Fri Mads #35: Frygt de mænd, der er bange for lyset


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

“Der kan være 117 grunde til, at man får stress,” skriv­er TV 2 Nords poli­tiske ana­lytik­er Søren Worm­slev om Aal­borgs borgmester Thomas Kas­trup-Larsen (S), der sygemeldte sig med stress i den for­gangne uge. Så hvis man gik og troede, at sygemeldin­gen kunne hænge sam­men med de afs­løringer, som Fri­heds­brevet bragte om de sus­pek­te forbindelser mellem bygge­mata­dor Jes­per Skovs­gaard, borgmesteren og Socialdemokrati­et i Aal­borg, kan man godt tro om igen – i hvert fald hvis det står til Søren Worm­slev. I sin analyse fremhæver Worm­slev blandt andet, at sygemeldin­gen i stedet kan skyldes, at borgmesteren går og døjer med “en følelse af at have knok­let for kom­munens ve og vel uden at blive anerk­endt for det af væl­gerne”. Og så bør vi lige skænke det en tanke, men­er Worm­slev, at den gode borgmester er blevet skilt, og at borgmesteren “på de indre lin­jer har givet udtryk for, at han synes, prisen i forhold til fam­i­lien til tider er for høj”. Hvad Søren Worm­slevs analyse dog ikke melder noget om er, at selvsamme Worm­slev er bestyrelses­for­mand for Aal­borg Kloster, hvor man som medlem selvføl­gelig find­er – wait for it – borgmester Thomas Kastrup-Larsen 🙌🏼 

Godt vi har den regionale presse 

Bid også mærke i, at Søren Worm­slev på Face­book er typen, der ønsker borgmesteren god ferie, når han skal til Tysk­land. Samt at Søren Worm­slevs analyse er TV 2 Nords eneste bidrag til arbe­jdet med at udgrave trekantsom­rådet mellem borgmesteren, bygge­mata­doren Jes­per Skovs­gaard og Socialdemokrati­et i Aalborg. 

Call to action

Så der er mere end 117 grunde til at inter­essere sig for Aal­borg, og det bliv­er Fri­heds­brevet ved med i den kom­mende uge. Gik du glip af de første artik­ler, vi har bragt om sagen, og kan du se pointen i at bakke op om et nyhedsme­die, som prin­cip­ielt har frasagt sig medi­estøtte, så skynd dig at melde dig ind hos Fri­heds­brevet nu. Jeg over­driv­er ikke, når jeg siger, at der er flere eksplo­sive afs­løringer på vej 💥 

Råddenskab

Hvad der er også er inter­es­sant ved at bore i Socialdemokrati­et i Aal­borg er selvføl­gelig, at det er statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sens hjem­by. Er der gået råd i par­ti­et her, er der på en måde gået råd i selve hov­ed­stolen. En tanke, som ikke er mig fremmed, for ser man tilbage på den for­gangne uge, fik vi nok engang en smagsprøve på det mørke, som geråder i hjertet af det gam­le arbe­jder­par­ti. Det har jeg tænkt mig at fortælle mere om i mit nyheds­breve num­mer 35. Velkom­men til og tak, for­di du læs­er med. 

Mørkemænd

På et tid­spunkt i Rid­ley Scotts svul­stige og visse sted­er ufriv­il­ligt komiske rid­der­film Den sid­ste duel (2021) reciteres et latin­sk citat, der ofte tilskrives Pla­ton (men som Pla­ton aldrig har skrevet). Det går noget i ret­ning af, at “mens man kan til­give børn, som er bange for mør­ket, bør man frygte mænd, der er bange for lyset”. Uanset hvor citatet stam­mer fra, er det kloge ord og især i tider som disse. For desværre lever vi i et land, der regeres af men­nesker, som per default mode fore­trækker mør­ket. Som justitsmin­is­ter Nick Hækkerup, der ikke vil ori­en­tere uden­rigspoli­tisk nævn om FE-skan­dalen eller trans­port­min­is­ter Ben­ny Engel­brecht, der kun vil give inter­view til B.T. om megabyg­geri­et Lynet­te­hol­men, hvis avisen på forhånd under­kaster sig Engel­brechts tvivl­somme pås­tand om, at der er fuld styr på økonomien. Eller som statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen, hvis stan­dard­svar på stort set alle kri­tiske spørgsmål er, at den diskus­sion ønsker hun fak­tisk ikke at gå ind i. 

Charmeoffensiv i folkehavet 

Det fik vi demon­str­eret nok engang i den for­gangne uge, hvor Mette Fred­erik­sen var på charme­of­fen­siv i folke­havet. Først var hun for­bi Ekstra Bladet og sam­le sin nytårstorsk op, og så umid­del­bart efter en rask tur i Go’ Aften Live på TV 2. Vil man gøre sine hoser grønne hos Hr. og Fru Hakke­bøf, er dette en dræber-com­bo. Og – i statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sens til­fælde – et udtryk for en tilt­a­gende des­per­a­tion. For hvis der er noget, som Mette Fred­erik­sen og hof­fet omkring hende slet ikke bry­der sig om, så er det Ekstra Bladet. 

3 X 💩

Så det har ikke været nemt for Mette Fred­erik­sen at lege kom fremmed på Råd­hus­plad­sen forleden dag. Det var svært – i forhold til hen­des ekspo­nen­tielt vok­sende jeg-oplevelse – at skulle tage imod en nytårstorsk. Det var end­nu sværere ved samme lej­lighed at skulle uddele en blom­ster­buket til den nys­låede Cavling-vin­der Thomas Foght – for en his­to­rie, der har til­fø­jet regerin­gen en sprække i panseret, hvorigen­nem den stadig bløder. Og alde­les ræd­sels­fuldt, må det have været for Mette Fred­erik­sen, at skulle stå mod­el til et web­castet live-inter­view med en af sine yndlingsaver­sion­er, nem­lig poli­tisk jour­nal­ist Bri­an Weichardt. 

Fortielse og fornægtelse 

Hvad det sid­ste angår, blev det en for­mi­da­bel demon­stra­tion udi dis­ci­plin­erne for­tielse og fornæg­telse. Igen og igen spurgte Weichardt statsmin­is­teren om FE-skan­dalen. Ville statsmin­is­teren mon ned­lade sig til at sige andet om sagen, end at den er alvorlig? Nej, det ville hun ikke. Slet, slet ikke. Hun ville ikke engang uddybe, at det var alvorligt, som hun jo ellers har sagt, at det er. Mette Fred­erik­sen klyn­gede sig til en pås­tand om, at regerin­gen prin­cip­ielt ikke udtaler sig om de hem­melige tjen­ester – hvilket jo giv­er nogen­lunde mening under nor­male omstændighed­er, men forekom­mer absurd i en und­tagelses­til­stand som denne. Behøver jeg at minde om, at den øver­ste chef for Forsvarets Efter­ret­ningst­jen­este sid­der varetægts­fængslet på anden måned? 

Kunsten at indrømme en fejl 

Det mest sigende øje­b­lik var dog, da Bri­an Weichardt spurgte, om han mon kunne foran­ledi­ge statsmin­is­teren til at kigge indad og erk­ende bare en enkelt lille fejl, som hun har begået under­ve­js. Som Weichardt mind­ede Mette Fred­erik­sen om, har hun jo selv sagt, at hun både ville komme til at begå fejl, men også at hun er kvin­de nok til at indrømme sine fejl. Mette Fred­erik­sen forsøgte at slippe af kro­gen ved at svare, at det var en fejl, at der ikke var hjem­mel i lov­givnin­gen til at udslette minkbe­standen. Men da Weichardt spurgte, om det så var hen­des fejl, at man ikke sikrede sig, at der var hjem­mel, før man slog 17 mil­lion­er mink ned, var det ikke hen­des fejl alligev­el. Det var alles fejl, og i hvert fald ikke hen­des fejl alene. Så forsøgte Bri­an Weichardt at få statsmin­is­teren til at pege på bare en enkelt fejl, som hun selv havde begået. Det, som var så tankevækkende, var dels, at dette helt for­ven­telige spørgsmål tilsyneladende kom fuld­stændig bag på hende, og dels at hun ikke var i stand til at svare på det. Mette Fred­erik­sen klarede fris­ag med noget tunge­tale om, at det skulle hun alt­så have tid til at tænke over. 

Reprise på TV2

Det mest absurde er dog, at det samme sce­nar­ie gen­tog sig umid­del­bart efter i Go’ Aften Live på TV 2. Som jeg forestiller mig det, har statsmin­is­teren for­ladt Ekstra Bladet og er gået direk­te over Råd­hus­plad­sen til Tivoli, hvor­fra pro­gram­met sendes. På vejen har der været rig lej­lighed til intro­spek­tion. Var det en fejl, at hun ikke kunne nævne en fejl, hun selv havde begået? Måske tænk­te hun videre over det, mens hun var i sminken. Kanske det kan være, hun fik tid til at tale eller sms’e med sine mange råd­gi­vere om det? Bare en enkelt lille fejl? En lillebitte en? Nej, for da statsmin­is­teren ton­er frem på tv-skær­men, spørges hun om præ­cist det samme, og svar­er præ­cist det samme. Ja, det var en fejl, at der ikke var hjem­mel til at slå minkene ned, men det var alt­så ikke hen­des fejl. “Men hvad med dig, kan du nævne en fejl, som du selv har begået?” vil værten så vide (citeret efter min hukom­melse). Og så oprinder det utrolige øje­b­lik, det er, at statsmin­is­teren igen rea­ger­er, som om spørgsmålet kom­mer fuld­stændig bag på hende, som om hun aldrig var blevet stil­let dette tossede spørgsmål før – hvilket hun jo netop var, nem­lig af Bri­an Weichardt kort forinden. Det er her, man forstår, at stort set alt, hvad statsmin­is­teren siger til os, på forhånd er blevet script­ed og indøvet, og at hun aldrig frav­iger sine action cards. Ikke nogen sen­sa­tionel opdagelse, men alligev­el vildt at se det demon­str­eret på så afs­lørende vis. Uanset hvad, bør Mette Fred­erik­sen og hen­des råd­gi­vere nok finde tid til at tænke over, hvad den franske filosof François de la Rochefou­cauld har skrevet, nem­lig: “Man erk­ender kun sine småfe­jl for at over­be­vise folk om, at man ikke har nogle store.” 

Fri Politik

Det føl­ger vi selvføl­gelig op på i nyheds­brevet Fri Poli­tik i denne uge. Jour­nal­ist Sofie Frøkjær har spurgt Statsmin­is­teri­et, om Mette Fred­erik­sen – nu hvor hun har haft tid til at tænke lidt over det – kan pege på en fejl, hun selv har begået. Efter knap en uges ven­tetid er der stadig ikke kom­met svar, men lad os se, om de når det til på torsdag. 

Fri Tænkning

I dagens kul­tur­de­bat find­es der næppe noget mere ladet ord end iden­titet. Der var engang, hvor ordet betød “lig med” eller “det samme som”. Der­for havde vi som borg­ere iden­titetspa­pir­er, og prob­le­mer kunne være iden­tiske. I dag inde­bær­er iden­titet en vægt på forskelle. Iden­titet han­dler om, hvor­dan man som indi­vid og medlem af en gruppe adskiller sig fra andre. Ikke hvor­dan man lign­er dem. 

His­to­rien om, hvor­dan det gik til, at iden­titet kom til at fylde så meget i vores sam­fund, og hvor­dan vi alle mere eller min­dre per­ma­nent er ramt af iden­titet­skris­er, fortæller den britiske soci­olog Frank Fure­di om i sin nye bog 100 Years of Iden­ti­ty Cri­sis: Cul­ture War over Social­iza­tion. Flem­ming Rose har inter­viewet Fure­di, som men­er, at ophavet til den nuværende sit­u­a­tion skal søges i begiven­hed­er, der fandt sted i slut­nin­gen af det 19. århun­drede og beg­y­n­delsen af det 20. århundrede. 

Fri Bandit og Fri Jihad

Flere har skrevet og spurgt, hvor nyheds­brevet Fri Ban­dit bliv­er af. Svaret er, at det lige hold­er en pause. Det samme kom­mer Fri Jihad til at gøre fra den 1. feb­ru­ar, for ter­rorekspert Tore Ham­ming bliv­er nødt at hel­lige sig sin forskn­ing. Par­al­lelt med at vi er ved at udvikle nye nyheds­breve, gør vi løbende sta­tus på frekvenserne for de eksis­terende nyheds­breve. Det er jo ikke alle sto­fom­råder, hvor der sker nok til at udkomme ugentligt, og sam­tidig har vi gode erfaringer med, at Mette Høegs nyheds­brev Fri Kri­tik kun udkom­mer hver anden uge. 

Fri Kritik

Som for eksem­pel i denne uge, hvor Mette Høeg har føl­gende på plakat­en: “Denne uges Fri Kri­tik han­dler om den mørke com­ing-of-age-fortælling og poli­tiske alle­gori Bam­bi, The Sto­ry of a Life in the For­est, som er det lit­terære for­læg til Dis­neys elskede klas­sik­er. Og om rovdyr som et moral­sk problem.” 

Fri Tid

Herom vides kun, hvad De To Sultne Piger skriv­er til mig: “Hey Mads! Vi har været ude at spise en gigan­tisk mor­gen­mad på Café Seks i Krys­tal­gade. Tidligere DK fash­ion-mogul Hen­riks Vib­skovs lokaler, nu café, der sam­ler bagværk, kager og småret­ter fra hele ver­den.” Mere om det på fredag. Hvor vi også kom­mer til at høre nyt fra tusind­kun­st­neren og madøret Simon Jul. Han skriv­er til mig: “Tiden er netop nu kom­met, hvor naturen skænker os sit svar på evigt liv og uni­versel vital­itet: Fiskeæggene er klar! Vi skal dykke op i bugen på fiskemor.” 

Hvad jeg ellers går og tænker på 

1️⃣ Jeg har fået en anonym med­del­er, der har adgang til Dan­sk Indus­tri (DI), erhverv­sor­gan­i­sa­tio­nen som bor i Indus­triens Hus på Råd­hus­plad­sen i Køben­havn. Min med­del­er kalder sig Hyggen, men jeg har ingen anelse om, hvem der gem­mer sig bag dette pseu­do­nym. Det eneste, jeg ved, er, at pågældende virk­er til at være særde­les obser­vant, og desu­den har en rigtig god pen. Om det over­hovedet er sandt, det som Hyggen skriv­er til mig, kan jeg ikke afgøre, men det klinger sandt, og desu­den er det virke­lig sjovt. Så hvis vi som udgangspunkt betragter Hyggens beretning fra DI’s kan­tine som fik­tion, går det nok an, at jeg del­er det med mine læsere. 

Hyggen skriver: 

“I denne omgang skal vi til DI. En arbe­jd­splads, som udadtil har et rel­a­tivt flot omdømme. Medar­be­jderne lige så. Velud­dannede, ambitiøse og ikke mindst præsentable. Men i glas­pal­ad­set kom­mer den sande og prim­i­tive side frem i de præsentable medar­be­jdere én gang om ugen. Det sker, når medar­be­jdere får lov til at tage rester med hjem fra over­skud­det af den mægtige frokost­buf­fet. Her ses – ofte til stor måben blandt stu­den­ter­med­hjælperne og de yng­ste fuld­mægtige – hvor­dan horder af, typisk højtlønnede, chefkon­sulen­ter i hastigt tem­po ham­str­er bestemte mad­var­er. Ofte det, som har mest vær­di. Typisk kødet. Her går flere medar­be­jderne mål­ret­tet efter at fylde kasse efter kasse med bestemte var­er. Fuld­stændig blot­tet for kol­le­gialt sam­men­hold, så alle, inklu­siv stu­den­ter­med­hjælperne, der arbe­jder til 118 kro­ner i timen, kan få en por­tion aftens­mad med hjem. At DI ynder at præsen­tere sig selv som præsentable og ordentlige udadtil, sam­tidig med deres repræsen­tan­ter indadtil ham­str­er og fylder pos­er med 25 boller, flere kilo kød og alt pålægget, er sim­pelthen ikke i orden og kan ikke accepteres. Jeg anser det som en pligt, at også den – mere sande – ver­sion af DI kom­mer for dagens lys.” 

Velbekomme 👋🏼

Og hygge-hejsa. Jeg er tilbage om en uge. Mvh, chefredak­tør Mads Brügger