Fri Mads #36: Fri­hed er ikke et beskidt ord


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores lydleverandør.

Var det cor­o­na-pres­se­mø­de num­mer 26 eller 27 med Met­te Fre­de­rik­sen i Stats­mi­ni­ste­ri­et for­le­den? Det er svært at hol­de styr på antal­let, for det hele gli­der ind og ud af hin­an­den. Som i en drøm. Der er noget grund­læg­gen­de drøm­me­ag­tigt over den nuvæ­ren­de S‑regering. Der sker hele tiden ting, som nor­malt kun sker i drøm­me, hvor­for det er pas­sen­de, at pres­se­mø­de­r­ne fore­går i et rum, der hed­der Spejlsa­len. Jeg ved godt, at jeg har skre­vet om det­te sær­ken­de ved rege­rin­gen før, men det er værd at dvæ­le ved nok en gang, for­di det hyper­re­el­le sim­pelt­hen tager til i styr­ke i dis­se dage: Plud­se­lig sej­ler en dansk fre­gat ale­ne rundt i Gui­ne­a­bug­ten for at jag­te pira­ter, og før vi har fået set os om, har vi fan­get fire. Den ene af dem har mistet benet og skal sej­les til Dan­mark for at bli­ve rets­for­fulgt. De tre andre, sta­digt bipe­da­le pira­ter, skal ikke for en dom­mer i Dan­mark, for det er kun etbe­ne­de pira­ter, som vi vil straf­fe. De bli­ver i ste­det sat i land med hver sin mad­pak­ke. Det sid­ste er en meget dansk, men også utro­ligt drøm­me­ag­tig detal­je. En mad­pak­ke skal alle raske dren­ge da have! Sam­ti­dig bli­ver che­fen for For­sva­rets Efter­ret­ning­s­tje­ne­ste anholdt i luft­hav­nen og fængs­let i dybe­ste hem­me­lig­hed. Og så – vup­ti – dra­ger Jæger­kor­p­set til Mali for så at få at vide, at de slet ikke er vel­kom­ne og skal skri­de hjem igen. Mens man sun­der sig, udkom­mer histo­ri­en om den poly­a­mor­ø­se 3F-for­mand Per Chri­sten­sen, hvis liv til­sy­ne­la­den­de har været et dob­belt­bun­det mare­ridt af bluff og bed­rag. Hvad, der gør histo­ri­en end­nu mere drøm­me­ag­tig, er, at alle åben­bart har vidst det, men ingen har sagt eller gjort noget. I ste­det er Per Chri­sten­sen ble­vet fyr­ste­ligt beløn­net af koo­pe­ra­tio­nen og udnævnt til næst­for­mand i Det Kon­ge­li­ge Tea­ters besty­rel­se – et hus, som meget apro­pos net­op arbej­der med fan­ta­si­er og drømmeverdener.

Orwell, igen igen 

Når jeg skri­ver om alt det­te, er det, for­di jeg for­le­den dag læste et citat af for­fat­te­ren Geor­ge Orwell, man­den der gav os roma­nen 1984. Han skrev: “Så snart at frygt, had, jalou­si og til­be­del­sen af magt bli­ver invol­ve­ret, afhængs­les følel­sen af vir­ke­lig­hed.” Er det ikke det, vi kig­ger på, når vi kig­ger på vores rege­ring; et kabi­net, som net­op er præ­get af frygt, had og jalou­si samt til­be­del­sen af magt? Jeg synes det, og jeg tror, det drøm­me­ag­ti­ge, det sta­digt mere uvir­ke­li­ge, har sit udspring her.

Jeg hel­di­ge asen 

Nog­le gan­ge kan man være så hel­dig, at man når det lige på fal­de­re­bet. Efter at have kla­ret frisag så læn­ge, at jeg var begyndt at over­ve­je, om jeg var en fre­ak of natu­re, teste­de jeg i går posi­tiv for cor­o­na. Og godt det sam­me, for jeg var ærligt talt begyndt at føle mig udenfor.

Dagen før i morgen 

Så det­te skri­ves med fin­gre, der gni­strer af omi­kron. Jeg har tænkt mig at skri­ve i dyb­den om begre­bet fri­hed, hvil­ket jo er helt oplagt her dagen før i mor­gen, hvor vi får vores fri­hed til­ba­ge (med­min­dre det sene­re hen viser sig, at fri­hed er ble­vet und­ta­gel­sen, og ned­luk­ning er den nye nor­ma­li­tet. For vi har jo alle­re­de fejret, at vi fik vores fri­hed til­ba­ge én gang tid­li­ge­re). Jeg har også tænkt mig at skri­ve en smu­le om, hvad ugen brin­ger i Fri­heds­bre­vets uni­vers. Der er, tør jeg godt love, emi­nen­te ting i ven­te. Vel­kom­men til mit nyheds­brev num­mer 36, nu med corona.

Pil mod højre 

Hvis der er noget, som er ble­vet sat på spid­sen af pan­de­mi­en, så er det begre­bet fri­hed. Og det i alle dets man­ge udga­ver og for­mer: bevæ­gel­ses­fri­hed, ytrings­fri­hed, forsk­nings­fri­hed, pres­se­fri­hed, for­sam­lings­fri­hed og så vide­re. I for­vej­en var fri­hed som idé under sti­gen­de pres. I Dan­mark ikke mindst på grund af Muham­med­kri­sen, der har gjort begre­bet ytrings­fri­hed kon­tro­ver­si­elt. I hvert fald ube­lej­ligt, hvis ikke direk­te pin­ligt, men også ide­o­lo­gisk bela­stet. Det er ikke usæd­van­ligt at ople­ve, at folk opfat­ter det, at man står stejlt på ytrings­fri­he­dens ukræn­ke­lig­hed som væren­de lig med, at man er høj­re­ra­di­kal, og som mini­mum i hvert fald er islamofob.

Team Tos­se­bold

Gen­nem de sene­ste to år er der så sket det, at vores andre grund­læg­gen­de fri­heds­ret­tig­he­der på lig­nen­de måde er ble­vet gjort suspek­te. Siger man pres­se­fri­hed, tæn­ker man­ge nu på para­graf 109 og lands­for­ræ­de­ri. Siger man for­sam­lings­fri­hed, tæn­ker man­ge nu på Men In Bla­ck, og brok­ker man sig det mind­ste over, hvor­dan kra­vet om cor­o­na­pas læg­ger bånd på ens bevæ­gel­ses­fri­hed, kom­mer der spo­ren­stregs en hat­te­ma­ger for­bi og tager mål til din fine nye sølvpapirshat.

Den blin­de vinkel 

Så vold­som er udskam­nin­gen af vac­ci­ne­dis­si­den­ter ble­vet, at stort set ingen poli­ti­ke­re eller jour­na­li­ster har vovet at adres­se­re den blin­de vin­kel, vi alle sag­tens kan se, men helst ikke vil ken­des ved; nem­lig de over 60.000 dan­ske­re, som har ind­be­ret­tet bivirk­nin­ger* af vac­ci­ner­ne. I ste­det er det noget, man hvi­sker om i kro­ge­ne, for alle har vi vel hørt om en venin­de til en ven, der blev syge­meldt efter det andet vac­ci­ne­stik og nu har men­stru­a­tion tre gan­ge om måne­den eller har fået udslæt i hele hove­d­et? Det har jeg i hvert fald hørt om. De er der­u­de, i mas­se­vis, men ingen taler eller skri­ver om dem, for gør man det, hav­ner man hur­tigt i sam­me mæng­de­bol­le som Sasze­li­ne, Dr. Man­ni­che og Joe Rogan, nem­lig mæng­de­bol­len Team Tossebold.

Absurd situ­a­tion

Her­med er vi endt i den absur­de situ­a­tion, at det næsten kun er folk på den yder­ste høj­re­fløj, som aktivt taler fri­he­dens sag. Eller folk, som er helt uden for det poli­ti­ske koor­di­nat­sy­stem. Med “aktivt” mener jeg, at man går på gaden, man orga­ni­se­rer sig, man gør noget ved ævred. Fra pan­de­mi­ens start har det nær­mest knop­skudt med grup­pe­rin­ger og orga­ni­sa­tio­ner, der alle hed­der noget med fri­hed og typisk har rod­fæ­ste i det yder­ste høj­re. Vi har Ras­mus Palu­dan, der har lavet et medie som hed­der Fri­he­dens Stem­me. Vi har islam­kri­ti­ke­ren Lone Nør­gaard med fle­re, der stod bag Fri­heds­li­sten, “fæl­les­li­sten for fri­heds­kam­pen til kom­mu­nal- og regions­rå­dsvalg 2021”. Og så har vi selv­føl­ge­lig orga­ni­sa­tio­nen Fri­heds­be­væ­gel­sens Fæl­les­råd. Alt det­te trum­me­rum har selv­føl­ge­lig ikke gjort fri­hed til et mere stu­e­rent ord.

Det skjul­te hagekors 

At fri­hed er ble­vet et beskidt ord, har jeg selv for­nem­met i for­bin­del­se med lan­ce­rin­gen af Fri­heds­bre­vet for lidt over et halvt år siden. Ale­ne det, at vi hed­der noget med fri­hed, gør os åben­bart mistæn­ke­li­ge, og på Twit­ter har jeg sågar mødt en fyr, der alvor­ligt tror, at vores logo – det omvend­te sor­te F der rum­mer et hvidt F i sig – er ment som et subli­mi­nalt vink med vogn­stan­gen til hage­kor­set. Og det selv­om vi både i teo­ri og prak­sis er et poli­tisk uaf­hæn­gigt og fuld­kom­men neut­ralt medie.

Jeg er ikke kryptonazist 

Så lad os tage den én gang til: Ordet fri­hed i Fri­heds­bre­vets regi hand­ler ale­ne om, at vi prin­ci­pi­elt vil være så fri­gjor­te fra sta­ten som muligt. Logik­ken er, at hvis man skal under­sø­ge, kri­ti­se­re og røg­te dem, der bærer gyld­ne kæder, nyt­ter det ikke, at man sam­ti­dig tager imod pen­ge fra dem, der bærer gyld­ne kæder. I hvert fald ikke hvis man kan slip­pe for det. Det er ikke en ekstrem hold­ning, det er hel­ler ikke et syns­punkt, som bety­der, at jeg er neoli­be­ral eller anarko­syn­di­ka­list eller kryp­to­na­zist. Det er sim­pel og sund for­nuft, som også hand­ler om, at de fle­ste dan­ske­re i sti­gen­de grad må undre sig over, hvor­for de gen­nem skat­te­bil­let­ten er med til at finan­si­e­re en mas­se medi­er, som de ikke selv har adgang til.

You will always walk alone 

Til min udel­te glæ­de er jeg ikke læn­ge­re ale­ne med den­ne hold­ning. Stig Ørskov, kon­cer­n­che­fen for JP/Politikens Hus, skrev for tre uger siden en kro­nik i Ber­ling­s­ke om, at medi­e­støt­ten er til ska­de for demo­kra­ti­et. Jeg kun­ne ikke være mere enig, men når man – som Fri­heds­bre­vet gjor­de i sid­ste uge – inter­viewer Stig Ørskov om, hvor­vidt JP/Politikens Hus så ikke bur­de fra­si­ge sig medi­e­støt­ten, får piben straks en mere ulden lyd. Det er Stig Ørskov nem­lig ikke inter­es­se­ret i. Bare for at få tal­le­ne på plads så mod­ta­ger JP/Politikens Hus 66,8 mil­li­o­ner kro­ner af sta­ten i medi­e­støt­te i 2022. Fra­træk­ker man medi­e­støt­ten, giver kon­cer­nen sta­dig et flot over­skud på 200 mil­li­o­ner kro­ner, så det er ikke, for­di der ikke er råd til at være fri for sta­ten. Selv synes jeg, det var et rig­tig godt og tan­ke­væk­ken­de inter­view med Stig Ørskov, som dels demon­stre­rer, hvad Fri­heds­bre­vet kan og vil med sin jour­na­li­stik og dels ansku­e­lig­gør, hvor vig­tigt det er at støt­te et rig­tigt uaf­hæn­gigt medie som Frihedsbrevet.

Taco Tirs­dag eller Fri­heds Fredag? 

Hvad, jeg ger­ne vil benyt­te den­ne lej­lig­hed til at sige, er, at fri­hed er et smukt ord, som fortje­ner at bli­ve reha­bi­li­te­ret. Det er også et besvær­ligt og far­ligt ord, dels for­di det er så fluf­fy – for hvad bety­der det egent­lig? – men også for­di ordet er født til at ska­be splid mel­lem men­ne­sker. For justits­mi­ni­ster Nick Hæk­kerup er mere over­våg­ning lig med mere fri­hed, mens andre vil stå på mål for, at det rig­tigt frie sam­fund grund­læg­gen­de skal være far­ligt at fær­des i. For hvis der er styr på alt, er det prin­ci­pi­elt ikke frit. Min egen fore­truk­ne defi­ni­tion af fri­hed kom­mer fra den fran­ske filo­sof Jean-Luc Nan­cy, som mener, at sel­ve det at eksi­ste­re som men­ne­ske er fri­hed. Som ener­gi­form ser jeg fri­he­den sat på for­mel, når dig­te­ren Ril­ke skri­ver: “Lad alt ske for dig: skøn­hed og ræd­sel. Bare fort­sæt. Ingen følel­se er ende­lig.” Fri­hed er nem­lig i sit inder­ste væsen en kon­stant bevæ­gel­se, en evig kamp mod træg­he­den, mod det låste, mod gen­ta­gel­sen af det sam­me. Så uan­set hvad er fri­hed noget, man altid skal være parat til at kæm­pe for.

Som i fil­men The LEGO Movie (2014) hvor byg­nings­ar­bej­de­ren Emmet Bri­ck­owski går op imod dik­ta­to­ren Præ­si­dent Busi­ness. I star­ten af fil­men erfa­rer vi, at Præ­si­dent Busi­ness er utro­ligt popu­lær, især for­di han hver uge afhol­der Taco Tirs­dag, hvor alle får sig en gra­tis taco. Man må give ham, at det sam­fund, han besty­rer, kører som smurt ikke helt ulig det ned­luk­ke­de Dan­mark med de ens­ret­te­de gåga­der. Men i læng­den er det kede­ligt, og fri­he­den er jo altid på kant med det kon­for­me. Emmet Bri­ck­owski gen­nemtvin­ger der­for en revo­lu­tion, som slip­per et vildt og destruk­tivt kaos løs, der helt omkal­fa­trer uni­ver­set. Mod fil­mens slut­ning siger han, at i ste­det for Taco Tirs­dag vil han nu ind­fø­re Fri­heds Fre­dag. Måske er det­te essen­sen af fri­he­den; alt­så val­get mel­lem Taco Tirs­dag og Fri­heds Fre­dag? Jeg er sik­ker på, at man­ge af Met­te Fre­de­rik­sens fans væl­ger det før­ste, for i det mind­ste får man en gra­tis taco, og ingen ved rig­tigt, hvad Fri­heds Fre­dag egent­lig går ud på. Måske det er noget far­ligt noget? Det aner mig, at det er de sam­me 28% af befolk­nin­gen, der net­op har for­talt Mega­fon, at genåb­nin­gen gør dem utrygge.

Fri Finans

Jour­na­list Mat­hi­as Blæ­del føl­ger udvik­lin­gen i Aal­borg-sagen meget tæt og arbej­der på fle­re histo­ri­er. Følg med tirs­dag, når nyheds­bre­vet Fri Finans bli­ver udgivet.

Fri Poli­tik

På Fri Poli­tik har vi godt gang i ked­ler­ne. Blandt andet føl­ger vi i den­ne uge op på stram­mer­linj­en hos rege­rin­gen og fle­re af de blå par­ti­er, der har tord­net mod at give dansk pas til fængsels­døm­te udlæn­din­ge. Det viser sig nem­lig nu, at der er hul­ler i poli­ti­ker­nes fint­ma­ske­de stram­mer­net. Fle­re ansø­ge­re med en fængsels­dom har fået dis­pen­sa­tion og står nu alli­ge­vel til at få dansk stats­bor­ger­skab. Fri Poli­tik dyk­ker ned i sagen, og den før­ste histo­rie kan du alle­re­de læse i dag.

Fri Tænk­ning

Til den­ne uges Fri Tænk­ning har che­fre­dak­tør Flem­m­ing Rose talt med den ame­ri­kan­ske ide­hi­sto­ri­ker Rus­sell Jaco­by om hans sene­ste bog On Diver­si­ty. The Eclip­se of the Indi­vi­du­al in the Glo­bal Era. Jaco­by er en aner­kendt for­fat­ter. Det er fak­tisk ham, der intro­du­ce­re­de begre­bet public intel­lectu­al i den ame­ri­kan­ske debat, og i sin tid arbej­de­de han sam­men med den legen­da­ri­ske kul­turkri­ti­ker Chri­stop­her Lasch.

Ikke desto min­dre afvi­ste hele otte ame­ri­kan­ske uni­ver­si­tets­for­lag at udgi­ve Jaco­bys bog om diver­si­tet. Den var sim­pelt­hen for kon­tro­ver­si­el i for­lags­be­sty­rel­sers, inter­ne anmel­de­res og redak­tø­rers øjne.

Ingen skul­le have noget klin­ket. Det kon­tro­ver­si­el­le bestod i en kri­tik af den alle­steds­nær­væ­ren­de diver­si­tets­snak. Til for­skel fra den offi­ci­el­le dog­ma­tik mener Jaco­by nem­lig ikke, at ver­den bli­ver mere mang­fol­dig. Tvær­ti­mod. Læs, og lyt til Fri Tænk­ning på lørdag.

Fri Tid

På fre­dag siger Simon Jul far­vel til karan­tæ­nen ved at læg­ge alle kort på bor­det. Han skri­ver: “Karan­tæ­ne log­bog, dag 1: Jeg må ratio­ne­re på rosi­ner og kavi­ar. Gad vide om jeg kla­rer tre dage mere uden impuls­ind­køb i diver­se deli­ka­tes­se­bu­tik­ker?” Hvad det­te uddrag dæk­ker over, fin­der vi ud af på fre­dag. Her kom­mer der også nyt fra de To Sult­ne Piger, der har været på Ark, en vegansk restau­rant på Nør­re Fari­mags­ga­de i Køben­havn. De skri­ver: “Ja, alt­så vi har ikke skre­vet anmel­del­sen end­nu. Men Ark laver alt­så nog­le vegan-ser­ve­rin­ger, der kan foo­le selv den mest bul­ky meat-eater – vi var meget imponerede!”

Hvad jeg ellers går og tæn­ker på

1️⃣ “Selv om dan­ske rede­ri­er kan se frem til en for­mi­da­bel ind­tje­ning, får de mil­li­o­ner i stats­støt­te,” skrev dag­bla­det Infor­ma­tion for­le­den dag. Af artik­len frem­gik det, at man ikke engang ved hvor man­ge pen­ge, der deles ud fra sta­ten til rede­ri­er­ne, men at det ikke er i små­tings­af­de­lin­gen. Soci­al­de­mo­kra­ti­et vil fort­sæt­te med den­ne besyn­der­li­ge stats­støt­te, mens SF og Enheds­li­sten fore­slår ændrin­ger. Det er trods alt et frem­skridt i for­hold til medi­e­støt­ten hvor poli­ti­ker­ne over en bred kam insi­ste­rer på at kaste mil­li­o­ner efter medi­er­ne, og det selv­om Stig Ørskov siger, at det er til ska­de for demo­kra­ti­et og bør afskaf­fes. Selv­om Infor­ma­tion mod­ta­ger medi­e­støt­te fra sta­ten, har avi­sen ikke en for­mi­da­bel ind­tje­ning. Så hvis artik­len om stats­støt­te til rede­ri­er­ne i ste­det hav­de været bragt i Poli­ti­ken, hav­de det selv­føl­ge­lig været helt perfekt 😉

Guten Heu­te Leute 👋🏼

Jeg skal til­ba­ge til syge­le­jet. Nyd genåb­nin­gen i morgen.

Mvh, Mads Brüg­ger, che­fre­dak­tør, Frihedsbrevet

*1/2 2022, kl 09.58: RETTELSE: I en tid­li­ge­re udga­ve af den­ne arti­kel frem­gik det, at der var ble­vet ind­be­ret­tet mere end 60 tusin­de lang­va­ri­ge vac­ci­ne-bivirk­nin­ger til myn­dig­he­der­ne. Det er ikke helt kor­rekt. Tal­let, som cir­ka er på 65 tusin­de ind­be­ret­nin­ger, dæk­ker både over for­mode­de kortva­ri­ge og for­mode­de lang­va­ri­ge bivirk­nin­ger. Vi har der­for valgt at fjer­ne ordet ‘lang­va­ri­ge’.