Fri Mads #43: Ryg dem hvis du har dem 🚬


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Kære læs­er

Måske de fleste læsere af mit nyheds­brev er trætte af, at jeg hele tiden forsøger at pushe Fri­heds­brevet til dem, der end­nu ikke har teg­net abon­nement, men jeg helmer alt­så ikke, før alle har fået øjnene op for, hvor meget godt ind­hold Fri­heds­brevet tilby­der sine medlem­mer. Som for eksem­pel pod­cast­se­rien Marathon­man­den, et stykke true crime af den anden ver­den, som Fri­heds­brevet havde pre­miere på i fredags. 

Marathonmanden 🏃🏻‍♂️

Ja, stavet med “h”, selvom det ikke er kor­rekt dan­sk, men grafisk ser det bare bedre ud med “h” i. Hvad, der er tale om, er, at chefen for vores lydafdel­ing, Thomas Arent, har brugt flere år på at jage den notoriske svin­dler Youssef Khater, der ovenikø­bet er dømt for drab­s­forsøg. Navnet klinger uden­land­sk, men Khater er vok­set op i Brøn­der­slev i Vendsys­sel, men blev snart for stor til det nordlige Jyl­land. Som seere af Net­flix-serien Worst Room­mate Ever er klar over, rejs­er Khater til San­ti­a­go i Chile, hvor han ophold­er sig for at delt­age i et mara­ton­løb. Her forsøger han at myrde en amerikan­sk kvin­de, der mirakuløst over­lever. Senere dukker han op i Cos­ta Rica, men så ender sporet blindt. “Ingen ved, hvor Youssef Khater ophold­er sig i dag,” slut­ter Net­flix-episo­den med at kon­statere. Men det ved Fri­heds­brevet; Thomas Arent har nem­lig fun­det Youssef Khater, og den pod­cast­serie, han har drejet om jagten på denne gåde­fulde og farlige mand, er noget af det mest spæn­dende, jeg længe har hørt. Det vil du ikke gå glip af, kære læs­er, og der­for opfor­dr­er jeg dig nok engang til, at du teg­n­er et abon­nement hos Fri­heds­brevet, hen­ter appen og kom­mer med i klubben. 

På menuen 📌

Hermed velkom­men til mit nyheds­brev num­mer 43. Denne gang skriv­er jeg om Hen­rik Sass Larsen, de unges ver­den, for­fat­teren Antho­ny Burgess og rygn­ing. Desu­den giv­er jeg et rids over, hvad Fri­heds­brevet har på bed­ding i den uge, vi lige har taget hul på. 

Mads & Monopolet går i krig 

Skal man parafrasere den preussiske gen­er­al og mil­itær­te­o­retik­er Carl Philipp Got­tlieb von Clause­witz, så er den nys­tift­ede danske Ukraine komité en fort­sæt­telse af radio­pro­gram­met Mads og Monopo­let med andre midler. I hvert fald rum­mer komi­teens bestyrelse et yder­st farverigt per­songal­leri, der ville gøre selv Mads Stef­fensen helt svim­mel af bege­jstring. Som for eksem­pel Annette Heick, Mar­tin Thor­borg og Kathrine Lilleør. Men den mest ekso­tiske blomst af dem alle er dog Hen­rik Sass Larsen, tidligere stærk mand i Socialdemokrati­et indtil fil­men knækkede. Efter han fik mund­kurv på under val­gkam­p­en i 2019, har man hverken set eller hørt meget til sosse-Sass, så det, at han nu stikker snuden frem, er virke­lig noget ganske særligt. 

Af den grund del­tog Fri­heds­brevet i Ukraine komi­teens pressemøde i den for­gangne uge. Sim­pelthen for at se giraf­fen og stille ham nogle spørgsmål. Det kom der en glim­rende reportage ud af, som Fri­heds­brevets medlem­mer kunne læse eller lytte til i fredags. Hvad jour­nal­ist Sofie Frøkjær dog ikke tog med var et fornø­jeligt rep­lik­skifte, som afs­lut­tede mødet med Hen­rik Sass Larsen. Han spurgte nem­lig, hvilket medie hun mon kom fra, hvor­til Sofie Frøkjær svarede, at hun var fra Fri­heds­brevet. Og til­fø­jede så: “Mads Brüg­gers nye medie.” Hvor­til Hen­rik Sass Larsen replicerede: “Gud, hvor frygteligt.” 

Hvilket gør mig glad. Og stolt. Omvendt var jeg blevet stærkt bekym­ret, hvis Hen­rik Sass Larsen havde svaret “Gud, hvor fedt!”, eller på anden måde havde bifaldet Fri­heds­brevet. For hvis der er nogen, som har et sygt og fork­vak­let forhold til pressen, så er det nem­lig Hen­rik Sass Larsen. Som for eksem­pel i det nyheds­brev, han skriv­er til medlem­merne af Aktive Ejere, inter­esse­or­gan­i­sa­tion, som han er direk­tør for. Her skrev han for nylig, at pressen har et “hys­terisk og brov­tende” fokus på den man­glende lovh­jem­mel i minksagen, for vi må jo forstå, at Mette Fred­erik­sen og Bar­bara Ber­telsen har red­det danskerne fra den visse død. Går vi læn­gere tilbage i tid, er der debat­bo­gen Exo­dus fra 2018, hvor Sass Larsen beskylder pressen for at lyve og bedrage, og fan­taser­er høj­ly­dt om, at Pressenævnet skal erstattes af en dom­stol, der kan uddele “bety­delige bøder og straffe”. Et tred­je eksem­pel er det berygt­ede inter­view, som Sass Larsen gav til avisen Infor­ma­tion tilbage i 2011, hvor han varslede, at en kom­mende socialdemokratisk regering så det som sin opgave at stække vingerne på den borg­erlige presse ved at fjerne medi­estøt­ten fra bestemte avis­er. Hver gang jeg hør­er vores poli­tikere tale om, at de da aldrig nogensinde kunne finde på at bruge medi­estøt­ten til at tryne pressen, tænker jeg på det interview. 

Den eneste anden tidligere MF’er og min­is­ter, som gør Sass Larsen rangen stridig i dis­ci­plinen irra­tionelt had til pressen, er selvføl­gelig styr­volten Søren Pind. Han men­er for eksem­pel, at dan­sk presse er med­skyldig i prins­esse Dianas død og anklager desu­den danske medi­er for at være “under­gravende for folkestyret og det almene vel”. Som sådan er det både mor­somt og paradok­salt, at de to ven­ner nu har fun­det sam­men i kam­p­en mod en tyran, som nær­er nogen­lunde de samme mørke tanker om pressen, som de selv gør nem­lig Vladimir Putin 😉 

Ung med de unge 🕺🏼

Så kan jeg kon­statere, at Socialdemokrati­et igen er ude med riv­en efter ung­dom­men. De unges adgang til alko­hol skal begræns­es, og er de født efter 2010, skal de resten af deres liv for­by­des adgang til at købe tobak­spro­duk­ter. Hvilket led­er mig til at spørge: Har vi nogensinde haft en regering, der er ung­dom­men så lidt ven­ligt stemt som den nuværende? Her tænker jeg ikke kun på de lang­varige ned­lukninger af skol­er, efter­skol­er, højskol­er og uni­ver­siteter. Jeg tænker også på den markante ned­sæt­telse af dag­penge til nyud­dannede, udfly­t­nin­gen af videregående uddan­nelser til provin­sen og ind­skrænkninger af det frie valg for gym­nasieelever. Det er som om, at regerin­gen lige­frem sæt­ter en ære i at være mid­de­lalderligt hård ved de unge. 

Rygning, et voksenvalg 🤘🏿

Selv er jeg far til en dreng, der er født i 2008. Naturligvis håber jeg ikke, at han beg­y­n­der at ryge, men sam­tidig har jeg svært ved at forlige mig med tanken om, at han om tyve år, som en vok­sen mand, går ind i en kiosk for at købe en cig­ar sam­men med en ven, der er født efter 2010. Får socialdemokrater­ne deres vil­je, må min søn gerne købe sig en cig­ar, mens hans yngre ven, der alt­så tilsvarende er en vok­sen og myn­dig per­son, ikke må. Og det er jo skørt, sådan rigtigt plim­me­lim gak­gak skørt. 

Den søde tand 

Men det, der bekym­r­er mig mest ved denne absurde idé, er, at hele 64 pro­cent af danskerne tilsyneladende bakker op om den ifølge en måling fra Epin­ion, som Kræftens Bekæm­pelse har fået lavet. Jeg har sagt det før og siger det gerne igen, men danskerne har alt­så en sød tand, når det gælder det total­itære. Vi kan bare godt lide, når stat­en begrænser vores per­son­lige fri­hed, og mens stat­en tra­di­tionelt skal beskytte borg­erne mod ude­frak­om­mende far­er, hilser for­bløf­fende mange danskere en stat velkom­men, der skal beskytte os mod os selv. Hvilket led­er mig frem til det evig­gyldige spørgsmål, som anark­isten Antho­ny Burgess byggede sin roman A Clock­work Orange på: “Er et men­neske, som er blevet tvunget til at være godt, bedre end et men­neske, som har val­gt at være ondt?” Står det til Burgess, er svaret selvføl­gelig nej. 

I et essay, som Burgess skrev til mag­a­sinet The New York­er, bemærkede Burgess end­videre: “Måske har vi ikke pligt til at elske Beethoven og hade Coca-Cola, men i det mind­ste er det tænke­ligt, at vi har pligt til ikke at stole på staten.” 

For som Burgess så rigtigt skriv­er læn­gere fremme i samme essay: 

“I vores eget århun­drede er det stat­en, som har haft ans­varet for de fleste af vores mareridt. Intet enkelt­stående indi­vid, eller nogen gruppe af frie indi­vider, kunne have opnået Naz­i­tysk­lands repres­sive teknikker, de inten­sive bom­barde­menters myrderier eller atom­bomben. Forsvarsstyrelser kan tænke i ter­mi­nolo­gi­er som megadeaths, mens det gen­nem­snitlige men­neske ikke kan strække den læn­gere end til at lege med tanken om at myrde sin chef. Den mod­erne stat, og det uanset om den befind­er sig i et total­itært eller et demokratisk land, har alt for meget magt, og der­for gør vi klogt i at frygte den.” 

I hvert fald gør man nok klogt i at ryge sine smøger, mens man har dem, og mens det er tilladt. Eller som man siger i det amerikanske: Smoke ‘Em If You Got ‘Em.

I øvrigt var Burgess livet igen­nem en særde­les flit­tig ryger, og der find­es næsten ingen billed­er af ham, hvor han ikke er i færd med at ryge en smøg eller en cig­ar af mær­ket Schim­melpen­ninck Duet. Han pås­tod end­da, at han nåede helt op på at ryge 100 cig­a­ret­ter om dagen, mens hans gjorde tjen­este som sol­dat under Anden Ver­den­skrig. Bagsi­den af medal­jen er selvføl­gelig, at han døde af lungekræft i en alder af kun 76. 

Fri Finans 💰

Redak­tio­nen bag vores nyheds­brev om finansin­dus­trien og erhvervs­livet hold­er helst krudtet tørt, her dagen før deres nyheds­brev udkom­mer. Så de melder blot føl­gende: “I denne uge kig­ger vi på en mys­tisk, uden­land­sk mand, der bruger Dan­mark, og gen­nem en række sel­sk­aber, der ikke har noget at gøre med Dan­mark, ejer nogle af de dyreste kvadrat­meter i hele Europa. Og så arbe­jder vi på min­i­mum én his­to­rie mere, som vi ikke kan fortælle mere om lige nu.” 

Fri Tænkning

Chefredak­tør Flem­ming Rose taler med Vladimir Gel­man, pro­fes­sor ved Helsin­ki Uni­ver­sitet og for­fat­ter til flere bøger om Rus­lands nyere his­to­rie. Sam­tal­en han­dler om, hvor­dan det poli­tiske sys­tem i Rus­land fun­ger­er, hvilke foran­dringer det har under­gået under Putin, og hvor mange ressourcer stat­en har til at stramme tom­mel­skruerne på sam­fun­det yderligere. 

Fri Tid

Nyheds­brevet, om hvad du skal spise, drikke og lave i din week­end, skrives af Simon Jul og de anonyme madan­meldere, som er kendte under navnet To Sultne Piger. Simon Jul melder: “I denne uge skal vi snakke knogler og skelet­ter … Vi skal helt ind i den forhis­toriske hule og sutte på de gode ben fra smukke dyr. Kys.” 

To Sultne Piger skriv­er: “Vi skal til Brasilien! Den lille nye brasil­ianske Café Sel­va midt på Nør­re­bro i Køben­havn, hvor vi både fik rødbe­de­juice, lemon beef tapio­ka, cox­in­has og brigadeiro!! Kæmpe måltid.” 

Fri Tid udkom­mer på fredag. 

Fri Spark ⚽️

Kasper Steen­bach, som skriv­er vores nyheds­brev om fod­bold, har lavet et inter­view med Kasper Hjul­mand. Det han­dler om EM-semi­fi­nalen mod Eng­land, som Dan­mark som bek­endt tabte, og som land­stræneren ved flere lej­lighed­er har omtalt som et ømt punkt i sit hid­tidi­ge arbe­jde med det danske landshold. 

Fri Hjul 🚴‍♀️

Bas­t­ian Emil Gold­schmidt, den emi­nente skribent, som formi­dler cykel­sport for Fri­heds­brevet, tager os med til Ital­ien nok engang: “I lørdags blev den 113. udgave af den ital­ienske forårsklas­sik­er Milano-San­re­mo afgjort. Løbet blev en vigtig opvis­ning i en af cykel­sportens fineste kvaliteter: Hyldesten til mod­et. På ned­kørslen fra den korte stign­ing Pog­gio, kort før mål, angreb fel­tets bed­ste ned­kør­er, slovenske Matej Mohor­ic, og i en uhyggelig magt­demon­stra­tion i køreteknik, hvor han flere gange tog så store chancer i svin­gene, at han nær styrt­ede, for­måede han at opbygge et for­spring, som et jag­tende favorit­felt ikke kunne lukke. Dette højhastighed­san­greb var så nervepir­rende og farligt, at det i sand­hed var tæt på umuligt at udholde. Tadej Pogacar, som var udset som en af løbets forhånds­fa­vorit­ter, sad i Mohoric’s hjul, da denne angreb, men han turde sim­pelthen ikke følge sin lands­mand, selvom Pogacar selv er kendt som en ekvilib­ris­tisk ned­kør­er. Selv udtalte Pogacar kort efter at have passeret mål­stre­gen på Via Roma i San­re­mo: ”Han fort­jente sejren. Før løbet sagde han til mig, at jeg ikke skulle prøve at følge ham ned ad bakke, og jeg svarede, at jeg var bev­idst om, at det ville blive meget svært at følge ham, da han er skør, når vejen går nedad,” skriv­er Bas­t­ian Emil Gold­schmidt. Læs mere om det i næste udgave af nyheds­brevet Fri Hjul. 

Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔

1️⃣ Hele sagen om Anne Sophia Her­mansen som chef på Berlingske. Først blev hun skil­dret som chefen fra Helvede i en artikel i fag­bladet Jour­nal­is­ten, hvor hun var anonymis­eret. Senere udkom Fri­heds­brevet så med en artikel, hvor det blev klart, hvem det drejede sig om nem­lig den navnkundi­ge ASH. Hvad, der er tankevækkende i den forbindelse, er, at da jeg læste artiklen i Jour­nal­is­ten, var jeg helt sikker på, at det måtte dreje sig om en mand. Ikke ét sekund overve­jede jeg, at chefen fra Helvede kunne være en kvin­de. Så på en måde er det et sund­hed­stegn, i forhold til ligestill­in­gen, at det han­dler om en kvin­delig chef. 

2️⃣ Sagen mod Lars Find­sen, den tidligere chef for Forsvarets Efter­ret­ningst­jen­este. Det er det første, jeg tænker på, når jeg vågn­er om mor­ge­nen. Det næste er Ukraine, og så kør­er det ellers derudad. 

3️⃣ Sidst på dagen, når jeg går og hænger lidt med mulen og skal have et godt grin, har jeg den fornødne med­i­cin ved hån­den. Nem­lig dette tweet, som er kan­di­dat til det mest tåbe­lige tweet nogensinde: 

Hvad skal vi med poli­tisk satire, når vi i forve­jen har Trine Bramsen? 

Farvel og tobak 👋🏼

Tak for­di du læste eller lyt­tede med. Jeg er tilbage om en uge. 

Med ven­lig hilsen, Mads Brüg­ger, chefredak­tør, Frihedsbrevet