Fri Mads #36: Frihed er ikke et beskidt ord


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Var det coro­na-pressemøde num­mer 26 eller 27 med Mette Fred­erik­sen i Statsmin­is­teri­et forleden? Det er svært at holde styr på antallet, for det hele glid­er ind og ud af hinan­den. Som i en drøm. Der er noget grundlæggende drøm­meagtigt over den nuværende S‑regering. Der sker hele tiden ting, som nor­malt kun sker i drømme, hvor­for det er passende, at pressemøderne foregår i et rum, der hed­der Spe­jl­salen. Jeg ved godt, at jeg har skrevet om dette særk­ende ved regerin­gen før, men det er værd at dvæle ved nok en gang, for­di det hyper­reelle sim­pelthen tager til i styrke i disse dage: Plud­selig sejler en dan­sk fre­gat alene rundt i Guine­abugten for at jagte pirater, og før vi har fået set os om, har vi fanget fire. Den ene af dem har mis­tet benet og skal sejles til Dan­mark for at blive rets­for­ful­gt. De tre andre, stadigt bipedale pirater, skal ikke for en dom­mer i Dan­mark, for det er kun etbenede pirater, som vi vil straffe. De bliv­er i stedet sat i land med hver sin mad­pakke. Det sid­ste er en meget dan­sk, men også utroligt drøm­meagtig detal­je. En mad­pakke skal alle raske drenge da have! Sam­tidig bliv­er chefen for Forsvarets Efter­ret­ningst­jen­este anholdt i lufthav­nen og fængslet i dybeste hem­me­lighed. Og så – vup­ti – drager Jægerko­rpset til Mali for så at få at vide, at de slet ikke er velkomne og skal skride hjem igen. Mens man sun­der sig, udkom­mer his­to­rien om den polyamorøse 3F-for­mand Per Chris­tensen, hvis liv tilsyneladende har været et dobbelt­bun­det mareridt af bluff og bedrag. Hvad, der gør his­to­rien end­nu mere drøm­meagtig, er, at alle åben­bart har vidst det, men ingen har sagt eller gjort noget. I stedet er Per Chris­tensen blevet fyrsteligt beløn­net af koop­er­a­tio­nen og udnævnt til næst­for­mand i Det Kon­gelige Teaters bestyrelse – et hus, som meget apro­pos netop arbe­jder med fan­tasi­er og drømmeverdener.

Orwell, igen igen 

Når jeg skriv­er om alt dette, er det, for­di jeg forleden dag læste et citat af for­fat­teren George Orwell, man­den der gav os roma­nen 1984. Han skrev: “Så snart at frygt, had, jalousi og tilbe­delsen af magt bliv­er involveret, afhængsles følelsen af virke­lighed.” Er det ikke det, vi kig­ger på, når vi kig­ger på vores regering; et kabi­net, som netop er præget af frygt, had og jalousi samt tilbe­delsen af magt? Jeg synes det, og jeg tror, det drøm­meagtige, det stadigt mere uvirke­lige, har sit udspring her.

Jeg heldige asen 

Nogle gange kan man være så heldig, at man når det lige på faldere­bet. Efter at have klaret fris­ag så længe, at jeg var beg­y­n­dt at overve­je, om jeg var en freak of nature, test­ede jeg i går pos­i­tiv for coro­na. Og godt det samme, for jeg var ærligt talt beg­y­n­dt at føle mig udenfor.

Dagen før i morgen 

Så dette skrives med fin­gre, der gnistr­er af omikron. Jeg har tænkt mig at skrive i dyb­den om begre­bet fri­hed, hvilket jo er helt oplagt her dagen før i mor­gen, hvor vi får vores fri­hed tilbage (med­min­dre det senere hen vis­er sig, at fri­hed er blevet und­tagelsen, og ned­lukn­ing er den nye nor­malitet. For vi har jo allerede fejret, at vi fik vores fri­hed tilbage én gang tidligere). Jeg har også tænkt mig at skrive en smule om, hvad ugen bringer i Fri­heds­brevets univers. Der er, tør jeg godt love, emi­nente ting i vente. Velkom­men til mit nyheds­brev num­mer 36, nu med corona.

Pil mod højre 

Hvis der er noget, som er blevet sat på spid­sen af pan­demien, så er det begre­bet fri­hed. Og det i alle dets mange udgaver og for­mer: bevægelses­fri­hed, ytrings­fri­hed, forskn­ings­fri­hed, presse­fri­hed, for­sam­lings­fri­hed og så videre. I forve­jen var fri­hed som idé under sti­gende pres. I Dan­mark ikke mindst på grund af Muhammed­krisen, der har gjort begre­bet ytrings­fri­hed kon­tro­ver­sielt. I hvert fald ubele­jligt, hvis ikke direk­te pin­ligt, men også ide­ol­o­gisk belastet. Det er ikke usæd­van­ligt at opleve, at folk opfat­ter det, at man står ste­jlt på ytrings­fri­he­dens ukrænke­lighed som værende lig med, at man er højr­eradikal, og som min­i­mum i hvert fald er islamofob.

Team Tossebold

Gen­nem de sen­este to år er der så sket det, at vores andre grundlæggende fri­hed­sret­tighed­er på lig­nende måde er blevet gjort sus­pek­te. Siger man presse­fri­hed, tænker mange nu på para­graf 109 og lands­for­ræderi. Siger man for­sam­lings­fri­hed, tænker mange nu på Men In Black, og brokker man sig det mind­ste over, hvor­dan kravet om coro­n­a­pas læg­ger bånd på ens bevægelses­fri­hed, kom­mer der sporen­stregs en hat­temager for­bi og tager mål til din fine nye sølvpapirshat.

Den blinde vinkel 

Så vold­som er udskamnin­gen af vac­cinedis­si­den­ter blevet, at stort set ingen poli­tikere eller jour­nal­is­ter har vovet at adressere den blinde vinkel, vi alle sagtens kan se, men helst ikke vil kendes ved; nem­lig de over 60.000 danskere, som har ind­berettet bivirkninger* af vac­cin­erne. I stedet er det noget, man hvisker om i kro­gene, for alle har vi vel hørt om en veninde til en ven, der blev sygemeldt efter det andet vac­cinestik og nu har men­stru­a­tion tre gange om måne­den eller har fået udslæt i hele hov­edet? Det har jeg i hvert fald hørt om. De er derude, i mas­se­vis, men ingen taler eller skriv­er om dem, for gør man det, havn­er man hur­tigt i samme mængde­bolle som Sasze­line, Dr. Man­niche og Joe Rogan, nem­lig mængde­bollen Team Tossebold.

Absurd situation

Hermed er vi endt i den absurde sit­u­a­tion, at det næsten kun er folk på den yder­ste højre­fløj, som aktivt taler fri­he­dens sag. Eller folk, som er helt uden for det poli­tiske koor­di­nat­sys­tem. Med “aktivt” men­er jeg, at man går på gaden, man organ­is­er­er sig, man gør noget ved ævred. Fra pan­demiens start har det nærmest knop­skudt med grup­peringer og organ­i­sa­tion­er, der alle hed­der noget med fri­hed og typisk har rod­fæste i det yder­ste højre. Vi har Ras­mus Palu­dan, der har lavet et medie som hed­der Fri­he­dens Stemme. Vi har islamkri­tik­eren Lone Nør­gaard med flere, der stod bag Fri­hed­slis­ten, “fælleslis­ten for fri­hed­skam­p­en til kom­mu­nal- og region­srådsvalg 2021”. Og så har vi selvføl­gelig organ­i­sa­tio­nen Fri­heds­bevægelsens Fællesråd. Alt dette trum­merum har selvføl­gelig ikke gjort fri­hed til et mere stuer­ent ord.

Det skjulte hagekors 

At fri­hed er blevet et beskidt ord, har jeg selv fornem­met i forbindelse med lancerin­gen af Fri­heds­brevet for lidt over et halvt år siden. Alene det, at vi hed­der noget med fri­hed, gør os åben­bart mis­tænke­lige, og på Twit­ter har jeg sågar mødt en fyr, der alvorligt tror, at vores logo – det omvendte sorte F der rum­mer et hvidt F i sig – er ment som et sub­lim­inalt vink med vogn­stan­gen til hageko­rset. Og det selvom vi både i teori og prak­sis er et poli­tisk uafhængigt og fuld­kom­men neu­tralt medie.

Jeg er ikke kryptonazist 

Så lad os tage den én gang til: Ordet fri­hed i Fri­heds­brevets regi han­dler alene om, at vi prin­cip­ielt vil være så frigjorte fra stat­en som muligt. Logikken er, at hvis man skal under­søge, kri­tis­ere og røgte dem, der bær­er gyldne kæder, nyt­ter det ikke, at man sam­tidig tager imod penge fra dem, der bær­er gyldne kæder. I hvert fald ikke hvis man kan slippe for det. Det er ikke en ekstrem hold­ning, det er heller ikke et syn­spunkt, som bety­der, at jeg er neolib­er­al eller anarkosyn­dikalist eller kryp­ton­azist. Det er sim­pel og sund for­nuft, som også han­dler om, at de fleste danskere i sti­gende grad må undre sig over, hvor­for de gen­nem skat­te­bil­let­ten er med til at finan­siere en masse medi­er, som de ikke selv har adgang til.

You will always walk alone 

Til min udelte glæde er jeg ikke læn­gere alene med denne hold­ning. Stig Ørskov, kon­cernchefen for JP/Politikens Hus, skrev for tre uger siden en kro­nik i Berlingske om, at medi­estøt­ten er til skade for demokrati­et. Jeg kunne ikke være mere enig, men når man – som Fri­heds­brevet gjorde i sid­ste uge – inter­view­er Stig Ørskov om, hvorvidt JP/Politikens Hus så ikke burde frasige sig medi­estøt­ten, får piben straks en mere ulden lyd. Det er Stig Ørskov nem­lig ikke inter­esseret i. Bare for at få tal­lene på plads så mod­tager JP/Politikens Hus 66,8 mil­lion­er kro­ner af stat­en i medi­estøtte i 2022. Fratrækker man medi­estøt­ten, giv­er kon­cer­nen stadig et flot over­skud på 200 mil­lion­er kro­ner, så det er ikke, for­di der ikke er råd til at være fri for stat­en. Selv synes jeg, det var et rigtig godt og tankevækkende inter­view med Stig Ørskov, som dels demon­str­erer, hvad Fri­heds­brevet kan og vil med sin jour­nal­is­tik og dels anskuelig­gør, hvor vigtigt det er at støtte et rigtigt uafhængigt medie som Frihedsbrevet.

Taco Tirsdag eller Friheds Fredag? 

Hvad, jeg gerne vil benytte denne lej­lighed til at sige, er, at fri­hed er et smukt ord, som fort­jen­er at blive reha­biliteret. Det er også et besværligt og farligt ord, dels for­di det er så fluffy – for hvad bety­der det egentlig? – men også for­di ordet er født til at skabe splid mellem men­nesker. For justitsmin­is­ter Nick Hækkerup er mere overvågn­ing lig med mere fri­hed, mens andre vil stå på mål for, at det rigtigt frie sam­fund grundlæggende skal være farligt at færdes i. For hvis der er styr på alt, er det prin­cip­ielt ikke frit. Min egen fore­trukne def­i­n­i­tion af fri­hed kom­mer fra den franske filosof Jean-Luc Nan­cy, som men­er, at selve det at eksis­tere som men­neske er fri­hed. Som energi­form ser jeg fri­he­den sat på formel, når digteren Rilke skriv­er: “Lad alt ske for dig: skøn­hed og ræd­sel. Bare fort­sæt. Ingen følelse er endelig.” Fri­hed er nem­lig i sit inder­ste væsen en kon­stant bevægelse, en evig kamp mod træghe­den, mod det låste, mod gen­t­agelsen af det samme. Så uanset hvad er fri­hed noget, man altid skal være parat til at kæmpe for.

Som i fil­men The LEGO Movie (2014) hvor bygn­ingsar­be­jderen Emmet Brick­ows­ki går op imod dik­ta­toren Præsi­dent Busi­ness. I starten af fil­men erfar­er vi, at Præsi­dent Busi­ness er utroligt pop­ulær, især for­di han hver uge afhold­er Taco Tirs­dag, hvor alle får sig en gratis taco. Man må give ham, at det sam­fund, han bestyr­er, kør­er som smurt ikke helt ulig det ned­lukkede Dan­mark med de ensret­tede gågad­er. Men i læng­den er det kedeligt, og fri­he­den er jo altid på kant med det kon­forme. Emmet Brick­ows­ki gen­nemtvinger der­for en rev­o­lu­tion, som slip­per et vildt og destruk­tivt kaos løs, der helt omkalfa­tr­er uni­ver­set. Mod fil­mens slut­ning siger han, at i stedet for Taco Tirs­dag vil han nu ind­føre Fri­heds Fredag. Måske er dette essensen af fri­he­den; alt­så val­get mellem Taco Tirs­dag og Fri­heds Fredag? Jeg er sikker på, at mange af Mette Fred­erik­sens fans væl­ger det første, for i det mind­ste får man en gratis taco, og ingen ved rigtigt, hvad Fri­heds Fredag egentlig går ud på. Måske det er noget farligt noget? Det aner mig, at det er de samme 28% af befolknin­gen, der netop har for­t­alt Mega­fon, at genåb­nin­gen gør dem utrygge.

Fri Finans

Jour­nal­ist Math­ias Blædel føl­ger udviklin­gen i Aal­borg-sagen meget tæt og arbe­jder på flere his­to­ri­er. Følg med tirs­dag, når nyheds­brevet Fri Finans bliv­er udgivet.

Fri Politik

På Fri Poli­tik har vi godt gang i kedlerne. Blandt andet føl­ger vi i denne uge op på stram­mer­lin­jen hos regerin­gen og flere af de blå parti­er, der har tord­net mod at give dan­sk pas til fængsels­dømte udlændinge. Det vis­er sig nem­lig nu, at der er huller i poli­tik­ernes fint­maskede stram­mer­net. Flere ansøgere med en fængsels­dom har fået dis­pen­sa­tion og står nu alligev­el til at få dan­sk stats­borg­er­skab. Fri Poli­tik dykker ned i sagen, og den første his­to­rie kan du allerede læse i dag.

Fri Tænkning

Til denne uges Fri Tænkn­ing har chefredak­tør Flem­ming Rose talt med den amerikanske ide­his­torik­er Rus­sell Jaco­by om hans sen­este bog On Diver­si­ty. The Eclipse of the Indi­vid­ual in the Glob­al Era. Jaco­by er en anerk­endt for­fat­ter. Det er fak­tisk ham, der intro­duc­erede begre­bet pub­lic intel­lec­tu­al i den amerikanske debat, og i sin tid arbe­jd­ede han sam­men med den leg­en­dariske kul­turkri­tik­er Christo­pher Lasch.

Ikke desto min­dre afviste hele otte amerikanske uni­ver­sitets­for­lag at udgive Jacobys bog om diver­sitet. Den var sim­pelthen for kon­tro­ver­siel i for­lags­bestyrelsers, interne anmelderes og redak­tør­ers øjne.

Ingen skulle have noget klin­ket. Det kon­tro­ver­sielle bestod i en kri­tik af den allest­ed­snærværende diver­sitetss­nak. Til forskel fra den offi­cielle dog­matik men­er Jaco­by nem­lig ikke, at ver­den bliv­er mere mang­foldig. Tvær­ti­mod. Læs, og lyt til Fri Tænkn­ing på lørdag.

Fri Tid

På fredag siger Simon Jul farvel til karan­tæ­nen ved at lægge alle kort på bor­det. Han skriv­er: “Karan­tæne log­bog, dag 1: Jeg må rationere på rosin­er og kaviar. Gad vide om jeg klar­er tre dage mere uden impulsind­køb i diverse delikatesse­bu­tikker?” Hvad dette uddrag dækker over, find­er vi ud af på fredag. Her kom­mer der også nyt fra de To Sultne Piger, der har været på Ark, en veg­an­sk restau­rant på Nørre Farimags­gade i Køben­havn. De skriv­er: “Ja, alt­så vi har ikke skrevet anmeldelsen end­nu. Men Ark laver alt­så nogle veg­an-serveringer, der kan foole selv den mest bulky meat-eater – vi var meget imponerede!”

Hvad jeg ellers går og tænker på

1️⃣ “Selv om danske red­erier kan se frem til en for­mi­da­bel indt­jen­ing, får de mil­lion­er i statsstøtte,” skrev dag­bladet Infor­ma­tion forleden dag. Af artiklen fremgik det, at man ikke engang ved hvor mange penge, der deles ud fra stat­en til red­erierne, men at det ikke er i småt­ingsafdelin­gen. Socialdemokrati­et vil fort­sætte med denne besyn­derlige statsstøtte, mens SF og Enhed­slis­ten fores­lår ændringer. Det er trods alt et frem­skridt i forhold til medi­estøt­ten hvor poli­tik­erne over en bred kam insis­ter­er på at kaste mil­lion­er efter medierne, og det selvom Stig Ørskov siger, at det er til skade for demokrati­et og bør afskaffes. Selvom Infor­ma­tion mod­tager medi­estøtte fra stat­en, har avisen ikke en for­mi­da­bel indt­jen­ing. Så hvis artiklen om statsstøtte til red­erierne i stedet havde været bragt i Poli­tiken, havde det selvføl­gelig været helt perfekt 😉

Guten Heute Leute 👋🏼

Jeg skal tilbage til sygele­jet. Nyd genåb­nin­gen i morgen.

Mvh, Mads Brüg­ger, chefredak­tør, Frihedsbrevet

 

*1/2 2022, kl 09.58: RETTELSE: I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at der var blevet ind­berettet mere end 60 tusinde lang­varige vac­cine-bivirkninger til myn­dighed­erne. Det er ikke helt kor­rekt. Tal­let, som cir­ka er på 65 tusinde ind­beretninger, dækker både over for­mod­ede kort­varige og for­mod­ede lang­varige bivirkninger. Vi har der­for val­gt at fjerne ordet ‘lang­varige’.