Fri Mads #44: Manden uden kvaliteter🤦🏻♂️
Der er jo rigtigt mange, som går rundt og hedder Jensen, men denne gang handler det om en ganske særlig bærer af dette efternavn; nemlig Kristian Jensen. Altså den tidligere skatte‑, finans- og udenrigsminister fra partiet Venstre, der for otte måneder siden blev udpeget som særlig repræsentant for Danmark i bestræbelserne på at få en plads i FN’s Sikkerhedsråd i 2025. I den forgangne uge kom det så frem, at han nu skifter jobbet som topdiplomat ud med en stilling som cheflobbyist for interesseorganisation Green Power Denmark, der kalder sig “Danmarks nye grønne erhvervsorganisation.”
Peter-princippet
Modsat kontormanden Larsen i Kjeld Abells berømte sang fra 1935 er politikeren Jensen blevet forfremmet igen og igen. Faktisk er han et af de bedste eksempler, vi har herhjemme, på Peter-princippet i praksis; altså det ledelsesteoretiske princip om at i et givet hierarki sker der ofte det, at folk forfremmes langt ud over deres evner, indtil de når et niveau, hvor de simpelthen ikke længere er kompetente. I Kristian Jensens tilfælde skete det for længe siden, og dét i en grad som har ufrivilligt tragikomiske kvaliteter. Så ligesom med sangen om Larsen passer refrænet “det sku’ vær’ så godt og så’ det faktisk skidt” også på Jensen, for hvis der er nogen, som har været danskerne et dyrt bekendtskab, så er det springgymnasten fra Middelfart.
Fri Ukraine Live
Mere om fænomenet Kristian Jensen længere fremme i dette mit nyhedsbrev nummer 44. Et nyhedsbrev jeg sådan har glædet mig til at skrive, for jeg har nemlig gode nyheder at meddele: Det er først og fremmest det, at tirsdag den 12. april kan man opleve vores populære podcast Fri Ukraine live on stage på Bremen i København. Her vil chefredaktør Flemming Rose og journalist Sofie Frøkjær optage et afsnit af deres podcast om krigen i Ukraine samt besvare spørgsmål fra salen. Frihedsbrevets medlemmer er de første, som har fået billetter tilbudt, men gratisterne kan skam også være med. Find billetter og information om arrangementet her, og hvis du har spørgsmål om krigen i Ukraine, som skal tages op til debat i Bremen, så send dem til sofie@frihedsbrevet.dk.
Personligt glæder jeg mig meget til arrangementet, både fordi Flemming Rose og Sofie Frøkjær er et match skabt i himlen, men også fordi jeg er nysgerrig på at møde Frihedsbrevets medlemmer. Så jeg håber, at vi ses i Bremen den 12. april.
Apropos
I øvrigt, hvis du stadig ikke er blevet medlem hos Frihedsbrevet, så lad dette være anledningen til at tegne et abonnement, hente appen og komme i gang med at lytte til de foreløbigt 24 afsnit i podcastserien Fri Ukraine. Det er virkelig helt utroligt godt, og foruden det er der lige udkommet et nyt afsnit i vores podcastserie om Mærsk og Riffelsyndikatet, der bærer titlen Mærsks Mørke Hemmelighed. Det nye afsnit hedder “CIA’s danske venner”, så what is not to like, spørger jeg bare 🤷🏻
Karruseldøren snurrer 🔄
Da forrige uge gik på hæld, kom det frem, at Kristian Jensen ikke længere skulle være topdiplomat for Udenrigsministeriet, men i stedet – som allerede nævnt – nu skal være direktør for interesseorganisationen Green Power Denmark. Med andre ord skal han være lobbyist, præcist som for eksempel Brian Mikkelsen, Henrik Sass Larsen, Maria Reumert Gjerding og Karen Hækkerup har vekslet en plads i Folketinget til et job som lobbyist. Hver gang det sker, er der som regel lidt kortvarig mumlen i krogene om, at nu må vi da se at få indført en karensperiode, så man ikke kan gå direkte fra politik til lobbyisme uden at blive afluset først. Men det er kun for syns skyld, for ingen gør noget ved det, og imens snurrer karruseldøren lystigt mellem Christiansborg, kommunikationsbranchen, medierne og interesseorganisationerne.
Ulveman & Børsting approves 🖤
Og nu er Kristian Jensen så strøget igennem karruseldøren. Nyheden var ikke mange minutter gammel, før lykønskningerne tikkede ind på hans LinkedIn-væg: “Tillykke med det spændende spring, Kristian 👊”, skrev Michael Ulveman fra lobbyisterne Ulveman & Børsting, og lidt efter skrev Mikael Børsting fra samme firma “tillykke Kristian!” til Kristian Jensen, så det var lige før, man troede, at disse to sortekunstnere måske havde været giftekniv mellem Kristian Jensen og Green Power Denmark – især fordi journalist Uffe Tang, som jo er seniorrådgiver hos Ulveman & Børsting, også lige skyndte sig forbi for at sige tillykke.
Man skulle have været lobbyist
I det hele taget var alle så glade på Kristian Jensens LinkedIn-væg den dag. Der kom lykønskninger fra både Søren Pape Poulsen, Kristian Thulesen Dahl og fra politisk kommentator og lobbyist Søs Marie Serup. Det var så fint, så fint, og selveste formanden for Cavlingkomiteen, journalist Tine Gøtzsche, var også inde for at kippe med flaget: “Stort tillykke – og god arbejdslyst”, skrev hun, og lavede et grønt hjerte-emoji, for alle elsker vi jo miljøet, og især elsker vi at vise andre, at vi elsker miljøet. Der var ingen ende på herlighederne, og lige dér, på Kristian Jensens LinkedIn-væg, var det som om, at noget af det fineste og bedste man kan være i dette besynderlige foretagende, som går under navnet Danmark, er at være lobbyist.
Dead man walking
I forbifarten var det som om, alle glemte, hvilken utroligt vigtig mission Kristian Jensen ellers havde været på, da han valgte at rende af pladsen. Han var jo blevet udpeget af selveste Mette Frederiksen, vores allesammens statsminister, til at være manden der skulle få Danmark med i FN’s sikkerhedsråd i 2025. Et job, der kalder på en karrierediplomat af højeste karat, hvorfor det stadig kan undre, at valget faldt på lige netop Kristian Jensen – som jo er at regne for en glad amatør, når det gælder diplomatiets ædle kunst. Eller som professor i statskundskab Martin Marcussen skrev i Altinget:
“Det er et krævende job at være ambassadør for Danmark, som det tager lang tid at lære. Bliver man dygtig til dette job – og det har de danske diplomater et internationalt renommé for – så giver det adgang og indflydelse. Er man udygtig til sit job – det vil sige, er man en diplomatisk amatør – så giver det hele Danmark et dårligt renommé, og alt andet lige mindre adgang og mindre indflydelse.”
Måske fik Kristian Jensen jobbet, fordi sosserne skyldte Venstre en tjeneste? Eller fordi de ville have en tjeneste i banken, når Venstre engang kommer til fadet igen? Eller måske var det, fordi ingen længere kunne holde ud at være i nærheden af manden, efter han nok engang havde spillet sig selv ud af kampen om Venstres formandspost, og nu fristede en sørgelig tilværelse som et samspilsramt spøgelse fra Lars Løkkes tid, siddende i et af de mindste kontorer ved Ridebanen i en afkrog på Christiansborg så langt væk fra magten, som man næsten kan komme?
Dårlig Dharma
Hvad der også kan have påvirket beslutningen om, at Kristian Jensen skulle ekspederes væk fra Borgen er, at han som skatteminister fra 2004 til 2010 igangsatte og anførte ødelæggelsen af skattesystemet og dermed lagde skinnerne til alle de genvordigheder og skandaler, der siden fulgte; problemerne med ejendomsvurderinger, manglede inddrivelse af gæld og værst af alt; tyveriet af milliarder af skattekroner i forbindelse med svindel med refusion af udbytteskat. Alt dette peger tilbage på Kristian Jensens ministertid, og hver gang de så ham, stavrende omkring inde på Christiansborg, mindede han en hel generation af politikere om, hvor mange milliarder af skattekroner som denne ene mand havde kostet danskerne.
At tage ansvar
“Kristian Jensen er den helt rigtige mand til at kæmpe for det danske kandidatur. Tak, fordi du tager ansvaret på dig,” sagde Mette Frederiksen den dag i marts måned 2021, hvor hun slog denne uudgrundelige voksennørd til ridder af det danske diplomati. Det første var i hvert fald forkert, for målt på alle ledder og kanter var Kristian Jensen ikke kvalificeret til jobbet. Det andet var bare noget, hun sagde, fordi hun elsker at tale om at tage ansvaret på sig. Det har hun lært ved at læse Altinget, se TV 2 News og bladre i Politiken, hvor alle er enige om, at det er meget stærkt, meget værdigt og meget voksent at tage ansvar. “Hold da op, der er vist en, der tager ansvar,” tænker danskerne, hver gang det sker, og så er alle glade.
Så Kristian Jensen tog ansvar. I virkeligheden nok mest for sig selv og for sin pengepung, for han havde ikke været topdiplomat særligt længe, før en undrende offentlighed kunne læse om, at Kristian Jensen havde landet sig en nebengesjæft som medlem af bestyrelsen hos boligudlejningsportalen Movinn, der formidler møblerede lejligheder til især store virksomheder. “Hvis det viser sig, at jeg ikke kan følge bestyrelserne godt nok som følge af arbejde og rejser, så må jeg skære ned på bestyrelserne. Det er jobbet som særlig udsending, der er vigtigt. Det har jeg også sagt til Movinn,” sagde Kristian Jensen dog til pressen.
Flexjob
Bemærk flertalsformen “bestyrelser”, for Kristian Jensen var også lige kommet med i bestyrelsen hos DanOffice IT, et selskab i Svendborg, som er ejet af kapitalfonden Agilitas. “Jeg vil gerne gøre en indsats for at knytte politik og erhvervsliv tættere sammen,” skrev Kristian Jensen i den forbindelse på LinkedIn – en sætning, der forekommer mere og mere uhyggelig, jo flere gange man læser den. Men Movinn og DanOffice IT var ikke for meget at gabe over for denne travle topdiplomat, der ellers var slemt overmatchet med at skulle mingelere Danmark ind i FN’s Sikkerhedsråd. For i februar 2022 kom det frem, at han nu også skulle være bestyrelsesformand for noget så eksotisk som Hanstholm Havn. I den forbindelse var der et ubetaleligt morsomt øjeblik, da Ekstra Bladets journalist James Kristoffer Miles ringede til havnedirektøren i Hanstholm for at høre ham, hvor stor en arbejdsbyrde der mon ventede Kristian Jensen som bestyrelsesformand.
“Det har jeg ingen kommentarer til. Farvel,” sagde direktøren for Hanstholm Havn og smækkede røret på.
Til gengæld tog Ekstra Bladet sig en snak med DF’eren Ib Poulsen, som sidder i Thisted Byråd:
“Det undrer mig, at man har valgt Kristian Jensen. Jeg ved ikke lige, hvad der i hans kompetencer gør, at han kan bestyre en havn,” sagde Ib Poulsen, der er mangeårig havnebetjent på Hanstholm Havn og derfor vidste noget om sagens kerne.
Så ligesom det er et mysterium, hvad der gjorde Kristian Jensen kvalificeret til at skaffe Danmark adgang til FN’s Sikkerhedsråd, er det også et mysterium, hvad der gør ham kvalificeret til at være bestyrelsesformand for en havn. Måske er det bare så enkelt, at Thisted Kommune, hvorunder havnen hører, har en borgmester, som er venstremand, ligesom Kristian Jensen er det. “Sådan er det jo,” som Margrethe Vestager så rigtigt siger.
Og så har jeg slet ikke nævnt dengang Kristian Jensen følte sig kaldet til at være formand for Dansk Idrætsforbund, mens han var medlem af Folketinget. Det var trods alt en tand for skørt og blev derfor skudt til jorden.
Værdighedspatruljen strikes back
På Twitter har jeg kaldt Kristian Jensen for “et blålys”, og nu er værdighedspatruljen igen kommet efter mig. Altså alle dem der gør gældende, at politikere har et særligt krav på at blive behandlet med en vis værdighed. Generelt for dem er en meget ringe forståelse for, hvad en fri presse går ud på, og man kan sandt for dyden heller ikke anklage dem for at have for meget humor. Derfor synes de, det er et nummer for groft at kalde Kristian Jensen for et blålys, men ifølge ordbogen betyder udtrykket blot “noget eller nogen der ser lovende ud, men slet ikke viser sig at leve op til forventningerne.”
Evidens
For dem, der ikke måtte vide det, er der ellers masser af dækning for at kalde Kristian Jensen for et blålys. Der er faktisk ikke andet. For eksempel kan man læse lidt i professorerne Jørgen Grønnegård Christensens og Peter Bjerre Mortensens bog Overmod og afmagt: Historien om det nye SKAT (DJØF Forlag, 2018), der er en rædselsvækkende beretning om en kognitivt udfordret skatteminister, der helt undlader at stille kritiske spørgsmål til sit embedsværk, mens det hele står i flammer omkring ham. Denne minister var Kristian Jensen. Eller man kan prøve at Google sig frem til, hvor svært det efterfølgende har været for pressen at få Kristian Jensen til at indrømme den mindste smule ansvar for SKATs sammenbrud. For når det kommer til stykket, tager han jo ikke rigtigt ansvar alligevel. Men det bedste og sjoveste eksempel, jeg kender på, at Kristian Jensen er et blålys, er dog historien om it-systemet EFI, der skulle have overtaget den opkrævelse af gæld, som pantefogederne havde sørget for, dengang vi havde et skattevæsen, der virkede. Arbejdet med EFI var skatteminister Kristian Jensens ansvar, og det udviklede sig ikke overraskende helt utroligt dårligt. Først skulle det have været klart i 2007. Det blev det ikke. Så skulle det have været klart i 2009, hvilket så igen blev udskudt til 2013. På det tidspunkt var EFI blandt spøgefugle blevet kendt som “7–9‑13-systemet”, og det står i dag tilbage som en skamstøtte over exceptionel dårlig offentlig forvaltning. Gennem al dette vanvid stråler et fluorescerende blåt lys, som udgår i alle retninger, fra Kristian Jensen.
Manden uden kvaliteter
Når jeg ser på Kristian Jensen, tænker jeg på den 32-årige matematiker Ulrich, som er hovedpersonen i den østrigske forfatter Robert Musils katedral af en roman; Manden uden kvaliteter. Titlen er paradoksal, for hovedpersonen har faktisk en masse kvaliteter, men de er bare virkelig svære at få indkredset – lidt ligesom den evige nål med symbolet for Verdensmålene i et jakkerevers på Kristian Jensens blazer; hvad betyder det egentlig? Derfor har Ulrich opgivet at forsøge at blive en stor og særlig mand, og han vil i stedet bruge et år på at finde ud af, hvad hans egenskaber egentlig dur til. Er det ikke lidt den samme proces, som Kristian Jensen indledte tilbage i sensommeren 2019, da han lagde sin politiske karriere endegyldigt i ruiner på grund af sin personlige vendetta mod sin partiformand? I hvert fald fremstod Kristian Jensen som en både selvforelsket og latterlig romanfigur af Robert Musil’ske dimensioner, da han gik af som næstformand i Venstre med denne udmelding:
For evigt varede ikke Kristian Jensens job som topdiplomat. Er drømmen om at skaffe Danmark en plads i Sikkerhedsrådet nu endegyldigt skrinlagt, og hvad har hele denne pinlige øvelse egentlig kostet i kroner og ører? Lad dette retoriske spørgsmål blive hængende i luften, mens du læser videre.
Fri Finans
Nu lidt om hvad Frihedsbrevets betalende medlemmer kan glæde sig til i denne uge. Redaktionen bag nyhedsbrevet Fri Finans, der udkommer i morgen, fortsætter med at fortælle om mystikken i, at en lyssky libyer, kendt som “trekantens skygge”, gennem Danmark ejer ejendomme for milliarder i Paris.
Fri Jihad
Er et nyhedsbrev om fremmedkrigere, radikalisering og militant Islam. Denne gang skriver Ph.d.-forsker Kathrine Elmose Jørgensen om forskelle og ligheder mellem de danske fremmedkrigere, som rejste til Levanten med et jihadistisk formål, og dem, der er rejst til Ukraine inden for den seneste måned. Det er endnu sparsomt, hvad der kan siges om den sidste gruppe, men noget tyder på, at begge grupper – på trods af store forskelle – har været drevet af en følelsesmæssig agens. Fri Jihad udkommer i dag.
Fri Tænkning
Til denne uges Fri Tænkning har chefredaktør Flemming Rose talt med Kenneth Roth, som siden 1993 har været direktør for menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch. Roth kommenterer krigen i Ukraine set fra et menneskerettighedssynspunkt. Han mener, at Ruslands strategi indebærer systematiske krænkelser af krigens love, og Roth frygter, at vi endnu ikke har set det værste. Roth peger også på Kina som den største trussel mod idéen om menneskerettigheder, og han fortæller, hvad Human Rights Watch gør for at gardere sig mod blinde vinkler og leve op til sin ambition om at være upartisk.
Fri Tid
Simon Jul, den ene bidragsyder til vores nyhedsbrev om, hvad du skal spise, drikke og lave i din weekend, skriver, at han har følgende på sin tallerken i denne uge:
“På fredag skal vi i bogstaveligste forstand helt ind i maden. Vi starter en mini-føljeton, der vil skænke hyldest og fortjent ære til indmaden og dens venner. Og for at bevise min troskab til mine trofaste læsere, starter jeg i al ydmyghed med at give dem mit hjerte.”
Den anden bidragyder til Fri Tid, de To Sultne Piger, har været på restaurant Gnam Gnam Pasta & Sweets på Holbergsgade i København. Sådan starter deres anmeldelse, som altså udkommer på fredag:
“Skulle nogen være i tvivl, så elsker vi at spise ude. Men det er ikke hver dag, der kalder på pre-dinner drinks, fem-retters, fancy vin og service, der får os til at invitere tjeneren med videre. Nogle dage foretrækker vi ikke at babe up men mødes et sted, hvor vi kan slouche i stolen med albuerne på bordet – uden selvfølgelig at tvinge smagsløgene på kompromis. Men believe it or not, der er faktisk ret få af den slags restauranter i byen, der ellers blomstrer af nye spisesteder for tiden. Kan du, kære læser, genkende dette behov? Så er du bare very welcome, vi har nemlig fundet en seriøst god kandidat til netop sådan en slags aften. Og så er det endda inden for vores ultimative favoritkøkken; det italienske.”
Fri Hjul
Er jo Frihedsbrevets nyhedsbrev om cykelsport. Det skrives af Bastian Emil Goldschmidt, som – pun intended – virkelig er ved at komme i omdrejninger. I denne uge forlader han de hjemlige himmelstrøg for at rapportere fra det kommende Flandern Rundt, og i næste udgave af Fri Hjul, som lander i indbakkerne på fredag, tager han hul på løjerne. På samme rejse vil han rapportere fra Paris – Roubaix og Liege – Bastogne – Liege, så der er store ting i vente. Som alt, hvad Frihedsbrevet ellers udkommer med, kan Fri Hjul både læses og lyttes.
Fri Spark ⚽️
I næste udgave af Fri Spark, Frihedsbrevets nyhedsbrev om fodbold, der udkommer hver lørdag, samler Kasper Steenbach op på ugens afgørende VM-kvalifikationsrunder verden over. Når ugen er omme, vil 29 ud af de 32 lande, der skal deltage i VM i Qatar i november-december, være fundet. “Vi kan indtil videre røbe, at vi indleder i en flygtningelejr i Ghana, hvor en af slutrundens netop kvalificerede stjerner voksede op, og at vi, ad hvad der kan forekomme som uransagelige veje, også runder Helsingør,” fortæller Kasper Steenbach.
Hvad jeg ellers går og tænker på? 🤔
1️⃣ Noget af det vildeste og bedste radio, jeg længe har hørt, var da filminstruktøren Christina Rosendahl tørnede sammen med Politikens chefredaktør Christian Jensen i P1 Morgen i lørdags. Polemikken drejede sig om det mildt sagt uheldige fødselsdagsportræt, som journalist Erik Jensen skrev af Christina Rosendahls søster – nemlig Pernille Rosendahl. Og jeg skal lige love for, at Christian Jensen var kommet til fransk vask og strygning; Christina Rosendahl tørrede simpelthen gulv med ham. Hvad, jeg drømmer om, er nu et fast tilbagevendende program kun med de to.
2️⃣ Med corona er der opstået en løssluppen stemning blandt politikerne om, at de bare kan fyre den af, som de vil med skatteborgernes penge. Det store checkhæfte er virkelig kommet frem. Derfor er det mere vigtigt end nogensinde, at pressen holder dem i ørerne med god, gammeldags aktindsigt i bilag. Det var sådan Frihedsbrevet blev opmærksom på klimaminister Dan Jørgensens vinøse besøg i Singapore, og nu har B.T. undersøgt udenrigsminister Jeppe Kofods rejse til Asien – sammen med fem embedsmænd – tilbage i november måned sidste år. I alt brændte Udenrigsministeriet 1,2 millioner skattekroner af på fly, store middage og luksuriøse hotelværelser, blandt andet på det historiske Hotel Majapahit i Jakarta. I den mere kuriøse afdeling blev der også betalt for en klaverstemmer. Jeg gentager; en klaverstemmer.
3️⃣ Tibetkommissionen, som kritiserer Udenrigsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste for årelangt pres på politiet for at fjerne eller skjule lovlige demonstrationer ved Kinas besøg. Sagt på anden vis har højtstående embedsmænd altså koordineret og gennemført et fundamentalt brud på grundlovssikrede frihedsrettigheder i samspil med det hemmelige politi. I et sundt demokrati ville det få helt andre konsekvenser, end at en indsatsleder blev degraderet til at skulle bemande paskontrollen i Kastrup Lufthavn. Alene det faktum, at det har taget så lang tid at nå frem til denne åbenlyse konklusion, siger noget om, hvor galt det er fat.
Tak for denne gang 👋🏼
Jeg er tilbage om en uges tid.
Mvh, Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet