Fri Mads #35: Frygt de mænd, der er ban­ge for lyset


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores lydleverandør.

“Der kan være 117 grun­de til, at man får stress,” skri­ver TV 2 Nords poli­ti­ske ana­ly­ti­ker Søren Worms­lev om Aal­borgs borg­me­ster Tho­mas Kastrup-Lar­sen (S), der syge­meld­te sig med stress i den for­gang­ne uge. Så hvis man gik og tro­e­de, at syge­mel­din­gen kun­ne hæn­ge sam­men med de afslø­rin­ger, som Fri­heds­bre­vet brag­te om de suspek­te for­bin­del­ser mel­lem byg­ge­ma­ta­dor Jes­per Sko­vs­gaard, borg­meste­ren og Soci­al­de­mo­kra­ti­et i Aal­borg, kan man godt tro om igen – i hvert fald hvis det står til Søren Worms­lev. I sin ana­ly­se frem­hæ­ver Worms­lev blandt andet, at syge­mel­din­gen i ste­det kan skyl­des, at borg­meste­ren går og døjer med “en følel­se af at have knok­let for kom­mu­nens ve og vel uden at bli­ve aner­kendt for det af væl­ger­ne”. Og så bør vi lige skæn­ke det en tan­ke, mener Worms­lev, at den gode borg­me­ster er ble­vet skilt, og at borg­meste­ren “på de indre linjer har givet udtryk for, at han synes, pri­sen i for­hold til fami­li­en til tider er for høj”. Hvad Søren Worms­levs ana­ly­se dog ikke mel­der noget om er, at selv­sam­me Worms­lev er besty­rel­ses­for­mand for Aal­borg Klo­ster, hvor man som med­lem selv­føl­ge­lig fin­der – wait for it – borg­me­ster Tho­mas Kastrup-Larsen 🙌🏼 

Godt vi har den regio­na­le presse 

Bid også mær­ke i, at Søren Worms­lev på Face­book er typen, der ønsker borg­meste­ren god ferie, når han skal til Tys­kland. Samt at Søren Worms­levs ana­ly­se er TV 2 Nords ene­ste bidrag til arbej­det med at udgra­ve tre­kants­om­rå­det mel­lem borg­meste­ren, byg­ge­ma­ta­doren Jes­per Sko­vs­gaard og Soci­al­de­mo­kra­ti­et i Aalborg. 

Call to action

Så der er mere end 117 grun­de til at inter­es­se­re sig for Aal­borg, og det bli­ver Fri­heds­bre­vet ved med i den kom­men­de uge. Gik du glip af de før­ste artik­ler, vi har bragt om sagen, og kan du se poin­ten i at bak­ke op om et nyheds­me­die, som prin­ci­pi­elt har fra­sagt sig medi­e­støt­te, så skynd dig at mel­de dig ind hos Fri­heds­bre­vet nu. Jeg over­dri­ver ikke, når jeg siger, at der er fle­re eks­plo­si­ve afslø­rin­ger på vej 💥 

Råd­den­skab

Hvad der er også er inter­es­sant ved at bore i Soci­al­de­mo­kra­ti­et i Aal­borg er selv­føl­ge­lig, at det er stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sens hjem­by. Er der gået råd i par­ti­et her, er der på en måde gået råd i sel­ve hoved­sto­len. En tan­ke, som ikke er mig frem­med, for ser man til­ba­ge på den for­gang­ne uge, fik vi nok engang en smags­prø­ve på det mør­ke, som gerå­der i hjer­tet af det gam­le arbej­der­par­ti. Det har jeg tænkt mig at for­tæl­le mere om i mit nyheds­bre­ve num­mer 35. Vel­kom­men til og tak, for­di du læser med. 

Mør­ke­mænd

På et tids­punkt i Rid­ley Scotts svulsti­ge og vis­se ste­der ufri­vil­ligt komi­ske rid­der­film Den sid­ste duel (2021) reci­te­res et lat­insk citat, der ofte til­skri­ves Pla­ton (men som Pla­ton aldrig har skre­vet). Det går noget i ret­ning af, at “mens man kan til­gi­ve børn, som er ban­ge for mør­ket, bør man fryg­te mænd, der er ban­ge for lyset”. Uan­set hvor cita­tet stam­mer fra, er det klo­ge ord og især i tider som dis­se. For desvær­re lever vi i et land, der rege­res af men­ne­sker, som per default mode fore­træk­ker mør­ket. Som justits­mi­ni­ster Nick Hæk­kerup, der ikke vil ori­en­te­re uden­rigs­po­li­tisk nævn om FE-skan­da­len eller trans­port­mi­ni­ster Ben­ny Engel­bre­cht, der kun vil give inter­view til B.T. om mega­byg­ge­ri­et Lynet­te­hol­men, hvis avi­sen på for­hånd under­ka­ster sig Engel­bre­chts tvivls­om­me påstand om, at der er fuld styr på øko­no­mi­en. Eller som stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen, hvis stan­dards­var på stort set alle kri­ti­ske spørgs­mål er, at den dis­kus­sion ønsker hun fak­tisk ikke at gå ind i. 

Char­meof­fen­siv i folkehavet 

Det fik vi demon­stre­ret nok engang i den for­gang­ne uge, hvor Met­te Fre­de­rik­sen var på char­meof­fen­siv i fol­ke­ha­vet. Først var hun for­bi Ekstra Bla­det og sam­le sin nytår­s­torsk op, og så umid­del­bart efter en rask tur i Go’ Aften Live på TV 2. Vil man gøre sine hoser grøn­ne hos Hr. og Fru Hak­kebøf, er det­te en dræ­ber-com­bo. Og – i stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sens til­fæl­de – et udtryk for en til­ta­gen­de des­pe­ra­tion. For hvis der er noget, som Met­te Fre­de­rik­sen og hof­fet omkring hen­de slet ikke bry­der sig om, så er det Ekstra Bladet. 

3 X 💩

Så det har ikke været nemt for Met­te Fre­de­rik­sen at lege kom frem­med på Råd­hus­plad­sen for­le­den dag. Det var svært – i for­hold til hen­des eks­po­nen­ti­elt vok­sen­de jeg-ople­vel­se – at skul­le tage imod en nytår­s­torsk. Det var end­nu svæ­re­re ved sam­me lej­lig­hed at skul­le udde­le en blom­ster­buket til den nyslå­e­de Cav­ling-vin­der Tho­mas Foght – for en histo­rie, der har til­fø­jet rege­rin­gen en spræk­ke i pan­se­ret, hvori­gen­nem den sta­dig blø­der. Og alde­les ræd­sels­fuldt, må det have været for Met­te Fre­de­rik­sen, at skul­le stå model til et webca­stet live-inter­view med en af sine ynd­lings­a­ver­sio­ner, nem­lig poli­tisk jour­na­list Bri­an Weichardt. 

For­ti­el­se og fornægtelse 

Hvad det sid­ste angår, blev det en for­mi­da­bel demon­stra­tion udi disci­pli­ner­ne for­ti­el­se og for­næg­tel­se. Igen og igen spurg­te Wei­chardt stats­mi­ni­ste­ren om FE-skan­da­len. Vil­le stats­mi­ni­ste­ren mon ned­la­de sig til at sige andet om sagen, end at den er alvor­lig? Nej, det vil­le hun ikke. Slet, slet ikke. Hun vil­le ikke engang uddy­be, at det var alvor­ligt, som hun jo ellers har sagt, at det er. Met­te Fre­de­rik­sen klyn­ge­de sig til en påstand om, at rege­rin­gen prin­ci­pi­elt ikke udta­ler sig om de hem­me­li­ge tje­ne­ster – hvil­ket jo giver nogen­lun­de mening under nor­ma­le omstæn­dig­he­der, men fore­kom­mer absurd i en und­ta­gel­ses­til­stand som den­ne. Behø­ver jeg at min­de om, at den øver­ste chef for For­sva­rets Efter­ret­ning­s­tje­ne­ste sid­der vare­tægts­fængs­let på anden måned? 

Kun­sten at indrøm­me en fejl 

Det mest sigen­de øje­blik var dog, da Bri­an Wei­chardt spurg­te, om han mon kun­ne for­an­le­di­ge stats­mi­ni­ste­ren til at kig­ge indad og erken­de bare en enkelt lil­le fejl, som hun har begå­et under­vejs. Som Wei­chardt min­de­de Met­te Fre­de­rik­sen om, har hun jo selv sagt, at hun både vil­le kom­me til at begå fejl, men også at hun er kvin­de nok til at indrøm­me sine fejl. Met­te Fre­de­rik­sen for­søg­te at slip­pe af kro­gen ved at sva­re, at det var en fejl, at der ikke var hjem­mel i lov­giv­nin­gen til at uds­let­te mink­be­stan­den. Men da Wei­chardt spurg­te, om det så var hen­des fejl, at man ikke sik­re­de sig, at der var hjem­mel, før man slog 17 mil­li­o­ner mink ned, var det ikke hen­des fejl alli­ge­vel. Det var alles fejl, og i hvert fald ikke hen­des fejl ale­ne. Så for­søg­te Bri­an Wei­chardt at få stats­mi­ni­ste­ren til at pege på bare en enkelt fejl, som hun selv hav­de begå­et. Det, som var så tan­ke­væk­ken­de, var dels, at det­te helt for­ven­te­li­ge spørgs­mål til­sy­ne­la­den­de kom fuld­stæn­dig bag på hen­de, og dels at hun ikke var i stand til at sva­re på det. Met­te Fre­de­rik­sen kla­re­de frisag med noget tun­ge­ta­le om, at det skul­le hun alt­så have tid til at tæn­ke over. 

Repri­se på TV2

Det mest absur­de er dog, at det sam­me sce­na­rie gen­tog sig umid­del­bart efter i Go’ Aften Live på TV 2. Som jeg fore­stil­ler mig det, har stats­mi­ni­ste­ren for­ladt Ekstra Bla­det og er gået direk­te over Råd­hus­plad­sen til Tivo­li, hvor­fra pro­gram­met sen­des. På vej­en har der været rig lej­lig­hed til introspek­tion. Var det en fejl, at hun ikke kun­ne næv­ne en fejl, hun selv hav­de begå­et? Måske tænk­te hun vide­re over det, mens hun var i smin­ken. Kan­ske det kan være, hun fik tid til at tale eller sms’e med sine man­ge råd­gi­ve­re om det? Bare en enkelt lil­le fejl? En lil­le­bit­te en? Nej, for da stats­mi­ni­ste­ren toner frem på tv-skær­men, spør­ges hun om præ­cist det sam­me, og sva­rer præ­cist det sam­me. Ja, det var en fejl, at der ikke var hjem­mel til at slå min­ke­ne ned, men det var alt­så ikke hen­des fejl. “Men hvad med dig, kan du næv­ne en fejl, som du selv har begå­et?” vil vær­ten så vide (cite­ret efter min hukom­mel­se). Og så oprin­der det utro­li­ge øje­blik, det er, at stats­mi­ni­ste­ren igen rea­ge­rer, som om spørgs­må­let kom­mer fuld­stæn­dig bag på hen­de, som om hun aldrig var ble­vet stil­let det­te tos­se­de spørgs­mål før – hvil­ket hun jo net­op var, nem­lig af Bri­an Wei­chardt kort for­in­den. Det er her, man for­står, at stort set alt, hvad stats­mi­ni­ste­ren siger til os, på for­hånd er ble­vet scrip­ted og indø­vet, og at hun aldrig fravi­ger sine action cards. Ikke nogen sen­sa­tio­nel opda­gel­se, men alli­ge­vel vildt at se det demon­stre­ret på så afslø­ren­de vis. Uan­set hvad, bør Met­te Fre­de­rik­sen og hen­des råd­gi­ve­re nok fin­de tid til at tæn­ke over, hvad den fran­ske filo­sof François de la Roche­foucauld har skre­vet, nem­lig: “Man erken­der kun sine små­fejl for at over­be­vi­se folk om, at man ikke har nog­le store.” 

Fri Poli­tik

Det føl­ger vi selv­føl­ge­lig op på i nyheds­bre­vet Fri Poli­tik i den­ne uge. Jour­na­list Sofie Frøkjær har spurgt Stats­mi­ni­ste­ri­et, om Met­te Fre­de­rik­sen – nu hvor hun har haft tid til at tæn­ke lidt over det – kan pege på en fejl, hun selv har begå­et. Efter knap en uges ven­te­tid er der sta­dig ikke kom­met svar, men lad os se, om de når det til på torsdag. 

Fri Tænk­ning

I dagens kul­tur­de­bat fin­des der næp­pe noget mere ladet ord end iden­ti­tet. Der var engang, hvor ordet betød “lig med” eller “det sam­me som”. Der­for hav­de vi som bor­ge­re iden­ti­tetspa­pi­rer, og pro­ble­mer kun­ne være iden­ti­ske. I dag inde­bæ­rer iden­ti­tet en vægt på for­skel­le. Iden­ti­tet hand­ler om, hvor­dan man som indi­vid og med­lem af en grup­pe adskil­ler sig fra andre. Ikke hvor­dan man lig­ner dem. 

Histo­ri­en om, hvor­dan det gik til, at iden­ti­tet kom til at fyl­de så meget i vores sam­fund, og hvor­dan vi alle mere eller min­dre per­ma­nent er ramt af iden­ti­tetskri­ser, for­tæl­ler den bri­ti­ske socio­log Frank Fure­di om i sin nye bog 100 Years of Iden­ti­ty Cri­sis: Cul­tu­re War over Soci­a­liza­tion. Flem­m­ing Rose har inter­viewet Fure­di, som mener, at opha­vet til den nuvæ­ren­de situ­a­tion skal søges i begi­ven­he­der, der fandt sted i slut­nin­gen af det 19. århund­re­de og begyn­del­sen af det 20. århundrede. 

Fri Ban­dit og Fri Jihad

Fle­re har skre­vet og spurgt, hvor nyheds­bre­vet Fri Ban­dit bli­ver af. Sva­ret er, at det lige hol­der en pau­se. Det sam­me kom­mer Fri Jihad til at gøre fra den 1. febru­ar, for ter­r­or­eks­pert Tore Ham­m­ing bli­ver nødt at hel­li­ge sig sin forsk­ning. Paral­lelt med at vi er ved at udvik­le nye nyheds­bre­ve, gør vi løben­de sta­tus på fre­kven­ser­ne for de eksi­ste­ren­de nyheds­bre­ve. Det er jo ikke alle sto­f­om­rå­der, hvor der sker nok til at udkom­me ugent­ligt, og sam­ti­dig har vi gode erfa­rin­ger med, at Met­te Høegs nyheds­brev Fri Kri­tik kun udkom­mer hver anden uge. 

Fri Kri­tik

Som for eksem­pel i den­ne uge, hvor Met­te Høeg har føl­gen­de på pla­ka­ten: “Den­ne uges Fri Kri­tik hand­ler om den mør­ke com­ing-of-age-for­tæl­ling og poli­ti­ske alle­go­ri Bam­bi, The Story of a Life in the Forest, som er det lit­teræ­re for­læg til Dis­neys elske­de klas­si­ker. Og om rov­dyr som et moralsk problem.” 

Fri Tid

Her­om vides kun, hvad De To Sult­ne Piger skri­ver til mig: “Hey Mads! Vi har været ude at spi­se en gigan­tisk mor­gen­mad på Café Seks i Krystal­ga­de. Tid­li­ge­re DK fas­hion-mogul Hen­riks Vibs­ko­vs loka­ler, nu café, der sam­ler bag­værk, kager og små­ret­ter fra hele ver­den.” Mere om det på fre­dag. Hvor vi også kom­mer til at høre nyt fra tusind­kunst­ne­ren og madø­ret Simon Jul. Han skri­ver til mig: “Tiden er net­op nu kom­met, hvor natu­ren skæn­ker os sit svar på evigt liv og uni­ver­sel vita­li­tet: Fiske­æg­ge­ne er klar! Vi skal dyk­ke op i bugen på fiskemor.” 

Hvad jeg ellers går og tæn­ker på 

1️⃣ Jeg har fået en ano­nym med­del­er, der har adgang til Dansk Indu­stri (DI), erhvervsor­ga­ni­sa­tio­nen som bor i Indu­stri­ens Hus på Råd­hus­plad­sen i Køben­havn. Min med­del­er kal­der sig Hyg­gen, men jeg har ingen anel­se om, hvem der gem­mer sig bag det­te pseu­do­nym. Det ene­ste, jeg ved, er, at pågæl­den­de vir­ker til at være sær­de­les obser­vant, og des­u­den har en rig­tig god pen. Om det over­ho­ve­det er sandt, det som Hyg­gen skri­ver til mig, kan jeg ikke afgø­re, men det klin­ger sandt, og des­u­den er det vir­ke­lig sjovt. Så hvis vi som udgangs­punkt betrag­ter Hyg­gens beret­ning fra DI’s kan­ti­ne som fik­tion, går det nok an, at jeg deler det med mine læsere. 

Hyg­gen skriver: 

“I den­ne omgang skal vi til DI. En arbejds­plads, som udadtil har et rela­tivt flot omdøm­me. Med­ar­bej­der­ne lige så. Velud­dan­ne­de, ambi­tiø­se og ikke mindst præ­sen­tab­le. Men i gla­s­pa­lad­set kom­mer den san­de og pri­mi­ti­ve side frem i de præ­sen­tab­le med­ar­bej­de­re én gang om ugen. Det sker, når med­ar­bej­de­re får lov til at tage rester med hjem fra over­skud­det af den mæg­ti­ge frokost­buf­fet. Her ses – ofte til stor måben blandt stu­den­ter­med­hjæl­per­ne og de yng­ste fuld­mæg­ti­ge – hvor­dan hor­der af, typisk højt­løn­ne­de, chef­kon­su­len­ter i hastigt tem­po ham­strer bestem­te mad­va­rer. Ofte det, som har mest vær­di. Typisk kødet. Her går fle­re med­ar­bej­der­ne mål­ret­tet efter at fyl­de kas­se efter kas­se med bestem­te varer. Fuld­stæn­dig blot­tet for kol­le­gi­alt sam­men­hold, så alle, inklu­siv stu­den­ter­med­hjæl­per­ne, der arbej­der til 118 kro­ner i timen, kan få en por­tion aftens­mad med hjem. At DI ynder at præ­sen­te­re sig selv som præ­sen­tab­le og ordent­li­ge udadtil, sam­ti­dig med deres repræ­sen­tan­ter indadtil ham­strer og fyl­der poser med 25 bol­ler, fle­re kilo kød og alt pålæg­get, er sim­pelt­hen ikke i orden og kan ikke accep­te­res. Jeg anser det som en pligt, at også den – mere san­de – ver­sion af DI kom­mer for dagens lys.” 

Vel­be­kom­me 👋🏼

Og hyg­ge-hejsa. Jeg er til­ba­ge om en uge. Mvh, che­fre­dak­tør Mads Brügger