Fri Mads #41: “Hvis Nick Hæk­kerup nogen­sin­de rin­ger til dig for at sige, at du skal skrue lidt ned for char­men, så er det bare med at skyn­de sig ud til luft­hav­nen, før det er for sent”


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores lydleverandør.

Kære læser

Som en præst siger i Jes­per Dals­gaards doku­men­tar­film Kan­dis for Livet: “Der er nog­le men­ne­sker, hvor det dybe lig­ger ret højt.” Ergo kan man sag­tens selv sid­de med for­nem­mel­sen af at sige noget geval­digt dybt, mens andre tæn­ker, man skøjter rundt på over­fla­den som en glad idi­ot. Så tænk på det, når jeg skri­ver, at det­te mit nyheds­brev num­mer 41 byder på nog­le mor­der­ligt dybe ind­sig­ter. Dog skal det til­fø­jes, at jeg ikke er ble­vet så berørt af mit eget skri­ve­ri, at jeg lige­frem har sid­det og grædt, mens jeg før­te pen­nen, sådan som redak­tør Micha­el Jar­l­ner til­sy­ne­la­den­de gjor­de det for­le­den dag, mens han skrev en leder om Ukrai­ne til Politiken: 

Dags­or­den 📌

Hvad, jeg skri­ver om den­ne gang, er lør­da­gens for­bløf­fen­de inter­view med Claus Hjort Fre­de­rik­sen (V) på TV 2 News. Der­på hand­ler det om paral­lel­ler­ne mel­lem kri­gen i Ukrai­ne, Vla­di­mir Putin og oligar­ken Andrei Sator i Chri­stop­her Nolans spiont­hril­ler Tenet (2020), og så læg­ger jeg an til lan­ding med en ret­tel­se til mine gæt­te­ri­er i for­ri­ge nyheds­brev om che­fen for det nye 24syv Simon Ander­sen. Og natur­lig­vis, til sidst, spot­ter jeg for noget af det ind­hold, som du kan glæ­de dig til fra Fri­heds­bre­vet i den­ne uge. Vel­kom­men til 🙌🏼 

Et par ord fra salgs­af­de­lin­gen 🤹🏻‍♂️

Er du sta­dig med som gra­tist, så synes jeg nok engang, at du skal over­ve­je at bide til bol­le og mel­de dig ind hos Fri­heds­bre­vet. Du går nem­lig glip af helt utro­ligt man­ge gode ting. Som for eksem­pel den histo­rie vi udsend­te i går, der hand­ler om mystik­ken omkring hvil­ken afde­ling i poli­ti­et, der efter­for­sker den tid­li­ge­re spionchef Lars Find­sen. I fald du ikke er klar over det, kan alt vores ind­hold både læses og lyt­tes, så skynd dig at købe en bil­let, hent appen og få adgang til et styk­ke jour­na­li­stik, som i den grad bevi­ser, hvad menin­gen med Fri­heds­bre­vet er. 

Cha­peau, Søren Lippert! 

Det er god lat­in i vis­se dele af dansk pres­se at kim­se af Søren Lip­pert, jour­na­list og tv-vært på TV 2 News og for­hen­væ­ren­de spin­dok­tor for – i den­ne for­bin­del­se ret pikant – tid­li­ge­re sund­heds­mi­ni­ster og nuvæ­ren­de justits­mi­ni­ster Nick Hæk­kerup (S). Kim­se­ri­et går på, at Søren Lip­pert er en tand­løs mikro­fon­hol­der, der giver gæster­ne i pro­gram­met Lip­pert for meget med­løb. Men hvad end Søren Lip­pert har på samvit­tig­he­den, så sone­de han sine syn­der med til­ba­ge­vir­ken­de kraft i lør­dags klok­ken 12.30, da han gik i luf­ten med Claus Hjort Fre­de­rik­sen (V) som gæst. Var det ikke for kri­gen i Ukrai­ne, hav­de vi nok ikke talt om andet end det­te pro­gram, der bød på et af de mest opsigtsvæk­ken­de og foru­ro­li­gen­de inter­views med en dansk poli­ti­ker, som den­ne skri­bent nogen­sin­de har oplevet. 

Bare så alle er med, så er Claus Hjort Fre­de­rik­sen fort­sat sig­tet for at have for­brudt sig mod den dra­ko­ni­ske para­graf 109, para­graf­fen som hand­ler om at begå lands­for­ræ­de­ri ved at røbe sta­tens hem­me­lig­he­der. Skal man tage ham for påly­den­de, består myn­dig­he­der­nes bevis­ma­te­ri­a­le mod Claus Hjort Fre­de­rik­sen ude­luk­ken­de af en scrap­bog med udklip og udskrif­ter fra artik­ler og pro­gram­mer, han har med­vir­ket i siden sen­som­me­ren 2020. 

Hvad, dis­se inter­views har til­fæl­les, er, at Claus Hjort Fre­de­rik­sen her kom­men­te­rer på skan­da­len om For­sva­rets Efter­ret­ning­s­tje­ne­ste, og i for­læn­gel­se der­af kom­mer ind på det hem­me­li­ge sam­ar­bej­de, der giver USA lov til at aflyt­te dan­ske fiber­kab­ler. Det er åben­bart her, at vi fin­der pud­lens ker­ne, hæv­der Claus Hjort Fre­de­rik­sen. Hvil­ket er absurd, for uan­set hvor hem­me­ligt det­te sam­ar­bej­de med USA end måt­te være, har det været kendt i det offent­li­ge rum siden 2013, hvor whi­st­le­blowe­ren Edward Snow­den tog bla­det fra mun­den. Med andre ord har Claus Hjort Fre­de­rik­sen intet sagt eller skre­vet, som ikke alle­re­de har været ude i det åbne. Så med min­dre han også har solgt plan­teg­nin­ger­ne af Flak­for­tet til rus­ser­ne, giver sagen mod ham alt­så ingen mening overhovedet. 

I inter­viewet med Lip­pert kom det frem, at Claus Hjort Fre­de­rik­sen stik imod sin advo­kats vej­led­ning nu trå­d­te frem for at luf­te sin har­me. Han er først og frem­mest vred over at bli­ve stemp­let som lands­for­ræ­der, men hvad, der gør ham end­nu mere for­tør­net, er, at rege­rin­gen efter hans vur­de­ring har brugt poli­ti­et til et poli­tisk ærin­de, nem­lig til at give en poli­tisk mod­stan­der mund­kurv på. Da han sag­de det, holdt jeg op med at træk­ke vej­ret, for tænk, at man skal høre dis­se ord fra en dansk poli­ti­ker; at vores rege­ring sim­pelt­hen bru­ger ordens­mag­ten til at gøre en poli­tisk mod­stan­der tavs. Som eksem­pel på at sig­tel­sen har vir­ket, nævn­te Claus Hjort Fre­de­rik­sen, at han da ger­ne vil blan­de sig i debat­ten om kri­gen i Ukrai­ne, men for­di han er sig­tet for lands­for­ræ­de­ri, skal han ikke nyde noget. 

Står det til Claus Hjort Fre­de­rik­sen er der ikke tvivl om, at top­pen af rege­rin­gen er dybt invol­ve­ret i beslut­nin­gen om at sig­te ham for lands­for­ræ­de­ri. Justits­mi­ni­ster Nick Hæk­kerups påstand, om at han blot er et gum­mistem­pel for poli­ti­et, gav Hjort Fre­de­rik­sen i hvert fald ikke fem fla­de ører for. Han skød påstan­den ned ved at næv­ne, at Nick Hæk­kerup, kort før poli­ti­et ban­ke­de på Hjort Fre­de­rik­sens dør for at sig­te ham efter para­graf 109, selv hav­de rin­get til Ven­stres for­mand Jakob Elle­mann-Jen­sen for at opfor­dre ham til at bede Claus Hjort Fre­de­rik­sen om at dæm­pe sig. Kon­klu­sio­nen må være, at hvis Nick Hæk­kerup nogen­sin­de rin­ger til dig for at sige, at du skal skrue lidt ned for char­men, så er det bare med at skyn­de sig ud til luft­hav­nen, før det er for sent. 

Ugen er sta­dig ung, og meget kan ske, men alle­re­de nu fore­stil­ler jeg mig, at Fri­heds­bre­vets jour­na­li­ster kom­mer til at gran­ske nog­le af de man­ge spørgs­mål, som mel­der sig i kølvan­det på det­te bemær­kel­ses­vær­di­ge inter­view. Mest uhyg­ge­ligt er selv­føl­ge­lig spørgs­må­let om, at hvis rege­rin­gen vir­ke­lig har brugt poli­ti­et i et poli­tisk ærin­de, er det mon så gået ud over andre end Claus Hjort Fre­de­rik­sen? Som for eksem­pel den 29-åri­ge lærer­stu­de­ren­de, Vivi­an Ani­ta Ale­xan­d­ru, der til­ba­ge i marts 2021 blev anholdt af poli­ti­et ale­ne for at have delt et bil­le­de på Face­book af en bræn­den­de duk­ke påkli­stret et bil­le­de af stats­mi­ni­ste­rens ansigt, samt orde­ne “hun må og skal afli­ves”. Når vi nu ved, at stats­mi­ni­ste­ren og hen­des depar­te­ments­chef Bar­ba­ra Ber­tel­sen beg­ge er micro­ma­na­gers, som under ned­luk­nin­gens før­ste fase blan­de­de sig i selv de mind­ste detal­jer om, hvor der skul­le hæn­ge pla­ka­ter ude i Kastrup Luft­havn, er det så helt utæn­ke­ligt, at en tid­li­ge­re justits­mi­ni­ster (Met­te Fre­de­rik­sen) og en tid­li­ge­re depar­te­ments­chef fra Justits­mi­ni­ste­ri­et (Bar­ba­ra Ber­tel­sen) bru­ger poli­ti­et til at slå ned på rege­rin­gens mod­stan­de­re, de sto­re såvel som små? Efter inter­viewet med Claus Hjort Fre­de­rik­sen er sva­ret desvær­re nej; det er ikke utænkeligt. 

Tenet, et post­kort fra fremtiden

Efter sigen­de har fil­min­struk­tø­ren Chri­stop­her Nolan brugt hele ni år på at skri­ve, gen­nemtæn­ke og for­be­re­de mester­vær­ket Tenet. Ale­ne der­for må man tro, at intet i den­ne kryp­ti­ske, gåde­ful­de og dybt ele­gan­te spil­le­film er over­ladt til til­fæl­dig­he­der­ne. Er man sam­ti­dig med på ide­en om, at kunst­ne­re er sær­ligt sen­si­ti­ve indi­vi­der, der er i stand til at kig­ge ud i frem­ti­den ved at kana­li­se­re strøm­nin­ger fra det kol­lek­tivt ube­vid­ste ind i deres kre­a­ti­ve virk­som­hed, frem­står Tenet efter min mening som en pro­fe­tisk spil­le­film om kri­gen mel­lem Rusland og Ukrai­ne. Med andre ord er Tenet et post­kort fra frem­ti­den, hvil­ket i øvrigt er helt i fil­mens ånd at skrive. 

Sym­bolsk nok har Tenet det ene ben plan­tet i Lon­don­grad, oligar­ker­nes fore­truk­ne revir, byen hvor alle deres beskid­te pen­ge vaskes rene af bered­vil­li­ge ban­ker, mens engel­ske advo­ka­ter og PR-fir­ma­er tager sig af at ren­se deres navn og ryg­te. Fil­mens andet ben er både æste­tisk og geo­gra­fisk plan­tet i Den Kol­de Krigs østblok, og det er lige fra ansla­get, som fin­der sted i et sov­je­tisk, beton­b­ruta­li­stisk ope­ra­hus, som fil­men iden­ti­fi­ce­rer som væren­de Kyivs ope­ra­hus. Med andre ord tager Tenet sin begyn­del­se i Ukrai­nes hoved­stad, og alt, hvad der siden føl­ger, kor­re­spon­de­rer med den­ne nøglescene. 

Hvad, start­skud­det i ope­ra­hu­set i Kyiv også taler ind i, er en vir­ke­lig hæn­del­se, som fandt sted i Moskva til­ba­ge i 2002, hvor Dub­rov­ka-tea­tret blev udsat for et ter­r­or­an­greb, mens en fore­stil­ling var i gang. Omtrent 800 tea­ter­gæn­ge­re blev taget som gids­ler. På det tids­punkt hav­de Putin været præ­si­dent for Rusland i to år, og det var ved at gå op for rus­ser­ne, at en ny she­rif var kom­met til byen. 

Efter lidt for­hand­lin­ger frem og til­ba­ge gik rus­si­ske spe­ci­alstyr­ker i aktion og pum­pe­de en sta­dig uiden­ti­fi­ce­ret gas ind i tea­tret for at bedø­ve både gids­ler­ne og ter­r­o­ri­ster­ne. Sce­nen i Kyivs ope­ra i Tenet frem­står inter­es­sant nok som en rekon­struk­tion af net­op den­ne hæn­del­se. Hvad, der ske­te i vir­ke­lig­he­den, var, at gas­sen slog for­bløf­fen­de man­ge af gids­ler­ne ihjel, og det hele end­te præ­cist så brutalt og gru­somt, som man kan fore­stil­le sig, at det gør, når rus­ser­ne sæt­ter hælen ned. Lige siden har der ver­se­ret ryg­ter om, at det var den rus­si­ske sik­ker­hed­s­tje­ne­ste FSB, som aktivt hav­de lok­ket en grup­pe tje­tjen­ske ter­r­o­ri­ster til at angri­be tea­tret. Jeg tæn­ker ikke, det er et til­fæl­de, at Tenets åbnings­sce­ne, den aller­vig­tig­ste sce­ne i fil­men, lig­ner angre­bet på Dub­rov­ka-tea­tret så meget, som den gør. Fil­men peger alt­så ind­led­nings­vist på både Ukrai­ne og på Putins Rusland. 

Læn­ge­re frem­me i fil­men slår vi et smut for­bi Est­lands hoved­stad Tal­linn, engang en udpost i det sov­je­ti­ske impe­ri­um. Og så ender vi i et futuri­stisk slag ved et ned­lagt sov­je­tisk nuk­leart for­søgs­cen­ter, en af sov­jet-æra­ens hem­me­li­ge byer, som bærer kode­nav­net Stalsk-12. Hvad, det­te slag lig­ner, er intet min­dre end det ende­li­ge opgør mel­lem rus­ser­ne og NATO. Det er der­for, jeg tæn­ker på Tenet, hver gang jeg ser bil­le­der fra kri­gen i Ukrai­ne, og hver gang Putin viser sit ansigt. Chri­stop­her Nolan har gan­ske enkelt gestal­tet, hvor vi er på vej hen. 

Anta­go­ni­sten, alt­så skur­ken i fil­men, er oligar­ken Andrei Sator, som spil­les af Ken­neth Bra­nagh. Hvad, vi får at vide om den­ne Sator, er, at han som ung mand gra­ve­de efter plu­to­ni­um i rui­ner­ne af Stalsk-12. Det er her, han opda­ger nøg­len til at opbyg­ge et glo­balt impe­ri­um som våben­hand­ler. Han er ble­vet i stand til at rej­se ud i frem­ti­den og er der­i­gen­nem kom­met i besid­del­se af en tek­no­lo­gi, der ikke kun gør det muligt for ham at spo­le tiden til­ba­ge, men som også gør det muligt for ham at uds­let­te hele uni­ver­set med et fin­ger­k­nips – ikke helt ulig Marvel’s super­s­kurk Tha­nos. Lige­som Tha­nos er Sator umå­de­lig kynisk og van­vit­tigt brutal, og sce­nen, hvor han vil straf­fe sin ulyk­ke­li­ge kone Kat, for­tæl­ler os, at han er en højt spe­ci­a­li­se­ret volds­mand. Hvad, han gør, er, at han tager sine man­chet­k­nap­per af, og sæt­ter dem fast i hul­ler­ne på sit læder­bæl­te, som han så går i gang med at vik­le om hånd­led­det som et impro­vi­se­ret kno­jern til hustr­u­vold. Sidst men ikke mindst er Sator ter­mi­nalt syg af kræft, og for­di han selv skal dø, vil han tage resten af ver­den med sig i fal­det. Logik­ken er, at hvis han ikke kan leve, skal ingen have lov til at leve. 

Som sådan er der et oplagt slægtskab mel­lem Vla­di­mir Putin og Andrei Sator. Sators for­ma­ti­ve år, hvor han gra­ve­de efter plu­to­ni­um i en sov­je­tisk ruin­by, som er så hem­me­lig, at den ikke fin­des på et land­kort, giver min­del­ser om Putins trau­ma­ti­ske peri­o­de som KGB-agent i DDR, hvor Sov­je­tu­ni­o­nen kol­lap­ser om ører­ne på ham. Øje­blik­ket, hvor Moskva ikke læn­ge­re sva­rer, er det defi­ne­ren­de moment for den unge Putin, og alt, hvad han siden har sagt og gjort viser til­ba­ge til det­te skel­sæt­ten­de øje­blik, til det kon­trol­tab han ople­ve­de i Dresden. 

Hvad, jeg ger­ne vil hen til, er, at Putin lige siden sov­jet­sta­tens kol­laps har været besat af tan­ken om at dre­je tiden til­ba­ge, måske end­da til­ba­ge til før USSR fand­tes, helt til­ba­ge til det impe­ri­el­le Rusland. Bemærk i den for­bin­del­se, at Putins per­son­li­ge smag – som set i Kreml og i hans vil­la ved Sor­te­ha­vet – ikke er ori­en­te­ret mod det spartan­ske og futuri­sti­ske USSR, men mod den såkald­te petrin­ske barok, hvor zar Peter den Sto­re hen­te­de ita­li­en­ske arki­tek­ter til lan­det. Den arki­tekt, som har stå­et for Putins palads ved Gelendzhik, er net­op ita­li­e­ner. I fil­men Tenet hol­der Andrei Sator selv­føl­ge­lig ferie ved det aller­mest opp­u­len­te og luk­suri­ø­se Ita­li­en; Amalfikysten. 

Mens Sator er i besid­del­se af en algo­rit­me, som gør ham til her­re over tid og rum, er Putin i besid­del­se af den algo­rit­me, som KGB var base­ret på. Det er på KGB som know how, som en mørk og okkult tek­no­lo­gi, at Putin har opbyg­get sit impe­ri­um som Ruslands her­sker. Og lige­som Sator er Putin en højt spe­ci­a­li­se­ret volds­mand, der gla­de­ligt hæl­der polo­ni­um eller Novi­chok i sin mod­stan­ders tekop. Det er der­for, at USA’s præ­si­dent Joe Biden uden at blin­ke kal­der Putin det, han ret­te­lig er; en mor­der. Lige­som Sator er Putin også våben­hand­ler, og så er Putin ble­vet mindst lige så vel­ha­ven­de, som Sator er. Måske end­da ver­dens rige­ste mand. 

I Tenet fin­des en ræk­ke tids­slu­ser, mas­si­ve kar­ru­sel­dø­re, der gør det muligt at rej­se mel­lem en dimen­sion, hvor tiden er fremadskri­den­de og en anden, hvor tiden løber til­ba­ge, hvor entro­pi­en fal­der i ste­det for at sti­ge. Min idé er, at dis­se tids­slu­ser alle­re­de fin­des i over­ført for­stand i og omkring Ukrai­ne. Dels i slyn­gel – og udbry­der­sta­ten Trans­ni­stri­en, der frem­står som et muse­alt styk­ke af Sov­je­tu­ni­o­nen. Og dels i regio­nen Don­bass, hvor vesten og østen stø­der sam­men som mod­sa­t­ret­te­de flo­der. Går man vide­re ud af den­ne tan­gent, kan man sige, at Putins sto­re pro­jekt er at spo­le hele Ukrai­ne til­ba­ge til tiden før syn­de­fal­det i 1991, hvor lan­det blev uaf­hæn­gigt. Putin vil alt­så, præ­cis som Sator er i stand til i Tenet, få tiden til at gå den mod­sat­te vej i Ukraine. 

Min sto­re frygt er, at Putin lige­som Sator er ble­vet ter­mi­nalt syg. At han ved, at han skal dø og nu vil træk­ke hele ver­den med sig i gra­ven i en Tred­je Ver­denskrig. Som en ven af mig bemær­ke­de, sid­der Putin ofte og hol­der fast i bord­kan­ten, når han taler til fol­ket, lidt som duk­ker gør det i bør­ne-tv, hvil­ket kun­ne anty­de, at Putin er medi­ci­ne­ret med noget kraf­tigt skyts. Jeg er ikke læge, og det er min ven bestemt hel­ler ikke, så tag det med et gran salt, men det vir­ker alt­så ikke helt nor­malt, at Putin sid­der og hol­der fast i bord­kan­ten. Er han mon på lit­hi­um, for­di han er bipo­lar på sam­me måde, som Sators vold­som­me rase­ri­an­fald peger i ret­ning af? Eller lider han af noget, der er end­nu vær­re? Hvad, der også bekym­rer mig, er den sene­ste tele­fon­sam­ta­le Frank­rigs præ­si­dent Macron hav­de med Putin, hvorun­der det gik op for Macron, at Putin tror på sine egne løg­ne. Et i sand­hed fryg­tind­g­y­den­de øjeblik. 

Det var så for 25 øres fil­m­a­na­ly­se. Er det inter­es­sant og ori­gi­nalt, det jeg har opda­get? Det aner jeg vir­ke­lig ikke, men hvad, jeg ikke tør, er at goog­le Tenet plus Ukrai­ne plus Putin plus Sator for så at fin­de ud af, at alle muli­ge andre har skre­vet det sam­me før mig. Så hel­le­re føle mig som en first mover, så læn­ge det varer. 

Simon Ander­sen

Lad os kom­me ned på jor­den igen: I mit for­ri­ge nyheds­brev var jeg på en her­lig pic­nic i Spe­ku­la­de­sko­ven. Jeg gæt­te­de løs på alt, hvad der kun­ne gæt­tes på i for­bin­del­se med, at det nye 24syvs chef Simon Ander­sen angi­ve­ligt har skre­vet noget meget for­budt og hem­me­ligt i et nu slet­tet Face­book-opslag. Men jeg begik dog en fejl, som jeg her­med vil ret­te. Og bekla­ge. For­di Ber­ling­s­ke hav­de skre­vet, at der var aftalt et møde mel­lem PET/FE og che­fre­dak­tø­ren for LOUD (alt­så 24syv før nav­neskif­tet), tænk­te jeg, at det­te møde selv­føl­ge­lig var ble­vet afholdt. For hvor­for skul­le det ellers have været aftalt? I sam­me arti­kel kun­ne man læse om, hvor­dan che­fre­dak­tø­rer fra Ber­ling­s­ke og Wee­ken­da­vi­sen også hav­de aftalt møder hos PET/FE på Kastel­let i Køben­havn. Og dis­se møder blev jo afholdt. Efter­som Simon Ander­sen ikke vil udta­le sig om noget, der ved­rø­rer den­ne sag, tænk­te jeg, at det var menings­løst at spør­ge ham om, hvor­vidt han hav­de del­ta­get i det aftal­te møde på Kastel­let eller ej. Sam­ti­dig, i 24syvs pro­gram Det Hem­me­lig­ste af det Hem­me­li­ge, hvor vær­ter­ne net­op taler om, hvad Simon Ander­sen har skre­vet på Face­book, lyder det gran­gi­ve­ligt som om, at Simon Ander­sen var blandt de medi­e­che­fer, som hav­de været til inti­mi­de­rings­kaf­fe hos mæn­de­ne med blå bril­ler og skæg. Sådan hør­te jeg det i hvert fald. Alt det­te led­te mig frem til at skri­ve, som jeg skrev i for­ri­ge nyheds­brev, men det skul­le jeg ikke have gjort, for efter­føl­gen­de har Simon Ander­sen hen­vendt sig og kræ­vet en berig­ti­gel­se. Han har ikke været til kaf­fe på Kastel­let, med­del­er han. Så det var en klar fejl fra min side, selv­om jeg sta­dig undrer mig over, hvor­for Ber­ling­s­ke så skrev, at der var aftalt et møde mel­lem PET/FE og LOUDs/24syvs che­fre­dak­tør, alt­så Simon Ander­sen? Det må vi ven­de til­ba­ge til en anden god gang; fort­sæt­tel­se føl­ger i hvert fald, for det er vir­ke­lig en inter­es­sant sag. 

Fri Finans

Mens ukrai­ne­re i tusind­vis flyg­ter fra død og krig, så vin­ker de rige­ste vest­eu­ro­pæ­e­re i lan­de som Tys­kland, Frank­rig og sågar Dan­mark far­vel til kon­ti­nen­tet og søger alter­na­ti­ve stats­bor­ger­ska­ber under “fre­de­li­ge­re him­mel­strøg”. Fri Finans har talt med en mand, der lever af at for­mid­le stats­bor­ger­ska­ber til vel­ha­ven­de men­ne­sker. Des­u­den for­sø­ger redak­tio­nen bag Fri Finans at gøre med­lem­mer­ne klo­ge­re på de rus­si­ske for­bin­del­ser til Dan­mark. Blandt andet på, hvor­dan Rusland selv for­hol­der sig til den betænd­te gas­kon­trakt mel­lem Ørsted og Gazprom, der trak over­skrif­ter i for­ri­ge uge. 

Fri Tænk­ning

Hvor­dan ser Ruslands inva­sion af Ukrai­ne og den igang­væ­ren­de krig ud fra Bei­jing? Er det­te en sten i sko­en på Kina eller åbner kri­gen nye mulig­he­der? Det har che­fre­dak­tør Flem­m­ing Rose talt med den kine­si­ske uden­rigs- og sik­ker­heds­po­li­ti­ske ana­ly­ti­ker Tong Zhao om. 

Fri Hjul

Vores stjer­neskri­bent Basti­an Emil Golds­ch­midt udkom­mer på ons­dag med sit nyheds­brev om cykel­sport. Han skri­ver, at føl­gen­de er på menuen: 

“Cykel­sæ­so­nen for­sat­te sit sol­be­skin­ne­de udtryk i lør­dags, da to af far­tens ver­de­ner mød­tes på Pia­zza del Cam­po i Sie­na. Her afslut­te­des nyklas­si­ke­ren Stra­de Bian­che, som også i år leve­re­de et medri­ven­de cykel­løb af styrt, mar­mor­støv fra Tosca­nas hvi­de grus­ve­je og en sublim solo­tri­umf. Men plad­sen er også hjem­sted for heste­væd­de­lø­bet Palio di Sie­na, hvor byens distrik­ter kæm­per om pre­sti­ge to gan­ge om året. Jock­ey­er­ne rider uden sadel i mid­delal­der­li­ge drag­ter, og tre omgan­ge skal til­ba­ge­læg­ges på den ene­stå­en­de smuk­ke plads. Jeg hol­der meget af, når to are­na­er for fart hil­ser på hin­an­den og ærer hin­an­den, som det er til­fæl­det her og tvin­ger os besku­e­re til at hol­de dem op i det sam­me lys. Stra­de Bian­che er et nostal­gisk løb. Ryt­ter­ne kører på grus­ve­je, og det hen­sæt­ter tan­ker­ne til en tid, hvor alle veje, der blev kørt cykel­løb på, var af grus. Det sam­me gæl­der heste­væd­de­lø­bet, hvor der i det æste­ti­ske udtryk insi­ste­res på at hol­de fast i for­ti­den. På den måde spej­ler nuti­den sig i histo­ri­en og giver mig anled­ning til at for­tæl­le om sports­be­gi­ven­he­der, som føles ufor­gæn­ge­li­ge. Der­u­d­over køres der nu cykel­løb i både Frank­rig og Ita­li­en, da Paris-Nice og Tir­reno-Adri­a­ti­co afvik­les. De to pre­sti­ge­ful­de ugelan­ge eta­pe­løb kæm­per en ind­byr­des kamp om at være størst og til­træk­ke de bed­ste ryt­te­re, og det giver to opfind­som­me løb, som udover at udde­le deres egne laur­bær også fun­ge­rer som for­be­re­del­se til de monu­men­ter, som ven­ter lige om hjør­net. Læs om det hele i næste udga­ve af Fri Hjul.” 

Fri Spark

I sit ugent­li­ge nyheds­brev om fod­bold brin­ger Kas­per Ste­en­bach næste og sid­ste afsnit af for­tæl­lin­gen om fod­bold­klub­ben Fremad Ama­ger. I før­ste kapi­tel for­tal­te for­fat­ter Mor­ten Pape helt for­tryl­len­de om, hvor meget klub­ben bety­der for ham, og hvis man som jeg har et blødt punkt for fod­bold­klub­ber, der hut­ler sig igen­nem til­væ­rel­sen, men altid bak­kes op af loy­a­le fans, er det not to be mis­sed.

Fri Tid

Leve­man­den og festo­ri­gi­na­len Simon Jul skri­ver føl­gen­de om sit bidrag til næste udga­ve af Fri Tid, nyheds­bre­vet om hvad du skal spi­se og fore­ta­ge dig i din wee­kend: “Det hand­ler om pari­ser­bøf­fen. Per­son­ligt har jeg aldrig efter­s­purgt eller set en pari­ser­bøf i Paris, måske for­di den er SÅ fransk, at det er for meget for selv fransk­mæn­de­ne?” Og de To Sult­ne Piger, den anden halv­del af Fri Tid, skri­ver, at de har været en tur på ste­ak­hou­set Capa på Råd­hus­plad­sen i Køben­havn, berøm­te for deres smør­bøf, som de selv­føl­ge­lig skul­le sma­ge. Mere om det i Fri Tid på fredag. 

Fri Kri­tik

Den­ne uges nyheds­brev udgår desvær­re. Men regn med, at Met­te Høeg snart ven­der stærkt tilbage. 

Fri Jihad

Efter at Tore Ham­m­ing valg­te at stop­pe hos Fri­heds­bre­vet for at hel­li­ge sig sin forsk­ning i ter­ror og mili­tant islam, har nyheds­bre­vet Fri Jihad desvær­re lig­get brak. Der­for er det en glæ­de at kun­ne med­dele, at vi nu gen­star­ter Fri Jihad. Her til mor­gen mød­tes jeg med Kat­hri­ne Elmo­se, der for­sker i hjemvend­te frem­med­kri­ge­re ved Køben­havns Uni­ver­si­tet. Hun har net­op afle­ve­ret sin ph.d.-afhandling om sam­me emne og har på man­ge måder en pro­fil, der pas­ser per­fekt til at føre Fri Jihad vide­re. Hun debu­te­rer alle­re­de på man­dag i kom­men­de uge, og jeg håber, at alle vores med­lem­mer vil tage godt imod hende. 

Hvad jeg ellers går og tæn­ker på 

For­le­den dag luk­ke­de radio­sta­tio­nen Moskvas Ekko, et af Ruslands sid­ste uaf­hæn­gi­ge medi­er. Sta­tio­nen var ble­vet beor­dret stand­s­et af de rus­si­ske myn­dig­he­der. Hjem­mesi­den blev taget ned, og sig­na­let blev sluk­ket. Så var det slut med det. Sam­ti­dig, på den anden side af fron­ten, gik EU ind og luk­ke­de adgan­gen til Kremls pro­pa­gan­da­ka­na­ler Rus­sia Today og Sput­nik. At EU over­ho­ve­det kan beor­dre, at bestem­te medi­er skal hol­des væk fra euro­pæ­er­ne, kom sik­kert bag på man­ge, i hvert fald på under­teg­ne­de. Især at det hele gik så hur­tigt. At Kreml træk­ker stik­ket på Moskvas Ekko er som for­ven­tet, men at EU Kom­mis­sio­nen brem­ser adgan­gen til rus­si­ske medi­er står til­ba­ge som et selv­mål af dimen­sio­ner. For det før­ste har jeg svært ved at få øje på alle de men­ne­sker, der lab­ber Rus­sia Today i sig, for det andet er det altid inter­es­sant at kun­ne føl­ge med i Kremls pro­pa­gan­da. For det tred­je er det vir­ke­lig et fejl­trin at bekræf­te Putin i man­dens cen­tra­le tese om Vesten; nem­lig at vi er nog­le sto­re fede hyk­le­re. Har alle vores skå­l­ta­ler om ytrings — og pres­se­fri­hed bare været tom snak, kan Putin med ret­te spør­ge. Hvem, der også sid­der og gnæg­ger, er kine­ser­ne, for Vestens kri­tik af den sto­re kine­si­ske firewall fal­der nu til jor­den. I øvrigt kom­mer det slet ikke bag på mig, at rege­rin­gen iføl­ge kul­tu­r­ord­fø­rer Kas­per Sand Kjær (S) bak­ker 100% op om EU Kom­mis­sio­nens cen­sur af Rus­sia Today og Sputnik. 

På gen­syn 👋🏼

Tak for­di du læste eller lyt­te­de med. Jeg er til­ba­ge om en uge. 

Mvh, Mads Brüg­ger, che­fre­dak­tør, Frihedsbrevet