise, at der er kommet andre og mere woke boller på suppen. Som korrespondancen mellem Statsministeriets Sekretariat og Statens Kunstfond viser det, var man interesseret i at fremskaffe et maleri af en yngre kvindelig kunstner, og således blev det. “Vigtigt at understrege, at det er fortroligt. Men det er Milena (kunstneren Milena Bonifacini, red.) sikkert også helt med på,” skriver Statsministeriet til sidst.
“Ja, det er hun orienteret om,” svarer kunstfonden.
Den normale procedure
En regering, der arbejder på den måde, når det gælder indretningsarkitektur, overlader intet til tilfældighederne. Og da slet ikke når det gælder sikkerhedsarkitektur. Så hvorfor denne voldsomme fremfærd over for Lars Findsen, når udgangspunktet er, at man så vidt muligt ikke anholder og fængsler en spionchef? For tænk blot på alt det han ved, og alt det han kan lække fremover, hvis han vender sig mod systemet. Den normale procedure havde selvfølgelig været at kalde ham ind til en stille og rolig samtale på Kastellet og her blive enig med ham om, at hans tid som spionchef var ovre. I stedet har regeringen gjort det stik modsatte, og skal vi botanisere i, hvorfor det så kan være, må vi – af mangel på bedre – gribe til rygterne.
Ondt blod
Rygtet siger, at der skulle være et mangeårigt fjendskab for ikke at sige had mellem departementschef Barbara Bertelsen og Lars Findsen. Efter sigende går animositeten tilbage til Justitsministeriet, hvor de to arbejdede sammen. Som SMS’erne fra Minksagen har lært os, er Barbara Bertelsen ikke for børn, så det forekommer ikke helt absurd at tænke sig, at Findsen har været på Bertelsens sorte liste, og at hun bare har gået og ventet på lejligheden til at hælde ham ned ad brættet. Og det helst så hårdt som overhovedet muligt. Igen; det er et rygte, men jeg har hørt det fra flere kilder uafhængigt af hinanden. Her finder man måske forklaringen på det vedblivende mysterium, om hvorfor regeringen tilbage i sommeren 2020 helt sensationelt valgte at offentliggøre den kritik af FE fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne, som igangsatte denne absurde misere. Selv tilsynet var overrasket over, at kritikken gled uredigeret igennem Forsvarsministeriets filter, og det er for intet at regne med, hvad pressen og den brede offentlighed tænkte, da de fik lov at læse med. Så snart ånden var ude af flasken, havde regeringen og dermed Barbara Bertelsen den perfekte undskyldning for at skaffe sig af med Lars Findsen.
Arvesynden
Hvis vi tager et skridt videre ud på rygternes og spekulationernes overdrev, er det også værd at meditere på, om sagen med Lars Findsen knytter an til et generelt misliebigt forhold mellem Socialdemokratiet og de hemmelige tjenester? Arvesynden i den forbindelse skulle i så fald være den redegørelse fra Politiets Efterretningstjeneste, som forhindrede, at Henrik Sass Larsen (S) blev finansminister tilbage i 2011. Ligesom Ferdinand Lassalle, socialdemokratismens stamfader gjorde det, ser socialdemokraterne staten som et redskab for menneskehedens udvikling – hvoraf følger, at man vil have så meget kontrol over dette redskab som overhovedet muligt. Af den grund kan en magtbrynderisk regering som den nuværende nemt rage uklar med vores to hemmelige tjenester. Man ser det i hvert fald for sig. For eksempel tør jeg ikke tænke på, hvor rasende Statsministeriet har været over, at der er blevet lækket oplysninger fra Forsvarets Efterretningstjeneste til pressen, om at de danske børn i flygtningelejrene i det nordøstlige Syrien på sigt udgør en alvorlig sikkerhedstrussel mod Danmark. Altså stik imod hvad regeringen selv har sagt og ment om den sag.
En sag i sagen
Mens jeg alligevel er i gang med at spekulere, vil jeg gerne pege på den kuriøse historie, som Ekstra Bladet bragte for en lille uge siden, om at der har været indbrud i Lars Findsens villa i Charlottenlund. Indbruddet fandt sted den 19. december 2021, mens Findsen havde siddet varetægtsfængslet i hemmelighed i elleve dage. Hvad der vides om sagen er næsten det rene ingenting. Vi ved, at indbruddet blev registreret klokken 22 om aftenen, og at det muligvis skete “via en ulåst dør i kælderen,” som Nordsjællands Politi så kryptisk formulerede det. Og her stopper det så. Vi ved ikke, hvordan indbruddet blev opdaget; var det mon en alarm, der gik, eller en nabo der så noget? Vi ved heller ikke, om der blev stjålet noget fra Findsens villa. Men vi ved, at en spionchefs hjem i sagens natur er noget af det mest topsikrede, man kan tænke sig, og i den forbindelse forekommer det absurd, at en kælderdør i Lars Findsens villa tilsyneladende skulle stå ulåst hen. Hvad vi også ved er, at Politiets Efterretningstjeneste i tiden op til Findsens anholdelse havde haft ham under overvågning, og blandt PET’s personale er der selvfølgelig folk ansat, der kan låse en hvilken som helst dør op samt deaktivere en hvilken som helst alarm. Jeg siger ikke, og det vil jeg gerne understrege på det kraftigste, at det er PET, der er brudt ind hos Lars Findsen, men tanken er mig alligevel ikke helt fremmed. I hvert fald er det en sag inde i sagen, som fortjener mere opmærksomhed end den får.
Fri Tænkning
Og så lidt om hvad man kan glæde sig til fra Frihedsbrevets side i denne uge. Først er der Michael Møller, professor i finansiering på CBS, som chefredaktør Flemming Rose har talt med. Møller erkender, at han har taget en svær opgave på sig, nemlig at sige noget pænt om bankerne i Danmark. “Det svarer nogenlunde til at forsvare pædofile i dagens debatklima,” bemærker han selvironisk.
Flemming Rose har interviewet Michael Møller om hans og Niels Chr. Nielsens bog Fakta og fordomme om finanssektoren. Professor Møller fortæller her, hvad vi egentlig skal med en finanssektor og han identificerer fem udbredte fordomme og myter om den udskældte og forhadte sektor.
Fri Finans
I morgen tager nyhedsbrevet Fri Finans hul på et nyt kapitel om byggematadoren Jesper Skovsgaard. En fortælling, vi gik i gang med før jul, hvor vi beskrev, hvordan Jesper Skovsgaard, der er storsponsor af Socialdemokratiet, i et af sine selskaber har svært ved at betale sine kreditorer og desuden har bånd til et selskab, der er ejet af en Hells Angels-præsident.
Og så er der nyt i kopisagen mellem LEGO og en amerikansk kunstner, som vi oprullede i sidste uge.
Fri Tid
De To Sultne Piger skriver: “Vi har været på restaurant Theo i Skindergade i København. Et rimelig ny restaurant åbnet af folkene bag Norrlyst. En middag, der har fået os til at vende blikket indad og spørge: Er vi blevet snobbede? Well, vi har ikke skrevet konklusionen endnu, så det er faktisk lidt spændende hvad det ender med.”
Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔
1️⃣ Dokumentaren Pia som jeg så på TV2 Play i går. Herre Jemini for en rodebutik! Tænk at bruge så lang tid på at følge Pia Kjærsgaard under så dramatiske omstændigheder og så få så forbløffende lidt ud af det. Værst var nok den allerførste scene, hvor vi lige skulle have at vide, at instruktøren ikke har samme politiske holdninger som Pia Kjærsgaard. Hvad skal den slags dydssignalering overhovedet til for?
2️⃣ Hvilket pinligt og forbløffende ansigtstab, det er for regeringen, at Rwanda ifølge Jyllands-Posten har takket nej til de 250.000 vacciner, vi har tilbudt dem. Først hamstrer vi vacciner, og herpå bruger vi dem til at sjakre med et totalitært regime i Afrika om, at de skal drive et asylcenter for os, og så ender det hele med, at vi får et gevaldigt put down af selvsamme regime. Ikke det mest stolte øjeblik i dansk udenrigspolitiks historie.
Zbogum 👋🏼
Som man siger, når man siger farvel i Nordmakedonien. Jeg er tilbage om en uge.
Mvh, chefredaktør Mads Brügger