Fri Mads #38: Hvad ved bønder om agurkesalat? 🥒


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Min genialske plan er, at mit nyheds­brev num­mer 38 åbn­er med to scener. Den ene scene han­dler om kli­mamin­is­ter Dan Jør­gensen (S), og den anden scene han­dler om dan­sk diplo­mati. Begge dele tilhør­er i øvrigt kat­e­gorien anek­do­tisk bev­is­førelse, men som mine faste læsere vil vide, er det en gænge, jeg gerne gør mig i. Desu­den skriv­er jeg om, hvad der udkom­mer fra Fri­heds­brevets side i denne uge. Plus lidt af det løse, som for eksem­pel hvad jeg ellers går og tænker på. Velkom­men til. 

Scene 1 🎬

Tilbage i 2009, mens jeg stadig var ansat i DR, var jeg med til at lave en tv-serie om EU ved navn Qua­traro Mys­teri­et. Arbe­jdet førte os for­bi Europa-Par­la­mentet i Brux­elles, hvor vi en dag tog plads foran et udval­gsværelse for at filme nogle dæk­billed­er af par­la­men­tarik­erne, når dørene går op, og de defilerer for­bi. Vi havde, vil jeg gerne under­strege, abso­lut ingen anelse om, at Dan Jør­gensen var inde i udval­gsværelset, og vi havde heller ingen aftale med ham om, at han på nogen måde skulle med­virke i tv-serien. Vi vid­ste med andre ord intet om hinan­dens tilst­ede­værelse i bygnin­gen. Og så går dørene op, og ud fra flokken af par­la­men­tarikere, som en men­neske­lig bil­lard­ku­gle, sky­der Dan Jør­gensen i en lige lin­je hen til vores kam­era og tager opstill­ing i en selvsikker posi­tur med let spredte ben og beg­y­n­der at udtale sig – selvom der slet ikke var blevet stil­let et spørgsmål til ham fra vores side. Han står bare og taler ind i kam­er­aet. Det er klart, at han tror, at det udelukkende er for hans skyld, at vi står og ven­ter foran udval­gsværelset, og der­for vil han nu belønne vores tålmodighed. Mens han udtaler sig til kam­er­aet, står vi bare med åbne munde og kig­ger på ham, mens vi dels tænker, at han godt nok er en vild karak­ter, og sam­tidig overve­jer, hvor­dan vi får sagt til ham på en pæn måde, at han alt­så ikke er dagens mand i skysovs. Hvad jeg gerne vil opnå med gen­givelsen af dette slice of life, er at få mine læsere til at tænke lidt over, at hvis Dan Jør­gensen allerede opførte sig på denne måde tilbage i 2009, hvor høje tanker har man­den så ikke om sig selv i dag? Det er i hvert fald et spørgsmål, som optager mig fra tid til anden. I øvrigt, hvis jeg husker rigtigt, havde Dan Jør­gensen cow­boys­tøvler på, men det er han heldigvis holdt op med. 

Scene 2 🎬

Her er jeg til en film­fes­ti­val i Beograd i Ser­bi­en. Det er maj måned 2019. Til en sam­menkomst møder jeg en diplo­mat fra den svenske ambas­sade. Vi chit-chat­ter, som man jo gør, drikker lidt vin, og så oprinder tid­spunk­tet, hvor jeg spørg­er, om han mon ser noget til den danske ambas­sadør til Ser­bi­en, og hvor­dan det i så fald går med ham eller hende? Her­fra udvikler det sig til en under­gangs­fortælling, for med lavmælt stemme beretter den svenske diplo­mat, at den danske ambas­sade er blevet sparet helt ned til sokke­hold­erne, og at ambas­sadøren har så lidt at gøre godt med, at det nærmest er pin­ligt. Pin­ligt i en grad så de andre skan­di­naviske diplo­mater er beg­y­n­dt at tale om det, for vi er helt derude, hvor den danske ambas­sadør man­gler salt til sit æg. His­to­rien gjorde mig helt flov på Dan­marks veg­ne, og jeg har tænkt på hæn­delsen senere hen, når der har været talt og skrevet om, at den danske uden­rigst­jen­este er blevet skåret ned på et niveau, hvor det er en par med Mal­tas eller Cyperns. 

Og så til sagen 🙌🏼

Med disse to scener in mente vil jeg gerne lede opmærk­somhe­den hen på en his­to­rie, vi bragte i Fri­heds­brevet i den for­gangne uge. Og det er selvføl­gelig his­to­rien om kli­mamin­is­ter Dan Jør­gensens besøg på restau­rant Butcher’s Block på det leg­en­dariske Raf­fles Hotel i Singapore. 

En ordentlig én over nakken

For dem, der ikke er medlem­mer af Fri­heds­brevet, reka­pit­ulerer jeg lige sagen i grove træk: Tilbage i novem­ber måned var Dan Jør­gensen i Sin­ga­pore sam­men med tre højt­stående embedsmænd fra Kli­mamin­is­teri­et. Som i san­gen “Man­dalay” er de ude et sted, hvor “de ti bud ikke gælder, og hvor folk kan føle tørst”. Så sam­men med sine folk og den danske ambas­sadør til Sin­ga­pore, San­dra Jensen Lan­di, læg­ger Dan Jør­gensen et ben for­bi restau­rant Butcher’s Block og giv­er den en ordentlig én over nakken. På lidt over to timer spis­er og drikker de fem per­son­er for i alt 15.200 skat­tekro­ner. Årsagen til, at reg­nin­gen stikker sådan af for sel­sk­a­bet, han­dler især om, at de fem gæster tilsam­men delte fire flasker vin fra den dyre ende af skalaen. Der blev drukket to flasker ital­ien­sk Quintarel­li Valpo­li­cel­la til 1.730 kro­ner per flaske og to flasker cal­i­for­nisk Monte Bel­lo til 2.360 kro­ner per flaske. Sam­let løber vinen op i mere end 8.000 kro­ner, og her­til kom­mer så maden, som var et gas­tronomisk fes­t­fyrværk­eri af alver­dens lækkerier; japan­sk oksekød, hum­mer og kaviar med mere. 

Dan er ren 

Som sådan en ren tilståelses­sag. I forhold til at det var en intern arbe­jdsmid­dag, er vi langt over det accept­able niveau. Det er jo nærmest, så selv Peter Brixtofte ville snappe efter vejret. Der­for har Dan Jør­gensen lagt sig fladt ned og med­delt Fri­heds­brevet, at pen­gene nu bliv­er betalt tilbage. Hvad der er knapt så kønt, er dog, at Dan Jør­gensen vil have os til at tro, at det er ambas­sadør San­dra Jensen Lan­di, som er skurken her. At det er hende, som har lokket den fru­gale Dan Jør­gensen og hans tre spar­tanske embedsmænd i fordærv. 

“Jeg anede intet om, hvad prisen på hverken måltid eller vin var. Og jeg reg­nede selvføl­gelig med, at ambas­saden – som havde inviteret mig og mine ansat­te til mid­da­gen – holdt sig inden for gældende regler,” skriv­er kli­mamin­is­teren til Fri­heds­brevet. Han bakkes op af poli­tisk ord­før­er Chris­t­ian Rab­jerg Mad­sen (S), som udtaler føl­gende til Fri­heds­brevets nyheds­brev Fri Politik: 

“Jeg men­er, at Dan Jør­gensen er fuld­stændig uden skyld her. Han bliv­er inviteret på en mid­dag og har selvføl­gelig en for­vent­ning om, at ambas­saden har styr på for­malia omkring, hvad sådan en mid­dag må koste ifølge de almin­delige retningslinjer.” 

Maskuline kanonslag 🧨

Men hvis vi træder et skridt ud på speku­la­tio­nens over­drev og tænker hele sit­u­a­tio­nen grundigt igen­nem – vel vidende at den danske uden­rigst­jen­este alt­så ikke lige­frem boltr­er sig i penge, samt at Dan Jør­gensen drøn­er rundt med en meget forstær­ket jeg-oplevelse – hvor sandsyn­ligt er det så lige, at ambas­sadør San­dra Jensen Lan­di er dri­vkraften bag dette dion­y­siske fråd­seri? Skal vi virke­lig tro på, at Dan Jør­gensen og hans folk intet har haft at sige, da de sat­te sig ved bor­det på Butcher’s Block for at tage for sig af herlighed­erne? Er det real­is­tisk, at ingen af dem har kigget i menuko­rtet og gjort deres egne ønsker gældende? Har ingen af dem selv haft fin­gre i vinko­rtet og kigget på udval­get og pris­erne? Har de bare sid­det og skovlet ind som vil­jeløse væsen­er? Og skal vi virke­lig tage det for gode var­er, at ambas­sadør San­dra Jensen Lan­di i løbet af knap og nap to timer helt af sig selv bestiller fire flasker vin for i alt 8.000 kro­ner til et sel­skab på bare fem per­son­er? Vine, som Berlingskes vinekspert Søren Frank i øvrigt over­for Fri­heds­brevet har beskrevet som nogle masku­line kanon­slag, der inde­hold­er “afsindigt meget alko­hol”. Er det virke­lig San­dra Jensen Lan­di som ene kvin­de, der sid­der og fyr­er disse bom­bastiske bestill­inger af? 

Når far her er i byen 💪🏼 

Jeg tror, his­to­rien er en ganske anden. Jeg tror, at vi har at gøre med en kli­mamin­is­ter, der føler sig som en helvedes karl og gerne vil vise sine min­ions, hvor­dan det foregår, når “far her er i byen”. For når far her er i byen, bliv­er der fan­deme bestilt vin, så det vil noget, og det er præ­cis, hvad, jeg tror, der er sket. Og jeg tror, at ambas­sadør San­dra Jensen Lan­di har sam­let reg­nin­gen op uden at pro­testere, for hvad andet kunne hun gøre, når Dan Jør­gensen og kom­pag­ni er i byen? Nu er det så hende, der sid­der tilbage med røde ører, hvilket er både absurd og ure­t­færdigt, især for­di den danske uden­rigst­jen­este netop sid­der og vender hver en bøjet femøre. 

Det er aldrig regeringens skyld 

Som Week­en­davisens Hans Mortensen var inde på forleden dag, så teg­n­er der sig et møn­ster her. Selvom statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen fra starten meldte ud, at nu skulle det være slut med embeds­man­dsvældet, for nu var tiden kom­met, hvor poli­tik­erne selv ville ind og tage ans­var, så ser vi den ene gang efter den anden en regering, som tør­rer den af på embedsvær­ket, hver gang de selv står med flet­ningerne i postkassen. Vi har set det med minksagen, vi har set det med Ben­ny Engel­brecht, og vi ser det nu med Dan Jør­gensen. Når noget går galt, er det aldrig regerin­gens skyld, så er det embedsmæn­denes skyld. Og omvendt, når regerin­gen lykkedes med noget, så er det takket være Mettes og Bar­baras snar­rådighed, viljestyrke og betimelige omhu. 

“Skidegodt” er et kodeord 

Noget andet, vi bør dvæle ved, er, at his­to­rien afs­lør­er noget dybt pro­l­let ved Dan Jør­gensen. Ikke for­di der er noget galt med at være pro­l­let, men der er noget galt med at være pro­l­let på den fat­tigfine måde. Og det er lige præ­cis, hvad der er i svang her. Når pro­letar­er skal spille fine, melder den dårlige smag sig nem­lig ved, at man ikke kun vil have alt det bed­ste, det fineste af det fine, man vil også have det hele på én gang, alt­så nu og her, som i lige med det samme. Man vil ikke kun have østers, man vil også have japan­sk okse­tatar, kaviar, hum­mer, hav­aborre fra Mid­del­havet, striploins fra Aus­tralien og is med vin­tertrøfler og så ellers skylle det hele ned med nogle af de dyreste flasker fra vinko­rtet. Og det skal bare være helt utroligt skide­godt alt­sam­men. “Skide­godt” er et kode­ord her, for den menu, Dan Jør­gensen sat­te til livs i Sin­ga­pore, er nem­lig essensen af en skide­god menu, som har mak­si­mal appeal til den fat­tigfine pro­le­tar. Det er der­for, at menu­en, som Dan Jør­gensen and Super­friends ind­tog på Butcher’s Block, hed­der Tour de Force, for det er et skide­godt navn, som tæn­der glød i fat­tigfine pro­llerøve, der gerne vil have det skide­godt med det vons. Eller som skide­gode fyre siger, når de sæt­ter sig til bor­ds: “Nu skal vi have det lidt godt”. Uden at vide det med sikker­hed er jeg over­be­vist om, at Dan Jør­gensen har sagt denne sæt­ning hin aften på Butcher’s Block. Eller måske har han sagt: “Hvad har vi dog gjort, siden vi skal have det så godt?” Og så har alle grinet, for det gør man jo, når man er sam­men med Dan Jør­gensen, og han kom­mer med en morsomhed. 

Så er det frem med muldvarpeskindet

Men hvad ved bøn­der om agurke­salat? Ikke meget, så lad os hellere fokusere på det pos­i­tive i sagen. Som er, at Fri­heds­brevet har sparet skat­tey­derne for 15.000 kro­ner. Så ikke alene siger vi prin­cip­ielt nej til medi­estøtte, nu er vi også direk­te årsag til, at skat­tekro­nerne bliv­er anvendt kor­rekt. Men der er et aber dabei, som er, at hvis vi skal blive ved med at gøre det, kræver det, at alle jer, der læs­er med her som gratis­ter, men end­nu ikke har meldt sig ind i Fri­heds­brevet, find­er muld­varpe­skindet frem. 

Salgstalen

I den forbindelse tænker jeg, at det er på tide med end­nu en sal­gstale fra min side. Med andre ord vil jeg gerne fortælle dig, hvad du får, når du melder dig ind i Fri­heds­brevet. For det første får du fri, uafhængig og magtkri­tisk jour­nal­is­tik af højeste karat. Det beviste vi til fulde i den for­gangne uge, hvor vi start­ede pub­licerin­gen af vores artikelserie om Mærsk og red­eri­ets berygt­ede våben­fab­rik, som i folke­mu­nde var kendt som Rif­fel­syn­dikatet. Hvad mange danskere sikkert er klar over, samar­be­jd­ede Rif­fel­syn­dikatet så ihærdigt med nazis­terne under besæt­telsen, at de to gange blev udsat for sab­o­tage og efter kri­gen blev idømt en reko­rd­stor bøde for værnemageri. Og så var alt sikkert godt igen, har dansken nok tænkt for sig selv. Men det var det ikke, for som Fri­heds­brevets måned­lange arbe­jde med fri­givne arki­va­lier afs­lørede, så beg­y­n­dte Rif­fel­syn­dikatet efter kri­gen at sælge våben til nogle af de mest bru­tale regimer rundt omkring i ver­den. Yder­mere, takket være adgan­gen til en cen­tralt plac­eret våben­han­dlers dag­bøger, har Fri­heds­brevet opdaget, at skib­sred­er Mærsk Mc-Kin­ney Møller var dybt per­son­ligt involveret i særde­les kon­tro­ver­sielle transak­tion­er. Sam­let set er Fri­heds­brevet godt i gang med at blotlægge et stykke ukendt Dan­mark­shis­to­rie, og i denne uge fort­sæt­ter vi med at udbore Rif­fel­syn­dikatets mørke for­tid. Kan du se en pointe i at støtte den slags jour­nal­is­tik, skal du melde dig ind i Fri­heds­brevet nu, for der er mere, hvor det kom­mer fra, skulle jeg hilse og sige. Hvad der allerede er på vej – for det andet – er en hel pod­cast­serie om den førnævnte våben­han­dler, hvis dag­bøger vi har eksklu­siv adgang til. Den får pre­miere på Fri­heds­brevets app pri­mo marts, hvor vi sam­tidig – for det tred­je – opdater­er appen, så den bliv­er end­nu mere bruger­ven­lig. Lyder det som noget for dig? Kan du svare ja til det, og det håber jeg meget, at du kan, så skynd dig at teg­ne abon­nement i dag. På forhånd tak, og husk i øvrigt alt det andet, du får som medlem hos Frihedsbrevet. 

Fri Tænkning

Som for eksem­pel chefredak­tør Flem­ming Rose, der uge efter uge nail­er det ene vilde inter­view efter det andet med nogle af ver­dens største tænkere. Her­på sam­men­fat­ter han det hele i et nyheds­brev, som vi kalder Fri Tænkn­ing. Og så sender han det til dig, hvis du er medlem hos Fri­heds­brevet. Og har du ikke tid til at læse, kan du gå ind i appen og lytte til Flem­ming Rose som selv læs­er sit nyheds­brev højt. 

Til denne uges Fri Tænkn­ing har Flem­ming Rose inter­viewet Andrej Lankov, en af ver­dens førende ekspert­er på Nord­ko­rea. For små 10 år siden udgav Lankov bogen The Real North Korea: Life and Pol­i­tics in the Failed Stal­in­ist Utopia, hvor han forud­sagde, at regimet “før eller siden ville gå ned i en krise – efter al sandsyn­lighed plud­seligt og vold­eligt”. Flem­ming Rose har spurgt ham, om han stadig har den opfat­telse, eller om sit­u­a­tio­nen har ændret sig, sådan at et regimekol­laps ikke læn­gere er det mest sandsynlige. 

Fri Tid 🎭

Vores ugentlige nyheds­brev om, hvad du skal spise, drikke og fore­tage dig i din week­end, for­fattes blandt andet af for­van­dlingsku­glen og livskun­st­neren Simon Jul. I denne uge vil han, citat, “ramme de helt høje not­er af full on viking … det han­dler om mad med korn!! SELVE KORNET!!” Citat slut. Med til at skrive Fri Tid er de fra Insta­gram så kendte To Sultne Piger, som i denne uge er ude at stritte med lillefin­geren. De skriv­er: “Vi skal til after­noon tea på Perchs sam­men med alle venin­derne og pen­sion­is­terne. Pige 1 er en slags tesel­sk­abs-ekspert, for­di hun godt kan lide at være bougie i Lon­don, så det var måske lidt hårde odds to begin with for stakkels Perchs at få besøg af sådan én. Godt pige 2 er noob og nem at imponere, så er der lige­som bal­ance i det.” 

Hvad jeg ellers går og tænker på 

1️⃣ Hvem bed mærke i, at tæn­ke­tanken Econ­o­mist Intel­li­gence Unit (EIU) har ran­geret Dan­mark som Skan­di­naviens mindst demokratiske land? Selvføl­gelig ikke over­rask­ende, når man lever i et land, hvor chefen for Forsvarets Efter­ret­ningst­jen­este sid­der fængslet på tred­je måned, uden at vi kender sig­telserne mod ham. Men alligev­el; det er inter­es­sant, når andre kan se, at den er helt gal i Dan­mark. Der, hvor den er aller­mest gal, er selvføl­gelig i regerin­gens inder­ste, hvor man stadig fore­trækker at virke i mørke. Det blev vi nok engang bekræftet i forleden dag, hvor TV 2 udkom med en his­to­rie om, at kun halvde­len af anmod­ningerne om aktind­sigt i min­is­terierne bliv­er færdig­be­han­dlet inden for tids­fris­ten på syv dage. Vi oplever det selv på Fri­heds­brevet, hvor selv helt enkle anmod­ninger om aktind­sigt – som sagtens burde kunne besvares inden­for en uge – bliv­er trancheret ud i det absurde. Som sådan end­nu et tegn på, at den bed­ste måde at styrke den demokratiske sam­tale ville være at give danskerne en ny offent­lighed­slov, som kaster lys over land. 

2️⃣ At vi har brug for nye, bedre og mere tidss­varende dystopi­er. Når vi taler om den værst tænke­lige fremtid, står den som regel mellem tre val­gmu­lighed­er: Orwells 1984, Hux­leys Fagre Nye Ver­den og Brad­burys Fahren­heit 451. Hver især havde de ret på hver deres måde – og så alligev­el ikke. I hvert fald har de alle tre mis­set fremkom­sten og betyd­nin­gen af inter­net­tet, eller hvad der snart vil være kendt som meta­ver­set. Og de stedse mere og mere inva­sive og magt­fulde algo­rit­mer, som er det opkoblede sam­funds maskinkode. Forleden dag faldt jeg over et godt og kort bud på et tidss­varende bud på en dystopi om netop det. Det var en artikel fra New York Times, der han­dlede om et kon­server­ingsmid­del, som folk bruger til at begå selv­mord med. Hvad der så skete, var, at Ama­zons algo­ritme opdagede, hvad kon­server­ingsmi­dlet blev anvendt til, og selv beg­y­n­dte at fores­lå det til sui­ci­dale kun­der, som opførte sig på en bestemt måde. Som for eksem­pel en 16-årig pige fra Ohio. Til sidst var der så mange men­nesker, der brugte kon­server­ingsmi­dlet til at begå selv­mord med, at Ama­zons algo­ritme end­da beg­y­n­dte at fores­lå pro­duk­ter, som andre kun­der ofte købte til at hjælpe dem med deres fore­havende. Alt i alt en helt enorm uhyggelig his­to­rie om den fremtid, der ven­ter os, især for­di Ama­zon hele vejen igen­nem har optrådt iskoldt, selvom folk har tigget og bedt dem om at stoppe algoritmen. 

Griber vi tilbage i tid, er der fak­tisk også inter­es­sante dystopi­er, som bare er gået i glem­me­bo­gen. I 1909 udgav den engelske for­fat­ter E.M. Forster – i dag kendt for Howards End og A Room With a View – nov­ellen The Machine Stops, som er en for­bløf­fende aktuel dystopi. Fortællin­gen han­dler om et sam­fund, hvor alle lever i under­jordiske, højte­k­nol­o­giske pup­per og får alt, hvad de har brug for, lev­eret af den hel­lige Mask­ine. Mad, luft, vand, under­hold­ning, hvad end man trænger til. Men­nesker er blevet reduc­eret til inak­tive, dejagtige hule­boere, som gen­nem Mask­i­nen taler med deres mange tusinde ven­ner rundt omkring i ver­den. Det er stadig muligt at rejse til andre lande, men som der spørges under­ve­js, “hvor­for dog så rejse til Bei­jing, når det er fuld­stændig lige­som i Shrews­bury”? På grund af Mask­i­nen lign­er alle lande nem­lig hinan­den, og alle kul­tur­er er blevet udlignet. Folk er blevet slaveg­jorte af mask­i­nen i en grad, så de slet ikke bemærk­er, da den hold­er op med at virke. Der­for find­er de sig i stink­ende bade­vand og råd­den kun­stig frugt, indtil dagen kom­mer, hvor civil­i­sa­tio­nen kol­lapser, hvilket selvføl­gelig er dagen, hvor Mask­i­nen stop­per. Så The Machine Stops er hermed anbefalet. 

3️⃣ Chefredak­tør og direk­tør Bjarne Cory­dons kom­men­tar i Børsen om FE-sagen. Som altid er Cory­don på sys­temets side. Denne gang overgår han dog sig selv. Han skriv­er: “Dan­mark har ikke en såkaldt dyb stat, men helt legit­imt en elite, der på tværs af andre mod­sæt­ninger del­er særlige erfaringer med sam­fundsmæs­sig vær­di; et løst struk­tur­eret fæl­lesskab af forpligt­ede med priv­i­legeret ind­sigt og uden formel magt.” Alene starten; “Dan­mark har ikke en dyb stat, men …” Og så det, der føl­ger efter men’et, som er en per­fekt, teknokratisk beskriv­else af den dybe stat, helt renset for følelser. Hver gang jeg læs­er denne sæt­ning, gyser jeg ved tanken om, at den har været trykt i en dan­sk avis. 

Do pobachenna 👋🏼

Som man siger, når man siger farvel i Ukraine. Jeg er tilbage om en uge. Lad os håbe, at der ikke er krig i Europa til den tid. 

Mvh, Mads Brüg­ger, chefredaktør