Fri Mads #35: Frygt de mænd, der er bange for lyset
“Der kan være 117 grunde til, at man får stress,” skriver TV 2 Nords politiske analytiker Søren Wormslev om Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), der sygemeldte sig med stress i den forgangne uge. Så hvis man gik og troede, at sygemeldingen kunne hænge sammen med de afsløringer, som Frihedsbrevet bragte om de suspekte forbindelser mellem byggematador Jesper Skovsgaard, borgmesteren og Socialdemokratiet i Aalborg, kan man godt tro om igen – i hvert fald hvis det står til Søren Wormslev. I sin analyse fremhæver Wormslev blandt andet, at sygemeldingen i stedet kan skyldes, at borgmesteren går og døjer med “en følelse af at have knoklet for kommunens ve og vel uden at blive anerkendt for det af vælgerne”. Og så bør vi lige skænke det en tanke, mener Wormslev, at den gode borgmester er blevet skilt, og at borgmesteren “på de indre linjer har givet udtryk for, at han synes, prisen i forhold til familien til tider er for høj”. Hvad Søren Wormslevs analyse dog ikke melder noget om er, at selvsamme Wormslev er bestyrelsesformand for Aalborg Kloster, hvor man som medlem selvfølgelig finder – wait for it – borgmester Thomas Kastrup-Larsen 🙌🏼
Godt vi har den regionale presse
Bid også mærke i, at Søren Wormslev på Facebook er typen, der ønsker borgmesteren god ferie, når han skal til Tyskland. Samt at Søren Wormslevs analyse er TV 2 Nords eneste bidrag til arbejdet med at udgrave trekantsområdet mellem borgmesteren, byggematadoren Jesper Skovsgaard og Socialdemokratiet i Aalborg.
Call to action
Så der er mere end 117 grunde til at interessere sig for Aalborg, og det bliver Frihedsbrevet ved med i den kommende uge. Gik du glip af de første artikler, vi har bragt om sagen, og kan du se pointen i at bakke op om et nyhedsmedie, som principielt har frasagt sig mediestøtte, så skynd dig at melde dig ind hos Frihedsbrevet nu. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at der er flere eksplosive afsløringer på vej 💥
Råddenskab
Hvad der er også er interessant ved at bore i Socialdemokratiet i Aalborg er selvfølgelig, at det er statsminister Mette Frederiksens hjemby. Er der gået råd i partiet her, er der på en måde gået råd i selve hovedstolen. En tanke, som ikke er mig fremmed, for ser man tilbage på den forgangne uge, fik vi nok engang en smagsprøve på det mørke, som geråder i hjertet af det gamle arbejderparti. Det har jeg tænkt mig at fortælle mere om i mit nyhedsbreve nummer 35. Velkommen til og tak, fordi du læser med.
Mørkemænd
På et tidspunkt i Ridley Scotts svulstige og visse steder ufrivilligt komiske ridderfilm Den sidste duel (2021) reciteres et latinsk citat, der ofte tilskrives Platon (men som Platon aldrig har skrevet). Det går noget i retning af, at “mens man kan tilgive børn, som er bange for mørket, bør man frygte mænd, der er bange for lyset”. Uanset hvor citatet stammer fra, er det kloge ord og især i tider som disse. For desværre lever vi i et land, der regeres af mennesker, som per default mode foretrækker mørket. Som justitsminister Nick Hækkerup, der ikke vil orientere udenrigspolitisk nævn om FE-skandalen eller transportminister Benny Engelbrecht, der kun vil give interview til B.T. om megabyggeriet Lynetteholmen, hvis avisen på forhånd underkaster sig Engelbrechts tvivlsomme påstand om, at der er fuld styr på økonomien. Eller som statsminister Mette Frederiksen, hvis standardsvar på stort set alle kritiske spørgsmål er, at den diskussion ønsker hun faktisk ikke at gå ind i.
Charmeoffensiv i folkehavet
Det fik vi demonstreret nok engang i den forgangne uge, hvor Mette Frederiksen var på charmeoffensiv i folkehavet. Først var hun forbi Ekstra Bladet og samle sin nytårstorsk op, og så umiddelbart efter en rask tur i Go’ Aften Live på TV 2. Vil man gøre sine hoser grønne hos Hr. og Fru Hakkebøf, er dette en dræber-combo. Og – i statsminister Mette Frederiksens tilfælde – et udtryk for en tiltagende desperation. For hvis der er noget, som Mette Frederiksen og hoffet omkring hende slet ikke bryder sig om, så er det Ekstra Bladet.
3 X 💩
Så det har ikke været nemt for Mette Frederiksen at lege kom fremmed på Rådhuspladsen forleden dag. Det var svært – i forhold til hendes eksponentielt voksende jeg-oplevelse – at skulle tage imod en nytårstorsk. Det var endnu sværere ved samme lejlighed at skulle uddele en blomsterbuket til den nyslåede Cavling-vinder Thomas Foght – for en historie, der har tilføjet regeringen en sprække i panseret, hvorigennem den stadig bløder. Og aldeles rædselsfuldt, må det have været for Mette Frederiksen, at skulle stå model til et webcastet live-interview med en af sine yndlingsaversioner, nemlig politisk journalist Brian Weichardt.
Fortielse og fornægtelse
Hvad det sidste angår, blev det en formidabel demonstration udi disciplinerne fortielse og fornægtelse. Igen og igen spurgte Weichardt statsministeren om FE-skandalen. Ville statsministeren mon nedlade sig til at sige andet om sagen, end at den er alvorlig? Nej, det ville hun ikke. Slet, slet ikke. Hun ville ikke engang uddybe, at det var alvorligt, som hun jo ellers har sagt, at det er. Mette Frederiksen klyngede sig til en påstand om, at regeringen principielt ikke udtaler sig om de hemmelige tjenester – hvilket jo giver nogenlunde mening under normale omstændigheder, men forekommer absurd i en undtagelsestilstand som denne. Behøver jeg at minde om, at den øverste chef for Forsvarets Efterretningstjeneste sidder varetægtsfængslet på anden måned?
Kunsten at indrømme en fejl
Det mest sigende øjeblik var dog, da Brian Weichardt spurgte, om han mon kunne foranledige statsministeren til at kigge indad og erkende bare en enkelt lille fejl, som hun har begået undervejs. Som Weichardt mindede Mette Frederiksen om, har hun jo selv sagt, at hun både ville komme til at begå fejl, men også at hun er kvinde nok til at indrømme sine fejl. Mette Frederiksen forsøgte at slippe af krogen ved at svare, at det var en fejl, at der ikke var hjemmel i lovgivningen til at udslette minkbestanden. Men da Weichardt spurgte, om det så var hendes fejl, at man ikke sikrede sig, at der var hjemmel, før man slog 17 millioner mink ned, var det ikke hendes fejl alligevel. Det var alles fejl, og i hvert fald ikke hendes fejl alene. Så forsøgte Brian Weichardt at få statsministeren til at pege på bare en enkelt fejl, som hun selv havde begået. Det, som var så tankevækkende, var dels, at dette helt forventelige spørgsmål tilsyneladende kom fuldstændig bag på hende, og dels at hun ikke var i stand til at svare på det. Mette Frederiksen klarede frisag med noget tungetale om, at det skulle hun altså have tid til at tænke over.
Reprise på TV2
Det mest absurde er dog, at det samme scenarie gentog sig umiddelbart efter i Go’ Aften Live på TV 2. Som jeg forestiller mig det, har statsministeren forladt Ekstra Bladet og er gået direkte over Rådhuspladsen til Tivoli, hvorfra programmet sendes. På vejen har der været rig lejlighed til introspektion. Var det en fejl, at hun ikke kunne nævne en fejl, hun selv havde begået? Måske tænkte hun videre over det, mens hun var i sminken. Kanske det kan være, hun fik tid til at tale eller sms’e med sine mange rådgivere om det? Bare en enkelt lille fejl? En lillebitte en? Nej, for da statsministeren toner frem på tv-skærmen, spørges hun om præcist det samme, og svarer præcist det samme. Ja, det var en fejl, at der ikke var hjemmel til at slå minkene ned, men det var altså ikke hendes fejl. “Men hvad med dig, kan du nævne en fejl, som du selv har begået?” vil værten så vide (citeret efter min hukommelse). Og så oprinder det utrolige øjeblik, det er, at statsministeren igen reagerer, som om spørgsmålet kommer fuldstændig bag på hende, som om hun aldrig var blevet stillet dette tossede spørgsmål før – hvilket hun jo netop var, nemlig af Brian Weichardt kort forinden. Det er her, man forstår, at stort set alt, hvad statsministeren siger til os, på forhånd er blevet scripted og indøvet, og at hun aldrig fraviger sine action cards. Ikke nogen sensationel opdagelse, men alligevel vildt at se det demonstreret på så afslørende vis. Uanset hvad, bør Mette Frederiksen og hendes rådgivere nok finde tid til at tænke over, hvad den franske filosof François de la Rochefoucauld har skrevet, nemlig: “Man erkender kun sine småfejl for at overbevise folk om, at man ikke har nogle store.”
Fri Politik
Det følger vi selvfølgelig op på i nyhedsbrevet Fri Politik i denne uge. Journalist Sofie Frøkjær har spurgt Statsministeriet, om Mette Frederiksen – nu hvor hun har haft tid til at tænke lidt over det – kan pege på en fejl, hun selv har begået. Efter knap en uges ventetid er der stadig ikke kommet svar, men lad os se, om de når det til på torsdag.
Fri Tænkning
I dagens kulturdebat findes der næppe noget mere ladet ord end identitet. Der var engang, hvor ordet betød “lig med” eller “det samme som”. Derfor havde vi som borgere identitetspapirer, og problemer kunne være identiske. I dag indebærer identitet en vægt på forskelle. Identitet handler om, hvordan man som individ og medlem af en gruppe adskiller sig fra andre. Ikke hvordan man ligner dem.
Historien om, hvordan det gik til, at identitet kom til at fylde så meget i vores samfund, og hvordan vi alle mere eller mindre permanent er ramt af identitetskriser, fortæller den britiske sociolog Frank Furedi om i sin nye bog 100 Years of Identity Crisis: Culture War over Socialization. Flemming Rose har interviewet Furedi, som mener, at ophavet til den nuværende situation skal søges i begivenheder, der fandt sted i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede.
Fri Bandit og Fri Jihad
Flere har skrevet og spurgt, hvor nyhedsbrevet Fri Bandit bliver af. Svaret er, at det lige holder en pause. Det samme kommer Fri Jihad til at gøre fra den 1. februar, for terrorekspert Tore Hamming bliver nødt at hellige sig sin forskning. Parallelt med at vi er ved at udvikle nye nyhedsbreve, gør vi løbende status på frekvenserne for de eksisterende nyhedsbreve. Det er jo ikke alle stofområder, hvor der sker nok til at udkomme ugentligt, og samtidig har vi gode erfaringer med, at Mette Høegs nyhedsbrev Fri Kritik kun udkommer hver anden uge.
Fri Kritik
Som for eksempel i denne uge, hvor Mette Høeg har følgende på plakaten: “Denne uges Fri Kritik handler om den mørke coming-of-age-fortælling og politiske allegori Bambi, The Story of a Life in the Forest, som er det litterære forlæg til Disneys elskede klassiker. Og om rovdyr som et moralsk problem.”
Fri Tid
Herom vides kun, hvad De To Sultne Piger skriver til mig: “Hey Mads! Vi har været ude at spise en gigantisk morgenmad på Café Seks i Krystalgade. Tidligere DK fashion-mogul Henriks Vibskovs lokaler, nu café, der samler bagværk, kager og småretter fra hele verden.” Mere om det på fredag. Hvor vi også kommer til at høre nyt fra tusindkunstneren og madøret Simon Jul. Han skriver til mig: “Tiden er netop nu kommet, hvor naturen skænker os sit svar på evigt liv og universel vitalitet: Fiskeæggene er klar! Vi skal dykke op i bugen på fiskemor.”
Hvad jeg ellers går og tænker på
1️⃣ Jeg har fået en anonym meddeler, der har adgang til Dansk Industri (DI), erhvervsorganisationen som bor i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København. Min meddeler kalder sig Hyggen, men jeg har ingen anelse om, hvem der gemmer sig bag dette pseudonym. Det eneste, jeg ved, er, at pågældende virker til at være særdeles observant, og desuden har en rigtig god pen. Om det overhovedet er sandt, det som Hyggen skriver til mig, kan jeg ikke afgøre, men det klinger sandt, og desuden er det virkelig sjovt. Så hvis vi som udgangspunkt betragter Hyggens beretning fra DI’s kantine som fiktion, går det nok an, at jeg deler det med mine læsere.
Hyggen skriver:
“I denne omgang skal vi til DI. En arbejdsplads, som udadtil har et relativt flot omdømme. Medarbejderne lige så. Veluddannede, ambitiøse og ikke mindst præsentable. Men i glaspaladset kommer den sande og primitive side frem i de præsentable medarbejdere én gang om ugen. Det sker, når medarbejdere får lov til at tage rester med hjem fra overskuddet af den mægtige frokostbuffet. Her ses – ofte til stor måben blandt studentermedhjælperne og de yngste fuldmægtige – hvordan horder af, typisk højtlønnede, chefkonsulenter i hastigt tempo hamstrer bestemte madvarer. Ofte det, som har mest værdi. Typisk kødet. Her går flere medarbejderne målrettet efter at fylde kasse efter kasse med bestemte varer. Fuldstændig blottet for kollegialt sammenhold, så alle, inklusiv studentermedhjælperne, der arbejder til 118 kroner i timen, kan få en portion aftensmad med hjem. At DI ynder at præsentere sig selv som præsentable og ordentlige udadtil, samtidig med deres repræsentanter indadtil hamstrer og fylder poser med 25 boller, flere kilo kød og alt pålægget, er simpelthen ikke i orden og kan ikke accepteres. Jeg anser det som en pligt, at også den – mere sande – version af DI kommer for dagens lys.”
Velbekomme 👋🏼
Og hygge-hejsa. Jeg er tilbage om en uge. Mvh, chefredaktør Mads Brügger