Fri Mads #39: Rettidig fortrængning 🧿

Som man siger på engel­sk: Always leave your audi­ence want­i­ng more. For mit eget ved­k­om­mende har jeg gjort den opdagelse, at mit pub­likum glædes ved, at jeg giv­er regerin­gens min­istre tørt på. Så det vil jeg styre ude­nom denne gang, her i mit nyheds­brev num­mer 39, om ikke andet for at bevare mit over­raskelses­mo­ment. I stedet vil jeg kigge tilbage på den for­gangne uge, og så vil jeg gribe til et af mine andre slagnum­re, hvilket selvføl­gelig er det farlig­ste emne, man over­hovedet kan skrive om i disse tider: vac­cin­er. Sagen er nem­lig den, at jeg i fredags inter­viewede den amerikanske viden­sk­ab­s­mand Jonathan Max Berman, for­fat­ter til bogen Anti-vaxxers: How to Chal­lenge a Mis­in­formed Move­ment. Og hvad det førte med sig, kan du læse mere om neden­for. Velkom­men til 🙌🏼 

Retrospektivt

Da dagen gik på hæld i fredags, slap vi en his­to­rie, som efter min mening fik alt for lidt opmærk­somhed. Ikke for­di jeg synes, den skal rydde for­sider, men alligev­el. His­to­rien er et spin off på vores arbe­jde med at under­søge DISA/Riffelsyndikatet, det forkætrede våben­fir­ma, som i mange år var ejet og kon­trolleret af Mærsk. Hvad, Fri­heds­brevets jour­nal­is­ter har opdaget gen­nem adgang til doku­menter fra Nation­al Secu­ri­ty Archive i USA, er, at Mærsk tilbage i 1965 sejlede våben fra Ameri­ka til Indone­sien. Hvad, der gør his­to­rien opsigtsvækkende, er dels, at våbnene muligvis har fun­det anven­delse i det på det tid­spunkt igangværende indone­siske folke­mord, og dels at sendin­gen var fork­lædt af Mærsk som værende møbler og en Mer­cedes Benz. Med andre ord tyder det på, at Mærsk her har han­dlet i ond tro og bev­idst har fus­ket med kon­nose­mentet, alt­så de fragt­pa­pir­er, som også hed­der bill of lad­ing på engel­sk. Hvad værre er, så er der tegn i sol, stjerne og måne på, at det var CIA, som var involveret i lever­an­cen. Som sådan egentlig ikke over­rask­ende, al den stund at vi i dag ved, at den amerikanske efter­ret­ningst­jen­este var dybt involveret i folke­mordet i Indone­sien. En for­bry­delse mod men­neske­he­den, som førte til op imod en mil­lion dræbte. Jeg ved godt, at 1965 er lang tid siden, men ikke så lang tid siden, at det ikke allerede den­gang var en beskidt affære at trans­portere våben til et land, som var under­ve­js med et folke­mord, ovenikø­bet fork­lædt som møbler og en Mer­cedes Benz. Det var det den­gang, og det bør det også være i dag. Det er der­for, jeg godt kunne tænke mig, at denne his­to­rie fik lidt mere opmærksomhed. 

Hvordan spiser man en hval? 🍴🐳

Der er sikkert nogle af mine læsere, der vil mene, at jeg her gør mig skyldig i at være en spielverder­ber. For hvor­for dog komme ren­dende efter alle disse år med nogle irriterende fod­not­er, som ødelæg­ger den gode stemn­ing? En stemn­ing, som i øvrigt er bedre end nogensinde, for det er kun få dage siden, at Mærsk præsen­terede Dan­mark­shis­to­riens største over­skud på i alt 117 mil­liarder kro­ner. Sagt på men­neske­sprog har Mærsk alt­så stukket en mil­liard kro­ner i lom­men hver tred­je dag. En helt utrolig bedrift, der kalder på applaus, men nu er det bare således, at det ikke er pressens opgave at fejre Mærsk. Pressens opgave er der­i­mod at holde øje med Mærsk, og her vil jeg vove den pås­tand, at det er den danske presse ikke rigtigt gode nok til. Måske for­di det er for tæt på og sam­tidig helt uover­skueligt, for hvor­dan spis­er man så stor en hval? Og helt sikkert for­di Mærsk er en tilk­nap­pet virk­somhed, der meget nødigt udtaler sig om noget som helst. Som for eksem­pel når Fri­heds­brevet eller Berlingske stiller ube­hagelige spørgsmål. “Jeg har haft lidt små­travlt, så jeg har ikke helt fået læst artik­lerne,” som Mærsks øver­ste chef Søren Skou meget symp­to­ma­tisk sagde til Berlingske, da de spurgte ind til Rif­fel­syn­dikatet under Den Kolde Krig. Over­for Fri­heds­brevet har Mærsk kat­e­gorisk afvist at svare på spørgsmål de sen­este to uger. 

Mouches volantes

Så der er hele tiden noget omkring Mærsk, som vi ikke rigtigt får talt om. Nogle små for­bipasserende uklarhed­er i syns­fel­tet, eller som det hed­der på fran­sk: mouch­es volantes. Noget som både virk­somhe­den og danskerne helst vil fortrænge. Som vi kender det fra psyko­analy­sen er fortrængn­ing en forsvarsmekanisme, der med­virk­er til at cementere spalt­nin­gen af psyken i en drift­sori­en­teret og en for­nufts- og moralo­ri­en­teret del. Det er kun sådan, vi for eksem­pel kan udholde, at vi inder­st inde godt ved, at Mærsk ikke kun lev­erede olie til apartheid-regimet i Sydafri­ka, men at Mærsk var et at de sel­sk­aber, som lev­erede aller­mest olie til de hvide herskere i Pre­to­ria. Brænd­stof, der var helt afgørende for at holde apartheid-mask­i­nen kørende. Enkelte af os, i hvert fald de af os, som stadig kan huske 1980’erne, ved også, at når Mærsks skibe anløb Sydafri­ka, så malede besæt­nin­gen navnet over på den side, der vendte ind mod land. Og skift­ede Dan­nebrog ud med et andet flag. For at skjule hvor de var fra, for selvføl­gelig var Mærsk klar over, at det gav ridser i lakken at levere olie til dette ræd­sels­fore­ta­gende. Der var jo en grund til, at Sydafri­ka betalte en tred­jedel mere end marked­sprisen. Alt dette ved vi godt, men for at kunne fun­gere som sam­fund og nyde godt af alle de dejligt mange penge, som Mærsk bidrager med, har vi val­gt at glemme sagen, før den blev til et prob­lem. Og alle de andre sager som omkranser den syv­takkede stjerne. Det er det, man kalder ret­tidig fortrængn­ing, hvilket synes at være det bærende prin­cip i danskernes forhold til Mærsk. 

Podcast om Riffelsyndikatet 🎧

Ikke desto min­dre bliv­er Fri­heds­brevet på smerten. Som tidligere nævnt er vi på vej med en pod­cast­serie om en cen­tralt plac­eret glo­be­trot­ter og våben­han­dler, der var mangeårig agent for Rif­fel­syn­dikatet. Jeg siger ikke for meget, når jeg siger, at der er tale om et stykke hidtil ukendt og stærkt opsigtsvækkende Dan­mark­shis­to­rie. Når jeg nævn­er det igen, er det, for­di jeg fort­sat har et ydmygt ønske om, at du teg­n­er et abon­nement hos Fri­heds­brevet og sam­tidig hen­ter vores app, der snart bliv­er opdateret og klargjort som plat­form til podcasts. 

Min snak med Jonathan Max Berman 

Skæb­nen ville det således, at den amerikanske viden­sk­ab­s­mand, Ph.D. Jonathan Max Berman fra New York Insti­tute of Tech­nol­o­gy, lige havde skrevet og aflev­eret en hel bog om anti­vaxxers, da coro­na-pan­demien ramte ver­den. Snak lige om dårlig tim­ing eller hvad? Og så alligev­el ikke, for hans bog Anti-vaxxers: How to Chal­lenge a Mis­in­formed Move­ment har en sted­seg­røn­hed, som gør den inter­es­sant at læse til alle tider. I hvert fald for­di den giv­er et vel­gørende his­torisk tilbage­b­lik på mod­standen mod vac­cin­er. En mod­stand, der fak­tisk altid har været der, lige siden de første vac­cin­er dukkede frem i slut­nin­gen af det 18. århun­drede. Ikke så snart var englæn­derne beg­y­n­dt at vac­cinere mod kop­per, før mod­standere poli­tis­erede dette fremmedart­ede, nye fænomen. At sige nej til vac­cin­er blev side­s­til­let med at kæmpe imod Napoleons hær, og i pam­flet­ter blev vac­cin­er beskrevet som et ondsin­det angreb på den tra­di­tionelle sam­fund­sor­den. En af dati­dens førende anti­vaxxere var en mand ved navn John Gibbs, der udgav en bog med titlen Our Med­ical Lib­er­ties, hvor han talte dun­der mod vac­cin­er. Som titlen siger, var han især optaget af, at vac­cin­erne var et angreb på indi­videts ret til at bestemme over egen krop, men han skrev også om, at med­i­c­i­nalin­dus­trien stod til at tjene på det, samt at der var eksem­pler på, at vac­cin­erne slet ikke virkede. Alt i alt for­bløf­fende tæt på de argu­menter, som vor tids anti­vaxxere frem­før­er. At ingen i dag aner, hvem John Gibbs er, skyldes selvføl­gelig, at han var dømt til at tabe. Vac­cin­er mod kop­per, og hvad siden ful­gte, har været en kæmpe suc­ces. Så stor en suc­ces, at anti­vaxxerne ad åre blev reduc­eret til det rene ingent­ing. Jonathan Max Bermans pointe er, at når anti­vaxxerne er vendt tilbage med fornyet styrke i vor tid, er det på en måde udtryk for, hvor stor en suc­ces mas­se­vac­ci­na­tion har været. Sagen er nem­lig den, at vi kollek­tivt har glemt, hvor­dan det var at leve i en ver­den, hvor man sim­pelthen kunne dø af mæs­linger. I øvrigt er det sjovt, når Berman bemærk­er, at selvom de sociale medi­er har været med til at forstærke og forbinde anti­vaxxerne, så er de som sådan ikke en betingelse for deres eksis­tens. I gam­le dage, i stedet for Face­book og Tik­Tok, havde anti­vaxxerne til gengæld brevskrivn­ingskam­pag­n­er, pam­flet­ter, protest­marcher og konferencer. 

Symptoms of life 🦠

Berman er meget optaget af, at man ikke skal imødegå anti­vaxxere med lat­terlig­gørelse, udskamn­ing og vrede. Tvær­tom skal man møde dem med ven­lighed og forståelse. Som han sagde til mig, da vi Zoomede sam­men, har ingen nogensinde ændret hold­ning ved, at man kalder dem for et fjols. Sam­tidig tilby­der anti­vaxxerne noget, som grundlæggende er godt for viden­sk­aben som prak­sis, nem­lig skep­ti­cisme. Mod­stand er altid vigtigt, så længe det ikke kun er de refleks-kon­trære Ras­mus Mod­sat-typer, der før­er ordet. Hvad, der også er vigtigt, er noget så enkelt som at lytte til mod­parten, for det kan jo være, at viden­sk­aben en sjælden gang lær­er noget nyt. Under pan­demiens første fase var det langt fra alle viden­sk­ab­s­folk, som købte ideen om lang­varige covid-symp­tomer. I dag er der udbredt enighed om, at det er et reelt og alvorligt fænomen. På samme måde men­er Berman, at vi skal lytte til dem, der siger, at de er ramt af lang­varige bivirkninger fra vac­cin­erne, for måske de fortæller os noget, vi burde være mere opmærk­somme på. Sam­tidig skal vi hele tiden være bev­id­ste om, at der også er det, som Berman kalder symp­toms of life, alt­så at selve det at være i live trækker vek­sler på men­neskekrop­pen. Når der så sker noget, som det enkelte men­neske men­er at kunne iden­ti­fi­cere som en livs­foran­drende begiven­hed, som for eksem­pel at man bliv­er vac­cineret, kan man være tilbø­jelig til at se en kausalitet mellem vac­ci­nen og det, at man går og føler sig udbrændt. Med til det sam­lede billede hør­er, påpeger Berman, at der er eksem­pler på syg­domme og lidelser, som lægev­i­den­sk­aben i mange år ikke har vil­let anerk­ende for så grad­vist at lukke dem ind i var­men. Fibromyal­gi, alt­så kro­niske sene- og muskelsmert­er, er et eksem­pel på det, og det samme er bor­re­liose eller Lyme Dis­ease, som det hed­der på engelsk. 

Snavs i mikroskopet 🔬

Hvad, der bekym­r­er Jonathan Max Berman, er, at anti­vaxxerne i USA stadig har vind i sej­lene. Så meget at der er for­bundsstater, hvor man nu alvorligt diskuter­er at tilbagerulle velk­endte, tra­di­tionelle vac­ci­na­tion­spro­gram­mer. Som for eksem­pel vac­ci­na­tion mod mæs­linger. “Det hele er blevet meget poli­tisk,” som Berman siger til mig. Sta­tus nu og her er, at rundt reg­net 70% af amerikan­erne er blevet vac­cineret mod coro­na. De resterende 30% er enten ikke blevet vac­cinerede, for­di de er uden­for pæd­a­gogisk række­v­id­de, for­di de ikke har adgang til læge­hjælp, eller for­di de har et arbe­jde, som forhin­dr­er dem i at blive vac­cineret. Og så er der de rigtige anti­vaxxere. Hvad denne gruppe angår, er det inter­es­sant, at påfaldende mange af dem er rel­a­tivt godt uddannede. “Men bare for­di du har en god uddan­nelse, bety­der det ikke, at du har ret,” som Berman bemærk­er. Når man skal fork­lare, hvad der motiver­er de ressources­tærke anti­vaxxere, peger Berman på det, man inden­for soci­olo­gien kalder moral foun­da­tions the­o­ry, som er studi­et af, hvor­dan forskel­lige men­neskers moralske kom­pas udvikler sig over tid. Her har Bermann noteret sig, at mange anti­vaxxere er optaget af ideen om ren­hed, forstået som at de ikke vil forurene deres kroppe med et beskidt pro­dukt. Det er der­for, påpeger Berman, at mange anti­vaxxere tæn­der på mis­in­for­ma­tion om, at vac­cin­erne inde­hold­er ukendte og skræm­mende ingre­di­enser. Et eksem­pel er sagen fra Tysk­land, hvor nogle kvak­sal­vere havde kigget på Pfiz­ers vac­cine under et mikroskop, og her mente at kunne se et mikroskopisk SIM-kort, samt noget der gran­giveligt lign­er orme. Da deres billed­er blev gået efter i sømmene, viste det sig imi­dler­tid, at prob­lemet der­i­mod skyldtes, at de objek­t­glas, som havde været under mikroskopet, ikke var blevet ordentligt rengjort, og der­for var fulde af urenheder. 

Konklusion

Hvis man ikke allerede har fornem­met det, er jeg stærkt bege­jstret for Jonathan Max Berman og hans bog og vil på det varmeste anbe­fale den til alle, som inter­esser­er sig blot det mind­ste for vac­cin­er og mod­standen mod dem. Og hvem gør, havde jeg nær sagt, ikke snart det? Find hans bog her.

Fri Tænkning 🤓

Chefredak­tør Flem­ming Ros­es sen­este nyheds­brev skulle have budt på et inter­view med den leg­en­dariske Nord­ko­rea-ekspert Andrei Lankov, hvilket jeg af per­son­lige grunde virke­lig havde glædet mig til. I stedet, ans­poret af de stun­dende kalamiteter i og omkring Ukraine, val­gte Rose at sadle om og skrev i stedet et dybt per­son­ligt og vel­fun­deret nyheds­brev om hele bal­laden, alt­så både om Ukraine, Rus­land, Vesten, og hvad der ellers er at sige om den sag. Fik du ikke læst eller lyt­tet til det, synes jeg, du skal skyn­de dig at gøre det, mens det stadig er en frisk hylde­vare. Er grun­den snarere den, at du end­nu ikke er blevet medlem af Fri­heds­brevet, så tænk lige på, at alene Flem­ming Ros­es ugentlige bidrag i sig selv er hele prisen værd. Foru­den alt det andet du får. Så kan du også være med på hold­et i kom­mende week­end, hvor Flem­ming Rose udsender sit nyheds­brev om mødet med Andrei Lankov. 

Fri Tid 🥳

På fredag tager de To Sultne Piger dig med på “den etiopiske på Grif­f­en­felds­gade” i Køben­havn til “en kæmpe omgang dobbelt injera”. Som Pige 1 skriv­er til mig: “Tror ikke, der find­es andre sted­er i Køben­havn, hvor man kan blive prop­mæt, selvom man ikke spis­er op for 224 kro­ner.” Gik du i øvrigt glip af deres særde­les mor­somme besøg på A.C. Per­ch’s tesa­lon i Køben­havn, så kan jeg ikke anbe­fale det nok. 

Fri Kritik 🦉

Glæd dig til ons­dag, hvor lit­ter­at­en Mette Høeg er tilbage med sit nyheds­brev Fri Kri­tik. Denne gang med en anmeldelse af den omdiskuterede doku­men­tarfilm Kan­dis for livet, og en omtale af en helt ny ver­sion af Ian Som­mervilles og William S. Bur­roughs Drea­ma­chine, der netop er blevet lanceret. 

Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔

1️⃣ Hvornår regerin­gen mon frafalder sagen mod Lars Find­sen og Claus Hjort Fred­erik­sen. Det er fak­tisk det, jeg er aller­mest optaget af. 

2️⃣ Som Gideon Rach­man, chief for­eign affairs com­men­ta­tor hos Finan­cial Times, i går bemærkede, er Rus­lands præsi­dent Vladimir Putin ved at blive en ældre herre. Han har været ved magten i tyve år, han er 69 år gam­mel, og måske han­dler krisen i Ukraine i virke­lighe­den om, at Putin gerne her på faldere­bet vil fore­tage sig noget, der virke­lig giv­er ekko i evighe­den. Som for eksem­pel ved at gen­forene Russkij Mir, den rus­siske ver­den. Gideons kom­men­tar fik mig til at tænke på Zar Ivan IV eller, som vi kender ham i Vesten; Ivan den Gru­somme. Efter at have bese­jret mon­gol­erne og reformeret sit rige, grund­lagde han Rus­lands første hem­melige poli­ti, kendt som Opritjn­i­na. Medlem­merne af dette broder­skab hed Opritjni­ki, og ifølge mytolo­gien var de klædt i sort, red på sorte heste, og på sadlerne hang der et hun­de­hoved og en kost – som sym­bol­er på, at de var ude for at sniffe sig frem til zarens fjen­der og feje dem væk. Og med disse slaviske ringån­der som sit våben slap Ivan den Gru­somme en bølge af ter­ror løs i Rus­land. Værst gik det ud over byen Nov­gorod, en vel­drevet og åben by med et rigt han­del­sliv og tal­rige forbindelser til Vesten. Så rig en by var Nov­gorod, at de ikke var afhængige af Mosk­va. Men hvad Ivan IV ikke kunne kon­trollere, kunne han ikke tol­ere, og i 1570 gen­nem­førte han med sit pri­vate ter­rorko­rps, hvad der er kendt som Mas­sakren i Nov­gorod. Myrderierne stod på i fem uger og kost­ede op mod 12.000 borg­ere livet, og Nov­gorod blev aldrig rigtigt det samme igen. Når man hør­er og læs­er om, hvorledes Putin i åre­vis har været besat af Ukraine, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at han lidt ser på Kyiv, som Zar Ivan IV så på Nov­gorod; en by, der skal sættes på plads og tvinges under fode en gang for alle. 

So long

Farewell

Auf Wiedersehen

Adieu 👋🏼

Som guver­nan­ten Maria syn­ger i musi­calen The Sound of Music. Jeg er tilbage om en uge, og ha’ det godt så længe. 

Mvh, Mads Brüg­ger, chefredak­tør, Frihedsbrevet