Fri Mads #37: Mit liv som antivaxxer


Her er der en medieafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores leverandør.

Mit nyheds­brev num­mer 37 står i vac­ci­nens tegn, men jeg skri­ver selv­føl­ge­lig også om, hvad der er på vej fra Fri­heds­bre­vet i den­ne uge. Samt om udspil­let til medi­e­for­li­get. Og så tager jeg lige en vol­te på Ben­ny Engel­bre­cht selv­føl­ge­lig. Vel­kom­men til.

Vil­de overdrivelser

Nå, jeg kan for­stå på fag­bla­det Jour­na­li­sten, at jeg i for­ri­ge uges nyheds­brev gjor­de mig skyl­dig i hele to “vil­de over­dri­vel­ser”. Den ene af dem hav­de jeg selv opda­get og ret­tet onli­ne, før Jour­na­li­sten brag­te histo­ri­en. Det var nem­lig en fejl, at jeg oprin­de­ligt skrev, at der er ble­vet ind­be­ret­tet fle­re end 60.000 lang­va­ri­ge cor­o­na-vac­ci­ne-bivirk­nin­ger til myn­dig­he­der­ne. Fejl­en består i, at tal­let nem­lig både dæk­ker over de for­mode­de kortva­ri­ge og de for­mode­de lang­va­ri­ge bivirk­nin­ger, hvoraf “langt de fle­ste” ind­be­ret­nin­ger iføl­ge Læge­mid­delsty­rel­sen til­hø­rer den før­ste kate­go­ri. Der­for har vi ret­tet fejl­en på web, i appen og i lydspo­ret, og her­med er fejl­en også ble­vet ret­tet her. I øvrigt synes jeg, det er påfal­den­de, at vi ikke ken­der det præ­ci­se tal på, hvor man­ge dan­ske­re der har ind­be­ret­tet for­mode­de lang­va­ri­ge bivirk­nin­ger af en cor­o­na-vac­ci­ne – bort­set fra at det er et fåtal. Men hvad er det? Er det over 1000? Er det over 5000? Vi ved det ikke, for det hele er blan­det sammen.

For­ske­re på listefødder 

Det ene­ste, vi ved, er, at der fin­des et ukendt antal men­ne­sker, der gør gæl­den­de, at de lider af alvor­li­ge lang­va­ri­ge bivirk­nin­ger af cor­o­na-vac­ci­ner­ne, bivirk­nin­ger som para­doksalt nok min­der om lang­va­ri­ge sen­føl­ger fra COVID-19, alt­så den syg­dom som vac­ci­nen skal beskyt­te imod. Som for eksem­pel hoved­pi­ne, fog­gy brain og et svin­gen­de blod­tryk. Er der en sam­men­hæng? Måske, måske ikke, men i slut­nin­gen af janu­ar 2022 brag­te maga­si­net Sci­en­ce en arti­kel om, hvor­dan en grup­pe af for­ske­re, rundt omkring i ver­den, nu er begyndt at stu­de­re om bio­lo­gi­en bag lang­va­rig Covid – som viden­ska­ben i sig selv for­står meget lidt af – måske over­lap­per med dis­se mysti­ske, lang­va­ri­ge bivirk­nin­ger af vac­ci­ner­ne. Som det frem­går af artik­len, er det et sær­de­les kon­tro­ver­si­elt emne, som for­sker­ne går på liste­fød­der omkring. Det, man fryg­ter, er selv­føl­ge­lig, at man kom­mer til at spil­le anti­vaxxer­ne et trum­f­kort i hæn­de. Men som Wil­li­am Murp­hy, immu­no­log på Uni­ver­si­ty of Cali­for­nia påpe­ger over for Sci­en­ce, så er det “vig­ti­ge­re at for­sik­re folk om at alt bli­ver gjort i forsk­nings­ø­je­med for at for­stå vac­ci­ner­ne, end det er at sige at alt er fryd og gam­men”. Det tæn­ker jeg, at han har fuld­stæn­dig ret i.

Medi­er­ne svigter 

Den anden “vil­de over­dri­vel­se” fra min side er, at det iføl­ge fag­bla­det Jour­na­li­sten ikke er sandt, når jeg skrev, at medi­er­ne svig­ter dan­sker­ne ved ikke at beskæf­ti­ge sig mere ind­gå­en­de med det x‑antal men­ne­sker, der siger, at de kæm­per med alvor­li­ge, lang­va­ri­ge vac­ci­ne-bivirk­nin­ger. Som evi­dens for det mod­sat­te stand­punkt næv­ner Jour­na­li­sten en ræk­ke medi­er, der alle har beret­tet om vac­ci­ne-bivirk­nin­ger, men Jour­na­li­sten und­la­der behæn­digt nok at næv­ne, at det næsten ude­luk­ken­de dre­jer sig om de kortva­ri­ge af slagsen – og som regel vink­let i ret­ning af, at bivirk­nin­ger­ne er for­bi­gå­en­de og harm­lø­se. Sådan nog­le histo­ri­er er der man­ge af, men til gen­gæld er det svært at fin­de seri­ø­se artik­ler, tv- og radiopro­gram­mer, som ude­luk­ken­de hand­ler om de lang­va­ri­ge, alvor­li­ge bivirk­nin­ger, og de men­ne­sker, der siger, de er ramt af dem. Symp­to­ma­tisk nok kan jeg hel­ler ikke se, at dan­ske medi­er har omtalt før­nævn­te arti­kel fra Sci­en­ce. Så jeg fast­hol­der alt­så, at medi­er­ne svig­ter dan­sker­ne, når det gæl­der de for­mode­de lang­va­ri­ge, alvor­li­ge vac­ci­ne-bivirk­nin­ger. Ergo var det ikke en vild over­dri­vel­se fra min side. Det var der­i­mod vildt dår­lig jour­na­li­stik fra fag­bla­det Jour­na­li­stens side.

Nega­tiv opmærksomhed 

Ikke desto min­dre er jeg nu ble­vet fra­met som en anti­vaxxer, og det er en rol­le, jeg ger­ne tager på mig. Dels for­di jeg er vild med nega­tiv opmærk­som­hed, men især for­di jeg synes, det er vig­tigt, at vi får star­tet en fri og åben sam­ta­le om den grup­pe af men­ne­sker, der hæv­der, at de har brændt sig på vidun­der­mid­let mod cor­o­na. Dis­se per­so­ner har nem­lig min umid­del­ba­re sym­pa­ti, for hvis der er nogen, der er ale­ne i den­ne ver­den, så er det dem.

Jeg ❤️ vacciner 

Lad os først få en ting på det rene: Jeg elsker vac­ci­ner, og som udgangs­punkt kan jeg ikke få nok af dem. Da jeg var tee­na­ger og skul­le til Syda­me­ri­ka, rev det i mig for at kom­me ud til Seru­min­sti­tut­tet og få mine skud mod gul feber og lever­be­tæn­del­se. Så selv­føl­ge­lig er jeg ble­vet vac­ci­ne­ret mod cor­o­na, og det sam­me er mine børn. Ikke noget der.

The Gre­at Reset 

Mens jeg er i gang med besvær­gel­ser­ne, kan jeg lige­så godt fort­sæt­te – for lige­som at alt, hvad jeg siger, vil bli­ve brugt imod mig, vil alt, hvad jeg ikke siger, også bli­ve anvendt. Sådan er det jo, når man er kom­met under mistan­ke for at være anti­vaxxer. Der­for vil jeg ger­ne under­stre­ge, at jeg ikke tror på sam­men­svær­gel­ses­te­o­ri­en om The Gre­at Reset. Jeg tror alt­så ikke, at Klaus Schwab, che­fen for Wor­ld Eco­no­mic Forum, har udtænkt en dia­bolsk plan om at nulstil­le hele ver­den ved hjælp af vac­ci­ner mod cor­o­na. Jeg har både gæstet Wor­ld Eco­no­mic Forum og selv mødt Klaus Schwab og er ikke af den opfat­tel­se, at han er en James Bond-agtig super­s­kurk. Mest af alt min­der han om en lil­le, for­vir­ret skild­pad­de, og des­u­den er WEF sna­re­re en cock­tail­fest for nør­der, end det er SPECTRE i den vir­ke­li­ge ver­den. Og nej, jeg mener hel­ler ikke, at Mit ID eller udrul­nin­gen af 5G har noget med sagen at gøre.

Den lil­le angst 😱

Hvor­for er jeg nødt til at dekla­re­re mig selv så grun­digt? For­di The Over­ton Win­dow – ram­men for hvor langt man kan gå i en given debat uden at bli­ve opfat­tet som skin­gren­de skør – er meget lil­le, når det gæl­der cor­o­na-vac­ci­ner. Intet er mere poli­tisk, intet er mere føl­somt end dis­se vac­ci­ner, og ve det men­ne­ske, som øde­læg­ger den gode stem­ning med en upas­sen­de kom­men­tar. Hvad, der gør debat­ten ekstra sen­si­tiv, er natur­lig­vis, at vi næsten alle har fået sprøjtet det ind i vores krop­pe og føl­ge­lig der­for døjer med en lil­le angst omkring, hvad det mon egent­lig er for noget stads, vi har fået ind i os. Plus at ingen af os kan sige os fri for et der­til­hø­ren­de lil­le had til dem, der ikke har ladet sig vac­ci­ne­re. For tænk, hvis det om 100 år viser sig, at de valg­te rig­tigt? Irra­tio­nel­le følel­ser som dis­se er grun­den til, at det stik­ker helt vildt af, så snart en per­son for­ma­ster sig til at sæt­te spørgs­måls­tegn ved vaccinerne.

Grup­pe­tænk­nin­gen læn­ge leve 🇩🇰

Det er der­for, at folk er så ban­ge for at tale om emnet, mig selv inklu­si­ve. Vi er først og frem­mest ban­ge for at bli­ve til grin som anti­vaxxe­re – for se bare hvor­dan voks­ne mænd og kvin­der nær­mest fal­der over egne ben for at tæve løs på stak­kels Sasze­li­ne. Sær­ligt ban­ge er jour­na­li­ster­ne, og her mener jeg jour­na­li­ster, som de er flest, for der er ikke plads til fejl, når det gæl­der vac­ci­ner. Se bare på TV2, som sta­dig træk­kes med efter­døn­nin­ger­ne fra den omstrid­te doku­men­tar om HPV-vac­ci­nen. Så er det meget bed­re at under­ka­ste sig grup­pe­tænk­nin­gen, der siger, at alt med cor­o­na-vac­ci­ner­ne er skæp­pe­s­kønt. Pro­ble­met er bare, at det har jeg lidt på for­nem­mel­sen, at det måske ikke helt er. Og det selv­om jeg elsker vac­ci­ner og fuldt ud erken­der, at Pfizer, Moder­na og de andre aktø­rer i det medi­ci­nal-indu­stri­el­le kom­pleks har præ­ste­ret et viden­ska­be­ligt mirakel.

Anek­do­tisk bevisførelse 

I for­hold til viden­ska­ben kan mine for­nem­mel­ser selv­føl­ge­lig lig­ge på et meget lil­le sted. Især for­di de mesten­dels byg­ger på per­son­li­ge ople­vel­ser. Jeg synes bare, det er besyn­der­ligt, at jeg per­son­ligt ken­der en hånd­fuld men­ne­sker, som uaf­hæn­gigt af hin­an­den har for­talt mig om deres kamp med for­mode­de, alvor­li­ge, lang­va­ri­ge cor­o­na-vac­ci­ne-bivirk­nin­ger. Bort­set fra en enkelt mand, er de alle kvin­der. Fæl­les for dem er, at sund­heds­væ­se­net ikke rig­tigt vil ken­des ved dem. De er ble­vet for­søgt udredt på kryds og tværs, enkel­te læger har sågar sagt til dem, ansigt til ansigt, at de vur­de­rer, at de ople­ver en lang­va­rig immu­no­lo­gisk reak­tion på vac­ci­nen. Men når øje­blik­ket oprin­der, hvor kon­klu­sio­nen skal skri­ves ned på papir, kom­mer det ikke til at ske. Det hele for­bli­ver i ste­det uaf­kla­ret. Så de svæ­ver fortab­te rundt i et medi­cinsk ingen­mandsland, uden diag­no­se. Fæl­les for dem er også, at de er ban­ge for, at syste­met tæn­ker, at de er anti­vaxxe­re, hvil­ket på en måde er absurd, for hvis de hav­de været anti­vaxxe­re til at star­te med, var de jo slet ikke ble­vet vac­ci­ne­ret. Så de skam­mer sig og aner ikke deres leven­de råd. Med til skam­men hører tviv­len om, hvor­vidt det hele bare er en langstrakt noce­bo-effekt, alt­så at det ale­ne er fryg­ten for bivirk­nin­ger, som har gjort dem syge. Det læser de om, når de går på net­tet for at fin­de infor­ma­tion om deres syn­drom. Bort­set fra det, er der ikke meget sag­lig og aktu­el infor­ma­tion om emnet at hen­te hver­ken hos medi­er­ne eller hos myn­dig­he­der­ne. Så i ste­det leder de rundt på soci­a­le medi­er for at se, om der mon er andre men­ne­sker, der har det lige­som dem, og plud­se­lig hav­ner de i et forum på Face­book, hvor de rig­ti­ge, hardco­re anti­vaxxe­re slår sig løs. Her føler de sig hel­ler ikke hjem­me, for de er net­op ikke kon­spira­tions­te­o­re­ti­ke­re, de er bare ble­vet syge og vil ger­ne være raske igen.

På slut­stre­gen

Jeg ved ikke, hvad vi skal stil­le op med den­ne grup­pe men­ne­sker, men jeg tæn­ker, at når jeg selv ken­der nogen, der mener, at vac­ci­ner­ne har gjort dem syge, så er der også andre, der gør det, og jeg er sik­kert ikke den ene­ste, som tæn­ker, at dis­se men­ne­sker vir­ke­lig fortje­ner vores for­stå­el­se og hjælp. For det gør de nem­lig. Før­ste skridt er at ska­be opmærk­som­hed om pro­ble­met, og det er her­med ble­vet for­søgt fra min side.

Fri Tænk­ning

Che­fre­dak­tør Flem­m­ing Rose har inter­viewet den ukrain­ske socio­log Volo­dy­myr Ish­chen­ko. Socio­lo­gen undrer sig over, at Dan­marks uden­rigs­mi­ni­ster Jep­pe Kofod til­sy­ne­la­den­de i fuldt alvor kal­der front­linj­en i det øst­li­ge Ukrai­ne for græn­sen mel­lem demo­kra­ti og dik­ta­tur i Euro­pa. I vir­ke­lig­he­den, siger Ish­chen­ko, har de poli­ti­ske og øko­no­mi­ske syste­mer i Rusland, Ukrai­ne og Hvi­derusland meget til fæl­les. “Fun­da­men­talt har man det sam­me system i Ukrai­ne som i Rusland og Hvi­derusland, det er bare sva­ge­re,” siger Isch­chen­ko til Fri­heds­bre­vet. Læs eller lyt mere om det i kom­men­de weekend.

Fri Kri­tik

Udkom­mer på ons­dag. Met­te Høeg skri­ver fra Oxford: “Fri Kri­tik giver en lil­le hånd­fuld anbe­fa­lin­ger til den for­gang­ne uges lit­teræ­re og filo­so­fi­ske ind­hold – nær­me­re bestemt en filo­so­fisk-viden­ska­be­lig sam­ta­le om bevidst­hed, en ny og mørk fil­ma­ti­se­ring af den klas­si­ske for­tæl­ling om Pinoc­chio og et ind­blik i Step­hen Kings kom­men­de bog om en paral­lel virkelighed.”

Fri Tid

De to sult­ne piger skri­ver til mig: “Vi tænk­te, at vi hel­le­re måt­te gå all in på meat, nu da vi lege­de vega­ne­re i sid­ste uge. Der­for tog vi for­bi en kinesisk/korean BBQ restau­rant, hvor vi fik mas­ser af kød og et FADØLSTÅRN MED DIODELYS!!”. Læs mere om det på fre­dag i nyheds­bre­vet Fri Tid.

Hvad jeg ellers går og tæn­ker på 🤔

1️⃣ Udspil­let til det nye medi­e­for­lig, som bærer tit­len Den demo­kra­ti­ske sam­ta­le skal styr­kes. Hvor er det dog absurd med en rege­ring, som hele tiden taler om, at den vil styr­ke den demo­kra­ti­ske sam­ta­le, sam­ti­dig med at den aldrig for­søm­mer enhver given lej­lig­hed til at træk­ke i den mod­sat­te ret­ning. Står det til mig, vil­le det bed­ste og smuk­ke­ste medi­e­for­lig være et udkast til en ny offent­lig­heds­lov, der giver pres­sen adgang til alle de oplys­nin­ger, som Fol­ke­tin­get har afskå­ret os fra. Det vil­le vir­ke­lig styr­ke den demo­kra­ti­ske sam­ta­le, men det kom­mer jo ikke til at ske. I ste­det har vi fået et udkast til et nyt medi­e­for­lig, som teg­ner kon­tu­rer­ne af en 5. stats­magt, der har til for­mål at hol­de øje med den 4. statsmagt.

Selv­om vi både har medi­e­ansvars­lo­ven og Pres­se­næv­net, er det ikke læn­ge­re nok, mener rege­rin­gen. Vi skal også have en medi­eom­buds­mand, som vi ken­der det fra Sve­ri­ge – et land vi ellers nor­malt ikke hol­der af at sam­men­lig­ne os med, når det gæl­der, hvad man må og ikke må sige. Det, som gør mig mest bekym­ret ved den idé, er, at vi ikke får at vide, om medi­eom­buds­man­den skal være over, under eller ved siden af Pres­se­næv­net. Vi får hel­ler ikke at vide, hvem der skal udpe­ge den­ne medi­eom­buds­mand, men lur mig, om det ikke bli­ver rege­rin­gen selv.

Det mest sigen­de øje­blik i for­bin­del­se med lan­ce­rin­gen af udspil­let til det nye medi­e­for­lig var, da kul­tur­mi­ni­ster Ane Hal­boe-Jør­gen­sen i Ber­ling­s­ke blankt afvi­ste at for­hol­de sig til Stig Ørsko­vs for­slag om at udfa­se medi­e­støt­ten. Stig Ørskov, som er direk­tør for en af vores stør­ste pri­va­te medie­kon­cer­ner, mener, at medi­e­støt­ten er til ska­de for vores demo­kra­ti, men det har kul­tur­mi­ni­ste­ren spøjst nok ikke lyst til have en demo­kra­tisk sam­ta­le med ham om. “Jeg giver ikke medi­e­støt­te for medi­er­nes skyld. Jeg giver medi­e­støt­te for vores sam­funds skyld,” sag­de Ane Hals­boe-Jør­gen­sen til Ber­ling­s­ke. En for­bløf­fen­de magt­fuld­kom­men udta­lel­se, som rum­mer hele pro­ble­mets ker­ne. Og det er selv­føl­ge­lig, at poli­ti­ker­ne tæn­ker på medi­e­støt­ten som om, det er deres egne pen­ge, som de per­son­ligt giver til medi­er­ne. Der­for vil de selv­føl­ge­lig have noget den anden vej, for sådan er det jo, når man­ge bru­ger sine egne pen­ge. Man vil have noget for dem. Hvad rege­rin­gen ger­ne vil have, er mere kon­trol med medierne.

2️⃣ Det har fal­det folk på Twit­ter for bry­stet, at jeg har været ond mod Ben­ny Engel­bre­cht (S), den nu detro­ni­se­re­de trans­port­mi­ni­ster. Jeg har åben­bart også været uvær­dig. Og dum, rig­tigt rig­tigt dum. Og udansk. Og ækel. Alt­sam­men på grund af det­te lil­le pip:

En af mine kri­ti­ke­re på Twit­ter er Lau­ra Lin­da­hl, direk­tør i Danish Faci­li­ties Mana­ge­ment og valgt ind i byrå­det på Fre­de­riks­berg for de Kon­ser­va­ti­ve. Hun blan­der sig i en tråd om, at tonen i debat­ten sim­pelt­hen er ble­vet for hård:

Hvil­ket jo er helt mis­for­stå­et. For det før­ste har fol­ke­valg­te ikke krav på respekt. Det er noget – som i alle andre hen­se­en­der her i livet – man skal gøre sig fortjent til. For det andet tror jeg, at hvis der er noget, som skræm­mer “de dyg­ti­ge” væk, så er det at ople­ve, at en nar­re­hat som Ben­ny Engel­bre­cht kan bli­ve mini­ster. For det tred­je er der fuld dæk­ning for at skri­ve om Ben­ny Engel­bre­cht, som jeg gør. Bort­set fra at han min­der om den super­krist­ne nabo Ned Flan­ders fra The Simp­sons, vil jeg ger­ne pege på, hvad Ben­ny Engel­bre­cht fore­tog sig som skat­te­mi­ni­ster, sam­ti­dig med at Sanjay Shah og hans CUMEX-kum­pa­ner var ved at suge mere end 12 mil­li­ar­der skat­te­kro­ner ud af skat­te­væ­se­net. Mens det sker, går Ben­ny Engel­bre­cht i avi­sen B.T. og giver et inter­view om, at han er chef for ver­dens kede­lig­ste mini­ste­ri­um (“Jeg sid­der i ver­dens kede­lig­ste mini­ste­ri­um, hvor vi har mas­ser af sager, der rul­ler hele tiden,” siger han ordret. red.), og at han der­for, som et værn mod kedsom­he­den, har følt sig kal­det til at lave en musik­vi­deo med sit elen­di­ge band Ben­ny and The Bla­ck Ties. I video­en, som jeg engang imel­lem gen­ser, når jeg skal stres­ste­ste mit for­hold til demo­kra­ti­et, går Ben­ny rundt i et kæl­der­land­skab og spil­ler gui­tar, som gjaldt det livet, og syn­ger, at han bare ger­ne hel­le­re vil være en rock­stjer­ne. En rock­stjer­ne! I al sin idi­o­tisk­hed sådan set meget sødt, men når man sam­ti­dig ved, at det­te er ble­vet fil­met alt imens, at Sanjay Shah & Co var ved at stjæ­le mil­li­ar­der af skat­te­kro­ner fra selv­sam­me Ben­nys mini­ste­ri­um, ja så bli­ver man både for­stemt og slu­kø­ret. Det er blandt andet der­for, jeg synes, det er helt i orden at skri­ve, at Ben­ny Engel­bre­cht er selvg­lad, næve­nyt­tig og talent­løs. For det er han.

For det tred­je er det påfal­den­de, at hvis jeg hav­de været en ame­ri­kansk eller engelsk skri­bent, hav­de ingen så meget som hævet et øjen­bryn over mit twe­et. I den angel­sak­si­ske pres­se er det nem­lig hver­dagskost, at der mel­des sær­de­les poig­nant og hånd­fast ud, når det gæl­der magt­ha­ver­ne. Tænk blot på, hvad salig Chri­stop­her Hit­chens har på samvit­tig­he­den i for­hold til Hen­ry Kis­sin­ger. Eller hvad Mau­re­en Dowd har skre­vet om Geor­ge W. Bush igen­nem tidens løb. Ikke for­di jeg på nogen måde sam­men­lig­ner hver­ken mig selv eller Ben­ny Engel­bre­cht med nogen af dem, det er kun for at per­spek­ti­ve­re til det dydi­ge Danmark.

Hvad jeg ger­ne vil frem til er, at der har ind­fun­det sig en under­lig idé på især det dan­ske Twit­ter, om at vores poli­ti­ke­re har krav på en vis vær­dig­hed, og at man for enhver pris skal hol­de den gode tone. Jeg håber, det blot er en fase, vi skal igen­nem, for per­son­ligt møder jeg aldrig op kun for at dan­se. Jeg møder op for at knal­de de prover­bi­a­le skal­ler og for selv at få nog­le drag over nak­ken. Det er kun sådan, vi får rusket op i akva­ri­et og flyt­tet rundt på tin­ge­ne, og des­u­den er det gud­sjam­mer­ligt kede­ligt, hvis vi bare skal sid­de og udveks­le artig­he­der med hin­an­den. I øvrigt håber jeg, at Ben­ny Engel­bre­cht snart ryger helt ud af Fol­ke­tin­get. For­hå­bent­lig sker det inden­for halvan­det år🤞🏼

Keep on rock­in in the free world🤘🏿

Som Neil Young sang den­gang, han udgav san­ge i pro­test mod det, han ikke brød sig om. I dag træk­ker han sine san­ge til­ba­ge for at for­hin­dre andre i at kom­me frem med et bud­skab. Jeg er til­ba­ge på næste man­dag og ønsker dig en vel­sig­net uge. Tak for­di du læste med.

Mvh, Mads Brüg­ger, chefredaktør