Fri Mads #41: “Hvis Nick Hækkerup nogensinde ringer til dig for at sige, at du skal skrue lidt ned for charmen, så er det bare med at skynde sig ud til lufthavnen, før det er for sent”
Kære læser
Som en præst siger i Jesper Dalsgaards dokumentarfilm Kandis for Livet: “Der er nogle mennesker, hvor det dybe ligger ret højt.” Ergo kan man sagtens selv sidde med fornemmelsen af at sige noget gevaldigt dybt, mens andre tænker, man skøjter rundt på overfladen som en glad idiot. Så tænk på det, når jeg skriver, at dette mit nyhedsbrev nummer 41 byder på nogle morderligt dybe indsigter. Dog skal det tilføjes, at jeg ikke er blevet så berørt af mit eget skriveri, at jeg ligefrem har siddet og grædt, mens jeg førte pennen, sådan som redaktør Michael Jarlner tilsyneladende gjorde det forleden dag, mens han skrev en leder om Ukraine til Politiken:
Dagsorden 📌
Hvad, jeg skriver om denne gang, er lørdagens forbløffende interview med Claus Hjort Frederiksen (V) på TV 2 News. Derpå handler det om parallellerne mellem krigen i Ukraine, Vladimir Putin og oligarken Andrei Sator i Christopher Nolans spionthriller Tenet (2020), og så lægger jeg an til landing med en rettelse til mine gætterier i forrige nyhedsbrev om chefen for det nye 24syv Simon Andersen. Og naturligvis, til sidst, spotter jeg for noget af det indhold, som du kan glæde dig til fra Frihedsbrevet i denne uge. Velkommen til 🙌🏼
Et par ord fra salgsafdelingen 🤹🏻♂️
Er du stadig med som gratist, så synes jeg nok engang, at du skal overveje at bide til bolle og melde dig ind hos Frihedsbrevet. Du går nemlig glip af helt utroligt mange gode ting. Som for eksempel den historie vi udsendte i går, der handler om mystikken omkring hvilken afdeling i politiet, der efterforsker den tidligere spionchef Lars Findsen. I fald du ikke er klar over det, kan alt vores indhold både læses og lyttes, så skynd dig at købe en billet, hent appen og få adgang til et stykke journalistik, som i den grad beviser, hvad meningen med Frihedsbrevet er.
Chapeau, Søren Lippert!
Det er god latin i visse dele af dansk presse at kimse af Søren Lippert, journalist og tv-vært på TV 2 News og forhenværende spindoktor for – i denne forbindelse ret pikant – tidligere sundhedsminister og nuværende justitsminister Nick Hækkerup (S). Kimseriet går på, at Søren Lippert er en tandløs mikrofonholder, der giver gæsterne i programmet Lippert for meget medløb. Men hvad end Søren Lippert har på samvittigheden, så sonede han sine synder med tilbagevirkende kraft i lørdags klokken 12.30, da han gik i luften med Claus Hjort Frederiksen (V) som gæst. Var det ikke for krigen i Ukraine, havde vi nok ikke talt om andet end dette program, der bød på et af de mest opsigtsvækkende og foruroligende interviews med en dansk politiker, som denne skribent nogensinde har oplevet.
Bare så alle er med, så er Claus Hjort Frederiksen fortsat sigtet for at have forbrudt sig mod den drakoniske paragraf 109, paragraffen som handler om at begå landsforræderi ved at røbe statens hemmeligheder. Skal man tage ham for pålydende, består myndighedernes bevismateriale mod Claus Hjort Frederiksen udelukkende af en scrapbog med udklip og udskrifter fra artikler og programmer, han har medvirket i siden sensommeren 2020.
Hvad, disse interviews har tilfælles, er, at Claus Hjort Frederiksen her kommenterer på skandalen om Forsvarets Efterretningstjeneste, og i forlængelse deraf kommer ind på det hemmelige samarbejde, der giver USA lov til at aflytte danske fiberkabler. Det er åbenbart her, at vi finder pudlens kerne, hævder Claus Hjort Frederiksen. Hvilket er absurd, for uanset hvor hemmeligt dette samarbejde med USA end måtte være, har det været kendt i det offentlige rum siden 2013, hvor whistlebloweren Edward Snowden tog bladet fra munden. Med andre ord har Claus Hjort Frederiksen intet sagt eller skrevet, som ikke allerede har været ude i det åbne. Så med mindre han også har solgt plantegningerne af Flakfortet til russerne, giver sagen mod ham altså ingen mening overhovedet.
I interviewet med Lippert kom det frem, at Claus Hjort Frederiksen stik imod sin advokats vejledning nu trådte frem for at lufte sin harme. Han er først og fremmest vred over at blive stemplet som landsforræder, men hvad, der gør ham endnu mere fortørnet, er, at regeringen efter hans vurdering har brugt politiet til et politisk ærinde, nemlig til at give en politisk modstander mundkurv på. Da han sagde det, holdt jeg op med at trække vejret, for tænk, at man skal høre disse ord fra en dansk politiker; at vores regering simpelthen bruger ordensmagten til at gøre en politisk modstander tavs. Som eksempel på at sigtelsen har virket, nævnte Claus Hjort Frederiksen, at han da gerne vil blande sig i debatten om krigen i Ukraine, men fordi han er sigtet for landsforræderi, skal han ikke nyde noget.
Står det til Claus Hjort Frederiksen er der ikke tvivl om, at toppen af regeringen er dybt involveret i beslutningen om at sigte ham for landsforræderi. Justitsminister Nick Hækkerups påstand, om at han blot er et gummistempel for politiet, gav Hjort Frederiksen i hvert fald ikke fem flade ører for. Han skød påstanden ned ved at nævne, at Nick Hækkerup, kort før politiet bankede på Hjort Frederiksens dør for at sigte ham efter paragraf 109, selv havde ringet til Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen for at opfordre ham til at bede Claus Hjort Frederiksen om at dæmpe sig. Konklusionen må være, at hvis Nick Hækkerup nogensinde ringer til dig for at sige, at du skal skrue lidt ned for charmen, så er det bare med at skynde sig ud til lufthavnen, før det er for sent.
Ugen er stadig ung, og meget kan ske, men allerede nu forestiller jeg mig, at Frihedsbrevets journalister kommer til at granske nogle af de mange spørgsmål, som melder sig i kølvandet på dette bemærkelsesværdige interview. Mest uhyggeligt er selvfølgelig spørgsmålet om, at hvis regeringen virkelig har brugt politiet i et politisk ærinde, er det mon så gået ud over andre end Claus Hjort Frederiksen? Som for eksempel den 29-årige lærerstuderende, Vivian Anita Alexandru, der tilbage i marts 2021 blev anholdt af politiet alene for at have delt et billede på Facebook af en brændende dukke påklistret et billede af statsministerens ansigt, samt ordene “hun må og skal aflives”. Når vi nu ved, at statsministeren og hendes departementschef Barbara Bertelsen begge er micromanagers, som under nedlukningens første fase blandede sig i selv de mindste detaljer om, hvor der skulle hænge plakater ude i Kastrup Lufthavn, er det så helt utænkeligt, at en tidligere justitsminister (Mette Frederiksen) og en tidligere departementschef fra Justitsministeriet (Barbara Bertelsen) bruger politiet til at slå ned på regeringens modstandere, de store såvel som små? Efter interviewet med Claus Hjort Frederiksen er svaret desværre nej; det er ikke utænkeligt.
Tenet, et postkort fra fremtiden
Efter sigende har filminstruktøren Christopher Nolan brugt hele ni år på at skrive, gennemtænke og forberede mesterværket Tenet. Alene derfor må man tro, at intet i denne kryptiske, gådefulde og dybt elegante spillefilm er overladt til tilfældighederne. Er man samtidig med på ideen om, at kunstnere er særligt sensitive individer, der er i stand til at kigge ud i fremtiden ved at kanalisere strømninger fra det kollektivt ubevidste ind i deres kreative virksomhed, fremstår Tenet efter min mening som en profetisk spillefilm om krigen mellem Rusland og Ukraine. Med andre ord er Tenet et postkort fra fremtiden, hvilket i øvrigt er helt i filmens ånd at skrive.
Symbolsk nok har Tenet det ene ben plantet i Londongrad, oligarkernes foretrukne revir, byen hvor alle deres beskidte penge vaskes rene af beredvillige banker, mens engelske advokater og PR-firmaer tager sig af at rense deres navn og rygte. Filmens andet ben er både æstetisk og geografisk plantet i Den Kolde Krigs østblok, og det er lige fra anslaget, som finder sted i et sovjetisk, betonbrutalistisk operahus, som filmen identificerer som værende Kyivs operahus. Med andre ord tager Tenet sin begyndelse i Ukraines hovedstad, og alt, hvad der siden følger, korresponderer med denne nøglescene.
Hvad, startskuddet i operahuset i Kyiv også taler ind i, er en virkelig hændelse, som fandt sted i Moskva tilbage i 2002, hvor Dubrovka-teatret blev udsat for et terrorangreb, mens en forestilling var i gang. Omtrent 800 teatergængere blev taget som gidsler. På det tidspunkt havde Putin været præsident for Rusland i to år, og det var ved at gå op for russerne, at en ny sherif var kommet til byen.
Efter lidt forhandlinger frem og tilbage gik russiske specialstyrker i aktion og pumpede en stadig uidentificeret gas ind i teatret for at bedøve både gidslerne og terroristerne. Scenen i Kyivs opera i Tenet fremstår interessant nok som en rekonstruktion af netop denne hændelse. Hvad, der skete i virkeligheden, var, at gassen slog forbløffende mange af gidslerne ihjel, og det hele endte præcist så brutalt og grusomt, som man kan forestille sig, at det gør, når russerne sætter hælen ned. Lige siden har der verseret rygter om, at det var den russiske sikkerhedstjeneste FSB, som aktivt havde lokket en gruppe tjetjenske terrorister til at angribe teatret. Jeg tænker ikke, det er et tilfælde, at Tenets åbningsscene, den allervigtigste scene i filmen, ligner angrebet på Dubrovka-teatret så meget, som den gør. Filmen peger altså indledningsvist på både Ukraine og på Putins Rusland.
Længere fremme i filmen slår vi et smut forbi Estlands hovedstad Tallinn, engang en udpost i det sovjetiske imperium. Og så ender vi i et futuristisk slag ved et nedlagt sovjetisk nukleart forsøgscenter, en af sovjet-æraens hemmelige byer, som bærer kodenavnet Stalsk-12. Hvad, dette slag ligner, er intet mindre end det endelige opgør mellem russerne og NATO. Det er derfor, jeg tænker på Tenet, hver gang jeg ser billeder fra krigen i Ukraine, og hver gang Putin viser sit ansigt. Christopher Nolan har ganske enkelt gestaltet, hvor vi er på vej hen.
Antagonisten, altså skurken i filmen, er oligarken Andrei Sator, som spilles af Kenneth Branagh. Hvad, vi får at vide om denne Sator, er, at han som ung mand gravede efter plutonium i ruinerne af Stalsk-12. Det er her, han opdager nøglen til at opbygge et globalt imperium som våbenhandler. Han er blevet i stand til at rejse ud i fremtiden og er derigennem kommet i besiddelse af en teknologi, der ikke kun gør det muligt for ham at spole tiden tilbage, men som også gør det muligt for ham at udslette hele universet med et fingerknips – ikke helt ulig Marvel’s superskurk Thanos. Ligesom Thanos er Sator umådelig kynisk og vanvittigt brutal, og scenen, hvor han vil straffe sin ulykkelige kone Kat, fortæller os, at han er en højt specialiseret voldsmand. Hvad, han gør, er, at han tager sine manchetknapper af, og sætter dem fast i hullerne på sit læderbælte, som han så går i gang med at vikle om håndleddet som et improviseret knojern til hustruvold. Sidst men ikke mindst er Sator terminalt syg af kræft, og fordi han selv skal dø, vil han tage resten af verden med sig i faldet. Logikken er, at hvis han ikke kan leve, skal ingen have lov til at leve.
Som sådan er der et oplagt slægtskab mellem Vladimir Putin og Andrei Sator. Sators formative år, hvor han gravede efter plutonium i en sovjetisk ruinby, som er så hemmelig, at den ikke findes på et landkort, giver mindelser om Putins traumatiske periode som KGB-agent i DDR, hvor Sovjetunionen kollapser om ørerne på ham. Øjeblikket, hvor Moskva ikke længere svarer, er det definerende moment for den unge Putin, og alt, hvad han siden har sagt og gjort viser tilbage til dette skelsættende øjeblik, til det kontroltab han oplevede i Dresden.
Hvad, jeg gerne vil hen til, er, at Putin lige siden sovjetstatens kollaps har været besat af tanken om at dreje tiden tilbage, måske endda tilbage til før USSR fandtes, helt tilbage til det imperielle Rusland. Bemærk i den forbindelse, at Putins personlige smag – som set i Kreml og i hans villa ved Sortehavet – ikke er orienteret mod det spartanske og futuristiske USSR, men mod den såkaldte petrinske barok, hvor zar Peter den Store hentede italienske arkitekter til landet. Den arkitekt, som har stået for Putins palads ved Gelendzhik, er netop italiener. I filmen Tenet holder Andrei Sator selvfølgelig ferie ved det allermest oppulente og luksuriøse Italien; Amalfikysten.
Mens Sator er i besiddelse af en algoritme, som gør ham til herre over tid og rum, er Putin i besiddelse af den algoritme, som KGB var baseret på. Det er på KGB som know how, som en mørk og okkult teknologi, at Putin har opbygget sit imperium som Ruslands hersker. Og ligesom Sator er Putin en højt specialiseret voldsmand, der gladeligt hælder polonium eller Novichok i sin modstanders tekop. Det er derfor, at USA’s præsident Joe Biden uden at blinke kalder Putin det, han rettelig er; en morder. Ligesom Sator er Putin også våbenhandler, og så er Putin blevet mindst lige så velhavende, som Sator er. Måske endda verdens rigeste mand.
I Tenet findes en række tidssluser, massive karruseldøre, der gør det muligt at rejse mellem en dimension, hvor tiden er fremadskridende og en anden, hvor tiden løber tilbage, hvor entropien falder i stedet for at stige. Min idé er, at disse tidssluser allerede findes i overført forstand i og omkring Ukraine. Dels i slyngel – og udbryderstaten Transnistrien, der fremstår som et musealt stykke af Sovjetunionen. Og dels i regionen Donbass, hvor vesten og østen støder sammen som modsatrettede floder. Går man videre ud af denne tangent, kan man sige, at Putins store projekt er at spole hele Ukraine tilbage til tiden før syndefaldet i 1991, hvor landet blev uafhængigt. Putin vil altså, præcis som Sator er i stand til i Tenet, få tiden til at gå den modsatte vej i Ukraine.
Min store frygt er, at Putin ligesom Sator er blevet terminalt syg. At han ved, at han skal dø og nu vil trække hele verden med sig i graven i en Tredje Verdenskrig. Som en ven af mig bemærkede, sidder Putin ofte og holder fast i bordkanten, når han taler til folket, lidt som dukker gør det i børne-tv, hvilket kunne antyde, at Putin er medicineret med noget kraftigt skyts. Jeg er ikke læge, og det er min ven bestemt heller ikke, så tag det med et gran salt, men det virker altså ikke helt normalt, at Putin sidder og holder fast i bordkanten. Er han mon på lithium, fordi han er bipolar på samme måde, som Sators voldsomme raserianfald peger i retning af? Eller lider han af noget, der er endnu værre? Hvad, der også bekymrer mig, er den seneste telefonsamtale Frankrigs præsident Macron havde med Putin, hvorunder det gik op for Macron, at Putin tror på sine egne løgne. Et i sandhed frygtindgydende øjeblik.
Det var så for 25 øres filmanalyse. Er det interessant og originalt, det jeg har opdaget? Det aner jeg virkelig ikke, men hvad, jeg ikke tør, er at google Tenet plus Ukraine plus Putin plus Sator for så at finde ud af, at alle mulige andre har skrevet det samme før mig. Så hellere føle mig som en first mover, så længe det varer.
Simon Andersen
Lad os komme ned på jorden igen: I mit forrige nyhedsbrev var jeg på en herlig picnic i Spekuladeskoven. Jeg gættede løs på alt, hvad der kunne gættes på i forbindelse med, at det nye 24syvs chef Simon Andersen angiveligt har skrevet noget meget forbudt og hemmeligt i et nu slettet Facebook-opslag. Men jeg begik dog en fejl, som jeg hermed vil rette. Og beklage. Fordi Berlingske havde skrevet, at der var aftalt et møde mellem PET/FE og chefredaktøren for LOUD (altså 24syv før navneskiftet), tænkte jeg, at dette møde selvfølgelig var blevet afholdt. For hvorfor skulle det ellers have været aftalt? I samme artikel kunne man læse om, hvordan chefredaktører fra Berlingske og Weekendavisen også havde aftalt møder hos PET/FE på Kastellet i København. Og disse møder blev jo afholdt. Eftersom Simon Andersen ikke vil udtale sig om noget, der vedrører denne sag, tænkte jeg, at det var meningsløst at spørge ham om, hvorvidt han havde deltaget i det aftalte møde på Kastellet eller ej. Samtidig, i 24syvs program Det Hemmeligste af det Hemmelige, hvor værterne netop taler om, hvad Simon Andersen har skrevet på Facebook, lyder det grangiveligt som om, at Simon Andersen var blandt de mediechefer, som havde været til intimideringskaffe hos mændene med blå briller og skæg. Sådan hørte jeg det i hvert fald. Alt dette ledte mig frem til at skrive, som jeg skrev i forrige nyhedsbrev, men det skulle jeg ikke have gjort, for efterfølgende har Simon Andersen henvendt sig og krævet en berigtigelse. Han har ikke været til kaffe på Kastellet, meddeler han. Så det var en klar fejl fra min side, selvom jeg stadig undrer mig over, hvorfor Berlingske så skrev, at der var aftalt et møde mellem PET/FE og LOUDs/24syvs chefredaktør, altså Simon Andersen? Det må vi vende tilbage til en anden god gang; fortsættelse følger i hvert fald, for det er virkelig en interessant sag.
Fri Finans
Mens ukrainere i tusindvis flygter fra død og krig, så vinker de rigeste vesteuropæere i lande som Tyskland, Frankrig og sågar Danmark farvel til kontinentet og søger alternative statsborgerskaber under “fredeligere himmelstrøg”. Fri Finans har talt med en mand, der lever af at formidle statsborgerskaber til velhavende mennesker. Desuden forsøger redaktionen bag Fri Finans at gøre medlemmerne klogere på de russiske forbindelser til Danmark. Blandt andet på, hvordan Rusland selv forholder sig til den betændte gaskontrakt mellem Ørsted og Gazprom, der trak overskrifter i forrige uge.
Fri Tænkning
Hvordan ser Ruslands invasion af Ukraine og den igangværende krig ud fra Beijing? Er dette en sten i skoen på Kina eller åbner krigen nye muligheder? Det har chefredaktør Flemming Rose talt med den kinesiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske analytiker Tong Zhao om.
Fri Hjul
Vores stjerneskribent Bastian Emil Goldschmidt udkommer på onsdag med sit nyhedsbrev om cykelsport. Han skriver, at følgende er på menuen:
“Cykelsæsonen forsatte sit solbeskinnede udtryk i lørdags, da to af fartens verdener mødtes på Piazza del Campo i Siena. Her afsluttedes nyklassikeren Strade Bianche, som også i år leverede et medrivende cykelløb af styrt, marmorstøv fra Toscanas hvide grusveje og en sublim solotriumf. Men pladsen er også hjemsted for hestevæddeløbet Palio di Siena, hvor byens distrikter kæmper om prestige to gange om året. Jockeyerne rider uden sadel i middelalderlige dragter, og tre omgange skal tilbagelægges på den enestående smukke plads. Jeg holder meget af, når to arenaer for fart hilser på hinanden og ærer hinanden, som det er tilfældet her og tvinger os beskuere til at holde dem op i det samme lys. Strade Bianche er et nostalgisk løb. Rytterne kører på grusveje, og det hensætter tankerne til en tid, hvor alle veje, der blev kørt cykelløb på, var af grus. Det samme gælder hestevæddeløbet, hvor der i det æstetiske udtryk insisteres på at holde fast i fortiden. På den måde spejler nutiden sig i historien og giver mig anledning til at fortælle om sportsbegivenheder, som føles uforgængelige. Derudover køres der nu cykelløb i både Frankrig og Italien, da Paris-Nice og Tirreno-Adriatico afvikles. De to prestigefulde ugelange etapeløb kæmper en indbyrdes kamp om at være størst og tiltrække de bedste ryttere, og det giver to opfindsomme løb, som udover at uddele deres egne laurbær også fungerer som forberedelse til de monumenter, som venter lige om hjørnet. Læs om det hele i næste udgave af Fri Hjul.”
Fri Spark
I sit ugentlige nyhedsbrev om fodbold bringer Kasper Steenbach næste og sidste afsnit af fortællingen om fodboldklubben Fremad Amager. I første kapitel fortalte forfatter Morten Pape helt fortryllende om, hvor meget klubben betyder for ham, og hvis man som jeg har et blødt punkt for fodboldklubber, der hutler sig igennem tilværelsen, men altid bakkes op af loyale fans, er det not to be missed.
Fri Tid
Levemanden og festoriginalen Simon Jul skriver følgende om sit bidrag til næste udgave af Fri Tid, nyhedsbrevet om hvad du skal spise og foretage dig i din weekend: “Det handler om pariserbøffen. Personligt har jeg aldrig efterspurgt eller set en pariserbøf i Paris, måske fordi den er SÅ fransk, at det er for meget for selv franskmændene?” Og de To Sultne Piger, den anden halvdel af Fri Tid, skriver, at de har været en tur på steakhouset Capa på Rådhuspladsen i København, berømte for deres smørbøf, som de selvfølgelig skulle smage. Mere om det i Fri Tid på fredag.
Fri Kritik
Denne uges nyhedsbrev udgår desværre. Men regn med, at Mette Høeg snart vender stærkt tilbage.
Fri Jihad
Efter at Tore Hamming valgte at stoppe hos Frihedsbrevet for at hellige sig sin forskning i terror og militant islam, har nyhedsbrevet Fri Jihad desværre ligget brak. Derfor er det en glæde at kunne meddele, at vi nu genstarter Fri Jihad. Her til morgen mødtes jeg med Kathrine Elmose, der forsker i hjemvendte fremmedkrigere ved Københavns Universitet. Hun har netop afleveret sin ph.d.-afhandling om samme emne og har på mange måder en profil, der passer perfekt til at føre Fri Jihad videre. Hun debuterer allerede på mandag i kommende uge, og jeg håber, at alle vores medlemmer vil tage godt imod hende.
Hvad jeg ellers går og tænker på
Forleden dag lukkede radiostationen Moskvas Ekko, et af Ruslands sidste uafhængige medier. Stationen var blevet beordret standset af de russiske myndigheder. Hjemmesiden blev taget ned, og signalet blev slukket. Så var det slut med det. Samtidig, på den anden side af fronten, gik EU ind og lukkede adgangen til Kremls propagandakanaler Russia Today og Sputnik. At EU overhovedet kan beordre, at bestemte medier skal holdes væk fra europæerne, kom sikkert bag på mange, i hvert fald på undertegnede. Især at det hele gik så hurtigt. At Kreml trækker stikket på Moskvas Ekko er som forventet, men at EU Kommissionen bremser adgangen til russiske medier står tilbage som et selvmål af dimensioner. For det første har jeg svært ved at få øje på alle de mennesker, der labber Russia Today i sig, for det andet er det altid interessant at kunne følge med i Kremls propaganda. For det tredje er det virkelig et fejltrin at bekræfte Putin i mandens centrale tese om Vesten; nemlig at vi er nogle store fede hyklere. Har alle vores skåltaler om ytrings — og pressefrihed bare været tom snak, kan Putin med rette spørge. Hvem, der også sidder og gnægger, er kineserne, for Vestens kritik af den store kinesiske firewall falder nu til jorden. I øvrigt kommer det slet ikke bag på mig, at regeringen ifølge kulturordfører Kasper Sand Kjær (S) bakker 100% op om EU Kommissionens censur af Russia Today og Sputnik.
På gensyn 👋🏼
Tak fordi du læste eller lyttede med. Jeg er tilbage om en uge.
Mvh, Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet