Fri Mads #40: Slava Ukraini! ✊🏼🇺🇦
Kære læser
Det første, jeg vil sige til dig, er, at hvis du allerede bruger Frihedsbrevets app og ikke har opdateret den, så skal du skynde dig at gøre det. Er du ikke medlem hos Frihedsbrevet, bør du sporenstregs melde dig ind og hente appen. For så kan du komme i gang med at lytte til vores nye podcast Fri Ukraine, hvor chefredaktør Flemming Rose øser af sin enorme viden om Rusland. For som Flemming Rose siger i det indledende afsnit, har hans speciale aldrig været Muhammedtegninger. Hans speciale er derimod Rusland. Han taler russisk, han er russisk gift, og han har tjent sine sporer som udenrigskorrespondent i Moskva, mens landet forvandlede sig fra Politbureauets Sovjetunion til Putins Rusland. Så hvis du savner dyb viden, eftertanke og refleksion om en krig, der er så ny, at den ikke engang har fået et navn endnu, så er Fri Ukraine svaret på alle dine bønner. Podcasten beværtes af vores journalist Sofie Frøkjær, og har du spørgsmål til Flemming Rose om, hvad der foregår i Rusland og Ukraine, så send dem straks til sofie@frihedsbrevet.dk.
Lars Findsen
Det næste, jeg vil sige, er, at foruden at sende nødhjælp, penge og våben er der en indirekte måde at hjælpe Ukraine på. Det er ved at holde demokratiets dyder i hævd, simpelthen som et korrektiv til Putins forløjede kleptokrati. Et særkende for et demokrati er en fri og uafhængig presse, der sætter spørgsmålstegn ved alt, hvad magthaverne foretager sig. Så det har Frihedsbrevet tænkt sig at blive ved med at gøre. Vi har især tænkt os at holde øje med alle de skandaler og møgsager, der nemt kan glide i baggrunden, når kampvogne triller gennem Kharkivs gader. Som for eksempel at regeringen stadig er midt i et stedse mere bizart retsopgør med Lars Findsen, den detroniserede leder af Forsvarets Efterretningstjeneste. At en spionchef bliver anholdt i lufthavnen og fængslet i hemmelighed er påfaldende nok en hændelse, der sagtens kunne finde sted i Putins Rusland, hvorfor det er ekstra vigtigt, at pressen bliver ved med at bore i sagen. Derfor har jeg tænkt mig at bruge dette nyhedsbrev nummer 40 på at botanisere lidt i den mulige forbindelse mellem FE-skandalen og noget, chefen for det nye 24syv, Simon Andersen, skrev på Facebook. Jeg kommer også – sagt med et Mette Frederiksen’sk udtryk – til at genbesøge rederiet Mærsk, for i morgen er der premiere på vores nye, stort anlagte podcastserie “Mærsks mørke hemmelighed”, som man kan lytte til i vores app. Til sidst, som altid, følger lidt om alle de andre spændende ting, man som medlem hos Frihedsbrevet kan glæde sig til i denne uge. Blandt andet er det en fornøjelse at kunne meddele, at vores nyhedsbrev om cykelsport, Fri Hjul, er vågnet fra sit vinterhi og snart vender tilbage. Velkommen til.
Strategisk narcissisme
“Wenn jemand eine Reise tut, so kann er was erzählen,” som man siger på tysk. Alle er vi turister på de sociale medier og føler, at vi har noget dybt interessant og genialt at sige om krigen i Ukraine. Inklusive undertegnede, så bær over med mig, hvis mine musings i virkeligheden er banale og trivielle.
Hvad, jeg har at sige, er dette: Midt i billedstormen fra Ukraine er der en scene, som stikker ud i landskabet, nemlig scenen med den ældre ukrainske kvinde, der står foran en flok indolente russiske soldater og råber, at hun håber, de “har solsikkefrø i deres lommer, så der kommer til at vokse blomster på deres grave”. Det er en stærk scene, der taler om ukrainernes stålsatte modstandsvilje foruden at byde på et velgørende glimt af den poetiske nerve, der løber gennem slavisk kultur.
Ellers er der ikke meget poesi i den virkelighed, der udfolder sig for vores øjne. Hvad, der venter forude, er en lang, beskidt og grusom krig, der sandsynligvis vil vare i årevis. Måske er krigen ikke engang rigtigt begyndt, og det vi ser nu er kun små lette hop på stedet i forhold til, hvad der kommer til at foregå, hvis russerne virkelig tager grovfilen i brug. Det kan man tale med borgerne i Aleppo og Grosnij om. Hvad, der dog undrer mig, er, at modsat krigene i Syrien og Tjetjenien har Putin denne gang slået et meget stort brød op, måske endda for stort. Først og fremmest en dej, hvor russernes sædvanlige modus operandi på slagmarken – som er, at alle problemer er et søm, der skal ordnes med en lægtehammer – ikke kan anvendes. Ukraine er ikke en skueplads, hvor man nemt slipper afsted med krigsforbrydelser som i Den Centralafrikanske Republik, hvor landsknægte fra Wagner Gruppen, Putins private hær af lejesoldater, i al ubemærkethed for nylig begik en grufuld massakre på civilbefolkningen. I Ukraine hviler verdens øjne på alt, hvad Putin gør. Endnu mere vigtigt er det, at han er gået i clinch med en modstander, hvor det må have været evident fra starten af, at et ressourcestærkt bagland bestående af stort set hele den vestlige verden ville stå på spring til at pumpe penge og våben ind i modstandskampen. Præcis som vi ser det ske nu, omend Tyskland har været uklædeligt fodslæbende, indtil de vågnede op til dåd. Det må Putin og hans spytslikkende siloviki næsten have kunnet sige sig selv på forhånd, hvorfor de burde have forberedt og eksekveret en effektiv blødgøringsoperation, der lukkede Ukraines luftrum helt ned, efterfulgt af en blitzkrig på landjorden, der hurtigst mulig gav Rusland kontrol over Ukraines grænser mod vest. I stedet er vi vidner til en underligt fantasiforladt russisk hær, som i skrivende stund stadig famler rundt uden for Kyiv og ikke rigtigt har formået at bide afgørende igennem. Imens vælter det ind i Ukraine med stinger-missiler fra USA, Next Generation Light Anti-Tank Weapons fra Sverige og panzerfausts fra Tyskland.
Hvilket selvfølgelig gør, at vi må anholde den vidt udbredte ide om, at Putin er en slags ambassadør på planeten Jorden for The Borg, det grusomme og uhyggeligt effektive teknokratiske herrefolk fra det ydre rum i tv-serien Star Trek. For har Putin virkelig den nøje forberedte drejebog, vi bilder os ind, at han har? En drejebog så genial, at han hele tiden er fem træk foran os. Spiller han 4D-skak med Vesten, eller er vi snarere vidner til en erfaringsramt, alderstegen fjumregøj, der lidt som Hitler i Førerbunkeren i Berlin i april 1945 er faret vild i et alvorligt tilfælde af confirmation bias? Det tror jeg; jeg har stærkt på fornemmelsen, at Putin lider af en vildfarelse om, at Vesten er blevet blødsøden og dekadent og stikker op for bollemælk, når det virkelig gælder. I al fairness kan man beskylde Vesten for den samme flagrante fejltolkning af virkeligheden bare den modsatte vej, for selvom skriften på væggen var bøjet i neon fortsatte kommentariatet, politikerne og militærstrategerne med at hælde mod, at Putin selvfølgelig ikke ville angribe Ukraine. Hermed gjorde de sig alle skyldige i, hvad den trestjernede amerikanske general H.R. McMaster med et præcist udtryk over for avisen Wall Street Journal forleden dag kaldte for “strategisk narcissisme”.
Tak for alt, identitetspolitik 🙏🏻
Hvad, der i hvert fald er sikkert, er, at der er en gennemgribende forårsrengøring af tidsåndens gemakker på vej. Alt, hvad vi talte om, før natten mellem den 23. og 24. februar bliver nu perspektivforskudt i afgørende grad. Det vil ikke længere være vigtigt, om det var upassende, at Alex Vanopslagh (LA) råbte “Sieg Heil” på Toga Vinstue, mens han genfortalte en anti-nazistisk sketch. Det vil også være slut med debatten om kønsneutrale toiletter. I det hele taget går dydssignalering og identitetspolitik en svær tid i møde, for den kronik jeg læste i Politiken i weekenden om, at transmænd kan føde børn, virkede helt off i forhold til, at Putin har sat sine atomslagstyrker i forhøjet beredskab. Det samme gør et herligt gakket tweet som dette:
Det er nu, vi forstår, at identitetspolitik er en overskudshandling; en herligt pirrende, men samtidig selvskadende luksus, som har udtømt sig selv. Dette pladetektoniske skift i tidsånden var allerede under opsejling, for folk, som de er flest, er ved at blive godt trætte af den forlorne inderlighed og udtalte mangel på humor, der kendetegner wokeismen. Skal man tro trendspotteren Sean Monahan, manden der coinede begrebet normcore, har unge amerikanere simpelthen mistet interessen i cancel culture, og hvad dertil hører. I et interview i The Cut forudser han, at de unge i stigende grad trækker sig fra de udmattende kulturkrige på de store sociale medieplatforme for i stedet at forfølge det personlige udtryk på Substack. Stiletter bliver stort igen, det samme gør rygning og nihilisme og allerbedst – mener denne skribent – så er ironien også på vej tilbage. Som mangeårig ryger og garvet ironiker er det en udvikling, jeg kun kan bakke op om 😉
Og nu til noget helt andet
Nemlig Lars Findsen. Men før vi kommer til ham, skal vi lige igennem nogle porte. Jeg vil gerne understrege på forhånd, at jeg har i sinde at spekulere, så det batter, men ham det hele handler om, nemlig 24syvs chef Simon Andersen, har selv skrevet til mig på Messenger, at jeg “bare skal spekulere løs”, så det vil jeg så gøre.
Er der noget mere pinligt end en mediechef, der ikke vil udtale sig til pressen? Når man lever af at få andre mennesker til at stille op til interviews, er man på forhånd tvangsindskrevet til at blive water boardet med sin egen medicin. Og da især hvis man er chef for en taleradio, der markedsfører sig selv som “Danmarks modigste taleradio”. Naturligvis tænker jeg her på det nye 24syv og kanalens chef Simon Andersen.
Har man ikke allerede studset over det, så er Simon Andersens navn dukket op i pressen i forbindelse med skandalen om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Politiken har nævnt Simons Andersens navn, og det samme har Ekstra Bladet gjort. Hvad, det handler om, er, at Simon Andersen angiveligt har skrevet noget på Facebook, der ifølge DR’s og Politikens oplysninger har en direkte kobling til de pinlige præventive samtaler, som FE og PET har haft med chefer fra tre mediehuse. Det har fået Ekstra Bladet til at spørge Simon Andersen, om han mon har kompromitteret nogle kilder i sit opslag på Facebook. Desuden bemærker avisen, at Lars Findsen og tre andre efterretningsfolk blev anholdt få dage efter, at Simon Andersen havde været på Facebook. Til Ekstra Bladet har Simon Andersen svaret, at han ikke har nogen kommentarer. Det samme har han skrevet til Frihedsbrevet.
Ekstra Bladets spørgsmål blev affødt af et program, som Simon Andersen selv har ansvaret for, nemlig Det Hemmeligste af Det Hemmelige på 24syv. I programmet beretter de to værter, Anders Christiansen og Christian Kirk Muff, om, hvordan deres chef Simon Andersen i starten af december sidste år indrykkede et opslag på Facebook, som netop handlede om deres program. Her skulle Simon Andersen angiveligt have skrevet noget, der fik de røde lamper til at blinke hos de hemmelige tjenester. Et ord eller en sætning, som kun ganske få mennesker kender til. Opslaget fik ikke lov til at stå der længe, før Simon Andersen slettede det igen, og lige siden har han nægtet at tale om emnet.
I programmet siger Christian Kirk Muff ordret til medværten Anders Christiansen:
“Den 1. december, der sidder jeg derhjemme og læser min Facebook, og så kan jeg se, at din chef (Simon Andersen, red.) og lederen af radioen her, han reklamerer for vores program, og det er første gang, jeg ser vores udmærkede logo, og jeg tænker ‘fedt nu er der en reklamekampagne i gang’, og jeg læser teksten, og jeg parafraserer, for jeg har den ikke: ‘Glæd dig til Det Hemmeligste af Det Hemmelige, hvor værterne Anders Christiansen og Christian Kirk Muff vil guide dig ind i de hemmelige spionnetværk i Den Kolde Krig, og hvor de også’ … og det vidste jeg faktisk ikke, så jeg bliver sådan lidt … ‘vil kigge på efterretningstjenestens hemmelige indhentningssystem.’ Og så skriver han (Simon Andersen, red.) et navn, som man ikke må sige, fordi det navn og den betegnelse det er måske Danmarks dybeste efterretningshemmelighed. Det lader til at være så hemmeligt, at vi skal passe på, hvad vi sidder og siger nu. Seks timer senere bliver det her opslag taget ned,” fortæller Christian Kirk Muff til Anders Christiansen.
Længere fremme i programmet berøres det kortvarigt, at Simon Andersen heller ikke vil kommentere sagen overfor sine egne værter.
Netop fordi Simon Andersen ikke vil kommentere sagen er der rig plads til at spekulere for en anløben type som mig. Som for eksempel: Hvorfor slettede han sit opslag? Var der nogen, som bad ham om at slette det? Var han selv klar over, at oplysningen var fortrolig? Hvem ved? Det ved jeg ikke, men jeg har flere spørgsmål at byde rundt. For eksempel og nok allermest interessant: Hvis Simon Andersen vitterligt har skrevet noget på Facebook, som er en statshemmelighed af rang, hvor har han så denne oplysning fra? Dette spørgsmål leder hen til den måske mest følsomme og ubehagelige problemstilling overhovedet – nemlig det spørgsmål, som Ekstra Bladet også er interesserede i at få svar på – som er, hvorvidt Simon Andersen, der er kendt for at være en styrvolt på Facebook, i et øjebliks ubetænksomhed er kommet til afsløre sin kilde overfor de personer, der vogter rigets hemmeligheder. Hermed siger jeg ikke, at Lars Findsen er Simon Andersens kilde, for det ved jeg overhovedet intet om. Kilden kunne også være en af de tre andre mænd, som er sigtet i sagen. Eller en person vi slet ikke kender til endnu.
Uanset hvad vedbliver Simon Andersens sletning af opslaget på Facebook med at være helt enormt interessant. Kigger vi her på en svimlende medieskandale af en størrelse, som kun Simon Andersen er leveringsdygtig i? Som for eksempel dengang med Jægerbogssagen, hvor Simon Andersen som daværende nyhedschef på B.T. var først med en historie om, at der fandtes en arabisk oversættelse på nettet af jægersoldaten Thomas Rathsacks bog – underforstået at militante islamister selv havde oversat og delt bogen. Simon Andersen påstod endda, at han havde set oversættelsen med sine egne øjne i en fildelingstjeneste, og “ergo var det ikke Forsvaret, der havde lavet den selv,” som han sagde i TV News’s program Presselogen. Fire dage senere kom det frem, at det var en kommandør i Forsvarskommandoen, der selv havde oversat bogen til arabisk i Google Translate, og at en kommunikationschef i Forsvaret havde sendt dokumentet videre til B.T. En central person i skandalen var i øvrigt daværende departementschef i Forsvarsministeriet Lars Findsen, som henledte forsvarsminister Søren Gades opmærksomhed på, at der fandtes en arabisk oversættelse af bogen, der kunne bruges som argument for et fogedforbud. En helt igennem herlig skandale, der endte med, at daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen måtte trække sig. Senere sagde Simon Andersen pludselig, at han var kommet i tvivl om, hvorvidt den arabiske udgave af jægerbogen nogensinde har ligget på nettet. “Hvis du så spørger mig; Simon har du set hele bogen ligge på nettet – det er jeg sgu ikke sikker på, jeg har,” som Simon Andersen sagde til Politiken.
I hvert fald – siger min edderkoppesans mig – er der er et eller andet, som er helt galt her. Det er meget ulig Simon Andersen ikke at ville kommentere på noget. Hvad, der også er karakterafvigende, er, at Simon Andersen ikke for længst har startet en podcastserie om sagen mod Lars Findsen. Det ligger i alle henseender til hans temperament og natur at bide sig fast i netop denne sag. I stedet er han påfaldende stille. Som 24syv-chef har han startet en podcastserie om Minksagen, han har lanceret en podcastserie om krigen i Ukraine, men sjovt nok ikke en podcastserie om, hvad alle er enige om er en historisk skandale af rang, nemlig sagen mod Lars Findsen. Det giver ingen mening.
Uanset hvad tjener det selvfølgelig Simon Andersen til ære, at 24syv har sendt et program, hvor de taler om sagen. Det manglede også bare, kan man sige. Omvendt har jeg ladet mig fortælle, at Simon Andersen var meget lidt begejstret for udsendelsen, men dog har fundet en vis glæde i, at 24syv kom før Ekstra Bladet, der ifølge et rygte arbejdede på en historie om Simon Andersens opslag på Facebook. Som man siger det på engelsk: Count your blessings.
Apropos podcast
I morgen er der premiere på vores nye podcastserie “Mærsks mørke hemmelighed”. Har man fulgt med i Frihedsbrevet i den seneste tid, kommer det næppe som en overraskelse, at det handler om DISA/Riffelsyndikatet, den forkætrede våbenfabrik, som Mærsk i årtier ejede og kontrollerede. Nu går vi et skridt dybere, for i de for nyligt frigivne arkivalier, der blotlagde Riffelsyndikatets kontroversielle gøren og laden under Den Kolde Krig, var der et navn, der gik igen. Navnet er Axel Willy Salicath, og hvem han er, er det store clue i podcastserien. Kort fortalt var Axel Willy Salicath en dansk flådeofficer, der var omrejsende handelsagent for Riffelsyndikatet. I den egenskab har han levet et næsten Tintinsk liv. Han har mødt Mussolini, han har mødt Chiang Kai-shek, og han var bonkammerat med det danske kongehus. Det kan jeg fortælle, fordi Frihedsbrevet har fundet Axel Willy Salicaths søn, som viste sig at være i besiddelse af sin fars dagbøger, der går helt tilbage til 1940’erne. Dem har han venligst givet os eksklusiv adgang til. Samlet set rummer de en svimlende fortælling, der bør vække nysgerrighed hos alle med den mindste smule interesse i nyere Danmarkshistorie. Efter måneders arbejde med at transskribere Salicaths dagbøger er tiden kommet, hvor Frihedsbrevet nu sætter strøm til dem. Der venter lytterne en drønspændende rejse ind i et welt von gestern, som man ikke skulle tro muligt. Men selvfølgelig kun hvis man løser billet til Frihedsbrevet og melder sig ind.
Fri Hjul
Vores nyhedsbrev om cykelsport er som nævnt tilbage. Vores stjerneskribent Bastian Emil Goldschmidt melder følgende om sit næste nyhedsbrev, der udkommer i denne uge: “Endelig er den europæiske landevejssæson i gang, når de to brostensklassikere Omloop Het Niewsblad og Kuurne-Brussel-Kuurne køres i weekenden i Flandern. Efter måneders løbspause og højdetræningslejre på vulkaner og andre afsidesliggende ensomme steder vender verdens bedste cykelryttere tilbage til konkurrence på de belgiske brosten. Det er på mange måder et af sæsonens højdepunkter at se klassikerspecialisterne udfolde sig i deres terræn, der efter en serie af løb, som udover åbningsweekenden består af Gent-Wevelgem, E3, Flandern Rundt m.fl, kulminerer med Paris-Roubaix den 17. april. Løbene besidder deres egen æstetik, som er en dyrkelse af det stridsomme og barske i de flamske og nordfranske landskaber. Læs om favoritterne, forventningerne, de danske muligheder, og om hvordan løbene i weekenden udfoldede sig.”
Fri Tid
Livsstilsekspert og gastronom Simon Jul melder, at hans næste bidrag til nyhedsbrevet Fri Tid handler om take away: “Jeg har været ret handicappet de seneste tre uger, hvilket har medført, at budservice har været en kærkommen nødvendighed. Og take away i København anno 2022 er det, jeg vil kalde Putin Rouletskij … galskab.”
De To Sultne Piger, den anden halvdel af Fri Tid, skriver, at de besøger: “En ny bistro på Istedgade i København. Grimal, hedder den. Bondemad i Vesterbro Vinstues gamle lokaler. Samme ejere som Frank & Polly, så forventningerne var sat rimelig højt.” Mere om det når Fri Tid udkommer på fredag.
Fri Tænkning
I sagens natur har chefredaktør Flemming Rose rigeligt at rive i for tiden. Det lykkedes mig at fange ham på sms’en, hvor han skriver følgende om næste udgave af sit nyhedsbrev Fri Tænkning: “Det kommer til at handle om sanktioner – interview med Ivan Timofejev, sanktionsekspert – beklager, at jeg er kortfattet, vi er midt i optagelser.”
See you later alligator 🐊
Der er så meget andet, jeg gerne vil fortælle. Men mit nyhedsbrev er blevet alt for langt, og det, selvom det fylder rundt. Så jeg må gemme resten til næste gang. Det bliver så om en uge fra nu. Ha’ det godt så længe.
Mvh, Mads Brügger, chefredaktør
Rettelse, 28/2 — 2022, kl 20.00: I en tidligere udgave af dette nyhedsbrev fremgik det at Simon Andersen har deltaget i en præventiv samtale med PET og FE. Det siger Simon Andersen at han ikke har. Frihedsbrevet beklager fejlen.