Fri Mads #38: Hvad ved bønder om agurkesalat? 🥒
Min genialske plan er, at mit nyhedsbrev nummer 38 åbner med to scener. Den ene scene handler om klimaminister Dan Jørgensen (S), og den anden scene handler om dansk diplomati. Begge dele tilhører i øvrigt kategorien anekdotisk bevisførelse, men som mine faste læsere vil vide, er det en gænge, jeg gerne gør mig i. Desuden skriver jeg om, hvad der udkommer fra Frihedsbrevets side i denne uge. Plus lidt af det løse, som for eksempel hvad jeg ellers går og tænker på. Velkommen til.
Scene 1 🎬
Tilbage i 2009, mens jeg stadig var ansat i DR, var jeg med til at lave en tv-serie om EU ved navn Quatraro Mysteriet. Arbejdet førte os forbi Europa-Parlamentet i Bruxelles, hvor vi en dag tog plads foran et udvalgsværelse for at filme nogle dækbilleder af parlamentarikerne, når dørene går op, og de defilerer forbi. Vi havde, vil jeg gerne understrege, absolut ingen anelse om, at Dan Jørgensen var inde i udvalgsværelset, og vi havde heller ingen aftale med ham om, at han på nogen måde skulle medvirke i tv-serien. Vi vidste med andre ord intet om hinandens tilstedeværelse i bygningen. Og så går dørene op, og ud fra flokken af parlamentarikere, som en menneskelig billardkugle, skyder Dan Jørgensen i en lige linje hen til vores kamera og tager opstilling i en selvsikker positur med let spredte ben og begynder at udtale sig – selvom der slet ikke var blevet stillet et spørgsmål til ham fra vores side. Han står bare og taler ind i kameraet. Det er klart, at han tror, at det udelukkende er for hans skyld, at vi står og venter foran udvalgsværelset, og derfor vil han nu belønne vores tålmodighed. Mens han udtaler sig til kameraet, står vi bare med åbne munde og kigger på ham, mens vi dels tænker, at han godt nok er en vild karakter, og samtidig overvejer, hvordan vi får sagt til ham på en pæn måde, at han altså ikke er dagens mand i skysovs. Hvad jeg gerne vil opnå med gengivelsen af dette slice of life, er at få mine læsere til at tænke lidt over, at hvis Dan Jørgensen allerede opførte sig på denne måde tilbage i 2009, hvor høje tanker har manden så ikke om sig selv i dag? Det er i hvert fald et spørgsmål, som optager mig fra tid til anden. I øvrigt, hvis jeg husker rigtigt, havde Dan Jørgensen cowboystøvler på, men det er han heldigvis holdt op med.
Scene 2 🎬
Her er jeg til en filmfestival i Beograd i Serbien. Det er maj måned 2019. Til en sammenkomst møder jeg en diplomat fra den svenske ambassade. Vi chit-chatter, som man jo gør, drikker lidt vin, og så oprinder tidspunktet, hvor jeg spørger, om han mon ser noget til den danske ambassadør til Serbien, og hvordan det i så fald går med ham eller hende? Herfra udvikler det sig til en undergangsfortælling, for med lavmælt stemme beretter den svenske diplomat, at den danske ambassade er blevet sparet helt ned til sokkeholderne, og at ambassadøren har så lidt at gøre godt med, at det nærmest er pinligt. Pinligt i en grad så de andre skandinaviske diplomater er begyndt at tale om det, for vi er helt derude, hvor den danske ambassadør mangler salt til sit æg. Historien gjorde mig helt flov på Danmarks vegne, og jeg har tænkt på hændelsen senere hen, når der har været talt og skrevet om, at den danske udenrigstjeneste er blevet skåret ned på et niveau, hvor det er en par med Maltas eller Cyperns.
Og så til sagen 🙌🏼
Med disse to scener in mente vil jeg gerne lede opmærksomheden hen på en historie, vi bragte i Frihedsbrevet i den forgangne uge. Og det er selvfølgelig historien om klimaminister Dan Jørgensens besøg på restaurant Butcher’s Block på det legendariske Raffles Hotel i Singapore.
En ordentlig én over nakken
For dem, der ikke er medlemmer af Frihedsbrevet, rekapitulerer jeg lige sagen i grove træk: Tilbage i november måned var Dan Jørgensen i Singapore sammen med tre højtstående embedsmænd fra Klimaministeriet. Som i sangen “Mandalay” er de ude et sted, hvor “de ti bud ikke gælder, og hvor folk kan føle tørst”. Så sammen med sine folk og den danske ambassadør til Singapore, Sandra Jensen Landi, lægger Dan Jørgensen et ben forbi restaurant Butcher’s Block og giver den en ordentlig én over nakken. På lidt over to timer spiser og drikker de fem personer for i alt 15.200 skattekroner. Årsagen til, at regningen stikker sådan af for selskabet, handler især om, at de fem gæster tilsammen delte fire flasker vin fra den dyre ende af skalaen. Der blev drukket to flasker italiensk Quintarelli Valpolicella til 1.730 kroner per flaske og to flasker californisk Monte Bello til 2.360 kroner per flaske. Samlet løber vinen op i mere end 8.000 kroner, og hertil kommer så maden, som var et gastronomisk festfyrværkeri af alverdens lækkerier; japansk oksekød, hummer og kaviar med mere.
Dan er ren
Som sådan en ren tilståelsessag. I forhold til at det var en intern arbejdsmiddag, er vi langt over det acceptable niveau. Det er jo nærmest, så selv Peter Brixtofte ville snappe efter vejret. Derfor har Dan Jørgensen lagt sig fladt ned og meddelt Frihedsbrevet, at pengene nu bliver betalt tilbage. Hvad der er knapt så kønt, er dog, at Dan Jørgensen vil have os til at tro, at det er ambassadør Sandra Jensen Landi, som er skurken her. At det er hende, som har lokket den frugale Dan Jørgensen og hans tre spartanske embedsmænd i fordærv.
“Jeg anede intet om, hvad prisen på hverken måltid eller vin var. Og jeg regnede selvfølgelig med, at ambassaden – som havde inviteret mig og mine ansatte til middagen – holdt sig inden for gældende regler,” skriver klimaministeren til Frihedsbrevet. Han bakkes op af politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen (S), som udtaler følgende til Frihedsbrevets nyhedsbrev Fri Politik:
“Jeg mener, at Dan Jørgensen er fuldstændig uden skyld her. Han bliver inviteret på en middag og har selvfølgelig en forventning om, at ambassaden har styr på formalia omkring, hvad sådan en middag må koste ifølge de almindelige retningslinjer.”
Maskuline kanonslag 🧨
Men hvis vi træder et skridt ud på spekulationens overdrev og tænker hele situationen grundigt igennem – vel vidende at den danske udenrigstjeneste altså ikke ligefrem boltrer sig i penge, samt at Dan Jørgensen drøner rundt med en meget forstærket jeg-oplevelse – hvor sandsynligt er det så lige, at ambassadør Sandra Jensen Landi er drivkraften bag dette dionysiske frådseri? Skal vi virkelig tro på, at Dan Jørgensen og hans folk intet har haft at sige, da de satte sig ved bordet på Butcher’s Block for at tage for sig af herlighederne? Er det realistisk, at ingen af dem har kigget i menukortet og gjort deres egne ønsker gældende? Har ingen af dem selv haft fingre i vinkortet og kigget på udvalget og priserne? Har de bare siddet og skovlet ind som viljeløse væsener? Og skal vi virkelig tage det for gode varer, at ambassadør Sandra Jensen Landi i løbet af knap og nap to timer helt af sig selv bestiller fire flasker vin for i alt 8.000 kroner til et selskab på bare fem personer? Vine, som Berlingskes vinekspert Søren Frank i øvrigt overfor Frihedsbrevet har beskrevet som nogle maskuline kanonslag, der indeholder “afsindigt meget alkohol”. Er det virkelig Sandra Jensen Landi som ene kvinde, der sidder og fyrer disse bombastiske bestillinger af?
Når far her er i byen 💪🏼
Jeg tror, historien er en ganske anden. Jeg tror, at vi har at gøre med en klimaminister, der føler sig som en helvedes karl og gerne vil vise sine minions, hvordan det foregår, når “far her er i byen”. For når far her er i byen, bliver der fandeme bestilt vin, så det vil noget, og det er præcis, hvad, jeg tror, der er sket. Og jeg tror, at ambassadør Sandra Jensen Landi har samlet regningen op uden at protestere, for hvad andet kunne hun gøre, når Dan Jørgensen og kompagni er i byen? Nu er det så hende, der sidder tilbage med røde ører, hvilket er både absurd og uretfærdigt, især fordi den danske udenrigstjeneste netop sidder og vender hver en bøjet femøre.
Det er aldrig regeringens skyld
Som Weekendavisens Hans Mortensen var inde på forleden dag, så tegner der sig et mønster her. Selvom statsminister Mette Frederiksen fra starten meldte ud, at nu skulle det være slut med embedsmandsvældet, for nu var tiden kommet, hvor politikerne selv ville ind og tage ansvar, så ser vi den ene gang efter den anden en regering, som tørrer den af på embedsværket, hver gang de selv står med fletningerne i postkassen. Vi har set det med minksagen, vi har set det med Benny Engelbrecht, og vi ser det nu med Dan Jørgensen. Når noget går galt, er det aldrig regeringens skyld, så er det embedsmændenes skyld. Og omvendt, når regeringen lykkedes med noget, så er det takket være Mettes og Barbaras snarrådighed, viljestyrke og betimelige omhu.
“Skidegodt” er et kodeord
Noget andet, vi bør dvæle ved, er, at historien afslører noget dybt prollet ved Dan Jørgensen. Ikke fordi der er noget galt med at være prollet, men der er noget galt med at være prollet på den fattigfine måde. Og det er lige præcis, hvad der er i svang her. Når proletarer skal spille fine, melder den dårlige smag sig nemlig ved, at man ikke kun vil have alt det bedste, det fineste af det fine, man vil også have det hele på én gang, altså nu og her, som i lige med det samme. Man vil ikke kun have østers, man vil også have japansk oksetatar, kaviar, hummer, havaborre fra Middelhavet, striploins fra Australien og is med vintertrøfler og så ellers skylle det hele ned med nogle af de dyreste flasker fra vinkortet. Og det skal bare være helt utroligt skidegodt altsammen. “Skidegodt” er et kodeord her, for den menu, Dan Jørgensen satte til livs i Singapore, er nemlig essensen af en skidegod menu, som har maksimal appeal til den fattigfine proletar. Det er derfor, at menuen, som Dan Jørgensen and Superfriends indtog på Butcher’s Block, hedder Tour de Force, for det er et skidegodt navn, som tænder glød i fattigfine prollerøve, der gerne vil have det skidegodt med det vons. Eller som skidegode fyre siger, når de sætter sig til bords: “Nu skal vi have det lidt godt”. Uden at vide det med sikkerhed er jeg overbevist om, at Dan Jørgensen har sagt denne sætning hin aften på Butcher’s Block. Eller måske har han sagt: “Hvad har vi dog gjort, siden vi skal have det så godt?” Og så har alle grinet, for det gør man jo, når man er sammen med Dan Jørgensen, og han kommer med en morsomhed.
Så er det frem med muldvarpeskindet
Men hvad ved bønder om agurkesalat? Ikke meget, så lad os hellere fokusere på det positive i sagen. Som er, at Frihedsbrevet har sparet skatteyderne for 15.000 kroner. Så ikke alene siger vi principielt nej til mediestøtte, nu er vi også direkte årsag til, at skattekronerne bliver anvendt korrekt. Men der er et aber dabei, som er, at hvis vi skal blive ved med at gøre det, kræver det, at alle jer, der læser med her som gratister, men endnu ikke har meldt sig ind i Frihedsbrevet, finder muldvarpeskindet frem.
Salgstalen
I den forbindelse tænker jeg, at det er på tide med endnu en salgstale fra min side. Med andre ord vil jeg gerne fortælle dig, hvad du får, når du melder dig ind i Frihedsbrevet. For det første får du fri, uafhængig og magtkritisk journalistik af højeste karat. Det beviste vi til fulde i den forgangne uge, hvor vi startede publiceringen af vores artikelserie om Mærsk og rederiets berygtede våbenfabrik, som i folkemunde var kendt som Riffelsyndikatet. Hvad mange danskere sikkert er klar over, samarbejdede Riffelsyndikatet så ihærdigt med nazisterne under besættelsen, at de to gange blev udsat for sabotage og efter krigen blev idømt en rekordstor bøde for værnemageri. Og så var alt sikkert godt igen, har dansken nok tænkt for sig selv. Men det var det ikke, for som Frihedsbrevets månedlange arbejde med frigivne arkivalier afslørede, så begyndte Riffelsyndikatet efter krigen at sælge våben til nogle af de mest brutale regimer rundt omkring i verden. Ydermere, takket være adgangen til en centralt placeret våbenhandlers dagbøger, har Frihedsbrevet opdaget, at skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller var dybt personligt involveret i særdeles kontroversielle transaktioner. Samlet set er Frihedsbrevet godt i gang med at blotlægge et stykke ukendt Danmarkshistorie, og i denne uge fortsætter vi med at udbore Riffelsyndikatets mørke fortid. Kan du se en pointe i at støtte den slags journalistik, skal du melde dig ind i Frihedsbrevet nu, for der er mere, hvor det kommer fra, skulle jeg hilse og sige. Hvad der allerede er på vej – for det andet – er en hel podcastserie om den førnævnte våbenhandler, hvis dagbøger vi har eksklusiv adgang til. Den får premiere på Frihedsbrevets app primo marts, hvor vi samtidig – for det tredje – opdaterer appen, så den bliver endnu mere brugervenlig. Lyder det som noget for dig? Kan du svare ja til det, og det håber jeg meget, at du kan, så skynd dig at tegne abonnement i dag. På forhånd tak, og husk i øvrigt alt det andet, du får som medlem hos Frihedsbrevet.
Fri Tænkning
Som for eksempel chefredaktør Flemming Rose, der uge efter uge nailer det ene vilde interview efter det andet med nogle af verdens største tænkere. Herpå sammenfatter han det hele i et nyhedsbrev, som vi kalder Fri Tænkning. Og så sender han det til dig, hvis du er medlem hos Frihedsbrevet. Og har du ikke tid til at læse, kan du gå ind i appen og lytte til Flemming Rose som selv læser sit nyhedsbrev højt.
Til denne uges Fri Tænkning har Flemming Rose interviewet Andrej Lankov, en af verdens førende eksperter på Nordkorea. For små 10 år siden udgav Lankov bogen The Real North Korea: Life and Politics in the Failed Stalinist Utopia, hvor han forudsagde, at regimet “før eller siden ville gå ned i en krise – efter al sandsynlighed pludseligt og voldeligt”. Flemming Rose har spurgt ham, om han stadig har den opfattelse, eller om situationen har ændret sig, sådan at et regimekollaps ikke længere er det mest sandsynlige.
Fri Tid 🎭
Vores ugentlige nyhedsbrev om, hvad du skal spise, drikke og foretage dig i din weekend, forfattes blandt andet af forvandlingskuglen og livskunstneren Simon Jul. I denne uge vil han, citat, “ramme de helt høje noter af full on viking … det handler om mad med korn!! SELVE KORNET!!” Citat slut. Med til at skrive Fri Tid er de fra Instagram så kendte To Sultne Piger, som i denne uge er ude at stritte med lillefingeren. De skriver: “Vi skal til afternoon tea på Perchs sammen med alle veninderne og pensionisterne. Pige 1 er en slags teselskabs-ekspert, fordi hun godt kan lide at være bougie i London, så det var måske lidt hårde odds to begin with for stakkels Perchs at få besøg af sådan én. Godt pige 2 er noob og nem at imponere, så er der ligesom balance i det.”
Hvad jeg ellers går og tænker på
1️⃣ Hvem bed mærke i, at tænketanken Economist Intelligence Unit (EIU) har rangeret Danmark som Skandinaviens mindst demokratiske land? Selvfølgelig ikke overraskende, når man lever i et land, hvor chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste sidder fængslet på tredje måned, uden at vi kender sigtelserne mod ham. Men alligevel; det er interessant, når andre kan se, at den er helt gal i Danmark. Der, hvor den er allermest gal, er selvfølgelig i regeringens inderste, hvor man stadig foretrækker at virke i mørke. Det blev vi nok engang bekræftet i forleden dag, hvor TV 2 udkom med en historie om, at kun halvdelen af anmodningerne om aktindsigt i ministerierne bliver færdigbehandlet inden for tidsfristen på syv dage. Vi oplever det selv på Frihedsbrevet, hvor selv helt enkle anmodninger om aktindsigt – som sagtens burde kunne besvares indenfor en uge – bliver trancheret ud i det absurde. Som sådan endnu et tegn på, at den bedste måde at styrke den demokratiske samtale ville være at give danskerne en ny offentlighedslov, som kaster lys over land.
2️⃣ At vi har brug for nye, bedre og mere tidssvarende dystopier. Når vi taler om den værst tænkelige fremtid, står den som regel mellem tre valgmuligheder: Orwells 1984, Huxleys Fagre Nye Verden og Bradburys Fahrenheit 451. Hver især havde de ret på hver deres måde – og så alligevel ikke. I hvert fald har de alle tre misset fremkomsten og betydningen af internettet, eller hvad der snart vil være kendt som metaverset. Og de stedse mere og mere invasive og magtfulde algoritmer, som er det opkoblede samfunds maskinkode. Forleden dag faldt jeg over et godt og kort bud på et tidssvarende bud på en dystopi om netop det. Det var en artikel fra New York Times, der handlede om et konserveringsmiddel, som folk bruger til at begå selvmord med. Hvad der så skete, var, at Amazons algoritme opdagede, hvad konserveringsmidlet blev anvendt til, og selv begyndte at foreslå det til suicidale kunder, som opførte sig på en bestemt måde. Som for eksempel en 16-årig pige fra Ohio. Til sidst var der så mange mennesker, der brugte konserveringsmidlet til at begå selvmord med, at Amazons algoritme endda begyndte at foreslå produkter, som andre kunder ofte købte til at hjælpe dem med deres forehavende. Alt i alt en helt enorm uhyggelig historie om den fremtid, der venter os, især fordi Amazon hele vejen igennem har optrådt iskoldt, selvom folk har tigget og bedt dem om at stoppe algoritmen.
Griber vi tilbage i tid, er der faktisk også interessante dystopier, som bare er gået i glemmebogen. I 1909 udgav den engelske forfatter E.M. Forster – i dag kendt for Howards End og A Room With a View – novellen The Machine Stops, som er en forbløffende aktuel dystopi. Fortællingen handler om et samfund, hvor alle lever i underjordiske, højteknologiske pupper og får alt, hvad de har brug for, leveret af den hellige Maskine. Mad, luft, vand, underholdning, hvad end man trænger til. Mennesker er blevet reduceret til inaktive, dejagtige huleboere, som gennem Maskinen taler med deres mange tusinde venner rundt omkring i verden. Det er stadig muligt at rejse til andre lande, men som der spørges undervejs, “hvorfor dog så rejse til Beijing, når det er fuldstændig ligesom i Shrewsbury”? På grund af Maskinen ligner alle lande nemlig hinanden, og alle kulturer er blevet udlignet. Folk er blevet slavegjorte af maskinen i en grad, så de slet ikke bemærker, da den holder op med at virke. Derfor finder de sig i stinkende badevand og rådden kunstig frugt, indtil dagen kommer, hvor civilisationen kollapser, hvilket selvfølgelig er dagen, hvor Maskinen stopper. Så The Machine Stops er hermed anbefalet.
3️⃣ Chefredaktør og direktør Bjarne Corydons kommentar i Børsen om FE-sagen. Som altid er Corydon på systemets side. Denne gang overgår han dog sig selv. Han skriver: “Danmark har ikke en såkaldt dyb stat, men helt legitimt en elite, der på tværs af andre modsætninger deler særlige erfaringer med samfundsmæssig værdi; et løst struktureret fællesskab af forpligtede med privilegeret indsigt og uden formel magt.” Alene starten; “Danmark har ikke en dyb stat, men …” Og så det, der følger efter men’et, som er en perfekt, teknokratisk beskrivelse af den dybe stat, helt renset for følelser. Hver gang jeg læser denne sætning, gyser jeg ved tanken om, at den har været trykt i en dansk avis.
Do pobachenna 👋🏼
Som man siger, når man siger farvel i Ukraine. Jeg er tilbage om en uge. Lad os håbe, at der ikke er krig i Europa til den tid.
Mvh, Mads Brügger, chefredaktør