Fri Mads #40: Slava Ukraini! ✊🏼🇺🇦

Kære læs­er

Det første, jeg vil sige til dig, er, at hvis du allerede bruger Fri­heds­brevets app og ikke har opdateret den, så skal du skyn­de dig at gøre det. Er du ikke medlem hos Fri­heds­brevet, bør du sporen­stregs melde dig ind og hente appen. For så kan du komme i gang med at lytte til vores nye pod­cast Fri Ukraine, hvor chefredak­tør Flem­ming Rose øser af sin enorme viden om Rus­land. For som Flem­ming Rose siger i det indle­dende afs­nit, har hans spe­ciale aldrig været Muhammedteg­ninger. Hans spe­ciale er der­i­mod Rus­land. Han taler rus­sisk, han er rus­sisk gift, og han har tjent sine sporer som uden­rigsko­r­re­spon­dent i Mosk­va, mens lan­det for­van­dlede sig fra Polit­bu­reauets Sov­je­tu­nion til Putins Rus­land. Så hvis du savn­er dyb viden, efter­tanke og reflek­sion om en krig, der er så ny, at den ikke engang har fået et navn end­nu, så er Fri Ukraine svaret på alle dine bøn­ner. Pod­cas­ten beværtes af vores jour­nal­ist Sofie Frøkjær, og har du spørgsmål til Flem­ming Rose om, hvad der foregår i Rus­land og Ukraine, så send dem straks til sofie@frihedsbrevet.dk.

Lars Findsen

Det næste, jeg vil sige, er, at foru­den at sende nød­hjælp, penge og våben er der en indi­rek­te måde at hjælpe Ukraine på. Det er ved at holde demokrati­ets dyder i hævd, sim­pelthen som et kor­rek­tiv til Putins for­lø­jede klep­tokrati. Et særk­ende for et demokrati er en fri og uafhængig presse, der sæt­ter spørgsmål­stegn ved alt, hvad magth­av­erne fore­tager sig. Så det har Fri­heds­brevet tænkt sig at blive ved med at gøre. Vi har især tænkt os at holde øje med alle de skan­daler og møgsager, der nemt kan glide i bag­grun­den, når kam­pvogne triller gen­nem Kharkivs gad­er. Som for eksem­pel at regerin­gen stadig er midt i et stedse mere bizart ret­sopgør med Lars Find­sen, den detro­n­is­erede led­er af Forsvarets Efter­ret­ningst­jen­este. At en spi­onchef bliv­er anholdt i lufthav­nen og fængslet i hem­me­lighed er påfaldende nok en hæn­delse, der sagtens kunne finde sted i Putins Rus­land, hvor­for det er ekstra vigtigt, at pressen bliv­er ved med at bore i sagen. Der­for har jeg tænkt mig at bruge dette nyheds­brev num­mer 40 på at botanis­ere lidt i den mulige forbindelse mellem FE-skan­dalen og noget, chefen for det nye 24syv, Simon Ander­sen, skrev på Face­book. Jeg kom­mer også – sagt med et Mette Frederiksen’sk udtryk – til at genbesøge red­eri­et Mærsk, for i mor­gen er der pre­miere på vores nye, stort anlagte pod­cast­serie “Mærsks mørke hem­me­lighed”, som man kan lytte til i vores app. Til sidst, som altid, føl­ger lidt om alle de andre spæn­dende ting, man som medlem hos Fri­heds­brevet kan glæde sig til i denne uge. Blandt andet er det en fornø­jelse at kunne med­dele, at vores nyheds­brev om cykel­sport, Fri Hjul, er vågnet fra sit vin­ter­hi og snart vender tilbage. Velkom­men til. 

Strategisk narcissisme

“Wenn jemand eine Reise tut, so kann er was erzählen,” som man siger på tysk. Alle er vi tur­is­ter på de sociale medi­er og føler, at vi har noget dybt inter­es­sant og genialt at sige om kri­gen i Ukraine. Inklu­sive under­teg­nede, så bær over med mig, hvis mine mus­ings i virke­lighe­den er banale og trivielle. 

Hvad, jeg har at sige, er dette: Midt i billed­stor­men fra Ukraine er der en scene, som stikker ud i land­sk­a­bet, nem­lig sce­nen med den ældre ukrainske kvin­de, der står foran en flok indo­lente rus­siske sol­dater og råber, at hun håber, de “har sol­sikke­frø i deres lom­mer, så der kom­mer til at vokse blom­ster på deres grave”. Det er en stærk scene, der taler om ukrain­ernes stål­sat­te mod­standsvil­je foru­den at byde på et vel­gørende glimt af den poet­iske nerve, der løber gen­nem slavisk kultur. 

Ellers er der ikke meget poe­si i den virke­lighed, der udfold­er sig for vores øjne. Hvad, der ven­ter forude, er en lang, beskidt og gru­som krig, der sandsyn­ligvis vil vare i åre­vis. Måske er kri­gen ikke engang rigtigt beg­y­n­dt, og det vi ser nu er kun små lette hop på stedet i forhold til, hvad der kom­mer til at foregå, hvis russerne virke­lig tager grov­filen i brug. Det kan man tale med borg­erne i Alep­po og Gros­nij om. Hvad, der dog undr­er mig, er, at mod­sat kri­gene i Syrien og Tjet­je­nien har Putin denne gang slået et meget stort brød op, måske end­da for stort. Først og fremmest en dej, hvor russernes sæd­van­lige modus operan­di på slag­marken – som er, at alle prob­le­mer er et søm, der skal ordnes med en lægte­ham­mer – ikke kan anven­des. Ukraine er ikke en skue­plads, hvor man nemt slip­per afst­ed med krigs­for­bry­delser som i Den Cen­tralafrikanske Repub­lik, hvor land­sknægte fra Wag­n­er Grup­pen, Putins pri­vate hær af lejesol­dater, i al ube­mær­kethed for nylig begik en gru­fuld mas­sakre på civil­be­folknin­gen. I Ukraine hvil­er ver­dens øjne på alt, hvad Putin gør. End­nu mere vigtigt er det, at han er gået i clinch med en mod­stander, hvor det må have været evi­dent fra starten af, at et ressources­tærkt bagland bestående af stort set hele den vestlige ver­den ville stå på spring til at pumpe penge og våben ind i mod­stand­skam­p­en. Præ­cis som vi ser det ske nu, omend Tysk­land har været uklædeligt fod­slæbende, indtil de vågnede op til dåd. Det må Putin og hans spyt­s­likkende silovi­ki næsten have kun­net sige sig selv på forhånd, hvor­for de burde have for­beredt og eksekveret en effek­tiv blødgøring­sop­er­a­tion, der lukkede Ukraines luftrum helt ned, efter­ful­gt af en blitzkrig på land­jor­den, der hur­tigst mulig gav Rus­land kon­trol over Ukraines grænser mod vest. I stedet er vi vid­ner til en under­ligt fan­tasi­for­ladt rus­sisk hær, som i skrivende stund stadig fam­ler rundt uden for Kyiv og ikke rigtigt har for­mået at bide afgørende igen­nem. Imens væl­ter det ind i Ukraine med stinger-mis­siler fra USA, Next Gen­er­a­tion Light Anti-Tank Weapons fra Sverige og panz­er­fausts fra Tysk­land.

Hvilket selvføl­gelig gør, at vi må anholde den vidt udbredte ide om, at Putin er en slags ambas­sadør på plan­eten Jor­den for The Borg, det gru­somme og uhyggeligt effek­tive teknokratiske her­refolk fra det ydre rum i tv-serien Star Trek. For har Putin virke­lig den nøje for­beredte dreje­bog, vi bilder os ind, at han har? En dreje­bog så genial, at han hele tiden er fem træk foran os. Spiller han 4D-skak med Vesten, eller er vi snarere vid­ner til en erfar­ingsramt, alder­ste­gen fjum­regøj, der lidt som Hitler i Førerbunkeren i Berlin i april 1945 er faret vild i et alvorligt til­fælde af con­fir­ma­tion bias? Det tror jeg; jeg har stærkt på fornem­melsen, at Putin lid­er af en vild­farelse om, at Vesten er blevet blød­sø­den og dekadent og stikker op for bollemælk, når det virke­lig gælder. I al fair­ness kan man beskylde Vesten for den samme fla­grante fejl­tolkn­ing af virke­lighe­den bare den mod­sat­te vej, for selvom skriften på væggen var bøjet i neon fort­sat­te kom­men­tari­atet, poli­tik­erne og mil­itærstrate­gerne med at hælde mod, at Putin selvføl­gelig ikke ville angribe Ukraine. Hermed gjorde de sig alle skyldige i, hvad den trest­jernede amerikanske gen­er­al H.R. McMas­ter med et præ­cist udtryk over for avisen Wall Street Jour­nal forleden dag kaldte for “strate­gisk narcissisme”. 

Tak for alt, identitetspolitik 🙏🏻

Hvad, der i hvert fald er sikkert, er, at der er en gen­nem­gribende forårsrengøring af tid­sån­dens gemakker på vej. Alt, hvad vi talte om, før nat­ten mellem den 23. og 24. feb­ru­ar bliv­er nu per­spek­tiv­forskudt i afgørende grad. Det vil ikke læn­gere være vigtigt, om det var upassende, at Alex Vanop­slagh (LA) råbte “Sieg Heil” på Toga Vin­stue, mens han gen­for­t­alte en anti-nazis­tisk sketch. Det vil også være slut med debat­ten om køn­sneu­trale toi­let­ter. I det hele taget går dydssig­na­ler­ing og iden­titet­spoli­tik en svær tid i møde, for den kro­nik jeg læste i Poli­tiken i week­enden om, at trans­mænd kan føde børn, virkede helt off i forhold til, at Putin har sat sine atom­slagstyrk­er i forhø­jet bered­skab. Det samme gør et herligt gakket tweet som dette: 

Det er nu, vi forstår, at iden­titet­spoli­tik er en over­skud­shan­dling; en herligt pir­rende, men sam­tidig selvskadende luk­sus, som har udtømt sig selv. Dette plade­tek­toniske skift i tid­sån­den var allerede under opse­jling, for folk, som de er flest, er ved at blive godt trætte af den for­lorne inderlighed og udtalte man­gel på humor, der kende­teg­n­er wokeis­men. Skal man tro trendspot­teren Sean Mon­a­han, man­den der coinede begre­bet norm­core, har unge amerikanere sim­pelthen mis­tet inter­essen i can­cel cul­ture, og hvad der­til hør­er. I et inter­view i The Cut forudser han, at de unge i sti­gende grad trækker sig fra de udmat­tende kul­turkrige på de store sociale medieplat­forme for i stedet at for­følge det per­son­lige udtryk på Sub­stack. Stilet­ter bliv­er stort igen, det samme gør rygn­ing og nihilisme og allerbedst – men­er denne skribent – så er ironien også på vej tilbage. Som mangeårig ryger og garvet ironiker er det en udvikling, jeg kun kan bakke op om 😉 

Og nu til noget helt andet

Nem­lig Lars Find­sen. Men før vi kom­mer til ham, skal vi lige igen­nem nogle porte. Jeg vil gerne under­strege på forhånd, at jeg har i sinde at spekulere, så det bat­ter, men ham det hele han­dler om, nem­lig 24syvs chef Simon Ander­sen, har selv skrevet til mig på Mes­sen­ger, at jeg “bare skal spekulere løs”, så det vil jeg så gøre. 

Er der noget mere pin­ligt end en mediechef, der ikke vil udtale sig til pressen? Når man lever af at få andre men­nesker til at stille op til inter­views, er man på forhånd tvangsind­skrevet til at blive water board­et med sin egen med­i­cin. Og da især hvis man er chef for en talera­dio, der markeds­før­er sig selv som “Dan­marks modig­ste talera­dio”. Naturligvis tænker jeg her på det nye 24syv og kanalens chef Simon Andersen.

Har man ikke allerede studset over det, så er Simon Ander­sens navn dukket op i pressen i forbindelse med skan­dalen om Forsvarets Efter­ret­ningst­jen­este (FE). Poli­tiken har nævnt Simons Ander­sens navn, og det samme har Ekstra Bladet gjort. Hvad, det han­dler om, er, at Simon Ander­sen angiveligt har skrevet noget på Face­book, der ifølge DR’s og Poli­tikens oplysninger har en direk­te kobling til de pin­lige præven­tive sam­taler, som FE og PET har haft med chefer fra tre mediehuse. Det har fået Ekstra Bladet til at spørge Simon Ander­sen, om han mon har kom­pro­mit­teret nogle kilder i sit opslag på Face­book. Desu­den bemærk­er avisen, at Lars Find­sen og tre andre efter­ret­nings­folk blev anholdt få dage efter, at Simon Ander­sen havde været på Face­book. Til Ekstra Bladet har Simon Ander­sen svaret, at han ikke har nogen kom­mentar­er. Det samme har han skrevet til Frihedsbrevet. 

Ekstra Bladets spørgsmål blev affødt af et pro­gram, som Simon Ander­sen selv har ans­varet for, nem­lig Det Hem­melig­ste af Det Hem­melige på 24syv. I pro­gram­met beretter de to værter, Anders Chris­tiansen og Chris­t­ian Kirk Muff, om, hvor­dan deres chef Simon Ander­sen i starten af decem­ber sid­ste år indrykkede et opslag på Face­book, som netop han­dlede om deres pro­gram. Her skulle Simon Ander­sen angiveligt have skrevet noget, der fik de røde lam­per til at blinke hos de hem­melige tjen­ester. Et ord eller en sæt­ning, som kun ganske få men­nesker kender til. Opslaget fik ikke lov til at stå der længe, før Simon Ander­sen slet­tede det igen, og lige siden har han nægtet at tale om emnet. 

I pro­gram­met siger Chris­t­ian Kirk Muff ordret til med­værten Anders Christiansen: 

“Den 1. decem­ber, der sid­der jeg der­hjemme og læs­er min Face­book, og så kan jeg se, at din chef (Simon Ander­sen, red.) og led­eren af radioen her, han reklamer­er for vores pro­gram, og det er første gang, jeg ser vores udmærkede logo, og jeg tænker ‘fedt nu er der en reklamekam­pagne i gang’, og jeg læs­er tek­sten, og jeg parafraser­er, for jeg har den ikke: ‘Glæd dig til Det Hem­melig­ste af Det Hem­melige, hvor værterne Anders Chris­tiansen og Chris­t­ian Kirk Muff vil guide dig ind i de hem­melige spi­onnetværk i Den Kolde Krig, og hvor de også’ … og det vid­ste jeg fak­tisk ikke, så jeg bliv­er sådan lidt … ‘vil kigge på efter­ret­ningst­jen­estens hem­melige ind­hent­ningssys­tem.’ Og så skriv­er han (Simon Ander­sen, red.) et navn, som man ikke må sige, for­di det navn og den beteg­nelse det er måske Dan­marks dybeste efter­ret­ning­shem­me­lighed. Det lad­er til at være så hem­meligt, at vi skal passe på, hvad vi sid­der og siger nu. Seks timer senere bliv­er det her opslag taget ned,” fortæller Chris­t­ian Kirk Muff til Anders Christiansen.

Læn­gere fremme i pro­gram­met berøres det kort­varigt, at Simon Ander­sen heller ikke vil kom­mentere sagen over­for sine egne værter. 

Netop for­di Simon Ander­sen ikke vil kom­mentere sagen er der rig plads til at spekulere for en anløben type som mig. Som for eksem­pel: Hvor­for slet­tede han sit opslag? Var der nogen, som bad ham om at slette det? Var han selv klar over, at oplysnin­gen var fortrolig? Hvem ved? Det ved jeg ikke, men jeg har flere spørgsmål at byde rundt. For eksem­pel og nok aller­mest inter­es­sant: Hvis Simon Ander­sen vit­terligt har skrevet noget på Face­book, som er en stat­shem­me­lighed af rang, hvor har han så denne oplysning fra? Dette spørgsmål led­er hen til den måske mest føl­somme og ube­hagelige prob­lem­still­ing over­hovedet – nem­lig det spørgsmål, som Ekstra Bladet også er inter­esserede i at få svar på – som er, hvorvidt Simon Ander­sen, der er kendt for at være en styr­volt på Face­book, i et øje­b­liks ubetænk­somhed er kom­met til afs­løre sin kilde over­for de per­son­er, der vogter rigets hem­me­lighed­er. Hermed siger jeg ikke, at Lars Find­sen er Simon Ander­sens kilde, for det ved jeg over­hovedet intet om. Kilden kunne også være en af de tre andre mænd, som er sigtet i sagen. Eller en per­son vi slet ikke kender til endnu.

Uanset hvad ved­bliv­er Simon Ander­sens slet­ning af opslaget på Face­book med at være helt enormt inter­es­sant. Kig­ger vi her på en svim­lende medieskan­dale af en stør­relse, som kun Simon Ander­sen er lev­er­ings­dygtig i? Som for eksem­pel den­gang med Jæger­bogssagen, hvor Simon Ander­sen som daværende nyhed­schef på B.T. var først med en his­to­rie om, at der fandtes en ara­bisk over­sæt­telse på net­tet af jæger­sol­dat­en Thomas Rath­sacks bog – under­forstået at mil­i­tante islamis­ter selv havde over­sat og delt bogen. Simon Ander­sen pås­tod end­da, at han havde set over­sæt­telsen med sine egne øjne i en fildel­ingst­jen­este, og “ergo var det ikke Forsvaret, der havde lavet den selv,” som han sagde i TV News’s pro­gram Pres­sel­o­gen. Fire dage senere kom det frem, at det var en kom­mandør i Forsvarskom­man­doen, der selv havde over­sat bogen til ara­bisk i Google Trans­late, og at en kom­mu­nika­tion­schef i Forsvaret havde sendt doku­mentet videre til B.T. En cen­tral per­son i skan­dalen var i øvrigt daværende departe­mentschef i Forsvarsmin­is­teri­et Lars Find­sen, som hen­ledte forsvarsmin­is­ter Søren Gades opmærk­somhed på, at der fandtes en ara­bisk over­sæt­telse af bogen, der kunne bruges som argu­ment for et foged­for­bud. En helt igen­nem herlig skan­dale, der endte med, at daværende forsvarschef Tim Sloth Jør­gensen måtte trække sig. Senere sagde Simon Ander­sen plud­selig, at han var kom­met i tvivl om, hvorvidt den ara­biske udgave af jæger­bo­gen nogensinde har ligget på net­tet. “Hvis du så spørg­er mig; Simon har du set hele bogen ligge på net­tet – det er jeg sgu ikke sikker på, jeg har,” som Simon Ander­sen sagde til Politiken. 

I hvert fald – siger min edderkoppe­sans mig – er der er et eller andet, som er helt galt her. Det er meget ulig Simon Ander­sen ikke at ville kom­mentere på noget. Hvad, der også er karak­ter­afvi­gende, er, at Simon Ander­sen ikke for længst har startet en pod­cast­serie om sagen mod Lars Find­sen. Det lig­ger i alle henseen­der til hans tem­pera­ment og natur at bide sig fast i netop denne sag. I stedet er han påfaldende stille. Som 24syv-chef har han startet en pod­cast­serie om Minksagen, han har lanceret en pod­cast­serie om kri­gen i Ukraine, men sjovt nok ikke en pod­cast­serie om, hvad alle er enige om er en his­torisk skan­dale af rang, nem­lig sagen mod Lars Find­sen. Det giv­er ingen mening. 

Uanset hvad tjen­er det selvføl­gelig Simon Ander­sen til ære, at 24syv har sendt et pro­gram, hvor de taler om sagen. Det man­glede også bare, kan man sige. Omvendt har jeg ladet mig fortælle, at Simon Ander­sen var meget lidt bege­jstret for udsendelsen, men dog har fun­det en vis glæde i, at 24syv kom før Ekstra Bladet, der ifølge et rygte arbe­jd­ede på en his­to­rie om Simon Ander­sens opslag på Face­book. Som man siger det på engel­sk: Count your blessings. 

Apropos podcast

I mor­gen er der pre­miere på vores nye pod­cast­serie “Mærsks mørke hem­me­lighed”. Har man ful­gt med i Fri­heds­brevet i den sen­este tid, kom­mer det næppe som en over­raskelse, at det han­dler om DISA/Riffelsyndikatet, den forkætrede våben­fab­rik, som Mærsk i årti­er ejede og kon­trollerede. Nu går vi et skridt dybere, for i de for nyligt fri­givne arki­va­lier, der blot­lagde Rif­fel­syn­dikatets kon­tro­ver­sielle gøren og laden under Den Kolde Krig, var der et navn, der gik igen. Navnet er Axel Willy Sal­i­cath, og hvem han er, er det store clue i pod­cast­se­rien. Kort for­t­alt var Axel Willy Sal­i­cath en dan­sk flåde­of­fi­cer, der var omre­jsende han­del­sagent for Rif­fel­syn­dikatet. I den egen­skab har han lev­et et næsten Tintin­sk liv. Han har mødt Mus­soli­ni, han har mødt Chi­ang Kai-shek, og han var bonkam­mer­at med det danske konge­hus. Det kan jeg fortælle, for­di Fri­heds­brevet har fun­det Axel Willy Sal­i­caths søn, som viste sig at være i besid­delse af sin fars dag­bøger, der går helt tilbage til 1940’erne. Dem har han ven­ligst givet os eksklu­siv adgang til. Sam­let set rum­mer de en svim­lende fortælling, der bør vække nys­ger­righed hos alle med den mind­ste smule inter­esse i nyere Dan­mark­shis­to­rie. Efter måned­ers arbe­jde med at transskribere Sal­i­caths dag­bøger er tiden kom­met, hvor Fri­heds­brevet nu sæt­ter strøm til dem. Der ven­ter lyt­terne en drøn­spæn­dende rejse ind i et welt von gestern, som man ikke skulle tro muligt. Men selvføl­gelig kun hvis man løs­er bil­let til Fri­heds­brevet og melder sig ind. 

Fri Hjul

Vores nyheds­brev om cykel­sport er som nævnt tilbage. Vores stjer­neskribent Bas­t­ian Emil Gold­schmidt melder føl­gende om sit næste nyheds­brev, der udkom­mer i denne uge: “Endelig er den europæiske lan­de­ve­jssæ­son i gang, når de to brosten­sklas­sikere Omloop Het Niews­blad og Kuurne-Brus­sel-Kuurne køres i week­enden i Flan­dern. Efter måned­ers løb­spause og højde­træn­ingsle­jre på vulka­n­er og andre afsidesliggende ensomme sted­er vender ver­dens bed­ste cykel­ryt­tere tilbage til konkur­rence på de bel­giske brosten. Det er på mange måder et af sæso­nens højdepunk­ter at se klas­sik­er­spe­cial­is­terne udfolde sig i deres ter­ræn, der efter en serie af løb, som udover åbn­ingsweek­enden består af Gent-Wevel­gem, E3, Flan­dern Rundt m.fl, kul­miner­er med Paris-Roubaix den 17. april. Løbene besid­der deres egen æstetik, som er en dyrkelse af det strid­somme og barske i de flamske og nord­franske land­sk­aber. Læs om favorit­terne, for­vent­ningerne, de danske mulighed­er, og om hvor­dan løbene i week­enden udfold­ede sig.” 

Fri Tid

Livsstilsekspert og gas­tronom Simon Jul melder, at hans næste bidrag til nyheds­brevet Fri Tid han­dler om take away: “Jeg har været ret hand­i­cap­pet de sen­este tre uger, hvilket har med­ført, at bud­ser­vice har været en kærkom­men nød­vendighed. Og take away i Køben­havn anno 2022 er det, jeg vil kalde Putin Roulet­skij … galskab.” 

De To Sultne Piger, den anden halvdel af Fri Tid, skriv­er, at de besøger: “En ny bistro på Ist­edgade i Køben­havn. Gri­mal, hed­der den. Bon­de­mad i Vester­bro Vin­stues gam­le lokaler. Samme ejere som Frank & Pol­ly, så for­vent­ningerne var sat rimelig højt.” Mere om det når Fri Tid udkom­mer på fredag. 

Fri Tænkning

I sagens natur har chefredak­tør Flem­ming Rose rigeligt at rive i for tiden. Det lykkedes mig at fange ham på sms’en, hvor han skriv­er føl­gende om næste udgave af sit nyheds­brev Fri Tænkn­ing: “Det kom­mer til at han­dle om sank­tion­er – inter­view med Ivan Tim­o­fe­jev, sank­tion­sekspert – beklager, at jeg er kort­fat­tet, vi er midt i optagelser.” 

See you later alligator 🐊

Der er så meget andet, jeg gerne vil fortælle. Men mit nyheds­brev er blevet alt for langt, og det, selvom det fylder rundt. Så jeg må gemme resten til næste gang. Det bliv­er så om en uge fra nu. Ha’ det godt så længe. 

Mvh, Mads Brüg­ger, chefredaktør 

Ret­telse, 28/2 — 2022, kl 20.00: I en tidligere udgave af dette nyheds­brev fremgik det at Simon Ander­sen har delt­aget i en præven­tiv sam­tale med PET og FE. Det siger Simon Ander­sen at han ikke har. Fri­heds­brevet beklager fejlen.