Fri Mads #39: Rettidig fortrængning 🧿
Som man siger på engelsk: Always leave your audience wanting more. For mit eget vedkommende har jeg gjort den opdagelse, at mit publikum glædes ved, at jeg giver regeringens ministre tørt på. Så det vil jeg styre udenom denne gang, her i mit nyhedsbrev nummer 39, om ikke andet for at bevare mit overraskelsesmoment. I stedet vil jeg kigge tilbage på den forgangne uge, og så vil jeg gribe til et af mine andre slagnumre, hvilket selvfølgelig er det farligste emne, man overhovedet kan skrive om i disse tider: vacciner. Sagen er nemlig den, at jeg i fredags interviewede den amerikanske videnskabsmand Jonathan Max Berman, forfatter til bogen Anti-vaxxers: How to Challenge a Misinformed Movement. Og hvad det førte med sig, kan du læse mere om nedenfor. Velkommen til 🙌🏼
Retrospektivt
Da dagen gik på hæld i fredags, slap vi en historie, som efter min mening fik alt for lidt opmærksomhed. Ikke fordi jeg synes, den skal rydde forsider, men alligevel. Historien er et spin off på vores arbejde med at undersøge DISA/Riffelsyndikatet, det forkætrede våbenfirma, som i mange år var ejet og kontrolleret af Mærsk. Hvad, Frihedsbrevets journalister har opdaget gennem adgang til dokumenter fra National Security Archive i USA, er, at Mærsk tilbage i 1965 sejlede våben fra Amerika til Indonesien. Hvad, der gør historien opsigtsvækkende, er dels, at våbnene muligvis har fundet anvendelse i det på det tidspunkt igangværende indonesiske folkemord, og dels at sendingen var forklædt af Mærsk som værende møbler og en Mercedes Benz. Med andre ord tyder det på, at Mærsk her har handlet i ond tro og bevidst har fusket med konnosementet, altså de fragtpapirer, som også hedder bill of lading på engelsk. Hvad værre er, så er der tegn i sol, stjerne og måne på, at det var CIA, som var involveret i leverancen. Som sådan egentlig ikke overraskende, al den stund at vi i dag ved, at den amerikanske efterretningstjeneste var dybt involveret i folkemordet i Indonesien. En forbrydelse mod menneskeheden, som førte til op imod en million dræbte. Jeg ved godt, at 1965 er lang tid siden, men ikke så lang tid siden, at det ikke allerede dengang var en beskidt affære at transportere våben til et land, som var undervejs med et folkemord, ovenikøbet forklædt som møbler og en Mercedes Benz. Det var det dengang, og det bør det også være i dag. Det er derfor, jeg godt kunne tænke mig, at denne historie fik lidt mere opmærksomhed.
Hvordan spiser man en hval? 🍴🐳
Der er sikkert nogle af mine læsere, der vil mene, at jeg her gør mig skyldig i at være en spielverderber. For hvorfor dog komme rendende efter alle disse år med nogle irriterende fodnoter, som ødelægger den gode stemning? En stemning, som i øvrigt er bedre end nogensinde, for det er kun få dage siden, at Mærsk præsenterede Danmarkshistoriens største overskud på i alt 117 milliarder kroner. Sagt på menneskesprog har Mærsk altså stukket en milliard kroner i lommen hver tredje dag. En helt utrolig bedrift, der kalder på applaus, men nu er det bare således, at det ikke er pressens opgave at fejre Mærsk. Pressens opgave er derimod at holde øje med Mærsk, og her vil jeg vove den påstand, at det er den danske presse ikke rigtigt gode nok til. Måske fordi det er for tæt på og samtidig helt uoverskueligt, for hvordan spiser man så stor en hval? Og helt sikkert fordi Mærsk er en tilknappet virksomhed, der meget nødigt udtaler sig om noget som helst. Som for eksempel når Frihedsbrevet eller Berlingske stiller ubehagelige spørgsmål. “Jeg har haft lidt småtravlt, så jeg har ikke helt fået læst artiklerne,” som Mærsks øverste chef Søren Skou meget symptomatisk sagde til Berlingske, da de spurgte ind til Riffelsyndikatet under Den Kolde Krig. Overfor Frihedsbrevet har Mærsk kategorisk afvist at svare på spørgsmål de seneste to uger.
Mouches volantes
Så der er hele tiden noget omkring Mærsk, som vi ikke rigtigt får talt om. Nogle små forbipasserende uklarheder i synsfeltet, eller som det hedder på fransk: mouches volantes. Noget som både virksomheden og danskerne helst vil fortrænge. Som vi kender det fra psykoanalysen er fortrængning en forsvarsmekanisme, der medvirker til at cementere spaltningen af psyken i en driftsorienteret og en fornufts- og moralorienteret del. Det er kun sådan, vi for eksempel kan udholde, at vi inderst inde godt ved, at Mærsk ikke kun leverede olie til apartheid-regimet i Sydafrika, men at Mærsk var et at de selskaber, som leverede allermest olie til de hvide herskere i Pretoria. Brændstof, der var helt afgørende for at holde apartheid-maskinen kørende. Enkelte af os, i hvert fald de af os, som stadig kan huske 1980’erne, ved også, at når Mærsks skibe anløb Sydafrika, så malede besætningen navnet over på den side, der vendte ind mod land. Og skiftede Dannebrog ud med et andet flag. For at skjule hvor de var fra, for selvfølgelig var Mærsk klar over, at det gav ridser i lakken at levere olie til dette rædselsforetagende. Der var jo en grund til, at Sydafrika betalte en tredjedel mere end markedsprisen. Alt dette ved vi godt, men for at kunne fungere som samfund og nyde godt af alle de dejligt mange penge, som Mærsk bidrager med, har vi valgt at glemme sagen, før den blev til et problem. Og alle de andre sager som omkranser den syvtakkede stjerne. Det er det, man kalder rettidig fortrængning, hvilket synes at være det bærende princip i danskernes forhold til Mærsk.
Podcast om Riffelsyndikatet 🎧
Ikke desto mindre bliver Frihedsbrevet på smerten. Som tidligere nævnt er vi på vej med en podcastserie om en centralt placeret globetrotter og våbenhandler, der var mangeårig agent for Riffelsyndikatet. Jeg siger ikke for meget, når jeg siger, at der er tale om et stykke hidtil ukendt og stærkt opsigtsvækkende Danmarkshistorie. Når jeg nævner det igen, er det, fordi jeg fortsat har et ydmygt ønske om, at du tegner et abonnement hos Frihedsbrevet og samtidig henter vores app, der snart bliver opdateret og klargjort som platform til podcasts.
Min snak med Jonathan Max Berman
Skæbnen ville det således, at den amerikanske videnskabsmand, Ph.D. Jonathan Max Berman fra New York Institute of Technology, lige havde skrevet og afleveret en hel bog om antivaxxers, da corona-pandemien ramte verden. Snak lige om dårlig timing eller hvad? Og så alligevel ikke, for hans bog Anti-vaxxers: How to Challenge a Misinformed Movement har en stedsegrønhed, som gør den interessant at læse til alle tider. I hvert fald fordi den giver et velgørende historisk tilbageblik på modstanden mod vacciner. En modstand, der faktisk altid har været der, lige siden de første vacciner dukkede frem i slutningen af det 18. århundrede. Ikke så snart var englænderne begyndt at vaccinere mod kopper, før modstandere politiserede dette fremmedartede, nye fænomen. At sige nej til vacciner blev sidestillet med at kæmpe imod Napoleons hær, og i pamfletter blev vacciner beskrevet som et ondsindet angreb på den traditionelle samfundsorden. En af datidens førende antivaxxere var en mand ved navn John Gibbs, der udgav en bog med titlen Our Medical Liberties, hvor han talte dunder mod vacciner. Som titlen siger, var han især optaget af, at vaccinerne var et angreb på individets ret til at bestemme over egen krop, men han skrev også om, at medicinalindustrien stod til at tjene på det, samt at der var eksempler på, at vaccinerne slet ikke virkede. Alt i alt forbløffende tæt på de argumenter, som vor tids antivaxxere fremfører. At ingen i dag aner, hvem John Gibbs er, skyldes selvfølgelig, at han var dømt til at tabe. Vacciner mod kopper, og hvad siden fulgte, har været en kæmpe succes. Så stor en succes, at antivaxxerne ad åre blev reduceret til det rene ingenting. Jonathan Max Bermans pointe er, at når antivaxxerne er vendt tilbage med fornyet styrke i vor tid, er det på en måde udtryk for, hvor stor en succes massevaccination har været. Sagen er nemlig den, at vi kollektivt har glemt, hvordan det var at leve i en verden, hvor man simpelthen kunne dø af mæslinger. I øvrigt er det sjovt, når Berman bemærker, at selvom de sociale medier har været med til at forstærke og forbinde antivaxxerne, så er de som sådan ikke en betingelse for deres eksistens. I gamle dage, i stedet for Facebook og TikTok, havde antivaxxerne til gengæld brevskrivningskampagner, pamfletter, protestmarcher og konferencer.
Symptoms of life 🦠
Berman er meget optaget af, at man ikke skal imødegå antivaxxere med latterliggørelse, udskamning og vrede. Tværtom skal man møde dem med venlighed og forståelse. Som han sagde til mig, da vi Zoomede sammen, har ingen nogensinde ændret holdning ved, at man kalder dem for et fjols. Samtidig tilbyder antivaxxerne noget, som grundlæggende er godt for videnskaben som praksis, nemlig skepticisme. Modstand er altid vigtigt, så længe det ikke kun er de refleks-kontrære Rasmus Modsat-typer, der fører ordet. Hvad, der også er vigtigt, er noget så enkelt som at lytte til modparten, for det kan jo være, at videnskaben en sjælden gang lærer noget nyt. Under pandemiens første fase var det langt fra alle videnskabsfolk, som købte ideen om langvarige covid-symptomer. I dag er der udbredt enighed om, at det er et reelt og alvorligt fænomen. På samme måde mener Berman, at vi skal lytte til dem, der siger, at de er ramt af langvarige bivirkninger fra vaccinerne, for måske de fortæller os noget, vi burde være mere opmærksomme på. Samtidig skal vi hele tiden være bevidste om, at der også er det, som Berman kalder symptoms of life, altså at selve det at være i live trækker veksler på menneskekroppen. Når der så sker noget, som det enkelte menneske mener at kunne identificere som en livsforandrende begivenhed, som for eksempel at man bliver vaccineret, kan man være tilbøjelig til at se en kausalitet mellem vaccinen og det, at man går og føler sig udbrændt. Med til det samlede billede hører, påpeger Berman, at der er eksempler på sygdomme og lidelser, som lægevidenskaben i mange år ikke har villet anerkende for så gradvist at lukke dem ind i varmen. Fibromyalgi, altså kroniske sene- og muskelsmerter, er et eksempel på det, og det samme er borreliose eller Lyme Disease, som det hedder på engelsk.
Snavs i mikroskopet 🔬
Hvad, der bekymrer Jonathan Max Berman, er, at antivaxxerne i USA stadig har vind i sejlene. Så meget at der er forbundsstater, hvor man nu alvorligt diskuterer at tilbagerulle velkendte, traditionelle vaccinationsprogrammer. Som for eksempel vaccination mod mæslinger. “Det hele er blevet meget politisk,” som Berman siger til mig. Status nu og her er, at rundt regnet 70% af amerikanerne er blevet vaccineret mod corona. De resterende 30% er enten ikke blevet vaccinerede, fordi de er udenfor pædagogisk rækkevidde, fordi de ikke har adgang til lægehjælp, eller fordi de har et arbejde, som forhindrer dem i at blive vaccineret. Og så er der de rigtige antivaxxere. Hvad denne gruppe angår, er det interessant, at påfaldende mange af dem er relativt godt uddannede. “Men bare fordi du har en god uddannelse, betyder det ikke, at du har ret,” som Berman bemærker. Når man skal forklare, hvad der motiverer de ressourcestærke antivaxxere, peger Berman på det, man indenfor sociologien kalder moral foundations theory, som er studiet af, hvordan forskellige menneskers moralske kompas udvikler sig over tid. Her har Bermann noteret sig, at mange antivaxxere er optaget af ideen om renhed, forstået som at de ikke vil forurene deres kroppe med et beskidt produkt. Det er derfor, påpeger Berman, at mange antivaxxere tænder på misinformation om, at vaccinerne indeholder ukendte og skræmmende ingredienser. Et eksempel er sagen fra Tyskland, hvor nogle kvaksalvere havde kigget på Pfizers vaccine under et mikroskop, og her mente at kunne se et mikroskopisk SIM-kort, samt noget der grangiveligt ligner orme. Da deres billeder blev gået efter i sømmene, viste det sig imidlertid, at problemet derimod skyldtes, at de objektglas, som havde været under mikroskopet, ikke var blevet ordentligt rengjort, og derfor var fulde af urenheder.
Konklusion
Hvis man ikke allerede har fornemmet det, er jeg stærkt begejstret for Jonathan Max Berman og hans bog og vil på det varmeste anbefale den til alle, som interesserer sig blot det mindste for vacciner og modstanden mod dem. Og hvem gør, havde jeg nær sagt, ikke snart det? Find hans bog her.
Fri Tænkning 🤓
Chefredaktør Flemming Roses seneste nyhedsbrev skulle have budt på et interview med den legendariske Nordkorea-ekspert Andrei Lankov, hvilket jeg af personlige grunde virkelig havde glædet mig til. I stedet, ansporet af de stundende kalamiteter i og omkring Ukraine, valgte Rose at sadle om og skrev i stedet et dybt personligt og velfunderet nyhedsbrev om hele balladen, altså både om Ukraine, Rusland, Vesten, og hvad der ellers er at sige om den sag. Fik du ikke læst eller lyttet til det, synes jeg, du skal skynde dig at gøre det, mens det stadig er en frisk hyldevare. Er grunden snarere den, at du endnu ikke er blevet medlem af Frihedsbrevet, så tænk lige på, at alene Flemming Roses ugentlige bidrag i sig selv er hele prisen værd. Foruden alt det andet du får. Så kan du også være med på holdet i kommende weekend, hvor Flemming Rose udsender sit nyhedsbrev om mødet med Andrei Lankov.
Fri Tid 🥳
På fredag tager de To Sultne Piger dig med på “den etiopiske på Griffenfeldsgade” i København til “en kæmpe omgang dobbelt injera”. Som Pige 1 skriver til mig: “Tror ikke, der findes andre steder i København, hvor man kan blive propmæt, selvom man ikke spiser op for 224 kroner.” Gik du i øvrigt glip af deres særdeles morsomme besøg på A.C. Perch’s tesalon i København, så kan jeg ikke anbefale det nok.
Fri Kritik 🦉
Glæd dig til onsdag, hvor litteraten Mette Høeg er tilbage med sit nyhedsbrev Fri Kritik. Denne gang med en anmeldelse af den omdiskuterede dokumentarfilm Kandis for livet, og en omtale af en helt ny version af Ian Sommervilles og William S. Burroughs Dreamachine, der netop er blevet lanceret.
Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔
1️⃣ Hvornår regeringen mon frafalder sagen mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen. Det er faktisk det, jeg er allermest optaget af.
2️⃣ Som Gideon Rachman, chief foreign affairs commentator hos Financial Times, i går bemærkede, er Ruslands præsident Vladimir Putin ved at blive en ældre herre. Han har været ved magten i tyve år, han er 69 år gammel, og måske handler krisen i Ukraine i virkeligheden om, at Putin gerne her på falderebet vil foretage sig noget, der virkelig giver ekko i evigheden. Som for eksempel ved at genforene Russkij Mir, den russiske verden. Gideons kommentar fik mig til at tænke på Zar Ivan IV eller, som vi kender ham i Vesten; Ivan den Grusomme. Efter at have besejret mongolerne og reformeret sit rige, grundlagde han Ruslands første hemmelige politi, kendt som Opritjnina. Medlemmerne af dette broderskab hed Opritjniki, og ifølge mytologien var de klædt i sort, red på sorte heste, og på sadlerne hang der et hundehoved og en kost – som symboler på, at de var ude for at sniffe sig frem til zarens fjender og feje dem væk. Og med disse slaviske ringånder som sit våben slap Ivan den Grusomme en bølge af terror løs i Rusland. Værst gik det ud over byen Novgorod, en veldrevet og åben by med et rigt handelsliv og talrige forbindelser til Vesten. Så rig en by var Novgorod, at de ikke var afhængige af Moskva. Men hvad Ivan IV ikke kunne kontrollere, kunne han ikke tolere, og i 1570 gennemførte han med sit private terrorkorps, hvad der er kendt som Massakren i Novgorod. Myrderierne stod på i fem uger og kostede op mod 12.000 borgere livet, og Novgorod blev aldrig rigtigt det samme igen. Når man hører og læser om, hvorledes Putin i årevis har været besat af Ukraine, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at han lidt ser på Kyiv, som Zar Ivan IV så på Novgorod; en by, der skal sættes på plads og tvinges under fode en gang for alle.
So long
Farewell
Auf Wiedersehen
Adieu 👋🏼
Som guvernanten Maria synger i musicalen The Sound of Music. Jeg er tilbage om en uge, og ha’ det godt så længe.
Mvh, Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet