Fri Mads #38: Hvad ved bøn­der om agurkesalat? 🥒


Her er der en medieafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores leverandør.

Min geni­al­ske plan er, at mit nyheds­brev num­mer 38 åbner med to sce­ner. Den ene sce­ne hand­ler om kli­ma­mi­ni­ster Dan Jør­gen­sen (S), og den anden sce­ne hand­ler om dansk diplo­ma­ti. Beg­ge dele til­hø­rer i øvrigt kate­go­ri­en anek­do­tisk bevis­fø­rel­se, men som mine faste læse­re vil vide, er det en gæn­ge, jeg ger­ne gør mig i. Des­u­den skri­ver jeg om, hvad der udkom­mer fra Fri­heds­bre­vets side i den­ne uge. Plus lidt af det løse, som for eksem­pel hvad jeg ellers går og tæn­ker på. Vel­kom­men til. 

Sce­ne 1 🎬

Til­ba­ge i 2009, mens jeg sta­dig var ansat i DR, var jeg med til at lave en tv-serie om EU ved navn Qua­tra­ro Myste­ri­et. Arbej­det før­te os for­bi Euro­pa-Par­la­men­tet i Bruxel­les, hvor vi en dag tog plads for­an et udvalgs­væ­rel­se for at fil­me nog­le dæk­bil­le­der af par­la­men­ta­ri­ker­ne, når døre­ne går op, og de defi­le­rer for­bi. Vi hav­de, vil jeg ger­ne under­stre­ge, abso­lut ingen anel­se om, at Dan Jør­gen­sen var inde i udvalgs­væ­rel­set, og vi hav­de hel­ler ingen afta­le med ham om, at han på nogen måde skul­le med­vir­ke i tv-seri­en. Vi vid­ste med andre ord intet om hin­an­dens til­ste­de­væ­rel­se i byg­nin­gen. Og så går døre­ne op, og ud fra flok­ken af par­la­men­ta­ri­ke­re, som en men­ne­ske­lig bil­lard­kug­le, sky­der Dan Jør­gen­sen i en lige linje hen til vores kame­ra og tager opstil­ling i en selvsik­ker posi­tur med let spred­te ben og begyn­der at udta­le sig – selv­om der slet ikke var ble­vet stil­let et spørgs­mål til ham fra vores side. Han står bare og taler ind i kame­ra­et. Det er klart, at han tror, at det ude­luk­ken­de er for hans skyld, at vi står og ven­ter for­an udvalgs­væ­rel­set, og der­for vil han nu beløn­ne vores tål­mo­dig­hed. Mens han udta­ler sig til kame­ra­et, står vi bare med åbne mun­de og kig­ger på ham, mens vi dels tæn­ker, at han godt nok er en vild karak­ter, og sam­ti­dig over­ve­jer, hvor­dan vi får sagt til ham på en pæn måde, at han alt­så ikke er dagens mand i skysovs. Hvad jeg ger­ne vil opnå med gen­gi­vel­sen af det­te sli­ce of life, er at få mine læse­re til at tæn­ke lidt over, at hvis Dan Jør­gen­sen alle­re­de opfør­te sig på den­ne måde til­ba­ge i 2009, hvor høje tan­ker har man­den så ikke om sig selv i dag? Det er i hvert fald et spørgs­mål, som opta­ger mig fra tid til anden. I øvrigt, hvis jeg husker rig­tigt, hav­de Dan Jør­gen­sen cow­boy­støv­ler på, men det er han hel­dig­vis holdt op med. 

Sce­ne 2 🎬

Her er jeg til en film­festi­val i Beo­grad i Ser­bi­en. Det er maj måned 2019. Til en sam­men­komst møder jeg en diplo­mat fra den sven­ske ambas­sa­de. Vi chit-chat­ter, som man jo gør, drik­ker lidt vin, og så oprin­der tids­punk­tet, hvor jeg spør­ger, om han mon ser noget til den dan­ske ambas­sa­dør til Ser­bi­en, og hvor­dan det i så fald går med ham eller hen­de? Her­fra udvik­ler det sig til en under­gangs­for­tæl­ling, for med lav­mælt stem­me beret­ter den sven­ske diplo­mat, at den dan­ske ambas­sa­de er ble­vet spa­ret helt ned til sok­ke­hol­der­ne, og at ambas­sa­dø­ren har så lidt at gøre godt med, at det nær­mest er pin­ligt. Pin­ligt i en grad så de andre skan­di­na­vi­ske diplo­ma­ter er begyndt at tale om det, for vi er helt der­u­de, hvor den dan­ske ambas­sa­dør mang­ler salt til sit æg. Histo­ri­en gjor­de mig helt flov på Dan­marks veg­ne, og jeg har tænkt på hæn­del­sen sene­re hen, når der har været talt og skre­vet om, at den dan­ske uden­rig­stje­ne­ste er ble­vet skå­ret ned på et niveau, hvor det er en par med Mal­tas eller Cyperns. 

Og så til sagen 🙌🏼

Med dis­se to sce­ner in men­te vil jeg ger­ne lede opmærk­som­he­den hen på en histo­rie, vi brag­te i Fri­heds­bre­vet i den for­gang­ne uge. Og det er selv­føl­ge­lig histo­ri­en om kli­ma­mi­ni­ster Dan Jør­gen­sens besøg på restau­rant Butcher’s Blo­ck på det legen­da­ri­ske Raf­f­les Hotel i Singapore. 

En ordent­lig én over nakken

For dem, der ikke er med­lem­mer af Fri­heds­bre­vet, reka­pi­tu­le­rer jeg lige sagen i grove træk: Til­ba­ge i novem­ber måned var Dan Jør­gen­sen i Sin­ga­po­re sam­men med tre højt­stå­en­de embeds­mænd fra Kli­ma­mi­ni­ste­ri­et. Som i san­gen “Man­da­lay” er de ude et sted, hvor “de ti bud ikke gæl­der, og hvor folk kan føle tørst”. Så sam­men med sine folk og den dan­ske ambas­sa­dør til Sin­ga­po­re, San­dra Jen­sen Lan­di, læg­ger Dan Jør­gen­sen et ben for­bi restau­rant Butcher’s Blo­ck og giver den en ordent­lig én over nak­ken. På lidt over to timer spi­ser og drik­ker de fem per­so­ner for i alt 15.200 skat­te­kro­ner. Årsa­gen til, at reg­nin­gen stik­ker sådan af for sel­ska­bet, hand­ler især om, at de fem gæster til­sam­men del­te fire fla­sker vin fra den dyre ende af ska­la­en. Der blev druk­ket to fla­sker ita­li­ensk Quin­ta­rel­li Val­po­li­cel­la til 1.730 kro­ner per fla­ske og to fla­sker cali­for­nisk Mon­te Bel­lo til 2.360 kro­ner per fla­ske. Sam­let løber vinen op i mere end 8.000 kro­ner, og her­til kom­mer så maden, som var et gastro­no­misk fest­fyr­vær­ke­ri af alver­dens læk­ke­ri­er; japansk okse­kød, hum­mer og kavi­ar med mere. 

Dan er ren 

Som sådan en ren til­stå­el­ses­sag. I for­hold til at det var en intern arbejds­mid­dag, er vi langt over det accep­tab­le niveau. Det er jo nær­mest, så selv Peter Brixtof­te vil­le snap­pe efter vej­ret. Der­for har Dan Jør­gen­sen lagt sig fladt ned og med­delt Fri­heds­bre­vet, at pen­ge­ne nu bli­ver betalt til­ba­ge. Hvad der er knapt så kønt, er dog, at Dan Jør­gen­sen vil have os til at tro, at det er ambas­sa­dør San­dra Jen­sen Lan­di, som er skur­ken her. At det er hen­de, som har lok­ket den fru­ga­le Dan Jør­gen­sen og hans tre spartan­ske embeds­mænd i fordærv. 

“Jeg ane­de intet om, hvad pri­sen på hver­ken mål­tid eller vin var. Og jeg reg­ne­de selv­føl­ge­lig med, at ambas­sa­den – som hav­de invi­te­ret mig og mine ansat­te til mid­da­gen – holdt sig inden for gæl­den­de reg­ler,” skri­ver kli­ma­mi­ni­ste­ren til Fri­heds­bre­vet. Han bak­kes op af poli­tisk ord­fø­rer Chri­sti­an Rab­jerg Mad­sen (S), som udta­ler føl­gen­de til Fri­heds­bre­vets nyheds­brev Fri Politik: 

“Jeg mener, at Dan Jør­gen­sen er fuld­stæn­dig uden skyld her. Han bli­ver invi­te­ret på en mid­dag og har selv­føl­ge­lig en for­vent­ning om, at ambas­sa­den har styr på for­ma­lia omkring, hvad sådan en mid­dag må koste iføl­ge de almin­de­li­ge retningslinjer.” 

Maskuli­ne kanonslag 🧨

Men hvis vi træ­der et skridt ud på spe­ku­la­tio­nens over­drev og tæn­ker hele situ­a­tio­nen grun­digt igen­nem – vel viden­de at den dan­ske uden­rig­stje­ne­ste alt­så ikke lige­frem bol­trer sig i pen­ge, samt at Dan Jør­gen­sen drø­ner rundt med en meget for­stær­ket jeg-ople­vel­se – hvor sand­syn­ligt er det så lige, at ambas­sa­dør San­dra Jen­sen Lan­di er driv­kraf­ten bag det­te dio­ny­si­ske frå­d­se­ri? Skal vi vir­ke­lig tro på, at Dan Jør­gen­sen og hans folk intet har haft at sige, da de sat­te sig ved bor­det på Butcher’s Blo­ck for at tage for sig af her­lig­he­der­ne? Er det rea­li­stisk, at ingen af dem har kig­get i menu­kor­tet og gjort deres egne ønsker gæl­den­de? Har ingen af dem selv haft fin­gre i vin­kor­tet og kig­get på udval­get og pri­ser­ne? Har de bare sid­det og sko­v­let ind som vil­je­lø­se væse­ner? Og skal vi vir­ke­lig tage det for gode varer, at ambas­sa­dør San­dra Jen­sen Lan­di i løbet af knap og nap to timer helt af sig selv bestil­ler fire fla­sker vin for i alt 8.000 kro­ner til et sel­skab på bare fem per­so­ner? Vine, som Ber­ling­s­kes vin­eks­pert Søren Frank i øvrigt over­for Fri­heds­bre­vet har beskre­vet som nog­le maskuli­ne kanonslag, der inde­hol­der “afsin­digt meget alko­hol”. Er det vir­ke­lig San­dra Jen­sen Lan­di som ene kvin­de, der sid­der og fyrer dis­se bom­ba­sti­ske bestil­lin­ger af? 

Når far her er i byen 💪🏼 

Jeg tror, histo­ri­en er en gan­ske anden. Jeg tror, at vi har at gøre med en kli­ma­mi­ni­ster, der føler sig som en hel­ve­des karl og ger­ne vil vise sine mini­ons, hvor­dan det fore­går, når “far her er i byen”. For når far her er i byen, bli­ver der fan­de­me bestilt vin, så det vil noget, og det er præ­cis, hvad, jeg tror, der er sket. Og jeg tror, at ambas­sa­dør San­dra Jen­sen Lan­di har sam­let reg­nin­gen op uden at pro­teste­re, for hvad andet kun­ne hun gøre, når Dan Jør­gen­sen og kom­pag­ni er i byen? Nu er det så hen­de, der sid­der til­ba­ge med røde ører, hvil­ket er både absurd og uret­fær­digt, især for­di den dan­ske uden­rig­stje­ne­ste net­op sid­der og ven­der hver en bøjet femøre. 

Det er aldrig rege­rin­gens skyld 

Som Wee­ken­da­vi­sens Hans Mor­ten­sen var inde på for­le­den dag, så teg­ner der sig et møn­ster her. Selv­om stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen fra star­ten meld­te ud, at nu skul­le det være slut med embeds­mandsvæl­det, for nu var tiden kom­met, hvor poli­ti­ker­ne selv vil­le ind og tage ansvar, så ser vi den ene gang efter den anden en rege­ring, som tør­rer den af på embeds­vær­ket, hver gang de selv står med flet­nin­ger­ne i post­kas­sen. Vi har set det med minksa­gen, vi har set det med Ben­ny Engel­bre­cht, og vi ser det nu med Dan Jør­gen­sen. Når noget går galt, er det aldrig rege­rin­gens skyld, så er det embeds­mæn­de­nes skyld. Og omvendt, når rege­rin­gen lyk­ke­des med noget, så er det tak­ket være Met­tes og Bar­ba­ras snar­rå­dig­hed, vil­jestyr­ke og beti­me­li­ge omhu. 

“Ski­de­godt” er et kodeord 

Noget andet, vi bør dvæ­le ved, er, at histo­ri­en afslø­rer noget dybt prol­let ved Dan Jør­gen­sen. Ikke for­di der er noget galt med at være prol­let, men der er noget galt med at være prol­let på den fat­tig­fi­ne måde. Og det er lige præ­cis, hvad der er i svang her. Når pro­le­ta­rer skal spil­le fine, mel­der den dår­li­ge smag sig nem­lig ved, at man ikke kun vil have alt det bed­ste, det fine­ste af det fine, man vil også have det hele på én gang, alt­så nu og her, som i lige med det sam­me. Man vil ikke kun have østers, man vil også have japansk okse­ta­tar, kavi­ar, hum­mer, hava­bor­re fra Mid­del­ha­vet, striplo­ins fra Austra­li­en og is med vin­ter­trø­f­ler og så ellers skyl­le det hele ned med nog­le af de dyre­ste fla­sker fra vin­kor­tet. Og det skal bare være helt utro­ligt ski­de­godt alt­sam­men. “Ski­de­godt” er et kode­ord her, for den menu, Dan Jør­gen­sen sat­te til livs i Sin­ga­po­re, er nem­lig essen­sen af en ski­de­god menu, som har mak­si­mal appe­al til den fat­tig­fi­ne pro­le­tar. Det er der­for, at menu­en, som Dan Jør­gen­sen and Super­fri­ends ind­t­og på Butcher’s Blo­ck, hed­der Tour de For­ce, for det er et ski­de­godt navn, som tæn­der glød i fat­tig­fi­ne prol­le­rø­ve, der ger­ne vil have det ski­de­godt med det vons. Eller som ski­de­go­de fyre siger, når de sæt­ter sig til bords: “Nu skal vi have det lidt godt”. Uden at vide det med sik­ker­hed er jeg over­be­vist om, at Dan Jør­gen­sen har sagt den­ne sæt­ning hin aften på Butcher’s Blo­ck. Eller måske har han sagt: “Hvad har vi dog gjort, siden vi skal have det så godt?” Og så har alle gri­net, for det gør man jo, når man er sam­men med Dan Jør­gen­sen, og han kom­mer med en morsomhed. 

Så er det frem med muldvarpeskindet

Men hvad ved bøn­der om agur­kesa­lat? Ikke meget, så lad os hel­le­re foku­se­re på det posi­ti­ve i sagen. Som er, at Fri­heds­bre­vet har spa­ret skat­tey­der­ne for 15.000 kro­ner. Så ikke ale­ne siger vi prin­ci­pi­elt nej til medi­e­støt­te, nu er vi også direk­te årsag til, at skat­te­kro­ner­ne bli­ver anvendt kor­rekt. Men der er et aber dabei, som er, at hvis vi skal bli­ve ved med at gøre det, kræ­ver det, at alle jer, der læser med her som gra­ti­ster, men end­nu ikke har meldt sig ind i Fri­heds­bre­vet, fin­der muld­var­pe­skin­det frem. 

Salgsta­len

I den for­bin­del­se tæn­ker jeg, at det er på tide med end­nu en salgsta­le fra min side. Med andre ord vil jeg ger­ne for­tæl­le dig, hvad du får, når du mel­der dig ind i Fri­heds­bre­vet. For det før­ste får du fri, uaf­hæn­gig og magt­kri­tisk jour­na­li­stik af høje­ste karat. Det bevi­ste vi til ful­de i den for­gang­ne uge, hvor vi star­te­de publi­ce­rin­gen af vores arti­kel­se­rie om Mær­sk og rede­ri­ets beryg­te­de våben­fa­brik, som i fol­kemun­de var kendt som Rif­fel­syn­di­ka­tet. Hvad man­ge dan­ske­re sik­kert er klar over, sam­ar­bej­de­de Rif­fel­syn­di­ka­tet så ihær­digt med nazi­ster­ne under besæt­tel­sen, at de to gan­ge blev udsat for sabo­ta­ge og efter kri­gen blev idømt en rekord­s­tor bøde for vær­ne­ma­ge­ri. Og så var alt sik­kert godt igen, har dan­sken nok tænkt for sig selv. Men det var det ikke, for som Fri­heds­bre­vets måned­lan­ge arbej­de med fri­giv­ne arki­va­li­er afslø­re­de, så begynd­te Rif­fel­syn­di­ka­tet efter kri­gen at sæl­ge våben til nog­le af de mest bruta­le regi­mer rundt omkring i ver­den. Yder­me­re, tak­ket være adgan­gen til en cen­tralt pla­ce­ret våben­hand­lers dag­bø­ger, har Fri­heds­bre­vet opda­get, at skibs­re­der Mær­sk Mc-Kin­ney Møl­ler var dybt per­son­ligt invol­ve­ret i sær­de­les kon­tro­ver­si­el­le transak­tio­ner. Sam­let set er Fri­heds­bre­vet godt i gang med at blot­læg­ge et styk­ke ukendt Dan­marks­hi­sto­rie, og i den­ne uge fort­sæt­ter vi med at udbo­re Rif­fel­syn­di­ka­tets mør­ke for­tid. Kan du se en poin­te i at støt­te den slags jour­na­li­stik, skal du mel­de dig ind i Fri­heds­bre­vet nu, for der er mere, hvor det kom­mer fra, skul­le jeg hil­se og sige. Hvad der alle­re­de er på vej – for det andet – er en hel podcast­se­rie om den før­nævn­te våben­hand­ler, hvis dag­bø­ger vi har eks­klu­siv adgang til. Den får pre­mi­e­re på Fri­heds­bre­vets app pri­mo marts, hvor vi sam­ti­dig – for det tred­je – opda­te­rer appen, så den bli­ver end­nu mere bru­ger­ven­lig. Lyder det som noget for dig? Kan du sva­re ja til det, og det håber jeg meget, at du kan, så skynd dig at teg­ne abon­ne­ment i dag. På for­hånd tak, og husk i øvrigt alt det andet, du får som med­lem hos Frihedsbrevet. 

Fri Tænk­ning

Som for eksem­pel che­fre­dak­tør Flem­m­ing Rose, der uge efter uge nai­ler det ene vil­de inter­view efter det andet med nog­le af ver­dens stør­ste tæn­ke­re. Her­på sam­men­fat­ter han det hele i et nyheds­brev, som vi kal­der Fri Tænk­ning. Og så sen­der han det til dig, hvis du er med­lem hos Fri­heds­bre­vet. Og har du ikke tid til at læse, kan du gå ind i appen og lyt­te til Flem­m­ing Rose som selv læser sit nyheds­brev højt. 

Til den­ne uges Fri Tænk­ning har Flem­m­ing Rose inter­viewet Andrej Lan­kov, en af ver­dens før­en­de eks­per­ter på Nord­korea. For små 10 år siden udgav Lan­kov bogen The Real North Korea: Life and Poli­ti­cs in the Fai­led Sta­li­nist Uto­pia, hvor han for­ud­sag­de, at regi­met “før eller siden vil­le gå ned i en kri­se – efter al sand­syn­lig­hed plud­se­ligt og vol­de­ligt”. Flem­m­ing Rose har spurgt ham, om han sta­dig har den opfat­tel­se, eller om situ­a­tio­nen har ændret sig, sådan at et regi­me­kol­laps ikke læn­ge­re er det mest sandsynlige. 

Fri Tid 🎭

Vores ugent­li­ge nyheds­brev om, hvad du skal spi­se, drik­ke og fore­ta­ge dig i din wee­kend, for­fat­tes blandt andet af for­vand­lings­kug­len og livskunst­ne­ren Simon Jul. I den­ne uge vil han, citat, “ram­me de helt høje noter af full on viking … det hand­ler om mad med korn!! SELVE KORNET!!” Citat slut. Med til at skri­ve Fri Tid er de fra Ins­ta­gram så kend­te To Sult­ne Piger, som i den­ne uge er ude at strit­te med lil­le­fin­ge­ren. De skri­ver: “Vi skal til after­noon tea på Per­chs sam­men med alle venin­der­ne og pen­sio­ni­ster­ne. Pige 1 er en slags tesel­skabs-eks­pert, for­di hun godt kan lide at være bou­gie i Lon­don, så det var måske lidt hår­de odds to begin with for stak­kels Per­chs at få besøg af sådan én. Godt pige 2 er noob og nem at impo­ne­re, så er der lige­som balan­ce i det.” 

Hvad jeg ellers går og tæn­ker på 

1️⃣ Hvem bed mær­ke i, at tæn­ket­an­ken Eco­no­mist Intel­li­gen­ce Unit (EIU) har ran­ge­ret Dan­mark som Skan­di­navi­ens mindst demo­kra­ti­ske land? Selv­føl­ge­lig ikke over­ra­sken­de, når man lever i et land, hvor che­fen for For­sva­rets Efter­ret­ning­s­tje­ne­ste sid­der fængs­let på tred­je måned, uden at vi ken­der sig­tel­ser­ne mod ham. Men alli­ge­vel; det er inter­es­sant, når andre kan se, at den er helt gal i Dan­mark. Der, hvor den er aller­mest gal, er selv­føl­ge­lig i rege­rin­gens inder­ste, hvor man sta­dig fore­træk­ker at vir­ke i mør­ke. Det blev vi nok engang bekræf­tet i for­le­den dag, hvor TV 2 udkom med en histo­rie om, at kun halv­de­len af anmod­nin­ger­ne om aktind­sigt i mini­ste­ri­er­ne bli­ver fær­dig­be­hand­let inden for tids­fri­sten på syv dage. Vi ople­ver det selv på Fri­heds­bre­vet, hvor selv helt enk­le anmod­nin­ger om aktind­sigt – som sag­tens bur­de kun­ne besva­res inden­for en uge – bli­ver tran­che­ret ud i det absur­de. Som sådan end­nu et tegn på, at den bed­ste måde at styr­ke den demo­kra­ti­ske sam­ta­le vil­le være at give dan­sker­ne en ny offent­lig­heds­lov, som kaster lys over land. 

2️⃣ At vi har brug for nye, bed­re og mere tids­sva­ren­de dysto­pi­er. Når vi taler om den vær­st tæn­ke­li­ge frem­tid, står den som regel mel­lem tre valg­mu­lig­he­der: Orwells 1984, Huxleys Fagre Nye Ver­den og Brad­burys Fahren­heit 451. Hver især hav­de de ret på hver deres måde – og så alli­ge­vel ikke. I hvert fald har de alle tre mis­set frem­kom­sten og betyd­nin­gen af inter­net­tet, eller hvad der snart vil være kendt som meta­ver­set. Og de sted­se mere og mere inva­si­ve og magt­ful­de algo­rit­mer, som er det opkob­le­de sam­funds maskin­ko­de. For­le­den dag faldt jeg over et godt og kort bud på et tids­sva­ren­de bud på en dysto­pi om net­op det. Det var en arti­kel fra New York Times, der hand­le­de om et kon­ser­ve­rings­mid­del, som folk bru­ger til at begå selv­mord med. Hvad der så ske­te, var, at Ama­zons algo­rit­me opda­ge­de, hvad kon­ser­ve­rings­mid­let blev anvendt til, og selv begynd­te at fore­slå det til sui­ci­da­le kun­der, som opfør­te sig på en bestemt måde. Som for eksem­pel en 16-årig pige fra Ohio. Til sidst var der så man­ge men­ne­sker, der brug­te kon­ser­ve­rings­mid­let til at begå selv­mord med, at Ama­zons algo­rit­me end­da begynd­te at fore­slå pro­duk­ter, som andre kun­der ofte køb­te til at hjæl­pe dem med deres fore­ha­ven­de. Alt i alt en helt enorm uhyg­ge­lig histo­rie om den frem­tid, der ven­ter os, især for­di Ama­zon hele vej­en igen­nem har opt­rå­dt iskoldt, selv­om folk har tig­get og bedt dem om at stop­pe algoritmen. 

Gri­ber vi til­ba­ge i tid, er der fak­tisk også inter­es­san­te dysto­pi­er, som bare er gået i glem­me­bo­gen. I 1909 udgav den engel­ske for­fat­ter E.M. For­ster – i dag kendt for Howards End og A Room With a View – novel­len The Machine Stops, som er en for­bløf­fen­de aktu­el dysto­pi. For­tæl­lin­gen hand­ler om et sam­fund, hvor alle lever i underjor­di­ske, høj­tek­no­lo­gi­ske pup­per og får alt, hvad de har brug for, leve­ret af den hel­li­ge Maski­ne. Mad, luft, vand, under­hold­ning, hvad end man træn­ger til. Men­ne­sker er ble­vet redu­ce­ret til inak­ti­ve, dej­ag­ti­ge hule­bo­e­re, som gen­nem Maski­nen taler med deres man­ge tusin­de ven­ner rundt omkring i ver­den. Det er sta­dig muligt at rej­se til andre lan­de, men som der spør­ges under­vejs, “hvor­for dog så rej­se til Bei­jing, når det er fuld­stæn­dig lige­som i Shrews­bury”? På grund af Maski­nen lig­ner alle lan­de nem­lig hin­an­den, og alle kul­tu­rer er ble­vet udlig­net. Folk er ble­vet sla­ve­gjor­te af maski­nen i en grad, så de slet ikke bemær­ker, da den hol­der op med at vir­ke. Der­for fin­der de sig i stin­ken­de bade­vand og råd­den kun­stig frugt, ind­til dagen kom­mer, hvor civi­li­sa­tio­nen kol­lap­ser, hvil­ket selv­føl­ge­lig er dagen, hvor Maski­nen stop­per. Så The Machine Stops er her­med anbefalet. 

3️⃣ Che­fre­dak­tør og direk­tør Bjar­ne Cory­dons kom­men­tar i Bør­sen om FE-sagen. Som altid er Cory­don på syste­mets side. Den­ne gang over­går han dog sig selv. Han skri­ver: “Dan­mark har ikke en såkaldt dyb stat, men helt legi­timt en eli­te, der på tværs af andre mod­sæt­nin­ger deler sær­li­ge erfa­rin­ger med sam­funds­mæs­sig vær­di; et løst struk­tu­re­ret fæl­les­skab af for­plig­te­de med pri­vil­e­ge­ret ind­sigt og uden for­mel magt.” Ale­ne star­ten; “Dan­mark har ikke en dyb stat, men …” Og så det, der føl­ger efter men’et, som er en per­fekt, tek­no­kra­tisk beskri­vel­se af den dybe stat, helt ren­set for følel­ser. Hver gang jeg læser den­ne sæt­ning, gyser jeg ved tan­ken om, at den har været trykt i en dansk avis. 

Do poba­chen­na 👋🏼

Som man siger, når man siger far­vel i Ukrai­ne. Jeg er til­ba­ge om en uge. Lad os håbe, at der ikke er krig i Euro­pa til den tid. 

Mvh, Mads Brüg­ger, chefredaktør