Fri Mads #44: Manden uden kvaliteter🤦🏻‍♂️


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Der er jo rigtigt mange, som går rundt og hed­der Jensen, men denne gang han­dler det om en ganske særlig bær­er af dette efter­navn; nem­lig Kris­t­ian Jensen. Alt­så den tidligere skatte‑, finans- og uden­rigsmin­is­ter fra par­ti­et Ven­stre, der for otte måned­er siden blev udpeget som særlig repræsen­tant for Dan­mark i bestræ­belserne på at få en plads i FN’s Sikker­hed­sråd i 2025. I den for­gangne uge kom det så frem, at han nu skifter job­bet som topdiplo­mat ud med en still­ing som cheflob­by­ist for inter­esse­or­gan­i­sa­tion Green Pow­er Den­mark, der kalder sig “Dan­marks nye grønne erhvervsorganisation.” 

Peter-princippet

Mod­sat kon­tor­man­den Larsen i Kjeld Abells berømte sang fra 1935 er poli­tik­eren Jensen blevet for­frem­met igen og igen. Fak­tisk er han et af de bed­ste eksem­pler, vi har her­hjemme, på Peter-prin­cip­pet i prak­sis; alt­så det ledelses­te­o­retiske prin­cip om at i et givet hier­ar­ki sker der ofte det, at folk for­fremmes langt ud over deres evn­er, indtil de når et niveau, hvor de sim­pelthen ikke læn­gere er kom­pe­tente. I Kris­t­ian Jensens til­fælde skete det for længe siden, og dét i en grad som har ufriv­il­ligt tragikomiske kvaliteter. Så lige­som med san­gen om Larsen pass­er refrænet “det sku’ vær’ så godt og så’ det fak­tisk skidt” også på Jensen, for hvis der er nogen, som har været danskerne et dyrt bek­endt­skab, så er det spring­gym­nas­ten fra Middelfart. 

Fri Ukraine Live

Mere om fænomenet Kris­t­ian Jensen læn­gere fremme i dette mit nyheds­brev num­mer 44. Et nyheds­brev jeg sådan har glædet mig til at skrive, for jeg har nem­lig gode nyhed­er at med­dele: Det er først og fremmest det, at tirs­dag den 12. april kan man opleve vores pop­ulære pod­cast Fri Ukraine live on stage på Bre­men i Køben­havn. Her vil chefredak­tør Flem­ming Rose og jour­nal­ist Sofie Frøkjær optage et afs­nit af deres pod­cast om kri­gen i Ukraine samt besvare spørgsmål fra salen. Fri­heds­brevets medlem­mer er de første, som har fået bil­let­ter tilbudt, men gratis­terne kan skam også være med. Find bil­let­ter og infor­ma­tion om arrange­mentet her, og hvis du har spørgsmål om kri­gen i Ukraine, som skal tages op til debat i Bre­men, så send dem til sofie@frihedsbrevet.dk.

Per­son­ligt glæder jeg mig meget til arrange­mentet, både for­di Flem­ming Rose og Sofie Frøkjær er et match skabt i himlen, men også for­di jeg er nys­ger­rig på at møde Fri­heds­brevets medlem­mer. Så jeg håber, at vi ses i Bre­men den 12. april. 

Apropos

I øvrigt, hvis du stadig ikke er blevet medlem hos Fri­heds­brevet, så lad dette være anled­nin­gen til at teg­ne et abon­nement, hente appen og komme i gang med at lytte til de foreløbigt 24 afs­nit i pod­cast­se­rien Fri Ukraine. Det er virke­lig helt utroligt godt, og foru­den det er der lige udkom­met et nyt afs­nit i vores pod­cast­serie om Mærsk og Rif­fel­syn­dikatet, der bær­er titlen Mærsks Mørke Hem­me­lighed. Det nye afs­nit hed­der “CIA’s danske ven­ner”, så what is not to like, spørg­er jeg bare 🤷🏻 

Karruseldøren snurrer 🔄

Da for­rige uge gik på hæld, kom det frem, at Kris­t­ian Jensen ikke læn­gere skulle være topdiplo­mat for Uden­rigsmin­is­teri­et, men i stedet – som allerede nævnt – nu skal være direk­tør for inter­esse­or­gan­i­sa­tio­nen Green Pow­er Den­mark. Med andre ord skal han være lob­by­ist, præ­cist som for eksem­pel Bri­an Mikkelsen, Hen­rik Sass Larsen, Maria Reumert Gjerd­ing og Karen Hækkerup har vek­slet en plads i Folketinget til et job som lob­by­ist. Hver gang det sker, er der som regel lidt kort­varig mumlen i kro­gene om, at nu må vi da se at få ind­ført en karenspe­ri­ode, så man ikke kan gå direk­te fra poli­tik til lob­by­isme uden at blive afluset først. Men det er kun for syns skyld, for ingen gør noget ved det, og imens snur­rer kar­ruseldøren lystigt mellem Chris­tians­borg, kom­mu­nika­tions­branchen, medierne og interesseorganisationerne. 

Ulveman & Børsting approves 🖤

Og nu er Kris­t­ian Jensen så strøget igen­nem kar­ruseldøren. Nyhe­den var ikke mange min­ut­ter gam­mel, før lykøn­skningerne tikkede ind på hans LinkedIn-væg: “Tillykke med det spæn­dende spring, Kris­t­ian 👊”, skrev Michael Ulve­man fra lob­by­is­terne Ulve­man & Børst­ing, og lidt efter skrev Mikael Børst­ing fra samme fir­ma “tillykke Kris­t­ian!” til Kris­t­ian Jensen, så det var lige før, man troede, at disse to sortekun­st­nere måske havde været giftekniv mellem Kris­t­ian Jensen og Green Pow­er Den­mark – især for­di jour­nal­ist Uffe Tang, som jo er senior­råd­giv­er hos Ulve­man & Børst­ing, også lige skyn­dte sig for­bi for at sige tillykke. 

Man skulle have været lobbyist

I det hele taget var alle så glade på Kris­t­ian Jensens LinkedIn-væg den dag. Der kom lykøn­skninger fra både Søren Pape Poulsen, Kris­t­ian Thule­sen Dahl og fra poli­tisk kom­men­ta­tor og lob­by­ist Søs Marie Serup. Det var så fint, så fint, og selveste for­man­den for Cavlingkomi­teen, jour­nal­ist Tine Gøtzsche, var også inde for at kippe med flaget: “Stort tillykke – og god arbe­jd­slyst”, skrev hun, og lavede et grønt hjerte-emo­ji, for alle elsker vi jo miljøet, og især elsker vi at vise andre, at vi elsker miljøet. Der var ingen ende på herlighed­erne, og lige dér, på Kris­t­ian Jensens LinkedIn-væg, var det som om, at noget af det fineste og bed­ste man kan være i dette besyn­derlige fore­ta­gende, som går under navnet Dan­mark, er at være lobbyist. 

Dead man walking

I forb­i­farten var det som om, alle glemte, hvilken utroligt vigtig mis­sion Kris­t­ian Jensen ellers havde været på, da han val­gte at rende af plad­sen. Han var jo blevet udpeget af selveste Mette Fred­erik­sen, vores alle­sam­mens statsmin­is­ter, til at være man­den der skulle få Dan­mark med i FN’s sikker­hed­sråd i 2025. Et job, der kalder på en kar­ri­erediplo­mat af højeste karat, hvor­for det stadig kan undre, at val­get faldt på lige netop Kris­t­ian Jensen – som jo er at reg­ne for en glad amatør, når det gælder diplo­mati­ets ædle kun­st. Eller som pro­fes­sor i statskund­skab Mar­tin Mar­cussen skrev i Altinget: 

“Det er et krævende job at være ambas­sadør for Dan­mark, som det tager lang tid at lære. Bliv­er man dygtig til dette job – og det har de danske diplo­mater et inter­na­tion­alt renom­mé for – så giv­er det adgang og ind­fly­delse. Er man udygtig til sit job – det vil sige, er man en diplo­ma­tisk amatør – så giv­er det hele Dan­mark et dårligt renom­mé, og alt andet lige min­dre adgang og min­dre indflydelse.” 

Måske fik Kris­t­ian Jensen job­bet, for­di sosserne skyldte Ven­stre en tjen­este? Eller for­di de ville have en tjen­este i banken, når Ven­stre engang kom­mer til fadet igen? Eller måske var det, for­di ingen læn­gere kunne holde ud at være i nærhe­den af man­den, efter han nok engang havde spillet sig selv ud af kam­p­en om Ven­stres for­mand­spost, og nu frist­ede en sørgelig tilværelse som et sam­spilsramt spøgelse fra Lars Løkkes tid, sid­dende i et af de mind­ste kon­tor­er ved Ride­ba­nen i en afkrog på Chris­tians­borg så langt væk fra magten, som man næsten kan komme? 

Dårlig Dharma

Hvad der også kan have påvir­ket beslut­nin­gen om, at Kris­t­ian Jensen skulle eks­ped­eres væk fra Bor­gen er, at han som skat­tem­i­nis­ter fra 2004 til 2010 igangsat­te og anførte ødelæggelsen af skat­tesys­temet og dermed lagde skin­nerne til alle de gen­vordighed­er og skan­daler, der siden ful­gte; prob­le­merne med ejen­domsvur­deringer, man­glede ind­driv­else af gæld og værst af alt; tyver­i­et af mil­liarder af skat­tekro­ner i forbindelse med svin­del med refu­sion af udbytteskat. Alt dette peger tilbage på Kris­t­ian Jensens min­is­ter­tid, og hver gang de så ham, stavrende omkring inde på Chris­tians­borg, mind­ede han en hel gen­er­a­tion af poli­tikere om, hvor mange mil­liarder af skat­tekro­ner som denne ene mand havde kostet danskerne. 

At tage ansvar

“Kris­t­ian Jensen er den helt rigtige mand til at kæmpe for det danske kan­di­datur. Tak, for­di du tager ans­varet på dig,” sagde Mette Fred­erik­sen den dag i marts måned 2021, hvor hun slog denne uud­grun­delige vok­sen­nørd til rid­der af det danske diplo­mati. Det første var i hvert fald fork­ert, for målt på alle led­der og kan­ter var Kris­t­ian Jensen ikke kval­i­fi­ceret til job­bet. Det andet var bare noget, hun sagde, for­di hun elsker at tale om at tage ans­varet på sig. Det har hun lært ved at læse Altinget, se TV 2 News og bladre i Poli­tiken, hvor alle er enige om, at det er meget stærkt, meget værdigt og meget vok­sent at tage ans­var. “Hold da op, der er vist en, der tager ans­var,” tænker danskerne, hver gang det sker, og så er alle glade. 

Så Kris­t­ian Jensen tog ans­var. I virke­lighe­den nok mest for sig selv og for sin pengepung, for han havde ikke været topdiplo­mat særligt længe, før en undrende offent­lighed kunne læse om, at Kris­t­ian Jensen havde lan­det sig en nebengesjæft som medlem af bestyrelsen hos boligudle­jn­ingsportal­en Movinn, der formi­dler møblerede lej­lighed­er til især store virk­somhed­er. “Hvis det vis­er sig, at jeg ikke kan følge bestyrelserne godt nok som følge af arbe­jde og rejs­er, så må jeg skære ned på bestyrelserne. Det er job­bet som særlig udsend­ing, der er vigtigt. Det har jeg også sagt til Movinn,” sagde Kris­t­ian Jensen dog til pressen. 

Flexjob

Bemærk fler­tals­for­men “bestyrelser”, for Kris­t­ian Jensen var også lige kom­met med i bestyrelsen hos DanOf­fice IT, et sel­skab i Svend­borg, som er ejet af kap­i­tal­fonden Agili­tas. “Jeg vil gerne gøre en ind­sats for at knytte poli­tik og erhvervs­liv tæt­tere sam­men,” skrev Kris­t­ian Jensen i den forbindelse på LinkedIn – en sæt­ning, der forekom­mer mere og mere uhyggelig, jo flere gange man læs­er den. Men Movinn og DanOf­fice IT var ikke for meget at gabe over for denne travle topdiplo­mat, der ellers var slemt over­match­et med at skulle min­gelere Dan­mark ind i FN’s Sikker­hed­sråd. For i feb­ru­ar 2022 kom det frem, at han nu også skulle være bestyrelses­for­mand for noget så ekso­tisk som Hanstholm Havn. I den forbindelse var der et ube­taleligt mor­somt øje­b­lik, da Ekstra Bladets jour­nal­ist James Kristof­fer Miles ringede til havnedi­rek­tøren i Hanstholm for at høre ham, hvor stor en arbe­jds­byrde der mon vent­ede Kris­t­ian Jensen som bestyrelsesformand. 

“Det har jeg ingen kom­mentar­er til. Farvel,” sagde direk­tøren for Hanstholm Havn og smækkede røret på. 

Til gengæld tog Ekstra Bladet sig en snak med DF’eren Ib Poulsen, som sid­der i Thist­ed Byråd: 

“Det undr­er mig, at man har val­gt Kris­t­ian Jensen. Jeg ved ikke lige, hvad der i hans kom­pe­tencer gør, at han kan bestyre en havn,” sagde Ib Poulsen, der er mangeårig havne­bet­jent på Hanstholm Havn og der­for vid­ste noget om sagens kerne. 

Så lige­som det er et mys­teri­um, hvad der gjorde Kris­t­ian Jensen kval­i­fi­ceret til at skaffe Dan­mark adgang til FN’s Sikker­hed­sråd, er det også et mys­teri­um, hvad der gør ham kval­i­fi­ceret til at være bestyrelses­for­mand for en havn. Måske er det bare så enkelt, at Thist­ed Kom­mune, hvorun­der hav­nen hør­er, har en borgmester, som er ven­stre­mand, lige­som Kris­t­ian Jensen er det. “Sådan er det jo,” som Mar­grethe Vestager så rigtigt siger. 

Og så har jeg slet ikke nævnt den­gang Kris­t­ian Jensen følte sig kaldet til at være for­mand for Dan­sk Idræts­for­bund, mens han var medlem af Folketinget. Det var trods alt en tand for skørt og blev der­for skudt til jorden. 

Værdighedspatruljen strikes back

På Twit­ter har jeg kaldt Kris­t­ian Jensen for “et blålys”, og nu er værdighedspa­trul­jen igen kom­met efter mig. Alt­så alle dem der gør gældende, at poli­tikere har et særligt krav på at blive behan­dlet med en vis værdighed. Generelt for dem er en meget ringe forståelse for, hvad en fri presse går ud på, og man kan sandt for dyden heller ikke anklage dem for at have for meget humor. Der­for synes de, det er et num­mer for groft at kalde Kris­t­ian Jensen for et blålys, men ifølge ord­bo­gen bety­der udtrykket blot “noget eller nogen der ser lovende ud, men slet ikke vis­er sig at leve op til forventningerne.” 

Evidens

For dem, der ikke måtte vide det, er der ellers mass­er af dækn­ing for at kalde Kris­t­ian Jensen for et blålys. Der er fak­tisk ikke andet. For eksem­pel kan man læse lidt i pro­fes­sor­erne Jør­gen Grøn­negård Chris­tensens og Peter Bjerre Mortensens bog Over­mod og afmagt: His­to­rien om det nye SKAT (DJØF For­lag, 2018), der er en ræd­selsvækkende beretning om en kog­ni­tivt udfor­dret skat­tem­i­nis­ter, der helt und­lad­er at stille kri­tiske spørgsmål til sit embedsværk, mens det hele står i flam­mer omkring ham. Denne min­is­ter var Kris­t­ian Jensen. Eller man kan prøve at Google sig frem til, hvor svært det efter­føl­gende har været for pressen at få Kris­t­ian Jensen til at indrømme den mind­ste smule ans­var for SKATs sam­men­brud. For når det kom­mer til stykket, tager han jo ikke rigtigt ans­var alligev­el. Men det bed­ste og sjoveste eksem­pel, jeg kender på, at Kris­t­ian Jensen er et blålys, er dog his­to­rien om it-sys­temet EFI, der skulle have overtaget den opkrævelse af gæld, som pan­te­foged­erne havde sør­get for, den­gang vi havde et skat­tevæsen, der virkede. Arbe­jdet med EFI var skat­tem­i­nis­ter Kris­t­ian Jensens ans­var, og det udviklede sig ikke over­rask­ende helt utroligt dårligt. Først skulle det have været klart i 2007. Det blev det ikke. Så skulle det have været klart i 2009, hvilket så igen blev udskudt til 2013. På det tid­spunkt var EFI blandt spøgefu­gle blevet kendt som “7–9‑13-systemet”, og det står i dag tilbage som en skam­støtte over excep­tionel dårlig offentlig for­valt­ning. Gen­nem al dette van­vid stråler et flu­o­rescerende blåt lys, som udgår i alle ret­ninger, fra Kris­t­ian Jensen. 

Manden uden kvaliteter

Når jeg ser på Kris­t­ian Jensen, tænker jeg på den 32-årige matem­atik­er Ulrich, som er hov­ed­per­so­n­en i den østrigske for­fat­ter Robert Musils kat­e­dral af en roman; Man­den uden kvaliteter. Titlen er paradok­sal, for hov­ed­per­so­n­en har fak­tisk en masse kvaliteter, men de er bare virke­lig svære at få ind­kred­set – lidt lige­som den evige nål med sym­bo­l­et for Ver­dens­må­lene i et jakkere­vers på Kris­t­ian Jensens blaz­er; hvad bety­der det egentlig? Der­for har Ulrich opgivet at forsøge at blive en stor og særlig mand, og han vil i stedet bruge et år på at finde ud af, hvad hans egen­sk­aber egentlig dur til. Er det ikke lidt den samme pro­ces, som Kris­t­ian Jensen indledte tilbage i sen­som­meren 2019, da han lagde sin poli­tiske kar­riere end­e­gyldigt i ruin­er på grund af sin per­son­lige vendet­ta mod sin par­ti­for­mand? I hvert fald frem­stod Kris­t­ian Jensen som en både selv­forels­ket og lat­terlig roman­fig­ur af Robert Musil’ske dimen­sion­er, da han gik af som næst­for­mand i Ven­stre med denne udmelding: 

For evigt varede ikke Kris­t­ian Jensens job som topdiplo­mat. Er drøm­men om at skaffe Dan­mark en plads i Sikker­hed­srådet nu end­e­gyldigt skrin­lagt, og hvad har hele denne pin­lige øvelse egentlig kostet i kro­ner og ører? Lad dette retoriske spørgsmål blive hæn­gende i luften, mens du læs­er videre. 

Fri Finans

Nu lidt om hvad Fri­heds­brevets betal­ende medlem­mer kan glæde sig til i denne uge. Redak­tio­nen bag nyheds­brevet Fri Finans, der udkom­mer i mor­gen, fort­sæt­ter med at fortælle om mys­tikken i, at en lyssky liby­er, kendt som “trekan­tens skygge”, gen­nem Dan­mark ejer ejen­domme for mil­liarder i Paris. 

Fri Jihad

Er et nyheds­brev om fremmed­krigere, radikalis­er­ing og mil­i­tant Islam. Denne gang skriv­er Ph.d.-forsker Kathrine Elmose Jør­gensen om forskelle og lighed­er mellem de danske fremmed­krigere, som rejste til Lev­an­ten med et jihadis­tisk for­mål, og dem, der er rejst til Ukraine inden for den sen­este måned. Det er end­nu spar­somt, hvad der kan siges om den sid­ste gruppe, men noget tyder på, at begge grup­per – på trods af store forskelle – har været drevet af en følelses­mæs­sig agens. Fri Jihad udkom­mer i dag. 

Fri Tænkning

Til denne uges Fri Tænkn­ing har chefredak­tør Flem­ming Rose talt med Ken­neth Roth, som siden 1993 har været direk­tør for men­neskerettighed­sor­gan­i­sa­tio­nen Human Rights Watch. Roth kom­menter­er kri­gen i Ukraine set fra et men­neskerettighedssyn­spunkt. Han men­er, at Rus­lands strate­gi inde­bær­er sys­tem­a­tiske krænkelser af kri­gens love, og Roth frygter, at vi end­nu ikke har set det værste. Roth peger også på Kina som den største trussel mod idéen om men­neskerettighed­er, og han fortæller, hvad Human Rights Watch gør for at gardere sig mod blinde vin­kler og leve op til sin ambi­tion om at være upartisk. 

Fri Tid

Simon Jul, den ene bidragsy­der til vores nyheds­brev om, hvad du skal spise, drikke og lave i din week­end, skriv­er, at han har føl­gende på sin tallerken i denne uge: 

“På fredag skal vi i bogstavelig­ste for­stand helt ind i maden. Vi starter en mini-føl­je­ton, der vil skænke hyldest og fort­jent ære til ind­maden og dens ven­ner. Og for at bevise min troskab til mine tro­faste læsere, starter jeg i al ydmyghed med at give dem mit hjerte.” 

Den anden bidragy­der til Fri Tid, de To Sultne Piger, har været på restau­rant Gnam Gnam Pas­ta & Sweets på Hol­bergs­gade i Køben­havn. Sådan starter deres anmeldelse, som alt­så udkom­mer på fredag: 

“Skulle nogen være i tvivl, så elsker vi at spise ude. Men det er ikke hver dag, der kalder på pre-din­ner drinks, fem-ret­ters, fan­cy vin og ser­vice, der får os til at invitere tjeneren med videre. Nogle dage fore­trækker vi ikke at babe up men mødes et sted, hvor vi kan slouche i stolen med albuerne på bor­det – uden selvføl­gelig at tvinge smagslø­gene på kom­pro­mis. Men believe it or not, der er fak­tisk ret få af den slags restau­ran­ter i byen, der ellers blom­str­er af nye spis­es­t­ed­er for tiden. Kan du, kære læs­er, genk­ende dette behov? Så er du bare very wel­come, vi har nem­lig fun­det en ser­iøst god kan­di­dat til netop sådan en slags aften. Og så er det end­da inden for vores ulti­ma­tive favoritkøkken; det italienske.” 

Fri Hjul

Er jo Fri­heds­brevets nyheds­brev om cykel­sport. Det skrives af Bas­t­ian Emil Gold­schmidt, som – pun intend­ed – virke­lig er ved at komme i omdrejninger. I denne uge for­lad­er han de hjem­lige him­mel­strøg for at rap­portere fra det kom­mende Flan­dern Rundt, og i næste udgave af Fri Hjul, som lan­der i ind­bakkerne på fredag, tager han hul på løjerne. På samme rejse vil han rap­portere fra Paris – Roubaix og Liege – Bas­togne – Liege, så der er store ting i vente. Som alt, hvad Fri­heds­brevet ellers udkom­mer med, kan Fri Hjul både læs­es og lyttes. 

Fri Spark ⚽️

I næste udgave af Fri Spark, Fri­heds­brevets nyheds­brev om fod­bold, der udkom­mer hver lørdag, sam­ler Kasper Steen­bach op på ugens afgørende VM-kval­i­fika­tion­srun­der ver­den over. Når ugen er omme, vil 29 ud af de 32 lande, der skal delt­age i VM i Qatar i novem­ber-decem­ber, være fun­det. “Vi kan indtil videre røbe, at vi indled­er i en fly­gt­ningele­jr i Ghana, hvor en af slutrun­dens netop kval­i­fi­cerede stjern­er voksede op, og at vi, ad hvad der kan forekomme som uransagelige veje, også run­der Hels­ingør,” fortæller Kasper Steenbach. 

Hvad jeg ellers går og tænker på? 🤔

1️⃣ Noget af det vildeste og bed­ste radio, jeg længe har hørt, var da filmin­struk­tøren Christi­na Rosendahl tørnede sam­men med Poli­tikens chefredak­tør Chris­t­ian Jensen i P1 Mor­gen i lørdags. Polemikken drejede sig om det mildt sagt uheldige fød­sels­dagsportræt, som jour­nal­ist Erik Jensen skrev af Christi­na Rosendahls søster – nem­lig Pernille Rosendahl. Og jeg skal lige love for, at Chris­t­ian Jensen var kom­met til fran­sk vask og strygn­ing; Christi­na Rosendahl tørrede sim­pelthen gulv med ham. Hvad, jeg drøm­mer om, er nu et fast tilbageven­dende pro­gram kun med de to. 

2️⃣ Med coro­na er der opstået en løsslup­pen stemn­ing blandt poli­tik­erne om, at de bare kan fyre den af, som de vil med skat­te­borg­ernes penge. Det store check­hæfte er virke­lig kom­met frem. Der­for er det mere vigtigt end nogensinde, at pressen hold­er dem i ørerne med god, gam­meldags aktind­sigt i bilag. Det var sådan Fri­heds­brevet blev opmærk­som på kli­mamin­is­ter Dan Jør­gensens vinøse besøg i Sin­ga­pore, og nu har B.T. under­søgt uden­rigsmin­is­ter Jeppe Kofods rejse til Asien – sam­men med fem embedsmænd – tilbage i novem­ber måned sid­ste år. I alt brændte Uden­rigsmin­is­teri­et 1,2 mil­lion­er skat­tekro­ner af på fly, store mid­dage og luk­suriøse hotelværelser, blandt andet på det his­toriske Hotel Majapahit i Jakar­ta. I den mere kuriøse afdel­ing blev der også betalt for en klaver­stem­mer. Jeg gen­t­ager; en klaverstemmer. 

3️⃣ Tibetkom­mis­sio­nen, som kri­tis­er­er Uden­rigsmin­is­teri­et og Poli­ti­ets Efter­ret­ningst­jen­este for åre­langt pres på poli­ti­et for at fjerne eller skjule lovlige demon­stra­tioner ved Kinas besøg. Sagt på anden vis har højt­stående embedsmænd alt­så koordineret og gen­nem­ført et fun­da­men­talt brud på grundlovs­sikrede fri­hed­sret­tighed­er i sam­spil med det hem­melige poli­ti. I et sundt demokrati ville det få helt andre kon­sekvenser, end at en ind­sat­sled­er blev degraderet til at skulle bemande paskon­trollen i Kas­trup Lufthavn. Alene det fak­tum, at det har taget så lang tid at nå frem til denne åbenl­yse kon­klu­sion, siger noget om, hvor galt det er fat. 

Tak for denne gang 👋🏼

Jeg er tilbage om en uges tid. 

Mvh, Mads Brüg­ger, chefredak­tør, Frihedsbrevet