Fri Mads #41: “Hvis Nick Hækkerup nogensinde ringer til dig for at sige, at du skal skrue lidt ned for charmen, så er det bare med at skynde sig ud til lufthavnen, før det er for sent”


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Kære læser

Som en præst siger i Jes­per Dals­gaards doku­men­tarfilm Kan­dis for Livet: “Der er nogle men­nesker, hvor det dybe lig­ger ret højt.” Ergo kan man sagtens selv sid­de med fornem­melsen af at sige noget gevaldigt dybt, mens andre tænker, man skøjter rundt på over­fladen som en glad idiot. Så tænk på det, når jeg skriv­er, at dette mit nyheds­brev num­mer 41 byder på nogle morderligt dybe ind­sigter. Dog skal det til­fø­jes, at jeg ikke er blevet så berørt af mit eget skriveri, at jeg lige­frem har sid­det og grædt, mens jeg førte pen­nen, sådan som redak­tør Michael Jarl­ner tilsyneladende gjorde det forleden dag, mens han skrev en led­er om Ukraine til Politiken: 

Dagsorden 📌

Hvad, jeg skriv­er om denne gang, er lørda­gens for­bløf­fende inter­view med Claus Hjort Fred­erik­sen (V) på TV 2 News. Der­på han­dler det om par­al­lellerne mellem kri­gen i Ukraine, Vladimir Putin og oli­garken Andrei Sator i Christo­pher Nolans spi­onthriller Tenet (2020), og så læg­ger jeg an til land­ing med en ret­telse til mine gæt­terier i for­rige nyheds­brev om chefen for det nye 24syv Simon Ander­sen. Og naturligvis, til sidst, spot­ter jeg for noget af det ind­hold, som du kan glæde dig til fra Fri­heds­brevet i denne uge. Velkom­men til 🙌🏼 

Et par ord fra salgsafdelingen 🤹🏻‍♂️

Er du stadig med som gratist, så synes jeg nok engang, at du skal overve­je at bide til bolle og melde dig ind hos Fri­heds­brevet. Du går nem­lig glip af helt utroligt mange gode ting. Som for eksem­pel den his­to­rie vi udsendte i går, der han­dler om mys­tikken omkring hvilken afdel­ing i poli­ti­et, der efter­forsker den tidligere spi­onchef Lars Find­sen. I fald du ikke er klar over det, kan alt vores ind­hold både læs­es og lyttes, så skynd dig at købe en bil­let, hent appen og få adgang til et stykke jour­nal­is­tik, som i den grad bevis­er, hvad menin­gen med Fri­heds­brevet er. 

Chapeau, Søren Lippert! 

Det er god latin i visse dele af dan­sk presse at kimse af Søren Lip­pert, jour­nal­ist og tv-vært på TV 2 News og forhen­værende spin­dok­tor for – i denne forbindelse ret pikant – tidligere sund­hedsmin­is­ter og nuværende justitsmin­is­ter Nick Hækkerup (S). Kim­seri­et går på, at Søren Lip­pert er en tan­dløs mikro­fon­hold­er, der giv­er gæsterne i pro­gram­met Lip­pert for meget medløb. Men hvad end Søren Lip­pert har på samvit­tighe­den, så sonede han sine syn­der med tilbagevirk­ende kraft i lørdags klokken 12.30, da han gik i luften med Claus Hjort Fred­erik­sen (V) som gæst. Var det ikke for kri­gen i Ukraine, havde vi nok ikke talt om andet end dette pro­gram, der bød på et af de mest opsigtsvækkende og foruroli­gende inter­views med en dan­sk poli­tik­er, som denne skribent nogensinde har oplevet. 

Bare så alle er med, så er Claus Hjort Fred­erik­sen fort­sat sigtet for at have for­brudt sig mod den drakoniske para­graf 109, para­graf­fen som han­dler om at begå lands­for­ræderi ved at røbe statens hem­me­lighed­er. Skal man tage ham for påly­dende, består myn­dighed­ernes bevis­ma­te­ri­ale mod Claus Hjort Fred­erik­sen udelukkende af en scrap­bog med udklip og udskrifter fra artik­ler og pro­gram­mer, han har med­vir­ket i siden sen­som­meren 2020. 

Hvad, disse inter­views har til­fælles, er, at Claus Hjort Fred­erik­sen her kom­menter­er på skan­dalen om Forsvarets Efter­ret­ningst­jen­este, og i for­læn­gelse der­af kom­mer ind på det hem­melige samar­be­jde, der giv­er USA lov til at afly­tte danske fiberk­abler. Det er åben­bart her, at vi find­er pudlens kerne, hævder Claus Hjort Fred­erik­sen. Hvilket er absurd, for uanset hvor hem­meligt dette samar­be­jde med USA end måtte være, har det været kendt i det offentlige rum siden 2013, hvor whistle­blow­eren Edward Snow­den tog bladet fra munden. Med andre ord har Claus Hjort Fred­erik­sen intet sagt eller skrevet, som ikke allerede har været ude i det åbne. Så med min­dre han også har sol­gt planteg­ningerne af Flak­fortet til russerne, giv­er sagen mod ham alt­så ingen mening overhovedet. 

I inter­viewet med Lip­pert kom det frem, at Claus Hjort Fred­erik­sen stik imod sin advokats vejled­ning nu trådte frem for at lufte sin harme. Han er først og fremmest vred over at blive stem­plet som lands­for­ræder, men hvad, der gør ham end­nu mere fortør­net, er, at regerin­gen efter hans vur­der­ing har brugt poli­ti­et til et poli­tisk ærinde, nem­lig til at give en poli­tisk mod­stander mund­kurv på. Da han sagde det, holdt jeg op med at trække vejret, for tænk, at man skal høre disse ord fra en dan­sk poli­tik­er; at vores regering sim­pelthen bruger ordens­magten til at gøre en poli­tisk mod­stander tavs. Som eksem­pel på at sig­telsen har vir­ket, nævnte Claus Hjort Fred­erik­sen, at han da gerne vil blande sig i debat­ten om kri­gen i Ukraine, men for­di han er sigtet for lands­for­ræderi, skal han ikke nyde noget. 

Står det til Claus Hjort Fred­erik­sen er der ikke tvivl om, at top­pen af regerin­gen er dybt involveret i beslut­nin­gen om at sigte ham for lands­for­ræderi. Justitsmin­is­ter Nick Hækkerups pås­tand, om at han blot er et gum­mis­tem­pel for poli­ti­et, gav Hjort Fred­erik­sen i hvert fald ikke fem flade ører for. Han skød pås­tanden ned ved at nævne, at Nick Hækkerup, kort før poli­ti­et bankede på Hjort Fred­erik­sens dør for at sigte ham efter para­graf 109, selv havde ringet til Ven­stres for­mand Jakob Elle­mann-Jensen for at opfor­dre ham til at bede Claus Hjort Fred­erik­sen om at dæmpe sig. Kon­klu­sio­nen må være, at hvis Nick Hækkerup nogensinde ringer til dig for at sige, at du skal skrue lidt ned for char­men, så er det bare med at skyn­de sig ud til lufthav­nen, før det er for sent. 

Ugen er stadig ung, og meget kan ske, men allerede nu forestiller jeg mig, at Fri­heds­brevets jour­nal­is­ter kom­mer til at granske nogle af de mange spørgsmål, som melder sig i køl­van­det på dette bemærkelsesværdi­ge inter­view. Mest uhyggeligt er selvføl­gelig spørgsmålet om, at hvis regerin­gen virke­lig har brugt poli­ti­et i et poli­tisk ærinde, er det mon så gået ud over andre end Claus Hjort Fred­erik­sen? Som for eksem­pel den 29-årige lær­erstud­erende, Vivian Ani­ta Alexan­dru, der tilbage i marts 2021 blev anholdt af poli­ti­et alene for at have delt et billede på Face­book af en bræn­dende dukke påk­listret et billede af statsmin­is­terens ansigt, samt ordene “hun må og skal aflives”. Når vi nu ved, at statsmin­is­teren og hen­des departe­mentschef Bar­bara Ber­telsen begge er micro­man­agers, som under ned­luknin­gens første fase bland­ede sig i selv de mind­ste detal­jer om, hvor der skulle hænge plakater ude i Kas­trup Lufthavn, er det så helt utænke­ligt, at en tidligere justitsmin­is­ter (Mette Fred­erik­sen) og en tidligere departe­mentschef fra Justitsmin­is­teri­et (Bar­bara Ber­telsen) bruger poli­ti­et til at slå ned på regerin­gens mod­standere, de store såv­el som små? Efter inter­viewet med Claus Hjort Fred­erik­sen er svaret desværre nej; det er ikke utænkeligt. 

Tenet, et postkort fra fremtiden

Efter sigende har filmin­struk­tøren Christo­pher Nolan brugt hele ni år på at skrive, gen­nemtænke og for­berede mester­vær­ket Tenet. Alene der­for må man tro, at intet i denne kryp­tiske, gåde­fulde og dybt ele­gante spille­film er over­ladt til til­fældighed­erne. Er man sam­tidig med på ideen om, at kun­st­nere er særligt sen­si­tive indi­vider, der er i stand til at kigge ud i fremti­den ved at kanalis­ere strømninger fra det kollek­tivt ube­v­id­ste ind i deres kreative virk­somhed, frem­står Tenet efter min mening som en pro­fetisk spille­film om kri­gen mellem Rus­land og Ukraine. Med andre ord er Tenet et postko­rt fra fremti­den, hvilket i øvrigt er helt i fil­mens ånd at skrive. 

Sym­bol­sk nok har Tenet det ene ben plantet i Lon­don­grad, oli­gark­ernes fore­trukne revir, byen hvor alle deres beskidte penge vaskes rene af beredvil­lige banker, mens engelske advokater og PR-fir­maer tager sig af at rense deres navn og rygte. Fil­mens andet ben er både æstetisk og geografisk plantet i Den Kolde Krigs øst­blok, og det er lige fra anslaget, som find­er sted i et sov­jetisk, beton­bru­tal­is­tisk oper­ahus, som fil­men iden­ti­fi­cer­er som værende Kyivs oper­ahus. Med andre ord tager Tenet sin beg­y­n­delse i Ukraines hov­ed­stad, og alt, hvad der siden føl­ger, kor­re­spon­der­er med denne nøglescene. 

Hvad, start­skud­det i oper­ahuset i Kyiv også taler ind i, er en virke­lig hæn­delse, som fandt sted i Mosk­va tilbage i 2002, hvor Dubrov­ka-teatret blev udsat for et ter­ro­ran­greb, mens en forestill­ing var i gang. Omtrent 800 teatergæn­gere blev taget som gid­sler. På det tid­spunkt havde Putin været præsi­dent for Rus­land i to år, og det var ved at gå op for russerne, at en ny sherif var kom­met til byen. 

Efter lidt forhan­dlinger frem og tilbage gik rus­siske spe­cial­styrk­er i aktion og pum­pede en stadig uiden­ti­fi­ceret gas ind i teatret for at bedøve både gid­slerne og ter­ror­is­terne. Sce­nen i Kyivs opera i Tenet frem­står inter­es­sant nok som en rekon­struk­tion af netop denne hæn­delse. Hvad, der skete i virke­lighe­den, var, at gassen slog for­bløf­fende mange af gid­slerne ihjel, og det hele endte præ­cist så bru­talt og gru­somt, som man kan forestille sig, at det gør, når russerne sæt­ter hælen ned. Lige siden har der verseret rygter om, at det var den rus­siske sikker­hed­st­jen­este FSB, som aktivt havde lokket en gruppe tjet­jenske ter­ror­is­ter til at angribe teatret. Jeg tænker ikke, det er et til­fælde, at Tenets åbn­ingss­cene, den allervigtig­ste scene i fil­men, lign­er angre­bet på Dubrov­ka-teatret så meget, som den gør. Fil­men peger alt­så indled­ningsvist på både Ukraine og på Putins Rusland. 

Læn­gere fremme i fil­men slår vi et smut for­bi Est­lands hov­ed­stad Tallinn, engang en udpost i det sov­jetiske imperi­um. Og så ender vi i et futur­is­tisk slag ved et ned­lagt sov­jetisk nuk­leart forsøgs­cen­ter, en af sov­jet-æraens hem­melige byer, som bær­er kode­navnet Stal­sk-12. Hvad, dette slag lign­er, er intet min­dre end det endelige opgør mellem russerne og NATO. Det er der­for, jeg tænker på Tenet, hver gang jeg ser billed­er fra kri­gen i Ukraine, og hver gang Putin vis­er sit ansigt. Christo­pher Nolan har ganske enkelt gestal­tet, hvor vi er på vej hen. 

Antag­o­nis­ten, alt­så skurken i fil­men, er oli­garken Andrei Sator, som spilles af Ken­neth Branagh. Hvad, vi får at vide om denne Sator, er, at han som ung mand gravede efter plu­to­ni­um i ruin­erne af Stal­sk-12. Det er her, han opdager nøglen til at opbygge et glob­alt imperi­um som våben­han­dler. Han er blevet i stand til at rejse ud i fremti­den og er deri­gen­nem kom­met i besid­delse af en teknolo­gi, der ikke kun gør det muligt for ham at spole tiden tilbage, men som også gør det muligt for ham at udslette hele uni­ver­set med et fin­gerknips – ikke helt ulig Marvel’s super­skurk Thanos. Lige­som Thanos er Sator umådelig kynisk og van­vit­tigt bru­tal, og sce­nen, hvor han vil straffe sin ulykke­lige kone Kat, fortæller os, at han er en højt spe­cialis­eret volds­mand. Hvad, han gør, er, at han tager sine manchetk­nap­per af, og sæt­ter dem fast i hullerne på sit læder­bælte, som han så går i gang med at vikle om hån­dled­det som et impro­vis­eret kno­jern til hus­tru­vold. Sidst men ikke mindst er Sator ter­minalt syg af kræft, og for­di han selv skal dø, vil han tage resten af ver­den med sig i faldet. Logikken er, at hvis han ikke kan leve, skal ingen have lov til at leve. 

Som sådan er der et oplagt slægt­skab mellem Vladimir Putin og Andrei Sator. Sators for­ma­tive år, hvor han gravede efter plu­to­ni­um i en sov­jetisk ruin­by, som er så hem­melig, at den ikke find­es på et land­ko­rt, giv­er min­delser om Putins trau­ma­tiske peri­ode som KGB-agent i DDR, hvor Sov­je­tu­nio­nen kol­lapser om ørerne på ham. Øje­b­likket, hvor Mosk­va ikke læn­gere svar­er, er det definerende moment for den unge Putin, og alt, hvad han siden har sagt og gjort vis­er tilbage til dette skel­sæt­tende øje­b­lik, til det kon­troltab han oplevede i Dresden. 

Hvad, jeg gerne vil hen til, er, at Putin lige siden sov­jet­statens kol­laps har været besat af tanken om at dreje tiden tilbage, måske end­da tilbage til før USSR fandtes, helt tilbage til det imperielle Rus­land. Bemærk i den forbindelse, at Putins per­son­lige smag – som set i Kreml og i hans vil­la ved Sorte­havet – ikke er ori­en­teret mod det spar­tanske og futur­is­tiske USSR, men mod den såkaldte petrinske barok, hvor zar Peter den Store hent­ede ital­ienske arkitek­ter til lan­det. Den arkitekt, som har stået for Putins pal­ads ved Gelendzhik, er netop ital­iener. I fil­men Tenet hold­er Andrei Sator selvføl­gelig ferie ved det aller­mest oppu­lente og luk­suriøse Ital­ien; Amalfikysten. 

Mens Sator er i besid­delse af en algo­ritme, som gør ham til herre over tid og rum, er Putin i besid­delse af den algo­ritme, som KGB var baseret på. Det er på KGB som know how, som en mørk og okkult teknolo­gi, at Putin har opbygget sit imperi­um som Rus­lands hersker. Og lige­som Sator er Putin en højt spe­cialis­eret volds­mand, der gladeligt hælder polo­ni­um eller Novi­chok i sin mod­standers tekop. Det er der­for, at USA’s præsi­dent Joe Biden uden at blinke kalder Putin det, han ret­telig er; en morder. Lige­som Sator er Putin også våben­han­dler, og så er Putin blevet mindst lige så vel­havende, som Sator er. Måske end­da ver­dens rigeste mand. 

I Tenet find­es en række tidss­luser, mas­sive kar­ruseldøre, der gør det muligt at rejse mellem en dimen­sion, hvor tiden er fre­mad­skri­dende og en anden, hvor tiden løber tilbage, hvor entropi­en falder i stedet for at stige. Min idé er, at disse tidss­luser allerede find­es i over­ført for­stand i og omkring Ukraine. Dels i slyn­gel – og udbry­der­stat­en Transnistrien, der frem­står som et muse­alt stykke af Sov­je­tu­nio­nen. Og dels i regio­nen Don­bass, hvor vesten og østen støder sam­men som mod­satret­tede floder. Går man videre ud af denne tan­gent, kan man sige, at Putins store pro­jekt er at spole hele Ukraine tilbage til tiden før syn­de­faldet i 1991, hvor lan­det blev uafhængigt. Putin vil alt­så, præ­cis som Sator er i stand til i Tenet, få tiden til at gå den mod­sat­te vej i Ukraine. 

Min store frygt er, at Putin lige­som Sator er blevet ter­minalt syg. At han ved, at han skal dø og nu vil trække hele ver­den med sig i graven i en Tred­je Ver­den­skrig. Som en ven af mig bemærkede, sid­der Putin ofte og hold­er fast i bor­d­kan­ten, når han taler til folket, lidt som dukker gør det i børne-tv, hvilket kunne antyde, at Putin er med­i­cineret med noget kraftigt skyts. Jeg er ikke læge, og det er min ven bestemt heller ikke, så tag det med et gran salt, men det virk­er alt­så ikke helt nor­malt, at Putin sid­der og hold­er fast i bor­d­kan­ten. Er han mon på lithi­um, for­di han er bipo­lar på samme måde, som Sators vold­somme rase­ri­an­fald peger i ret­ning af? Eller lid­er han af noget, der er end­nu værre? Hvad, der også bekym­r­er mig, er den sen­este tele­fon­sam­tale Frankrigs præsi­dent Macron havde med Putin, hvorun­der det gik op for Macron, at Putin tror på sine egne løgne. Et i sand­hed frygtindgy­dende øjeblik. 

Det var så for 25 øres fil­m­analyse. Er det inter­es­sant og orig­inalt, det jeg har opdaget? Det aner jeg virke­lig ikke, men hvad, jeg ikke tør, er at google Tenet plus Ukraine plus Putin plus Sator for så at finde ud af, at alle mulige andre har skrevet det samme før mig. Så hellere føle mig som en first mover, så længe det varer. 

Simon Andersen

Lad os komme ned på jor­den igen: I mit for­rige nyheds­brev var jeg på en herlig pic­nic i Speku­ladeskoven. Jeg gæt­tede løs på alt, hvad der kunne gættes på i forbindelse med, at det nye 24syvs chef Simon Ander­sen angiveligt har skrevet noget meget for­budt og hem­meligt i et nu slet­tet Face­book-opslag. Men jeg begik dog en fejl, som jeg hermed vil rette. Og beklage. For­di Berlingske havde skrevet, at der var aftalt et møde mellem PET/FE og chefredak­tøren for LOUD (alt­så 24syv før navne­skiftet), tænk­te jeg, at dette møde selvføl­gelig var blevet afholdt. For hvor­for skulle det ellers have været aftalt? I samme artikel kunne man læse om, hvor­dan chefredak­tør­er fra Berlingske og Week­en­davisen også havde aftalt møder hos PET/FE på Kastel­let i Køben­havn. Og disse møder blev jo afholdt. Efter­som Simon Ander­sen ikke vil udtale sig om noget, der vedrør­er denne sag, tænk­te jeg, at det var meningsløst at spørge ham om, hvorvidt han havde delt­aget i det aftalte møde på Kastel­let eller ej. Sam­tidig, i 24syvs pro­gram Det Hem­melig­ste af det Hem­melige, hvor værterne netop taler om, hvad Simon Ander­sen har skrevet på Face­book, lyder det gran­giveligt som om, at Simon Ander­sen var blandt de mediechefer, som havde været til intimider­ingskaffe hos mæn­dene med blå briller og skæg. Sådan hørte jeg det i hvert fald. Alt dette ledte mig frem til at skrive, som jeg skrev i for­rige nyheds­brev, men det skulle jeg ikke have gjort, for efter­føl­gende har Simon Ander­sen hen­vendt sig og krævet en berigtigelse. Han har ikke været til kaffe på Kastel­let, med­del­er han. Så det var en klar fejl fra min side, selvom jeg stadig undr­er mig over, hvor­for Berlingske så skrev, at der var aftalt et møde mellem PET/FE og LOUDs/24syvs chefredak­tør, alt­så Simon Ander­sen? Det må vi vende tilbage til en anden god gang; fort­sæt­telse føl­ger i hvert fald, for det er virke­lig en inter­es­sant sag. 

Fri Finans

Mens ukrainere i tusind­vis fly­gter fra død og krig, så vinker de rigeste vesteu­ropæere i lande som Tysk­land, Frankrig og sågar Dan­mark farvel til kon­ti­nen­tet og søger alter­na­tive stats­borg­er­sk­aber under “fre­deligere him­mel­strøg”. Fri Finans har talt med en mand, der lever af at formi­dle stats­borg­er­sk­aber til vel­havende men­nesker. Desu­den forsøger redak­tio­nen bag Fri Finans at gøre medlem­merne klogere på de rus­siske forbindelser til Dan­mark. Blandt andet på, hvor­dan Rus­land selv forhold­er sig til den betændte gaskon­trakt mellem Ørst­ed og Gazprom, der trak over­skrifter i for­rige uge. 

Fri Tænkning

Hvor­dan ser Rus­lands inva­sion af Ukraine og den igangværende krig ud fra Bei­jing? Er dette en sten i skoen på Kina eller åbn­er kri­gen nye mulighed­er? Det har chefredak­tør Flem­ming Rose talt med den kine­siske uden­rigs- og sikker­hed­spoli­tiske ana­lytik­er Tong Zhao om. 

Fri Hjul

Vores stjer­neskribent Bas­t­ian Emil Gold­schmidt udkom­mer på ons­dag med sit nyheds­brev om cykel­sport. Han skriv­er, at føl­gende er på menuen: 

“Cykel­sæ­so­nen for­sat­te sit solbe­skinnede udtryk i lørdags, da to af fartens ver­den­er mødtes på Piaz­za del Cam­po i Siena. Her afs­lut­tedes nyk­las­sik­eren Strade Bianche, som også i år lev­erede et medrivende cykel­løb af styrt, mar­morstøv fra Toscanas hvide grusve­je og en sub­lim solotri­umf. Men plad­sen er også hjem­st­ed for hes­tevæd­delø­bet Palio di Siena, hvor byens dis­trik­ter kæm­per om pres­tige to gange om året. Jock­ey­erne rid­er uden sadel i mid­de­lalderlige dragter, og tre omgange skal tilbagelægges på den enestående smukke plads. Jeg hold­er meget af, når to are­naer for fart hilser på hinan­den og ærer hinan­den, som det er til­fældet her og tvinger os beskuere til at holde dem op i det samme lys. Strade Bianche er et nos­tal­gisk løb. Ryt­terne kør­er på grusve­je, og det hen­sæt­ter tankerne til en tid, hvor alle veje, der blev kørt cykel­løb på, var af grus. Det samme gælder hes­tevæd­delø­bet, hvor der i det æstetiske udtryk insis­teres på at holde fast i for­tiden. På den måde spe­jler nuti­den sig i his­to­rien og giv­er mig anled­ning til at fortælle om sports­be­given­hed­er, som føles uforgæn­gelige. Deru­dover køres der nu cykel­løb i både Frankrig og Ital­ien, da Paris-Nice og Tir­reno-Adri­ati­co afvikles. De to pres­tige­fulde uge­lange etapeløb kæm­per en ind­byrdes kamp om at være størst og tiltrække de bed­ste ryt­tere, og det giv­er to opfind­somme løb, som udover at uddele deres egne lau­r­bær også fun­ger­er som for­bere­delse til de mon­u­menter, som ven­ter lige om hjør­net. Læs om det hele i næste udgave af Fri Hjul.” 

Fri Spark

I sit ugentlige nyheds­brev om fod­bold bringer Kasper Steen­bach næste og sid­ste afs­nit af fortællin­gen om fod­bold­klubben Fre­mad Amager. I første kapi­tel for­t­alte for­fat­ter Morten Pape helt fortryl­lende om, hvor meget klubben bety­der for ham, og hvis man som jeg har et blødt punkt for fod­bold­klub­ber, der hut­ler sig igen­nem tilværelsen, men altid bakkes op af loyale fans, er det not to be missed.

Fri Tid

Lev­e­man­den og fes­to­rig­i­nalen Simon Jul skriv­er føl­gende om sit bidrag til næste udgave af Fri Tid, nyheds­brevet om hvad du skal spise og fore­tage dig i din week­end: “Det han­dler om paris­er­bøf­fen. Per­son­ligt har jeg aldrig efter­spurgt eller set en paris­er­bøf i Paris, måske for­di den er SÅ fran­sk, at det er for meget for selv fran­skmæn­dene?” Og de To Sultne Piger, den anden halvdel af Fri Tid, skriv­er, at de har været en tur på steak­houset Capa på Råd­hus­plad­sen i Køben­havn, berømte for deres smør­bøf, som de selvføl­gelig skulle smage. Mere om det i Fri Tid på fredag. 

Fri Kritik

Denne uges nyheds­brev udgår desværre. Men regn med, at Mette Høeg snart vender stærkt tilbage. 

Fri Jihad

Efter at Tore Ham­ming val­gte at stoppe hos Fri­heds­brevet for at hel­lige sig sin forskn­ing i ter­ror og mil­i­tant islam, har nyheds­brevet Fri Jihad desværre ligget brak. Der­for er det en glæde at kunne med­dele, at vi nu gen­starter Fri Jihad. Her til mor­gen mødtes jeg med Kathrine Elmose, der forsker i hjemvendte fremmed­krigere ved Køben­havns Uni­ver­sitet. Hun har netop aflev­eret sin ph.d.-afhandling om samme emne og har på mange måder en pro­fil, der pass­er per­fekt til at føre Fri Jihad videre. Hun debuter­er allerede på mandag i kom­mende uge, og jeg håber, at alle vores medlem­mer vil tage godt imod hende. 

Hvad jeg ellers går og tænker på 

Forleden dag lukkede radio­sta­tio­nen Moskvas Ekko, et af Rus­lands sid­ste uafhængige medi­er. Sta­tio­nen var blevet beor­dret stand­set af de rus­siske myn­dighed­er. Hjemmes­i­den blev taget ned, og sig­nalet blev slukket. Så var det slut med det. Sam­tidig, på den anden side af fron­ten, gik EU ind og lukkede adgan­gen til Kremls pro­pa­gan­dakanaler Rus­sia Today og Sput­nik. At EU over­hovedet kan beor­dre, at bestemte medi­er skal holdes væk fra europæerne, kom sikkert bag på mange, i hvert fald på under­teg­nede. Især at det hele gik så hur­tigt. At Kreml trækker stikket på Moskvas Ekko er som for­ven­tet, men at EU Kom­mis­sio­nen bremser adgan­gen til rus­siske medi­er står tilbage som et selvmål af dimen­sion­er. For det første har jeg svært ved at få øje på alle de men­nesker, der lab­ber Rus­sia Today i sig, for det andet er det altid inter­es­sant at kunne følge med i Kremls pro­pa­gan­da. For det tred­je er det virke­lig et fejl­trin at bekræfte Putin i man­dens cen­trale tese om Vesten; nem­lig at vi er nogle store fede hyk­lere. Har alle vores skål­taler om ytrings — og presse­fri­hed bare været tom snak, kan Putin med rette spørge. Hvem, der også sid­der og gnæg­ger, er kine­serne, for Vestens kri­tik af den store kine­siske fire­wall falder nu til jor­den. I øvrigt kom­mer det slet ikke bag på mig, at regerin­gen ifølge kul­tur­ord­før­er Kasper Sand Kjær (S) bakker 100% op om EU Kom­mis­sio­nens cen­sur af Rus­sia Today og Sputnik. 

På gensyn 👋🏼

Tak for­di du læste eller lyt­tede med. Jeg er tilbage om en uge. 

Mvh, Mads Brüg­ger, chefredak­tør, Frihedsbrevet