Fri Mads #42: Hvorfor er vi alle i fare? 😱

Den alarmistiske over­skrift er ikke min egen. Det var over­skriften på det sid­ste inter­view, som den ital­ienske filmin­struk­tør, digter og for­fat­ter Pier Pao­lo Pasoli­ni gav tilbage i novem­ber måned 1975, kun få timer før han blev fun­det myrdet på en strand ved det tyrrhenske hav. Han var nøgen, han var blevet kørt over flere gange med sin egen bil, hans testik­ler var blevet knust med en met­al­stang, og så var der blevet hældt ben­zin på liget og sat ild til det. 

Svaghed er provokerende 

Her i 100-året for Pasoli­n­is fød­sel for­bliv­er mordet på ham uop­klaret, og i den forbindelse er det tankevækkende, at Pasoli­ni selv insis­terede på, at det sid­ste inter­view, han endte med at give, netop skulle have denne rubrik. Når jeg bringer det på banen her, er det for­di spørgsmålet desværre er lige så aktuelt i dag, som det var i Pasoli­n­is Ital­ien, der den­gang var midt i en lav­in­ten­siv borg­erkrig med ter­ror­grup­per fra både det yder­ste højre og det yder­ste ven­stre, samt en kon­stant trussel om at det hele ville slutte i et atomragnarok. 

Lige nu og her tror jeg, det bed­ste svar på Pasoli­n­is sted­seg­rønne spørgsmål om, hvor­for vi alle er i fare, kom­mer fra den tidligere amerikanske forsvarsmin­is­ter Don­ald Rums­feld. I jan­u­ar 2006 gav han nem­lig et inter­view til ABC News, hvor han sagde, at “svaghed er pro­vok­erende”. Kon­tek­sten var Iraks daværende dik­ta­tor Sad­dam Hus­sein, der fort­sat­te med at dri­ve gæk med FN’s våbenin­spek­tør­er. Grun­den til, at Sad­dam turde at udfor­dre USA og det inter­na­tionale sam­fund, var, at han fornemmede svaghed fra Vestens side, mente Don­ald Rums­feld og fort­sat­te så: 

“Alt, hvad jeg kan sige, er, at hvis his­to­rien har lært os noget, så er det, at svaghed tilskyn­der folk til at gøre ting, de ellers ikke ville gøre. Den frem­gangsmåde, som går i ret­ning af, at man ikke må gøre Sad­dam ked af det eller vred, for­di så kan han finde på at gøre noget, svar­er til at fodre en alli­ga­tor med det håb, at den spis­er dig til sidst.” 

Der kan med rette være delte meninger om Don­ald Rums­feld, men hvad end man men­er om man­den, tager jeg hat­ten af for denne udtalelse. Hvad, jeg tror, er, at Vladimir Putin og hans inderkreds i sti­gende grad hen­over de sen­este tyve år har opfat­tet Vesten som værende kraftes­løs, dekadent og han­dlingslam­met, og denne opfat­telse af en tilt­a­gende svækkelse af Vesten har vir­ket som en sire­ne­sang på klep­tokrater­ne i Kreml. Så meget, at Putin til sidst var nødt til at han­dle på det. En anden fork­lar­ing kan være, at Putin sim­pelthen er bange for svaghed, lige­som den kon­tro­ver­sielle ital­ienske for­fat­ter Curzio Mala­parte i sin roman Kaput skriv­er enormt inter­es­sant om, at det, som nazis­terne frygt­ede mest i hele ver­den, var svage men­nesker. Under alle omstændighed­er er der tilsyneladende en geopoli­tisk lovmæs­sighed, som dik­ter­er, at svaghed er pro­vok­erende, og så længe Vesten ikke ihukom­mer denne grimme, mørke og gam­le sand­hed, er vi alle i fare. Åh ja, selvføl­gelig er der også kli­makrisen, men i forhold til truslen om den evige atom­v­in­ter forekom­mer antallet af vin­d­møller ærligt talt som en bagatel. 

En gammel hat kaldet corona 🎩

Hermed velkom­men til mit nyheds­brev num­mer 42. Egentlig havde jeg lovet mig selv, at jeg ikke ville skrive om kri­gen i Ukraine, for folk, som de er flest, er ved at nå til et mæthed­spunkt med doom scrolling. Så hellere sætte den glade fod for­rest og skrive om noget, der får smilet frem hos os alle. Jeg ved ikke med jer, men når jeg selv skal hygge mig, sådan rigtigt dejligt hygge mig, væl­ger jeg til hver en tid debat­ten om for­mod­ede lang­varige bivirkninger fra coro­na-vac­cin­erne. Der­for har jeg inter­viewet den amerikanske immunolog og kræft­forsker William J. Mur­phy, som har gjort en spæn­dende opdagelse desangående. Ovenikø­bet er emnet aktuelt, for i disse dage er det præ­cis to år siden, at Dan­mark blev lukket ned. Så det skriv­er jeg om, og så kom­mer jeg selvføl­gelig med et vue over de mange gode ting og sager, som Fri­heds­brevet vil glæde sine betal­ende medlem­mer med i denne uge. 

Så skal der sælges op 💪🏼

Apro­pos hylde­var­er, vil jeg gerne hen­lede opmærk­somhe­den på, at vi løbende byg­ger til i vores kat­a­log med pod­casts. Der er lige udkom­met nyt afs­nit i serien om Mærsks mørke hem­me­lighed og serien om kri­gen i Ukraine med Flem­ming Rose og Sofie Frøkjær kør­er jo bare deru­dad, sen­est med et pro­gram om, hvem Putin mon råd­før­er sig med? Her­til kom­mer så, at vi senere på ugen har pre­miere på en føl­je­ton i gen­ren true crime. Lige nu og her kan jeg ikke skrive andet, end at det er opsigtsvækkende godt, og selvom jeg som super­bruger af true crime på lyd er særde­les godt vant, har vi noget på vej, som virke­lig har fået mig til at spærre øjnene op. 

Nu vil jeg ikke tease mere, men blot sige, at hvis du er typen, der stadig ikke har meldt dig ind i Fri­heds­brevet, men blot læs­er eller lyt­ter med her, for­di du fort­sat er nys­ger­rig på, om Fri­heds­brevet mon er noget for dig, så er tiden kom­met, hvor du skal have fat i muld­varpe­skindet. I det hele taget kan jeg se, når jeg slår det lange lys til, at vi har ind­hold på vej frem mod som­meren, som vil løfte Fri­heds­brevet op på et niveau, der trodser mine vildeste for­vent­ninger. Det synes jeg ikke, du skal gå glip af, og desu­den er jeg sikker på, at du kan se pointen i at give en hes­tesko til et nyhedsme­die, der prin­cip­ielt siger nej til medi­estøtte og annon­cer. For jo flere rigtigt frie og uafhængige medi­er vi har, jo bedre – ikke sandt? 

Antistoffer mod antistoffer 🦠

Som faste læsere af mit nyheds­brev vil vide, har jeg før brændt nallerne på at skrive om for­mod­ede lang­varige bivirkninger fra vac­cin­erne mod coro­na. Fak­tisk er jeg nået til den kon­klu­sion, at det farlig­ste, man over­hovedet kan skrive om i disse tider, er vac­cin­erne. Nu vover jeg så pelsen igen, for jeg ved­bliv­er med at have ondt af de men­nesker, der siger, at de døjer med for­mod­ede lang­varige bivirkninger fra vac­cin­erne. Dels for­di at sund­hedsvæsenet ikke rigtigt vil kendes ved dem, men også for­di udskamnin­gen af anti­vaxxerne har gjort det hele end­nu værre. For selvom disse men­nesker ikke er imod vac­cin­er, er de forståeligt nok skræk­slagne for at blive opfat­tet som sådan. Her har medierne en særlig rolle at spille, men desværre har dan­sk presse ikke rigtigt været sin opgave vok­sen. I hvert fald kom­mer det ikke bag på mig, at jeg er den første danske jour­nal­ist, der har inter­viewet den amerikanske immunolog og kræft­forsker William J. Murphy. 

Sam­men med sin kol­le­ga Dan L. Lon­go har dok­tor Mur­phy skrevet den opsigtsvækkende artikel A Pos­si­ble Role for Anti-idio­type Anti­bod­ies in SARS-CoV­‑2 Infec­tion and Vac­ci­na­tion, som blev bragt i The New Eng­land Jour­nal of Med­i­cine den 27. jan­u­ar 2022. Sagt på men­neske­sprog er de to forskere kom­met på sporet af, at de RNA-vac­cin­er, der gives mod coro­na, i sjældne til­fælde kan fremkalde en per­ma­nent krisetil­stand i immun­forsvaret, også kaldet for autoim­mu­nitet. Mere med­i­cin­sk for­muleret – med en lang sæt­ning – han­dler det om en sit­u­a­tion, hvor krop­pen dan­ner anti­stof­fer mod spike­pro­teinet på coro­n­avirus (Ab1), men også dan­ner anti­stof­fer mod anti­stof­ferne (Ab2) – og disse Ab2-anti­stof­fer kan på den måde ligne den oprindelige ska­be­lon, spike­pro­teinet, og dermed binde sig til de samme cellere­cep­tor­er som coro­n­avirus og udløse et angreb fra krop­pens immun­celler mod disse celler, for­di immun­cellerne tror, at cellerne er angre­bet med coro­n­avirus. Ab2-anti­stof­ferne kan blive i krop­pen længe efter, at selve spike­pro­teinet er væk, og det vil sige, at der kan blive tale om et ved­varende og lang­varigt angreb fra immun­forsvaret på krop­pens egne celler. Og så har vi bal­laden. Ifølge dok­tor Mur­phy tyder det på, at de to forskere har fat i den lange ende her, men hvad, der er svært at sige noget om, er, hvor mange der er ramt af prob­lemet og i for­læn­gelse her­af, hvor­dan man behan­dler det. 

Det har jeg talt med dok­tor Mur­phy om, men først vil jeg lige under­strege, at han alt­så ikke er en eller anden til­fældig sofa-immunolog, som jeg lige har tryl­let frem til lej­lighe­den. Han har fors­ket i immun­forsvaret i forhold til kræft­be­han­dling i mere end 30 år og har været direk­tør ved USA’s Nationale Can­cer Insti­tut. I dag er han ansat som forsker hos UC Davis Med­ical Cen­ter under Uni­ver­si­ty of Cal­i­for­nia i Cal­i­forniens hov­ed­stad Sacramento. 

“Jeg er selv pro-vac­cine og er både blevet vac­cineret og boost­et, men jeg er opmærk­som på den risiko, man løber, når man bliv­er vac­cineret,” siger dok­tor Mur­phy til Fri­heds­brevet og fortsætter: 

“Vores forskn­ingspa­pir blev bragt online i novem­ber 2021 og kom ud på print i jan­u­ar 2022. Forsinkelsen skyldtes, at vi fik to reak­tion­er fra kol­le­gaer, som vi skulle svare på først. Det ene svar bekræft­ede vores hypotese om, at der i visse til­fælde kan ske det, at immun­forsvaret laver anti­stof­fer mod de anti­stof­fer, som vac­ci­nen har frem­bragt, og hermed opstår der en autoim­mun reak­tion i krop­pen. Respon­sen på artiklen har været overvældende. Jeg får mails dagligt fra patien­ter og læger, som skriv­er, at de også har opdaget, hvad vi har opdaget. Hvad gør vi, spørg­er de igen og igen. Hvad gør vi, hvad gør vi? Jeg er slet ikke i tvivl om, at lang­varige bivirkninger fra coro­na-vac­cin­erne er et virke­ligt fænomen, og man er snæver­synet, hvis man ikke vil erk­ende det. Lang­varig covid er et kendt og vel­doku­menteret fænomen, så lige­som vi allerede nu ved, at vac­cin­er mod coro­na i sjældne til­fælde kan med­føre alvorlige, kort­varige bivirkninger, giv­er det udmær­ket mening, hvis der også er alvorlige, lang­varige bivirkninger fra vac­ci­na­tio­nen. Jeg vil gerne under­strege, at jeg grundlæggende betragter vac­cin­erne som sikre, men sikker­hed skal altid måles op imod den risiko, man løber, når man tager dem. Selv vand kan være usikkert, hvis man drikker nok af det. I forhold til can­cer, som jeg har fors­ket meget i, kig­ger vi altid på sikker­hed i forhold til risiko. Hvor gam­mel er patien­ten? Hvis det er en ældre patient i forhold til en yngre, er vi måske mere kon­ser­v­a­tive med, hvor­dan vi behan­dler med kemoter­api. I forhold til pan­demien over­steg forde­lene ved vac­cin­erne helt klart risikoen, men nu hvor pan­demien er under kon­trol, giv­er det god mening lige at gen­overve­je det hele. Der har jo været et enormt poli­tisk pres for at få alle vac­cineret, for selve pointen med vac­cin­er er, at man skal have hele befolknin­gen med for at opnå flokim­mu­nitet. Ski­bet var ved at synke, der­for tog vi vac­cin­erne, og nu sid­der vi ude på havet i en red­nings­flåde og bør tage en ser­iøs snak om, hvor­dan vi kom­mer videre her­fra. Her vil jeg gerne pege på, hvor lidt vi ved. Vi ved for eksem­pel stadig ikke, hvad der gør, at et fåtal af dem, der er blevet vac­cineret, udvikler inflam­ma­toriske hjertesyg­domme. Hvad vi har brug for er en meget mere pos­i­tiv atti­tude fra det med­i­cinske sam­funds side. Fra poli­tisk hold skubbes der stadig imod, at man forsker i dette emne, og vi har fort­sat ikke en cen­tral myn­dighed, der sam­ler resul­tater­ne og sørg­er for, at de bliv­er videre­formi­dlet. Det skaber både mist­il­lid og en følelse af hjælpeløshed hos patien­terne. Det er som om, at det med­i­cinske sam­fund ikke til fulde har erk­endt, at de her vac­cin­er er kom­met for at blive, samt at de ændr­er sig i takt med, at virus muter­er. Hvor meget skal vi vac­cinere, hvor tit skal vi vac­cinere? I stedet for at være proak­tive er vi reak­tive. Indtil nu har forsknin­gen udelukkende været fokuseret på de kort­varige bivirkninger, som for eksem­pel inflam­ma­toriske hjertesyg­domme eller en anafy­lak­tisk strak­sreak­tion. Alt­så kort­varige bivirkninger, som ram­mer en meget, meget lille del af befolknin­gen, Men spørgsmålet om bivirkninger på lang sigt har slet ikke været stud­eret end­nu. Man kan ikke sige, at bare for­di man ikke ser flere bivirkninger på kort sigt, så kan man ekstrapol­ere sig frem til, at så er vac­cin­erne også sikre på lang sigt. Der er brug for flere studi­er, som tager dette emne meget ser­iøst. Prob­lemet er, at for­di virus spred­er sig til alle dele af krop­pen, er det meget svært at afgøre om en lidelse skyldes en virus­in­fek­tion, man måske ikke engang ved, at man har haft, ver­sus en bivirkn­ing fra vac­ci­nen. Læg der­til, at vi taler om symp­tomer, der kan være meget svære at ind­kredse sam­men­lignet for eksem­pel med en syg­dom som kræft, hvor vi klart kan se den, hvor vi også kan se, når den er væk igen, eller hvis den er vendt tilbage. Hvis vi taler om symp­tomer som træthed eller nerve­betæn­delse, bliv­er det meget svært at afgøre, hvad der skyldes vac­ci­nen sam­men­lignet med symp­tomer på lang­varig covid eller psyko­so­ma­tiske lidelser. Der­for føler jeg meget stærkt, at vi man­gler helt basal forskn­ing i vac­cin­erne for at forstå, hvad de gør ved immun­forsvaret. Et stort prob­lem i den forbindelse er, om vi kan stole på, at med­i­c­i­nal­fir­maerne del­er alle deres data med os. Jeg stam­mer fra aca­d­e­m­i­ca, og jeg har ingen skin in the game. Jeg vil bare gerne forske, men er man totalt objek­tiv, når man har et pro­dukt, man skal sælge? Alle kan se min data, alt er offentligt, men det er ikke til­fældet med med­i­c­i­nal­fir­maerne. Et andet prob­lemet er, at de forskn­ingsmod­eller, der anven­des, typisk er baseret på tests på mus, men altid sunde, unge mus. I stedet burde vi bruge gam­le mus, fede mus, autoim­mune mus, for det vil give os et meget bedre billede af, hvor­dan befolknin­gen vil rea­gere på vac­cin­erne. Vi skal være meget for­sigtige med, at vi ikke ser, hvad vi ikke vil se. Hvis vi ikke ser giftighed, er det så, for­di vores forskn­ing udelukkende er baseret på sunde, unge mus i forhold til ældre, overvægtige mus? Men disse studi­er er dyre at lave, og man kan ikke sige, at jeg mærk­er en overvældende opbakn­ing. Pfiz­er og Mod­er­na er ikke inter­esseret i, at man under­søger og sam­men­lign­er deres vac­cin­er, så for mig er det en stor udfor­dring at forske i det her. Vi er helt alene, med vores egne penge, og de vac­cin­er vi selv har skaf­fet os. Vi laver de basale studi­er nu, mens vi taler, med fede mus, forskel­lige mus. Vi ved ikke, hvad vi kom­mer til at se, men det kom­mer til at tage måned­er, for hele pointen er jo, at det han­dler om lang­varige bivirkninger. Et prob­lem i den forbindelse er, at mus ikke selv fortæller dig, hvis de har det dårligt, for eksem­pel om de har kvalme eller er trætte, så vi skal kigge på deres opførsel målt ud fra forskel­lige para­me­tre, men vi vil stadig være i stand til at opdage det, hvis de udvikler autoim­mune reak­tion­er. Jeg har ingen anelse om, hvor mange men­nesker, der lid­er af det her, kun anek­do­tiske bevis­er i form af mails fra folk, der skriv­er til mig, at de er ramt af det, men det er jo umuligt for mig at ver­i­fi­cere, hvad de lid­er af,” lyder det fra dok­tor Murphy. 

Hermed nok om vac­cin­er i denne ombæring, men jeg fort­sæt­ter med at inter­essere mig for emnet. Hvor­for? For­di det måske er den vigtig­ste jour­nal­is­tiske his­to­rie overhovedet. 

Fri Finans

Redak­tio­nen bag nyheds­brevet Fri Finans ser nærmere på den inter­na­tionale gigant INEOS, som stat­en har sendt adskil­lige mil­lion­er i fav­nen på. Desu­den har de inter­viewet man­den bag den leg­en­dariske Piz­za Hut-reklame med Gorbatjov. 

Fri Tænkning

I næste udgave af sit nyheds­brev Fri Tænkn­ing kig­ger chefredak­tør Flem­ming Rose på to af Rus­lands største for­fat­tere, som har skrevet fik­tionsværk­er om krig baseret på doku­men­tarisk materiale. 

Den ene er Lev Tol­stoj, som i sin roman Krig og Fred fra 1867 gen­neml­yser Napoleons felt­tog mod Rus­land i 1812 og efter­føl­gende ned­er­lag. Tol­stoj filosofer­er i den forbindelse over, hvad det er, der dri­ver historien. 

Samme spørgsmål under­søger nobel­prisvin­der Alek­san­dr Sol­sjen­it­syn i sit doku­men­tariske mam­mutværk om Første Ver­den­skrig og Den Rus­siske Rev­o­lu­tion, Det Røde Hjul, hvo­raf kun første bind find­es på dansk. 

Sol­sjen­it­syn bland­ede sig indtil sin død i 2008 også i debat­ten om forhold­et mellem Rus­land og Ukraine. 

Har de to gigan­ter i rus­sisk lit­ter­atur noget at sige til vores samtid og til Vladimir Putin? 

Fri Tid

I denne uges Fri Tid stiller Simon Jul skarpt på at sanke grønt ude i naturen og især kul­turen omkring det løsslup­ne ram­sløg, et fænomen, “der skiller van­dene med god berettigelse,” som Simon Jul skriv­er. Den anden halvdel bag nyheds­brevet Fri Tid, de anonyme gas­tronomer kendt som de To Sultne Piger har dette på menu­en: “Vi har været på restau­rant Barr i Strandgade i Køben­havn – vi har på fornem­melsen, det er sådan en restau­rant, ALLE mad tur­is­ter har som must try, så det skulle vi selvføl­gelig også prøve. I Nomas gam­le lokaler 🙂 Vi fik schnitzel!!!” 

Fri Jihad

I dag udkom­mer den nye udgave af vores nyheds­brev Fri Jihad. Nyt, for­di det fra nu af skrives af Kathrine Elmose Jør­gensen, der forsker i fremmed­krigere og radikalis­er­ing ved Køben­havns Uni­ver­sitet. Hun skriv­er: “Mit første brev han­dler om fan­tasien om (hel­lig) krig og om forskellen på at forsøge at virke­lig­gøre fan­tasien – for eksem­pel ved at rejse til krigszo­nen – og at for­blive i fan­tasien. Deru­dover han­dler det om, hvad der sker, når fan­tasien punk­teres, og hvad det kan føre med sig.” 

Fri Hjul

Bas­t­ian Emil Gold­schmidt, der skriv­er vores ugentlige nyheds­brev om cykel­sport, har føl­gende på tapetet i denne uge: 

“I den for­gangne uge blev der kørt pres­tige­fulde cykel­løb i både Frankrig og Ital­ien. De to etapeløb Paris-Nice og Tir­reno-Adri­ati­co sat­te sce­nen for sæso­nens første store opgør mellem sportens klasse­mentsryt­tere. Jonas Vinge­gaard og Tadej Pogacar genop­tog deres duel fra sid­ste år i Appen­nin­ernes bjerge, og Pri­moz Roglic og Wout van Aert ledte Jum­bo-Vis­mas offen­siv an i det tra­di­tion­srige franske løb. Det hele synes at fun­gere som et intenst anslag frem mod som­merens kul­mi­na­tion med Tour de France-starten i Dan­mark. Pogacar virk­er uovervin­delig, men de to hold­kam­mer­ater Vinge­gaard og Roglic kan med en fælles offen­siv, når de atter kør­er løb sam­men, udfor­dre sloveneren. Pogacar udtalte selv efter sin etape­se­jr på det leg­en­dariske ste­jle bjerg Monte Carpeg­na i lørdags: ‘Things are going great, I can’t com­plain’. Det min­der mig om Karen Blix­ens lin­je fra Den afrikanske farm, som jeg hold­er meget af: ‘Her i denne høje Luft trak man Vejret let og indaand­ede et vildt Haab, som Vinger. I Høj­lan­det vaagnede man om Mor­ge­nen og tænk­te: Nu er jeg der, hvor jeg skal være.’” 

Fri Hjul udkom­mer på ons­dag, og sig mig så lige, hvor mange andre sport­sjour­nal­is­ter, der citer­er Karen Blix­en, når de skriv­er om cykling? 

Fri Spark ⚽️

Hov­ed­his­to­rien i den kom­mende uges Fri Spark bliv­er et portræt af Ukraines største bidrag til udviklin­gen af mod­erne fod­bold; Dynamo Kiev — og Sov­jet-træneren Valeriy Lobanovskyi, der døde 63 år gam­mel i 2002. Han var tæt på at gå blikkenslagerve­jen, men i stedet udviklede han tre Bal­lon d’Or-vindere, vandt to europæiske klubti­tler og, nok så væsentligt, banede vejen for den brug af data i træn­erg­ernin­gen, der er så udbredt i dag. 

Hvad jeg ellers går og tænker på? 🤔

1️⃣ Hvad, mange danskere ikke ved, er, at vi har en statsmin­is­ter, som godt kan lide, når det lige er lidt finere. For eksem­pel kan hun godt lide smør­re­brød, men hvis hun ikke smør­er det selv til sine føl­gere på Insta­gram, må det gerne være fra Aamanns, som jo laver det fineste og dyreste smør­re­brød i byen. Hvor vil jeg så hen med det? Jo, efter absurd lang ven­tetid har Fri­heds­brevet fået aktind­sigt i statsmin­is­ter Mette Fred­erik­sens stats­besøg i Indi­en i okto­ber 2021. Der er ikke det store at komme efter, men jeg bider alligev­el mærke i, at hun og første­man­den Bo Teng­berg begge fløj på busi­ness class for 36.000 kro­ner per næse. Det skal selvføl­gelig være dem vel undt, for hun er jo vores statsmin­is­ter, og Bo Teng­berg er gift med hende. Og de har sikkert sid­det og nydt livet sam­men, de to, og når man fly­ver interkon­ti­nen­talt med KLM på busi­ness class, får man ovenikø­bet nogle små, herlige porcelæn­shuse fyldt med ægte hol­land­sk gin, som man kan sid­de og hygge sig med. Foru­den alle de andre lækkerier, som KLM tilby­der deres fineste pas­sager­er. Som for eksem­pel dejlig mad tilberedt af top­kokke og et udvalg af de bed­ste vine. 

De var dog ikke alene oppe i spid­sen af fly­et, for med på busi­ness class var også Mette Fred­erik­sens best friend for­ev­er, departe­mentschef Bar­bara Ber­telsen, samt Mar­tin Juste­sen, der jo afløste Mar­tin Rossen som stab­schef, og to min­dre fremtræ­dende embedsmænd. De har for­mentlig også sid­det og prokrastineret den med hver deres Delft Blue House med Young Dutch Bols Jen­ev­er i. 

Alt­sam­men skønt og fred være med det, men hvad, der bare gør det hele lidt sjovt, er, at på samme fly­vn­ing havde Mette Fred­erik­sen fire andre embedsmænd fra Statsmin­is­teri­et med på slæb, heri­b­landt Mette Fred­erik­sens per­son­lige sekretær, den ledende press­esekretær og en kon­torchef, men de var ikke oppe på busi­ness class sam­men med Mette, Bo, Bar­bara og Mar­tin. De var i stedet blevet forvist til mon­key class sam­men med de almin­delige rejsende. Hvilket lidt min­der mig om sce­nen fra fil­men Alene Hjemme (1990), hvor foræl­drene rejs­er til Paris på første klasse, mens deres børn sid­der omme bagi, på de bil­lige rækker. 

På sådan en fly­vn­ing er der jo god tid til at sam­le tankerne, og lign­er det ikke lidt en tanke, at Mette Fred­erik­sen under­ve­js har løftet et glas cham­pagne, sip­pet en tår, og tænkt på det, som optager hende aller­mest i hele ver­den, nem­lig lighed? Tilbage i april 2017 gav hun i hvert fald en tale i Odense, hvor hun slog fast, at Socialdemokrati­ets top­pri­or­itet de næste tyve år er at bekæmpe ulighe­den: “Det, der er vigtigst for os først, er lighed. At vi grundlæggende tror på, at det er vores vigtig­ste opgave at sikre, at vores børn har lige mulighed­er,” sagde Mette Fred­erik­sen ifølge Berlingske. 

Har hun mon tænkt på det, på vej til Indi­en på busi­ness class, og er hun så kom­met i tanke om noget uop­sæt­teligt vigtigt omkring, hvor­dan man bekæm­per denne for­bistrede, dumme dumme ulighed. Noget, som hun lige skulle have læs­set af til en af sine mere laver­estående hjælpere for så at opdage, at hov, han eller hun sid­der jo læn­gere nede i fly­et, sam­men med alle fjolserne? I så fald ville det have været et meget sigende øje­b­lik, som jeg sagtens kan se for mig. 

2️⃣ Et andet fun fact fra Mette Fred­erik­sens rejse til Indi­en er, at statsmin­is­terens og Bo Teng­bergs og resten af den danske del­e­ga­tions ophold på luk­sushotellerne Hotel ITC Mau­rya i New Dehli og Hotel Oberoi i Agra blev betalt af de indiske skat­te­borg­ere. Indi­en kæm­per i øvrigt fort­sat med ekstrem fat­tig­dom, og cir­ka seks pro­cent af befolknin­gen, omtrent 84 mil­lion­er men­nesker, må klare sig for under to dol­lars om dagen. Bare lige for at sætte det hele i relief. 

Namaste 🙏🏻

Som man siger i Indi­en. Hermed slut­ter mit nyheds­brev num­mer 42, og jeg er tilbage om en uge. Tak for­di du læste eller lyt­tede med. 

Mvh, Mads Brüg­ger, chefredak­tør, Frihedsbrevet