Fri Mads #40: Sla­va Ukraini! ✊🏼🇺🇦


Her er der en medieafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores leverandør.

Kære læser

Det før­ste, jeg vil sige til dig, er, at hvis du alle­re­de bru­ger Fri­heds­bre­vets app og ikke har opda­te­ret den, så skal du skyn­de dig at gøre det. Er du ikke med­lem hos Fri­heds­bre­vet, bør du spo­ren­stregs mel­de dig ind og hen­te appen. For så kan du kom­me i gang med at lyt­te til vores nye podcast Fri Ukrai­ne, hvor che­fre­dak­tør Flem­m­ing Rose øser af sin enor­me viden om Rusland. For som Flem­m­ing Rose siger i det ind­le­den­de afsnit, har hans spe­ci­a­le aldrig været Muham­med­teg­nin­ger. Hans spe­ci­a­le er der­i­mod Rusland. Han taler rus­sisk, han er rus­sisk gift, og han har tjent sine spo­rer som uden­rigskor­re­spon­dent i Moskva, mens lan­det for­vand­le­de sig fra Polit­bu­reau­ets Sov­je­tu­ni­on til Putins Rusland. Så hvis du sav­ner dyb viden, eftertan­ke og reflek­sion om en krig, der er så ny, at den ikke engang har fået et navn end­nu, så er Fri Ukrai­ne sva­ret på alle dine bøn­ner. Podca­sten bevær­tes af vores jour­na­list Sofie Frøkjær, og har du spørgs­mål til Flem­m­ing Rose om, hvad der fore­går i Rusland og Ukrai­ne, så send dem straks til sofie@frihedsbrevet.dk.

Lars Find­sen

Det næste, jeg vil sige, er, at for­u­den at sen­de nød­hjælp, pen­ge og våben er der en indi­rek­te måde at hjæl­pe Ukrai­ne på. Det er ved at hol­de demo­kra­tiets dyder i hævd, sim­pelt­hen som et kor­rek­tiv til Putins for­lø­je­de klep­to­kra­ti. Et sær­ken­de for et demo­kra­ti er en fri og uaf­hæn­gig pres­se, der sæt­ter spørgs­måls­tegn ved alt, hvad magt­ha­ver­ne fore­ta­ger sig. Så det har Fri­heds­bre­vet tænkt sig at bli­ve ved med at gøre. Vi har især tænkt os at hol­de øje med alle de skan­da­ler og møgs­a­ger, der nemt kan gli­de i bag­grun­den, når kamp­vog­ne tril­ler gen­nem Khar­kivs gader. Som for eksem­pel at rege­rin­gen sta­dig er midt i et sted­se mere bizart rets­op­gør med Lars Find­sen, den detro­ni­se­re­de leder af For­sva­rets Efter­ret­ning­s­tje­ne­ste. At en spionchef bli­ver anholdt i luft­hav­nen og fængs­let i hem­me­lig­hed er påfal­den­de nok en hæn­del­se, der sag­tens kun­ne fin­de sted i Putins Rusland, hvor­for det er ekstra vig­tigt, at pres­sen bli­ver ved med at bore i sagen. Der­for har jeg tænkt mig at bru­ge det­te nyheds­brev num­mer 40 på at bota­ni­se­re lidt i den muli­ge for­bin­del­se mel­lem FE-skan­da­len og noget, che­fen for det nye 24syv, Simon Ander­sen, skrev på Face­book. Jeg kom­mer også – sagt med et Met­te Frederiksen’sk udtryk – til at gen­be­sø­ge rede­ri­et Mær­sk, for i mor­gen er der pre­mi­e­re på vores nye, stort anlag­te podcast­se­rie “Mær­sks mør­ke hem­me­lig­hed”, som man kan lyt­te til i vores app. Til sidst, som altid, føl­ger lidt om alle de andre spæn­den­de ting, man som med­lem hos Fri­heds­bre­vet kan glæ­de sig til i den­ne uge. Blandt andet er det en for­nø­jel­se at kun­ne med­dele, at vores nyheds­brev om cykel­sport, Fri Hjul, er våg­net fra sit vin­ter­hi og snart ven­der til­ba­ge. Vel­kom­men til. 

Stra­te­gisk narcissisme

“Wenn jemand eine Rei­se tut, so kann er was erzäh­len,” som man siger på tysk. Alle er vi turi­ster på de soci­a­le medi­er og føler, at vi har noget dybt inter­es­sant og geni­alt at sige om kri­gen i Ukrai­ne. Inklu­si­ve under­teg­ne­de, så bær over med mig, hvis mine musings i vir­ke­lig­he­den er bana­le og trivielle. 

Hvad, jeg har at sige, er det­te: Midt i bil­led­stormen fra Ukrai­ne er der en sce­ne, som stik­ker ud i land­ska­bet, nem­lig sce­nen med den ældre ukrain­ske kvin­de, der står for­an en flok indo­len­te rus­si­ske sol­da­ter og råber, at hun håber, de “har solsik­ke­frø i deres lom­mer, så der kom­mer til at vok­se blom­ster på deres gra­ve”. Det er en stærk sce­ne, der taler om ukrai­ner­nes stål­sat­te mod­stands­vil­je for­u­den at byde på et vel­gø­ren­de glimt af den poe­ti­ske ner­ve, der løber gen­nem sla­visk kultur. 

Ellers er der ikke meget poesi i den vir­ke­lig­hed, der udfol­der sig for vores øjne. Hvad, der ven­ter for­u­de, er en lang, beskidt og gru­som krig, der sand­syn­lig­vis vil vare i åre­vis. Måske er kri­gen ikke engang rig­tigt begyndt, og det vi ser nu er kun små let­te hop på ste­det i for­hold til, hvad der kom­mer til at fore­gå, hvis rus­ser­ne vir­ke­lig tager grov­fi­len i brug. Det kan man tale med bor­ger­ne i Alep­po og Gros­nij om. Hvad, der dog undrer mig, er, at mod­sat kri­ge­ne i Syri­en og Tje­tje­ni­en har Putin den­ne gang slå­et et meget stort brød op, måske end­da for stort. Først og frem­mest en dej, hvor rus­ser­nes sæd­van­li­ge modus ope­ran­di på slag­mar­ken – som er, at alle pro­ble­mer er et søm, der skal ord­nes med en læg­te­ham­mer – ikke kan anven­des. Ukrai­ne er ikke en sku­e­plads, hvor man nemt slip­per afsted med krigs­for­bry­del­ser som i Den Cen­tra­lafri­kan­ske Repu­blik, hvor land­sk­næg­te fra Wag­ner Grup­pen, Putins pri­va­te hær af leje­sol­da­ter, i al ube­mær­ket­hed for nylig begik en gru­fuld mas­sa­kre på civil­be­folk­nin­gen. I Ukrai­ne hvi­ler ver­dens øjne på alt, hvad Putin gør. End­nu mere vig­tigt er det, at han er gået i clinch med en mod­stan­der, hvor det må have været evi­dent fra star­ten af, at et res­sour­cestærkt bag­land bestå­en­de af stort set hele den vest­li­ge ver­den vil­le stå på spring til at pum­pe pen­ge og våben ind i mod­stand­s­kam­pen. Præ­cis som vi ser det ske nu, omend Tys­kland har været uklæ­de­ligt fod­slæ­ben­de, ind­til de våg­ne­de op til dåd. Det må Putin og hans spyts­lik­ken­de siloviki næsten have kun­net sige sig selv på for­hånd, hvor­for de bur­de have for­be­redt og ekse­kve­ret en effek­tiv blød­gø­rings­o­pe­ra­tion, der luk­ke­de Ukrai­nes luftrum helt ned, efter­fulgt af en blitzkrig på land­jor­den, der hur­tigst mulig gav Rusland kon­trol over Ukrai­nes græn­ser mod vest. I ste­det er vi vid­ner til en under­ligt fan­ta­si­for­ladt rus­sisk hær, som i skri­ven­de stund sta­dig fam­ler rundt uden for Kyiv og ikke rig­tigt har for­må­et at bide afgø­ren­de igen­nem. Imens væl­ter det ind i Ukrai­ne med stin­ger-mis­si­ler fra USA, Next Gene­ra­tion Light Anti-Tank Wea­pons fra Sve­ri­ge og pan­zer­fausts fra Tys­kland.

Hvil­ket selv­føl­ge­lig gør, at vi må anhol­de den vidt udbred­te ide om, at Putin er en slags ambas­sa­dør på pla­ne­ten Jor­den for The Borg, det gru­som­me og uhyg­ge­ligt effek­ti­ve tek­no­kra­ti­ske her­re­folk fra det ydre rum i tv-seri­en Star Trek. For har Putin vir­ke­lig den nøje for­be­red­te dre­je­bog, vi bil­der os ind, at han har? En dre­je­bog så geni­al, at han hele tiden er fem træk for­an os. Spil­ler han 4D-skak med Vesten, eller er vi sna­re­re vid­ner til en erfa­rings­ramt, alder­s­te­gen fjum­re­gøj, der lidt som Hit­ler i Fører­bun­ke­ren i Ber­lin i april 1945 er faret vild i et alvor­ligt til­fæl­de af con­fir­ma­tion bias? Det tror jeg; jeg har stærkt på for­nem­mel­sen, at Putin lider af en vild­fa­rel­se om, at Vesten er ble­vet blød­sø­den og deka­dent og stik­ker op for bol­le­mælk, når det vir­ke­lig gæl­der. I al fair­ness kan man beskyl­de Vesten for den sam­me flag­ran­te fejl­t­olk­ning af vir­ke­lig­he­den bare den mod­sat­te vej, for selv­om skrif­ten på væg­gen var bøjet i neon fort­sat­te kom­men­ta­ri­a­tet, poli­ti­ker­ne og mili­tær­stra­te­ger­ne med at hæl­de mod, at Putin selv­føl­ge­lig ikke vil­le angri­be Ukrai­ne. Her­med gjor­de de sig alle skyl­di­ge i, hvad den tre­stjer­ne­de ame­ri­kan­ske gene­ral H.R. McMa­ster med et præ­cist udtryk over for avi­sen Wall Stre­et Jour­nal for­le­den dag kald­te for “stra­te­gisk narcissisme”. 

Tak for alt, identitetspolitik 🙏🏻

Hvad, der i hvert fald er sik­kert, er, at der er en gen­nem­gri­ben­de for­års­ren­gø­ring af tidsån­dens gemak­ker på vej. Alt, hvad vi tal­te om, før nat­ten mel­lem den 23. og 24. febru­ar bli­ver nu per­spek­tiv­forskudt i afgø­ren­de grad. Det vil ikke læn­ge­re være vig­tigt, om det var upas­sen­de, at Alex Vanop­slagh (LA) råb­te “Sieg Heil” på Toga Vin­stue, mens han gen­for­tal­te en anti-nazi­stisk sketch. Det vil også være slut med debat­ten om køns­neut­ra­le toilet­ter. I det hele taget går dyds­sig­na­le­ring og iden­ti­tetspo­li­tik en svær tid i møde, for den kro­nik jeg læste i Poli­ti­ken i wee­ken­den om, at trans­mænd kan føde børn, vir­ke­de helt off i for­hold til, at Putin har sat sine atomslagstyr­ker i for­hø­jet bered­skab. Det sam­me gør et her­ligt gak­ket twe­et som dette: 

Det er nu, vi for­står, at iden­ti­tetspo­li­tik er en over­skuds­hand­ling; en her­ligt pir­ren­de, men sam­ti­dig selvska­den­de luksus, som har udtømt sig selv. Det­te pla­de­tek­to­ni­ske skift i tidsån­den var alle­re­de under opsej­ling, for folk, som de er flest, er ved at bli­ve godt træt­te af den forl­or­ne inder­lig­hed og udtal­te man­gel på humor, der ken­de­teg­ner wokei­s­men. Skal man tro trend­s­pot­te­ren Sean Mona­han, man­den der coi­ne­de begre­bet normco­re, har unge ame­ri­ka­ne­re sim­pelt­hen mistet inter­es­sen i can­cel cul­tu­re, og hvad der­til hører. I et inter­view i The Cut for­ud­ser han, at de unge i sti­gen­de grad træk­ker sig fra de udmat­ten­de kul­turkri­ge på de sto­re soci­a­le medi­e­p­lat­for­me for i ste­det at for­føl­ge det per­son­li­ge udtryk på Sub­sta­ck. Stilet­ter bli­ver stort igen, det sam­me gør ryg­ning og nihi­lis­me og aller­bedst – mener den­ne skri­bent – så er iro­ni­en også på vej til­ba­ge. Som man­ge­årig ryger og gar­vet iro­ni­ker er det en udvik­ling, jeg kun kan bak­ke op om 😉 

Og nu til noget helt andet

Nem­lig Lars Find­sen. Men før vi kom­mer til ham, skal vi lige igen­nem nog­le por­te. Jeg vil ger­ne under­stre­ge på for­hånd, at jeg har i sin­de at spe­ku­le­re, så det bat­ter, men ham det hele hand­ler om, nem­lig 24syvs chef Simon Ander­sen, har selv skre­vet til mig på Mes­sen­ger, at jeg “bare skal spe­ku­le­re løs”, så det vil jeg så gøre. 

Er der noget mere pin­ligt end en medi­e­chef, der ikke vil udta­le sig til pres­sen? Når man lever af at få andre men­ne­sker til at stil­le op til inter­views, er man på for­hånd tvangsind­skre­vet til at bli­ve water boar­det med sin egen medi­cin. Og da især hvis man er chef for en tale­ra­dio, der mar­keds­fø­rer sig selv som “Dan­marks modig­ste tale­ra­dio”. Natur­lig­vis tæn­ker jeg her på det nye 24syv og kana­lens chef Simon Andersen.

Har man ikke alle­re­de stud­set over det, så er Simon Ander­sens navn duk­ket op i pres­sen i for­bin­del­se med skan­da­len om For­sva­rets Efter­ret­ning­s­tje­ne­ste (FE). Poli­ti­ken har nævnt Simons Ander­sens navn, og det sam­me har Ekstra Bla­det gjort. Hvad, det hand­ler om, er, at Simon Ander­sen angi­ve­ligt har skre­vet noget på Face­book, der iføl­ge DR’s og Poli­ti­kens oplys­nin­ger har en direk­te kob­ling til de pin­li­ge præ­ven­ti­ve sam­ta­ler, som FE og PET har haft med che­fer fra tre medi­e­hu­se. Det har fået Ekstra Bla­det til at spør­ge Simon Ander­sen, om han mon har kom­pro­mit­te­ret nog­le kil­der i sit opslag på Face­book. Des­u­den bemær­ker avi­sen, at Lars Find­sen og tre andre efter­ret­nings­folk blev anholdt få dage efter, at Simon Ander­sen hav­de været på Face­book. Til Ekstra Bla­det har Simon Ander­sen sva­ret, at han ikke har nogen kom­men­ta­rer. Det sam­me har han skre­vet til Frihedsbrevet. 

Ekstra Bla­dets spørgs­mål blev affødt af et pro­gram, som Simon Ander­sen selv har ansva­ret for, nem­lig Det Hem­me­lig­ste af Det Hem­me­li­ge på 24syv. I pro­gram­met beret­ter de to vær­ter, Anders Chri­sti­an­sen og Chri­sti­an Kirk Muff, om, hvor­dan deres chef Simon Ander­sen i star­ten af decem­ber sid­ste år indryk­ke­de et opslag på Face­book, som net­op hand­le­de om deres pro­gram. Her skul­le Simon Ander­sen angi­ve­ligt have skre­vet noget, der fik de røde lam­per til at blin­ke hos de hem­me­li­ge tje­ne­ster. Et ord eller en sæt­ning, som kun gan­ske få men­ne­sker ken­der til. Opsla­get fik ikke lov til at stå der læn­ge, før Simon Ander­sen slet­te­de det igen, og lige siden har han næg­tet at tale om emnet. 

I pro­gram­met siger Chri­sti­an Kirk Muff ordret til med­vær­ten Anders Christiansen: 

“Den 1. decem­ber, der sid­der jeg der­hjem­me og læser min Face­book, og så kan jeg se, at din chef (Simon Ander­sen, red.) og lede­ren af radio­en her, han rek­la­me­rer for vores pro­gram, og det er før­ste gang, jeg ser vores udmær­ke­de logo, og jeg tæn­ker ‘fedt nu er der en rek­la­me­kampag­ne i gang’, og jeg læser tek­sten, og jeg par­af­ra­se­rer, for jeg har den ikke: ‘Glæd dig til Det Hem­me­lig­ste af Det Hem­me­li­ge, hvor vær­ter­ne Anders Chri­sti­an­sen og Chri­sti­an Kirk Muff vil gui­de dig ind i de hem­me­li­ge spionnet­værk i Den Kol­de Krig, og hvor de også’ … og det vid­ste jeg fak­tisk ikke, så jeg bli­ver sådan lidt … ‘vil kig­ge på efter­ret­ning­s­tje­ne­stens hem­me­li­ge ind­hent­nings­sy­stem.’ Og så skri­ver han (Simon Ander­sen, red.) et navn, som man ikke må sige, for­di det navn og den beteg­nel­se det er måske Dan­marks dybe­ste efter­ret­nings­hem­me­lig­hed. Det lader til at være så hem­me­ligt, at vi skal pas­se på, hvad vi sid­der og siger nu. Seks timer sene­re bli­ver det her opslag taget ned,” for­tæl­ler Chri­sti­an Kirk Muff til Anders Christiansen.

Læn­ge­re frem­me i pro­gram­met berø­res det kortva­rigt, at Simon Ander­sen hel­ler ikke vil kom­men­te­re sagen over­for sine egne værter. 

Net­op for­di Simon Ander­sen ikke vil kom­men­te­re sagen er der rig plads til at spe­ku­le­re for en anlø­ben type som mig. Som for eksem­pel: Hvor­for slet­te­de han sit opslag? Var der nogen, som bad ham om at slet­te det? Var han selv klar over, at oplys­nin­gen var for­tro­lig? Hvem ved? Det ved jeg ikke, men jeg har fle­re spørgs­mål at byde rundt. For eksem­pel og nok aller­mest inter­es­sant: Hvis Simon Ander­sen vit­ter­ligt har skre­vet noget på Face­book, som er en stats­hem­me­lig­hed af rang, hvor har han så den­ne oplys­ning fra? Det­te spørgs­mål leder hen til den måske mest føl­som­me og ube­ha­ge­li­ge pro­blem­stil­ling over­ho­ve­det – nem­lig det spørgs­mål, som Ekstra Bla­det også er inter­es­se­re­de i at få svar på – som er, hvor­vidt Simon Ander­sen, der er kendt for at være en styr­volt på Face­book, i et øje­bliks ube­tænksom­hed er kom­met til afslø­re sin kil­de over­for de per­so­ner, der vog­ter rigets hem­me­lig­he­der. Her­med siger jeg ikke, at Lars Find­sen er Simon Ander­sens kil­de, for det ved jeg over­ho­ve­det intet om. Kil­den kun­ne også være en af de tre andre mænd, som er sig­tet i sagen. Eller en per­son vi slet ikke ken­der til endnu.

Uan­set hvad ved­bli­ver Simon Ander­sens slet­ning af opsla­get på Face­book med at være helt enormt inter­es­sant. Kig­ger vi her på en svim­len­de medi­eskan­da­le af en stør­rel­se, som kun Simon Ander­sen er leve­rings­dyg­tig i? Som for eksem­pel den­gang med Jæger­bogs­sa­gen, hvor Simon Ander­sen som davæ­ren­de nyheds­chef på B.T. var først med en histo­rie om, at der fand­tes en ara­bi­sk over­sæt­tel­se på net­tet af jæger­sol­da­ten Tho­mas Rat­hsa­cks bog – under­for­stå­et at mili­tan­te isla­mi­ster selv hav­de over­sat og delt bogen. Simon Ander­sen påstod end­da, at han hav­de set over­sæt­tel­sen med sine egne øjne i en fil­de­ling­s­tje­ne­ste, og “ergo var det ikke For­sva­ret, der hav­de lavet den selv,” som han sag­de i TV News’s pro­gram Pres­se­lo­gen. Fire dage sene­re kom det frem, at det var en kom­man­dør i For­svarskom­man­do­en, der selv hav­de over­sat bogen til ara­bi­sk i Goog­le Trans­la­te, og at en kom­mu­ni­ka­tions­chef i For­sva­ret hav­de sendt doku­men­tet vide­re til B.T. En cen­tral per­son i skan­da­len var i øvrigt davæ­ren­de depar­te­ments­chef i For­svars­mi­ni­ste­ri­et Lars Find­sen, som hen­led­te for­svars­mi­ni­ster Søren Gades opmærk­som­hed på, at der fand­tes en ara­bi­sk over­sæt­tel­se af bogen, der kun­ne bru­ges som argu­ment for et foged­for­bud. En helt igen­nem her­lig skan­da­le, der end­te med, at davæ­ren­de for­svars­chef Tim Slo­th Jør­gen­sen måt­te træk­ke sig. Sene­re sag­de Simon Ander­sen plud­se­lig, at han var kom­met i tvivl om, hvor­vidt den ara­bi­ske udga­ve af jæger­bo­gen nogen­sin­de har lig­get på net­tet. “Hvis du så spør­ger mig; Simon har du set hele bogen lig­ge på net­tet – det er jeg sgu ikke sik­ker på, jeg har,” som Simon Ander­sen sag­de til Politiken. 

I hvert fald – siger min edder­kop­pe­sans mig – er der er et eller andet, som er helt galt her. Det er meget ulig Simon Ander­sen ikke at vil­le kom­men­te­re på noget. Hvad, der også er karak­ter­af­vi­gen­de, er, at Simon Ander­sen ikke for længst har star­tet en podcast­se­rie om sagen mod Lars Find­sen. Det lig­ger i alle hen­se­en­der til hans tem­pe­ra­ment og natur at bide sig fast i net­op den­ne sag. I ste­det er han påfal­den­de stil­le. Som 24syv-chef har han star­tet en podcast­se­rie om Minksa­gen, han har lan­ce­ret en podcast­se­rie om kri­gen i Ukrai­ne, men sjovt nok ikke en podcast­se­rie om, hvad alle er eni­ge om er en histo­risk skan­da­le af rang, nem­lig sagen mod Lars Find­sen. Det giver ingen mening. 

Uan­set hvad tje­ner det selv­føl­ge­lig Simon Ander­sen til ære, at 24syv har sendt et pro­gram, hvor de taler om sagen. Det mang­le­de også bare, kan man sige. Omvendt har jeg ladet mig for­tæl­le, at Simon Ander­sen var meget lidt begej­stret for udsen­del­sen, men dog har fun­det en vis glæ­de i, at 24syv kom før Ekstra Bla­det, der iføl­ge et ryg­te arbej­de­de på en histo­rie om Simon Ander­sens opslag på Face­book. Som man siger det på engelsk: Count your blessings. 

Apro­pos podcast

I mor­gen er der pre­mi­e­re på vores nye podcast­se­rie “Mær­sks mør­ke hem­me­lig­hed”. Har man fulgt med i Fri­heds­bre­vet i den sene­ste tid, kom­mer det næp­pe som en over­ra­skel­se, at det hand­ler om DISA/Riffelsyndikatet, den for­kætre­de våben­fa­brik, som Mær­sk i årti­er eje­de og kon­trol­le­re­de. Nu går vi et skridt dybe­re, for i de for nyligt fri­giv­ne arki­va­li­er, der blot­lag­de Rif­fel­syn­di­ka­tets kon­tro­ver­si­el­le gøren og laden under Den Kol­de Krig, var der et navn, der gik igen. Nav­net er Axel Wil­ly Sali­cath, og hvem han er, er det sto­re clue i podcast­se­ri­en. Kort for­talt var Axel Wil­ly Sali­cath en dansk flå­deof­fi­cer, der var omrej­sen­de han­del­sa­gent for Rif­fel­syn­di­ka­tet. I den egen­skab har han levet et næsten Tin­tinsk liv. Han har mødt Mus­so­li­ni, han har mødt Chi­ang Kai-shek, og han var bon­kam­me­rat med det dan­ske kon­ge­hus. Det kan jeg for­tæl­le, for­di Fri­heds­bre­vet har fun­det Axel Wil­ly Sali­cat­hs søn, som viste sig at være i besid­del­se af sin fars dag­bø­ger, der går helt til­ba­ge til 1940’erne. Dem har han ven­ligst givet os eks­klu­siv adgang til. Sam­let set rum­mer de en svim­len­de for­tæl­ling, der bør væk­ke nys­ger­rig­hed hos alle med den mind­ste smu­le inter­es­se i nye­re Dan­marks­hi­sto­rie. Efter måne­ders arbej­de med at trans­skri­be­re Sali­cat­hs dag­bø­ger er tiden kom­met, hvor Fri­heds­bre­vet nu sæt­ter strøm til dem. Der ven­ter lyt­ter­ne en drønspæn­den­de rej­se ind i et welt von gestern, som man ikke skul­le tro muligt. Men selv­føl­ge­lig kun hvis man løser bil­let til Fri­heds­bre­vet og mel­der sig ind. 

Fri Hjul

Vores nyheds­brev om cykel­sport er som nævnt til­ba­ge. Vores stjer­neskri­bent Basti­an Emil Golds­ch­midt mel­der føl­gen­de om sit næste nyheds­brev, der udkom­mer i den­ne uge: “Ende­lig er den euro­pæ­i­ske lan­de­vejs­sæ­son i gang, når de to bro­stens­klas­si­ke­re Omloop Het Niews­blad og Kuur­ne-Brus­sel-Kuur­ne køres i wee­ken­den i Flan­dern. Efter måne­ders løbs­pau­se og høj­de­træ­nings­lej­re på vulka­ner og andre afsi­des­lig­gen­de ensom­me ste­der ven­der ver­dens bed­ste cykel­ryt­te­re til­ba­ge til kon­kur­ren­ce på de bel­gi­ske bro­sten. Det er på man­ge måder et af sæso­nens høj­de­punk­ter at se klas­si­ker­spe­ci­a­li­ster­ne udfol­de sig i deres ter­ræn, der efter en serie af løb, som udover åbnings­we­e­ken­den består af Gent-Wevel­gem, E3, Flan­dern Rundt m.fl, kul­mi­ne­rer med Paris-Rou­baix den 17. april. Løbe­ne besid­der deres egen æste­tik, som er en dyr­kel­se af det strid­som­me og bar­ske i de flam­ske og nord­fran­ske land­ska­ber. Læs om favo­rit­ter­ne, for­vent­nin­ger­ne, de dan­ske mulig­he­der, og om hvor­dan løbe­ne i wee­ken­den udfol­de­de sig.” 

Fri Tid

Livs­stil­s­eks­pert og gastro­nom Simon Jul mel­der, at hans næste bidrag til nyheds­bre­vet Fri Tid hand­ler om take away: “Jeg har været ret han­di­cap­pet de sene­ste tre uger, hvil­ket har med­ført, at bud­ser­vi­ce har været en kærkom­men nød­ven­dig­hed. Og take away i Køben­havn anno 2022 er det, jeg vil kal­de Putin Rou­letskij … galskab.” 

De To Sult­ne Piger, den anden halv­del af Fri Tid, skri­ver, at de besø­ger: “En ny bistro på Isted­ga­de i Køben­havn. Gri­mal, hed­der den. Bon­demad i Vester­bro Vin­stu­es gam­le loka­ler. Sam­me eje­re som Frank & Pol­ly, så for­vent­nin­ger­ne var sat rime­lig højt.” Mere om det når Fri Tid udkom­mer på fredag. 

Fri Tænk­ning

I sagens natur har che­fre­dak­tør Flem­m­ing Rose rige­ligt at rive i for tiden. Det lyk­ke­des mig at fan­ge ham på sms’en, hvor han skri­ver føl­gen­de om næste udga­ve af sit nyheds­brev Fri Tænk­ning: “Det kom­mer til at hand­le om sank­tio­ner – inter­view med Ivan Timo­fe­jev, sank­tions­eks­pert – bekla­ger, at jeg er kort­fat­tet, vi er midt i optagelser.” 

See you later alligator 🐊

Der er så meget andet, jeg ger­ne vil for­tæl­le. Men mit nyheds­brev er ble­vet alt for langt, og det, selv­om det fyl­der rundt. Så jeg må gem­me resten til næste gang. Det bli­ver så om en uge fra nu. Ha’ det godt så længe. 

Mvh, Mads Brüg­ger, chefredaktør 

Ret­tel­se, 28/2 — 2022, kl 20.00: I en tid­li­ge­re udga­ve af det­te nyheds­brev frem­gik det at Simon Ander­sen har del­ta­get i en præ­ven­tiv sam­ta­le med PET og FE. Det siger Simon Ander­sen at han ikke har. Fri­heds­bre­vet bekla­ger fejlen.