Fri Mads #43: Ryg dem hvis du har dem 🚬
Kære læser
Måske de fleste læsere af mit nyhedsbrev er trætte af, at jeg hele tiden forsøger at pushe Frihedsbrevet til dem, der endnu ikke har tegnet abonnement, men jeg helmer altså ikke, før alle har fået øjnene op for, hvor meget godt indhold Frihedsbrevet tilbyder sine medlemmer. Som for eksempel podcastserien Marathonmanden, et stykke true crime af den anden verden, som Frihedsbrevet havde premiere på i fredags.
Marathonmanden 🏃🏻♂️
Ja, stavet med “h”, selvom det ikke er korrekt dansk, men grafisk ser det bare bedre ud med “h” i. Hvad, der er tale om, er, at chefen for vores lydafdeling, Thomas Arent, har brugt flere år på at jage den notoriske svindler Youssef Khater, der ovenikøbet er dømt for drabsforsøg. Navnet klinger udenlandsk, men Khater er vokset op i Brønderslev i Vendsyssel, men blev snart for stor til det nordlige Jylland. Som seere af Netflix-serien Worst Roommate Ever er klar over, rejser Khater til Santiago i Chile, hvor han opholder sig for at deltage i et maratonløb. Her forsøger han at myrde en amerikansk kvinde, der mirakuløst overlever. Senere dukker han op i Costa Rica, men så ender sporet blindt. “Ingen ved, hvor Youssef Khater opholder sig i dag,” slutter Netflix-episoden med at konstatere. Men det ved Frihedsbrevet; Thomas Arent har nemlig fundet Youssef Khater, og den podcastserie, han har drejet om jagten på denne gådefulde og farlige mand, er noget af det mest spændende, jeg længe har hørt. Det vil du ikke gå glip af, kære læser, og derfor opfordrer jeg dig nok engang til, at du tegner et abonnement hos Frihedsbrevet, henter appen og kommer med i klubben.
På menuen 📌
Hermed velkommen til mit nyhedsbrev nummer 43. Denne gang skriver jeg om Henrik Sass Larsen, de unges verden, forfatteren Anthony Burgess og rygning. Desuden giver jeg et rids over, hvad Frihedsbrevet har på bedding i den uge, vi lige har taget hul på.
Mads & Monopolet går i krig
Skal man parafrasere den preussiske general og militærteoretiker Carl Philipp Gottlieb von Clausewitz, så er den nystiftede danske Ukraine komité en fortsættelse af radioprogrammet Mads og Monopolet med andre midler. I hvert fald rummer komiteens bestyrelse et yderst farverigt persongalleri, der ville gøre selv Mads Steffensen helt svimmel af begejstring. Som for eksempel Annette Heick, Martin Thorborg og Kathrine Lilleør. Men den mest eksotiske blomst af dem alle er dog Henrik Sass Larsen, tidligere stærk mand i Socialdemokratiet indtil filmen knækkede. Efter han fik mundkurv på under valgkampen i 2019, har man hverken set eller hørt meget til sosse-Sass, så det, at han nu stikker snuden frem, er virkelig noget ganske særligt.
Af den grund deltog Frihedsbrevet i Ukraine komiteens pressemøde i den forgangne uge. Simpelthen for at se giraffen og stille ham nogle spørgsmål. Det kom der en glimrende reportage ud af, som Frihedsbrevets medlemmer kunne læse eller lytte til i fredags. Hvad journalist Sofie Frøkjær dog ikke tog med var et fornøjeligt replikskifte, som afsluttede mødet med Henrik Sass Larsen. Han spurgte nemlig, hvilket medie hun mon kom fra, hvortil Sofie Frøkjær svarede, at hun var fra Frihedsbrevet. Og tilføjede så: “Mads Brüggers nye medie.” Hvortil Henrik Sass Larsen replicerede: “Gud, hvor frygteligt.”
Hvilket gør mig glad. Og stolt. Omvendt var jeg blevet stærkt bekymret, hvis Henrik Sass Larsen havde svaret “Gud, hvor fedt!”, eller på anden måde havde bifaldet Frihedsbrevet. For hvis der er nogen, som har et sygt og forkvaklet forhold til pressen, så er det nemlig Henrik Sass Larsen. Som for eksempel i det nyhedsbrev, han skriver til medlemmerne af Aktive Ejere, interesseorganisation, som han er direktør for. Her skrev han for nylig, at pressen har et “hysterisk og brovtende” fokus på den manglende lovhjemmel i minksagen, for vi må jo forstå, at Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen har reddet danskerne fra den visse død. Går vi længere tilbage i tid, er der debatbogen Exodus fra 2018, hvor Sass Larsen beskylder pressen for at lyve og bedrage, og fantaserer højlydt om, at Pressenævnet skal erstattes af en domstol, der kan uddele “betydelige bøder og straffe”. Et tredje eksempel er det berygtede interview, som Sass Larsen gav til avisen Information tilbage i 2011, hvor han varslede, at en kommende socialdemokratisk regering så det som sin opgave at stække vingerne på den borgerlige presse ved at fjerne mediestøtten fra bestemte aviser. Hver gang jeg hører vores politikere tale om, at de da aldrig nogensinde kunne finde på at bruge mediestøtten til at tryne pressen, tænker jeg på det interview.
Den eneste anden tidligere MF’er og minister, som gør Sass Larsen rangen stridig i disciplinen irrationelt had til pressen, er selvfølgelig styrvolten Søren Pind. Han mener for eksempel, at dansk presse er medskyldig i prinsesse Dianas død og anklager desuden danske medier for at være “undergravende for folkestyret og det almene vel”. Som sådan er det både morsomt og paradoksalt, at de to venner nu har fundet sammen i kampen mod en tyran, som nærer nogenlunde de samme mørke tanker om pressen, som de selv gør – nemlig Vladimir Putin 😉
Ung med de unge 🕺🏼
Så kan jeg konstatere, at Socialdemokratiet igen er ude med riven efter ungdommen. De unges adgang til alkohol skal begrænses, og er de født efter 2010, skal de resten af deres liv forbydes adgang til at købe tobaksprodukter. Hvilket leder mig til at spørge: Har vi nogensinde haft en regering, der er ungdommen så lidt venligt stemt som den nuværende? Her tænker jeg ikke kun på de langvarige nedlukninger af skoler, efterskoler, højskoler og universiteter. Jeg tænker også på den markante nedsættelse af dagpenge til nyuddannede, udflytningen af videregående uddannelser til provinsen og indskrænkninger af det frie valg for gymnasieelever. Det er som om, at regeringen ligefrem sætter en ære i at være middelalderligt hård ved de unge.
Rygning, et voksenvalg 🤘🏿
Selv er jeg far til en dreng, der er født i 2008. Naturligvis håber jeg ikke, at han begynder at ryge, men samtidig har jeg svært ved at forlige mig med tanken om, at han om tyve år, som en voksen mand, går ind i en kiosk for at købe en cigar sammen med en ven, der er født efter 2010. Får socialdemokraterne deres vilje, må min søn gerne købe sig en cigar, mens hans yngre ven, der altså tilsvarende er en voksen og myndig person, ikke må. Og det er jo skørt, sådan rigtigt plimmelim gakgak skørt.
Den søde tand
Men det, der bekymrer mig mest ved denne absurde idé, er, at hele 64 procent af danskerne tilsyneladende bakker op om den – ifølge en måling fra Epinion, som Kræftens Bekæmpelse har fået lavet. Jeg har sagt det før og siger det gerne igen, men danskerne har altså en sød tand, når det gælder det totalitære. Vi kan bare godt lide, når staten begrænser vores personlige frihed, og mens staten traditionelt skal beskytte borgerne mod udefrakommende farer, hilser forbløffende mange danskere en stat velkommen, der skal beskytte os mod os selv. Hvilket leder mig frem til det eviggyldige spørgsmål, som anarkisten Anthony Burgess byggede sin roman A Clockwork Orange på: “Er et menneske, som er blevet tvunget til at være godt, bedre end et menneske, som har valgt at være ondt?” Står det til Burgess, er svaret selvfølgelig nej.
I et essay, som Burgess skrev til magasinet The New Yorker, bemærkede Burgess endvidere: “Måske har vi ikke pligt til at elske Beethoven og hade Coca-Cola, men i det mindste er det tænkeligt, at vi har pligt til ikke at stole på staten.”
For som Burgess så rigtigt skriver længere fremme i samme essay:
“I vores eget århundrede er det staten, som har haft ansvaret for de fleste af vores mareridt. Intet enkeltstående individ, eller nogen gruppe af frie individer, kunne have opnået Nazitysklands repressive teknikker, de intensive bombardementers myrderier eller atombomben. Forsvarsstyrelser kan tænke i terminologier som megadeaths, mens det gennemsnitlige menneske ikke kan strække den længere end til at lege med tanken om at myrde sin chef. Den moderne stat, og det uanset om den befinder sig i et totalitært eller et demokratisk land, har alt for meget magt, og derfor gør vi klogt i at frygte den.”
I hvert fald gør man nok klogt i at ryge sine smøger, mens man har dem, og mens det er tilladt. Eller som man siger i det amerikanske: Smoke ‘Em If You Got ‘Em.
I øvrigt var Burgess livet igennem en særdeles flittig ryger, og der findes næsten ingen billeder af ham, hvor han ikke er i færd med at ryge en smøg eller en cigar af mærket Schimmelpenninck Duet. Han påstod endda, at han nåede helt op på at ryge 100 cigaretter om dagen, mens hans gjorde tjeneste som soldat under Anden Verdenskrig. Bagsiden af medaljen er selvfølgelig, at han døde af lungekræft i en alder af kun 76.
Fri Finans 💰
Redaktionen bag vores nyhedsbrev om finansindustrien og erhvervslivet holder helst krudtet tørt, her dagen før deres nyhedsbrev udkommer. Så de melder blot følgende: “I denne uge kigger vi på en mystisk, udenlandsk mand, der bruger Danmark, og gennem en række selskaber, der ikke har noget at gøre med Danmark, ejer nogle af de dyreste kvadratmeter i hele Europa. Og så arbejder vi på minimum én historie mere, som vi ikke kan fortælle mere om lige nu.”
Fri Tænkning
Chefredaktør Flemming Rose taler med Vladimir Gelman, professor ved Helsinki Universitet og forfatter til flere bøger om Ruslands nyere historie. Samtalen handler om, hvordan det politiske system i Rusland fungerer, hvilke forandringer det har undergået under Putin, og hvor mange ressourcer staten har til at stramme tommelskruerne på samfundet yderligere.
Fri Tid
Nyhedsbrevet, om hvad du skal spise, drikke og lave i din weekend, skrives af Simon Jul og de anonyme madanmeldere, som er kendte under navnet To Sultne Piger. Simon Jul melder: “I denne uge skal vi snakke knogler og skeletter … Vi skal helt ind i den forhistoriske hule og sutte på de gode ben fra smukke dyr. Kys.”
To Sultne Piger skriver: “Vi skal til Brasilien! Den lille nye brasilianske Café Selva midt på Nørrebro i København, hvor vi både fik rødbedejuice, lemon beef tapioka, coxinhas og brigadeiro!! Kæmpe måltid.”
Fri Tid udkommer på fredag.
Fri Spark ⚽️
Kasper Steenbach, som skriver vores nyhedsbrev om fodbold, har lavet et interview med Kasper Hjulmand. Det handler om EM-semifinalen mod England, som Danmark som bekendt tabte, og som landstræneren ved flere lejligheder har omtalt som et ømt punkt i sit hidtidige arbejde med det danske landshold.
Fri Hjul 🚴♀️
Bastian Emil Goldschmidt, den eminente skribent, som formidler cykelsport for Frihedsbrevet, tager os med til Italien nok engang: “I lørdags blev den 113. udgave af den italienske forårsklassiker Milano-Sanremo afgjort. Løbet blev en vigtig opvisning i en af cykelsportens fineste kvaliteter: Hyldesten til modet. På nedkørslen fra den korte stigning Poggio, kort før mål, angreb feltets bedste nedkører, slovenske Matej Mohoric, og i en uhyggelig magtdemonstration i køreteknik, hvor han flere gange tog så store chancer i svingene, at han nær styrtede, formåede han at opbygge et forspring, som et jagtende favoritfelt ikke kunne lukke. Dette højhastighedsangreb var så nervepirrende og farligt, at det i sandhed var tæt på umuligt at udholde. Tadej Pogacar, som var udset som en af løbets forhåndsfavoritter, sad i Mohoric’s hjul, da denne angreb, men han turde simpelthen ikke følge sin landsmand, selvom Pogacar selv er kendt som en ekvilibristisk nedkører. Selv udtalte Pogacar kort efter at have passeret målstregen på Via Roma i Sanremo: ”Han fortjente sejren. Før løbet sagde han til mig, at jeg ikke skulle prøve at følge ham ned ad bakke, og jeg svarede, at jeg var bevidst om, at det ville blive meget svært at følge ham, da han er skør, når vejen går nedad,” skriver Bastian Emil Goldschmidt. Læs mere om det i næste udgave af nyhedsbrevet Fri Hjul.
Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔
1️⃣ Hele sagen om Anne Sophia Hermansen som chef på Berlingske. Først blev hun skildret som chefen fra Helvede i en artikel i fagbladet Journalisten, hvor hun var anonymiseret. Senere udkom Frihedsbrevet så med en artikel, hvor det blev klart, hvem det drejede sig om – nemlig den navnkundige ASH. Hvad, der er tankevækkende i den forbindelse, er, at da jeg læste artiklen i Journalisten, var jeg helt sikker på, at det måtte dreje sig om en mand. Ikke ét sekund overvejede jeg, at chefen fra Helvede kunne være en kvinde. Så på en måde er det et sundhedstegn, i forhold til ligestillingen, at det handler om en kvindelig chef.
2️⃣ Sagen mod Lars Findsen, den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste. Det er det første, jeg tænker på, når jeg vågner om morgenen. Det næste er Ukraine, og så kører det ellers derudad.
3️⃣ Sidst på dagen, når jeg går og hænger lidt med mulen og skal have et godt grin, har jeg den fornødne medicin ved hånden. Nemlig dette tweet, som er kandidat til det mest tåbelige tweet nogensinde:
Hvad skal vi med politisk satire, når vi i forvejen har Trine Bramsen?
Farvel og tobak 👋🏼
Tak fordi du læste eller lyttede med. Jeg er tilbage om en uge.
Med venlig hilsen, Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet