Fri Mads #42: Hvorfor er vi alle i fare? 😱
Den alarmistiske overskrift er ikke min egen. Det var overskriften på det sidste interview, som den italienske filminstruktør, digter og forfatter Pier Paolo Pasolini gav tilbage i november måned 1975, kun få timer før han blev fundet myrdet på en strand ved det tyrrhenske hav. Han var nøgen, han var blevet kørt over flere gange med sin egen bil, hans testikler var blevet knust med en metalstang, og så var der blevet hældt benzin på liget og sat ild til det.
Svaghed er provokerende
Her i 100-året for Pasolinis fødsel forbliver mordet på ham uopklaret, og i den forbindelse er det tankevækkende, at Pasolini selv insisterede på, at det sidste interview, han endte med at give, netop skulle have denne rubrik. Når jeg bringer det på banen her, er det fordi spørgsmålet desværre er lige så aktuelt i dag, som det var i Pasolinis Italien, der dengang var midt i en lavintensiv borgerkrig med terrorgrupper fra både det yderste højre og det yderste venstre, samt en konstant trussel om at det hele ville slutte i et atomragnarok.
Lige nu og her tror jeg, det bedste svar på Pasolinis stedsegrønne spørgsmål om, hvorfor vi alle er i fare, kommer fra den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld. I januar 2006 gav han nemlig et interview til ABC News, hvor han sagde, at “svaghed er provokerende”. Konteksten var Iraks daværende diktator Saddam Hussein, der fortsatte med at drive gæk med FN’s våbeninspektører. Grunden til, at Saddam turde at udfordre USA og det internationale samfund, var, at han fornemmede svaghed fra Vestens side, mente Donald Rumsfeld og fortsatte så:
“Alt, hvad jeg kan sige, er, at hvis historien har lært os noget, så er det, at svaghed tilskynder folk til at gøre ting, de ellers ikke ville gøre. Den fremgangsmåde, som går i retning af, at man ikke må gøre Saddam ked af det eller vred, fordi så kan han finde på at gøre noget, svarer til at fodre en alligator med det håb, at den spiser dig til sidst.”
Der kan med rette være delte meninger om Donald Rumsfeld, men hvad end man mener om manden, tager jeg hatten af for denne udtalelse. Hvad, jeg tror, er, at Vladimir Putin og hans inderkreds i stigende grad henover de seneste tyve år har opfattet Vesten som værende kraftesløs, dekadent og handlingslammet, og denne opfattelse af en tiltagende svækkelse af Vesten har virket som en sirenesang på kleptokraterne i Kreml. Så meget, at Putin til sidst var nødt til at handle på det. En anden forklaring kan være, at Putin simpelthen er bange for svaghed, ligesom den kontroversielle italienske forfatter Curzio Malaparte i sin roman Kaput skriver enormt interessant om, at det, som nazisterne frygtede mest i hele verden, var svage mennesker. Under alle omstændigheder er der tilsyneladende en geopolitisk lovmæssighed, som dikterer, at svaghed er provokerende, og så længe Vesten ikke ihukommer denne grimme, mørke og gamle sandhed, er vi alle i fare. Åh ja, selvfølgelig er der også klimakrisen, men i forhold til truslen om den evige atomvinter forekommer antallet af vindmøller ærligt talt som en bagatel.
En gammel hat kaldet corona 🎩
Hermed velkommen til mit nyhedsbrev nummer 42. Egentlig havde jeg lovet mig selv, at jeg ikke ville skrive om krigen i Ukraine, for folk, som de er flest, er ved at nå til et mæthedspunkt med doom scrolling. Så hellere sætte den glade fod forrest og skrive om noget, der får smilet frem hos os alle. Jeg ved ikke med jer, men når jeg selv skal hygge mig, sådan rigtigt dejligt hygge mig, vælger jeg til hver en tid debatten om formodede langvarige bivirkninger fra corona-vaccinerne. Derfor har jeg interviewet den amerikanske immunolog og kræftforsker William J. Murphy, som har gjort en spændende opdagelse desangående. Ovenikøbet er emnet aktuelt, for i disse dage er det præcis to år siden, at Danmark blev lukket ned. Så det skriver jeg om, og så kommer jeg selvfølgelig med et vue over de mange gode ting og sager, som Frihedsbrevet vil glæde sine betalende medlemmer med i denne uge.
Så skal der sælges op 💪🏼
Apropos hyldevarer, vil jeg gerne henlede opmærksomheden på, at vi løbende bygger til i vores katalog med podcasts. Der er lige udkommet nyt afsnit i serien om Mærsks mørke hemmelighed og serien om krigen i Ukraine med Flemming Rose og Sofie Frøkjær kører jo bare derudad, senest med et program om, hvem Putin mon rådfører sig med? Hertil kommer så, at vi senere på ugen har premiere på en føljeton i genren true crime. Lige nu og her kan jeg ikke skrive andet, end at det er opsigtsvækkende godt, og selvom jeg som superbruger af true crime på lyd er særdeles godt vant, har vi noget på vej, som virkelig har fået mig til at spærre øjnene op.
Nu vil jeg ikke tease mere, men blot sige, at hvis du er typen, der stadig ikke har meldt dig ind i Frihedsbrevet, men blot læser eller lytter med her, fordi du fortsat er nysgerrig på, om Frihedsbrevet mon er noget for dig, så er tiden kommet, hvor du skal have fat i muldvarpeskindet. I det hele taget kan jeg se, når jeg slår det lange lys til, at vi har indhold på vej frem mod sommeren, som vil løfte Frihedsbrevet op på et niveau, der trodser mine vildeste forventninger. Det synes jeg ikke, du skal gå glip af, og desuden er jeg sikker på, at du kan se pointen i at give en hestesko til et nyhedsmedie, der principielt siger nej til mediestøtte og annoncer. For jo flere rigtigt frie og uafhængige medier vi har, jo bedre – ikke sandt?
Antistoffer mod antistoffer 🦠
Som faste læsere af mit nyhedsbrev vil vide, har jeg før brændt nallerne på at skrive om formodede langvarige bivirkninger fra vaccinerne mod corona. Faktisk er jeg nået til den konklusion, at det farligste, man overhovedet kan skrive om i disse tider, er vaccinerne. Nu vover jeg så pelsen igen, for jeg vedbliver med at have ondt af de mennesker, der siger, at de døjer med formodede langvarige bivirkninger fra vaccinerne. Dels fordi at sundhedsvæsenet ikke rigtigt vil kendes ved dem, men også fordi udskamningen af antivaxxerne har gjort det hele endnu værre. For selvom disse mennesker ikke er imod vacciner, er de forståeligt nok skrækslagne for at blive opfattet som sådan. Her har medierne en særlig rolle at spille, men desværre har dansk presse ikke rigtigt været sin opgave voksen. I hvert fald kommer det ikke bag på mig, at jeg er den første danske journalist, der har interviewet den amerikanske immunolog og kræftforsker William J. Murphy.
Sammen med sin kollega Dan L. Longo har doktor Murphy skrevet den opsigtsvækkende artikel A Possible Role for Anti-idiotype Antibodies in SARS-CoV‑2 Infection and Vaccination, som blev bragt i The New England Journal of Medicine den 27. januar 2022. Sagt på menneskesprog er de to forskere kommet på sporet af, at de RNA-vacciner, der gives mod corona, i sjældne tilfælde kan fremkalde en permanent krisetilstand i immunforsvaret, også kaldet for autoimmunitet. Mere medicinsk formuleret – med en lang sætning – handler det om en situation, hvor kroppen danner antistoffer mod spikeproteinet på coronavirus (Ab1), men også danner antistoffer mod antistofferne (Ab2) – og disse Ab2-antistoffer kan på den måde ligne den oprindelige skabelon, spikeproteinet, og dermed binde sig til de samme cellereceptorer som coronavirus og udløse et angreb fra kroppens immunceller mod disse celler, fordi immuncellerne tror, at cellerne er angrebet med coronavirus. Ab2-antistofferne kan blive i kroppen længe efter, at selve spikeproteinet er væk, og det vil sige, at der kan blive tale om et vedvarende og langvarigt angreb fra immunforsvaret på kroppens egne celler. Og så har vi balladen. Ifølge doktor Murphy tyder det på, at de to forskere har fat i den lange ende her, men hvad, der er svært at sige noget om, er, hvor mange der er ramt af problemet og i forlængelse heraf, hvordan man behandler det.
Det har jeg talt med doktor Murphy om, men først vil jeg lige understrege, at han altså ikke er en eller anden tilfældig sofa-immunolog, som jeg lige har tryllet frem til lejligheden. Han har forsket i immunforsvaret i forhold til kræftbehandling i mere end 30 år og har været direktør ved USA’s Nationale Cancer Institut. I dag er han ansat som forsker hos UC Davis Medical Center under University of California i Californiens hovedstad Sacramento.
“Jeg er selv pro-vaccine og er både blevet vaccineret og boostet, men jeg er opmærksom på den risiko, man løber, når man bliver vaccineret,” siger doktor Murphy til Frihedsbrevet og fortsætter:
“Vores forskningspapir blev bragt online i november 2021 og kom ud på print i januar 2022. Forsinkelsen skyldtes, at vi fik to reaktioner fra kollegaer, som vi skulle svare på først. Det ene svar bekræftede vores hypotese om, at der i visse tilfælde kan ske det, at immunforsvaret laver antistoffer mod de antistoffer, som vaccinen har frembragt, og hermed opstår der en autoimmun reaktion i kroppen. Responsen på artiklen har været overvældende. Jeg får mails dagligt fra patienter og læger, som skriver, at de også har opdaget, hvad vi har opdaget. Hvad gør vi, spørger de igen og igen. Hvad gør vi, hvad gør vi? Jeg er slet ikke i tvivl om, at langvarige bivirkninger fra corona-vaccinerne er et virkeligt fænomen, og man er snæversynet, hvis man ikke vil erkende det. Langvarig covid er et kendt og veldokumenteret fænomen, så ligesom vi allerede nu ved, at vacciner mod corona i sjældne tilfælde kan medføre alvorlige, kortvarige bivirkninger, giver det udmærket mening, hvis der også er alvorlige, langvarige bivirkninger fra vaccinationen. Jeg vil gerne understrege, at jeg grundlæggende betragter vaccinerne som sikre, men sikkerhed skal altid måles op imod den risiko, man løber, når man tager dem. Selv vand kan være usikkert, hvis man drikker nok af det. I forhold til cancer, som jeg har forsket meget i, kigger vi altid på sikkerhed i forhold til risiko. Hvor gammel er patienten? Hvis det er en ældre patient i forhold til en yngre, er vi måske mere konservative med, hvordan vi behandler med kemoterapi. I forhold til pandemien oversteg fordelene ved vaccinerne helt klart risikoen, men nu hvor pandemien er under kontrol, giver det god mening lige at genoverveje det hele. Der har jo været et enormt politisk pres for at få alle vaccineret, for selve pointen med vacciner er, at man skal have hele befolkningen med for at opnå flokimmunitet. Skibet var ved at synke, derfor tog vi vaccinerne, og nu sidder vi ude på havet i en redningsflåde og bør tage en seriøs snak om, hvordan vi kommer videre herfra. Her vil jeg gerne pege på, hvor lidt vi ved. Vi ved for eksempel stadig ikke, hvad der gør, at et fåtal af dem, der er blevet vaccineret, udvikler inflammatoriske hjertesygdomme. Hvad vi har brug for er en meget mere positiv attitude fra det medicinske samfunds side. Fra politisk hold skubbes der stadig imod, at man forsker i dette emne, og vi har fortsat ikke en central myndighed, der samler resultaterne og sørger for, at de bliver videreformidlet. Det skaber både mistillid og en følelse af hjælpeløshed hos patienterne. Det er som om, at det medicinske samfund ikke til fulde har erkendt, at de her vacciner er kommet for at blive, samt at de ændrer sig i takt med, at virus muterer. Hvor meget skal vi vaccinere, hvor tit skal vi vaccinere? I stedet for at være proaktive er vi reaktive. Indtil nu har forskningen udelukkende været fokuseret på de kortvarige bivirkninger, som for eksempel inflammatoriske hjertesygdomme eller en anafylaktisk straksreaktion. Altså kortvarige bivirkninger, som rammer en meget, meget lille del af befolkningen, Men spørgsmålet om bivirkninger på lang sigt har slet ikke været studeret endnu. Man kan ikke sige, at bare fordi man ikke ser flere bivirkninger på kort sigt, så kan man ekstrapolere sig frem til, at så er vaccinerne også sikre på lang sigt. Der er brug for flere studier, som tager dette emne meget seriøst. Problemet er, at fordi virus spreder sig til alle dele af kroppen, er det meget svært at afgøre om en lidelse skyldes en virusinfektion, man måske ikke engang ved, at man har haft, versus en bivirkning fra vaccinen. Læg dertil, at vi taler om symptomer, der kan være meget svære at indkredse sammenlignet for eksempel med en sygdom som kræft, hvor vi klart kan se den, hvor vi også kan se, når den er væk igen, eller hvis den er vendt tilbage. Hvis vi taler om symptomer som træthed eller nervebetændelse, bliver det meget svært at afgøre, hvad der skyldes vaccinen sammenlignet med symptomer på langvarig covid eller psykosomatiske lidelser. Derfor føler jeg meget stærkt, at vi mangler helt basal forskning i vaccinerne for at forstå, hvad de gør ved immunforsvaret. Et stort problem i den forbindelse er, om vi kan stole på, at medicinalfirmaerne deler alle deres data med os. Jeg stammer fra academica, og jeg har ingen skin in the game. Jeg vil bare gerne forske, men er man totalt objektiv, når man har et produkt, man skal sælge? Alle kan se min data, alt er offentligt, men det er ikke tilfældet med medicinalfirmaerne. Et andet problemet er, at de forskningsmodeller, der anvendes, typisk er baseret på tests på mus, men altid sunde, unge mus. I stedet burde vi bruge gamle mus, fede mus, autoimmune mus, for det vil give os et meget bedre billede af, hvordan befolkningen vil reagere på vaccinerne. Vi skal være meget forsigtige med, at vi ikke ser, hvad vi ikke vil se. Hvis vi ikke ser giftighed, er det så, fordi vores forskning udelukkende er baseret på sunde, unge mus i forhold til ældre, overvægtige mus? Men disse studier er dyre at lave, og man kan ikke sige, at jeg mærker en overvældende opbakning. Pfizer og Moderna er ikke interesseret i, at man undersøger og sammenligner deres vacciner, så for mig er det en stor udfordring at forske i det her. Vi er helt alene, med vores egne penge, og de vacciner vi selv har skaffet os. Vi laver de basale studier nu, mens vi taler, med fede mus, forskellige mus. Vi ved ikke, hvad vi kommer til at se, men det kommer til at tage måneder, for hele pointen er jo, at det handler om langvarige bivirkninger. Et problem i den forbindelse er, at mus ikke selv fortæller dig, hvis de har det dårligt, for eksempel om de har kvalme eller er trætte, så vi skal kigge på deres opførsel målt ud fra forskellige parametre, men vi vil stadig være i stand til at opdage det, hvis de udvikler autoimmune reaktioner. Jeg har ingen anelse om, hvor mange mennesker, der lider af det her, kun anekdotiske beviser i form af mails fra folk, der skriver til mig, at de er ramt af det, men det er jo umuligt for mig at verificere, hvad de lider af,” lyder det fra doktor Murphy.
Hermed nok om vacciner i denne ombæring, men jeg fortsætter med at interessere mig for emnet. Hvorfor? Fordi det måske er den vigtigste journalistiske historie overhovedet.
Fri Finans
Redaktionen bag nyhedsbrevet Fri Finans ser nærmere på den internationale gigant INEOS, som staten har sendt adskillige millioner i favnen på. Desuden har de interviewet manden bag den legendariske Pizza Hut-reklame med Gorbatjov.
Fri Tænkning
I næste udgave af sit nyhedsbrev Fri Tænkning kigger chefredaktør Flemming Rose på to af Ruslands største forfattere, som har skrevet fiktionsværker om krig baseret på dokumentarisk materiale.
Den ene er Lev Tolstoj, som i sin roman Krig og Fred fra 1867 gennemlyser Napoleons felttog mod Rusland i 1812 og efterfølgende nederlag. Tolstoj filosoferer i den forbindelse over, hvad det er, der driver historien.
Samme spørgsmål undersøger nobelprisvinder Aleksandr Solsjenitsyn i sit dokumentariske mammutværk om Første Verdenskrig og Den Russiske Revolution, Det Røde Hjul, hvoraf kun første bind findes på dansk.
Solsjenitsyn blandede sig indtil sin død i 2008 også i debatten om forholdet mellem Rusland og Ukraine.
Har de to giganter i russisk litteratur noget at sige til vores samtid og til Vladimir Putin?
Fri Tid
I denne uges Fri Tid stiller Simon Jul skarpt på at sanke grønt ude i naturen og især kulturen omkring det løsslupne ramsløg, et fænomen, “der skiller vandene med god berettigelse,” som Simon Jul skriver. Den anden halvdel bag nyhedsbrevet Fri Tid, de anonyme gastronomer kendt som de To Sultne Piger har dette på menuen: “Vi har været på restaurant Barr i Strandgade i København – vi har på fornemmelsen, det er sådan en restaurant, ALLE mad turister har som must try, så det skulle vi selvfølgelig også prøve. I Nomas gamle lokaler 🙂 Vi fik schnitzel!!!”
Fri Jihad
I dag udkommer den nye udgave af vores nyhedsbrev Fri Jihad. Nyt, fordi det fra nu af skrives af Kathrine Elmose Jørgensen, der forsker i fremmedkrigere og radikalisering ved Københavns Universitet. Hun skriver: “Mit første brev handler om fantasien om (hellig) krig og om forskellen på at forsøge at virkeliggøre fantasien – for eksempel ved at rejse til krigszonen – og at forblive i fantasien. Derudover handler det om, hvad der sker, når fantasien punkteres, og hvad det kan føre med sig.”
Fri Hjul
Bastian Emil Goldschmidt, der skriver vores ugentlige nyhedsbrev om cykelsport, har følgende på tapetet i denne uge:
“I den forgangne uge blev der kørt prestigefulde cykelløb i både Frankrig og Italien. De to etapeløb Paris-Nice og Tirreno-Adriatico satte scenen for sæsonens første store opgør mellem sportens klassementsryttere. Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar genoptog deres duel fra sidste år i Appenninernes bjerge, og Primoz Roglic og Wout van Aert ledte Jumbo-Vismas offensiv an i det traditionsrige franske løb. Det hele synes at fungere som et intenst anslag frem mod sommerens kulmination med Tour de France-starten i Danmark. Pogacar virker uovervindelig, men de to holdkammerater Vingegaard og Roglic kan med en fælles offensiv, når de atter kører løb sammen, udfordre sloveneren. Pogacar udtalte selv efter sin etapesejr på det legendariske stejle bjerg Monte Carpegna i lørdags: ‘Things are going great, I can’t complain’. Det minder mig om Karen Blixens linje fra Den afrikanske farm, som jeg holder meget af: ‘Her i denne høje Luft trak man Vejret let og indaandede et vildt Haab, som Vinger. I Højlandet vaagnede man om Morgenen og tænkte: Nu er jeg der, hvor jeg skal være.’”
Fri Hjul udkommer på onsdag, og sig mig så lige, hvor mange andre sportsjournalister, der citerer Karen Blixen, når de skriver om cykling?
Fri Spark ⚽️
Hovedhistorien i den kommende uges Fri Spark bliver et portræt af Ukraines største bidrag til udviklingen af moderne fodbold; Dynamo Kiev — og Sovjet-træneren Valeriy Lobanovskyi, der døde 63 år gammel i 2002. Han var tæt på at gå blikkenslagervejen, men i stedet udviklede han tre Ballon d’Or-vindere, vandt to europæiske klubtitler og, nok så væsentligt, banede vejen for den brug af data i trænergerningen, der er så udbredt i dag.
Hvad jeg ellers går og tænker på? 🤔
1️⃣ Hvad, mange danskere ikke ved, er, at vi har en statsminister, som godt kan lide, når det lige er lidt finere. For eksempel kan hun godt lide smørrebrød, men hvis hun ikke smører det selv til sine følgere på Instagram, må det gerne være fra Aamanns, som jo laver det fineste og dyreste smørrebrød i byen. Hvor vil jeg så hen med det? Jo, efter absurd lang ventetid har Frihedsbrevet fået aktindsigt i statsminister Mette Frederiksens statsbesøg i Indien i oktober 2021. Der er ikke det store at komme efter, men jeg bider alligevel mærke i, at hun og førstemanden Bo Tengberg begge fløj på business class for 36.000 kroner per næse. Det skal selvfølgelig være dem vel undt, for hun er jo vores statsminister, og Bo Tengberg er gift med hende. Og de har sikkert siddet og nydt livet sammen, de to, og når man flyver interkontinentalt med KLM på business class, får man ovenikøbet nogle små, herlige porcelænshuse fyldt med ægte hollandsk gin, som man kan sidde og hygge sig med. Foruden alle de andre lækkerier, som KLM tilbyder deres fineste passagerer. Som for eksempel dejlig mad tilberedt af topkokke og et udvalg af de bedste vine.
De var dog ikke alene oppe i spidsen af flyet, for med på business class var også Mette Frederiksens best friend forever, departementschef Barbara Bertelsen, samt Martin Justesen, der jo afløste Martin Rossen som stabschef, og to mindre fremtrædende embedsmænd. De har formentlig også siddet og prokrastineret den med hver deres Delft Blue House med Young Dutch Bols Jenever i.
Altsammen skønt og fred være med det, men hvad, der bare gør det hele lidt sjovt, er, at på samme flyvning havde Mette Frederiksen fire andre embedsmænd fra Statsministeriet med på slæb, heriblandt Mette Frederiksens personlige sekretær, den ledende pressesekretær og en kontorchef, men de var ikke oppe på business class sammen med Mette, Bo, Barbara og Martin. De var i stedet blevet forvist til monkey class sammen med de almindelige rejsende. Hvilket lidt minder mig om scenen fra filmen Alene Hjemme (1990), hvor forældrene rejser til Paris på første klasse, mens deres børn sidder omme bagi, på de billige rækker.
På sådan en flyvning er der jo god tid til at samle tankerne, og ligner det ikke lidt en tanke, at Mette Frederiksen undervejs har løftet et glas champagne, sippet en tår, og tænkt på det, som optager hende allermest i hele verden, nemlig lighed? Tilbage i april 2017 gav hun i hvert fald en tale i Odense, hvor hun slog fast, at Socialdemokratiets topprioritet de næste tyve år er at bekæmpe uligheden: “Det, der er vigtigst for os først, er lighed. At vi grundlæggende tror på, at det er vores vigtigste opgave at sikre, at vores børn har lige muligheder,” sagde Mette Frederiksen ifølge Berlingske.
Har hun mon tænkt på det, på vej til Indien på business class, og er hun så kommet i tanke om noget uopsætteligt vigtigt omkring, hvordan man bekæmper denne forbistrede, dumme dumme ulighed. Noget, som hun lige skulle have læsset af til en af sine mere laverestående hjælpere for så at opdage, at hov, han eller hun sidder jo længere nede i flyet, sammen med alle fjolserne? I så fald ville det have været et meget sigende øjeblik, som jeg sagtens kan se for mig.
2️⃣ Et andet fun fact fra Mette Frederiksens rejse til Indien er, at statsministerens og Bo Tengbergs og resten af den danske delegations ophold på luksushotellerne Hotel ITC Maurya i New Dehli og Hotel Oberoi i Agra blev betalt af de indiske skatteborgere. Indien kæmper i øvrigt fortsat med ekstrem fattigdom, og cirka seks procent af befolkningen, omtrent 84 millioner mennesker, må klare sig for under to dollars om dagen. Bare lige for at sætte det hele i relief.
Namaste 🙏🏻
Som man siger i Indien. Hermed slutter mit nyhedsbrev nummer 42, og jeg er tilbage om en uge. Tak fordi du læste eller lyttede med.
Mvh, Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet