Fri Mads #37: Mit liv som antivaxxer


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Mit nyheds­brev num­mer 37 står i vac­ci­nens tegn, men jeg skriv­er selvføl­gelig også om, hvad der er på vej fra Fri­heds­brevet i denne uge. Samt om udspillet til medieforliget. Og så tager jeg lige en volte på Ben­ny Engel­brecht selvføl­gelig. Velkom­men til.

Vilde overdrivelser

Nå, jeg kan forstå på fag­bladet Jour­nal­is­ten, at jeg i for­rige uges nyheds­brev gjorde mig skyldig i hele to “vilde over­driv­elser”. Den ene af dem havde jeg selv opdaget og ret­tet online, før Jour­nal­is­ten bragte his­to­rien. Det var nem­lig en fejl, at jeg oprindeligt skrev, at der er blevet ind­berettet flere end 60.000 lang­varige coro­na-vac­cine-bivirkninger til myn­dighed­erne. Fejlen består i, at tal­let nem­lig både dækker over de for­mod­ede kort­varige og de for­mod­ede lang­varige bivirkninger, hvo­raf “langt de fleste” ind­beretninger ifølge Lægemid­del­styrelsen tilhør­er den første kat­e­gori. Der­for har vi ret­tet fejlen på web, i appen og i lyd­sporet, og hermed er fejlen også blevet ret­tet her. I øvrigt synes jeg, det er påfaldende, at vi ikke kender det præ­cise tal på, hvor mange danskere der har ind­berettet for­mod­ede lang­varige bivirkninger af en coro­na-vac­cine – bort­set fra at det er et fåtal. Men hvad er det? Er det over 1000? Er det over 5000? Vi ved det ikke, for det hele er bland­et sammen.

Forskere på listefødder 

Det eneste, vi ved, er, at der find­es et ukendt antal men­nesker, der gør gældende, at de lid­er af alvorlige lang­varige bivirkninger af coro­na-vac­cin­erne, bivirkninger som paradok­salt nok min­der om lang­varige sen­føl­ger fra COVID-19, alt­så den syg­dom som vac­ci­nen skal beskytte imod. Som for eksem­pel hov­ed­pine, fog­gy brain og et svin­gende blodtryk. Er der en sam­men­hæng? Måske, måske ikke, men i slut­nin­gen af jan­u­ar 2022 bragte mag­a­sinet Sci­ence en artikel om, hvor­dan en gruppe af forskere, rundt omkring i ver­den, nu er beg­y­n­dt at stud­ere om biolo­gien bag lang­varig Covid – som viden­sk­aben i sig selv forstår meget lidt af – måske over­lap­per med disse mys­tiske, lang­varige bivirkninger af vac­cin­erne. Som det fremgår af artiklen, er det et særde­les kon­tro­ver­sielt emne, som forskerne går på lis­te­fød­der omkring. Det, man frygter, er selvføl­gelig, at man kom­mer til at spille anti­vaxxerne et trum­fko­rt i hænde. Men som William Mur­phy, immunolog på Uni­ver­si­ty of Cal­i­for­nia påpeger over for Sci­ence, så er det “vigtigere at for­sikre folk om at alt bliv­er gjort i forskn­ingsø­jemed for at forstå vac­cin­erne, end det er at sige at alt er fryd og gam­men”. Det tænker jeg, at han har fuld­stændig ret i.

Medierne svigter

Den anden “vilde over­driv­else” fra min side er, at det ifølge fag­bladet Jour­nal­is­ten ikke er sandt, når jeg skrev, at medierne svigter danskerne ved ikke at beskæftige sig mere indgående med det x‑antal men­nesker, der siger, at de kæm­per med alvorlige, lang­varige vac­cine-bivirkninger. Som evi­dens for det mod­sat­te stand­punkt nævn­er Jour­nal­is­ten en række medi­er, der alle har berettet om vac­cine-bivirkninger, men Jour­nal­is­ten und­lad­er behændigt nok at nævne, at det næsten udelukkende drejer sig om de kort­varige af slagsen – og som regel vin­klet i ret­ning af, at bivirkningerne er for­bigående og harm­løse. Sådan nogle his­to­ri­er er der mange af, men til gengæld er det svært at finde ser­iøse artik­ler, tv- og radio­pro­gram­mer, som udelukkende han­dler om de lang­varige, alvorlige bivirkninger, og de men­nesker, der siger, de er ramt af dem. Symp­to­ma­tisk nok kan jeg heller ikke se, at danske medi­er har omtalt førnævnte artikel fra Sci­ence. Så jeg fasthold­er alt­så, at medierne svigter danskerne, når det gælder de for­mod­ede lang­varige, alvorlige vac­cine-bivirkninger. Ergo var det ikke en vild over­driv­else fra min side. Det var der­i­mod vildt dårlig jour­nal­is­tik fra fag­bladet Jour­nal­is­tens side.

Negativ opmærksomhed

Ikke desto min­dre er jeg nu blevet fram­et som en anti­vaxxer, og det er en rolle, jeg gerne tager på mig. Dels for­di jeg er vild med neg­a­tiv opmærk­somhed, men især for­di jeg synes, det er vigtigt, at vi får startet en fri og åben sam­tale om den gruppe af men­nesker, der hævder, at de har brændt sig på vidun­der­mi­dlet mod coro­na. Disse per­son­er har nem­lig min umid­del­bare sym­pa­ti, for hvis der er nogen, der er alene i denne ver­den, så er det dem.

Jeg ❤️ vacciner 

Lad os først få en ting på det rene: Jeg elsker vac­cin­er, og som udgangspunkt kan jeg ikke få nok af dem. Da jeg var teenag­er og skulle til Sydameri­ka, rev det i mig for at komme ud til Seru­min­sti­tut­tet og få mine skud mod gul feber og lever­betæn­delse. Så selvføl­gelig er jeg blevet vac­cineret mod coro­na, og det samme er mine børn. Ikke noget der.

The Great Reset 

Mens jeg er i gang med besværgelserne, kan jeg ligeså godt fort­sætte – for lige­som at alt, hvad jeg siger, vil blive brugt imod mig, vil alt, hvad jeg ikke siger, også blive anvendt. Sådan er det jo, når man er kom­met under mis­tanke for at være anti­vaxxer. Der­for vil jeg gerne under­strege, at jeg ikke tror på sam­mensværgelses­te­orien om The Great Reset. Jeg tror alt­så ikke, at Klaus Schwab, chefen for World Eco­nom­ic Forum, har udtænkt en dia­bol­sk plan om at nul­stille hele ver­den ved hjælp af vac­cin­er mod coro­na. Jeg har både gæstet World Eco­nom­ic Forum og selv mødt Klaus Schwab og er ikke af den opfat­telse, at han er en James Bond-agtig super­skurk. Mest af alt min­der han om en lille, forvir­ret skild­padde, og desu­den er WEF snarere en cock­tail­fest for nørder, end det er SPECTRE i den virke­lige ver­den. Og nej, jeg men­er heller ikke, at Mit ID eller udrul­nin­gen af 5G har noget med sagen at gøre.

Den lille angst 😱

Hvor­for er jeg nødt til at deklarere mig selv så grundigt? For­di The Over­ton Win­dow – ram­men for hvor langt man kan gå i en giv­en debat uden at blive opfat­tet som skingrende skør – er meget lille, når det gælder coro­na-vac­cin­er. Intet er mere poli­tisk, intet er mere føl­somt end disse vac­cin­er, og ve det men­neske, som ødelæg­ger den gode stemn­ing med en upassende kom­men­tar. Hvad, der gør debat­ten ekstra sen­si­tiv, er naturligvis, at vi næsten alle har fået sprøjtet det ind i vores kroppe og føl­gelig der­for døjer med en lille angst omkring, hvad det mon egentlig er for noget stads, vi har fået ind i os. Plus at ingen af os kan sige os fri for et der­til­hørende lille had til dem, der ikke har ladet sig vac­cinere. For tænk, hvis det om 100 år vis­er sig, at de val­gte rigtigt? Irra­tionelle følelser som disse er grun­den til, at det stikker helt vildt af, så snart en per­son for­mas­ter sig til at sætte spørgsmål­stegn ved vaccinerne.

Gruppetænkningen længe leve 🇩🇰

Det er der­for, at folk er så bange for at tale om emnet, mig selv inklu­sive. Vi er først og fremmest bange for at blive til grin som anti­vaxxere – for se bare hvor­dan vok­sne mænd og kvin­der nærmest falder over egne ben for at tæve løs på stakkels Sasze­line. Særligt bange er jour­nal­is­terne, og her men­er jeg jour­nal­is­ter, som de er flest, for der er ikke plads til fejl, når det gælder vac­cin­er. Se bare på TV2, som stadig trækkes med efter­døn­ningerne fra den omstridte doku­men­tar om HPV-vac­ci­nen. Så er det meget bedre at under­kaste sig grup­petænknin­gen, der siger, at alt med coro­na-vac­cin­erne er skæppeskønt. Prob­lemet er bare, at det har jeg lidt på fornem­melsen, at det måske ikke helt er. Og det selvom jeg elsker vac­cin­er og fuldt ud erk­ender, at Pfiz­er, Mod­er­na og de andre aktør­er i det med­i­c­i­nal-indus­trielle kom­pleks har præsteret et viden­sk­a­beligt mirakel.

Anekdotisk bevisførelse

I forhold til viden­sk­aben kan mine fornem­melser selvføl­gelig ligge på et meget lille sted. Især for­di de mes­ten­dels byg­ger på per­son­lige oplevelser. Jeg synes bare, det er besyn­derligt, at jeg per­son­ligt kender en hånd­fuld men­nesker, som uafhængigt af hinan­den har for­t­alt mig om deres kamp med for­mod­ede, alvorlige, lang­varige coro­na-vac­cine-bivirkninger. Bort­set fra en enkelt mand, er de alle kvin­der. Fælles for dem er, at sund­hedsvæsenet ikke rigtigt vil kendes ved dem. De er blevet forsøgt udredt på kryds og tværs, enkelte læger har sågar sagt til dem, ansigt til ansigt, at de vur­der­er, at de oplever en lang­varig immu­nol­o­gisk reak­tion på vac­ci­nen. Men når øje­b­likket oprinder, hvor kon­klu­sio­nen skal skrives ned på papir, kom­mer det ikke til at ske. Det hele for­bliv­er i stedet uafk­laret. Så de svæver fort­abte rundt i et med­i­cin­sk ingen­mand­s­land, uden diag­nose. Fælles for dem er også, at de er bange for, at sys­temet tænker, at de er anti­vaxxere, hvilket på en måde er absurd, for hvis de havde været anti­vaxxere til at starte med, var de jo slet ikke blevet vac­cineret. Så de skam­mer sig og aner ikke deres lev­ende råd. Med til skam­men hør­er tvivlen om, hvorvidt det hele bare er en langstrakt noce­bo-effekt, alt­så at det alene er frygten for bivirkninger, som har gjort dem syge. Det læs­er de om, når de går på net­tet for at finde infor­ma­tion om deres syn­drom. Bort­set fra det, er der ikke meget saglig og aktuel infor­ma­tion om emnet at hente hverken hos medierne eller hos myn­dighed­erne. Så i stedet led­er de rundt på sociale medi­er for at se, om der mon er andre men­nesker, der har det lige­som dem, og plud­selig havn­er de i et forum på Face­book, hvor de rigtige, hard­core anti­vaxxere slår sig løs. Her føler de sig heller ikke hjemme, for de er netop ikke kon­spir­a­tionste­o­retikere, de er bare blevet syge og vil gerne være raske igen.

På slutstregen

Jeg ved ikke, hvad vi skal stille op med denne gruppe men­nesker, men jeg tænker, at når jeg selv kender nogen, der men­er, at vac­cin­erne har gjort dem syge, så er der også andre, der gør det, og jeg er sikkert ikke den eneste, som tænker, at disse men­nesker virke­lig fort­jen­er vores forståelse og hjælp. For det gør de nem­lig. Første skridt er at skabe opmærk­somhed om prob­lemet, og det er hermed blevet forsøgt fra min side.

Fri Tænkning

Chefredak­tør Flem­ming Rose har inter­viewet den ukrainske soci­olog Volodymyr Ishchenko. Soci­olo­gen undr­er sig over, at Dan­marks uden­rigsmin­is­ter Jeppe Kofod tilsyneladende i fuldt alvor kalder frontlin­jen i det østlige Ukraine for grænsen mellem demokrati og dik­tatur i Europa. I virke­lighe­den, siger Ishchenko, har de poli­tiske og økonomiske sys­te­mer i Rus­land, Ukraine og Hviderus­land meget til fælles. “Fun­da­men­talt har man det samme sys­tem i Ukraine som i Rus­land og Hviderus­land, det er bare svagere,” siger Ischchenko til Fri­heds­brevet. Læs eller lyt mere om det i kom­mende weekend.

Fri Kritik

Udkom­mer på ons­dag. Mette Høeg skriv­er fra Oxford: “Fri Kri­tik giv­er en lille hånd­fuld anbe­falinger til den for­gangne uges lit­terære og filosofiske ind­hold – nærmere bestemt en filosofisk-viden­sk­a­belig sam­tale om bev­id­s­thed, en ny og mørk fil­ma­tis­er­ing af den klas­siske fortælling om Pinoc­chio og et ind­b­lik i Stephen Kings kom­mende bog om en par­al­lel virkelighed.”

Fri Tid

De to sultne piger skriv­er til mig: “Vi tænk­te, at vi hellere måtte gå all in på meat, nu da vi leg­ede veg­anere i sid­ste uge. Der­for tog vi for­bi en kinesisk/korean BBQ restau­rant, hvor vi fik mass­er af kød og et FADØLSTÅRN MED DIODELYS!!”. Læs mere om det på fredag i nyheds­brevet Fri Tid.

Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔

1️⃣ Udspillet til det nye medieforlig, som bær­er titlen Den demokratiske sam­tale skal styrkes. Hvor er det dog absurd med en regering, som hele tiden taler om, at den vil styrke den demokratiske sam­tale, sam­tidig med at den aldrig forsøm­mer enhver giv­en lej­lighed til at trække i den mod­sat­te ret­ning. Står det til mig, ville det bed­ste og smukkeste medieforlig være et udkast til en ny offent­lighed­slov, der giv­er pressen adgang til alle de oplysninger, som Folketinget har afskåret os fra. Det ville virke­lig styrke den demokratiske sam­tale, men det kom­mer jo ikke til at ske. I stedet har vi fået et udkast til et nyt medieforlig, som teg­n­er kon­tur­erne af en 5. stats­magt, der har til for­mål at holde øje med den 4. statsmagt.

Selvom vi både har medieans­varsloven og Pressenævnet, er det ikke læn­gere nok, men­er regerin­gen. Vi skal også have en medieom­buds­mand, som vi kender det fra Sverige – et land vi ellers nor­malt ikke hold­er af at sam­men­ligne os med, når det gælder, hvad man må og ikke må sige. Det, som gør mig mest bekym­ret ved den idé, er, at vi ikke får at vide, om medieom­buds­man­den skal være over, under eller ved siden af Pressenævnet. Vi får heller ikke at vide, hvem der skal udpege denne medieom­buds­mand, men lur mig, om det ikke bliv­er regerin­gen selv.

Det mest sigende øje­b­lik i forbindelse med lancerin­gen af udspillet til det nye medieforlig var, da kul­tur­min­is­ter Ane Hal­boe-Jør­gensen i Berlingske blankt afviste at forholde sig til Stig Ørskovs forslag om at udfase medi­estøt­ten. Stig Ørskov, som er direk­tør for en af vores største pri­vate mediekon­cern­er, men­er, at medi­estøt­ten er til skade for vores demokrati, men det har kul­tur­min­is­teren spøjst nok ikke lyst til have en demokratisk sam­tale med ham om. “Jeg giv­er ikke medi­estøtte for mediernes skyld. Jeg giv­er medi­estøtte for vores sam­funds skyld,” sagde Ane Hals­boe-Jør­gensen til Berlingske. En for­bløf­fende magt­fuld­kom­men udtalelse, som rum­mer hele prob­lemets kerne. Og det er selvføl­gelig, at poli­tik­erne tænker på medi­estøt­ten som om, det er deres egne penge, som de per­son­ligt giv­er til medierne. Der­for vil de selvføl­gelig have noget den anden vej, for sådan er det jo, når mange bruger sine egne penge. Man vil have noget for dem. Hvad regerin­gen gerne vil have, er mere kon­trol med medierne.

2️⃣ Det har faldet folk på Twit­ter for brys­tet, at jeg har været ond mod Ben­ny Engel­brecht (S), den nu detro­n­is­erede trans­port­min­is­ter. Jeg har åben­bart også været uværdig. Og dum, rigtigt rigtigt dum. Og udan­sk. Og ækel. Alt­sam­men på grund af dette lille pip:

En af mine kri­tikere på Twit­ter er Lau­ra Lin­dahl, direk­tør i Dan­ish Facil­i­ties Man­age­ment og val­gt ind i byrådet på Fred­eriks­berg for de Kon­ser­v­a­tive. Hun bland­er sig i en tråd om, at tonen i debat­ten sim­pelthen er blevet for hård:

Hvilket jo er helt mis­forstået. For det første har folke­val­gte ikke krav på respekt. Det er noget – som i alle andre henseen­der her i livet – man skal gøre sig fort­jent til. For det andet tror jeg, at hvis der er noget, som skræm­mer “de dygtige” væk, så er det at opleve, at en nar­rehat som Ben­ny Engel­brecht kan blive min­is­ter. For det tred­je er der fuld dækn­ing for at skrive om Ben­ny Engel­brecht, som jeg gør. Bort­set fra at han min­der om den superkristne nabo Ned Flan­ders fra The Simp­sons, vil jeg gerne pege på, hvad Ben­ny Engel­brecht fore­tog sig som skat­tem­i­nis­ter, sam­tidig med at San­jay Shah og hans CUMEX-kumpan­er var ved at suge mere end 12 mil­liarder skat­tekro­ner ud af skat­tevæsenet. Mens det sker, går Ben­ny Engel­brecht i avisen B.T. og giv­er et inter­view om, at han er chef for ver­dens kedelig­ste min­is­teri­um (“Jeg sid­der i ver­dens kedelig­ste min­is­teri­um, hvor vi har mass­er af sager, der ruller hele tiden,” siger han ordret. red.), og at han der­for, som et værn mod ked­somhe­den, har følt sig kaldet til at lave en musikvideo med sit elendi­ge band Ben­ny and The Black Ties. I videoen, som jeg engang imellem genser, når jeg skal stressteste mit forhold til demokrati­et, går Ben­ny rundt i et kælder­land­skab og spiller gui­tar, som gjaldt det livet, og syn­ger, at han bare gerne hellere vil være en rock­st­jerne. En rock­st­jerne! I al sin idi­o­tiskhed sådan set meget sødt, men når man sam­tidig ved, at dette er blevet fil­met alt imens, at San­jay Shah & Co var ved at stjæle mil­liarder af skat­tekro­ner fra selvsamme Ben­nys min­is­teri­um, ja så bliv­er man både forstemt og slukøret. Det er blandt andet der­for, jeg synes, det er helt i orden at skrive, at Ben­ny Engel­brecht er selvglad, nævenyt­tig og tal­entløs. For det er han.

For det tred­je er det påfaldende, at hvis jeg havde været en amerikan­sk eller engel­sk skribent, havde ingen så meget som hævet et øjen­bryn over mit tweet. I den angel­sak­siske presse er det nem­lig hverdagskost, at der meldes særde­les poignant og hånd­fast ud, når det gælder magth­av­erne. Tænk blot på, hvad salig Christo­pher Hitchens har på samvit­tighe­den i forhold til Hen­ry Kissinger. Eller hvad Mau­reen Dowd har skrevet om George W. Bush igen­nem tidens løb. Ikke for­di jeg på nogen måde sam­men­lign­er hverken mig selv eller Ben­ny Engel­brecht med nogen af dem, det er kun for at per­spek­ti­vere til det dydi­ge Danmark.

Hvad jeg gerne vil frem til er, at der har ind­fun­det sig en under­lig idé på især det danske Twit­ter, om at vores poli­tikere har krav på en vis værdighed, og at man for enhver pris skal holde den gode tone. Jeg håber, det blot er en fase, vi skal igen­nem, for per­son­ligt møder jeg aldrig op kun for at danse. Jeg møder op for at knalde de prover­biale skaller og for selv at få nogle drag over nakken. Det er kun sådan, vi får rus­ket op i akva­ri­et og fly­t­tet rundt på tin­gene, og desu­den er det gud­s­jam­merligt kedeligt, hvis vi bare skal sid­de og udvek­sle artighed­er med hinan­den. I øvrigt håber jeg, at Ben­ny Engel­brecht snart ryger helt ud af Folketinget. Forhåbentlig sker det inden­for hal­van­det år🤞🏼

Keep on rockin in the free world🤘🏿

Som Neil Young sang den­gang, han udgav sange i protest mod det, han ikke brød sig om. I dag trækker han sine sange tilbage for at forhin­dre andre i at komme frem med et bud­skab. Jeg er tilbage på næste mandag og ønsker dig en vel­signet uge. Tak for­di du læste med.

Mvh, Mads Brüg­ger, chefredaktør