Fri Mads #39: Ret­ti­dig fortrængning 🧿


Her er der en medieafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores leverandør.

Som man siger på engelsk: Always lea­ve your audi­en­ce wan­ting more. For mit eget ved­kom­men­de har jeg gjort den opda­gel­se, at mit publi­kum glæ­des ved, at jeg giver rege­rin­gens mini­stre tørt på. Så det vil jeg sty­re udenom den­ne gang, her i mit nyheds­brev num­mer 39, om ikke andet for at beva­re mit over­ra­skel­ses­mo­ment. I ste­det vil jeg kig­ge til­ba­ge på den for­gang­ne uge, og så vil jeg gri­be til et af mine andre slagnum­re, hvil­ket selv­føl­ge­lig er det far­lig­ste emne, man over­ho­ve­det kan skri­ve om i dis­se tider: vac­ci­ner. Sagen er nem­lig den, at jeg i fre­dags inter­viewe­de den ame­ri­kan­ske viden­skabs­mand Jonat­han Max Ber­man, for­fat­ter til bogen Anti-vaxxers: How to Chal­len­ge a Mis­in­for­med Move­ment. Og hvad det før­te med sig, kan du læse mere om neden­for. Vel­kom­men til 🙌🏼 

Retrospek­tivt

Da dagen gik på hæld i fre­dags, slap vi en histo­rie, som efter min mening fik alt for lidt opmærk­som­hed. Ikke for­di jeg synes, den skal ryd­de for­si­der, men alli­ge­vel. Histo­ri­en er et spin off på vores arbej­de med at under­sø­ge DISA/Riffelsyndikatet, det for­kætre­de våben­fir­ma, som i man­ge år var ejet og kon­trol­le­ret af Mær­sk. Hvad, Fri­heds­bre­vets jour­na­li­ster har opda­get gen­nem adgang til doku­men­ter fra Natio­nal Securi­ty Archi­ve i USA, er, at Mær­sk til­ba­ge i 1965 sej­le­de våben fra Ame­ri­ka til Indo­nesi­en. Hvad, der gør histo­ri­en opsigtsvæk­ken­de, er dels, at våb­ne­ne mulig­vis har fun­det anven­del­se i det på det tids­punkt igang­væ­ren­de indo­ne­si­ske fol­ke­mord, og dels at sen­din­gen var for­klædt af Mær­sk som væren­de møb­ler og en Mer­ce­des Benz. Med andre ord tyder det på, at Mær­sk her har hand­let i ond tro og bevidst har fusket med kon­no­se­men­tet, alt­så de fragt­pa­pi­rer, som også hed­der bill of lading på engelsk. Hvad vær­re er, så er der tegn i sol, stjer­ne og måne på, at det var CIA, som var invol­ve­ret i leve­ran­cen. Som sådan egent­lig ikke over­ra­sken­de, al den stund at vi i dag ved, at den ame­ri­kan­ske efter­ret­ning­s­tje­ne­ste var dybt invol­ve­ret i fol­ke­mor­det i Indo­nesi­en. En for­bry­del­se mod men­ne­ske­he­den, som før­te til op imod en mil­li­on dræb­te. Jeg ved godt, at 1965 er lang tid siden, men ikke så lang tid siden, at det ikke alle­re­de den­gang var en beskidt affæ­re at trans­por­te­re våben til et land, som var under­vejs med et fol­ke­mord, oveni­kø­bet for­klædt som møb­ler og en Mer­ce­des Benz. Det var det den­gang, og det bør det også være i dag. Det er der­for, jeg godt kun­ne tæn­ke mig, at den­ne histo­rie fik lidt mere opmærksomhed. 

Hvor­dan spi­ser man en hval? 🍴🐳

Der er sik­kert nog­le af mine læse­re, der vil mene, at jeg her gør mig skyl­dig i at være en spi­el­ver­der­ber. For hvor­for dog kom­me ren­den­de efter alle dis­se år med nog­le irri­te­ren­de fod­no­ter, som øde­læg­ger den gode stem­ning? En stem­ning, som i øvrigt er bed­re end nogen­sin­de, for det er kun få dage siden, at Mær­sk præ­sen­te­re­de Dan­marks­hi­sto­ri­ens stør­ste over­skud på i alt 117 mil­li­ar­der kro­ner. Sagt på men­ne­ske­sprog har Mær­sk alt­så stuk­ket en mil­li­ard kro­ner i lom­men hver tred­je dag. En helt utro­lig bedrift, der kal­der på applaus, men nu er det bare såle­des, at det ikke er pres­sens opga­ve at fejre Mær­sk. Pres­sens opga­ve er der­i­mod at hol­de øje med Mær­sk, og her vil jeg vove den påstand, at det er den dan­ske pres­se ikke rig­tigt gode nok til. Måske for­di det er for tæt på og sam­ti­dig helt uover­sku­e­ligt, for hvor­dan spi­ser man så stor en hval? Og helt sik­kert for­di Mær­sk er en til­k­nap­pet virk­som­hed, der meget nødigt udta­ler sig om noget som helst. Som for eksem­pel når Fri­heds­bre­vet eller Ber­ling­s­ke stil­ler ube­ha­ge­li­ge spørgs­mål. “Jeg har haft lidt små­travlt, så jeg har ikke helt fået læst artik­ler­ne,” som Mær­sks øver­ste chef Søren Skou meget symp­to­ma­tisk sag­de til Ber­ling­s­ke, da de spurg­te ind til Rif­fel­syn­di­ka­tet under Den Kol­de Krig. Over­for Fri­heds­bre­vet har Mær­sk kate­go­risk afvist at sva­re på spørgs­mål de sene­ste to uger. 

Mou­ches volantes

Så der er hele tiden noget omkring Mær­sk, som vi ikke rig­tigt får talt om. Nog­le små for­bi­pas­se­ren­de uklar­he­der i syns­fel­tet, eller som det hed­der på fransk: mou­ches volan­tes. Noget som både virk­som­he­den og dan­sker­ne helst vil fortræn­ge. Som vi ken­der det fra psy­ko­a­na­ly­sen er fortræng­ning en for­svars­me­ka­nis­me, der med­vir­ker til at cemen­te­re spalt­nin­gen af psy­ken i en drifts­o­ri­en­te­ret og en for­nufts- og moral­o­ri­en­te­ret del. Det er kun sådan, vi for eksem­pel kan udhol­de, at vi inderst inde godt ved, at Mær­sk ikke kun leve­re­de olie til apart­heid-regi­met i Syd­afri­ka, men at Mær­sk var et at de sel­ska­ber, som leve­re­de aller­mest olie til de hvi­de her­ske­re i Pre­to­ria. Brænd­stof, der var helt afgø­ren­de for at hol­de apart­heid-maski­nen køren­de. Enkel­te af os, i hvert fald de af os, som sta­dig kan huske 1980’erne, ved også, at når Mær­sks ski­be anløb Syd­afri­ka, så male­de besæt­nin­gen nav­net over på den side, der vend­te ind mod land. Og skif­te­de Dan­ne­brog ud med et andet flag. For at skju­le hvor de var fra, for selv­føl­ge­lig var Mær­sk klar over, at det gav rid­ser i lak­ken at leve­re olie til det­te ræd­sels­fo­re­ta­gen­de. Der var jo en grund til, at Syd­afri­ka betal­te en tred­je­del mere end mar­kedspri­sen. Alt det­te ved vi godt, men for at kun­ne fun­ge­re som sam­fund og nyde godt af alle de dej­ligt man­ge pen­ge, som Mær­sk bidra­ger med, har vi valgt at glem­me sagen, før den blev til et pro­blem. Og alle de andre sager som omkran­ser den syv­tak­ke­de stjer­ne. Det er det, man kal­der ret­ti­dig fortræng­ning, hvil­ket synes at være det bæren­de prin­cip i dan­sker­nes for­hold til Mærsk. 

Podcast om Riffelsyndikatet 🎧

Ikke desto min­dre bli­ver Fri­heds­bre­vet på smer­ten. Som tid­li­ge­re nævnt er vi på vej med en podcast­se­rie om en cen­tralt pla­ce­ret glo­be­trot­ter og våben­hand­ler, der var man­ge­årig agent for Rif­fel­syn­di­ka­tet. Jeg siger ikke for meget, når jeg siger, at der er tale om et styk­ke hidtil ukendt og stærkt opsigtsvæk­ken­de Dan­marks­hi­sto­rie. Når jeg næv­ner det igen, er det, for­di jeg fort­sat har et ydmygt ønske om, at du teg­ner et abon­ne­ment hos Fri­heds­bre­vet og sam­ti­dig hen­ter vores app, der snart bli­ver opda­te­ret og klar­gjort som plat­form til podcasts. 

Min snak med Jonat­han Max Berman 

Skæb­nen vil­le det såle­des, at den ame­ri­kan­ske viden­skabs­mand, Ph.D. Jonat­han Max Ber­man fra New York Insti­tu­te of Tech­no­lo­gy, lige hav­de skre­vet og afle­ve­ret en hel bog om anti­vaxxers, da cor­o­na-pan­de­mi­en ram­te ver­den. Snak lige om dår­lig tim­ing eller hvad? Og så alli­ge­vel ikke, for hans bog Anti-vaxxers: How to Chal­len­ge a Mis­in­for­med Move­ment har en sted­s­e­grøn­hed, som gør den inter­es­sant at læse til alle tider. I hvert fald for­di den giver et vel­gø­ren­de histo­risk til­ba­ge­blik på mod­stan­den mod vac­ci­ner. En mod­stand, der fak­tisk altid har været der, lige siden de før­ste vac­ci­ner duk­ke­de frem i slut­nin­gen af det 18. århund­re­de. Ikke så snart var eng­læn­der­ne begyndt at vac­ci­ne­re mod kop­per, før mod­stan­de­re poli­ti­se­re­de det­te frem­me­d­ar­te­de, nye fæno­men. At sige nej til vac­ci­ner blev sidestil­let med at kæm­pe imod Napo­leons hær, og i pam­flet­ter blev vac­ci­ner beskre­vet som et ond­s­in­det angreb på den tra­di­tio­nel­le sam­fundsor­den. En af dati­dens før­en­de anti­vaxxe­re var en mand ved navn John Gibbs, der udgav en bog med tit­len Our Medi­cal Liber­ties, hvor han tal­te dun­der mod vac­ci­ner. Som tit­len siger, var han især opta­get af, at vac­ci­ner­ne var et angreb på indi­vi­dets ret til at bestem­me over egen krop, men han skrev også om, at medi­ci­na­lin­du­stri­en stod til at tje­ne på det, samt at der var eksemp­ler på, at vac­ci­ner­ne slet ikke vir­ke­de. Alt i alt for­bløf­fen­de tæt på de argu­men­ter, som vor tids anti­vaxxe­re frem­fø­rer. At ingen i dag aner, hvem John Gibbs er, skyl­des selv­føl­ge­lig, at han var dømt til at tabe. Vac­ci­ner mod kop­per, og hvad siden fulg­te, har været en kæm­pe suc­ces. Så stor en suc­ces, at anti­vaxxer­ne ad åre blev redu­ce­ret til det rene ingen­ting. Jonat­han Max Ber­mans poin­te er, at når anti­vaxxer­ne er vendt til­ba­ge med for­ny­et styr­ke i vor tid, er det på en måde udtryk for, hvor stor en suc­ces mas­se­vac­ci­na­tion har været. Sagen er nem­lig den, at vi kol­lek­tivt har glemt, hvor­dan det var at leve i en ver­den, hvor man sim­pelt­hen kun­ne dø af mæs­lin­ger. I øvrigt er det sjovt, når Ber­man bemær­ker, at selv­om de soci­a­le medi­er har været med til at for­stær­ke og for­bin­de anti­vaxxer­ne, så er de som sådan ikke en betin­gel­se for deres eksi­stens. I gam­le dage, i ste­det for Face­book og Tik­Tok, hav­de anti­vaxxer­ne til gen­gæld brevskriv­nings­kampag­ner, pam­flet­ter, pro­test­mar­cher og konferencer. 

Symp­toms of life 🦠

Ber­man er meget opta­get af, at man ikke skal imø­de­gå anti­vaxxe­re med lat­ter­lig­gø­rel­se, udskam­ning og vre­de. Tvær­tom skal man møde dem med ven­lig­hed og for­stå­el­se. Som han sag­de til mig, da vi Zoo­me­de sam­men, har ingen nogen­sin­de ændret hold­ning ved, at man kal­der dem for et fjols. Sam­ti­dig til­by­der anti­vaxxer­ne noget, som grund­læg­gen­de er godt for viden­ska­ben som prak­sis, nem­lig skep­ti­cis­me. Mod­stand er altid vig­tigt, så læn­ge det ikke kun er de refleks-kon­træ­re Ras­mus Mod­sat-typer, der fører ordet. Hvad, der også er vig­tigt, er noget så enkelt som at lyt­te til mod­par­ten, for det kan jo være, at viden­ska­ben en sjæl­den gang lærer noget nyt. Under pan­de­mi­ens før­ste fase var det langt fra alle viden­skabs­folk, som køb­te ide­en om lang­va­ri­ge covid-symp­to­mer. I dag er der udbredt enig­hed om, at det er et reelt og alvor­ligt fæno­men. På sam­me måde mener Ber­man, at vi skal lyt­te til dem, der siger, at de er ramt af lang­va­ri­ge bivirk­nin­ger fra vac­ci­ner­ne, for måske de for­tæl­ler os noget, vi bur­de være mere opmærk­som­me på. Sam­ti­dig skal vi hele tiden være bevid­ste om, at der også er det, som Ber­man kal­der symp­toms of life, alt­så at sel­ve det at være i live træk­ker veks­ler på men­ne­ske­krop­pen. Når der så sker noget, som det enkel­te men­ne­ske mener at kun­ne iden­ti­fi­ce­re som en livs­for­an­dren­de begi­ven­hed, som for eksem­pel at man bli­ver vac­ci­ne­ret, kan man være til­bø­je­lig til at se en kaus­a­li­tet mel­lem vac­ci­nen og det, at man går og føler sig udbrændt. Med til det sam­le­de bil­le­de hører, påpe­ger Ber­man, at der er eksemp­ler på syg­dom­me og lidel­ser, som læge­vi­den­ska­ben i man­ge år ikke har vil­let aner­ken­de for så grad­vist at luk­ke dem ind i var­men. Fibro­my­al­gi, alt­så kro­ni­ske sene- og muskel­s­mer­ter, er et eksem­pel på det, og det sam­me er bor­re­li­o­se eller Lyme Disea­se, som det hed­der på engelsk. 

Snavs i mikroskopet 🔬

Hvad, der bekym­rer Jonat­han Max Ber­man, er, at anti­vaxxer­ne i USA sta­dig har vind i sej­le­ne. Så meget at der er for­bunds­sta­ter, hvor man nu alvor­ligt dis­ku­te­rer at til­ba­gerul­le vel­kend­te, tra­di­tio­nel­le vac­ci­na­tions­pro­gram­mer. Som for eksem­pel vac­ci­na­tion mod mæs­lin­ger. “Det hele er ble­vet meget poli­tisk,” som Ber­man siger til mig. Sta­tus nu og her er, at rundt reg­net 70% af ame­ri­ka­ner­ne er ble­vet vac­ci­ne­ret mod cor­o­na. De reste­ren­de 30% er enten ikke ble­vet vac­ci­ne­re­de, for­di de er uden­for pæda­go­gisk ræk­ke­vid­de, for­di de ikke har adgang til læge­hjælp, eller for­di de har et arbej­de, som for­hin­drer dem i at bli­ve vac­ci­ne­ret. Og så er der de rig­ti­ge anti­vaxxe­re. Hvad den­ne grup­pe angår, er det inter­es­sant, at påfal­den­de man­ge af dem er rela­tivt godt uddan­ne­de. “Men bare for­di du har en god uddan­nel­se, bety­der det ikke, at du har ret,” som Ber­man bemær­ker. Når man skal for­kla­re, hvad der moti­ve­rer de res­sour­cestær­ke anti­vaxxe­re, peger Ber­man på det, man inden­for socio­lo­gi­en kal­der moral foun­da­tions the­ory, som er stu­di­et af, hvor­dan for­skel­li­ge men­ne­skers moral­ske kom­pas udvik­ler sig over tid. Her har Ber­mann note­ret sig, at man­ge anti­vaxxe­re er opta­get af ide­en om ren­hed, for­stå­et som at de ikke vil foru­re­ne deres krop­pe med et beskidt pro­dukt. Det er der­for, påpe­ger Ber­man, at man­ge anti­vaxxe­re tæn­der på mis­in­for­ma­tion om, at vac­ci­ner­ne inde­hol­der ukend­te og skræm­men­de ingre­di­en­ser. Et eksem­pel er sagen fra Tys­kland, hvor nog­le kvaksal­ve­re hav­de kig­get på Pfizers vac­ci­ne under et mikroskop, og her men­te at kun­ne se et mikrosko­pisk SIM-kort, samt noget der gran­gi­ve­ligt lig­ner orme. Da deres bil­le­der blev gået efter i søm­me­ne, viste det sig imid­ler­tid, at pro­ble­met der­i­mod skyld­tes, at de objekt­g­las, som hav­de været under mikroskopet, ikke var ble­vet ordent­ligt ren­gjort, og der­for var ful­de af urenheder. 

Kon­klu­sion

Hvis man ikke alle­re­de har for­nem­met det, er jeg stærkt begej­stret for Jonat­han Max Ber­man og hans bog og vil på det var­me­ste anbe­fa­le den til alle, som inter­es­se­rer sig blot det mind­ste for vac­ci­ner og mod­stan­den mod dem. Og hvem gør, hav­de jeg nær sagt, ikke snart det? Find hans bog her.

Fri Tænk­ning 🤓

Che­fre­dak­tør Flem­m­ing Roses sene­ste nyheds­brev skul­le have budt på et inter­view med den legen­da­ri­ske Nord­korea-eks­pert Andrei Lan­kov, hvil­ket jeg af per­son­li­ge grun­de vir­ke­lig hav­de glæ­det mig til. I ste­det, anspo­ret af de stun­den­de kala­mi­te­ter i og omkring Ukrai­ne, valg­te Rose at sad­le om og skrev i ste­det et dybt per­son­ligt og vel­fun­de­ret nyheds­brev om hele bal­la­den, alt­så både om Ukrai­ne, Rusland, Vesten, og hvad der ellers er at sige om den sag. Fik du ikke læst eller lyt­tet til det, synes jeg, du skal skyn­de dig at gøre det, mens det sta­dig er en frisk hyl­de­va­re. Er grun­den sna­re­re den, at du end­nu ikke er ble­vet med­lem af Fri­heds­bre­vet, så tænk lige på, at ale­ne Flem­m­ing Roses ugent­li­ge bidrag i sig selv er hele pri­sen værd. For­u­den alt det andet du får. Så kan du også være med på hol­det i kom­men­de wee­kend, hvor Flem­m­ing Rose udsen­der sit nyheds­brev om mødet med Andrei Lankov. 

Fri Tid 🥳

På fre­dag tager de To Sult­ne Piger dig med på “den etio­pi­ske på Grif­fen­felds­ga­de” i Køben­havn til “en kæm­pe omgang dob­belt inje­ra”. Som Pige 1 skri­ver til mig: “Tror ikke, der fin­des andre ste­der i Køben­havn, hvor man kan bli­ve pro­p­mæt, selv­om man ikke spi­ser op for 224 kro­ner.” Gik du i øvrigt glip af deres sær­de­les mor­som­me besøg på A.C. Per­ch’s tesa­lon i Køben­havn, så kan jeg ikke anbe­fa­le det nok. 

Fri Kri­tik 🦉

Glæd dig til ons­dag, hvor lit­te­ra­ten Met­te Høeg er til­ba­ge med sit nyheds­brev Fri Kri­tik. Den­ne gang med en anmel­del­se af den omdis­ku­te­re­de doku­men­tar­film Kan­dis for livet, og en omta­le af en helt ny ver­sion af Ian Som­mer­vil­les og Wil­li­am S. Bur­roug­hs Drea­ma­chine, der net­op er ble­vet lanceret. 

Hvad jeg ellers går og tæn­ker på 🤔

1️⃣ Hvor­når rege­rin­gen mon fra­fal­der sagen mod Lars Find­sen og Claus Hjort Fre­de­rik­sen. Det er fak­tisk det, jeg er aller­mest opta­get af. 

2️⃣ Som Gideon Rach­man, chief foreign affairs com­men­ta­tor hos Finan­ci­al Times, i går bemær­ke­de, er Ruslands præ­si­dent Vla­di­mir Putin ved at bli­ve en ældre her­re. Han har været ved mag­ten i tyve år, han er 69 år gam­mel, og måske hand­ler kri­sen i Ukrai­ne i vir­ke­lig­he­den om, at Putin ger­ne her på fal­de­re­bet vil fore­ta­ge sig noget, der vir­ke­lig giver ekko i evig­he­den. Som for eksem­pel ved at gen­for­e­ne Rus­skij Mir, den rus­si­ske ver­den. Gideons kom­men­tar fik mig til at tæn­ke på Zar Ivan IV eller, som vi ken­der ham i Vesten; Ivan den Gru­som­me. Efter at have besej­ret mongo­ler­ne og refor­me­ret sit rige, grund­lag­de han Ruslands før­ste hem­me­li­ge poli­ti, kendt som Opritj­ni­na. Med­lem­mer­ne af det­te bro­der­skab hed Opritj­niki, og iføl­ge myto­lo­gi­en var de klædt i sort, red på sor­te heste, og på sad­ler­ne hang der et hund­e­ho­ved og en kost – som sym­bo­ler på, at de var ude for at snif­fe sig frem til zarens fjen­der og feje dem væk. Og med dis­se sla­vi­ske rin­gån­der som sit våben slap Ivan den Gru­som­me en bøl­ge af ter­ror løs i Rusland. Vær­st gik det ud over byen Nov­gor­od, en vel­dre­vet og åben by med et rigt han­dels­liv og tal­ri­ge for­bin­del­ser til Vesten. Så rig en by var Nov­gor­od, at de ikke var afhæn­gi­ge af Moskva. Men hvad Ivan IV ikke kun­ne kon­trol­le­re, kun­ne han ikke tole­re, og i 1570 gen­nem­før­te han med sit pri­va­te ter­r­or­kor­ps, hvad der er kendt som Mas­sa­kren i Nov­gor­od. Myr­de­ri­er­ne stod på i fem uger og koste­de op mod 12.000 bor­ge­re livet, og Nov­gor­od blev aldrig rig­tigt det sam­me igen. Når man hører og læser om, hvor­le­des Putin i åre­vis har været besat af Ukrai­ne, kan jeg ikke lade være med at tæn­ke på, at han lidt ser på Kyiv, som Zar Ivan IV så på Nov­gor­od; en by, der skal sæt­tes på plads og tvin­ges under fode en gang for alle. 

So long

Farewell

Auf Wie­der­se­hen

Adi­eu 👋🏼

Som guver­nan­ten Maria syn­ger i musi­ca­len The Sound of Music. Jeg er til­ba­ge om en uge, og ha’ det godt så længe. 

Mvh, Mads Brüg­ger, che­fre­dak­tør, Frihedsbrevet