Fri Mads #36: Frihed er ikke et beskidt ord
Var det corona-pressemøde nummer 26 eller 27 med Mette Frederiksen i Statsministeriet forleden? Det er svært at holde styr på antallet, for det hele glider ind og ud af hinanden. Som i en drøm. Der er noget grundlæggende drømmeagtigt over den nuværende S‑regering. Der sker hele tiden ting, som normalt kun sker i drømme, hvorfor det er passende, at pressemøderne foregår i et rum, der hedder Spejlsalen. Jeg ved godt, at jeg har skrevet om dette særkende ved regeringen før, men det er værd at dvæle ved nok en gang, fordi det hyperreelle simpelthen tager til i styrke i disse dage: Pludselig sejler en dansk fregat alene rundt i Guineabugten for at jagte pirater, og før vi har fået set os om, har vi fanget fire. Den ene af dem har mistet benet og skal sejles til Danmark for at blive retsforfulgt. De tre andre, stadigt bipedale pirater, skal ikke for en dommer i Danmark, for det er kun etbenede pirater, som vi vil straffe. De bliver i stedet sat i land med hver sin madpakke. Det sidste er en meget dansk, men også utroligt drømmeagtig detalje. En madpakke skal alle raske drenge da have! Samtidig bliver chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste anholdt i lufthavnen og fængslet i dybeste hemmelighed. Og så – vupti – drager Jægerkorpset til Mali for så at få at vide, at de slet ikke er velkomne og skal skride hjem igen. Mens man sunder sig, udkommer historien om den polyamorøse 3F-formand Per Christensen, hvis liv tilsyneladende har været et dobbeltbundet mareridt af bluff og bedrag. Hvad, der gør historien endnu mere drømmeagtig, er, at alle åbenbart har vidst det, men ingen har sagt eller gjort noget. I stedet er Per Christensen blevet fyrsteligt belønnet af kooperationen og udnævnt til næstformand i Det Kongelige Teaters bestyrelse – et hus, som meget apropos netop arbejder med fantasier og drømmeverdener.
Orwell, igen igen
Når jeg skriver om alt dette, er det, fordi jeg forleden dag læste et citat af forfatteren George Orwell, manden der gav os romanen 1984. Han skrev: “Så snart at frygt, had, jalousi og tilbedelsen af magt bliver involveret, afhængsles følelsen af virkelighed.” Er det ikke det, vi kigger på, når vi kigger på vores regering; et kabinet, som netop er præget af frygt, had og jalousi samt tilbedelsen af magt? Jeg synes det, og jeg tror, det drømmeagtige, det stadigt mere uvirkelige, har sit udspring her.
Jeg heldige asen
Nogle gange kan man være så heldig, at man når det lige på falderebet. Efter at have klaret frisag så længe, at jeg var begyndt at overveje, om jeg var en freak of nature, testede jeg i går positiv for corona. Og godt det samme, for jeg var ærligt talt begyndt at føle mig udenfor.
Dagen før i morgen
Så dette skrives med fingre, der gnistrer af omikron. Jeg har tænkt mig at skrive i dybden om begrebet frihed, hvilket jo er helt oplagt her dagen før i morgen, hvor vi får vores frihed tilbage (medmindre det senere hen viser sig, at frihed er blevet undtagelsen, og nedlukning er den nye normalitet. For vi har jo allerede fejret, at vi fik vores frihed tilbage én gang tidligere). Jeg har også tænkt mig at skrive en smule om, hvad ugen bringer i Frihedsbrevets univers. Der er, tør jeg godt love, eminente ting i vente. Velkommen til mit nyhedsbrev nummer 36, nu med corona.
Pil mod højre
Hvis der er noget, som er blevet sat på spidsen af pandemien, så er det begrebet frihed. Og det i alle dets mange udgaver og former: bevægelsesfrihed, ytringsfrihed, forskningsfrihed, pressefrihed, forsamlingsfrihed og så videre. I forvejen var frihed som idé under stigende pres. I Danmark ikke mindst på grund af Muhammedkrisen, der har gjort begrebet ytringsfrihed kontroversielt. I hvert fald ubelejligt, hvis ikke direkte pinligt, men også ideologisk belastet. Det er ikke usædvanligt at opleve, at folk opfatter det, at man står stejlt på ytringsfrihedens ukrænkelighed som værende lig med, at man er højreradikal, og som minimum i hvert fald er islamofob.
Team Tossebold
Gennem de seneste to år er der så sket det, at vores andre grundlæggende frihedsrettigheder på lignende måde er blevet gjort suspekte. Siger man pressefrihed, tænker mange nu på paragraf 109 og landsforræderi. Siger man forsamlingsfrihed, tænker mange nu på Men In Black, og brokker man sig det mindste over, hvordan kravet om coronapas lægger bånd på ens bevægelsesfrihed, kommer der sporenstregs en hattemager forbi og tager mål til din fine nye sølvpapirshat.
Den blinde vinkel
Så voldsom er udskamningen af vaccinedissidenter blevet, at stort set ingen politikere eller journalister har vovet at adressere den blinde vinkel, vi alle sagtens kan se, men helst ikke vil kendes ved; nemlig de over 60.000 danskere, som har indberettet bivirkninger* af vaccinerne. I stedet er det noget, man hvisker om i krogene, for alle har vi vel hørt om en veninde til en ven, der blev sygemeldt efter det andet vaccinestik og nu har menstruation tre gange om måneden eller har fået udslæt i hele hovedet? Det har jeg i hvert fald hørt om. De er derude, i massevis, men ingen taler eller skriver om dem, for gør man det, havner man hurtigt i samme mængdebolle som Saszeline, Dr. Manniche og Joe Rogan, nemlig mængdebollen Team Tossebold.
Absurd situation
Hermed er vi endt i den absurde situation, at det næsten kun er folk på den yderste højrefløj, som aktivt taler frihedens sag. Eller folk, som er helt uden for det politiske koordinatsystem. Med “aktivt” mener jeg, at man går på gaden, man organiserer sig, man gør noget ved ævred. Fra pandemiens start har det nærmest knopskudt med grupperinger og organisationer, der alle hedder noget med frihed og typisk har rodfæste i det yderste højre. Vi har Rasmus Paludan, der har lavet et medie som hedder Frihedens Stemme. Vi har islamkritikeren Lone Nørgaard med flere, der stod bag Frihedslisten, “fælleslisten for frihedskampen til kommunal- og regionsrådsvalg 2021”. Og så har vi selvfølgelig organisationen Frihedsbevægelsens Fællesråd. Alt dette trummerum har selvfølgelig ikke gjort frihed til et mere stuerent ord.
Det skjulte hagekors
At frihed er blevet et beskidt ord, har jeg selv fornemmet i forbindelse med lanceringen af Frihedsbrevet for lidt over et halvt år siden. Alene det, at vi hedder noget med frihed, gør os åbenbart mistænkelige, og på Twitter har jeg sågar mødt en fyr, der alvorligt tror, at vores logo – det omvendte sorte F der rummer et hvidt F i sig – er ment som et subliminalt vink med vognstangen til hagekorset. Og det selvom vi både i teori og praksis er et politisk uafhængigt og fuldkommen neutralt medie.
Jeg er ikke kryptonazist
Så lad os tage den én gang til: Ordet frihed i Frihedsbrevets regi handler alene om, at vi principielt vil være så frigjorte fra staten som muligt. Logikken er, at hvis man skal undersøge, kritisere og røgte dem, der bærer gyldne kæder, nytter det ikke, at man samtidig tager imod penge fra dem, der bærer gyldne kæder. I hvert fald ikke hvis man kan slippe for det. Det er ikke en ekstrem holdning, det er heller ikke et synspunkt, som betyder, at jeg er neoliberal eller anarkosyndikalist eller kryptonazist. Det er simpel og sund fornuft, som også handler om, at de fleste danskere i stigende grad må undre sig over, hvorfor de gennem skattebilletten er med til at finansiere en masse medier, som de ikke selv har adgang til.
You will always walk alone
Til min udelte glæde er jeg ikke længere alene med denne holdning. Stig Ørskov, koncernchefen for JP/Politikens Hus, skrev for tre uger siden en kronik i Berlingske om, at mediestøtten er til skade for demokratiet. Jeg kunne ikke være mere enig, men når man – som Frihedsbrevet gjorde i sidste uge – interviewer Stig Ørskov om, hvorvidt JP/Politikens Hus så ikke burde frasige sig mediestøtten, får piben straks en mere ulden lyd. Det er Stig Ørskov nemlig ikke interesseret i. Bare for at få tallene på plads så modtager JP/Politikens Hus 66,8 millioner kroner af staten i mediestøtte i 2022. Fratrækker man mediestøtten, giver koncernen stadig et flot overskud på 200 millioner kroner, så det er ikke, fordi der ikke er råd til at være fri for staten. Selv synes jeg, det var et rigtig godt og tankevækkende interview med Stig Ørskov, som dels demonstrerer, hvad Frihedsbrevet kan og vil med sin journalistik og dels anskueliggør, hvor vigtigt det er at støtte et rigtigt uafhængigt medie som Frihedsbrevet.
Taco Tirsdag eller Friheds Fredag?
Hvad, jeg gerne vil benytte denne lejlighed til at sige, er, at frihed er et smukt ord, som fortjener at blive rehabiliteret. Det er også et besværligt og farligt ord, dels fordi det er så fluffy – for hvad betyder det egentlig? – men også fordi ordet er født til at skabe splid mellem mennesker. For justitsminister Nick Hækkerup er mere overvågning lig med mere frihed, mens andre vil stå på mål for, at det rigtigt frie samfund grundlæggende skal være farligt at færdes i. For hvis der er styr på alt, er det principielt ikke frit. Min egen foretrukne definition af frihed kommer fra den franske filosof Jean-Luc Nancy, som mener, at selve det at eksistere som menneske er frihed. Som energiform ser jeg friheden sat på formel, når digteren Rilke skriver: “Lad alt ske for dig: skønhed og rædsel. Bare fortsæt. Ingen følelse er endelig.” Frihed er nemlig i sit inderste væsen en konstant bevægelse, en evig kamp mod trægheden, mod det låste, mod gentagelsen af det samme. Så uanset hvad er frihed noget, man altid skal være parat til at kæmpe for.
Som i filmen The LEGO Movie (2014) hvor bygningsarbejderen Emmet Brickowski går op imod diktatoren Præsident Business. I starten af filmen erfarer vi, at Præsident Business er utroligt populær, især fordi han hver uge afholder Taco Tirsdag, hvor alle får sig en gratis taco. Man må give ham, at det samfund, han bestyrer, kører som smurt ikke helt ulig det nedlukkede Danmark med de ensrettede gågader. Men i længden er det kedeligt, og friheden er jo altid på kant med det konforme. Emmet Brickowski gennemtvinger derfor en revolution, som slipper et vildt og destruktivt kaos løs, der helt omkalfatrer universet. Mod filmens slutning siger han, at i stedet for Taco Tirsdag vil han nu indføre Friheds Fredag. Måske er dette essensen af friheden; altså valget mellem Taco Tirsdag og Friheds Fredag? Jeg er sikker på, at mange af Mette Frederiksens fans vælger det første, for i det mindste får man en gratis taco, og ingen ved rigtigt, hvad Friheds Fredag egentlig går ud på. Måske det er noget farligt noget? Det aner mig, at det er de samme 28% af befolkningen, der netop har fortalt Megafon, at genåbningen gør dem utrygge.
Fri Finans
Journalist Mathias Blædel følger udviklingen i Aalborg-sagen meget tæt og arbejder på flere historier. Følg med tirsdag, når nyhedsbrevet Fri Finans bliver udgivet.
Fri Politik
På Fri Politik har vi godt gang i kedlerne. Blandt andet følger vi i denne uge op på strammerlinjen hos regeringen og flere af de blå partier, der har tordnet mod at give dansk pas til fængselsdømte udlændinge. Det viser sig nemlig nu, at der er huller i politikernes fintmaskede strammernet. Flere ansøgere med en fængselsdom har fået dispensation og står nu alligevel til at få dansk statsborgerskab. Fri Politik dykker ned i sagen, og den første historie kan du allerede læse i dag.
Fri Tænkning
Til denne uges Fri Tænkning har chefredaktør Flemming Rose talt med den amerikanske idehistoriker Russell Jacoby om hans seneste bog On Diversity. The Eclipse of the Individual in the Global Era. Jacoby er en anerkendt forfatter. Det er faktisk ham, der introducerede begrebet public intellectual i den amerikanske debat, og i sin tid arbejdede han sammen med den legendariske kulturkritiker Christopher Lasch.
Ikke desto mindre afviste hele otte amerikanske universitetsforlag at udgive Jacobys bog om diversitet. Den var simpelthen for kontroversiel i forlagsbestyrelsers, interne anmelderes og redaktørers øjne.
Ingen skulle have noget klinket. Det kontroversielle bestod i en kritik af den allestedsnærværende diversitetssnak. Til forskel fra den officielle dogmatik mener Jacoby nemlig ikke, at verden bliver mere mangfoldig. Tværtimod. Læs, og lyt til Fri Tænkning på lørdag.
Fri Tid
På fredag siger Simon Jul farvel til karantænen ved at lægge alle kort på bordet. Han skriver: “Karantæne logbog, dag 1: Jeg må rationere på rosiner og kaviar. Gad vide om jeg klarer tre dage mere uden impulsindkøb i diverse delikatessebutikker?” Hvad dette uddrag dækker over, finder vi ud af på fredag. Her kommer der også nyt fra de To Sultne Piger, der har været på Ark, en vegansk restaurant på Nørre Farimagsgade i København. De skriver: “Ja, altså vi har ikke skrevet anmeldelsen endnu. Men Ark laver altså nogle vegan-serveringer, der kan foole selv den mest bulky meat-eater – vi var meget imponerede!”
Hvad jeg ellers går og tænker på
1️⃣ “Selv om danske rederier kan se frem til en formidabel indtjening, får de millioner i statsstøtte,” skrev dagbladet Information forleden dag. Af artiklen fremgik det, at man ikke engang ved hvor mange penge, der deles ud fra staten til rederierne, men at det ikke er i småtingsafdelingen. Socialdemokratiet vil fortsætte med denne besynderlige statsstøtte, mens SF og Enhedslisten foreslår ændringer. Det er trods alt et fremskridt i forhold til mediestøtten hvor politikerne over en bred kam insisterer på at kaste millioner efter medierne, og det selvom Stig Ørskov siger, at det er til skade for demokratiet og bør afskaffes. Selvom Information modtager mediestøtte fra staten, har avisen ikke en formidabel indtjening. Så hvis artiklen om statsstøtte til rederierne i stedet havde været bragt i Politiken, havde det selvfølgelig været helt perfekt 😉
Guten Heute Leute 👋🏼
Jeg skal tilbage til sygelejet. Nyd genåbningen i morgen.
Mvh, Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet
*1/2 2022, kl 09.58: RETTELSE: I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at der var blevet indberettet mere end 60 tusinde langvarige vaccine-bivirkninger til myndighederne. Det er ikke helt korrekt. Tallet, som cirka er på 65 tusinde indberetninger, dækker både over formodede kortvarige og formodede langvarige bivirkninger. Vi har derfor valgt at fjerne ordet ‘langvarige’.