Fri Mads #37: Mit liv som antivaxxer
Mit nyhedsbrev nummer 37 står i vaccinens tegn, men jeg skriver selvfølgelig også om, hvad der er på vej fra Frihedsbrevet i denne uge. Samt om udspillet til medieforliget. Og så tager jeg lige en volte på Benny Engelbrecht selvfølgelig. Velkommen til.
Vilde overdrivelser
Nå, jeg kan forstå på fagbladet Journalisten, at jeg i forrige uges nyhedsbrev gjorde mig skyldig i hele to “vilde overdrivelser”. Den ene af dem havde jeg selv opdaget og rettet online, før Journalisten bragte historien. Det var nemlig en fejl, at jeg oprindeligt skrev, at der er blevet indberettet flere end 60.000 langvarige corona-vaccine-bivirkninger til myndighederne. Fejlen består i, at tallet nemlig både dækker over de formodede kortvarige og de formodede langvarige bivirkninger, hvoraf “langt de fleste” indberetninger ifølge Lægemiddelstyrelsen tilhører den første kategori. Derfor har vi rettet fejlen på web, i appen og i lydsporet, og hermed er fejlen også blevet rettet her. I øvrigt synes jeg, det er påfaldende, at vi ikke kender det præcise tal på, hvor mange danskere der har indberettet formodede langvarige bivirkninger af en corona-vaccine – bortset fra at det er et fåtal. Men hvad er det? Er det over 1000? Er det over 5000? Vi ved det ikke, for det hele er blandet sammen.
Forskere på listefødder
Det eneste, vi ved, er, at der findes et ukendt antal mennesker, der gør gældende, at de lider af alvorlige langvarige bivirkninger af corona-vaccinerne, bivirkninger som paradoksalt nok minder om langvarige senfølger fra COVID-19, altså den sygdom som vaccinen skal beskytte imod. Som for eksempel hovedpine, foggy brain og et svingende blodtryk. Er der en sammenhæng? Måske, måske ikke, men i slutningen af januar 2022 bragte magasinet Science en artikel om, hvordan en gruppe af forskere, rundt omkring i verden, nu er begyndt at studere om biologien bag langvarig Covid – som videnskaben i sig selv forstår meget lidt af – måske overlapper med disse mystiske, langvarige bivirkninger af vaccinerne. Som det fremgår af artiklen, er det et særdeles kontroversielt emne, som forskerne går på listefødder omkring. Det, man frygter, er selvfølgelig, at man kommer til at spille antivaxxerne et trumfkort i hænde. Men som William Murphy, immunolog på University of California påpeger over for Science, så er det “vigtigere at forsikre folk om at alt bliver gjort i forskningsøjemed for at forstå vaccinerne, end det er at sige at alt er fryd og gammen”. Det tænker jeg, at han har fuldstændig ret i.
Medierne svigter
Den anden “vilde overdrivelse” fra min side er, at det ifølge fagbladet Journalisten ikke er sandt, når jeg skrev, at medierne svigter danskerne ved ikke at beskæftige sig mere indgående med det x‑antal mennesker, der siger, at de kæmper med alvorlige, langvarige vaccine-bivirkninger. Som evidens for det modsatte standpunkt nævner Journalisten en række medier, der alle har berettet om vaccine-bivirkninger, men Journalisten undlader behændigt nok at nævne, at det næsten udelukkende drejer sig om de kortvarige af slagsen – og som regel vinklet i retning af, at bivirkningerne er forbigående og harmløse. Sådan nogle historier er der mange af, men til gengæld er det svært at finde seriøse artikler, tv- og radioprogrammer, som udelukkende handler om de langvarige, alvorlige bivirkninger, og de mennesker, der siger, de er ramt af dem. Symptomatisk nok kan jeg heller ikke se, at danske medier har omtalt førnævnte artikel fra Science. Så jeg fastholder altså, at medierne svigter danskerne, når det gælder de formodede langvarige, alvorlige vaccine-bivirkninger. Ergo var det ikke en vild overdrivelse fra min side. Det var derimod vildt dårlig journalistik fra fagbladet Journalistens side.
Negativ opmærksomhed
Ikke desto mindre er jeg nu blevet framet som en antivaxxer, og det er en rolle, jeg gerne tager på mig. Dels fordi jeg er vild med negativ opmærksomhed, men især fordi jeg synes, det er vigtigt, at vi får startet en fri og åben samtale om den gruppe af mennesker, der hævder, at de har brændt sig på vidundermidlet mod corona. Disse personer har nemlig min umiddelbare sympati, for hvis der er nogen, der er alene i denne verden, så er det dem.
Jeg ❤️ vacciner
Lad os først få en ting på det rene: Jeg elsker vacciner, og som udgangspunkt kan jeg ikke få nok af dem. Da jeg var teenager og skulle til Sydamerika, rev det i mig for at komme ud til Seruminstituttet og få mine skud mod gul feber og leverbetændelse. Så selvfølgelig er jeg blevet vaccineret mod corona, og det samme er mine børn. Ikke noget der.
The Great Reset
Mens jeg er i gang med besværgelserne, kan jeg ligeså godt fortsætte – for ligesom at alt, hvad jeg siger, vil blive brugt imod mig, vil alt, hvad jeg ikke siger, også blive anvendt. Sådan er det jo, når man er kommet under mistanke for at være antivaxxer. Derfor vil jeg gerne understrege, at jeg ikke tror på sammensværgelsesteorien om The Great Reset. Jeg tror altså ikke, at Klaus Schwab, chefen for World Economic Forum, har udtænkt en diabolsk plan om at nulstille hele verden ved hjælp af vacciner mod corona. Jeg har både gæstet World Economic Forum og selv mødt Klaus Schwab og er ikke af den opfattelse, at han er en James Bond-agtig superskurk. Mest af alt minder han om en lille, forvirret skildpadde, og desuden er WEF snarere en cocktailfest for nørder, end det er SPECTRE i den virkelige verden. Og nej, jeg mener heller ikke, at Mit ID eller udrulningen af 5G har noget med sagen at gøre.
Den lille angst 😱
Hvorfor er jeg nødt til at deklarere mig selv så grundigt? Fordi The Overton Window – rammen for hvor langt man kan gå i en given debat uden at blive opfattet som skingrende skør – er meget lille, når det gælder corona-vacciner. Intet er mere politisk, intet er mere følsomt end disse vacciner, og ve det menneske, som ødelægger den gode stemning med en upassende kommentar. Hvad, der gør debatten ekstra sensitiv, er naturligvis, at vi næsten alle har fået sprøjtet det ind i vores kroppe og følgelig derfor døjer med en lille angst omkring, hvad det mon egentlig er for noget stads, vi har fået ind i os. Plus at ingen af os kan sige os fri for et dertilhørende lille had til dem, der ikke har ladet sig vaccinere. For tænk, hvis det om 100 år viser sig, at de valgte rigtigt? Irrationelle følelser som disse er grunden til, at det stikker helt vildt af, så snart en person formaster sig til at sætte spørgsmålstegn ved vaccinerne.
Gruppetænkningen længe leve 🇩🇰
Det er derfor, at folk er så bange for at tale om emnet, mig selv inklusive. Vi er først og fremmest bange for at blive til grin som antivaxxere – for se bare hvordan voksne mænd og kvinder nærmest falder over egne ben for at tæve løs på stakkels Saszeline. Særligt bange er journalisterne, og her mener jeg journalister, som de er flest, for der er ikke plads til fejl, når det gælder vacciner. Se bare på TV2, som stadig trækkes med efterdønningerne fra den omstridte dokumentar om HPV-vaccinen. Så er det meget bedre at underkaste sig gruppetænkningen, der siger, at alt med corona-vaccinerne er skæppeskønt. Problemet er bare, at det har jeg lidt på fornemmelsen, at det måske ikke helt er. Og det selvom jeg elsker vacciner og fuldt ud erkender, at Pfizer, Moderna og de andre aktører i det medicinal-industrielle kompleks har præsteret et videnskabeligt mirakel.
Anekdotisk bevisførelse
I forhold til videnskaben kan mine fornemmelser selvfølgelig ligge på et meget lille sted. Især fordi de mestendels bygger på personlige oplevelser. Jeg synes bare, det er besynderligt, at jeg personligt kender en håndfuld mennesker, som uafhængigt af hinanden har fortalt mig om deres kamp med formodede, alvorlige, langvarige corona-vaccine-bivirkninger. Bortset fra en enkelt mand, er de alle kvinder. Fælles for dem er, at sundhedsvæsenet ikke rigtigt vil kendes ved dem. De er blevet forsøgt udredt på kryds og tværs, enkelte læger har sågar sagt til dem, ansigt til ansigt, at de vurderer, at de oplever en langvarig immunologisk reaktion på vaccinen. Men når øjeblikket oprinder, hvor konklusionen skal skrives ned på papir, kommer det ikke til at ske. Det hele forbliver i stedet uafklaret. Så de svæver fortabte rundt i et medicinsk ingenmandsland, uden diagnose. Fælles for dem er også, at de er bange for, at systemet tænker, at de er antivaxxere, hvilket på en måde er absurd, for hvis de havde været antivaxxere til at starte med, var de jo slet ikke blevet vaccineret. Så de skammer sig og aner ikke deres levende råd. Med til skammen hører tvivlen om, hvorvidt det hele bare er en langstrakt nocebo-effekt, altså at det alene er frygten for bivirkninger, som har gjort dem syge. Det læser de om, når de går på nettet for at finde information om deres syndrom. Bortset fra det, er der ikke meget saglig og aktuel information om emnet at hente hverken hos medierne eller hos myndighederne. Så i stedet leder de rundt på sociale medier for at se, om der mon er andre mennesker, der har det ligesom dem, og pludselig havner de i et forum på Facebook, hvor de rigtige, hardcore antivaxxere slår sig løs. Her føler de sig heller ikke hjemme, for de er netop ikke konspirationsteoretikere, de er bare blevet syge og vil gerne være raske igen.
På slutstregen
Jeg ved ikke, hvad vi skal stille op med denne gruppe mennesker, men jeg tænker, at når jeg selv kender nogen, der mener, at vaccinerne har gjort dem syge, så er der også andre, der gør det, og jeg er sikkert ikke den eneste, som tænker, at disse mennesker virkelig fortjener vores forståelse og hjælp. For det gør de nemlig. Første skridt er at skabe opmærksomhed om problemet, og det er hermed blevet forsøgt fra min side.
Fri Tænkning
Chefredaktør Flemming Rose har interviewet den ukrainske sociolog Volodymyr Ishchenko. Sociologen undrer sig over, at Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod tilsyneladende i fuldt alvor kalder frontlinjen i det østlige Ukraine for grænsen mellem demokrati og diktatur i Europa. I virkeligheden, siger Ishchenko, har de politiske og økonomiske systemer i Rusland, Ukraine og Hviderusland meget til fælles. “Fundamentalt har man det samme system i Ukraine som i Rusland og Hviderusland, det er bare svagere,” siger Ischchenko til Frihedsbrevet. Læs eller lyt mere om det i kommende weekend.
Fri Kritik
Udkommer på onsdag. Mette Høeg skriver fra Oxford: “Fri Kritik giver en lille håndfuld anbefalinger til den forgangne uges litterære og filosofiske indhold – nærmere bestemt en filosofisk-videnskabelig samtale om bevidsthed, en ny og mørk filmatisering af den klassiske fortælling om Pinocchio og et indblik i Stephen Kings kommende bog om en parallel virkelighed.”
Fri Tid
De to sultne piger skriver til mig: “Vi tænkte, at vi hellere måtte gå all in på meat, nu da vi legede veganere i sidste uge. Derfor tog vi forbi en kinesisk/korean BBQ restaurant, hvor vi fik masser af kød og et FADØLSTÅRN MED DIODELYS!!”. Læs mere om det på fredag i nyhedsbrevet Fri Tid.
Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔
1️⃣ Udspillet til det nye medieforlig, som bærer titlen Den demokratiske samtale skal styrkes. Hvor er det dog absurd med en regering, som hele tiden taler om, at den vil styrke den demokratiske samtale, samtidig med at den aldrig forsømmer enhver given lejlighed til at trække i den modsatte retning. Står det til mig, ville det bedste og smukkeste medieforlig være et udkast til en ny offentlighedslov, der giver pressen adgang til alle de oplysninger, som Folketinget har afskåret os fra. Det ville virkelig styrke den demokratiske samtale, men det kommer jo ikke til at ske. I stedet har vi fået et udkast til et nyt medieforlig, som tegner konturerne af en 5. statsmagt, der har til formål at holde øje med den 4. statsmagt.
Selvom vi både har medieansvarsloven og Pressenævnet, er det ikke længere nok, mener regeringen. Vi skal også have en medieombudsmand, som vi kender det fra Sverige – et land vi ellers normalt ikke holder af at sammenligne os med, når det gælder, hvad man må og ikke må sige. Det, som gør mig mest bekymret ved den idé, er, at vi ikke får at vide, om medieombudsmanden skal være over, under eller ved siden af Pressenævnet. Vi får heller ikke at vide, hvem der skal udpege denne medieombudsmand, men lur mig, om det ikke bliver regeringen selv.
Det mest sigende øjeblik i forbindelse med lanceringen af udspillet til det nye medieforlig var, da kulturminister Ane Halboe-Jørgensen i Berlingske blankt afviste at forholde sig til Stig Ørskovs forslag om at udfase mediestøtten. Stig Ørskov, som er direktør for en af vores største private mediekoncerner, mener, at mediestøtten er til skade for vores demokrati, men det har kulturministeren spøjst nok ikke lyst til have en demokratisk samtale med ham om. “Jeg giver ikke mediestøtte for mediernes skyld. Jeg giver mediestøtte for vores samfunds skyld,” sagde Ane Halsboe-Jørgensen til Berlingske. En forbløffende magtfuldkommen udtalelse, som rummer hele problemets kerne. Og det er selvfølgelig, at politikerne tænker på mediestøtten som om, det er deres egne penge, som de personligt giver til medierne. Derfor vil de selvfølgelig have noget den anden vej, for sådan er det jo, når mange bruger sine egne penge. Man vil have noget for dem. Hvad regeringen gerne vil have, er mere kontrol med medierne.
2️⃣ Det har faldet folk på Twitter for brystet, at jeg har været ond mod Benny Engelbrecht (S), den nu detroniserede transportminister. Jeg har åbenbart også været uværdig. Og dum, rigtigt rigtigt dum. Og udansk. Og ækel. Altsammen på grund af dette lille pip:
En af mine kritikere på Twitter er Laura Lindahl, direktør i Danish Facilities Management og valgt ind i byrådet på Frederiksberg for de Konservative. Hun blander sig i en tråd om, at tonen i debatten simpelthen er blevet for hård:
Hvilket jo er helt misforstået. For det første har folkevalgte ikke krav på respekt. Det er noget – som i alle andre henseender her i livet – man skal gøre sig fortjent til. For det andet tror jeg, at hvis der er noget, som skræmmer “de dygtige” væk, så er det at opleve, at en narrehat som Benny Engelbrecht kan blive minister. For det tredje er der fuld dækning for at skrive om Benny Engelbrecht, som jeg gør. Bortset fra at han minder om den superkristne nabo Ned Flanders fra The Simpsons, vil jeg gerne pege på, hvad Benny Engelbrecht foretog sig som skatteminister, samtidig med at Sanjay Shah og hans CUMEX-kumpaner var ved at suge mere end 12 milliarder skattekroner ud af skattevæsenet. Mens det sker, går Benny Engelbrecht i avisen B.T. og giver et interview om, at han er chef for verdens kedeligste ministerium (“Jeg sidder i verdens kedeligste ministerium, hvor vi har masser af sager, der ruller hele tiden,” siger han ordret. red.), og at han derfor, som et værn mod kedsomheden, har følt sig kaldet til at lave en musikvideo med sit elendige band Benny and The Black Ties. I videoen, som jeg engang imellem genser, når jeg skal stressteste mit forhold til demokratiet, går Benny rundt i et kælderlandskab og spiller guitar, som gjaldt det livet, og synger, at han bare gerne hellere vil være en rockstjerne. En rockstjerne! I al sin idiotiskhed sådan set meget sødt, men når man samtidig ved, at dette er blevet filmet alt imens, at Sanjay Shah & Co var ved at stjæle milliarder af skattekroner fra selvsamme Bennys ministerium, ja så bliver man både forstemt og slukøret. Det er blandt andet derfor, jeg synes, det er helt i orden at skrive, at Benny Engelbrecht er selvglad, nævenyttig og talentløs. For det er han.
For det tredje er det påfaldende, at hvis jeg havde været en amerikansk eller engelsk skribent, havde ingen så meget som hævet et øjenbryn over mit tweet. I den angelsaksiske presse er det nemlig hverdagskost, at der meldes særdeles poignant og håndfast ud, når det gælder magthaverne. Tænk blot på, hvad salig Christopher Hitchens har på samvittigheden i forhold til Henry Kissinger. Eller hvad Maureen Dowd har skrevet om George W. Bush igennem tidens løb. Ikke fordi jeg på nogen måde sammenligner hverken mig selv eller Benny Engelbrecht med nogen af dem, det er kun for at perspektivere til det dydige Danmark.
Hvad jeg gerne vil frem til er, at der har indfundet sig en underlig idé på især det danske Twitter, om at vores politikere har krav på en vis værdighed, og at man for enhver pris skal holde den gode tone. Jeg håber, det blot er en fase, vi skal igennem, for personligt møder jeg aldrig op kun for at danse. Jeg møder op for at knalde de proverbiale skaller og for selv at få nogle drag over nakken. Det er kun sådan, vi får rusket op i akvariet og flyttet rundt på tingene, og desuden er det gudsjammerligt kedeligt, hvis vi bare skal sidde og udveksle artigheder med hinanden. I øvrigt håber jeg, at Benny Engelbrecht snart ryger helt ud af Folketinget. Forhåbentlig sker det indenfor halvandet år🤞🏼
Keep on rockin in the free world🤘🏿
Som Neil Young sang dengang, han udgav sange i protest mod det, han ikke brød sig om. I dag trækker han sine sange tilbage for at forhindre andre i at komme frem med et budskab. Jeg er tilbage på næste mandag og ønsker dig en velsignet uge. Tak fordi du læste med.
Mvh, Mads Brügger, chefredaktør